Ifølge mediet la Repubblica har Silvio Berlusconi i længere tid lidt af leukæmi og sov ind på San Raffaele-hospitalet i Milano mandag morgen. Han blev 86 år.
Arrivederci betyder både farvel og på gensyn. Indtil nu har den omstridte og karismatiske italiener igen og igen ment det sidste.
Både politisk og helbredsmæssigt har han jævnligt haft et ben i graven, men han er hidtil altid på mirakuløs vis vendt tilbage.
Som politiker, som forretningsmand, som “genfødt” efter alvorlige operationer, kræftforløb, en lang indlæggelse med Covid 19 og meget andet. Og som tidligere dømt.
Silvio Berlusconi har virket ukuelig, og har haft et helt usædvanligt overlevelsesgen.
Han har været konstant på kant med loven, han har holdt berygtede såkaldte bunga-bunga-fester med meget unge piger, han har prøvet at lave skræddersyede love, der skulle bruges til ham selv. Og han har opført sig flabet overfor både Angela Merkel, Dronning Elizabeth, Helle Thorning-Schmidt og adskillige andre.
En attitude, der vakte furore og forargelse blandt mange. Men også beundring blandt hans tilhængere på den italienske højrefløj.
Kontrovers på kontrovers
Berlusconi evnede gang på gang at få en hel verden til at spærre øjnene op og ryste på hovedet, når han kom med sine vildeste ofte homofobiske og småracistiske udtalelser.
“Hvad er der galt med at komme hjem fra en lang arbejdsdag og have en smuk kvinde derhjemme at se på. Det er da bedre end at være bøsse” og “Obama, han er meget solbrændt”.
Og som god ven af den russiske præsident Putin, var Berlusconi også hurtig til at indtage en klar holdning til Ruslands invasion af Ukraine:
- Krigen i Ukraine er Zelenskyj selv ude om, lød det kontroversielle budskab.
Mediekonge med eget parti
Silvio Berlusconi er en skikkelse, der har formået at sætte et uudsletteligt aftryk både på Italien og på resten af verden.
En på mange måder first mover, ikke mindst da han i 1994 med sine egne ord “meldte sig på banen” og som succesrig forretningsmand skabte sit eget parti og gik ind i politik. Med en fodboldmetafor kridtede han banen op, og vandt parlamentsvalget med 21% af stemmerne.
Berlusconi var på det tidspunkt en af Italiens mest indflydelsesrige personer. Og en af de rigeste.
En mediekonge, der ejede både tre store landsdækkende tv-stationer, flere aviser og forlag, og dertil også fodboldklubben AC Milan, en supermarkedskæde og diverse entreprenørvirksomheder.
Allerede inden han gik ind i politik og endte med at blive den længst siddende premierminister i Italien siden 2. verdenskrig, var han en af landets mest kendte og omdiskuterede personer.
I årevis har han ligget på top 5 over de mest velhavende i landet, og netop derfor mente hans støtter, at det var en garanti for, at han ikke havde “meldt sig på banen” med sit nye parti for egen vindings skyld.
Silvio Berlusconi blev nærmeste betragtet som en messias. Selv sagde han, at han ville “redde landet fra kommunisterne”. Det var sød musik i manges ører.
Berlusconi sagde det blandt andet i en diplomatisk version, da han holdt sin berømte tale i januar 1994, hvor han annoncerede sit kandidatur.
- Italien er det land, jeg elsker.
Sådan begyndte den ni minutter lange video, der blev udsendt på alle Italiens tv-kanaler.
Silvio Berlusconi ville lave “en liberal revolution”. Han ville gøre livet mindre surt for de forretningsdrivende og alle andre, der syntes, de blev pålagt alt for mange skatter og måtte bøvle med al for megen bureaukrati.
Til magten efter opgør med korrupte politiker
Han kom til magten kort efter “operation rene hænder”, som var et retsopgør med korrupte politikere som en gruppe dommere i Milano stod for.
Ved den lejlighed blev der tyndet godt ud i parlamentet. Mange blev fældet, da de blev kigget efter i sømmene.
At det så lige netop skulle være Silvio Berlusconi, der skulle komme landet til undsætning som den rene og ukorrupte frelser, var ikke lige oplagt for alle.
Hans modstandere var ikke et øjeblik i tvivl om, at hele denne manøvre handlede om at pleje egne interesser og om at redde nogle af sine store virksomheder, som i den periode kørte med betragtelige underskud.
Det har for mange både medier og borgere været et åbenlyst samfundsproblem, at Berlusconi havde betydelig politisk magt og en væsentlig magt via sine aviser og tv-kanaler.
Den interessekonflikt var også noget af det, der var mest international fokus på i de år, Berlusconi var regeringsleder.
Arvecirkusset forventes at blive blodigt
Silvio Berlusconi var især i 90’erne og 00’erne genstand for stor beundring, og mange italienere spejlede sig i ham, og håbede, at de kunne få lige så meget succes i livet.
Han var kilde til inspiration for millioner, der så op til ham på grund af hans flamboyante facon, hans kække bemærkninger, hans mange damer og hans store “hof” af venner og støtter, der altid talte ham efter munden.
Hans forretningsimperium var styret af ham selv som en slags enehersker, og det samme var hans parti, Forza Italia.
Da han trådte ind i politik, gav han formelt afkald på nøglerollerne i sine virksomheder, men det var de facto ham, der var den egentlige boss hele vejen igennem.
Han har aldrig haft kronprinser, selvom hans børn har vigtige jobs i firmaerne.
Arvecirkusset forventes at blive blodigt. Han har børn fra flere ægteskaber, som ikke lader til at kunne enes.
Startede bølgen af personbårne partier
I sit parti har det været endnu tydeligere, at han ikke har villet have nogen til at rangere for højt og true hans status.
I årenes løb har han en sjælden gang imellem luftet nogle navne på eventuelle efterfølgere, men det er altid blevet ved snakken. I virkeligheden har han aldrig kunnet se andre for sig i tronstolen. Hvilket han ikke har haft problemer med selv at sige højt og tydeligt.
- Jeg er den bedste, sagde han ofte. Og mere storladent:
- Jeg er Jesus Kristus indenfor politik. Jeg ofrer mig for alle.
Uanset Silvio Berlusconis aparte opførsel viste han for små 30 år siden vejen for andre politikere i både Europa og andre steder i verden, hvis partier blev designet til at begå sig i moderne medievirkelighed og båret frem af enkeltpersoner i langt højere grad end tidligere.
Det er personer mere end politik, der efterhånden tæller for vælgerne, og det var en bølge der startede med Berlusconi.
Man kunne ikke sige politik på italiensk uden også at sige Berlusconi.
Fra i dag er det i datid.