Inflation bekymrer lejerforening: Frygter lejestigninger

Lejerforeningen Danske Lejere frygter, at den seneste tids prisstigninger kan betyde høje husleje-stigninger for lejere, der har skrevet under på deres kontrakt siden sommeren 2015.

Siden dengang er der indført en mekanisme, der gør det muligt at hæve lejen i takt med inflationen.

Det sker en gang om året. Hvis inflationen holder sit nuværende niveau, kan det derfor overføres til huslejestigninger.

Det forklarer driftschef i Danske Lejere Jørgen Dyrholm Jensen.

- Rigtigt mange lejere, der er flyttet ind efter 1. juli 2015, har en reguleringsmekanisme i deres lejekontrakt, der hedder netto-prisindeks-regulering. Den mekanisme betyder, at huslejen stiger, når inflationen stiger, siger han.

Lejere betaler for prisstigninger to gange

Reguleringen er aktuel for lejere, der bor i private lejemål. Her reguleres den om én gang om året - og altså ikke fra måned til måned.

Det vil for de fleste være 1. januar. Der vil i kontrakten være et afsnit om, at huslejen reguleres efter inflationen, som den så ud i eksempelvis oktober.

Inflationen er et udtryk for, hvordan priserne har udviklet sig.

Tirsdag kunne Danmarks Statistik oplyse, at priserne fra april sidste år til april i år er steget med 6,7 procent.

Det er særligt prisen på energi såsom gas, benzin og el samt fødevarer, der er steget.

- Det betyder altså, at når energiprisen stiger, og fødevarepriserne stiger, så stiger huslejen også, siger Jørgen Dyrholm Jensen.

Ifølge Danske Lejere ender lejerne med at betale to gange for de højere priser: Både når de skal betale mere for deres indkøbsvarer og bagefter i form af højere husleje som følge af, at de har betalt mere for deres indkøbsvarer.

Lemlæstede soldater deler unikke billeder fra dybet under Azovstal

Det er grufulde billeder, som i øjeblikket deles fra det enorme stålværk Azovstal, der ligger i den russiskbelejrede ukrainske havneby Mariupol.

Billederne er taget af en fotograf, som har fået adgang til stedet af Azov-bataljonen, og de viser blandt andet ukrainske soldater, som har mistet lemmer.

Azov-bataljonen har delt billederne på beskedtjenesten Telegram sammen med en fælles udtalelse fra de sårede soldater.

- Hele den civiliserede verden må se de forhold, som de sårede, forkrøblede forsvarere af Mariupol er under, og handle!

Sådan lyder det blandt andet i udtalelsen, hvor soldaterne beskriver, hvordan deres skader bliver behandlet under "fuldstændig uhygiejniske forhold med ikkesterile rester af bandager og uden den nødvendige medicin og mad".

Soldaterne er blevet behandlet på et felthospital i en bunker under stålværket.

I udtalelsen stiller de desuden spørgsmålstegn ved, hvorvidt Ukraine og verdenssamfundet er i stand til at beskytte og tage sig af soldaterne.

- De soldater, du ser på billedet, og flere hundrede andre på Azovstal-stålværket forsvarede Ukraine og hele den civiliserede verden med alvorlige skader på bekostning af deres eget helbred, lyder det.

Den sidste modstandslomme

De ukrainske styrker har lidt omfattende tab efter intense kampe mod russerne, og byen Mariupol, hvor stålværket ligger, er næsten fuldstændig overtaget af russiske styrker.

Stålværket er den sidste modstandslomme i byen, hvor mindst 100 civile og ukrainske soldater befinder sig. Værket er stadig under kraftig russisk beskydning.

Den ukrainske Azov-bataljon har bedt det internationale samfund om hjælp, idet de mange civile og soldater er fanget på stålværket uden den nødvendige medicin og mad.

I starten af maj blev i omegnen af 100 civile evakueret fra stålværket. Og cirka en uge efter oplyste den ukrainske vicepremierminister, Iryna Veresjtjuk, at alle kvinder, børn og ældre var blevet evakueret.

De ukrainske myndigheder anslår, at op mod 1000 civile har opholdt sig på stålværket inden evakueringerne, og en af de evakuerede kvinder beskrev i starten af maj over for Reuters, hvilke kummerlige forhold de har levet under.

- Vi var ved at løbe tør for mad. Børn er altid sultne, mens voksne bedre kan vente, sagde hun.

Beder om flere våben

Mariupol ligger i den sydøstlige del af Ukraine og har siden krigens start været omdrejningspunkt for voldsomme kampe.

Byen er strategisk vigtig for russerne, fordi den kan skabe en direkte landlinje mellem regionerne Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine og Krim, som Rusland annekterede i 2014.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde tirsdag i en tale til Maltas regering, at Ukraine ikke har tilstrækkeligt med våben til at befri Mariupol.

- Vi forsøger os med alle mulige diplomatiske værktøjer for at redde dem, men Rusland tillader ikke nogen af vores forslag. Vi har derfor bedt vores partnere om at tilbyde våben nok til at redde både civile og militære i Mariupol, lød det fra Zelenskyj.

Politikommissær rystet efter kontrol: – Det er forkasteligt

På mange måder har det været en normal arbejdsdag for Claus Kjær-Pedersen, der er leder af politiets Tungvogncenter Nord. Men det har også været en dag, der i den grad har rystet ham.

Den største razzia i to år har nemlig fundet sted ved en rasteplads ved Glenshøj tæt ved Hobro, hvor tungvogns- og varevognstrafikken er blevet kontrolleret.

Det resulterede i, at Nordjyllands Politi og de forskellige styrelser kunne registrere 33 forseelser mod danske vognmænd og chauffører, mens 12 udenlandske tunge køretøjer blev registreret. Ni af dem var varebiler.

- Det er forventeligt, siger Claus Kjær-Pedersen, politikommissær i Nordjyllands Politi.

Det undrer mig, og jeg synes, at det er forkasteligt

Claus Kjær-Pedersen, politikommissær i Nordjyllands Politi

Der er blandt andet tale om køre- og hviletidssager, manglende dokumenter, dårlige bremser, og enkelte bremser var så dårlige, at de fik et kørselsforbud.

Cirka 175 lastbiler og heraf 61 udenlandske lastbiler blev standset, mens 31 varevogne og heraf 2 udenlandske blev kontrolleret.

Største razzia i to år

Kontrollen har været en såkaldt multikontrol, hvor 60 medarbejdere har været i gang, og hvor flere styrelser har deltaget i arbejdet. Det gælder Færdselsstyrelsen, Motorstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Skat og flere dyrlæger.

Under arbejdet blev hastigheden på motorvej E45 sat ned til 50 kilometer i timen, da området blev betragtet som en arbejdsplads. Men det havde mange af bilisterne svært ved at overholde.

Og det er lige netop det, der ryster politikommissæren. Hele 229 bilister kørte så hurtigt, at det kostede en bøde, og heraf fik 37 personer et klip i kørekortet, mens 5 af dem fik en betinget frakendelse af kørekortet.

- Jeg er rystet over, at folk er ligeglade med, at det er en arbejdsplads. Der er mennesker, der går der, og som sætter deres liv og lemmer på spil for at lave deres arbejde, siger Claus Kjær-Pedersen.

Bilister til stor fare for ansatte

Det har for ham været den største overraskelse ved dagens arbejde, at så mange bilister er blevet taget for at køre for hurtigt på strækningen, mens den største razzia i to år var i gang.

- Det undrer mig, og jeg synes, at det er forkasteligt. Vi ved, at jo hurtigere man kører, jo hurtigere skal man reagere – og jo mere fare udsætter man mine medarbejdere for, siger Claus Kjær Pedersen.

Razziaen begyndte tirsdag klokken 9, og den sluttede sidst på dagen. Det er Tungvogncenter Nord, der har stået for razziaen, og centret afholder løbende kontroller af tung- og varevognstrafik i Østjylland, Midt- og Vestjyllands og Nordjyllands politikredse.

Se TV2 Nords indslag fra dagens razzia:

Angreb på vigtig havn får Zelenskyj til at advare om global fødevarekrise

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, advarer om, at de russiske angreb på Odesa og andre havnebyer i det sydlige Ukraine kan udløse en global fødevarekrise.

Nu opfordrer præsident Zelenskyj verdenssamfundet til at skride ind og gøre en ende på Ruslands blokade af de ukrainske havne, så landets eksport af blandt andet hvede, majs, byg og solsikkeolie kan genoptages.

Ifølge ukrainsk militær blev Odesa alene mandag ramt af syv russiske missilangreb.

- For første gang i årtier er vores handelsflåde lammet. Havnen i Odesa er ikke funktionsdygtig, og det er sandsynligvis ikke sket siden Anden Verdenskrig, siger præsident Zelenskyj ifølge The Guardian, og tilføjer:

- Uden vores landbrugseksport er snesevis af lande i forskellige dele af verden allerede på randen af fødevaremangel. Og ingen længe kan situationen blive direkte faretruende. Dette er en direkte konsekvens af russisk aggression, der kun kan overvindes sammen.

Tvinger fødevarepriserne i vejret

Krigen i Ukraine har allerede ført til stigende fødevarepriser globalt – noget også vi danskere kan mærke, når vi fylder indkøbsposerne.

Ifølge Danmarks Statistik er fødevarepriserne steget 7,7 procent det seneste år. Det dækker over blandt andet prisstigninger på over 15 procent på eksempelvis mælk, okse- og kalvekød samt pastaprodukter.

Branchedirektør for Dansk Industri Fødevarer, Leif Nielsen, vurderer, at tørke og krig kan holde fødevarepriserne oppe i et par år.

- Der er krig i Ukraine, der er et kæmpe landbrugsland. De har ikke været i stand til at eksportere. Dertil kommer, at Ukraine ikke bliver ordentligt tilsået. Dermed vil der være mindre korn og solsikkeolie på markedet næste år, lyder det fra Leif Nielsen.

Ukraine med en befolkning før krigen på 44 millioner producerede i grove tal korn til 110 millioner mennesker. Den produktion er omtrent halveret, siger Leif Nielsen.

Brug for global respons

Ved angrebet på Odesa mandag blev et indkøbscenter ramt af et missil. Mindst én person er dræbt og flere såret.

Angrebet fandt sted, mens EU-præsidenten Charles Michel var på et hemmeligt besøg i Odesa, hvor han holdt møde med Ukraines premierminister, Denys Sjmyhal.

Og her var netop fødevaresikkerhed et vigtigt emne på dagsordenen.

- Denne meget nødvendige mad er strandet på grund af Ruslands krig og blokade mod havne i Sortehavet. Det skaber dramatiske konsekvenser for sårbare lande. Vi har brug for en global respons, siger Michel.

En stor del af det korn, der normalt dyrkes i Ukraine, sendes videre til resten af verden fra Odesa.

Men siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar har russiske skibe blokeret for, at hvede og mange andre varer kan sejles ud via Sortehavet.

Nu lastes kornet i stedet på lastbiler, godsvogne eller pramme og fragtes til Rumænien, hvorfra det sendes videre. Men ikke i samme omfang som før.

Forældre sætter regler for børns skærmforbrug: – Fristelsen er for stor

Danske forælde kender utvivlsomt til problematikken.

'Ulvetimen' er kommet, og der skal laves aftensmad til hele familien. Børnene keder sig, og det letteste i verden er at give de mindste i familien en skærm i hånden som underholdning.

Men en iPad som 'elektronisk babysitter' til børn er sjældent den bedste løsning.

I Norge har Helsedirektoratet, som er en pendant til Sundhedsstyrelsen herhjemme, netop udarbejdet nye retningslinjer for de yngstes aktivitetsniveau samt, hvor meget de sidder stille – herunder børns skærmforbrug.

Her lyder rådet, at børn under to år slet ikke bør bruge tid foran en skærm i form af blandt andet mobiltelefon, tablet eller computer. Og børn fra to og op til fem år anbefales maksimalt at have én times skærmtid om dagen.

Opfordringen fra de norske myndigheder stemmer overens med anbefalingerne i en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 2019, men i Danmark findes der ikke de samme retningslinjer om børns skærmforbrug.

Det er som et barn, der opholder sig hele dagen i en slikbutik, men kun må købe 100 gram

Sine Løkke Madsen, folkeskolelærer og mor til tre børn

Det skyldes, at WHO’s anbefalinger hviler på et svagt evidensgrundlag, lyder det i et skriftligt svar til TV 2.

- Vi har i stedet gennemgået litteraturen sammen med en række eksperter på området og efterfølgende formuleret skærmanbefalinger, udtaler enhedschef Niels Sandø.

De nyeste danske anbefalinger stammer fra 2020, og Sundhedsstyrelsen arbejder med en aldersgruppe fra 0 til 15 år.

De konkrete råd til forældrene om børns skærmbrug har øje for balancen mellem skærmbrug og andre aktiviteter i løbet af dagen.

- Vi forholder os således til mere end skærmtid, idet det også handler meget om konteksten, eksempelvis hvornår på dagen og i hvilke situationer, det ikke er en god idé at bruge skærmen, siger Niels Sandø.

Se Sundhedsstyrelsens seks anbefalinger sidst i artiklen.

Kræver pragmatisk tilgang

Sundhedsstyrelsen får opbakning fra Stine Liv Johansen, som lektor ved Center for Børns Litteratur og Medier ved Aarhus Universitet.

Hun mener ikke, at der er belæg for konkrete anbefalinger til skærmtid for danske børn i specifikke aldersgrupper.

- Det er som at sige, at alle børn skal gå i gummistøvler i oktober. Vi har ikke den sundhedsfaglige evidens omkring børns skærmforbrug, da det omfatter mange forskellige ting, forklarer Stine Liv Johansen til TV 2.

Malene Angelo, der er psykolog i Børns Vilkår, stemmer i.

Forskningsmæssigt er der nemlig ikke belæg for at sige, hvor mange timer børn kan tåle at sidde og kigge ind i en skærm, siger hun til TV 2.

Ifølge Stine Liv Johansen er det vigtigt, at forældre anlægger en pragmatisk tilgang og interesserer sig for, hvad børnene bruger deres skærme og medier til.

- Man bør tage snakken med sit barn om deres skærmforbrug og derefter lave regler, som kan løbende kan justeres efter barnets behov og interesser, siger lektoren.

TV 2 har spurgt danske forældre om deres syn på børns skærmforbrug, og om de har opsat regler i hjemmet.

Folkeskolelærer: Brug for klare skærmregler

Sine Løkke Madsen er folkeskolelærer og bor i Hjortshøj uden for Aarhus med sin mand og tre børn på henholdsvis 6, 9 og 11 år.

På matriklen er der regler for børnenes skærmforbrug.

- Det har vi, fordi det virker for os, siger Sine Løkke Madsen

På matriklen nord for Aarhus er der brug for klare regler omkring skærmtid, da de tre børn ikke selv kan styre deres tidsforbrug.

Fristelsen for at kigge på mobilen eller iPad'en er ganske enkelt for stor, lyder det.

- Det er som et barn, der opholder sig hele dagen i en slikbutik, men kun må købe 100 gram.

De tre børn får på skoledage hver især lov til at bruge de elektroniske enheder mellem en halv til maksimalt én time om dagen - og lidt mere tid i weekenden.

Jo ældre børnene er, desto mere får de lov til at kigge i skærmen. Antallet af år giver det maksimale antal timers skærmtid per uge i hjemmet i Hjortshøj.

- Børnene synes, at vi forældre styrer tidsforbruget ret stramt, forklarer Sine Løkke Madsen.

Som folkeskolelærer kan hun dagligt observere, at der er forskel på de børn, der må bruge skærm i ubegrænset mængder i hjemmet og de, som er underlagt regler.

- Børnene er dårligere til at koncentrere sig, og deres humør samt indlæringsevne bliver påvirket negativt af for meget skærmtid, siger Sine Løkke Madsen.

Børnebogsforfatter: Skærmfri tirsdag

Gitte Winter Graugaard er børnebogsforfatter og bor i Humlebæk med sin mand og to teenagepiger på henholdsvis 13 og 15 år.

Hun forklarer, at de har regler for børnenes skærmforbrug i hjemmet.

- Men det er ikke længere så nødvendigt med skærmregler, som da pigerne var mindre, siger Gitte Winter Graugaard.

Forfatteren og hendes mand er efter eget udsagn ikke strikse med reglerne, men det kommer samtidig an på pigernes forbrug på mobilen eller tabletten.

- Hvis de konsumerer 'tomme kalorier' uden læring, så kan vi bede dem om at se en Netflix-serie på engelsk uden danske undertekster, forklarer Gitte Winter Graugaard.

Da døtrene var yngre, kørte familien fra Humlebæk med skærmfrie tirsdage, hvilket til tider medførte lange eftermiddage med mange suk og klagesang fra pigerne.

Men ifølge børnebogsforfatteren var der en mening med galskaben.

For børn skal lære at befinde sig i den kedsomhed, der kan være svær at være i, men som til gengæld giver mere kreativitet i sidste ende.

- Børn skal gennemgå denne proces, for vi gør dem en bjørnetjeneste, hvis de får stukket en iPad i hånden, siger Gitte Winter Graugaard.

Se Sundhedsstyrelsen seks anbefalinger om skærmbrug, som retter sig til forældre med børn i alderen fra 0 til 15 år.

WHO langer ud efter Kina i sjælden kritik

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) langer tirsdag ud mod den kinesiske regering og dens hårde coronastrategi.

Ifølge WHO er det nemlig ikke holdbart med en nultolerance over for tilfælde af coronasmitte. Det siger WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus.

- Vi mener ikke, at det er en holdbar løsning, når man tænker på, hvordan virusset opfører sig, og hvad vi forventer os i fremtiden.

- Vi har diskuteret det med kinesiske eksperter, og vi har givet udtryk for, at denne tilgang ikke er holdbar. Det er vigtigt, at det bliver ændret, lyder det tirsdag fra generaldirektøren ved en pressebriefing.

Udtaler sig sjældent

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har WHO kun sjældent udtalt sig offentligt om enkelte regeringers håndtering af coronapandemien.

Kina har tiltrukket sig opmærksomhed den seneste tid ved at slå særdeles hårdt ned på nye smittetilfælde. Millioner af personer har været sendt i nedlukning på grund af blot få coronasmittede.

I storbyen Shanghai har tiltagene været særligt strenge. Her har beboerne med kun få undtagelser været tvunget til at forblive hjemme.

WHO's krisechef, Mike Ryan, pointerer tirsdag, at man også skal tage højde for menneskerettighederne i forbindelse med en streng coronastrategi.

- Hos WHO har vi altid sagt, at man skal balancere coronatiltag med den indvirkning, de har på samfundet og på økonomien. Og det er ikke altid nogen simpel udregning, siger den irske krisechef.

Markant lavere antal dødsfald

Kina har blot registreret omkring 15.000 coronarelaterede dødsfald under pandemien. Det er derfor naturligt, at landet ønsker at dæmme op for en mulig eksplosion i antallet af smittetilfælde, erkender Mike Ryan.

Målt på dødsfald per indbygger er antallet af coronarelaterede dødsfald i Kina markant lavere end i mange andre store lande.

Eksempelvis har USA registreret over en million coronadødsfald. Brasilien og Indien har registreret henholdsvis over 664.000 og over 524.000.

Flere prisstigninger er på vej, og de vil ramme danskerne på en ny måde

Priserne på alt lige fra energi til fødevarer skyder lige nu i vejret med raketfart.

Tirsdag offentliggjorde Danmarks Statistik tal for forbrugerpriserne i april, som var 6,7 procent højere end på samme tidspunkt sidste år. Det er den højeste inflation i Danmark siden 1984.

Men går man rundt og håber, at vi nu har set det sidste til prisstigningerne, bliver man slemt skuffet.

Der er begrænsninger på, hvor lang tid vi kan undgå at løfte vores priser

Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten

Sådan lyder konklusionen i hvert fald fra konsulenthuset Simon-Kucher & Partners på baggrund af en ny undersøgelse blandt mere end 3000 virksomheder i 20 lande – heraf 299 i Norden.

Her svarer kun halvdelen af virksomhederne, at de er begyndt at sende deres stigende omkostninger videre til kunderne. Og samtidig sendes kun cirka en tredjedel af prisstigningerne i gennemsnit videre.

Men, ifølge Nicolai Broby Eckert, som er partner i konsulenthuset, er det kun et spørgsmål om tid, før endnu flere priser begynder at stige.

- Man skal være opmærksom på, at de her prisstigninger vil komme. Virksomhederne kan ikke længere holde tilbage, så hvis de ikke allerede planlægger prisstigninger, kommer det i andet halvår af 2022, siger han til TV 2.

Virksomheder står i et dilemma

Typisk har man en ambition om en inflation på cirka 2 procent, men de seneste år har Danmark ligget lavere.

I normale tider kan virksomheder derfor ofte holde priserne nede over for kunderne ved at skære i egne omkostninger. Men nu står de i et dilemma, fortæller Nicolai Broby Eckert.

- Noget af det, de er rigtig bange for, er, at kunderne forsvinder. For laver man massive prisstigninger, vil kunderne også reagere, siger han.

Hæver virksomhederne modsat ikke priserne, går det ud over deres bundlinjer, investorer og aktiekurser. Og derfor bliver mange, ifølge Nicolai Broby Eckert, snart nødt til at hæve dem.

Nogle kan også forsøge at reducere deres omkostninger ved at gøre deres produkter mindre, tilføjer han.

Vil kunne mærkes på en anden måde

Hos Arbejdernes Landsbank er cheføkonom Jeppe Juul Borre enig i Simon-Kucher & Partners’ analyse.

- Jeg forventer ikke, at inflationen kommer voldsomt højere op. Men den kommer til at være anderledes sammensat, så danskerne kommer til at mærke det på en anden måde i deres forbrug, siger han til TV 2.

Indtil videre er det særligt de skyhøje priser på energi, der har sat inflationen på himmelflugt. Men her forventer Jeppe Juul Borre, at prisstigningerne vil stilne af.

Modsat forudser han, at særligt dagligvarehandlen for alvor kan blive nødt til at hæve priserne i den kommende tid.

Samtidig må man, ifølge cheføkonomen, forvente flere prisstigninger på blandt andet møbler, husholdningsudstyr samt hotelophold og restaurantbesøg.

Men der kan være store forskelle fra virksomhed til virksomhed.

- Er man den eneste cafe i byen, er det altså lettere at hæve prisen, end hvis der ligger fem cafeer inden for en radius af 500 meter, siger cheføkonomen.

Elgiganten forventer højere priser

En af detailvirksomhederne, som endnu ikke har hævet sine priser, er elektronikkæden Elgiganten.

Ifølge administrerende direktør, Peder Stedal, er konkurrencen på markedet for elektronik og hårde hvidevarer nemlig så hård, at det er svært at hæve priserne.

- På den længere bane ser vi ligesom alle mulige andre, at det er blevet dyrere at varme op og tænde lyset. Og det er klart, at sådan nogle omkostninger i sidste ende også rammer os, siger direktøren til TV 2.

Men priserne stiger også hos elektronikbutikkernes egne leverandører. Og derfor er der, ifølge Peder Stedal, grænser for, hvor længe branchen kan blive ved med selv at absorbere priserne.

Over ”en lang periode” forventer han derfor også at måtte bide i det sure æble.

- Der er begrænsninger på, hvor lang tid vi kan undgå at løfte vores priser. Det er en kombination af, at vores egne omkostninger til at holde varehusene åbne stiger, men også at det simpelthen koster mere at producere produkterne, siger Peder Stedal.

Prisstigninger vil dampe af til efteråret

Jeppe Juul Borre forventer, at inflationen topper i løbet af foråret eller først på sommeren og derefter begynder at ”dampe af”.

Men ifølge cheføkonomen er det bestemt ikke usandsynligt, at den kommer helt op på 7 procent i de kommende måneder.

Når vi nærmer os årsskiftet, forudser Arbejdernes Landsbank til gengæld i sin seneste analyse tirsdag, at inflationen vil være faldet til 4,5 procent.

Dermed vil inflationen samlet set for hele året ligge lidt over 5 procent.

- Men det er ikke ensbetydende med, at priserne kommer til at falde. Det betyder bare, at de stiger langsommere, end de gør nu, understreger Jeppe Juul Borre.

Demonstranter limede sig fast til asfalten og lænkede sig til jernrør

Aktivister fra dele af klimabevægelsen har haft travlt den seneste tid, og tirsdag blev ingen undtagelse.

Omkring middagstid lød det fra Københavns Politi til TV 2, at Vesterbrogade ved Tivoli i København var spærret, fordi omkring 20 demonstranter havde barrikaderet sig i et lyskryds foran forlystelsesparken og lænket sig selv fast til diverse stolper.

Politiet ville ikke komme nærmere ind på, hvad demonstranternes budskab var, men billeder viser nu, at det var Animal Rebellion, der igen var på spil. Præcis som flere gange de seneste dage.

Ifølge Berlingske var der i alt omkring 100 demonstranter i området ved Tivoli, mens også 4 demonstranter var trængt ind på Axelborg, som er interesseorganisationen Landbrug og Fødevarers hovedsæde, der ligger over for Tivoli.

Fra organisationens balkon stod de fire med knyttede næver og råbte ned til demonstranterne under dem, skriver Berlingske.

Foran dem hang et stort, gult banner med teksten "Animalsk landbrug = klimakollaps".

Københavns Politi sagde tirsdag ved middagstid til TV 2, at de havde givet demonstranterne påbud om at flytte sig, fordi de forstyrrede trafikken. Dog uden at det havde affødt en reaktion.

Ifølge Berlingske måtte politiet også opgive at flytte en kvinde, fordi hun havde limet sine hænder fast til asfalten. Video viser også, hvordan nogle af demonstranterne havde lænket egne hænder fast til en barnelift og et jernrør, som politiet måtte skære dem fri fra.

Trængte ind på landingsbane

Fredag i sidste uge lød det fra aktivister, at de fra den dag og en uge frem ville lave oprør for klimaet flere steder i København.

Det har blandt andet medført, at klimabevægelsen mandag var til stede i Kastrup Lufthavn, hvor de havde medbragt skilte med budskaberne "Grønne fly findes ikke" og "Stop udvidelsen af lufthavnen".

Til TV 2 Lorry fortalte Extinction Rebellion, at to aktivister derudover var gået ind bag hegnet til en landingsbane. Men de to nåede ikke langt, inden de blev stoppet, ifølge presserådgiver i Københavns Lufthavne, Rasmus Baad.

- I området ved Englandsvej i den sydlige ende var der to personer, der havde klippet hul i hegnet ind til landingsbanen, men de nåede kun 40-50 meter, og så blev de stoppet, sagde han til TV 2 Lorry.

Han fortalte videre, at aktionen i lufthavnen varede ti minutter til et kvarter, inden aktivisterne blev bedt om at forlade lufthavnen igen.

- Det gjorde de så. Nogle med hjælp fra politiet, fordi de gerne ville bæres ud, lød det.

Derudover afholdt aktivisterne fredag en demonstration, hvor de blokerede broer rundt om Christiansborg Slotsplads.

Priserne fortsætter i vejret – ikke set i min levetid, siger økonom

I april var priserne 6,7 procent højere, end de var på samme tidspunkt sidste år.

Så høj inflation har vi ikke set i Danmark siden 1984. Der er samtidig tale om en betydelig stigning sammenlignet med marts, hvor inflationen var 5,4 procent.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er noget, der er med til at gøre danskerne fattigere

Louise Aggerstrøm, chefanalytiker og privatøkonom, Danske Bank El, fødevarer, brændstof og gas i fokus

Overordnet set arbejder Danmarks Statistik med to kategorier, når de undersøger inflationen: varer og tjenester.

Det er særligt kategorien "varer", der driver inflationen. Den dækker groft sagt over fysiske varer, man kan røre ved eller forbruge, og kunne eksempelvis være et fjernsyn. Gas, el og fødevarer tæller også med her.

I denne kategori er priserne steget med 10,3 procent det seneste år.

For den anden kategori – tjenester, som består af alt andet – er priserne vokset med 2,9 procent.

- Vi har ikke haft noget tilsvarende i min levetid

Typisk har man en ambition om en inflation på cirka 2 procent, men de seneste år har Danmark ligget lavere.

Derfor er der ifølge Danske Banks chefanalytiker og privatøkonom Louise Aggerstrøm også tale om en opsigtsvækkende udvikling:

- Det er ret voldsomt. Vi har ikke set noget tilsvarende i min levetid, siger Louise Aggerstrøm til TV 2.

Fordi inflationen de seneste år har været så lav, har danskerne igennem en årrække oplevet en såkaldt fremgang i reallønnen. Det vil sige, at lønningerne er steget hurtigere end priserne, og danskerne derfor har kunnet købe mere.

Men sådan er det ikke længere, påpeger chefanalytikeren:

- For de fleste vil de her prisstigninger langt overstige, hvor meget mere de kan få i løn på deres arbejde. Så det er altså noget, der er med til at gøre danskerne fattigere lige for tiden.

Som 17-årig så han et problem – i dag hjælper 800 frivillige ham med at løse det

Ordet “iværksætteri” bliver ofte associeret med jakkesæt, budgetter og markedsanalyser.

Men vejen fra idé til succes kan også se helt anderledes ud.

Det er 22-årige Rasmus Erichsen et bevis på.

Han var bare 17 år, da han oprettede en Facebook-gruppe, der gav de lokale i hans hjemby mulighed for at dele ud af den mad, de ikke selv fik spist derhjemme.

- Jeg opdagede, at der var en kæmpe interesse – og også et behov, siger Rasmus Erichsen til TV 2.

I dag står han i spidsen for 800 frivillige i organisationen Stop Spild Lokalt, som dagligt uddeler 30 ton mad. Mad, der ellers ville være blevet smidt ud af supermarkeder, kantiner og producenter.

Tirsdag medvirker han i 'Min idé – vores mission', hvor han konkurrerer mod andre iværksættere, der finder nye veje til at nedbringe Danmarks klimabelastning.

Og hans historie rummer inspiration til andre, der måske er tilbageholdende med at handle på deres ideer for klimaet.

Blev inspireret af Facebook-opslag

Produktet af Rasmus Erichsens arbejde kan i dag findes i 20 byer i form af såkaldte madoaser.

Her er det muligt at møde op på udvalgte dage og helt gratis tage en pose mad med hjem. Hvad der er i posen, kommer an på, hvad de lokale supermarkeder har haft i overskud. Eksempelvis fordi de har bestilt for meget hjem eller varerne nærmer sig udløbsdatoen.

Rasmus Erichsen har på trods af sin unge alder den ledende rolle i organisationen bag og har flere store planer for fremtiden.

Det var dog langt fra sådan, han forestillede sig fremtiden, da det hele startede i 2016.

- Dengang var jeg en glad amatør med klimaet som drivkraft. Jeg havde ingen forventninger om, hvad min idé skulle blive til, siger han.

Ideen opstod, da han tilfældigt så et ældre, lokalt ægtepars opslag på Facebook. De havde lidt mad tilovers. Ville nogen i nærheden have det, inden det blev dårligt? skrev de.

Ét klik fra idé til handling

Den dengang 17-årige handelsskoleelev fra Korsør havde selv oplevet madspild som et problem derhjemme.

Ægteparrets Facebook-opslag fik ham til at tænke: Hvor ville det være smart, hvis der fandtes et sted, hvor givere og aftagere af rester kunne finde hinanden.

Et par klik senere havde han oprettet netop det: Facebook-gruppen Stop Spild Lokalt.

Herfra tog det fart.

Den første aften alene kom 500 medlemmer til. Og en måned senere havde ideen spredt sig til 40 andre byer, hvor 10.000 medlemmer havde tilmeldt sig lokalgrupperne.

- Det var helt vildt, og det sagde mig, at jeg havde ramt noget, der gav mening for folk, siger Rasmus Erichsen.

Dels så han, at var stor efterspørgsel på den gratis mad fra økonomisk trængte familier.

Men han kunne også mærke, at projektet motiverede. Den gnist, han havde tændt, fik andre ildsjæle på banen, og flere bød sig til for at hjælpe med at administrere grupperne.

Stop Spild Lokalt var en overskuelig måde at hjælpe lokalt og samtidig gøre en forskel for klimaet. For madspild er ikke en lille synder i klimaregnskabet.

Madspil står for stor klimabelastning

I Danmark går der hvert år 814.000 ton mad til spilde. Det svarer til cirka 140 kilo per dansker.

Det har vidtrækkende konsekvenser, fordi der bruges energi på både at producere og nedbryde madaffaldet. Ifølge FN står madspild for 8-10 procent af verdens samlede CO2-udledning.

Cirka en tredjedel af maden kommer fra de private hjem, som Rasmus Erichsen fokuserede på i starten.

- Men jeg opdagede hurtigt, at problemet ikke kun handler om den halve pakke rugbrød, man smider ud derhjemme, siger han.

Hele vores madkultur genererer affald. Det blev klart for ham, efterhånden som ambitionerne med Stop Spild Lokalt voksede.

Gør op med kulturen

I supermarkederne har mange kunder eksempelvis en forventning om, at varerne er helt perfekte. Derfor ender rigtig meget mad i affaldscontainerne, selvom det sagtens kan spises.

Meget mad bliver også kasseret, allerede inden det når forbrugerne, forklarer Rasmus Erichsen.

- For nylig fik vi doneret 40 paller med knækbrød fra en producent, fordi der var trykt noget forkert på pakken.

Målet for Stop Spild Lokalt er, at maden bliver spist på trods af de kosmetiske fejl.

Cirka en måned efter oprettelsen af Facebook-gruppen i 2016 troppede Rasmus Erichsen derfor op i den lokale Netto og lavede sin første aftale om at aftage deres kasserede mad og dele den ud. Siden er de fleste landsdækkende supermarkedskæder kommet med i ordningen.

Et frivilligt fuldtidsjob

Selvom Stop Spild Lokalt efter det første år svarede til et fuldtidsjob for Rasmus Erichsen, arbejdede han på forskellige restauranter ved siden af for at tjene penge.

Det var dog ikke noget, der fik ham til at miste viljen.

- Jeg tror altid, jeg har vidst, at den klassiske karrierevej, hvor man læser i mange år, ikke var for mig. Jeg ville starte noget selv, og jeg troede på, at Stop Spild Lokalt havde potentialet til at udvikle sig og vokse, siger han.

Det er han blevet bekræftet i, hver gang han har nået en milepæl.

Hver gang en ny madoase er kommet til. Hver gang en ny virksomhed tilslutter sig og donerer sit overskudsmad. Og især i 2020, da Tuborgfondet med en donation på 750.000 kroner gjorde det muligt at gøre Stop Spild Lokalt "professionelt" og få det til at vokse endnu mere.

Snart kommer flere madoaser til

I dag er der 170.000 medlemmer på tværs af de 120 Facebook-grupper, der sammen bekæmper madspild.

- Det er et stort fællesskab. Både på Facebook og ved uddelingsstederne. Ved madoaserne har jeg tit oplevet, at folk har stået med tårer i øjnene og fortalt, hvordan det hjælper dem i hverdagen, at de kan få den her mad. Mange af de frivillige er også folk, som står uden for arbejdsmarkedet og selv har stået i køen på et tidspunkt, siger Rasmus Erichsen.

Pengene har accelereret udviklingen, så 11 nye madoaser er på vej udover de nuværende 20.

I dag er det kun sjældent, at Rasmus Erichsen personligt er med til at dele mad ud. Han elskede det, men nu bruger han sin tid på at tænke stort og have visioner for Stop Spild Lokalt.

- Vi er blevet en professionel organisation med en bestyrelse, Smiley-ordninger og kontrol fra Fødevarestyrelsen ligesom alle andre, der har med mad at gøre, siger han.

I år har han desuden for første gang kunnet få løn for sin indsats.

Vil ændre madkulturen

Spørger man Rasmus Erichsen, om han vil tituleres som “iværksætter”, så er svaret dog nej.

- Jeg vil altid sige “vi” om Stop Spild Lokalt, for uden alle de frivillige fungerer det ikke. Hvis jeg skal kaldes noget, så er det stifter, siger han.

For ham er det vigtigere, at hans historie kan vise, at en indsats for klimaet ikke behøver at være en stor, forkromet plan eller virksomhed. Det kræver bare en god idé. En idé, der kan komme fra alle – selv en 17-årig.

- Jeg tror på, at vi alle kan gøre lidt og dermed ændre meget. Det er en god ting at handle på sine bekymringer, siger han.

Vinder han hovedpræmien i 'Min idé – vores mission' på 500.000 kroner, vil det give Stop Spild Lokalt endnu et afgørende skub.

Målene er “kæmpestore”, som Rasmus Erichsen udtrykker det, for om fem år vil han have, at der skal være 100 madoaser i Danmark.

Et endnu større mål er, at han vil ændre danskernes madkultur.

- Hvis man skal bruge en liter mælk inden for de næste to dage, så vil mange lede efter en, der kan holde sig en uge mere. Eller hvis man har 10 til selskab, så laver man mad til 15. Det er vi også nødt til at ændre, hvis vi skal nedbringe madspild, siger Rasmus Erichsen.

Se 'Min idé – vores mission' tirsdag klokken 20.40 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.