Selvom du er gammel, svag og mæt af dage, betyder det ikke, at du bare kan få lov til at dø i ro og fred. For der en forventning om, at det danske sundhedsvæsen behandler dig og redder dit liv.
Med andre ord må man altså ikke længere få lov til at dø i det danske sundhedsvæsen.
Sådan lyder det i hvert fald fra Morten Ziebell, som er ledende overlæge på hjerne- og neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet.
Derfor spørger han mandag i en kronik i Altinget: 'Hvorfor må man ikke dø mere?'
Man kan ikke adskille sygdommene og sige, at én sygdom giver en mere værdig død end en anden
Morten Ziebell, ledende overlæge på Rigshospitalet
Overlægen oplever, at der er sket et skred de seneste 20 år, som betyder, at han på daglig basis er ude for, at svage mennesker der måske - måske ikke - skulle have lov til at dø i stedet for bliver behandlet.
Han oplever, at opfattelsen af, at ingen må dø, er accelereret voldsomt under coronakrisen, fordi politikerne har givet udtryk for, at man ikke må dø af corona.
Det sagde Mette Frederiksen blandt andet i sin tale på pressemødet den 6. april 2020. Der lød det fra statsministeren: "187 er ulykkeligvis døde. Hvert eneste dødsfald er en tragedie. Mine tanker og medfølelse går til jer efterladte".
- Det kan man ikke tillade sig at sige, siger Morten Ziebell.
Han forklarer, at det ofte er en bakterie eller en infektion, der tager livet af en, når man er blevet gammel og svag. Det ville derfor være uretfærdigt at lade én vente på, at den næste sygdom skulle komme forbi.
- Det er jo ikke unormalt at komme herfra, hvis man er i en svækket krop. Man kan ikke adskille sygdommene og sige, at én sygdom giver en mere værdig død end en anden. Det kan lige så godt være influenza som covid-19, siger han.
Udover det ikke nødvendigvis er den rette løsning at behandle dem, der i forvejen er mættet af dage, tager det også ressourcer andre steder fra, mener han.
Samtalen skal ske, mens der er tid
Når patienten først er kommet ind i ambulancen i den akutte fase, og man er under tidspres, er det svært at træffe en beslutning om at stoppe behandlingen.
- Så skal man have scanning, blodprøver og havner på intensiv. Og så ligger den 92-årige plejehjemsbeboer i respirator, og man tænker, hvorfor er der ikke nogen, der har sagt stop?, fortæller Morten Ziebell.
Derfor efterlyser han, at man tager samtalen meget tidligere både blandt patienter, pårørende og politikere.
- Du skal ikke bare leve længst muligt. Du skal leve bedst muligt. Vi har en masse ting, vi tilbyder, som ikke hjælper særligt meget, siger Morten Ziebell og tilføjer, at han er ikke altid sikker på at personalet i sundhedsvæsenet selv ville tage i mod den behandling, de giver.
- Man bliver nødt til at at hive lidt i håndbremsen, for vi skal jo dø. Det er der ikke nogle politikere, der vil tage fat i, siger han.
For Morten Ziebell handler det om nogle forventninger oppe fra, der skal afstemmes. Hver gang der er nogle, der skal behandles, bliver ressourcerne taget fra en anden patient.
- Jeg tror ikke, man skal gå rundt og sige, at vi har verdens bedste sundhedssystem, for det bliver mistolket. Man bliver nødt til at sige, vi ikke kan redde det hele, siger han.
- Der skal ske en realistisk forventningsafstemning, og hvis politikerne går ud med en mærkesag, der kræver mere af sundhedsvæsenet, skal de også sige, hvad de skal nedprioritere i stedet for.
Løsningen ligger hos lægerne fremfor politikerne
Hos Danske Patienter er direktør Morten Freil i høj grad bekendt med, at der er mange patienter, der får livsforlængende behandling, hvor patienten og pårørende ville have bedst af, patienten fik lov til at dø. Han mener, det skyldes en kultur i sundhedsvæsenet.
- Jo længere man lever, jo bedre vurderes sundhedsvæsenet. Derfor er det et mål i sig selv at holde patienter i live.
Han er enig med Morten Ziebell i, at der tilbydes behandlinger, som er direkte skadelige for patienter, men han er samtidig nervøs for, at en skævvridning af debatten vil medføre, at eksempelvis livsforlængende medicin bliver taget ud af ligningen.
- Ofte er det sådan, at noget virker på nogen og ikke på andre. Hvis man for eksempel ved coronaindsatsen lod være med at behandle den ældre sårbare patient, fordi man havde en idé om, det gennemsnitligt ikke har den store gavn, rammer man også mange 80-årige, som har lange positive perspektiver, siger Morten Freil.
Men Morten Freil ser ikke, at ændringerne primært skal komme fra politisk side. Han ser i højere grad at problemet skal løses på gulvet mellem læger og patienter med klare faglige retningslinjer, som kan fremme individuelle beslutninger.
- Ellers bliver det meget generelle prioriteringer. Løsningen vil være, at man får systematisk inddragelse og dialog mellem læge og patienter i stedet for at tro, at politikerne kan løse det.
- Vi ved, at der er patienter, der med deres pårørende siger fra overfor behandling, hvis de får den gode dialog med lægen. Vi anerkender gerne, at det er svært at tage den dialog, og derfor er det også nødvendigt, at lægerne får redskaber og faglige retningslinjer, siger Morten Freil.
Høje forventninger til lægevidenskaben
Det manglende mod til samtalen om døden er også noget Michael Hviid Jacobsen, som er professor i sociologi og som har forsket i det moderne menneskes forhold til døden, genkender.
- Vi vil helst ikke dø. Vi ved jo alle, at vi kommer til at dø, men vi fornægter det og forsøger at udskyde døden så meget som muligt, siger Michael Hviid Jacobsen.
For mange er det svært at acceptere at et liv eller en elsket skal ophøre med at være til. Derfor vil vi ofte strække os langt, måske endda for langt, for at forlænge livet.
Ligesom Morten Ziebell har oplevet en ændring over de sidste 20 år, kan Michael Hviid Jacobsen også genkende, at vi har sværere ved at forholde os til døden end vores forfædre. Det er fordi, at det engang var en allestedsnærværende ting, som man sjældent kunne udskyde, som vi kan i dag.
- Corona-krisen afspejler jo netop, at vores samfund vil strække sig meget langt for at undgå døden, og at svaret på problemet med døden anses som noget, som lægevidenskaben måske stadig kan løse, siger han.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsministeriet uden held.