Pædagogers positivprocent er fire gange højere end sygeplejerskers – og de er bekymrede

De mindre børn kunne mandag glæde sig over at være tilbage i deres vuggestuer og børnehaver efter endt juleferie.

Men blandt ledere og pædagoger i daginstitutionerne er der bekymring for den høje coronasmitte i samfundet.

- Smitten er rigtig høj lige nu og særligt blandt pædagoger. Det viser de nyeste undersøgelser, siger Birgitte Conradsen, næstformand i pædagogernes fagforening, BUPL.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at positivprocenten i perioden 20. til 26. december var 5,87 blandt personalet i landets børnehaver. I vuggestuerne var positivprocenten 7,47 og i aldersintegrerede institutioner var den 6,87.

På samme tid var positivprocenten eksempelvis 2,32 blandt personalet i sundhedsvæsenet og 5,89 i hele befolkningen.

- Det bekymrer os selvfølgelig, i forhold til om smitten spreder sig så meget, at der ikke er pædagoger nok til det antal børn, der er indskrevet i institutionen og har brug for at være der, siger Birgitte Conradsen.

Otte ud af ni syge i én børnehave

BUPL ønsker derfor, at den enkelte institution får mulighed for at sende børn hjem ved høj smitte, så antallet af børn tilpasses antallet af pædagoger. De kalder det dimensionering.

- Det betyder, at hvis antallet af pædagoger er ved at være så lavt, at det er uforsvarligt, så kan man bede nogle forældre om at lade deres børn blive hjemme, siger Birgitte Conradsen.

I børnehaven Fuglereden i Brønshøj kender personalet alt til, hvor hurtigt det kan gå, når smitten først er løs i en daginstitution.

I december blev et af institutionens børn smittet med coronavirus, og i løbet af få dage var otte ud af ni ansatte i børnehaven smittede og måtte blive hjemme.

- En af pædagogerne, som var den eneste, der ikke blev smittet, forsøgte med alle evner at holde et kvalitetsdagtilbud kørende. Men det er svært, når man pludselig står helt alene med nogle helt nye vikarer, siger leder i Fuglereden Tine Engelbrekt Nielsen.

Ikke en mulighed, siger minister

I tilfælde, hvor dimensionering kommer på tale, skal det ifølge BUPL være op til en konkret pædagogisk vurdering i den enkelte institution at afgøre, hvilke børn der har mulighed for at blive hjemme, og hvilke børn der har behov for at komme i institution.

Alternativet er, at smitten fortsætter med at brede sig, indtil man bliver nødt til helt at lukke institutioner, mener Birgitte Conradsen. Og det vil BUPL meget gerne undgå.

- Børn og unge har betalt en stor pris. De har brug for børnefælleskaber, de har brug for at komme i institutionen. Med dimensionering kan man målrette det, så det er få børn, man tager ud, hvis der er for mange smittede pædagoger, siger næstformanden.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) siger, at hun lytter til BUPL og forstår pædagogernes bekymringer.

Men som tingene er nu, er hverken hele eller delvise nedlukninger en mulighed for institutionerne.

- Hvis tingene forandrer sig hen over de kommende måneder, må vi jo kigge på det. Men som det er nu, er det en restriktion, der ikke er behov for, når vi spørger sundhedsmyndighederne, siger ministeren.

Er bagefter på tredje stik

Set gennem hele pandemien har personalet i daginstitutionerne også været mere udsatte for smitte end de fleste andre faggrupper.

For eksempel har 20,56 procent af de ansatte i aldersintegrerede institutioner været smittet, mens det eksempelvis for sygeplejerskerne på landets hospitaler gælder 16,22 procent.

Sygeplejerskerne er dog også i langt højere grad revaccineret end pædagogerne. Det er også et punkt, hvor børne- og undervisningsministeren påpeger, at der er brug for forbedring.

- Vores håb og ønske er, at så mange som overhovedet muligt blandt det pædagogiske personale tager imod det tredje skud. Det er det bedste våben, vi har mod den uro, det giver i hverdagen, når for meget personale er hjemsendt. Der er vi altså ikke helt kommet langt nok endnu, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Men den manglende revaccination blandt BUPL's medlemmer skyldes ikke vaccinemodstand, mener deres næstformand.

Birgitte Conradsen tror i stedet, at det skyldes travlhed blandt pædagogerne på det tidspunkt, hvor man fik tilbuddet om tredje stik.

- Dertil kommer, at flere pædagoger nærmest konstant har været nærkontakt til smittede og dermed ikke kunne blive vaccineret, siger hun.

Coronakampagne får hård kritik fra politikere – men den er knap to år gammel

En coronakampagne fra Sundhedsstyrelsen har i dag floreret flittigt på Twitter.

Kampagnens budskab er, at datende unge skal overveje luftkys for at undgå smitte, og det er især faldet flere politikere for brystet.

Heriblandt Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh, der mandag eftermiddag delte kampagnen og skrev, at "børn og unge har levet i en slags stuearrest i to år".

- Lad dem dog feste, snave, leve livet og i øvrigt mødes med deres kammerater i skoler og uddannelsesinstitutioner, lød det videre.

En joke?

De konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, fulgte hurtigt trop:

- Helt ærligt! Det her må da være en joke… ikk? For her mangler sund fornuftig! Er det sådan, at vi bruger danskernes skattekroner? skrev sundhedsordføreren.

Der var bare lige en enkelt detalje, politikerne havde misset. For kampagnen er fra foråret 2020.

Og netop den pointe har Sundhedsstyrelsens pressechef, Tina Guldmann Gustavsen, i løbet af dagen turneret rundt med på det sociale medie.

Til Per Larsens deling skriver hun eksempelvis, at kampagnen er næsten to år gammel. "Både generel håndtering og kommunikation var en anden dengang", forklarer hun.

Siden har Alex Vanopslagh korrigeret sig selv og i en kommentar til sit opslag skrevet, at han hermed er oplyst, og at "opslaget står tilbage til skræk og advarsel om, hvad vi ikke skal tilbage til".

Står ved sit opslag

Men det har Per Larsen ikke - trods henvendelsen fra Sundhedsstyrelsens pressechef.

Han forklarer til TV 2, at han først efter opslaget er blevet gjort opmærksom på kampagnens aldrende dato, men at han stadig finder delingen relevant.

For det er ikke hensigtsmæssigt, at "man på den måde blander sig" i, hvordan folk agerer, når de møder andre mennesker.

- Det er noget, folk selv må tænke sig til, siger han og henviser til, at kampagnen også stadig kan ses på eksempelvis Aarhus Kommunes hjemmeside.

Men selve kampagnen stammer jo fra foråret 2020. Du mener ikke, din tekst er en smule misvisende?

- Nej. Det fremgår tydeligt i en af de første kommentarer i kommentarfeltet, at kampagnen er af ældre dato. Så jeg føler ikke nogen trang til at ændre noget, siger han.

Også malplaceret for to år siden

Per Larsen medgiver, at han "måske skulle have været opmærksom fra start" på kampagnens ældre oprindelse.

- Men jeg synes også, at kampagnen allerede for to år siden var malplaceret, siger han.

Jakob Engel-Schmidt, sekretariatsleder for Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne, har også været ude med kritik af kampagnen.

- Kunne I bruge vores skattekroner lidt mere fornuftigt, tak, opfordrede den tidligere Venstre-politiker.

Senere korrigerede han - ligesom Vanopslagh sig selv med meldingen om, at han "ikke havde set den tidligere" - men at han nu alligevel mener det samme om sit budskab.

TV 2 har mandag aften forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsens pressechef, Tina Guldmann Gustavsen, men det har ikke været muligt.

Pressemøde tirsdag om børnenes tilbagevenden til skolerne

Børne- og Undervisningsministeriet holder tirsdag pressemøde om "rammerne for børnenes tilbagevenden til skole", lyder det i en pressemeddelelse.

Det foregår klokken 10, og på deltagerlisten er blandt andre børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Elever i folke- og privatskoler blev i midten af december sendt hjem fra den fysiske skole - og planen lød, at de kunne vende retur 5. januar.

Siden har diskussionerne været mange, om det nu også er forsvarligt taget den omfattende Omikronsmitte i betragtning.

Efterlyst plan

Eksempelvis har det lydt fra Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, at han på grund af stigende smittetal og lave vaccinationsrater gerne så, at der blev indført yderligere tiltag i skolerne.

- Det kan være skole hver anden dag eller opdeling af skoledagen, så man er der først på dagen eller sidst på dagen, sagde han i slutningen af december til TV 2.

Samtidig har regeringens støttepartier efterlyst en plan for, hvordan genåbningen af skolerne præcis skal foregå.

Pernille Rosenkrantz-Theil har ad flere omgange - senest søndag - forsikret, at det fortsat er forsvarligt at sende børnene tilbage i klasseværelserne.

Til pressemødet vil børne- og undervisningsministeren bliver flankeret af:

Formand for Kommunernes Landsforenings Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst Faglig direktør i Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause Selvtests til elever og ansatte

Når skoleeleverne efter planen vender tilbage 5. januar, er der i første omgang købt 8 millioner selvtests, som ansatte og børn fra 1. klasse og opefter opfordres til at tage to gange ugentligt.

Det gælder også elever og ansatte, der er vaccinerede eller tidligere smittede.

Det er planen, at selvtests skal kunne afhentes i kommunerne.

I alle tilfælde får forældrene besked via den digitale skoleplatform Aula.

Indbyggere i nedlukket kinesisk millionby klager over dårlige forhold

13 millioner indbyggere i den kinesiske storby Xi’an har siden 22. december været tvunget til at blive hjemme på grund af et coronaudbrud.

Situationen i Xi’an har ført til øgede spændinger, og mange lokale har over de seneste dage klaget deres nød over forholdene på sociale medier.

Senest kunne indbyggere fra et beboelseskompleks i den nordkinesiske millionby rapportere om en mystisk midnatsevakuering.

Evakueringen fandt sted natten til 2. januar, hvor beboere midt om natten blev fortalt, at de skulle forlade deres hjem med det samme og transporteres til karantænefaciliteter. Det skriver BBC.

Ifølge BBC så en lokal kvinde op mod 30 busser holde ude foran komplekset, og de involverede kan fortælle om flere timers venten udenfor.

Efterfølgende er andre indbyggere fra Xi’an også blevet placeret i såkaldte karantænelejre, herunder studerende fra Xi’an Aeronautical University.

Klager over manglende mad

I januar 2021 begyndte Kina at bygge deres første karantænelejr i udkanten af byen Shijiazhuang tæt på hovedstaden Beijing.

Beboere fra Xi’an, som er de seneste til at blive beordret til at flytte til de isolerede faciliteter, har postet billeder af den nye camp, og ifølge BBC skriver de på sociale medier, at forholdene er for basale, der er for koldt, og at de ikke har fået mad.

Ingen i Xi’an har lov til at forlade deres hjem, medmindre de skal testes, og hvis reglerne bliver brudt, kan indbyggerne blive straffet med 10 dages fængsel og en bøde, skriver AFP.

Regeringen står for at levere madvarer til de isolerede indbyggere, og det har fået flere lokale til at råbe op.

- Jeg er ved at sulte ihjel. Der er ingen mad, min boligblok vil ikke lukke mig ud, og jeg er ved at løbe tør for kviknudler, skrev en person på Weibo, Kinas svar på Facebook, ifølge AFP.

For mange måtte vente på deres leverancer, og da de så endelig kom, var det ikke noget opløftende syn, der mødte dem.

Flere indbyggere har lagt billeder af maden fra regeringen op på sociale medier, men størstedelen af opslagene er blevet fjernet igen.

Derudover mangler hashtagget #DifficultToBuyFoodinXiAn også på Weibos liste over populære søgeord på trods af, at den har fået 310 millioner visninger, skriver Insider.

En hurtig søgning på hashtagget viser, at det kun er opslag, som udtrykker taknemmelighed over for regeringens hjælp, der er gjort tilgængelige.

Forbud mod biler

Hændelsen med midnatsevakueringen er en blandt flere til at dukke op på de sociale medier.

I weekenden gik en video af en mand, der bliver slået af epidemiforbyggende arbejdere, fordi han havde forladt sit hjem, viralt.

De lokale myndigheder meldte efterfølgende ud, at arbejderne var blevet straffet, skriver BBC.

Myndighederne i Xi’an er gået til deres yderste for at inddæmme smitten. For eksempel er der blevet gennemført en omfattende desinfektion af luften og overflader i hele byen, og biler er ikke tilladt på vejene, med mindre de er en del af arbejdet med sygdomskontrol.

Derudover har byen bygget tre hospitaler, som skal kunne huse 3000 coronapatienter.

Nultolerance-politik

Den hårde lokale nedlukning er et led i Kinas ”nul smitte”-strategi.

De fleste kinesere mener, det er prisen værd, fordi det betyder, at man kan leve i en coronaboble med 1,4 milliarder mennesker

Christina Boutrup, TV 2s Asien-korrespondent

Siden 9. december har Xi’an haft 1600 smittetilfælde.

Det lyder måske ikke af meget i et land med en befolkning på 1,4 milliarder mennesker, men i Kina er selv ét enkelt smittetilfælde uacceptabelt. Det fortæller TV 2s Asien-korrespondent Christina Boutrup.

Alligevel er de fleste kinesere enige om, at landets strategi er den rigtige, siger hun.

- Prisen er høj for dem, det går udover, men de fleste kinesere mener, det er prisen værd, fordi det betyder, at man kan leve i en coronaboble med 1,4 milliarder mennesker.

Kina er det eneste land i verden, der fastholder en nultolerance overfor covid-19.

Deres strategi med at gribe ind ved det mindste tegn førte blandt andet til, at Disneyland i Shanghai blev lukket ned i oktober, fortæller Christina Boutrup.

Det skyldtes, at en kvinde blev testet positiv efter et besøg i forlystelsesparken, og 34.000 besøgende skulle efterfølgende testes, før de måtte forlade parken igen.

Hård strategi fortsætter i 2022

Christina Boutrup vurderer, at nultolerance-politikken vil fortsætte det meste af 2022. Blandt andet på grund af Det Kommunistiske Partis kongres i oktober og det kommende vinter-OL i februar, som afholdes i Beijing.

Sportsbegivenheden betyder, at Kina må lempe på landets indrejserestriktioner, som ellers foreskriver, at indrejsende først skal gå i karantæne på et hotel i to uger for dernæst at selvisolere i hjemmet i endnu en uge.

Atleter og delegerede vil kunne rejse ind i landet uden at gå i karantæne, hvis de er færdigvaccinerede.

Det er dog ingen garanti mod, at de mange udlændinge ikke kan medbringe Omikron-smitte, og myndighederne i Beijing gav tidligere i december udtryk for, at mindre smitteudbrud under vinter-OL er forventet.

Kina er gået ind i det nye år med det højeste antal nye coronasmittede på en uge siden pandemiens første bølge for snart to år siden.

I alt har Kina haft lidt over 130.000 smittetilfælde, siden det første udbrud blev fundet i en anden kinesisk by Wuhan. Til sammenligning har Danmark haft lidt over 840.000 smittede.

Fire opløftende ting, vi nu ved om Omikron

Siden vi i slutningen af november konstaterede det første tilfælde af Omikron i Danmark, har den fuldstændig skubbet de andre varianter af banen. I dag udgør den ni ud af ti danske coronatilfælde.

Skal vi forstå, hvordan epidemien i Danmark vil udvikle sig, skal vi altså forstå Omikron. Og der er dukket flere lyspunkter op i kortlægningen af varianten, som vi stadig bliver klogere på.

Her er fire opløftende opdagelser om Omikron:

1. Mindre risiko for indlæggelse

De optimistiske toner bunder først og fremmest i, at de danske myndigheder vurderer, at Omikron giver et mildere sygdomsforløb end Delta-varianten.

Det er blandt andet studier fra Skotland, England, Canada og Sydafrika, der er grunden til, at billedet ser anderledes ud, lyder det fra Statens Serum Instituts faglige direktør, Tyra Grove Krause.

- Risikoen for at komme på hospitalet er halvt så stor som ved Delta, siger hun.

Dermed svarer risikoen for at blive indlagt med Omikron til den risiko, som vi så med de første coronavarianter, inden Delta-varianten blev den dominerende.

Men vi kan ikke slappe helt af endnu, lyder det fra Tyra Grove Krause.

- Det her er rigtig godt nyt. Men det skal siges, at selv med den overordnede mindre risiko, så kan der stadig komme et pres på sygehusvæsnet, hvis vi ser meget stor smittespredning, siger hun.

Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, peger på, at Omikronsmitten indtil videre hovedsageligt har spredt sig blandt unge. Derfor mangler vi endnu data for, hvor syge ældre mennesker bliver, hvis de bliver smittet med varianten.

- Der kan jo godt være nogle overraskelser i det, som vi indtil videre ikke har set, siger Jens Lundgren.

2. Ser ud til at ramme anderledes

Noget tyder på, at forklaringen på de mildere sygdomsforløb kan findes der, hvor virussen rammer.

Senest har seks forskellige studier peget i retning af, at Omikron-varianten i højere grad rammer halsen, luftrøret og næsen end lungerne, og det kan være derfor, at varianten ser ud til at være mere smitsom, men mindre dødelig end Delta-varianten og tidligere versioner af virussen.

Coronainfektionerne starter som regel i næsen eller munden og spreder sig ned i halsen. De mildeste infektioner når ikke længere end dertil, men hvis coronavirussen når til lungerne, kan den udvikle sig til at blive mere alvorlig og farligere.

Studierne er endnu ikke bedømt af fagfæller, men Deenan Pillay, der er professor i virologi på University College of London, har set på de seks studier.

- I bund og grund ser den (Omikron, red.) ud til at være bedre i stand til at inficere de øvre luftvejsceller i halsen. Det er tidligt, men undersøgelserne peger i samme retning, siger han til The Guardian.

3. En boosterdosis beskytter

Selv om tidligere smitte eller to vaccinestik ikke yder samme beskyttelse mod smitte og milde forløb med Omikron som mod tidligere varianter, er der også gode nyheder på vaccinefronten.

Det tredje stik kan nemlig banke immuniteten i vejret.

Ifølge Tyra Grove Krause viser data, at boosterstikket giver omkring 54 procents beskyttelse mod at blive Omikron-smittet i den første måned, efter man er vaccineret.

Derefter sker der et betydeligt fald, og tre måneder efter stikket er der ikke nogen betydelig beskyttelse mod smitte. Til gengæld dækker vaccinen stadigvæk mod alvorlig sygdom.

4. Kan skabe en form for flokimmunitet

Flere eksperter og Tyra Grove Krause mener, at det for de fleste i befolkningen vil være et spørgsmål om, hvornår man bliver smittet – og ikke om man gør det.

Det hænger sammen med, at smittetallene er steget markant, efter Omikron er blevet dominerende.

At Omikron på kort tid har udkonkurreret Delta-varianten kan skyldes, at den er bedre til at undslippe både naturlig og vaccineskabt corona-immunitet, end Delta er.

Det viser i hvert fald et dansk studie fra december, som også fandt frem til, at uvaccinerede havde 1,4 gange større risiko for at smitte videre og 2,3 gange større risiko for at blive smittet i husstanden, end de vaccinerede og naturligt immune havde.

Selvom vi efterhånden har vænnet os til at være på vagt over for høje smittetal, så kan de vise sig at blive det, der får os videre fra vintermånedernes isolationer og restriktioner. I hvert fald hvis Omikrons mildere sygdomsbillede og vaccinernes beskyttelse mod de alvorligste tilfælde varer ved.

- Det betyder sådan set bare, at en meget stor del af os kommer til at få den her sygdom, og så vil vi få noget, der minder om flokimmunitet, siger Tyra Grove Krause til DR.

Hun regner med, at smitten vil toppe i slutningen af januar og derefter vil lette, så vi om to måneder potentielt kan vi få vores normale liv tilbage.

Viggo Andreasen, der er lektor i epidemiologisk matematik på Roskilde Universitet, er lidt mindre optimistisk i forhold til tidshorisonten. Men han er enig i, at de mange dagligt smittede vil få en mærkbar effekt.

Han vurderer, at godt én procent af den danske befolkning lige nu bliver smittet hver dag, fordi der ud over de registrerede smittede er et stort mørketal. Holder det, vil halvdelen af os være blevet smittet i løbet af 50 dage og på den måde have opnået en form for immunitet.

- Det er nok der, vi skal regne med, vi skal op, før epidemien for alvor begynder at falde igen. Og det bliver jo i midten af februar, siger Viggo Andreasen.

Dagens overblik: SSI kan skimte toppen af corona-epidemien

770 personer er nu indlagt med coranavirus i Danmark efter en stigning på 61, viser dagens coronatal.

Velkommen til årets første nyhedsoverblik.

SSI: Omikron vil toppe i januar

Omikron-varianten vil sørge for massiv coronasmitte den kommende måned. Men så vil det også begynde at vende, og om et par måneder kan vi være tilbage til vores normale liv.

Det er vurderingen fra Tyra Grove Krause, der er faglig direktør i Statens Serum Institut. Hun tror, at Omikron-smitten vil toppe i slutningen af januar.

- Og så tror jeg, at vi allerede i februar vil se faldende smittetryk og et aftagende pres på sundhedsvæsenet. Men vi skal anstrenge os i denne måned, for det bliver den hårdeste at komme igennem, sagde hun mandag morgen til TV 2.

Samtidig sagde hun, at risikoen for at komme på hospitalet med Omikron-varianten er halvt så stor som med Delta-varianten.

Australien fortsætter genåbning

Alt tyder på, at Omikron-varianten er mildere end Delta-varianten. Det er de danske myndigheders vurdering, og sådan ser de australske myndigheder også på det.

Derfor vil Australiens regering gå videre med sine planer om en yderlige genåbning af samfundet. Det er til trods for, at landet mandag satte ny smitterekord med over 37.000 nye tilfælde af coronavirus.

- Vi er nødt til at stoppe med at tænke på smittetal og i stedet tænke på alvorlig sygdom, at leve med virussen, styre vores eget helbred og sikre os, at vi overvåger disse symptomer, og vi holder vores økonomi i gang, sagde premierminister Scott Morrison mandag til tv-stationen Channel Seven.

Corona i dansk EM-lejr

Ti dage inden EM-slutrunden i herrehåndbold er den danske landsholdslejr blevet ramt af coronavirus.

Det er målvogter Jannick Green, der mandag blev testet positiv ved en obligatorisk coronatest.

Han er derfor blevet isoleret i den danske lejr, og det er endnu uvist, hvilke konsekvenser det positive testsvar får for hans EM-deltagelse.

Inden testen havde målvogteren deltaget i mandagens formiddagstræning. Han har ingen symptomer og leverede en negativ kviktest søndag aften.

Ny kæde rykker ind i Fakta-butikker

En relativt ny discountkæde spreder sig i Danmark med næsten samme hast som en ny coronavariant. Der er tale om en kæde med navnet Coop 365, og den er langsomt ved at æde sig ind på Fakta-butikkernes discount-dominans i Coop-koncernen.

Den første Coop 365-butik i Danmark åbnede i 2020, og i dag er der 70 af dem. Men det vil i løbet af året stige til 190, primært ved at omdanne Fakta-butikker. Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Udover den grønne farve i logoet i stedet for Faktas røde, vil der komme flere varer i sortimentet og et øget fokus på økologi. Der vil dog fortsat være omkring 200 Fakta-butikker tilbage i Danmark ved udgangen af 2022.

Rekordvarmt nytårsvejr

Synes du også, at det nye år er startet varmere, end det plejer? Så tager du ikke fejl. For søndag nåede temperaturen over 10 grader for fjerde dag i træk. Det er aldrig sket før på dette tidspunkt af vinteren.

Nytårsdag var også den varmeste nogensinde. Ikke bare i Danmark, men i ni europæiske lande. Forinden havde Portugal målt 26,4 grader i kystbyen Zambujeira- den højeste temperatur på det portugisiske fastland nogensinde i december.

Det varme vejr fortsatte mange steder mandag, hvor det i størstedelen af Europa har været 5 til 15 gradere varmere end det normale.

Men nu er køligere luft igen på vej ned over Europa. I Danmark betyder det, at vi i den kommende tid kan få vinterlige byger og nattefrost.

Her er tilslutningen til vaccination af børn lavest: Nu kommer ny borgmester med kontant udmelding

I Region Hovedstaden vil blot 1 ud af 20 børn i alderen 5-11 år være færdigvaccineret, når de onsdag igen indtager landsdelens skoler.

Og det får nu den nytiltrådte børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jakob Næsager (K), til at reagere.

Budskabet er klart: Få dit barn vaccineret.

Det fortæller han til TV 2 Lorry mandag, der også markerer første arbejdsdag for den nye borgmester.

- Som nytiltrådt vil jeg gerne bakke op om den anbefaling, Sundhedsstyrelsen kommer med. Det vil jeg af hensyn til børnene, så færrest muligt bliver syge, når de møder i skole. Men også af hensyn til lærere og pædagoger, så de ikke skal udsættes for risiko, siger Jakob Næsager.

Ikke bekymret for skoleåbning

Det er særligt vaccinetilslutningen blandt de 5-11-årige, som Jakob Næsager gerne vil have fokus på.

Ifølge tal fra Statens Serum Institut har 42 procent af de 5-11-årige på landsplan påbegyndt coronavaccinationen. I Region Hovedstaden er tallet dog kun 37 procent, hvilket er den laveste tilslutning, når man sammenligner med tilslutningen i de øvrige regioner.

Onsdag vender de danske skolebørn retur efter juleferien. Og selvom en stor del af børnene ikke er vaccinerede mod corona, bekymrer det ikke Jakob Næsager.

- Nej, jeg er ikke bekymret, men jeg vil gerne støtte den anbefaling, Sundhedsstyrelsen kommer med. Særligt når vi kan se, at mange forældre endnu ikke har fulgt den, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Jeg tror, der er en del forældre, som lige skulle se tiden an. Måske nogle har glemt det (anbefalingen red.) over julen, og så vil jeg gerne give dem et venligt puf. For jeg vil så gerne have, at børnene i vores skoler og institutioner kan have så normal en hverdag som muligt med de lærere og pædagoger, de er vant til at se.

Minister: "Forsvarligt at åbne skolerne"

Da skoleeleverne blev sendt hjem inden jul, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet, at det var regeringens "store håb", at alle børn blev vaccineret i december.

Men regeringens ønske er ikke blevet indfriet. Det fortalte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) søndag til TV 2.

Samtidig understregede hun, at det ifølge hende er forsvarligt at sende børnene tilbage i skole 5. januar.

- Spørger du mig, om jeg synes, det er forsvarligt, er svaret ja, lød det fra ministeren.

Børne- og Undervisningsministeriet holder tirsdag klokken 10 pressemøde om rammerne for børnenes tilbagevenden til skole.

Svindlere sender sms’er med falske vaccine-invitationer: – Det er usmageligt

Mens der er fuld fart på udrulningen af det tredje vaccinationsstik mod covid-19, forsøger svindlere at lukrere på situationen med falske invitationer på sms.

Det får politiet til at advare folk, da sms’erne ved første øjekast kan se officielle ud, og det kan blive en bekostelig fornøjelse at falde i.

- Når man får sms’er fra myndighederne, står der typisk ikke et telefonnummer men for eksempel Statens Serum Institut, Region Sjælland eller Info Service, og de kriminelle går ind og køber nogle sms-pakker, hvor de kan afsende fra sådan et navn, forklarer Lars Lienhøft Larsen, der er konsulent i afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I sms’erne, der florerer lige nu, er afsenderen af sms’en øjensynligt Info Service, og i beskeden står der, at ”Statens Serum Institut har sendt dig ny post. Log på og læs den” efterfulgt af et link til en falsk vaccinationsside.

- De høster nogle telefonnumre i en online telefonbog, og så sender de bare afsted. Hvis de sender 1000 sms’er, er der måske 3-4 stykker, der svarer, og så har de jo tjent noget på det, fortæller Lars Lienhøft Larsen.

Flere faresignaler

Ifølge Lars Lienhøft Larsen bør man især være opmærksom på, hvad hjemmesiden ender på. Officielle hjemmesider hos danske myndigheder vil ofte ende på ”.dk”, men det er sjældent tilfældet med svindelsiderne.

- Det er svært at lave de her svindelsider med ”.dk”-domæne, fordi der er en stor sikkerhed med, hvem der må oprette de sider. Så typisk ender de sider, der bliver linket til, på ”.net”, ”.nu” eller ”.com”, lyder det.

Den korrekte hjemmeside, man skal besøge, hvis man ønsker at bestille tid til vaccination, er www.vacciner.dk. I de sms’er, der florerer for tiden, slutter hjemmesiden i stedet på ”.net”.

Skulle man alligevel få trykket sig ind på den falske vaccinationsside, er der som udgangspunkt ingen skade sket. Men her bør der også være flere advarselslamper, der blinker, fortæller Lars Lienhøft Larsen.

- Man kommer typisk ind på en side, hvor man kun kan se den her boks med NemID-login. På sider fra offentlige myndigheder kan man jo typisk se sidens navn og noget tekst.

- Et andet faresignal er, at de beder en om at tage et billede af ens NemID-kort og uploade det. Det skal man aldrig nogensinde gøre, da det giver adgang til rigtig mange ting i de offentlige systemer; banker, skat og så videre, fastslår han.

Har man alligevel delt sine NemID-oplysninger og frygter, at de bliver misbrugt, anbefaler Digitaliseringsstyrelsen, at man straks spærrer sit NemID. Det kan gøres ved at ringe til NemID-supporten på telefon 72 24 70 50 eller ved selv at spærre det online. Derudover bør man tage kontakt til sin bank samt anmelde det til politiet.

Går hårdt efter bagmænd

I første omgang handler det for politiet om at få kendskab til svindelnumrene og lukke de falske hjemmesider ned, så ingen kommer til at give sine oplysninger ud. Ifølge Lars Lienhøft Larsen er politiet meget opmærksomme på denne type kriminalitet, der har været eksempler på siden epidemiens start.

- Det er usmageligt at lukrere på en epidemi, og det er jo også noget, der har været lavet særlig lovgivning om. Så det er klart, at det ser vi skrapt på, lyder det.

I foråret 2020 vedtog flere partier i Folketinget en ny lov, der gør det muligt at straffe overtrædelser særligt hårdt, hvis de er begået i sammenhæng med covid-19-epidemien.

- Vi har nogle problemer, når det er udenlandske bagmænd, men i mange af de her sager er det altså danske gerningsmænd, der sidder og lukrerer på det, og dem kommer vi til at gå efter, siger Lars Lienhøft Larsen.

Han opfordrer desuden til, at man tager en snak med venner eller familiemedlemmer, der ikke er så teknisk stærke, så man hjælper dem med ikke at falde for svindelnumre.

Har man oplysninger om svindelnumrene, kan politiet fanges på telefon 1-1-4.

Regeringen vil ikke lempe coronarestriktioner nu og her

Regeringen ønsker ikke nu og her at lempe de gældende coronarestriktioner.

Det fortæller Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, i et interview med Jyllands-Posten.

Udtalelsen kommer, efter at flere borgerlige partier har ytret ønske om, at der sker en gennemgang af coronarestriktionerne for at se, om nogle skal lempes.

Men det ønske deles ikke af regeringen, som vil være nervøs ved at lempe i restriktionerne.

- Det vil være uforsigtigt og forkert at tro, at vi kan stryge restriktionerne nu og her, hvor vi har meget voldsomme smittetal, og det samtidig bliver sagt klart og tydeligt, at vi står i en kritisk fase af pandemien.

- Restriktionerne er netop med til at sikre, at vi kommer godt igennem januar og februar, mens de jo også sikrer, at børnene kan komme tilbage til skolerne, siger Rasmus Horn Langhoff til Jyllands-Posten.

Det er blandt andet Venstre og De Konservative, der har fremsat ønske om en gennemgang af coronarestriktionerne.

Ønsket kommer, efter at Statens Serum Institut (SSI) har kunnet fortælle, at risikoen for at blive indlagt med omikronvarianten ser ud til at være halvdelen af deltavarianten.

- Omikron vil stadig kunne presse vores sundhedsvæsen, men alt tyder på, at den er mildere end deltavarianten, siger Tyra Grove Krause, faglig direktør hos SSI, til TV 2.

- Risikoen for at komme på hospitalet er halvt så stor som delta. Derfor kan vi alligevel blive presset i sundhedsvæsenet, hvis vi ser meget smittespredning, tilføjer hun.

Flere danskere aflyser skiferien på grund af coronaregler

Østrig er en særdeles populær skidestination for danskerne, men mange aflyser lige nu deres skiferie.

Hos Topdanmark har man den seneste måned behandlet dobbelt så mange afbestillingssager som normalt.

Det oplyser forsikringsselskabet, der er det næststørste i Danmark, i en pressemeddelelse.

Det skyldes coronaregler, der potentielt kan ende med, at børn over 15 år må tilbringe ferien på hotellet.

Sætter ekstra mandskab ind

Personer over 15 år kan undgå karantæne ved indrejse, hvis de har fået tredje vaccinestik og kan vise en negativ PCR-test.

Aktuelt er det dog kun danskere over 18 år, som er blevet inviteret til at få det tredje stik, som skal booste virkningen.

Topdanmark har sat ekstra mandskab ind for at håndtere de mange opkald, siger skadedirektør Rasmus Ruby-Johansen.

- I en normal skiferiesæson har vi travlt med at hjælpe med knæskader og brækkede ben blandt kunder, der er taget afsted på skiferie.

- Lige nu hjælper vi i stedet tusindvis af kunder, der ikke kan komme afsted, siger han i meddelelsen.