Flere eksperter bakker op om kortere isolation

Flere danske eksperter anbefaler nu, at man forkorter isolationsperioden for smittede med coronavirus.

Det sker, efter at erhvervslivet og flere borgerlige partier har slået på tromme for det samme, så medarbejdere kan komme hurtigere tilbage til arbejde.

Det er en stor belastning for erhvervslivet

Per Larsen, sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti

En af eksperterne er Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.

Han kalder det "en rigtig god idé" at forkorte isolationsperioden til fem dage. Eller endda tre dage, hvis man ikke har symptomer og på tredjedagen kan tage to negative lyntest med 12 timers mellemrum – for eksempel aftenen og morgenen før man ønsker at komme tilbage på arbejde.

- Det her vil få folk tilbage på arbejdsmarkedet, og risikoen (for at smitte andre, red.) er lille i en situation, hvor der i forvejen er udbredt smitte i samfundet, siger han til TV 2.

Opfordrer til at passe på bagefter

Eskild Petersen tror ikke, at en kortere isolationsperiode vil bidrage til at presse smittetallene i vejret.

- Der er ingen tvivl om, at smitten ruller ud over landet for fuld kraft. Men hvis man er vaccineret eller har haft en tidligere infektion, er man beskyttet, og hvis man tilmed har to negative test, tror jeg ikke, det vil påvirke smittetallet, siger han.

Og han bakkes op af Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet.

- Jeg tror, det vil give mening at ændre isolationsperioden og så målrette testindsatsen mod de arbejdspladser, hvor man arbejder med sårbare borgere, siger han til TV 2.

Men han understreger, at det kræver en meget stærk kommunikation om, hvordan man skal opføre sig i dagene bagefter.

For eksempel kan myndighederne opfordre til, at man bruger mundbind og holder afstand til sårbare borgere.

Ser mod andre lande for inspiration

I andre lande har man allerede forkortet isolationsperioden for folk, der har været smittet med coronavirus.

I Finland valgte man i sidste uge at halvere isolationsperioden fra ti dage til fem dage. Det samme har man gjort i England og USA - så længe man de efterfølgende fem dage bærer mundbind i nærheden af andre i USA.

Det her vil få folk tilbage på arbejdsmarkedet

Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme

Og de eksempler bør Danmark følge, mener Venstre og Det Konservative Folkeparti.

- Når man kan forkorte isolationsperioden i andre lande, bør man også kunne gøre det i Danmark. Togselskaberne døjer med, om de har togførere nok, og i daginstitutionerne er der mangel på personale. Det er en stor belastning for erhvervslivet, siger sundhedsordfører Per Larsen (K) til TV 2.

70 procent flere syge medarbejdere

Dansk Industri har lavet en undersøgelse, der viser, at der netop nu er 70 procent mere sygefravær, end der normalt er på denne tid af året.

- Det påvirker en masse virksomheder som slagterier og anden produktion, hvor man ikke kan arbejde hjemmefra, siger Henriette Søltoft, der er vicedirektør i Dansk Industri.

Hver dag hører hun om virksomheder, der har problemer med karantæneramte medarbejdere.

- Det, tror jeg, vi alle sammen kender masser af eksempler på. Vi har dagligt kolleger, der er sygemeldte, og som ikke har nogen symptomer, men som er nødt til sidde derhjemme og følge isolationsreglerne, siger hun.

Fornuftigt at genindføre behandlingsgaranti, mener sundhedsøkonom

Mindre end tre uger efter udrednings- og behandlingsgarantien blev suspenderet fra 3. januar, bliver den nu genindført fra fredag.

Det er en god idé, mener Jes Søgaard, der er sundhedsøkonom og professor på Syddansk Universitet.

- Jeg synes, at det var fornuftigt at suspendere behandlingsgarantien, og jeg synes også godt, man kan sætte den i gang igen på fredag, siger han til TV 2.

Behandlings- og udredningsgarantien indebærer, at patienter, der er blevet henvist til behandling på et sygehus, har ret til udredning og behandling inden for 30 dage.

Indlæggelsestal er afgørende

Baggrunden, for at myndighederne har valgt at genindføre garantien, er, at tallene for indlæggelser med covid-19 ikke er steget så voldsomt som smittetallene.

Sådan lød det tirsdag i en pressemeddelelse, hvor Sundhedsstyrelsen offentliggjorde nyheden.

- Selvom vi har høje smittetal, er antallet af indlagte ikke steget i samme grad, og på intensiv har vi set et fald. Derfor er det positivt, at vi kan genindføre patientrettighederne nu, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Tirsdag var 810 personer indlagt med coronavirus. 49 af dem på intensivafdelinger.

Skepsis hos overlæge

Hos de danske læger er der dog skepsis i forhold til at genindføre udrednings- og behandlingsgarantien.

- For mig virker det meget paradoksalt, at vi netop i dag har en rekord i smittetallene, vi ser stigende smitte blandt personalet, og så skal vi også levere på behandlingsgarantien, siger overlæge Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

Men Jes Søgaard synes, at det giver god mening at genindføre garantien nu.

- Vi har nu den sikkerhed for, at der ikke er den sammenhæng mellem indlæggelses- og smittetrykket, som vi var usikre på for 14 dage eller tre uger siden, siger Jes Søgaard.

Han mener ikke, stigende smittetal blandt personalet er et problem i forhold til at genindførslen.

- Man kan for eksempel lade privathospitaler modtage de her patienter. Der er jo ikke akut mangel på personale ret mange steder, siger Jes Søgaard.

Udrednings- og behandlingsgarantien nåede at være suspenderet i to en halv uge, og det har bidraget til den pukkel af behandlinger, som sygehusene har skubbet foran sig.

- Det tager nok et stykke tid at få dem afviklet. Vi skal nok et sted hen i nærheden af sommerferien, før vi har fået dem afviklet, siger Jes Søgaard.

Men ifølge professoren viser erfaringen dog, at det går stærk, når først de offentlige og private sygehuse tager fat.

Hongkong beordrer hamstere aflivet efter smitte i kæledyrsbutik

Myndigheder i Hongkong har beordret tusindvis af hamstere aflivet, efter at der i en kæledyrsbutik er fundet spor af covid-19 hos 11 af de små gnavere.

Det skriver det britiske medie BBC.

Personer, der har købt en hamster i butikken Little Boss siden 22. december, er blevet bedt om at overdrage dyret til myndigheder for aflivning.

Det var et tilfælde af smitte med varianten Delta hos en medarbejder i dyreforretningen, der fik myndighederne til at gribe ind.

Hundredvis af dyr i butikken blev testet for covid-19.

11 af prøverne var positive.

Embedsfolk siger, at det kan være et eksempel på overførsel af smitte fra dyr til mennesker.

Det er dog ikke en forklaring, som bygger på forskningsresultater.

Ikke videnskabeligt bevis for smitte fra dyr

Videnskabsfolk rundt om i verden og også sundheds- og veterinærmyndigheder i Hongkong har sagt, at der er ikke er beviser på, at dyr spiller en større rolle med hensyn til smitte med coronavirusset hos mennesker.

Men regeringen i Hongkong har under hele pandemien fulgt en strategi med "nultolerance" over for covid-19. Derfor bliver der ikke taget nogen chancer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Millioner af mennesker rundt om i verden har kæledyr, og der har ikke været nogen bekræftede sager om kæledyr, der videregiver smitte til mennesker. Den teoretiske risiko er der, men det sker bare ikke, siger Vanessa Barr, professor i dyrevelfærd på City University of Hongkong.

Da dyrene fra Little Boss blev transporteret væk i kasser, havde en større menneskemængde samlet sig foran butikken.

Underskriftindsamling mod aflivning

Myndighederne offentliggjorde beslutningen om aflivning tirsdag. Siden har tusindvis af personer ifølge BBC sat deres navn på en underskriftsindsamling mod tiltaget.

Det er kun hamstere fra Little Boss, der ser ud til at være smittet. Hos andre af butikkens dyr som kaniner og chinchillas er der ikke fundet covid-19.

Men som et "forebyggende tiltag" skal omkring 2000 hamstere fra 34 kæledyrsbutikker i Hongkong aflives. Det vil ifølge myndighederne ske "humant", skriver nyhedsbureauet Reuters.

Blandt dyreværnsgrupper er der nervøsitet for, at folk vil forsøge at slippe af med deres kæledyr.

- Vi opfordrer ejere af kæledyr til ikke at gå i panik og efterlade deres dyr, hedder det i en meddelelse fra Society for the Prevention of Cruelty to Animals (SPCA), der driver flere dyrlægeklinikker i millionbyen.

I slutningen af 2020 blev millioner af mink i Danmark beordret aflivet af regeringen, efter at der i besætninger i Nordjylland var fundet mutationer af coronavirusset, der ikke var set før.

Antallet på intensiv falder – men samfundet står snart med et andet problem, vurderer professor

Det burde være godt nyt, at de rekordhøje smittetal ikke afspejler sig i antallet af indlagte og danskere, der bliver alvorligt syge med covid-19.

Tirsdag er der registreret 33.493 nye smittetilfælde i Danmark, hvilket er det højeste antal til dato. Der er dog i den seneste tid sket et fald i antallet af coronasmittede, der er så syge, at de skal indlægges på intensiv.

For selvom de nuværende 810 indlagte patienter er det højeste denne vinter, er antallet af intensivpatienter og respiratorbrugere på det laveste niveau i flere uger. 49 personer er på intensiv, mens 29 af dem får hjælp af respirator.

Men selvom de rekordhøje smittetal ikke direkte belaster sundhedsvæsnet, så påvirker de mange smittede stadig vores samfund i og med, at de skal isoleres og ikke kan møde på arbejde.

Og det kan blive et problem, påpeger Hans Jørgen Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Ikke tid til lempelser

Selvom statsminister Mette Frederiksen (S) mandag kom med udmeldingen om, at tiden var til at "genoverveje" hele tilgangen til coronapandemien, mener Hans Jørgen Kolmos ikke, at man på nuværende tidspunkt bør slippe bremsen.

- Jeg mener ikke, at tiden er til at lempe yderligere, og det skyldes, at vi kommer til at se rigtig mange smittede og dermed mange hjemsendte, siger han til TV 2.

Han mener ikke, at samfundet vil kunne følge med, hvis smitten får mere frit spil, end den har nu.

- Hvis vi forestiller os Magnus Heunickes grønne og orange kurver, så kan vi nu overføre dem til samfundet snarere end sundhedsvæsnet, siger Hans Jørn Kolmos.

Hans Jørn Kolmos vurderer, at vi endnu ikke har set de højeste smittetal, og forudser, at smitten vil fortsætte med at stige ind i februar.

Statens Serum Institut vurderede kort før nytår, at smitten denne vinter kunne komme op på 45.000 daglige smittede.

Isolation er et vigtigt redskab

Ifølge Hans Jørn Kolmos bliver det største problem i den kommende tid de mange hjemsendte – og altså ikke alvorligt syge og indlagte på intensiv.

- Der skal være folk til at gå på arbejde for at passe vores børn og ældre, i sundhedsvæsenet og i erhvervslivet generelt. Når så mange mennesker hver dag testes positive og skal i isolation, er det noget, man kommer til at mærke ude i samfundet, siger Hans Jørn Kolmos.

Isolation er ikke noget, vi gør for sjov

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi

Flere steder i verden har man som svar på netop den udfordring afkortet isolationsperioden for folk, der har været smittet med coronavirus.

13. januar forkortede Storbritannien isolationsperioden fra syv til fem dage, og mandag forkortede Israel perioden fra ti til fem dage. Tirsdag kom Dansk Erhverv med samme opfordring.

- Det er et stort problem, hvis der går uforholdsmæssigt lang tid, før en medarbejder kan vende tilbage sit job. Det er på den baggrund, at vi gerne vil have forkortet isolationstiden, så medarbejderne kan komme hurtigere tilbage på arbejde, lød det fra Brian Mikkelsen til Politiken.

Men det mener Hans Jørn Kolmos ikke, vi uden videre kan gøre. Han mener i stedet, at vi bør fastholde nogle restriktioner.

- Isolation er ikke noget, vi gør for sjov. Det er et vigtigt tiltag i forhold til at bryde smittekæder, og jeg mener, vi skal tænke os rigtig godt om, inden vi slækker på isolationskrav, siger han.

I Danmark er reglerne for isolation således, at du kan bryde isolation efter syv dage, hvis du er symptomfri. Har du haft symptomer, kan du bryde isolation 48 timer efter, dine symptomer er væk, eller efter 10 dage, hvis du føler dig "betydeligt bedre".

Mange arbejdspladser har aldrig set noget lignende

Pernille Knudsen, Dansk Arbejdsgiverforening Flere sektorer har været ramt

Viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Pernille Knudsen siger til TV 2, at arbejdsgiverne allerede nu står med et problem med sygemeldinger uden fortilfælde.

- Mange arbejdspladser har aldrig set noget lignende, og det kommer oveni en periode med generel manglende arbejdskraft. Det har økonomiske konsekvenser og kan komme til at koste jobs i fremtiden, siger Pernille Knudsen.

DA mener, at en løsning på problemet kan være at se på regler for isolation.

- Vi skal måske snart begynde at kigge på, om vi er for restriktive, når det kommer til, hvem der skal blive hjemme og hvor længe, selvfølgelig på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde, siger Pernille Knudsen.

Der har den seneste tid været flere historier om offentlige arbejdspladser, der har været særdeles hårdt ramt af coronarelaterede hjemsendelser.

Landets daginstitutioner har siden starten af året været meget pressede af massiv smitte blandt personalet. BUPL har ytret ønske om at få suspenderet pasningsgarantien, og kommuner har måttet rette henvendelse til Børne- og Undervisningsministeriet for at få lov til at nedsætte serviceniveauet.

I sidste uge måtte 400 ældre i Odsherred Kommune undvære rengøring på grund af massivt coronafravær i kommunens hjemmepleje.

Bør en selvtest tages i halsen og ikke i næsen? Distributør fraråder

Selvtest er egentlig beregnet til næsen. Men nu debatteres det, om hjemmekittene giver mere korrekte resultater, hvis man i stedet fører vatpinden ned i halsen.

Tirsdag morgen kunne TV 2 fortælle om en kvinde, der testede negativ, da hun selvtestede sig i næsen. Da hun derefter skiftede til halsen, blev hun positiv.

Siden er TV 2s indbakke blevet bestormet af læsere, der har gjort kunsten efter – med samme udfald.

Fra internationale eksperter lyder det da også ifølge Politiken, at Omikron-varianten primært sætter sig i halsen, og at det derfor giver mening først at pode sig i halsen og dernæst i næsen med den samme podepind.

Men hvad siger de danske myndigheder og distributører – er det en god ide?

"Der er noget om snakken"

Det er Statens Serum Institut (SSI), der vejleder Sundhedsstyrelsen om retningslinjerne på området. TV 2 har derfor henvendt sig til instituttet for at høre, hvordan myndighederne forholder sig til de forskellige svar, alt efter om vatpinden bruges i næse eller hals.

I et skriftligt svar fra presseafdelingen udtaler Claus Nielsen, chef i SSI’s afdeling for Virus og Mikrobiologisk Specialdiagnostik:

- Jeg tror, der er noget om snakken. Det forlyder blandt andet, at der er forskel på udskillelsen af Omikron i forhold til Delta i mund/svælg kontra næse. Specielt i begyndelsen af infektionen med Omikron udskilles mere virus i mund/svælg i forhold til næse (dette er nok omvendt med Delta), lyder det.

Men samtidig skriver presseafdelingen, at SSI ikke forholder sig til, hvilke praktiske konsekvenser det skal have i forhold til testning.

For at blive klogere på det praktiske, har TV 2 derfor spurgt fire distributører af hurtigtest, der blandt andet bruges til hjemmetest, om vatpinden i næsen er på vej til at blive fortid.

Opfordrer ikke til podning i halsen

Samstemmende henviser de til, at testene til hjemmebrug kun er godkendt til podningen i næsen og ikke må bruges i halsen. Opfordringen er derfor ikke, at man som privatperson eksperimenterer med at stikke vatpinden i halsen.

En af distributørerne er selskabet Medkoncept A/S, der importerer hjemmetest fra den franske medicinalvirksomhed Biosynex.

Her forklarer lægelig direktør Preben Joffe, at Biosynex er i gang med at undersøge, hvilket podested der er det mest optimale i forhold til selvtestning. Resultaterne forventer han inden for en uge.

Lignende data foreligger imidlertid for den professionelle udførsel af testen, hvor både podning fra næse og hals er godkendte steder til vatpinden.

En længere proces

Men selv hvis undersøgelserne for selvtesten viser, at halspodning er bedre til at opfange virussen, er der lang vej til, at det kunne blive en eventuel opfordring til danskerne, understreger han.

- Først hvis myndighederne også giver tilladelse, kan producenten ændre podestedet til også at omfatte svælget ved selvtestning, siger han og bruger en bil-analogi til at forklare processen:

- Hvis du har en Mercedes og gerne vil sætte nogle andre bremser på, kan du heller ikke bare gøre det selv. Bremserne skal først være både testet og registreret hos myndighederne, siger Preben Joffe.

Dermed dog ikke sagt, at folk ikke kan skifte bremser – eller tage en hjemmetest i halsen – uden myndighedernes grønne lys.

- At du alligevel gør det med Birger Bomstærk nede på værkstedet, kan man jo ikke kontrollere, siger han.

Den lægefaglige direktør har svært ved at forestille sig, at myndighederne er ivrige efter at få danskerne til at selvteste i halsen.

- Det kan give opkastfornemmelse, det er mere invasivt, og mange rammer ikke rigtigt, da de som en refleks lukker munden. Det er ikke nemt at teste sig i svælget, siger han.

Lægeforeningen: Det bliver udfordrende at leve op til garanti

Lægeforeningen mener, at genindførslen af udredningsgarantien kommer på et paradoksalt tidspunkt.

- Vi har rekordmange dagligt smittede og ser også udtalt coronasmitte blandt personalet i et sådant omfang, at vi dagligt må tage stilling til, om vi kan nå rundt om alle opgaver, siger Camilla Rathcke, der er formand i Lægeforeningen.

Regeringen har besluttet at genindføre udrednings- og behandlingsgarantien fra 21. januar. Garantien har været suspenderet siden 3. januar.

Udrednings- og behandlingsgarantien betyder, at patienter, der henvises fra deres praktiserende læge, inden for 30 dage enten skal have stillet en diagnose eller have en plan for det videre udredningsforløb.

Fra man er blevet udredt, har man krav på behandling inden for 30 dage. Hvis det offentlige ikke kan klare det inden for de 30 dage, har man ret til at få behandling på et privathospital.

Hospitaler bliver udfordret

Camilla Rathcke mener, at hospitalerne bliver udfordret, når det kommer til at leve op til garantien.

- Vi vil være rigtig udfordrede af det her, og vi vil som læger gerne behandle patienter så hurtigt, som vi kan.

- Men vi er udfordrede på at skulle leve op til nogle garantier, når vi aktuelt synes, at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen i den situation, som vi er i nu, siger hun.

Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, siger desuden i et tweet fra foreningen, at det slet ikke er det rigtige tidspunkt at genindføre behandlingsgaranti.

Stadig stort pres

Genindførslen af udrednings- og behandlingsgarantien sker, fordi Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

I en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) blandt andet, at antallet af indlagte ikke er steget i samme grad som antallet af smittede, og at antallet af intensivpatienter er faldet.

- Det er rigtig glædeligt, at vi har en omikronvariant, der ikke giver det samme pres på intensivområdet.

- Men vi har stadig et ret stort pres på indlæggelser generelt, siger Camilla Rathcke.

Tirsdag er 49 personer smittet med corona indlagt på en intensivafdeling.

Suspensionen af udrednings- og behandlingsgarantien skulle oprindeligt gælde til og med 30. januar.

Camilla Rathcke mener, at man burde have taget bestik af situationen i løbet af den kommende uge og have truffet en beslutning derefter.

- Vi har ikke behov for, at der skal være en suspension længere tid end højst nødvendigt, men vi har heller ikke behov for at få den genindført på et tidspunkt, hvor det er svært nok at leve op til alle de opgaver, der er, siger hun.

Dagens overblik: Rekordmange smittede og stigende kontakttal – men politikerne er stadig rolige

Hvad sker der for, at der dukker pingviner op rundt omkring i det sydlige Jylland? Senest i Aabenraa, men også i Fredericia, Vejle og Kolding.

Det kunne lyde som en historie fra de varme lande – men det er det nu ikke. Pingvinerne er heller ikke rigtige levende pingviner, men kunstværker, og kunstneren, der står bag, er anonym.

Velkommen til dagens overblik.

33.493 personer registreret smittet

Vi lægger ud med et par coronanyheder. Gårsdagens rekord blev nemlig skiftet ud med en ny, da der tirsdag blev registreret 33.493 nye smittetilfælde med coronavirus. Det er det højeste antal under hele pandemien.

14 personer er døde med virussen, mens indlæggelsestallet stiger med otte til 810. Dog falder antallet af intensivpatienter til 49.

Samtidig er kontakttallet – altså det tal, der siger noget om, hvor mange man giver smitten videre til – steget. Det lægger nu på 1,2. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) melder tallet ud hver tirsdag, og han er stadig optimistisk.

Færre senfølger ved Omikron-smitte

Noget tyder på, at personer smittet med Omikron-varianten har mindre risiko for at døje med senfølger end personer, der har været smittet med Delta-varianten.

Det er det positive billede, der tegner sig, fortæller Ejvind Frausing Hansen, der er forskningsleder på en senfølgeundersøgelse fra Hvidovre Hospital samt overlæge ved Lungemedicinsk Afdeling.

Han forventer, at omkring én procent af dem, der har haft Omikron, vil få senfølger. Til sammenligning er tallet 10 procent for dem, der har været smittet med Delta-varianten.

Ny formand for EU-Parlamentet

EU-Parlamentet har fået ny formand. Der er tale om Roberta Metsola fra Malta, som fylder 43 år i dag.

Sidste uge døde forhenværende parlamentsformand David Sassoli, og det er ham, hun overtager posten fra. Hendes formandskab blev vedtaget ved en afstemning, og hun skal sidde de næste to og et halvt år.

Men hun er ikke helt ukontroversiel. Hun er blandt andet mod fri abort og har raget uklar med flere centrum-venstre-parlamentsmedlemmer.

Coronahåndtering skal gentænkes

Vi genbesøger lige corona for en kort stund – heldigvis også med et positivt fortegn denne gang.

De nuværende restriktioner og coronahåndteringen skal helt generelt genovervejes. Så tydeligt kunne Mette Frederiksen sige det til Go’ Aften Live på TV 2 og Ekstra Bladet mandag.

Vi har lavet et overblik over, hvad alle partier ønsker sig for håndteringen af coronavirus fremover. Spoiler-alert: Venstre vil tilbage til det Danmark, vi havde før pandemien.

Breivik irettesat i retten

Anders Behring Breivik er idømt 21 års fængsel efter drab på 77 mennesker på Utøya og i Oslo i terrorangrebet 22. juli 2011. Dommen var ledsaget af et krav om afsoning på minimum 10 år. De er oprandt nu, og derfor kan han søge prøveløsladelse, hvilket han også har gjort.

Da han blev ført ind i retssalen i det topsikre fængsel syd for Oslo, hvor han afsoner, havde han klistret et papir med et påtrykt politisk budskab på sin taske, som han viste frem for den fremmødte presse. Han heilede også to gange.

Efter der kun var gået få minutter af retssagen, irettesatte dommeren den terrordømte Breivik, fordi den dømte igen viste budskaber frem.

Der er sat tre dage af til retssagen.

***

Snip, snap, snude, så er overblikket ude. Læs med igen i morgen.

Forskere efterlyser en langsigtet coronaplan: – Lige nu har vi et sigte på 14 dage

Lige nu genovervejer regeringen, måden vi i Danmark håndterer coronasitutationen på. Både i forhold til de nuværende restriktioner, men også situationen ”i det hele taget”.

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med Ekstra Bladet mandag, uden at hun blev mere konkret.

Spørger man flere eksperter, er det da også på tide, at regeringen nu kaster et blik på, hvordan pandemien skal håndteres i fremtiden.

- Coronahåndteringen lige nu har et sigte på en uge til 14 dage. Vi springer fra tue til tue, og så siger vi: "Nu forlænger vi restriktioner så og så lang tid, og så tager vi stilling til dem på det tidspunkt," siger Jens Lundgren, der er overlæge og professor i infektionsmedicin, til TV 2.

Lundgren anerkender, at det er en fornuftig måde at løse de kortsigtede udfordringer på.

- Men vi har stadig til gode at diskutere, om vi har bygget vores infrastruktur op relevant og hensigtsmæssigt for at håndtere pandemien på længere sigt, siger han.

Hvad skal lukke først og sidst?

Allerede i september 2021 fremlagde han sammen med en række kolleger en over 100-sider lang rapport, som gav et bud på, hvordan pandemien kan håndteres på lang sigt.

I rapporten skrev eksperterne blandt andet, at vi i Danmark kommer til at leve med coronavirus de kommende år og anbefalede derfor, at vi anlægger en beredskabsstrategi, så eventuelle forværringer i epidemien kan håndteres.

Siden hen kom Omikron og førte til nye restriktioner, men eksperterne savner fortsat en langtidsplan fra politisk hånd.

En sådan plan efterlyste Jens Lundgren derfor på ny mandag aften i Berlingske.

I koret meldte også professor i folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet Theis Lange sig.

Selvom vi endnu ikke ved, om der næste vinter bliver behov for restriktioner, mener han, at vi allerede nu bør lave en prioriteret liste over, hvilke ting der eventuelt skal lukke og åbne først.

- Der er ikke nogen, der på forhånd kan sige, hvor slemt det bliver, og om det bliver nødvendigt, men man kan godt på forhånd for eksempel sige: "Skoler holder vi åbne længere tid end kulturlivet, som holder længere tid åbent end natteliv" – for eksempel, siger han til TV 2.

Jeg har svært ved at forestille mig, at man skulle begynde at tage vacciner om sommeren

Professor Theis Lange Slem som en influenza?

Skulle Theis Lange sætte sine penge på noget, vil han mene, at coronavirussen bliver en ”influenzalignende sygdom”, når samfundet igen åbner helt.

- Ikke fordi den er biologisk lignende, men fra et samfunds-impact-perspektiv bliver det noget, der kommer til at minde om influenza.

Derfor tænker folkesundhedsprofessoren også, at den nye langsigtede strategi ikke kun bør handle om coronavirus, men også om eksempelvis influenza.

- Tidligere accepterede vi bare, at der på et dårligt influenza-år kunne dø 3000 personer. Der var ikke nogen, der sagde: ”Gud, hvad er det, der foregår”.

Også professor Jens Lundgren ser et behov for, at den langsigtede plan vægter en lang række faktorer, der ikke direkte handler om corona, op mod hinanden.

- I forhold til hvordan man håndterer pandemien, skal den vægte de sundheds- og smittemæssige forhold samt økonomi, trivsel, folkesundhed og den personlige frihed, siger han.

Jens Lundgren er dog påpasselig med at sammenligne covid-19 med influenza.

- Det er første gang i nyere tid, at verden har en coronapandemi. Hvordan slutspillet i en coronapandemi er - altså hvornår den ebber ud - det ved jeg ikke. Vi kan overføre noget erfaring fra influenza formentlig. Men vi har faktisk aldrig prøvet det før.

Fortsætter vi med at teste?

Ifølge professor Theis Lange bevæger vi os hen i en etape af pandemien, hvor coronavirus ikke længere bør have særstatus – i hvert fald ikke så længe Omikron er den dominerende variant.

Set i det perspektiv kunne mediernes daglige coronatal eksempelvis blive ledsaget af influenzatal eller tal for tabte leveår på grund af rygning, siger han.

Adspurgt om han tror, at vi i fremtiden skal lade os teste, som vi gør nu, lyder svaret:

- Det skal vi i hvert fald resten af foråret, det er klart. Vi har allerede indkøbt mange af testene, og det hjælper på reduktion af coronabyrden, og det redder liv.

Om vi skal lade os teste på den anden side af foråret, har han svært ved at komme med et konkret bud på.

Og hvad med vaccinerne?

Hvorvidt vi fortsat skal lade os vaccinere en gang eller to om året, tør Theis Lange ikke spå om. Svaret bliver vi dog klogere på de næste par måneder, tror han.

Med en langsigtet strategi vil vi også skulle se på, hvem og hvornår det egentlig giver mening at vaccinere, siger han.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at man skulle begynde at vaccinere om sommeren. Der kan være noget omkring timingen, som vi skal blive lidt bedre til, siger Theis Lange med henvisning til, at coronavirus spreder sig mere om vinteren, hvor folk samles indenfor.

Selvom lyset for enden af tunnelen kommer tættere og tættere på, maner professor Jens Lundgren afsluttende til besindighed.

- Vi er midt i en pandemi, og det bliver vi nødt til at forholde os til, selvom det er svært. For hovedparten af verdens befolkning lever stadigvæk i forskellige grader af undtagelsestilstand.

Og en ting har han lært igennem mange års håndtering af infektionssygdomme.

- Du skal aldrig undervurdere din fjende, siger han.

TV 2 har uden held forsøgt at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om regeringens langsigtede planer for coronahåndteringen.

Behandlingsgarantien genindføres fra fredag

Udrednings- og behandlingsgarantien bliver genindført fra fredag.

Det skriver Sundhedsministeriet tirsdag aften i en pressemeddelelse.

- Samlet set finder Sundhedsstyrelsen, at sygehuskapaciteten aktuelt ikke er kritisk udfordret af covid-19. På baggrund af den sundhedsfaglige vurdering ønsker regeringen at genindføre patientrettighederne snarest muligt og forventer, at dette kan gøres fra fredag 21. januar, lyder det.

Garantien har været sat ud af kraft siden 3. januar på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen.

Den sikrer patienter retten til at vælge et privathospital, hvis de ikke kan blive undersøgt eller behandlet på et offentligt sygehus inden for 30 dage.

"Sundhedsmæssigt forsvarligt"

Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det "vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at genindføre" rettighederne, skriver ministeriet.

- Selvom vi har høje smittetal, er antallet af indlagte ikke steget i samme grad, og på intensiv har vi set et fald. Derfor er det positivt, at vi kan genindføre patientrettighederne nu, udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

Regeringen forventer derfor heller ikke, at der er grund til at aktivere aftalen om de midlertidige 300 kommunale pladser, der var blevet indgået for at afhjælpe kapaciteten på sygehusene. Aftalen skulle træde i kraft, hvis epidemien kom ud af kontrol.

Partierne i blå blok har de seneste dage presset på for at få genindført garantien.

Mette Frederiksen sagde det mandag

Mandag talte statsminister Mette Frederiksen (S) med seere i programmet Go' Aften Live, hvor hun blandt andet sagde, at patientrettighederne skulle genindføres så hurtigt som muligt.

- Det er helt afgørende, at vi i de kommende år prioriterer velfærden og, for at sige det direkte, ikke bruger pengene på alt muligt andet, sagde hun til et seerspørgsmål om fertilitetsbehandling.

Seeren havde haft tre ufrivillige aborter det seneste år, og kaldte den seneste tid noget af det "mest forfærdelige", mens hun ventede på at blive udredt.

Mette Frederiksen understregede, at pengene til området er der, men at det kræver politisk vilje.

- Vi skal have genindført patientrettighederne, og de sidder og kigger i Sundhedsministeriet lige nu på, hvor hurtigt vi kan få det gjort, lovede Mette Frederiksen.

Rekordsmitte tirsdag

Tirsdag blev der registreret rekordhøje smittetal i Danmark. Lige knap 33.500 personer blev registreret smittet med coronavirus.

Men samtidig fortsætter den seneste tids trend med et fald i antallet af smittede, der er så syge, at de skal indlægges på intensivafdelingerne.

Ifølge Hans Jørgen Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, ser vi derfor nu ind i en ny udfordring.

- Nu er problemet faktisk ikke så meget de indlagte. Nu er problemet faktisk antallet af smittede, der bliver nødt til at være hjemme i isolation, sagde han tidligere tirsdag.

Mange af dem vil ikke kunne møde på arbejde, uddybede han. Og derfor kan det blive et problem, at der ikke vil være nok medarbejdere i det offentlige, der kan gå på arbejde uden at smitte andre, vurderede Hans Jørn Kolmos.

Han anslog, at der meget vel kan komme op mod 45.000 daglige smittetilfælde, sådan som Statens Serum Institut vurderede det kort før nytår.

Video fra kristen kæmpefest vækker forargelse i Australien

Musikken pumpede under teltdugen.

Foran scenen dansede og hoppede glædesfyldte unge rundt tæt mellem hinanden. De kastede armene i vejret i takt med beatet, og der blev skrålet med.

Det lignede på alle måder en traditionel musikfestival.

Men det var det ikke, fastslår arrangøren, den australske megakirke Hillsong, efter videooptagelser fra kirkens ungdomslejr de seneste dage har vakt stor vrede i Australien.

Landet er ligesom mange andre lande i øjeblikket underlagt restriktioner og oplever rekordhøje smittetal.

Situationen bliver ikke bedre af, at ingen af de deltagende unge tilsyneladende bar mundbind.

Derudover har videoerne vakt opsigt, fordi ungdomslejren blev afholdt i delstaten New South Wales, der tidligere på måneden indførte et forbud mod sang og dans ved musikfestivaler, i natklubber og på andre spillesteder for at mindske smittespredningen.

Minister var chokeret

Religiøse arrangementer er dog undtaget fra de nye regler.

Men det var ikke scener som dem fra Hillsong-lejren, som myndighederne havde forestillet sig.

Delstatens premierminister, Dominic Perrottet, udtalte fredag, at han var "fuldstændig chokeret" over det, han så på videoerne, og at han til fulde forstod den frustration og vrede, som mange andre har følt.

Perrottet henviste til, at alle har gjort store ofre de seneste to år under pandemien.

- Selv hvis det teknisk set var inden for reglerne, var det bestemt ikke i reglernes ånd, sagde han ifølge News.com.au.

Også delstatens sundhedsminister, Brad Hazzard, var ude med riven, da han mente, at der var tale om et klart brud på reglerne.

Kirke har undskyldt

Fredag udsendte Hillsong-kirken en erklæring, hvor de gjorde det klart, at der på ingen måde var tale om en musikfestival.

Ungdomslejren har et kristent fokus med faste tider til bøn, mens sang og musik kun udgør en mindre del af begivenheden, lød det blandt andet. Omkring 200 unge deltog.

- Men vi beklager, at vi på nogen måder har givet indtryk af, at vi ikke tager vores del af ansvaret for at holde New South Wales sikker, og vi undskylder oprigtigt til samfundet.

Efter at have undersøgt sagen har politiet ifølge Sydney Morning Herald vurderet, at der ikke var grundlag for at sanktionere kirken for brud på coronareglerne.

Hillsong har dog fået indskrænket, at de skal undgå lignende scener.