Skiferiesæsonen er godt i gang.
Men står du og skal afsted inden for den nærmeste fremtid, skal du være opmærksom på, at du kan blive mødt af en række af krav på flere af skidestinationerne.
Senest har Østrig lempet deres restriktioner for danske skiturister, mens du i Italien nu skal kunne fremvise et bevis for færdigvaccination eller tidligere smitte for at benytte dig af liftene.
Reglerne ændrer sig hele tiden, og derfor anbefaler TV 2, at du hjemmefra orienterer dig om situationen i det land, hvor din skiferie går til. Du kan blandt andet holde dig opdateret på Udenrigsministeriets hjemmeside.
TV 2 har herunder samlet et overblik over gældende restriktioner på en række populære skidestinationer.
Østrig
For at undgå karantæne ved indrejse i Østrig skal alle over 12 år have bevis for at, de har fået to vaccinestik – eller et enkelt stik med vaccinen fra Johnson & Johnson.
Derudover skal du enten:
Have modtaget et stik med en boostervaccine
Kunne vise en negativ PCR-test, der højst er 72 timer gammel
Eller kunne dokumentere, at du har været smittet med coronavirus indenfor de seneste 180 dage
Har du været smittet indenfor de seneste 180 dage, kan du nøjes med en negativ PCR-test – uanset om du er vaccineret eller ej.
Kan du ikke vise en negativ PCR-test ved indrejse på grund af tidligere smitte med covid-19, kan du i stedet fremvise en lægeerklæring på enten tysk eller engelsk.
Børn mellem 12 og 15 år, der hverken er vaccineret eller har overstået smitte, kan nøjes med en negativ PCR-test og det såkaldte ”Holiday Ninja pas”, som kan downloades her.
Vælger du at tage afsted, gælder der også en række restriktioner i skiområderne. Blandt andet skal restauranter, barer og cafeer lukke senest klokken 22.
For at få adgang til hoteller, restauranter, barer og skilifter skal du være færdigvaccineret med 2. stik eller være tidligere smittet. Det er en del af Østrigs 2-G-regel.
De østrigske myndigheder har annonceret, at de overvejer at ændre gyldighedsperioden for 2. vaccinestik til 180 dage for adgang til blandt andet hoteller, restauranter og skilifter fra 1. februar. Der er endnu ikke truffet en formel beslutning.
Børn og unge mellem 12 og 15 år har mulighed for at opnå 2-G-status med et ”Holiday Ninja Pass”. Det kræver blot, at de får taget en PCR-test eller kviktest. Testfaciliteterne i Østrig er gratis for turister.
Mange steder vil der være krav om at bære ansigtsmasker af typen FFP2. Maskerne er påkrævet på lifte og i køer, men ikke når du befinder dig på pisterne.
Derudover kan der være særlige regler i de enkelte områder, som du bør undersøge på forhånd.
Frankrig
Færdigvaccinerede danskere kan frit rejse til Frankrig uden testkrav.
Har du immunitet fra tidligere smitte, skal du fremvise bevis for, at det er mindst 11 dage og højst 6 måneder siden, mens du som ikkevaccineret skal fremvise en negativ PCR- eller antigen-test, der er højst 24 timer gammel. Desuden skal du i begge tilfælde fremvise en udfyldt tro- og loveerklæring ved indrejsen til Frankrig.
Fra 24. januar er det ikke længere nok at fremvise en negativ test ved besøg på blandt andet restauranter og barer. Nu skal du kunne bevise, at du er færdigvaccineret eller tidligere smittet.
Natklubber og diskoteker er lukket foreløbig frem til 16. februar.
I skiområderne vil du blive mødt af krav om at bære maske på skiskoler, i lukkede lifte og i køer. Der er også krav om maske i lukkede offentlige rum, som når du bevæger dig rundt i restauranter.
Vær opmærksom på, at fra 15. februar 2022 skal alle voksne fremvise bevis for revaccination højst fire måneder efter færdigvaccination for, at deres coronapas forbliver gyldigt i Frankrig.
Italien
Lokker de italienske pister, skal du være opmærksom på, at der er indført skærpede indrejserestriktioner for Italien gældende foreløbigt til 31. januar 2022.
Det betyder, at du skal kunne fremvise et gyldigt coronapas, og derudover skal alle - uanset vaccinationsstatus - ved indrejse kunne fremvise en PCR-test, der ikke må være mere end 48 timer gammel, eller en kviktest, der ikke må være mere end 24 timer gammel.
Har du ikke et gyldigt coronapas for enten fuld vaccination eller tidligere smitte, skal du i fem dages isolation, som kan afbrydes med en negativ PCR- eller kviktest på femtedagen.
Før indrejse skal du udfylde en elektronisk indrejseformular. Børn og unge under 18 år skal registreres på en voksen ledsagers indrejseformular.
Mange af de italienske skisteder er i december genåbnet for første gang siden marts 2020, men der gælder en række restriktioner.
Blandt andet skal du kunne fremvise et ”super green pass” for at benytte skiliftene. Det vil sige, at du enten skal være vaccineret eller tidligere smittet med covid-19. Det samme gælder på indendørssteder som restauranter og barer.
Du skal også være opmærksom på, at Italien fra 1. februar forkorter gyldigheden for ”super green pass”. I stedet for ni måneder vil det derfor kun være gyldigt seks måneder efter sidste vaccinestik.
Schweiz
Udenlandske turister er velkomne på de schweiziske skilifte, så længe de overholder gældende restriktioner, har regeringen tidligere meldt ud.
Alle indrejsende, der ikke er vaccineret, skal medbringe enten en negativ PCR-test (højst 72 timer gammel) eller en negativ kviktest (højst 24 timer gammel).
Derudover skal personer, der rejser ind i Schweiz med fly eller bus, udfylde den schweiziske indrejseformular, som kan findes her.
Der er ingen krav om vaccination på udendørsområder eller for at benytte liftene, hvor passagerer skal bære masker i de lukkede kabiner.
Men bevæger du dig indendørs, er sagen en anden. På eksempelvis restauranter er der krav om vaccination eller immunitet fra tidligere smitte.
For barer og diskoteker skal du desuden kunne fremvise en negativ test, medmindre du inden for de seneste fire måneder er blevet færdigvaccineret, har fået et booster-stik eller har været smittet.
Kravene gælder indtil videre frem til 31. marts.
Sverige
Vælger du en tur over Øresund, skal du kunne fremvise et gyldigt coronapas ved indrejse. Det betyder, at du enten skal være vaccineret, have taget en negativ test, der er maksimalt 72 timer gammel, eller have været smittet inden for de seneste seks måneder.
Når først du er fremme på skidestinationen, er der til gengæld ikke meget, der adskiller skiferien i Sverige fra tiden før covid-19. Pister, barer og restauranter er åbne, men skal senest lukke klokken 23. Desuden må der højest være otte personer per selskab.
Der er ikke krav om mundbind, men du kan opleve, at nogle varmestuer ude på pisterne kan være lukket for at undgå, at folk sidder for tæt.
Siden 23. december har restauranter og barer kun måtte servere for siddende gæster, hvilken kan betyde, at natklubber og diskoteker kan blive nødt til at lukke - i hvert fald delvist.
Norge
Alle, som rejser til Norge, skal udfylde et indrejseregistreringsskema tidligst 72 timer før ankomst til Norge samt lade sig teste ved grænsen.
I tilfælde, hvor der ikke findes en teststation ved grænseovergangen, skal testen tages inden for 24 timer efter indrejse. Du kan selv vælge, om du vil tage en kviktest ved en offentlig teststation eller benytte dig af en hjemmetest.
Testkravet gælder uanset vaccinationsstatus, og tester du positiv, skal du gå i isolation, hvilket typisk vil ske på et karantænehotel. Hvis du er ankommet i bil, har du dog mulighed for at køre tilbage til Danmark.
Karantænen kan ophæves tidligst tre dage efter indrejse, hvis du kan fremvise en negativ PCR-test.
Tidligere har ikkevaccinerede skulle gå i karantæne i ti dage efter ankomst. Men fra 26. januar frafalder det krav, således at de samme regler gælder for personer, der ikke er fuldt vaccineret, som alle andre.
Siden 14. januar er det igen tilladt for norske restauranter og barer at servere alkohol indtil klokken 23.
Der er krav om mundbind i butikker og andre steder, hvor det ikke er muligt at holde afstand til andre.
Derudover kan der gælde særlige lokale restriktioner, som du kan holde dig opdateret på her.