Henrik Dam følte sig fuld af styrke.

Han var lige kommet hjem fra den fedeste ferie i Italien med sine børn. Badeland om dagen, restaurant om aftenen. Han havde endda kunnet drikke et glas vin i ny og næ.

Det havde han ikke gjort længe på grund af sin kræftsygdom. Men det føltes som en genopstandelse at komme ned i varmen. At kunne nyde livet lidt igen.

Derfor var han egentlig ved godt mod, da han kørte mod Vejle Sygehus.

Meldingen fire måneder tidligere havde været god. Henrik Dam var blevet erklæret sygdomsfri efter operationer af spredningen i både lungen og i leveren.

Han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han nu – hvor sommeren var kommet – ville få den besked, han fik.

Men slask.

Der var ikke mere at gøre, sagde hans læge ifølge Henrik Dam.

Kræften var kommet igen. I venstre lunge, to steder i leveren og i nogle lymfer mellem lungerne, der var umulige at fjerne.

Henrik Dam blev tilbudt livsforlængende kemo. Og lægen rådede ham til at gå hjem og nyde den sidste tid med sine børn.

- Det mener du bare ikke, lød det fra familiefaren.

- Jeg har en lille pige derhjemme og en dreng, som stadig er dybt afhængig af mig. I må da kunne gøre et eller andet.

Lige siden har Henrik Dam omtalt 4. august 2018, som den dag han blev “opgivet” af det danske sundhedssystem. For det var sådan, det føltes. Og i hans øjne skete det alt for tidligt.

Han var kun 49 år og helt ude af den, da han kom hjem.

- Men det slutter ikke her, sagde han til sin dengang 16-årige søn Benjamin.

Efter to dage i fosterstilling havde han en ny plan. Og det er nu tre og et halvt år siden, at Henrik Dam nægtede at acceptere det, han så som en dødsdom.

Mod alle odds mener den 53-årige iværksætter fra Esbjerg at have holdt sig selv i live med kræftbehandling i Tyskland, som han selv har betalt.

Det har kostet ham omkring 1,5 millioner kroner indtil videre.

Henrik Dams største ønske er at leve ti år mere, så han kan følge sin datter Sophia ind i voksenlivet. Men virkeligheden er sådan, at han kan dø i morgen.

I dokumentaren ‘Sagen i egen hånd’ følger TV 2 hans kamp for at overleve – selvom han egentlig ikke kan lide al den opmærksomhed. Men han gør det for at hjælpe andre, der er mere desperate end ham. Og for at få gang i en debat.

For Henrik Dam ville ønske, at han og andre kræftpatienter på danske hospitaler kunne få tilbudt den behandling, som, han er overbevist om, har holdt ham i live.

Eller i det mindste, at man kunne få et økonomisk tilskud, hvis man føler sig “opgivet” i Danmark og derfor vælger at søge andre veje i udlandet.

Sideløbende med sit eget sygdomsforløb har han forsøgt at rådgive andre med de erfaringer, han har gjort sig. Og som han siger:

- Det eneste hårde ved at hjælpe andre er, når de dør.

Så tænker han: “Det er jo en håbløs kamp, du har Henrik. Og du bliver den næste”.

Et brud med normalen

Lige indtil august 2016 følte Henrik Dam sig ellers udødelig. Det var her, at lægerne fandt en tumor på over fem centimeter i hans tyktarm.

Men selv i de første år af sit sygdomsforløb havde han svært ved selv at anerkende, hvor alvorligt det virkelig var.

Det skræmte ham først rigtigt, da et indgreb senere ramte hans stemmebånd.

For altid havde han fløjtet tre godnatsange for sin datter. Først ‘Ole Lukøje’, derefter ‘Solen er så rød mor’ og til sidst en sød melodi, han havde fundet på Youtube. Så sov hun.

Men hvad nu, hvis han en dag ikke kunne fløjte længere? Tanken gjorde Henrik Dam bange.

- Det var normalen for os, siger han.

Selvom hans stemme i dag er hæs, har han aldrig mistet evnen til at fløjte. Desværre skulle normalen dog rykke sig en hel del alligevel.

Vil dø i kampen

Tumoren i tyktarmen blev fjernet efter ni dage sammen med 59 lymfer. Og da Henrik Dam i april 2017 stoppede kemobehandlingen, blev han erklæret kræftfri.

Men lykken var kort. Først kom kræften igen som en skygge på den ene lunge og så i leveren, hvilket førte til nye operationer.

Herefter kom den udvikling, som væltede Henrik Dams verden. Men han nægtede at gå hjem og vente på, at det uundgåelige ville ske.

- Hvis jeg skal dø af kræft, så vil jeg dø i kampen, tænkte han.

For mig er der ikke noget, der hedder: “Nu er det nok”

Henrik Dam

Henrik Dam kontaktede kræftforeningen Tidslerne, som fortalte ham om den tyske røntgenspecialist dr. Thomas Vogl, der tilbød en anderledes kræftbehandling end i Danmark.

Og han husker den melding, han fik, da han rådførte sig med sin egen læge:

- Henrik, jeg synes, du skal spare dine penge og bruge tiden på dine børn.

Men to dage senere sad Henrik Dam alligevel i bilen på vej til Frankfurt.

- Jeg skylder ham mit liv

Faktisk kan Henrik Dam næsten ikke beskrive den lettelse, han følte, da han efter en køretur på 800 kilometer sad over for en mand, som sagde:

- Jeg vil kæmpe for dig.

Ifølge Thomas Vogl behandler han hver måned fem danske kræftpatienter. Og Henrik Dam blev en af dem.

Dr. Vogl gjorde det dog hurtigt klart, at han ikke kunne helbrede Henrik. Det sker kun for meget, meget få.

Men med lokal kemoterapi kunne han forhåbentlig forlænge hans liv.

Dog er kun 10 procent af de patienter, som kommer til Universitetshospitalet i Frankfurt, egnet til lokal kemoterapi.

Hos størstedelen er kræften, ifølge røntgenlægen, enten for fremskreden eller patienten for dårlig. Derfor kræver det en nøje udvælgelse. For som Thomas Vogl siger:

- Vi skaber ikke mirakler.

Men den tyske specialists behandling har dog før været omdiskuteret i Danmark.

I et notat fra 2009 skrev Sundhedsstyrelsen, at de ikke generelt kunne anbefale henvisning af patienter til behandling hos dr. Vogl, da der ikke fandtes tilstrækkelig information om og evidens for hans behandling.

Sundhedsstyrelsen bekræfter dog over for TV 2, at der ikke er lavet en ny vurdering af Vogls behandlingsmetoder siden 2009.

Spørger man Henrik Dam, ligger det alt for langt tilbage til, at man i Danmark stadig kan læne sig op ad den konklusion.

- Jeg skylder ham mit liv, som jeg plejer at sige. Så jeg synes ikke, det giver mening, at man ikke anerkender det og undersøger behandlingen dybere, konstaterer Henrik Dam.

- Uden ham havde jeg været død for to-tre år siden.

20 minutter i helvede

Siden 2018 har Henrik Dam derfor sat kursen mod Frankfurt cirka hver fjerde uge.

Hvert besøg koster ham i omegnen af 30.000 kroner. Oveni er der udgifter til transport, hotel og køb af medicin på apoteket.

Men Henrik Dam vil ofre alt for at få flere år med sine børn.

Når han skal afsted, river han to døgn ud af kalenderen. Den ene dag kører han til Frankfurt – og morgenen efter møder han ind på universitetshospitalet til det, han beskriver som “20 minutter i helvede”.

Men så snart Henrik Dam ifører sig den sterile dragt og sætter sig i det lille venteværelse, skal han bare kigge ned på sine arme for at finde modet.

På højre arm har han fået tatoveret et skolefoto af Sophia. På venstre et af Benjamin.

Tatoveringerne fik han lavet, dengang han troede, at han var udødelig. Men de har fået endnu større betydning nu. For børnene gør ham stærk.

Han synker altid en ekstra gang, når han kigger ned på dem.

“Okay, jeg gør det her for jer”, tænker han så.

Og det er ikke kun i Frankfurt, at Henrik Dam kæmper.

For har noget været vigtigt for ham i de år, hvor ingenting har været tæt på normalen, så har det været at forsøge at opretholde den alligevel.

Selvom Henrik Dam begynder de fleste af sine dage med at kaste op, så hiver han alligevel sig selv op af sengen og ned ad trappen fra førstesalen hver morgen.

Han smider en bolle på risteren til Sophia, giver den en klat nutella i midten. Derefter er det tid til næste hold, to stykker rugbrød til Benjamin – og to blødkogte æg.

Henrik Dam har sjældent selv appetit. Men han laver morgenmad for at bevise – både over for børnene og for sig selv – at han er okay.

- Det giver mig power til at tro på det. Når jeg kan det, så er det ikke helt galt.

Men når Henrik Dam har det værst, lever han et dobbeltliv.

Om morgenen prøver han stadig at være “frisk som en havørn”, men når børnene er sendt afsted, stiller han en alarm og går op og lægger sig.

Når uret ringer, ved han, at han har omkring et kvarter til at komme på benene og ligne en, der har været i gang hele dagen. For han vil ikke bekymre dem unødigt.

Det knuser ham dog indimellem, at deres barndom og ungdom skal ødelægges af den frygt, han planter i deres liv.

De dumme tanker

Det kan gå galt ved en bagatel, det ved Henrik Dam.

Der skal ikke mere end en lungebetændelse til. En fejl under en behandling. Infektionstal, der løber løbsk, uden at han reagerer – fordi han simpelthen har vænnet sig til aldrig at have det godt.

Det har været tæt på mange gange.

I 2021 er det tilmed gået ned ad bakke, fordi kræften er muteret til små hurtigvoksende kræftceller.

Det sendte Henrik Dam tilbage i det danske sundhedssystem på opfordring fra dr. Vogl, fordi den tyske specialist ikke længere kunne holde kræften nede med lokal kemoterapi.

Det betyder, at det seneste år har været det værste i Henrik Dams sygdomsforløb.

Hans krop været gennem otte omgange af en hård kemobehandling, og ud over det har han været indlagt på Vejle Sygehus fire gange.

Hver gang det sker, kommer de dumme tanker til ham.

Når man har det så skidt, at man ikke engang kan holde til at overveje en ferie, hvor meget er der så ved at leve?

Og hvor længe kan man blive ved med at byde sine børn et liv, hvor deres far må snyde døden med få måneders mellemrum?

I de mørke stunder kan hans stædighed og positivitet ikke overvinde det faktum, at han har set de første ti af sine bekendte dø, når først de blev så dårlige, at de måtte indlægges.

For Henrik Dam har efterhånden lært mange mennesker og deres sygdomsforløb at kende.

De seneste år har den 53-årige iværksætter været frivillig i to kræftforeninger – Tidslerne og Fookid, som også hjalp ham i begyndelsen.

Blandt andet herigennem er han ifølge eget udsagn blevet kontaktet af 80-100 mennesker, der har søgt råd og vejledning om behandling i udlandet.

Ud af dem har han kun kendskab til én, der har fået godtgjort behandlingen af de danske myndigheder. Og den viden gør ondt.

Bare de seneste to måneder har Henrik Dam haft kontakt med to, der pludselig holdt op med at skrive til ham.

- Og så ved jeg jo godt hvorfor. De kunne nok ikke få det til at hænge sammen økonomisk, konstaterer han.

Henrik Dam husker også stadig, hvordan han kortsluttede over et Facebook-opslag i begyndelsen af året. Han kunne ikke holde ud at læse teksten.

Endnu en af dem, han gennem årene har hjulpet til Frankfurt, var død.

Bare siden i sommer har fem mistet livet.

Det eneste hårde ved at hjælpe andre er, når de dør

Henrik Dam

Det er de oplevelser, der kan få Henrik Dam til at tænke, at hans kamp er håbløs. Og at de danske læger – selvom han har fuld respekt for dem – opgiver nogle kræftpatienter for let, fordi de ifølge hans overbevisning er bundet af retningslinjer for, hvem de kan behandle og hvordan.

Den udlægning er koncerndirektør Kurt Espersen i Region Syddanmark ikke enig i.

- Min viden om kræftlægerne i Danmark er, at de prøver at hjælpe deres patienter så langt, som det giver mening, siger han.

Ifølge koncerndirektøren kan kræftpatienter få lokal kemoterapi i Danmark eller henvisning til lokal kemoterapi i udlandet, hvis en lægefaglig vurdering taler for det – og hvis der er belæg for, at behandlingen virker.

I de tilfælde, hvor behandlingen er godkendt af Sundhedsstyrelsen, betaler regionen.

- Så er der nogen, der går ud over de retningslinjer, der findes, og det betaler de så selv for. Det kan være med positivt resultat. Det kan også være med negativt resultat. Det ved man ikke på forhånd, siger Kurt Espersen.

Henrik Dam har endnu ikke selv magtet at gøre et forsøg på at få refunderet nogle af de penge, han har betalt for sin behandling hos dr. Vogl.

- Det er for omstændeligt. Og der er rigeligt andet at tænke på, siger han.

- Jeg er nødt til at være ærlig. Det er kritisk

I øjeblikket er Henrik Dam i gang med at sælge sit hus og sine virksomheder. For han lever i konstant stress over, hvor langt pengene rækker.

Havde han ikke valgt at sælge, ville han løbe tør om et halvt år – og det til trods for, at hans netværk sidste år fik ham til at tude i en uge, fordi de via en indsamling sikrede ham 400.000 kroner på kontoen udelukkende til behandling.

Begge salg ser ud til at lykkes – og det betyder, at Henrik Dam nu har nok til omkring tre-fire års behandling endnu.

Men ti dage inde i det nye år så det hele pludselig meget sort ud.

- Jeg er nødt til at være ærlig. Det er kritisk, sagde dr. Vogl pludselig under Henrik Dams seneste tur til Frankfurt.

Det er første gang, at han har sagt sådan. Røntgenspecialistens scanninger viste, at Henriks lever blev hårdere og hårdere ramt af nye metastaser.

- Vi skal have det stoppet, sagde han.

Dr. Vogl gav ham endnu en omgang lokal kemoterapi. Men beskeden var samtidig klar:

- Det er op til ham deroppe.

I dagene efter blev Henrik Dam slået så meget ud af meldingen, at han ikke svarede på sms’er eller tog sine opkald.

Han sov nærmest i 48 timer. For så snart han lagde sig, faldt han i søvn, fordi hans hjerne kørte på højtryk for at finde en ny plan. Igen.

Hurtigt begyndte han dog at mærke, at dr. Vogls behandling trods alt gjorde noget godt.

Samtidig godkendte Vejle Sygehus ham til et nyt kemoforløb ad fire omgange. Det står Henrik Dam midt i nu.

Hvis jeg skal dø af kræft, er mit håb, at det sker på operationsbordet, for så har jeg kæmpet til det sidste

Henrik Dam

Men hans helt store håb er en ny behandlingsform, han har fundet frem til i München.

Her skal leveren gennemstrømmes af 41 grader varm kemo i 24 timer.

- Det burde kunne stoppe, at det bliver ved med at komme. Så det skal jeg bare, siger Henrik Dam.

Faktisk har han allerede gang i planlægningen. Det skal ske, så snart han får en pause i den nuværende behandling på Vejle Sygehus.

For selvom han har indset, at han nok kommer til at dø af kræften, så håber han ikke, at det bliver lige nu.

Drømmen om frihed

Det er lige lykkedes Henrik Dam at sende sønnen Benjamin på 20 år godt på vej. Om få måneder flytter han hjemmefra i en god ejerlejlighed.

- Det ville være fantastisk at kunne nå dertil med dem begge to, siger familiefaren.

Han ved dog godt, at det måske er urealistisk, at han stadig er her om ti år. Men Sophia er 12, og hun skal konfirmeres i 2024.

- Den håber jeg at få med, siger han.

Men tænker du nogensinde på, om du bare udsætter det, der kommer til at gøre ondt – både for dig selv og dine børn?

- Jeg undgår at lade noget være op til mine børn. Og for mig er der ikke noget, der hedder: “Nu er det nok”. Hvis jeg skal dø af kræft, er mit håb, at det sker på operationsbordet, for så har jeg kæmpet til det sidste, siger Henrik Dam.

- Og når børnene kan se, at jeg kæmper, siger jeg til dem: “Ja, det gør jeg nu”. Men jeg gør det jo, fordi jeg håber på at få en periode, hvor vi kan gøre, hvad vi vil.

Det er lykkedes før.

I 2019 – halvandet år efter sin første dødsdom – var Henrik Dam rask nok til at tage på krydstogt med Sophia. Afgangen gik fra Miami mod Honduras.

Han og Benjamin var afsted to år tidligere. De sejlede til Bahamas, Key West og Coco Island.

Begge oplevelser er noget af det vildeste, Henrik Dam har prøvet. I Honduras så han og Sophia et farvemylder af fisk lige under havoverfladen.

På Bahamas drak han og Benjamin drinks af udskårne ananasser på den hvideste strand.

Det varmer hans hjerte, at han har kunnet give sine børn de oplevelser.

Og lige nu – mellem den ene kemobehandling efter den anden – kan han ikke lade være med at kigge på rejsebureauernes krydstogter for efteråret.

Se 'Sagen i egen hånd – familiefar snyder døden' på TV 2 PLAY.

Tidligere på måneden blev 600 ansatte i smitteopsporingen fyret svarende til en tredjedel af de ansatte.

Der var nemlig ikke brug for så mange hænder, da coronavirus ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom.

Men det har ifølge fagforeningen HK ikke været lovligt, og derfor går foreningen ind i sagen.

Det skriver HK i en pressemeddelelse.

Lov om masseafskedigelser ikke overholdt

Ifølge fagforeningen er masseafskedigelsesloven ikke blevet overholdt, og derfor rejser HK sagen mod vikarbureauet Moment, der har stået for at rekruttere til smitteopsporingen.

Hvis et større antal medarbejdere skal fyres, har virksomheden pligt til at forhandle med dem, der skal afskediges eller repræsentanter for dem.

Og det er ifølge HK ikke sket.

De helt særlige regler omkring fyringer af grupper, er der god grund til, at vi har, mener Claus Olsen, faglig sekretær i HK Privat:

- Dem forventede vi sådan set, at Moment ville anerkende, men det har trods flere forsøg på forhandling ikke været muligt at nå frem til en aftale. Derfor ser vi os nu nødsaget til at gå rettens vej på vegne af de tidligere ansatte, siger Claus Olsen i pressemeddelelsen.

Hver af de 600 fyrede har ret til en godtgørelse, der svarer til 30 dages løn, mener fagforeningen.

Moment tager sagen meget alvorligt, lyder det fra virksomheden.

- De sidste, der skal komme i klemme her, er vikarerne. Vi er i gang med at afklare sagen mellem de involverede parter, og vi imødeser en endelig konklusion meget snart, lyder det fra Moments kommercielle direktør Anders Løvgreen i en mail til TV 2.

Takkede for indsatsen

Da de 600 medarbejdere blev opsagt, takkede Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed, for deres indsats.

- Vi er utroligt stolte af og taknemmelige for den indsats, som de 600 medarbejdere, vi nu skal sige farvel til, har leveret. Det har haft en stor samfundsmæssig værdi, sagde Birgitte Drewes i pressemeddelelsen, der kom ud i forbindelse med opsigelsen.

- Vi er i Danmark et gunstigt sted i forhold til pandemien og skal derfor til at nedskalere mandskabet i smitteopsporingen, lød det.

Da pandemien toppede, og der var størst behov for smitteopsporingen, var der ansat næsten 3000 til at give danskerne vejledning og til at bryde smittekæder.

De har talt med mere end en million danskere.

Claus Møller Rasmussen havde været på ferie i ti dage, da han en varm sommerdag sidste år trådte ind ad døren til sit barndomshjem.

Her forventede han at møde sin 91-årige mor med et smil på læben og en avis i hænderne, som hun plejede.

Men synet, der mødte Claus Møller Rasmussen, glemmer han aldrig.

- Hun sad i en stol midt i stuen. Badet i sved og kun iført ble og netundertrøje, fortæller han.

På bordet ved siden af hende stod et urørt glas vand.

- Min mor var skrumpet ind til en mumie, i den tid jeg var væk, siger han.

Ifølge Claus Møller Rasmussen havde hun ikke fået optimal væske i ti dage:

- De mennesker, der skulle sørge for, hun fik væske, havde bare givet hende et glas vand og gået igen uden at sikre sig, at hun faktisk drak det. Hvorfor var der ikke nogen, der sørgede for, at det skete?

Dem, han taler om, er kommunens hjemmepleje. Han er dybt frustreret over Lyngby-Taarbæk Kommune og mener, hans mor blev udsat for omsorgssvigt.

Det hjælper jo ikke noget bare at sætte maden foran hende og gå sin vej. Hvor svært kan det være?

Claus Møller Rasmussen Store udfordringer i ældreplejen

Ovenstående er et af flere eksempler på fortællinger om omsorgssvigt i en ældrepleje, der ifølge eksperter står over for enorme udfordringer i de kommende år.

For antallet af plejekrævende borgere vil komme til at stige eksplosivt, mens prognoserne forudser, at der ikke vil være hænder nok til at tage sig af de ældre. Dermed kan flere ældre danskere og deres pårørende havne i uværdige forløb.

En problematik som også flere social- og sundhedsmedarbejdere gentagne gange har forsøgt at råbe op om den seneste tid.

TV 2 har samlet fire beretninger fra pårørende til ældre, som alle fortæller, om det, de mener, er stærkt kritisable forhold i hjemmeplejen i de ældres sidste tid i livet.

Ligesom Claus Møller Rasmussen har de været frustrerede over den kommunale hjemmepleje, og de stiller op til interview med TV 2 for at gøre opmærksom på de store udfordringer, de har oplevet.

Der lå hun i sin egen afføring. De kom slet ikke om morgenen og svigtede hende fuldstændigt

Claus Møller Rasmussen Claus Møller Rasmussen

Søn til 91-årige Birthe, der modtog hjemmepleje i Lyngby-Taarbæk Kommune

Claus Møller Rasmussens mor kom sig aldrig efter den alvorlige dehydrering og døde 31. juli sidste år.

- Jeg mener, min mor døde af blandt andet væskemangel. Måske var hun død alligevel, men hun var dehydreret. Jeg er så frustreret over det, siger han.

Det er han især, fordi det langt fra var første gang, at hjemmeplejen ikke sørgede for, at hans mor fik nok mad og væske, siger han.

Ifølge sønnen tabte hun sig ti kilo i løbet af det sidste år, hun levede.

- Jeg er dybt frustreret. Omsorg er da at sikre sig, at hun får den mad og drikke, hun har brug for og bliver holdt lidt i hånden. Det hjælper jo ikke noget bare at sætte maden foran hende og gå sin vej. Hvor svært kan det være?

Få dage før morens død, blev hun ligeledes efterladt i sin seng uden at blive skiftet.

- Der lå hun i sin egen afføring. De kom slet ikke om morgenen og svigtede hende fuldstændigt. De glemte bare at komme.

Når Claus Møller Rasmussen ser tilbage på forløbet, får han følelsen af, at hans mor blot har været et besværligt led i kommunens produktionsapparat:

- Jeg fatter det ikke. Hvor går alle pengene hen til den hjemmepleje? Og hvorfor er der ikke en bedre koordinering og kommunikation?

Efterfølgende har Claus Møller Rasmussen mødt forståelse fra kommunen, der erkender, at der er sket fejl i hans mors sag.

- Men jeg frygter, at der ligger en masse andre mennesker i eget hjem, der ikke får den pleje, de skal have, siger han.

I et svar til TV 2 beklager Lyngby-Taarbæk Kommune forløbet og udtrykker forståelse for de pårørendes kritik.

- Hjemmeplejen arbejder målrettet på at forbedre kontinuitet og kvalitet i plejen, herunder også den måde vi er i kontakt og dialog med de pårørende på. Vi kan dog ikke kommentere sagen yderligere, da kommunen har tavshedspligt, skriver kommunen.

Jeg klagede over plejen to-tre gange om ugen. Men man får bare en sludder for en sladder

Anette Kjærsgaard Anette Kjærsgaard

Datter til 85-årige Frede Nielsen, der modtog hjemmepleje i Aarhus Kommune

Den 17. december blev Anette Kjærsgaards 85-årige far Frede Nielsen indlagt på hospitalet udmattet og konfus.

Det var kulminationen på et - ifølge datteren - stærkt kritisabelt forløb i hjemmeplejen i Aarhus Kommune, der begyndte, da hendes far i foråret sidste år brækkede sin hofte.

Hofteskaden betød, at han blev visiteret til at få hjælp til at spise.

- Men det skete ikke. Personalet var så forjaget og havde ikke tid til det. De kom og smurte maden, men de så ikke, om han spiste den, siger Anette Kjærsgaard, der understreger, at hun flere gange påtalte det over for hjemmeplejelederen.

- Jeg klagede over plejen to-tre gange om ugen. Men man får bare en sludder for en sladder.

Frede Nielsen tabte sig ifølge Anette Kjærsgaard 12-13 kilo som følge af den manglende mad.

16. december ringede Anette Kjærsgaard og familien til hjemmeplejen fire gange - første gang klokken 16 - fordi hun kunne se, at Frede Nielsen havde store væskeophobninger i benene.

Han hang i stolen og var konfus og forvirret. Klokken 23 kom hjemmeplejen forbi, men ifølge Anette Kjærsgaard reagerede plejeren ikke. Først om morgenen dagen efter fik Frede Nielsen besøg af en sygeplejerske.

Hun anbefalede ham at se sin læge, men efterlod ifølge Anette Kjærsgaard hendes far alene – og bad familien tage ham til lægen.

Nul point til hjemmeplejen

Men inden familien nåede frem, havde Frede Nielsen forladt sit hjem. Han blev efterlyst og først senere på dagen blev han fundet af politiet.

På hospitalet konstaterede man, at Frede Nielsen ikke havde fået sin vanddrivende medicin og havde 12 liter væske i kroppen. Familien undrede sig, for det var hjemmeplejens opgave at sørge for at give ham medicinen.

Men ifølge Anette Kjærsgaard fandt familien pillerne liggende uåbnet på Frede Nielsens bord. De var ikke lagt i pilleæskerne og familien regnede sig frem til, at han ikke havde fået den vigtige medicin i knap tre uger.

- Jeg er overrasket over, det kunne gå så galt. Han blev jo så syg, fordi de glemte at give ham hans piller, siger Anette Kjærsgaard, der også fortæller, at hjemmeplejen heller ikke havde udfyldt væskeskemaet korrekt.

Frede Nielsen blev udskrevet, men måtte kort efter indlægges igen. Han var alvorligt syg af en blodforgiftning og blev oveni smittet med covid-19.

Han døde 3. januar.

- Jeg giver hjemmeplejen nul point. Det, vi i Danmark tilbyder vores ældre, er ikke i orden. Jeg er så vred og føler mig magtesløs over det, siger Anette Kjærsgaard.

I en mail til TV 2 beklager Aarhus Kommune forløbet:

- Vi er kede af den dårlige oplevelse, som familien har haft. Det vil vi gerne beklage. Vi vil nu gennemgå sagen til bunds og inddrage familien i forløbet.

Vi bar fire store affaldssække med gammel mad ud. Det var direkte sundhedsskadeligt

Per Magnussen Per Magnussen

Søn til 89-årige Jytte Magnussen, der modtog hjemmepleje i Roskilde Kommune

- Jeg tror, hun har haft det frygteligt i den stol, siger Per Magnussen om hans mors sidste tid.

I knap fem døgn sad 89-årige Jytte Magnussen ifølge sønnen i den samme stol i sin lejlighed, fordi ingen hjalp hende over i seng.

Det var blot ét af en række omsorgssvigt, som Per Magnussen mener, Roskilde Kommunes hjemmepleje udsatte hans mor for.

Igen og igen opdagede han, at moren ikke fik vand og mad nok, selvom hun var visiteret til at få hjælp til at indtage det.

- Min mor blev nogle gange sur, når hun skulle spise. Nogle plejere kunne godt finde ud af håndtere det, men mange gange satte de bare maden og vandet ved siden af hende uden at sikre sig, at hun indtog det, siger han.

I Jytte Magnussens sidste år var hun på vej til at blive dement, og det betød blandt andet, at hun købte store mængder mad. Mad, der hurtigt fyldte køleskabet og blev gammelt, og derfor visiterede kommunen hende til at få hjælp til at holde orden i køleskabet.

Men flere gange oplevede Per Magnussen, hvordan køleskabet var fyldt op med gammel mad.

- Engang kom vi derop og konstaterede, at køleskabet var levende. Vi bar fire store affaldssække med gammel mad ud. Det var direkte sundhedsskadeligt, siger Per Magnussen.

Plejer beklager sig over søn

På et tidspunkt fik Jytte Magnussen besøg af et vennepar, der fandt hende efterladt i sengen.

- Hun lå helt hjælpeløs og var smurt fuldstændig ind i afføring. Det var grimt. Jeg klagede til lederen, der beklagede og lovede at gøre noget ved det, fortæller Per Magnussen.

Men dagen efter gik hjemmeplejeren direkte til hans mor og beklagede sig over, at hendes søn havde klaget over den mangelfulde pleje.

- Det skal hjemmehjælperen jo ikke sige til min mor. Så jeg klagede igen.

Kort tid efter fandt venneparret Jytte Magnussen siddende i sin stol. En aktindsigt viser, at hun sad der i flere dage.

Ifølge Per Magnussen var hendes ben blevet mørke, fordi blodtilførslen stoppede, og hun var dehydreret, fordi ingen sørgede for, at hun fik væske.

- Ingen tog simpelthen ansvar for at lægge hende i seng og skifte hendes ble. Hun sad bare der i fem dage. Jeg fatter det ikke, siger Per Magnussen.

Jytte Magnussen blev indlagt og det konstateredes, at hun havde akut nyresvigt. Få dage senere døde hun på Holbæk Sygehus.

- Der skal rettes op på den her sektor. Der er skåret så meget ned, og man respekterer ikke borgerne. Det er grotesk. Jeg gruer selv for, hvad der sker, når jeg engang bliver plejekrævende, siger Per Magnussen.

I en mail til TV 2 skriver Roskilde Kommune, at man genkender sagen og allerede har fulgt op på den. Kommunen skriver, at man har beklaget over for Per Magnussen og inviteret ham til et opfølgende møde.

Kommunen udtrykker ønske om at lære af Jytte Magnussens forløb:

- Det er vores ansvar, at ældre borgere og deres pårørende har tillid til, at man i Roskilde Kommunes ældrepleje altid bliver mødt af dygtige og professionelle mennesker, der vil en det godt.

- Det er et grundlag alle ledere og medarbejdere i Roskilde Kommunes ældrepleje arbejder ud fra, og vi er derfor kede af den oplevelse, Per Magnussen har haft omkring plejen af sin mor, og gør alt hvad vi kan for at lære af denne ærgerlige erfaring, skriver kommunen.

Per Magnussen oplyser dog til TV 2, at han aldrig fik en invitation til et opfølgende møde hos kommunen.

Den beskidte ble røg i en skraldespand, der stod på køkkengulvet

Sonja Østerballe Andersen De fem venner

Venner til Henning Berring Jensen, der modtog hjemmepleje i Ringsted Kommune

- Det, der skete for Henning, er så forfærdeligt, siger Sonja Østerballe Andersen, da hun begynder sin fortælling.

Sammen med en gruppe på i alt fem venner passede hun hver dag Henning Berring Jensen fra Ørslev i Ringsted Kommune i hans sidste tid, fordi hjemmeplejen ifølge vennerne ikke gjorde sit arbejde godt nok.

- Han havde ingen kone eller børn. Gudskelov var vi der for ham, siger Sonja Østerballe Andersen.

Da Henning Berring Jensen en dag i juli sidste år faldt i sit køkken og slog hovedet, måtte han indlægges akut.

Seks dage efter blev han udskrevet, men han havde nu et langt større plejebehov, og det skabte hurtigt problemer med hjemmeplejen, fortæller Sonja Østerballe Andersen og John Jespersen, en anden af Henning Berring Jensens venner.

- På sygehuset fik han svamp i munden og kunne ikke synke noget. Jeg var hos ham to-tre gange om dagen og hørte plejerne spørge, om de skulle smøre noget mad til ham. Men han kunne jo ikke synke noget – og så sagde plejeren, at de ikke kunne hjælpe ham, fortæller John Jespersen.

Udfordringerne med maden fortsatte, og i en længere periode kunne Henning Berring Jensen kun indtage flydende føde.

Vennerne foreslog hjemmeplejen at lave havregrød, men det kunne de ikke, fordi de ikke måtte lave mad på komfuret – og de kunne ikke finde ud af at lave det i mikroovnen, fortæller Sonja Østerballe Andersen.

Derfor lavede vennerne koldskål og aspargessuppe, som hjemmeplejen kunne varme op i mikroovnen.

Svampesygdommen i munden betød også, at Henning Berring Jensen skulle have fire sprøjter i munden hver dag.

- Men det ville plejeren heller ikke gøre, fordi hun ikke havde kompetencer til det. Hjemmeplejen ville heller ikke tælle piller op og sørge for, han fik dem, for det var han ikke visiteret til, siger Sonja Østerballe Andersen.

- De gjorde nul og en skid

Også den personlige hygiejne var der problemer med, fortæller vennerne. Henning Berring Jensen havde flere gange om dagen tynd afføring, men når hjemmeplejen kom, hev de ifølge vennerne bare bleen af ham og gav ham en ny på uden at vaske ham.

- Og den beskidte ble røg i en skraldespand, der stod på køkkengulvet. Den stod bare og stank, og vi måtte tømme den, fortæller Sonja Østerballe Andersen og John Jespersen supplerer:

- Jeg kan huske, han på et tidspunkt hviskede til mig, at han syntes, han lugtede. Der havde han ikke været i bad i tre uger.

I første omgang kunne Henning Berring Jensen heller ikke få den hospitalsseng, han havde behov for.

- Den kom først, da han døde. Det samme gjaldt en hel kasse bleer, som vi ellers havde efterspurgt i lang tid, men som vi ikke kunne få, fordi han ikke var visiteret til det. Det system er så råddent, siger Sonja Østerballe Andersen, der også fortæller, at vennerne ikke kunne klage over den mangelfulde pleje.

- Vi fik at vide, at vi ikke var klageberettigede, fordi vi ikke var familie. Men vi kunne godt bruges til at passe og pleje ham. Det var så uforskammet, siger hun.

Henning Berring Jensen døde 16. august.

- Det var en forkastelig hjemmepleje. De gjorde nul og en skid, siger John Jespersen.

- Min oplevelse er, at plejerne er mere fokuserede på deres telefoner, end de er til stede menneskeligt. De må ikke gøre noget, der ikke står, de skal gøre. Borgeren er blot et nummer i systemet, og der er intet menneskelighed tilbage, siger Sonja Østerballe Andersen.

I en mail til TV 2 skriver Ringsted Kommune:

- Vi kan ikke udtale os om personsager, men vi tager altid klager og kritik alvorligt, og undersøger om kritikken giver anledning til ændringer i vores måde at arbejde på. Det har vi også gjort i den pågældende sag.

Politiet i Canada har søndag fjernet de sidste lastbiler og demonstranter fra det centrale Ottawa, hvor der i over tre uger har været protester mod regeringen og dens coronapolitik.

Politibiler og et betydeligt antal betjente har erstattet de mange lastbiler og demonstranter ved parlamentet i den canadiske hovedstad.

Rengøringshold er søndag i gang med at rydde op og smide både affald og skilte ud, som de tusinder af demonstranter har efterladt.

Canadisk politi har spærret flere gader af omkring bymidten for at forhindre demonstranterne i at generobre området.

Vrede chauffører

For første gang siden 29. januar vågner Ottawas indbyggere ikke til lyden af slagord og lastbilernes horn.

- Jeg er virkelig glad for at have fået min by tilbage, siger Jeff Lindley, der både bor og arbejder i Ottawas centrum.

- Det er langt bedre i dag. Mere stille og roligt uden den faretruende tilstedeværelse af lastbiler og demonstranter.

Protesterne blev startet af vrede lastbilchauffører, som er imod den canadiske regerings vaccinekrav.

En håndfuld demonstranter tilbage

Snart tiltrak demonstrationerne også folk, der generelt er imod regeringen.

De har blokeret centrum af Ottawa i over tre uger, inden politiet greb hårdhændet ind og ryddede stedet.

Sent lørdag aften var der kun en håndfuld demonstranter tilbage, der fyrede fyrværkeri af og sang protestsange fra 1980'erne. Men de var tvunget til at holde sig bag det sikkerhedshegn, politiet har sat op omkring området.

Natten til søndag blev to personer anholdt. Dermed er det samlede antal anholdte oppe på 191, siden politiet rykkede ind for at fjerne demonstranterne fredag.

I alt er 57 biler og lastbiler blevet slæbt væk.

Hülya Savas Kaya målte sin lille søns temperatur. Først var den 40, lidt senere nåede den 41, og på et tidspunkt ramte den 42.

Panodil virkede ikke, og hendes søn Yusuf på to et halvt år havde tidligere haft feberkramper.

Derfor ringede hun 1813 for at få hjælp.

- Jeg tænkte: "Kommer feberkrampen?" Når Panodil ikke slår feberen ned, skal han faktisk i behandling, der skal gøres et eller andet. Det er ikke bare en typisk virus, siger hun om episoden fra oktober.

Men der gik lang tid, før hun kom igennem. Næsten tre timer.

Og ligesom Hülya Savas Kaya fra Ishøj sidder mange borgere i lange telefonkøer for at tale med en læge eller sygeplejerske, når de ringer 1813 i hovedstaden.

Af en opgørelse fra Region Hovedstaden fremgår det, at op mod hver femte af de tusindvis af borgere, der kontakter akuttelefonen, må vente en time eller mere på at komme igennem til en medarbejder. Det skriver Berlingske.

- Det er dybt alvorligt og skaber utryghed, når folk skal vente så længe på at komme igennem, hvis man har smerter, eller et barn har høj feber, siger direktøren i Danske Patienter, Morten Freil, til Berlingske.

- Det er meget voldsomt

31-årige Hülya Savas Kaya genkender den utryghed.

Da hun efter lang tid kom igennem til en sygeplejerske, oplevede hun, at sygeplejersken i den anden ende var meget afvisende.

- Jeg fortalte, at jeg var bange for, at min dreng fik feberkramper. Hun fortalte, at så længe han fik væske og havde våde bleer, så kunne de ikke rigtig gøre noget, vi skulle bare holde øje med ham, siger Hülya Savas Kaya til TV 2.

Dagen efter havde sønnen stadig høj feber, og derfor ringede Hülya Savas Kaya igen 1813.

Denne gang blev han sendt på Hvidovre Hospital, hvor det viste sig, at han havde mellemørebetændelse og skulle have penicillin.

- Det kunne have endt med, at han havde fået feberkrampe. Det kan godt være, det ikke er farligt, men det er meget voldsomt, og så skal man ringe 112, siger Hülya Savas Kaya.

Mangel på medarbejdere

Det er særligt i vintermånederne, at de lange ventetider har været et problem hos akuttelefonen.

Men 1813-ordningen har længe haft svært ved at leve op til kravet om, at syv ud af ti opkald skal besvares inden for tre minutter. I oktober var det således kun 24 procent af alle opkald, der blev taget inden for tidsrammen.

En del af forklaringen på den lange ventetid er, at der mangler medarbejdere.

Der mangler cirka 40 procent af de fornødne sygeplejersker. Og der er i år 25 procent færre læger ansat, sammenlignet med året før, skriver Berlingske.

Jeg ved godt, at ondt i halsen er ikke livstruende, men akuttelefonen er lavet for, at man kan komme til læge i weekenden

Maria Thomassen, mor til syvårige Luna

Samtidig kommer der stadig flere opkald til 1813-ordningen. En del borgere bruger den ”forkert” til for eksempel at forny recepter, bestille og få svar på PCR-test og andre ting, der skal håndteres andre steder i sundhedsvæsenet.

Blandt andet er antallet af opkald til 1813 i dagtimerne på hverdage steget med omkring ti procent de seneste tre år, selvom syge i det tidsrum skal søge hjælp hos deres egen praktiserende læge.

Mor måtte vente i fem timer

Maria Thomassen fra Bagsværd kæmpede også for at komme igennem, da hendes syvårige datter op til jul fik ondt i halsen og høj feber i december.

- Luna havde rigtig ondt i halsen og græd, når hun hostede. Vi tænkte, det var synd for hende, så vi ringede for at se, om hun kunne få noget penicillin, så hun kunne få det bedre. Vi ringede halv syv om aftenen og håbede, hun kunne nå at få det, inden hun skulle sove, siger Maria Thomassen til TV 2.

Men det endte med, at Maria Thomassen ventede i fem timer, inden hun opgav.

Dagen efter ringede hun igen, og denne gang lykkedes det at komme igennem.

- Jeg ved godt, at ondt i halsen er ikke livstruende, men det er lavet for, at man kan komme til læge i weekenden, hvis man har et sygt barn, siger Maria Thomassen.

Politikere kræver handling

De mange problemer får nu politikerne i Region Hovedstaden til at reagere.

Et flertal i regionsrådet kræver ifølge Berlingske, at der sker en markant nedbringelse af svartiderne så hurtigt som muligt, og at der udarbejdes en konkret plan, der kan sikre, at det bliver til virkelighed.

Det er en taskforce med eksperter fra akutberedskabet og hospitalerne, der skal udarbejde planen.

Den britiske dronning Elizabeth er blevet smittet med coronavirus.

Det oplyser Buckingham Palace.

Dronningen oplever kun milde forkølelsessymptomer og vil i de kommende uger opholde sig på Windsor.

Dronning syg kort efter kontakt med smittet tronarving

Den 95-årige dronning er testet positiv knap to uger efter, hun var sammen med sin ældste søn og arving til tronen, prins Charles.

Han testede positiv torsdag 10. februar for godt en uge siden. Det samme gjorde hans hustru, hertuginde Camilla, for en uge siden.

Det er anden gang, tronarvingen er blevet ramt af coronavirus. Prins Charles blev smittet første gang i marts 2020.

En uge efter stort jubilæum

Dronningens sygdom kommer to uger efter, at hun fejrede 70 år på tronen.

Det skarpe hjørne, som hun rundede 6. februar, skal efter planen fejres til sommer over en hel weekend i starten i juni.

Dronningen fik sin første vaccinedosis 9. januar 2021 og er med al sandsynlighed fuldt vaccineret, siger BBC's royale korrespondent.

Der er fortsat problemer med lange ventetider på hovedstadens udskældte akuttelefon.

Borgere, der ringer 1813 for at få lægehjælp, må i mange tilfælde vente længe.

Ifølge en ny opgørelse fra Region Hovedstaden måtte 17 procent af dem, der i sidste uge ringede for akut sundhedshjælp, vente mere end én time.

Det skriver Berlingske.

Avisen skriver, at ventetiderne er eksploderet hen over vinteren.

- Dybt alvorligt

Siden november har mellem 15 og 20 procent af dem, der har ringet 1813, måttet vente en time eller længere.

Kun i enkelte uger har andelen været nede på omkring ti procent.

Tallene vækker kritik fra foreningen Danske Patienter.

- Det er dybt alvorligt og skaber utryghed, når folk skal vente så længe på at komme igennem, hvis man har smerter, eller et barn har høj feber. Det er en akuttelefon, og derfor skal borgerne selvfølgelig kunne forvente at få hurtig hjælp og svar på, hvor alvorligt det er, og hvad der eventuelt skal gøres. Det hér er helt uholdbart, siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil til Berlingske.

Hovedstadens akuttelefon modtager op til 20.000 opkald om ugen.

Der har længe været problemer med de lange ventetider.

Den politiske målsætning for 1813-ordningen lyder, at langt størstedelen - over 70 procent - af opkaldene skal besvares inden for tre minutter.

Mangel på medarbejdere

De nye opgørelser viser, at der er langt til det mål. Derfor skal der udarbejdes en handleplan, som nedbringer svartiden, har det lydt fra et flertal af hovedstadens regionsrådspolitikere.

En taskforce skal lave en sådan plan klar inden sommerferien.

Det afgørende problem er ifølge de regionale politikere, at der mangler medarbejdere til at tage opkaldene.

Før jul manglede der ifølge avisen cirka 40 procent af de bemandende sygeplejersker, som der er brug for.

Fliserne på badeværelset er grålige af skidt og støv. På fællesarealerne ligger cigaretskodder, rotteekskrementer og flyttekasser side om side.

Alt det her er mug, ikke bare skidt

Mohammed Aimann, beboer

I dag danner det tidligere plejehjem Søndersø i Jonstrup rammerne for en midlertidig indkvartering af flygtninge, som Furesø Kommune står for.

Men flere af de flygtninge, som bor på det nedlagte plejehjem, mener, at forholdene direkte skader integrationen.

- Boligen er ikke egnet til, at man bor i den, siger Mohammed Aimann om det, der har været hans hjem i snart et år.

Rotter og mus på værelset

Når Mohammed Aimann går i bad i mere end tre minutter, flyder der ifølge ham kloakvand op af risten.

På de omkringliggende fliser er der mørke plamager, som har misfarvet de hvide kvadrater.

- Alt det her er mug, ikke bare skidt, siger han og peger rundt.

Fra et hul i gulvet på Mohammed Aimanns værelse kravler mus og rotter op, lyder det.

Ubudne gæster, som han også har fanget på video.

Men hvorfor gør du ikke bare rent?

- Jeg gør faktisk rent. Det bliver bare ikke mere rent, siger Mohammed Aimann.

De uhumske omgivelser gør det ifølge ham sværere at integrere sig i det danske samfund. Han har nemlig ikke lyst til at invitere folk indenfor i sit hjem:

- Hvis nogen inviterer mig hjem til sig, er der en forventning om, at jeg inviterer tilbage, og det er ikke muligt, siger han.

Mohammed Aimann er i august 2021 blevet tilbudt en anden lejlighed i bedre stand, men har afslået, fordi han helt ønsker at forlade stedet.

Uenighed om ansvar

Uden for døren til hans bolig fører en gang hen til de andre beboeres lejligheder. Lige nu bor der 14 flygtninge, der har fået asyl i Danmark, og de betaler omkring 2500 kroner om måneden for at bo på stedet. Gennem det seneste år har også fem børn haft det tidligere plejehjem som bolig.

Langs væggene står der flyttekasser, møbler og service, som formentlig hører til i køkkenet for enden af gangen. Et fælleskøkken, der er så medtaget, at Mohammed Aimann mener, at kommunen bør træde til.

- Når man tænder kogepladen for at lave mad, så lugter det. Det er ikke godt for helbreddet, siger han.

Hvorfor er det de danske skatteborgere, der skal betale for et rengøringsfirma?

- Det er meget simpelt. Jeg bor her sammen med personer fra Afrika, Eritrea og hele verden. Vi kan ikke tale sammen, og derfor kan vi ikke koordinere arbejdet, siger han.

Vi er mennesker. Vi kommer fra krig. Vi vil gerne have et godt sted

Usama Bilal, beboer Kommune: Man bør tage ansvar

Furesø Kommune deler dog ikke den holdning.

Hasan Yilmaz (S) er formand for beskæftigelse- og erhvervsudvalget i kommunen, og ifølge ham er idéen med boligerne, at de skal fungere som et bofællesskab, hvor borgerne selv gør rent.

- Det er ikke særlig pænt. Her burde man tage et ansvar. Det er en del af vores kultur, at vi tager et fælles ansvar, siger Hasan Yilmaz og ser sig om i fælleskøkkenet.

Her er dødbeskidt. Er det et sted, hvor du kunne tænkte dig at lave mad til dine børn?

- Nej, det kunne jeg absolut ikke. Men så ville jeg tage et ansvar og gøre rent selv, for man gør også rent derhjemme. Og det her er et hjem, siger formanden.

Han understreger, at boligerne var i bedre stand, da beboerne flyttede ind. Men anerkender, at kommunen skal være bedre til at vejlede og kommunikere ud, at rengøringen er et fælles projekt.

Det kræver rigtig meget at lære et nyt sprog og finde nye venner

Michala Bendixen, Refugees Welcome

Samtidig er der i kommunen problemer med at finde permanente boliger, der er til at betale – særligt for dem, som ikke har et arbejde, siger Hasan Yilmaz.

"Vi kommer fra krig"

Det er tilfældet for Mohammed Aimans 20-årige nabo Usama Bilal, som har boet i Jonstrup i to år. Han er arbejdsløs og føler, at boligen er i så dårlig stand, at det påvirker ham psykisk.

- En hund kan ikke bo her – et dyr kan ikke bo her. Vi er mennesker. Vi kommer fra krig. Vi vil gerne have et godt sted, siger han.

Samtidig mener Usama Bilal, at forholdene har indflydelse på, at han ikke kan få et job. For det påvirker ham, når han ser den dårlige tilstand, hans badeværelse og fællesarealerne er i.

Men hvorfor går du ikke ud og får et job, så kan du få et bedre sted at bo?

- Jeg mistede min mor og far i krigen. Jeg har brug for rigtig hjælp. Hvis kommunen havde taget sig ordentligt af os, var vi ikke nået dertil, hvor vi ikke havde noget arbejde eller nogen uddannelse, siger han.

Udfordring for integration

Formanden for foreningen Refugees Welcome, Michala Bendixen, kalder boligforholdene i Furesø for "umenneskelige".

Ifølge hende er det “et udbredt problem”, at kommunerne har svært ved at stille ordentlige midlertidige boliger til rådighed for flygtninge, der kommer til Danmark.

Det skyldes især den økonomiske situation, som nyankomne flygtninge står i, lyder det.

- Den ydelse, de får, inden de finder et arbejde, er jo meget lav. Så der er mange steder slet ikke råd til at betale en husleje, siger hun.

Samtidig udfordrer de dårlige boligforhold integrationen, mener formanden. For ifølge hende er det vigtigt at have en tryg og ordentlig base, når man kommer til et nyt land.

- Når man starter et nyt liv, er man nødt til at have en selvtillid og en tro på, at det nok skal gå. Det kræver rigtig meget at lære et nyt sprog og finde nye venner, siger hun.

Er det ikke folks eget ansvar at gå ud og integrere sig?

- Jo helt sikkert, og det vil de jo også gerne. Men det kræver også, at man får et udgangspunkt at starte ud fra.

Politiet i Canadas hovedstad, Ottawa, har anholdt 47 personer lørdag i et forsøg på at rydde den centrale del af byen for demonstranter og lastbiler.

Det skriver politiet på Twitter.

Den canadiske tv-station CBC og andre medier skriver, at politiet har anvendt peberspray mod demonstranterne.

Politiet oplyser selv, at der ikke er brugt tåregas, men at der er anvendt et "kemisk irritament".

Det er sket "i et forsøg på at stoppe aggressiv adfærd og for betjentenes sikkerhed", skriver politiet på Twitter.

Siden fredag er 38 køretøjer blevet slæbt væk fra bymidten, oplyser politiet. Andre chauffører har selv kørt deres lastbiler væk.

Smadrer ruder til lastbiler

Arrangørerne bag den selvudnævnte "frihedskonvoj" beskylder politiet for at være gået meget hårdhændet til værks.

I nogle tilfælde har politifolk smadret ruder i lastbilerne for at anholde folk, der havde låst sig inde.

Politiet mener, at demonstranter har fået et tilpas varsel om at opløse demonstrationen og forlade området.

- Vi bad jer forlade stedet. Vi gav jer tid til at forlade stedet. Vi gik langsomt og metodisk frem, men I var aggressive over for betjentene, lyder det i en Twitter-besked, som politiet har postet til lastbilchaufførerne.

Har stået på i tre uger

Omkring 100 personer blev anholdt fredag.

De lastbilchauffører, som deltager i protesten, er utilfredse med den canadiske regerings vaccinekrav.

Demonstranterne har i mere end tre uger parkeret lastbiler og andre køretøjer på strategiske steder i Ottawa for at lamme byens infrastruktur.

Blandt andet har de forsøgt at blokere adgangen til parlamentet og premierminister Justin Trudeaus kontor.

Ukraine er Europas skjold mod den russiske hær og fortjener stærkere international støtte.

Det siger Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, i en tale på den årlige sikkerhedskonference i München lørdag.

- I otte år har Ukraine været et skjold. I otte år har Ukraine holdt en af verdens mægtigste hære tilbage, siger han med henvisning til konflikten i det østlige Ukraine med russisk støttede separatister.

Zelenskij retter en kritik mod andre lande, som i hans øjne ikke har givet Ukraine den militære støtte, der er nødvendig i lyset af den voksende trussel fra Rusland.

Den hjælp, Ukraine indtil videre har fået, er "som hostesaft i stedet for en god coronavaccine", siger han ifølge dpa.

Efterspørger tidsplan for NATO-medlemskab

Zelenskij kalder samtidig vestlige ledere "eftergivende" over for Rusland. Og han beder om en tidsplan for, hvornår Ukraine kan blive medlem af NATO.

- Ukraine har fået sikkerhedsgarantier efter at have skrottet verdens tredjestørste atomarsenal. Vi har ingen våben og ingen sikkerhed, siger han.

- Men vi har ret til at kræve et skifte væk fra en eftergivende politik til en, der garanterer sikkerhed og fred, siger han til de øvrige stats- og regeringschefer på konferencen i München.

Rusland har sagt, at nogle af de store militærøvelser, der finder sted ved den ukrainske grænse, er ved at blive afviklet.

Men USA siger, at efterretninger tyder på, at der blot kommer flere soldater til. Den seneste vurdering lyder på, at der er omkring 150.000 russiske soldater langs Ukraines grænser mod øst, nord og syd.

Hverdagen i Ukraine fortsætter

Selv om situationen er spændt på grund af truslen om russisk invasion, forsøger ukrainerne så vidt muligt at fortsætte dagligdagen som normalt, siger Zelenskij.

- Vi er ikke klar til at lægge os ned i kisterne og vente på, at de udenlandske soldater kommer, siger han.

- Vi kan ikke forblive passive. Vi kan ikke gå rundt hver dag og sige, at nu kommer krigen. Kan man have stabilitet i sådan et land?, spørger han.

Vil mødes med Putin

Zelenskij siger videre, at han gerne vil mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin.

- Jeg ved ikke, hvad den russiske præsident vil have. Af den grund foreslår jeg, at vi mødes, siger han ifølge AFP.

Rusland har ikke sendt delegerede til årets sikkerhedskonference i München, skriver nyhedsbureauet TT.