Prime sluppet løs i butikkerne – og den rives væk

Der er fænomener, som man bare ikke fatter, hvis man er over en vis alder.

Kultlæskedrikken Prime er formentlig en af dem.

I sin oprindelige version er den hamret godt til med koffein og et skud A-vitamin, og da en butik på Amager tilbage i april annoncerede med et salg af Prime skabe det nærmest tumultagtige scener med horder af unge, der ville have fat i en eller flere flasker.

Kort efter kom der et forbud mod videresalg af drikken (den kunne købes lovligt på nettet), fordi indholdet af koffein og A-vitamin var for højt.

Nu er den justeret, så den ikke indeholder hverken koffein eller A-vitamin. Dermed er den lovlig, og nu kappes de handlende om at komme først - for de unge kunder, de står stadig i kø.

Hvem kommer først?

Salling Group startede salg af prime fredag morgen klokken 07. Men andre er også på spring og kappes om at være før de første.

For eksempel har TV 2 Kosmopol modtaget en pressemeddelelse fra benzinkæden Circle K om en særlig event mellem klokken 15 og 17 hos Circle K i Herlev "i forbindelse med at en af verdens mest hypede læskedrikke, Prime, rammer de første danske butikshylder".

Den melding ryster man lidt på hovedet over i Salling Group, der driver kæderne Føtex, Bilka og Netto.

- Mig bekendt er klokken 07 fredag morgen tidligere end klokken 17, siger Jacob Nielsen, der er pressechef i Salling Group.

Føtex-butikkerne landet over begyndte nemlig at sælge Prime fredag morgen. Og lørdag kommer så både Bilka og Netto med på vognen. De eftertragtede flasker sælges med en begrænsning på maksimalt fire per kunde.

- Det sker ud fra en tanke om, at efterspørgslen er så stor, at vi gerne vil give flest muligt en mulighed for at købe dem, siger han.

Kø men ikke kaos

Jacob Nielsen melder om en høj efterspørgsel i Føtex-butikkerne fredag.

- Der har været kø nogle få steder, men ikke i mange timer. Til gengæld er hylderne ved at være tomme nu, siger han og tilføjer, at der er nye forsyninger på vej.

Han tilføjer, at siden Salling Group annoncerede, at der var Prime på vej, har koncernen mærket stor interesse.

- Så vi kan jo se, at den hype, der er og har været, er reel nok, siger han.

Circle K har blandt andet annonceret deres Prime-start i Herlev på det sociale medie Tiktok.

Her lokker de med, at kunderne også kan få en prime t-shirt. Videoen har på kort tid fået næsten en halv million visninger.

Både i Salling Group og i Circle K er prisen for en flaske Prime 25 kroner. Det er en stor reducering i prisen i forhold til de kiosker og slikbutikker, der prissatte de dyre dråber til 100 kroner per flasker - inden Fødevarestyrelsen altså gjorde det ulovligt at sælge dem.

Og fænomenet er ikke bare dansk. For eksempel var der også nærmest tumult, da Prime før årsskiftet dukkede op i engelske supermarkeder, og i nogle butikker røg prisen dér helt op i 15 pund per flaske.

Prime blev udviklet som energidrik af den amerikanske wrestler og mediepersonlighed Logan Paul, der i øvrigt er kæreste med den danske supermodel Nina Agdal.

Og med eller uden koffein - så gnider de sig formentlig lystigt i hænderne over en opfindelse, der i popularitet næsten konkurrerer med vand fra hellige kilder.

Bøderegn til Folkemøde – mand skal betale 5000 kroner for at tænde cigaret

Politiet på Bornholm har travlt. Udover at man kan ane dem i kanten af alle de større scener ved Folkemødet, er der også tale om reel bøderegn flere steder.

Delvist fordi der ikke er noget rigtig regn.

En mand har fredag fået en bøde på 5000 kroner for at ryge en cigaret nær Store Scene på folkemødet.

Det oplyser Thomas Kristensen, som er pressetalsmand for Bornholms Politi, til TV 2.

På grund af tørke er der afbrændingsforbud på Bornholm og særligt skærpede regler for blandt andet rygning.

Samtidig har en god klump bilister gjort en ærgerlig opdagelse – eller også er de endnu lykkeligt uvidende – da politiet har givet bøder til cirka 40 ulovligt parkerede biler i Allinge.

Ingen grund til bekymring

Det er muligt, at parkeringsreglerne særligt bliver håndhævede i forbindelse med den beredskabsøvelse, der finder sted i Allinge.

Folkemødets officielle Twitter-profil varsler om, at der er en beredskabsøvelse med motorcykler og ambulancer med blink, der kommer til at køre i Allinge.

- Der er ingen grund til bekymring. Det er bare en øvelse, står der i tweetet.

Det kommer til at vare en time.

Man må gerne ryge – nogle steder

I forbindelse med afbrændingsforbuddet, der i skrivende stund er indført i 15 kommuner, er der en række regler.

Bornholm er én af de kommuner, der skal følge disse regler for, hvad man må, så længe et afbrændingsforbud står på.

En grill må benyttes, hvis den er med gas, og det foregår på egen grund. Men man må ikke tænde et bål.

Cigaretterne må også godt stadig tændes – men ikke i offentlig natur som for eksempel grønne fællesarealer, boldbaner eller en bypark.

Man må dog gerne ryge på privat grund eller fortove, veje og parkeringspladser.

Danske Beredskaber har dog opfordret til, at man ikke smider sine skodder eller andet tobaksaffald på jorden – især ikke mens tørken står på.

Kræftsag spreder sig – flere regioner har brudt reglerne

Det er langtfra kun kræftpatienter i Aarhus, der har oplevet brud på deres rettigheder, og som har ventet for længe på deres kræftoperation.

I landets regioner har flere hundrede i løbet af et halvt år ventet for længe på at blive behandlet.

Og i nogle regioner har man også overtrådt reglerne og undladt at informere patienter om deres mulighed for at blive behandlet til tiden på et andet hospital i Danmark eller i udlandet.

Det viser redegørelser, som landets regioner fredag har afleveret til Sundhedsstyrelsen. Samtidig er der tvivl om den måde, regionerne har lavet indberetningerne på, og Kræftens Bekæmpelse frygter derfor, at billedet ikke er retvisende.

Redegørelserne kommer i kølvandet på kræftskandalen fra Aarhus Universitetshospital, hvor 306 patienter i hele 2022 og det første kvartal af 2023 er blevet opereret for sent, og hvor det ikke kan dokumenteres, at de er blevet informeret om deres muligheder for at blive behandlet til tiden på et andet hospital.

Patienter behandles for sent

Der er stor forskel på, hvordan regionerne har opgjort deres overskridelser, og der er uklarheder i nogle af redegørelserne. Eksempelvis forskelle i perioden, der er redegjort for, samt hvilke kræftområder der er omfattet.

Men de viser, at problemet med kræftbehandlingen langtfra kun er isoleret til Region Midtjylland eller Aarhus Universitetshospital, som DR's afsløringer tidligere på året handlede om.

I Region Hovedstaden har man fra fjerde kvartal 2022 til og med første kvartal 2023 fundet omkring 500 tilfælde, hvor patienter ikke er blevet behandlet inden for de 14 dage, det er påkrævet.

Det kan dog eksempelvis også være, fordi patienten selv har ønsket ikke at blive behandlet hurtigere på et andet hospital. Men i alt 46 tilfælde burde være indberettet til Sundhedsstyrelsen, meddeler regionen.

Om det betyder, at patienterne ikke er informeret om deres rettigheder, om de er blevet informeret, men ikke har accepteret det, eller om der har været andre omstændigheder, er uklart.

- Målet er naturligvis at overholde tidsfristerne i alle patientforløb på alle kræftområder. Og det skal være meget tydeligt for patienterne, at de kan tilbydes behandling et andet sted inden eller uden for regionen, hvis vi ikke har en tid inden for fristen, siger regionsrådsformand Laars Gaardhøj (S) fra Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

I Region Syddanmark er 81 patienter i fjerde kvartal 2022 blevet behandlet for sent på grund af kapacitetsproblemer.

Men i 79 af tilfældene er patienterne ifølge deres journal blevet oplyst om det og har modtaget en tid senere end den maksimale ventetid på 14 dage, som de har accepteret.

Derfor har regionen ifølge sin redegørelse brudt reglerne to gange.

Formand undskylder

I Region Nordjylland har man i fjerde kvartal 2022 og første kvartal 2023 overtrådt reglerne i 6 ud af 125 tilfælde, hvor der har været for lange ventetider.

En redegørelse fra Region Sjælland viser, at otte af de undersøgte patientforløb er blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen, fordi de ikke har levet op til kræftpatienters rettigheder om ventetider.

Værre ser det dog ud i Region Midtjylland, hvor problemerne med for lange ventetider ikke kun er et problem på afdelingen for mave-tarm-kræft på Aarhus Universitetshospital.

Regionen melder i sin redegørelse også om for lange ventetider og kapacitetsproblemer på afdelinger for blandt andet patienter med kræft i urinveje, brystkræft og kræft i kvindelige kønsorganer.

Samlet set bliver knap 20 procent af alle kræftpatienter ikke behandlet til tiden, og i alt har regionen indberettet 47 overskridelser af reglerne i den undersøgte periode til Sundhedsstyrelsen.

- Det er en kendt sag, at sundhedsvæsnet er presset, og at vi har begået fejl på kræftområdet. Det vil jeg gerne endnu engang undskylde over for patienter og pårørende. Denne gennemgang gør os endnu klogere på, hvor vi har særlige udfordringer med at behandle henviste patienter, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Tvivl om praksis

De nye redegørelser får statsminister Mette Frederiksen til at kræve, at regionerne får styr på ventetiderne og overholder patienternes rettigheder.

- Det er ikke godt nok, og der skal rettes op på det her hurtigst muligt. Det bekræfter behovet for at få lavet en ny kræftpakke, siger hun.

Regionernes redegørelser kommer i forlængelse af en genopretningsplan på kræftområdet, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) lancerede i foråret.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen, som i forbindelse med kræftsagen i Midtjylland indskærpede over for regionerne, hvordan de er forpligtet til at informere patienterne om deres rettigheder, når ventetiderne overskrides. En praksis, som Region Midtjylland ikke havde levet op til.

Det kom også frem, at de øvrige regioner havde benyttet sig af samme praksis, og det er også den "gamle" praksis, alle regioner har taget udgangspunkt i, når de i redegørelserne har afgjort, om de har overholdt reglerne.

Det er uvist, om der ville have været flere patientforløb i de undersøgte perioder, der burde være indberettet til Sundhedsstyrelsen, hvis regionerne havde lavet deres redegørelser i overenstemmelse med Sundhedsstyrelsens fortolkning af reglerne.

Kritik fra Kræftens Bekæmpelse

Hos Kræftens Bekæmpelse møder regionerne kritik for deres måder at opgøre antallet af fejl på.

- Regionerne har ikke opgjort på samme måde. Det har som konsekvens, at vi i Kræftens Bekæmpelse ikke kan danne os et endeligt overblik over problemet, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker, i en pressemeddelelse.

I det hele taget giver redegørelserne ikke det klare billede, som Kræftens Bekæmpelse havde håbet på.

- Men med udgangspunkt i redegørelserne kan vi rejse en overordnet bekymring, fordi der i alle regioner har været borgere ramt af kræft, som har ventet for længe. Vi ser nu frem til, at Sundhedsstyrelsen får skabt et overblik. Og at vi bliver inddraget i arbejdet med at sikre god kræftbehandling og troværdig overvågning af området på tværs af alle regioner, siger Jesper Fisker.

Flere regioner bemærker også i deres indberetninger, at der er dele af Sundhedsstyrelsens praksis, som de ikke har benyttet sig af.

For eksempel i Region Syddanmark, hvor det under et punkt med "Læringspunkter ved journalgennemgang og interviews" fremgår, at man ikke har orienteret "om mulige helbredsmæssige konsekvenser ved patientens evt. accept af forsinket behandlingstilbud."

Region Syddanmark beskriver også, at man har fået en forståelse af, at man skal være mere konkret i sine tilbud om alternative behandlingsmuligheder:

"Man skal på forhånd afsøge og derefter informere patienten om konkrete og reelle mulige alternative steder og tidshorisont (...). Region Syddanmark tager initiativ til at indarbejde denne forståelse i den fremadrettede praksis."

Dagens overblik: Statsminister ser behov for ny kræftpakke

Et uvejr har fredag aften sat en stopper for dele af festivalen Copenhell i København.

Regn og lyn stopper dog ikke dagens nyhedsoverblik, som du kan læse her.

Velkommen til.

Kræftpatienter venter for længe på behandling

Fem regionale rapporter om kræftbehandlingen i Danmark er blevet offentliggjort, og de viser, at kræftpatienter er blevet behandlet for sent i alle regioner.

Det er ikke godt nok, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

- Det bekræfter behovet for at få lavet en ny kræftpakke, så der kan blive rettet op på det her hurtigst muligt, siger hun på Folkemødet efter sin partiledertale.

Hvis der er ét emne, som vælgerne går op i, så er det sundhedsvæsenet. Derfor er det fuldstændigt afgørende, at vores regering viser sig i stand til at løse de her udfordringer, siger TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.

Cykelrytteren Gino Mäder er død efter styrt

Gino Mäder er død efter sit voldsomme styrt i Schweiz Rundt. Styrtet skete torsdag på den afsluttende nedkørsel, hvor flere af rytterne nåede over 100 kilometer i timen.

Mäder styrtede ud over en skrænt og faldt videre ned i en kløft. Her blev han fundet livløs i vandet og blev siden genoplivet. Men fredag er han død af sine kvæstelser, skriver hans hold Bahrain Victorious på Twitter.

- Vi er knuste over tabet af vores exceptionelle rytter Gino Mäder. Hans talent, dedikation og entusiasme var en inspiration for os alle, lyder det fra holdchef Milan Erzen i en pressemeddelelse.

Norske medier: Biden har bedt Stoltenberg blive som NATO-generalsekretær

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har bedt Jens Stoltenberg om at fortsætte som NATO-generalsekretær. Det skriver flere norske medier, heriblandt NRK.

Anmodningen fra Biden kom ifølge de norske medier, da Stoltenberg gæstede præsidenten i Det Hvide Hus tirsdag.

Jens Stoltenberg siger selv på et pressemøde, at han ikke "søger en forlængelse". Men generalsekretæren behøver ikke at "søge" om nogen forlængelse, før det kan blive en realitet.

Bøderegn til Folkemøde – mand skal betale 5000 kroner for at tænde cigaret

Politiet på Bornholm har travlt. Udover at man kan ane dem i kanten af alle de større scener ved Folkemødet, har de også travlt med at dele bøder ud.

En mand har fredag fået en bøde på 5000 kroner for at ryge en cigaret nær Store Scene på folkemødet. På grund af tørke er der afbrændingsforbud på Bornholm og særligt skærpede regler for blandt andet rygning.

Samtidig har politiet uddelt bøder til cirka 40 ulovligt parkerede biler i Allinge.

Lavine landede en hårsbredde fra schweizisk landsby

En schweizisk landsby undgik lige netop at blive ramt, da en del af et bjerg styrtede ned natten til fredag. Det oplyser lokale myndigheder i Brienz i det østlige Schweiz.

En meterhøj mur af mudder og sten stoppede tæt ved landsbyens skole.

Landsbyens 84 beboere blev evakueret 12. maj, da geologer fastslog, at en ustabil bjergtop over landsbyen inden for kort tid kunne styrte ned med op mod to millioner kubikmeter klippestykker.

Novo Nordisk åbner for lavere pris på populær fedmemedicin

Vægttabsmedicinen Wegovy har været på mange danskeres læber, siden at sprøjten indtog det danske marked i december sidste år.

Medicinen var oprindelig tiltænkt diabetespatienter, men hjælper i dag overvægtige med at smide ekstra kilo.

Præparatet er dog ikke kun blevet omtalt som en mirakelkur. Fedmemedicinen er også blevet skarpt kritiseret, fordi Novo Nordisk har tjent milliarder af kroner på den.

I sidste ende er det en dyr regning, der lander hos forbrugeren med sprøjten i hånden eller hos statskassen, der er villig til at give tilskud til medicinen.

På folkemødet på Bornholm åbner Lars Fruergaard Jørgensen, der er direktør hos Novo Nordisk, for første gang op for at diskutere prisen på produktet.

- Er der nogen, der siger, at vi ikke vil sætte prisen ned? lød det fra direktøren i en særudgave af TV 2-magasinet 'Business Class' torsdag.

En milliardforretning

Som det ser ud i dag, ligger regningen for en Wegovy-sprøjte hos danskerne selv, fordi staten ikke giver tilskud til medicinen.

Slankesprøjten koster danskerne mindst 1323 kroner om måneden ifølge Berlingske. Det svarer altså til tæt på 16.000 kroner om året.

Netop den dyre pris på medicinen og det kæmpe milliardoverskud, som den har været med til at sikre Novo Nordisk, fik i 'Business Class'-panelet Lisbeth Bech-Nielsen fra SF til at stikke til direktøren.

- Hvor længe skal man have lov at tjene så ekstremt mange milliarder på noget, som man har patent på? spurgte SF-politikeren.

Spørgsmålet affejede Lars Fruergaard Jørgensen ved at svare, at virksomhedens mål med medicinen er at hjælpe de svageste i samfundet af med overvægt.

Men der var en åbning fra direktøren, da vært Vibeke Daell Bjerrum spurgte ind til den høje prissætning:

I tjener jo vanvittig mange penge i Novo Nordisk, burde der ikke være råd til at sætte prisen ned på det her produkt og hjælpe blandt andet det danske samfund?

- Er der nogen, der har sagt, at vi ikke vil sætte prisen ned? Det starter med, at der er nogle myndigheder, der er interesseret i at købe det, lød det fra Lars Fruergaard Jørgensen.

Kaster bolden videre

Det er første gang, at Lars Fruergaard Jørgensen sætter ord på, at man fra Novos side er åben over for at diskutere et fremtidigt prisniveau på vægttabsmedicinen.

- Vi vil hjælpe de sygeste og svageste, og de har sjældent mulighed for at betale selv. Så det er sundhedssystemet, der skal betale for dem, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Novo-direktøren understreger dermed, at det kræver en villighed til at lande en aftale hos det danske sundhedssystem, før man kan åbne en reel diskussion om et nyt prisleje.

- Jeg fornemmer i Danmark, at de, der beslutter, om der skal være tilskud, har sagt, at fordi det er kronisk behandling, vil man ikke give tilskud, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Ifølge ham laver Novo Nordisk lige nu studier, der ved hjælp af placebo skal vise, hvad konsekvensen er ved ikke at få vægttabsbehandlingen. Håbet er, at selskabet med undersøgelsen kan sætte en streg under, at medicinen er et spørgsmål om sundhed og ikke blot vægt.

- Hvis man sidder som myndighed, der skal tage stilling til det og ikke ser det som et sundhedsproblem, så er det svært at diskutere, hvad prisen skal være, siger direktøren.

Åbne arme i USA og England

Ser man mod udlandet, kan amerikanske patienter i dag få et tilskud til Wegovy.

På samme måde har den britiske regering lige nu igangsat et toårigt pilotprogram, der skal undersøge muligheden for, at flere overvægtige kan få gavn af vægttabsmedicin som den fra Novo Nordisk – og dermed vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Siden Brexit har briterne haft problemer med ekstrem mangel på arbejdskraft, fordi udenlandsk arbejdskraft forsvandt.

- Så de (den britiske regering, red.) laver simpelthen et sats ved at gå ind og hjælpe de folk og få dem tilbage på arbejdsmarkedet, siger Lars Fruergaard Jørgensen om pilotprojektet.

I april i år var der i alt 42.466 personer, der indløste en recept på Wegovy i Danmark.

Hver dag gør 123 som 20-årig, når de skal på skadestuen – en “pissefarlig trend”, advarer akutlæge

20-årige Mikkel Kastrup gled, idet han steg ud af bilen, da han var i gang med at hente sin kærestes mor. Han landede på sit håndled, og nu kan han ikke bevæge hånden.

- Jeg har muligvis brækket håndleddet. Den er misfarvet og lidt hævet. Min knogle sidder også lidt forskudt. I går græd jeg af smerte, så vi tog ind på skadestuen i dag.

Men han ringede ikke til Region Hovedstadens akuttelefon 1813, som han skulle have gjort. I stedet tog han direkte hen på skadestuen på Herlev Hospital.

- Det røg ud af hovedet. Og jeg tænkte, at jeg jo bare kunne tage herhen, når jeg alligevel var i nærheden.

1813 kunne have fortalt ham, at der var mindst to timers ventetid i Herlev og formentlig sendt ham et andet sted hen med mindre ventetid.

Bare i Region Hovedstaden gik næsten 45.000 patienter sidste år ind ad dørene på regionens akutmodtagelser med akut skade eller sygdom uden først at være visiteret fra egen læge eller akuttelefonen, som man skal. Det svarer til 123 i gennemsnit hver dag.

Det viser nye tal for såkaldte “selvhenvendere”, som TV 2 har fået aktindsigt i. Antallet af selvhenvendere er ganske vist mindre end i 2019, hvor tallet var på knap 50.000, men efter et markant fald fra 2019 til 2020 er tallet steget med 23 procent de seneste tre år.

Forleden kunne vi på TV 2 fortælle, at patienter i hele landet oplever problemer med blandt andet afbrudte opkald på akuttelefonerne. Næsten en million opkald sidste år, svarende til hvert fjerde opkald, blev aldrig besvaret, enten fordi patienter blev smidt af linjen eller endte med at lægge røret på.

- At tallet er stigende for selvhenvendere vidner jo om, at problemerne med akuttelefonerne også er stigende. At patienter ikke kan komme igennem, og at telefonen ikke bliver besvaret eller ikke bliver besvaret til tiden, siger Morten Freil, der er direktør i landets største patientorganisation, Danske Patienter.

- Vi kan godt forstå, at borgerne henvender sig uden om 1813, hvis de ikke kan komme igennem, men det er jo ikke den løsning, vi skal have. Vi skal have gode, sikre systemer, der bliver overholdt, siger han.

For Mikkel Kastrup har én tidligere dårlig erfaring med lang ventetid hos 1813 været medvirkende til, at han tog direkte ind på skadestuen.

- På et tidspunkt skvattede jeg og skar hånden op gennem et vindue. Mens jeg blødte, sad jeg og ventede i telefonen en halv time, inden jeg kom igennem, siger han.

Altid farligt at flytte fokus

Ifølge en af landets mest erfarne akutlæger og formanden for Dansk Selskab for Akutmedicin, Henrik Ømark, så er selvhenvendere både en dårlig udnyttelse af hospitalernes ressourcer og en potentiel farlig trend, som han direkte advarer imod.

- Hvis man kommer og henvender sig på et hospital, men man godt kunne have været håndteret af en lægevagt eller sin egen læge, så er det et unødvendigt ekstra ressourcetræk at gøre på hospitalerne, som i forvejen er ret fortravlede, siger Henrik Ømark.

- Når man bliver henvist af en lægevagt eller en læge, får vi et forvarsel om, hvad der er på vej og kan tildele vores ressourcer efter det. Men selvhenvendere tager fokus væk fra dem, der er rigtigt syge og har brug for et hospital, og det er altid farligt, hvis vi i en akutmodtagelse skal flytte fokus væk fra dem, der har allermest brug for os, siger han.

9000 selvhenvendere på et år

Region Hovedstaden er den eneste af de fem regioner, der har kunnet levere tal for antallet af selvhenvendere, og Danske Patienter ønsker en undersøgelse af, hvor stort et problem det udgør i resten af landet. Det siger direktør Morten Freil.

- Akutfunktionerne er så vigtige i det danske sundhedsvæsen, så man bør lave en kortlægning, simpelthen få kulegravet, hvor store de her problemer er og se på, hvad man kan gøre ved det.

Ifølge Henrik Ømark er der i gennemsnit en-to selvhenvendere om dagen på akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor han er overlæge.

På Herlev Hospital var der sidste år 9.000 selvhenvendere, svarende til 25 om dagen. Og det er 32 procent flere end i 2020.

- Vi ville aldrig afvise en, der har akut brug for hjælp. Det ville være imod vores tro og vilje. Når de kommer her, putter vi dem ind, hvor det passer bedst i forhold til de patienter, vi har i forvejen og som er planlagt, siger Lotte Klitfod, der er cheflæge på akutmodtagelsen på Herlev Hospital.

- Selvfølgelig ville jeg da foretrække, at patienter blev visiteret gennem de systemer, vi har, for det giver os alt andet lige en lettere mulighed for at planlægge vores tid og ressourcer bedst muligt.

"Tror aldrig vi kommer ned på 0"

Ifølge Lotte Klitfod udgør selvhenvendere cirka 6-7 procent af alle patienter på akutmodtagelsen på Herlev Hospital, og dér har tallet ligget stabilt i flere år. Hun tilskriver først og fremmest stigningen i antallet af selvhenvendere, at der generelt er kommet flere patienter.

- Det er klart, hvis gruppen begynder at vokse mere, og vi kan se, at nogen misbruger systemet bevidst, så skal vi selvfølgelig rette ind, men det er ikke vores indtryk, siger Lotte Klitfod.

- Jeg ville da også ønske, vi havde nul selvhenvendere. Jeg tror bare aldrig, vi kan komme helt ned på nul, siger hun.

Selvhenvendere med blodpropper

Overlæge Henrik Ømark er enig i, at man aldrig kommer ned på nul procent. Der skal altid være plads til nogen, som af den ene eller anden grund kommer direkte ind.

- Men de tal jeg hører fra Region Hovedstaden, synes jeg godt nok er voldsomme. Jeg er glad for, at det ikke er så mange selvhenvendere vi skal se hos os i Esbjerg.

Hvis de bliver behandlet, og akutafdelingerne godt kan rumme dem, hvad er så problemet?

De bliver patienter, som vi ikke kan forudse. Nogle gange kan vi ret hurtigt se, at noget er rimeligt banalt, og så tager det ikke mere end et par minutter. Men hvis man bliver usikker på det og hvis man for eksempel kommer med trykken i brystet, som kan skyldes flere ting, så skal vi først dér finde ud af, om vi har en stue og et team, hvor vi ellers kunne have været forberedt, inden patienten ankom.

Henrik Ømark har selv oplevet selvhenvendere, som er kommet ind på akutmodtagelsen med en blodprop - uden at personalet var klar over, de kom.

- De har typisk haft trykken i brystkassen, og pårørende har kørt dem direkte ind, fordi de tænkte, det nok var hurtigere i stedet for at ringe 112. Jeg har stået med nogle selvhenvendere med ganske alvorlige blodpropper i hjertet, som skulle have akut behandling.

Han kalder derfor med egne ord "en pissefarlig trend". Både for selvhenvenderne selv og for resten af patienterne.

"Trods alt en akutmodtagelse"

Mikkel Kastrup indrømmer, at han nok burde have ringet til 1813 først. Men han er ikke sikker på, han gør det, næste gang han kommer til skade.

- Det kommer an på, hvor jeg er. Hvis jeg er ved siden af et hospital, så går jeg selvfølgelig bare ind. Det er jo trods alt en akutmodtagelse. Det er jo, hvis det sker akut. Så giver det god mening, at man bare dukker op og ikke sidder i en telefonkø i en halv time.

Efter en time, 19 minutter og fem sekunder blev Daniel smidt af 1813 – endte med at ringe 112

Daniel Olsen følte ikke, han havde nogen anden udvej, da han grundlovsdag ringede 112 efter en med egne ord "forfærdelig oplevelse" hos Region Hovedstadens akuttelefon 1813.

Aftenen før - 4. juni - begyndte det pludselig at gøre ondt i den side, hvor han i oktober sidste år gennemgik en operation for nyresvigt.

- Jeg prøvede at tage to panodiler og ville se, om jeg kunne sove det væk. Jeg fik næsten ikke noget søvn, fordi det gjorde ondt.

Han var så bekymret over smerterne, at han ringede 1813.

- Der var to timers ventetid, men jeg hang bare i, fordi det skal man jo.

Men efter præcis en time, 19 minutter og fem sekunder blev han smidt af. Daniel Olsen prøvede igen. Men efter en time, 19 minutter og fem sekunder blev han endnu engang smidt af.

En aktindsigt til TV 2 fra regionerne viser, at det langt fra er et enestående tilfælde. I alt 922.306 opkald fra patienter til landets fem lægevagter blev sidste år afbrudt, inden en læge kunne tage telefonen - enten fordi patienterne blev smidt af linjen eller fordi patienterne selv af den ene eller anden årsag lagde på.

Det svarer til hvert fjerde opkald.

Tallene møder kritik fra landets største patientorganisation Danske Patienter.

- Det er nogle helt enorme tal og virkelig alvorligt, for når patienter opgiver at komme igennem eller ikke kan komme igennem, kan det gå ud over deres helbred, siger direktør Morten Freil.

I år er antallet af ikke-besvarede opkald steget yderligere i fire ud af fem regioner. Eksempelvis i Region Nordjylland, hvor hvert tredje opkald af den ene eller anden årsag er blevet afbrudt.

- Jeg tænker, tallene taler for sig selv. Vi kan ikke undslå os tallene, og det vil vi heller ikke, siger Pia Buus Pindstrup, der er formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland for De Konservative.

- Derfor er vi også gået i dialog med de praktiserende læger og sagt, hvad gør vi her, hvad har vi af muligheder for at lave om på det her, for det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende for borgerne i Nordjylland, at de ikke kan komme igennem til lægevagten, siger hun.

Frygtede for sit liv

Region Hovedstaden er den eneste region, der har færre afbrudte opkald i år end sidste år. Det er faldet fra knap 32 procent sidste år til godt 18 procent i år.

Daniel Olsen egen læge havde lukket på grund af grundlovsdag. Det samme havde den nyreafdeling, han er tilknyttet. Han ringede derfor direkte til akutmodtagelserne i både Hillerød og Frederikssund, men det viste sig også at være en blindgyde.

- Jeg fik at vide, at hvis jeg mødte op uden at have snakket med 1813, ville jeg automatisk ryge bagest i køen og højest sandsynligt også få en skideballe for ikke at have en aftale på forhånd.

Smerterne ville ikke holde op.

- Jeg frygtede for mit liv der. Hvis en af mine nyrer stod af, så var jeg altså færdig, og jeg kunne ikke komme igennem til nogen, fortæller Daniel Olsen.

1813: Ikke et generelt problem

Daniel Olsens opkald til Region Hovedstadens akuttelefon 1813 var langtfra det eneste, der blev afbrudt den dag. Faktisk nåede mere end hvert andet opkald aldrig frem til lægerne.

- Det er dybt beklageligt. Selvfølgelig skal borgerne komme igennem, når de har brug for hjælp. Det er rigtig ærgerligt for patienten og rigtig beklageligt fra vores side, at vi ikke kunne gøre det bedre, siger afdelingsleder i 1813, Berit Juhl.

Hun forklarer, at der var for få læger kaldt på vagt grundlovsdag, og så var en teknisk fejl årsag til, at mange patienter blev smidt af efter præcis en time, 19 minutter og fem sekunder.

Berit Juhl afviser, at det er et generelt problem, at patienter bliver decideret smidt af. Hun tilskriver langt størstedelen af de afbrudte opkald borgere, der indser, at deres problem ikke er akut og godt kan vente til egen læge åbner.

- Rigtig tit er det jo meningen, at opkaldene skal afbrydes, fordi borgeren selv lægger på. Og det beder vi dem sådan set om i vores velkomsthilsen. Når de hører den, lægger mange røret på, fordi “Gud ja, jeg skulle ikke have ringet”, siger Berit Juhl.

Hun oplyser, at mange lægger på indenfor de første 38 sekunder, når akuttelefonens automatisk velkomsthilsen er afspillet. Hun medgiver dog, at den aktuelle ventetid, som patienten også får oplyst inden for de første 38 sekunder, kan påvirke patienter til at lægge på.

Morten Freil fra Danske Patienter pointerer, at patienter ofte ikke selv ved, om noget er akut og potentielt alvorligt, før de har talt med en læge.

- Langt de fleste patienter, når de ringer til akuttelefonerne, er det, fordi de er bange for, at der er noget virkelig alvorligt galt. Det kan være, man har store smerter eller at ens barn pludselig har meget høj feber. Og nogle gange er der jo så også noget galt, som skal tilses med det samme. Så når telefonen ikke bliver besvaret, går det ud over patientsikkerheden, og vi risikerer, at det får alvorlige konsekvenser, siger han.

Ringede til sidst 112

Daniel Olsen endte med at ringe 112 - og fik på den måde lov at tage hen på en akutmodtagelse for at få behandling.

- Det var den mulighed, jeg havde tilbage. Nogen skulle jeg have fat i, og det blev dem. Men han har dårlig samvittighed over det.

- For det er jo ikke det, man skal bruge 112 til. 112 er jo ikke akuttelefonen, hvis du skal på skadestuen. Det er jo til, hvis du er ved at dø. Men samtidig kunne jeg ikke rigtigt se, hvad jeg ellers skulle have foretaget mig.

Det er vel også forkert, det du gjorde. At du gik uden om systemet?

- Ja, det er det. Men hvis systemet ikke virker, kan man jo blive nødt til det. Det er grænseoverskridende, når det ikke fungerer. Især for os, der har børn. Hvis der sker noget med vores børn, og vi ikke kan komme igennem, og vi bliver smidt af efter næsten tre timers ventetid ad to omgange, så går man jo i panik og ved ikke, hvad man skal stille op.

Læge beretter om op mod 100 børn på forlist båd i Middelhavet

Mindst 78 mennesker er allerede bekræftet døde, efter at en båd med migranter onsdag sank i Middelhavet i det sydlige Grækenland.

Men mange flere savnes. Nogle beretninger antyder, at op mod 750 mennesker var om bord på fartøjet, da det sank på vej fra Libyen til Italien.

Det rapporterer BBC.

Det britiske medie har talt med en række læger, som har tilset nogle af de overlevende, der primært er mænd.

Stort antal kvinder og børn

Og de fortæller om et stort antal kvinder og børn, som var under dæk, da skibet gik ned.

En overlæge på Kalamata General Hospital på den græske halvø Peloponnes fortæller, at op mod 100 børn var om bord på skibet.

- De overlevende har fortalt os, at der var børn under dækket. Børn og kvinder, siger overlæge Manolis Makaris til BBC.

To af hans patienter har givet ham et estimeret antal.

- Den ene fortalte mig, at der var omkring 100 børn, den anden sagde omkring 50. Så jeg kender ikke sandheden, men det er mange, siger han.

600 kan have mistet livet

Efter at have talt med flere overlevende vurderer Manolis Makaris, at omkring 600 mennesker kan have mistet livet i ulykken.

- Det nøjagtige antal af alle de mennesker, som var på båden, er 750. Det er det nøjagtige tal, som alle, jeg har talt med, har opgivet, siger han.

Om bord på båden var der folk fra blandt andet Afghanistan, Pakistan, Egypten, Syrien og Palæstina.

Familier til nogle af de savnede egyptiske børn har sendt billeder af børnene til Manolis Makaris i håb om, at han genkender dem, fortæller han.

- Det er en tragedie. Vi må i Europa ikke acceptere denne situation. Vi er nødt til at gøre noget, siger lægen til BBC.

Sank på 15 minutter

Flere af de familier, der leder efter deres pårørende, ankom torsdag til Kalamata.

- Min familie var på båden, siger pakistanske Aftab, som er kommet fra Storbritannien.

Mindst fire af hans familiemedlemmer fra Pakistan er fortsat savnet.

En syrisk mand fra Holland bryder sammen, da han fortæller til BBC, at hans hustru og svoger er blandt de savnede.

- Myndighederne leder efter deres lig i havet og på hospitaler, siger den syriske mand ved navn Kassam Abozeed.

Flere overlevende har fortalt, at båden sank på blot 15 minutter.

Brystkræftpatienter rammes af forsinket behandling i hovedstaden

Der er igen problemer med for lange ventetider for et stort antal kvinder med brystkræft i Region Hovedstaden.

Det skriver Berlingske. Avisen har fået indsigt i fem regionale rapporter om kræftbehandlingen i Danmark, der offentliggøres fredag.

Tre ud af fire kvinder med brystkræft i regionen er de sidste to måneder blevet opereret for sent i forhold til tidsfristerne i kræftpakkerne.

Regionen begynder at tilbyde nogle kvinder, at de kan blive opereret på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.

Forventes at fortsætte over sommeren

De lange ventetider forventes at fortsætte over sommeren. Regionen frygter, at man ikke vil være i stand til at overholde reglerne for maksimale ventetider.

Det fremgår i en redegørelse til politikerne i regionen, skriver Berlingske.

Ifølge mediet, er det ikke kun kvinder med brystkræft, der risikerer, at få overskredet behandlingsgarantien.

I redegørelsen, der udkommer samtidigt med de fem regionale rapporter, fremgår det, at der også er betydelige udfordringer med indsatsen for patienter med flere andre kræftsygdomme.

Det gælder patienter med mave- og tarmkræft, prostatakræft, gynækologisk kræft og lungekræft.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at der specifikt er problemer med behandlingen af brystkræft i Region Hovedstaden.

Lovgivningen siger, at der skal være to år mellem screeninger for brystkræft - og maksimalt to år og tre måneder.

I marts skrev Berlingske, at gennemsnittet gennem en lang periode har været på to år og seks måneder.

Ifølge mediet fremgår det af redegørelsen til politikerne, at screeningsprogrammet er på vej op i omdrejninger, men at programmet har opsporet et stort antal kvinder, som nu skal behandles for brystkræft.

Medlem af Region Hovedstadens forretningsudvalg Leila Lindén (S) erkender, at brystkræftpatienterne står i en "trist situation".

- Det er dårlige, kedelige tal, vi ser her. Vi vil jo helst kunne leve op til alt, hvad vi skal. Men vi mangler folk, og der kommer langt flere kvinder ind i systemet, og det presser kapaciteten, siger hun til Berlingske.

Eks-soldat tiltales for at kvæle hjemløs togpassager i New York

En storjury i den amerikanske storby New York har onsdag besluttet at tiltale en tidligere marinesoldat for drabet på en hjemløs mand i New Yorks subway i begyndelsen af maj.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Reuters henviser til lokale medier, som har oplysningen fra unavngivne kilder i politi- og retsvæsnet.

Den forhenværende sergent i flåden, 24-årige Daniel Penny, tiltales for at have kvalt 30-årige Jordan Neely om bord på et undergrundstog på Manhattan.

Råbte at han ville i fængsel eller dø

Selve drabet blev optaget på video af flere togpassagerer, skriver Reuters.

Inden han blev overfaldet, råbte Jordan Neely, at han var sulten, og at han enten ville i fængsel eller dø, har vidner forklaret.

Daniel Penny har forklaret, at han ikke havde til hensigt at dræbe Jordan Neely, og at han handlede i selvforsvar. Vidner har dog sagt, at den hjemløse mand ikke optrådte fysisk truende, inden han blev overfaldet.

Jordan Neely var psykisk syg, og drabet har antændt en debat i New York om, hvorvidt der er tilstrækkelig hjælp i den amerikanske storby til hjemløse og mennesker med psykiske lidelser.

I dagene efter drabet gik hundredvis af demonstranter på gaden i New York med skilte og bannere med ordene "Retfærdighed for Jordan Neely" og "Det er ikke ulovligt at være fattig".

En særskilt demonstration fandt sted ved distriktsadvokatens kontor. Her udtrykte demonstranterne deres utilfredshed med, at Daniel Penny på det tidspunkt endnu ikke var blevet sigtet i sagen.

Desuden krævede de fremmødte newyorkere, at der blev iværksat en undersøgelse af, hvorfor den tidligere marinesoldat var blevet løsladt kort tid efter sin anholdelse.

Jordan Neely var sort, mens Daniel Penny er hvid.

Arrangørerne bag nogle af demonstrationerne har ifølge Reuters omtalt drabet som "lynchning" og har sagt, at det er et eksempel på "hvid selvtægt" begået over for sorte.