Spoileralert: Indholdet af afsnit 1 og 2 af ’Forgiftet af konen?’ afsløres i denne artikel.
Erik Bach kunne ikke tro sine egne ører den vinterdag i 2019.
For få sekunder siden var hans kone, Renate Bach, blevet idømt 7 års fængsel for 14 drabsforsøg. Alle begået mod ham.
Seks nævninge og tre dommere mente alle, at Renate Bach 14 gange havde forgiftet sin mand med medicin, hun havde opløst i hjemmelavede desserter og serveret for ham, da han var indlagt på sygehuset.
Erik Bach kiggede på sin kone. Hende der i rettens øjne var skyldig, men i hans var alt andet.
På intet tidspunkt i det måneder lange retsforløb havde han troet på anklagerne om, at hun skulle have forsøgt at slå ham ihjel.
Det var også derfor, at han for nyligt havde fået tatoveret hendes navn på højre underarm.
"Renate" stod der og så et lille hjerte.
- Jeg ville sende et signal til hende i retten. Tatoveringen er et symbol på over 40 års ægteskab og min ubetingede kærlighed, fortæller Erik Bach.
2,5 år senere er følelserne de samme. Erik Bach elsker stadig sin kone lige højt, og han mener stadig, at hun er uskyldig dømt. Det samme gør datteren Sandra Bach.
Ifølge dem har Syd- og Sønderjyllands Politis efterforskning været ensporet og mangelfuld.
Eksempelvis lykkedes det aldrig politiet at finde et motiv til drabsforsøgene.
- Hvorfor skulle min mor ville slå den mand ihjel, som hun elsker? siger Sandra Bach.
I dokumentaren ’Forgiftet af konen?’ har TV 2 undersøgt, om Syd- og Sønderjyllands politi har overset noget i efterforskningen af sagen.
Det viser sig, at der er væsentlige huller.
Samtidig finder TV 2s undersøgelser en mulig forklaring på, hvorfor Erik Bach var ved at miste livet 14 gange.
Forløbet, der sendte Renate Bach syv år i fængsel, startede en sommerdag i 2018.
Erik Bach ville fikse det faldefærdige tag på husets kælder, men mistede balancen og faldt på maven ned i kælderskakten.
Her brækkede han hoften og venstre arm, hvilket gjorde ham ude af stand til at gå selv, og han blev placeret i en sygeseng hjemme i stuen i huset på Sydals.
Fra det øjeblik var Erik Bach fuldstændig afhængig af hjælp fra sin kone.
- Renate var god ved mig. Hun ordnede alt, lavede mad til mig og købte endda et større fjernsyn, så jeg bedre kunne se. Jeg var ved godt mod på grund af hende, fortæller Erik Bach.
Men 29. juli, dagen inden Erik Bach skulle starte genoptræning, skete der noget.
Det første anfald
Selv husker han kun ganske lidt.
- Vi havde lige fået frokost, og så blev jeg mærkelig. Jeg følte mig mere og mere omtåget, og jeg anede ikke, hvor jeg var. Jeg nåede lige at sige ”jeg elsker dig”, og så var jeg væk, fortæller Erik Bach.
Renate Bach ringede efter en ambulance, der straks kørte hendes mand på sygehuset i Sønderborg.
Det lykkedes lægerne at stabilisere Erik Bach, men da han vågnede, var han omtåget, talte kun tysk og opførte sig generelt mærkeligt.
Det var første gang, Erik Bach røg i koma og var tæt på at dø – og dermed det første drabsforsøg ud af de i alt 14, som Renate Bach er dømt for.
En forfærdelig tid
Erik Bach var indlagt på Sønderborg Sygehus fra 29. juli og to måneder frem. I perioden fik han fem bevidsthedsfald.
Lægerne forsøgte at finde en forklaring og undersøgte blandt andet Erik Bach for epilepsi, blødninger i hjernen og en række neurologiske sygdomme. Men de fandt ingenting.
Derfor blev han sendt videre til Odense Universitetshospital.
Her fik Erik Bach yderligere fem anfald på under en måned – alle med samme symptomer som tidligere, og alle gange kostede de ham nær livet.
Datteren Sandra Bach husker tydeligt, hvor hårdt forløbet tog på familien.
- Det var forfærdeligt at se ham på den måde, særligt for min mor, som var hos ham stort set hver dag, fortæller hun.
Det lykkedes heller ikke lægerne på Odense Universitetshospital at finde en forklaring på Erik Bachs anfald. En sidste mulighed var at sende ham til specialister på Rigshospitalet i København.
Og det skulle vise sig at blive vendepunktet.
På Rigshospitalet overtog overlæge på neurologisk afdeling Klaus Hansen Erik Bach som patient.
Det var knap tre måneder siden, Erik Bach havde fået sit første anfald, og han havde været igennem en lang række undersøgelser siden.
Alligevel valgte Klaus Hansen at starte forfra og monitorere Erik Bach nøje, når han fik anfald. Det skete to gange inden for kort tid.
Særligt én ting undrede overlægen.
Erik Bachs EEG, målinger af hjernens elektriske impulser, viste en kurve, der fladede helt ud for derefter langsomt at stige igen.
Sådan en tilstand kunne skyldes flere ting – en af dem var forgiftning.
- Det var her mistanken opstod. Vi undersøgte, om noget i Eriks egen krop kunne forårsage en forgiftning, eksempelvis leveren, men det blev udelukket. Det måtte simpelthen være noget udefrakommende, fortæller Klaus Hansen.
Herefter begyndte overlægen at spekulere i, hvornår Erik Bach fik sine anfald, og der tegnede sig et mønster.
Konen havde været til stede op til alle anfald på Rigshospitalet.
Afsløringen
Klaus Hansen havde ingen konkrete beviser, så der var kun en ting at gøre: vente på det næste - og forhåbentligt sidste - anfald.
Det skete 16. november 2018.
Selv husker Erik Bach, at han sad i cafeteriet med sin kone, da han fik det dårligt. Han klagede over, at kroppen gjorde ondt, og at han derfor ville tilbage i sin seng.
Renate Bach løb ud på gangen og advarede personalet om, at et muligt anfald var på vej.
Kort efter lød alarmen hos Klaus Hansen.
- Jeg nåede ikke engang hen til Erik, før han var i koma, fortæller overlægen.
Han sørgede for, at alle nødvendige prøver blev foretaget. Det gjaldt blodprøver, urinprøver, prøver af mavesækkens indhold og ikke mindst af de fødevarer, der stod på Erik Bachs bord.
Det hele blev sendt til en udvidet lægemiddelundersøgelse på Retskemisk Institut.
Fire uger efter kom svaret: Der var store mængder af det muskelafslappende stof Baclofen i Erik Bachs blod.
- Alle brikkerne faldt på plads i det øjeblik, siger Klaus Hansen.
Han ringede til politiet med det samme, og dagen efter, 22. december 2018, blev Renate Bach anholdt i parrets fælles hjem, sigtet for drabsforsøg på sin mand.
Samtidig ransagede politiet hjemmet, og her gjorde de et fund, der blev altafgørende i retssagen.
Nær hendes seng lå flere pakker Baclofen.
Dommen giver ikke mening
Der gik knap 12 måneder, fra Renate Bach blev anholdt, til hun 17. december 2019 blev idømt 7 års fængsel for 14 drabsforsøg på sin mand.
Dommen blev anket på stedet, men senere stadfæstet i Vestre Landsret.
Det var først og fremmest det Baclofen, der blev fundet i Erik Bachs blodprøver, sammenholdt med fundet af Baclofen i parrets hjem, der førte til domsfældelsen. Derudover mente retten, at Renate Bach havde været til stede op til alle Erik Bachs anfald.
Det lykkedes dog aldrig Anklagemyndigheden at bevise den del, ligesom der aldrig var nogen, der så Renate Bach forgifte sin mand. Der var heller ikke skyggen af et motiv, og Renate Bach nægtede sig skyldig hele vejen igennem.
Det er de forhold, der gør, at Erik Bach og hans datter langt fra er overbeviste om Renate Bachs skyld.
- Jeg sidder med en følelse af, at efterforskningen har været meget ensporet. Og i vores retssystem behøver der åbenbart ikke at være et motiv. Det, synes jeg, er skræmmende, siger Sandra Bach.
Luise Høj, Erik Bachs juridiske bisidder, forstår godt familien. Hun har fået indsigt i efterforskningsmaterialet og kan konstatere, at politiet stort set kun har fokuseret på Renate Bach som mistænkt.
- Det virker som om, at politiet har fået serveret sagen på et sølvfad af en læge. Og det øjeblik politiet ransager og finder Baclofen, tænker de: Nu er sagen hjemme, siger hun.
Ifølge Luise Høj er det stærkt problematisk, fordi politiet har pligt til at efterforske bredt og afsøge både det, som kunne dømme Renate Bach, men også det, som ville kunne frifinde hende.
TV 2 har fået flere afslag på aktindsigt, men har alligevel undersøgt sagen og især tre forhold:
Kan anfaldene skyldes andet end forgiftning?
Var Renate Bach til stede ved alle anfaldene?
Hvad er motivet?
1. Kan anfaldene skyldes andet end forgiftning?
I det godt halve år Erik Bach var indlagt, afprøvede lægerne en lang række præparater i håb om at få ham i bedring.
Der er ingen eksperter, der i efterforskningen har kigget på, om noget af den medicin kan have forårsaget anfaldene.
Erik Bach fik blandt andet epilepsimedicin, og i meget store doser kan bivirkningerne være netop vejrtrækningsproblemer og koma.
Over for TV 2 udelukker Tore Stage, farmaceut og lektor ved Syddansk Universitet, dog den mulighed.
- I almindelige doser, som han har fået, kan medicinen ikke give så alvorlige bivirkninger, siger han.
Desuden var det kun i perioder, at Erik Bach fik epilepsimedicin, mens anfaldene var kontinuerlige.
2. Var Renate Bach til stede ved alle anfaldene?
En ting er at fastslå, at det var stoffet Baclofen, der førte til Erik Bachs i alt 14 anfald.
Men var det Renate Bach, der forgiftede ham?
I retten blev det diskuteret, hvorvidt hun rent faktisk havde været til stede op til alle anfald.
Det mente hverken datteren eller Renate Bach selv nemlig.
En måde, det kunne være fastslået på, er gennem teledata. Men den mulighed benyttede Syd- og Sønderjyllands Politi sig aldrig af, selvom de fik tilladelse til at indhente oplysningerne.
TV 2 har spurgt Syd- og Sønderjyllands politi, hvorfor de ikke har brugt teledata til at kortlægge, hvor Renate Bach befandt sig op til Erik Bachs anfald.
De har ikke ønsket at besvare vores spørgsmål.
TV 2 har efterfølgende foretaget en gennemgang af Renate Bachs dankortoplysninger. De kan placere hende nær hospitalet ved 12 ud af 14 anfald.
Desuden hævder et afgørende vidne, at Renate Bach umuligt kan have forgiftet sin mand. Nemlig hendes plejehjælper, der var tilknyttet 25 timer om ugen.
Plejehjælperen fortæller til TV 2, at hun hjalp med at lave den grød, Renate Bach blev beskyldt for at bruge til drabsforsøgene, og hun var til stede på sygehuset, da drabsforsøgene skulle være sket.
Hun kalder det derfor ”fuldstændig uforståeligt”, at Renate Bach skulle have forgiftet sin mand.
3. Hvad er motivet?
Erik Bachs bisidder Luise Høj understreger, at det er helt normalt, at personer dømmes på indicier. Derfor er det ikke nødvendigvis et problem, at Renate Bach er blevet dømt, selvom ingen har set hende forgifte sin mand.
Det, der derimod fuldstændig mangler, er en idé om, hvorfor hun skulle have gjort det.
Af familie og venner beskrives Renate Bach som omsorgsfuld, tillidsvækkende og godheden selv. Desuden er det opfattelsen, at hende og Erik Bachs ægteskab var problemfrit og kærligt.
De har været gift i 43 år og har sammen fået datteren Sandra Bach.
- Vi har simpelthen haft så godt et ægteskab. Fyldt med respekt, tillid og plads til hinanden siger Erik Bach.
Han understreger, at han aldrig nogensinde har tvivlet på sin konens kærlighed. Derfor er det også fuldstændig utænkeligt for ham, at hun skulle forsøge at slå ham ihjel.
Samtidig nager gerningsstedet ham. Hvorfor på et sygehus?
- Det er da det dårligste sted at vælge til at slå en ihjel. På et sygehus redder man liv, siger Erik Bach.
Det samme mener Klaus Hansen, lægen der fattede mistanke om forgiftningen.
Han beskriver det som en ”dagligdagsopgave” at redde personer, der som Erik Bach får vejrtrækningsbesvær, når de er indlagt. Derfor giver det ingen mening, at Renate Bach skulle forgifte sin mand på et hospital, hvis hendes hensigt var at dræbe ham.
Klaus Hansen blev af politiet eller i retten aldrig spurgt ind til den del, eller om han havde overvejet, hvad Renate Bachs motiv kunne være.
Men overvejelsen havde han haft.
- Måske var meningen netop, at manden skulle reddes, siger Klaus Hansen.
Overlægens mavefornemmelse går i retning af den sjældne psykiske lidelse Münchausen by proxy.
Her gør en person skade på andre for selv at kunne udvise omsorg.
I Danmark har der kun været tre sager med Münchausen by proxy gennem retssystemet de sidste 30 år, alle sager hvor mødre har skadet deres børn.
Hvis det er tilfældet, at Renate Bach lider af Münchausen by proxy, har hun aldrig haft til hensigt at slå sin mand ihjel.
I så fald falder en række brikker pludselig på plads.
Kan Münchausen by proxy være det motiv, der hele tiden har manglet i efterforskningen?
Det mystiske sygdomsforløb
En tredjedel af de personer, der lider af Münchausen by proxy, har tidligere haft den psykiske lidelse Münchausen-syndrom. Her gør man sig selv syg, ikke andre.
Med accept fra Renate Bach har TV 2 derfor dykket ned i hendes sygejournaler.
Det står klart, at hun har haft meget kontakt med sundhedsvæsenet de sidste 20 år – og der tegner sig et mystisk billede.
I 2004 fik Renate Bach stillet diagnosen sklerose. Ved senere undersøgelser blev diagnosen afvist igen, men alligevel fortsatte Renate Bach med at fortælle både familie og læger, at hun led af sygdommen. Samme historie gentog sig med Parkinson, som hun fik diagnosticeret i 2012, men afkræftet i 2015.
Renate Bach blev også diagnosticeret med uro i benene, som hun modtog medicin for, nemlig stoffet Baclofen – selvsamme stof, hun er beskyldt for at forgifte sin mand med.
I 2013 begyndte Renate Bach desuden at fortælle, at hun led af leverkræft, på trods af at lægerne havde fortalt, at hendes lever intet fejlede.
Derudover har Renate Bach haft en lang række mystiske sår, som lægerne ikke kunne finde en årsag til. Et sted har en læge noteret sin mistanke om, at såret var selvpåført.
Generelt fremgår det flere steder i sygejournalen, at Renate Bach intet fejler fysisk, men at hendes symptomer er udtryk for noget psykisk.
Ekspert er ikke i tvivl
Ifølge Per Fink, psykiater og ledende overlæge for Center for Funktionelle lidelser, er Renate Bachs sygdomshistorik tegn på, at hun har haft Münchhausen-syndrom igennem flere år.
Og det har siden udviklet sig til Münchausen by proxy.
Konkret tror Per Fink, at det skete den sommerdag i juni, hvor Erik Bach faldt ned i kælderskakten og blev placeret i en sygeseng. Fra det sekund var Erik Bach nemlig fuldstændig afhængig af sin kone - på mange måder som et barn er afhængig af sin mor.
- Hun har jo ikke gjort det her for at slå sin mand ihjel, det har jeg meget svært ved at tro. Det er et led i hendes egen selvskadende adfærd, et led i hendes Münchhausen, siger Per Fink.
Han uddyber, at der er tale om bevidste handlinger, når personer med Münchausen by proxy skader deres nære, men de forstår ikke selv, hvorfor de gør det. Der er en ”drivkraft” i dem.
Grundlæggende synes Per Fink, at det er dybt kritisabelt og skræmmende, at sundhedsvæsenet ikke har opdaget Renate Bachs sygdom, som han kalder ”et meget alvorligt tilfælde”.
- Der er så mange alarmklokker, der burde have ringet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det her kunne være undgået, hvis hendes sygdom var blevet opdaget, siger han.
Per Fink mener også, at det er grotekst, at Renate Bach har fået en dom som ”enhver anden kriminel”, når hun tydeligt er syg.
Renate Bach kunne være fri
Ifølge bisidder Luise Høj ville det kunne have påvirket dommen, hvis Münchausen by Proxy havde været en del af sagen.
En mulighed er, at Renate Bach ville være blevet dømt efter en anden paragraf, fordi der ikke er tale om drabsforsøg, men derimod ”forsætligt fareforvoldelse”. Det betyder, at man har været bevidst om, at den anden persons helbred kunne tage varig skade, men man har aldrig ønsket at slå ihjel.
Strafferammen for den handling er halvt så høj som drabsforsøg.
- I Renates tilfælde ville hun kunne være ude nu og sammen med Erik, siger Luise Høj.
TV 2 har forelagt kritikken til Syd- og Sønderjyllands Politi og Anklagemyndigheden. Vi ville gerne have spurgt, hvorfor Münchausen by proxy ikke har været en del af efterforskningen eller retssagen. Ingen har af dem har ønsket at stille op til interview eller svare på kritikken.
Erik Bach og datteren Sandra Bach sidder ved spisebordet i hjemmet i Sydals.
I måneder har de ventet, mens TV 2 gennemtrævlede sagen for at se, om det var muligt at finde en anden forklaring, end den retten nåede frem til i december 2019.
Nu skal de have at vide, hvad TV 2s undersøgelser er kommet frem til.
Intet tyder på, at der kan være en anden skyldig end Renate Bach. Til gengæld står det helt klart, at der har været massive huller i efterforskningen, og at Renate Bachs hensigt aldrig har været at dræbe sin mand, men at hun ifølge flere eksperter lider af Münchausen by proxy.
For Erik Bach er visheden forbundet med blandede følelser.
Han havde virkelig håbet, at undersøgelserne ville vise, at hans kone var uskyldig, og det berører ham dybt, at hun er så syg. Samtidig finder han nu en helt anden ro, end da dommen faldt for knap to år siden.
- Vi har søgt efter en forklaring, og den har vi nu, siger han.
Har du på intet tidspunkt overvejet, at din kone kunne lide af Münchausen by proxy?
- Nej. Den tanke er aldrig nogensinde faldet mig ind, siger Erik Bach.
For datten er der en række brikker, der falder på plads, da hun får beskeden. Ifølge hende "giver noget mening" nu.
Men den vækker også en stor vrede hos dem begge. For har politiet og anklagemyndigheden været dygtige nok, når de fuldstændig har overset Renate Bachs sygdom?
Det mener Erik og Sandra Bach ikke.
- Jeg forstår ikke, hvordan de kan være tilfredse med den her sag. Min mor skulle have haft hjælp. Så havde alt set helt anderledes ud, siger Sandra Bach.
Renate Bach får det at vide
TV 2 har løbende været i telefonkontakt med Renate Bach, der lige nu afsoner fjerde år af sin syv år lange dom.
Hun havde ligesom sin mand og datter et ønske om, at sagen blev undersøgt til bunds, fordi hun mente, hun var uskyldig.
Da TV 2 fremlægger resultatet af vores research for Renate Bach, ender hun faktisk med at erkende, at hun har forgiftet sin mand. Men hun er tydeligt berørt.
- Jeg kan ikke huske det, eller måske vil jeg ikke kunne huske det. For mig er det så uvirkeligt, hvorfor skulle jeg gøre det mod Erik, som jeg elsker så højt, siger hun.
Det er dog også en lettelse for Renate Bach at høre, at der er en forklaring.
- Jeg er glad for, det er blevet opdaget, så jeg kan komme i behandling. Og som Erik siger, han elsker mig, og vi skal holde sammen. Det sætter jeg stor pris på, siger Renate Bach.
Ser fremad
Siden Erik og Renate Bach har fået beskeden om hendes sygdom, har han besøgt hende i fængslet flere gange.
- Vi har talt om det hele. Men det er hårdt. Jeg kan mærke, at hun virkelig er ked af det, siger Erik Bach.
Der er ikke længere nogen tvivl i ham om, at det var hans kone, der forgiftede ham 14 gange i løbet af det halve år, han var indlagt på hospitalet.
Men Erik Bach ved også, at det ikke var hendes hensigt at slå ham ihjel. Og kærligheden er akkurat lige så stor, som da de mødte hinanden for 48 år siden.
Erik Bach vælger at se fremad og håber, at hans kone får den hjælp, hun skal bruge. Både professionelt, men også fra ham.
- Jeg tør ikke spå om fremtiden. Men en ting ved jeg: Jeg vil være der for hende og aldrig nogensinde svigte hende, siger Erik Bach.
Se 'Forgiftet af konen?' torsdag 3. marts kl 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY
Programmet skulle være sendt torsdag den 24. februar, men er rykket en uge på grund af Ruslands invasion af Ukraine.