Reglerne for nære kontakter ændres

Fremover er det kun personer, som er udsat for smitte i hjemmet, der betegnes som nærkontakter. Dermed er det altså den gruppe, som både skal gå i selvisolation og testes.

Andre, der er udsat for smitte uden for hjemmet, skal fortsat testes, men ikke længere gå i selvisolation.

- Det er i hjemmet, at der er en høj risiko for smitte. Her sætter vi i den nuværende situation ind med både isolation og test på fjerde- og sjettedagen for at begrænse smittespredningen mest muligt, oplyser vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i en pressemeddelelse.

Vi skal hele tiden finde en balance

Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen

Man betegnes også som nærkontakt, hvis den smittede er en person, man er i lige så tæt kontakt med som én, der bor indenfor hjemmets fire vægge. Det gælder eksempelvis en kæreste eller overnattende gæster.

De nye retningslinjer gælder, uanset hvilken variant der er tale om.

Høje smittetal og Omikron

Sundhedsstyrelsen har siden 29. november haft særlige anbefalinger for nære kontakter til smittede med Omikron-varianten.

Det betød, at alle nære kontakter til smittede med varianten blev anbefalet at gå i selvisolation og blive testet på dag et, fire og seks – uanset om de var vaccineret eller tidligere smittet.

Men retningslinjerne for opsporing og håndtering af nære kontakter er blevet ændret på grund af det høje smittetal og den hastige udbredelse af Omikron-varianten.

- Vi skal hele tiden finde en balance mellem at forebygge mest mulig smitte og samtidig undgå, at for mange isoleres, så samfundets vigtige og kritiske funktioner kan opretholdes, lyder det fra Helene Probst i pressemeddelelsen.

Ifølge vicedirektøren tyder det på, at man er bedre beskyttet mod smitte, hvis man har fået tredje stik.

Derfor anbefales personer, der er revaccineret, ikke at gå i isolation. Dog opfordrer Sundhedsstyrelsen stadig til, at man bliver testet på fjerde- og sjettedagen.

Har man været smittet inden for 12 uger, er man undtaget for både isolation og test.

Kan bryde isolation på fjerdedagen

Som nærkontakt i hjemmet kan man bryde selvisolation med en negativ coronatest på dag fire.

Myndighederne anbefaler en PCR-test på fjerdedagen. Men der er rift om at få en podepind i halsen, og derfor lyder opfordringen, at man på sjettedagen gør brug af en lyntest i stedet.

Hvis man som nærkontakt har symptomer, anbefales det helt generelt, også fra sundhedsmyndighedernes side, at man isolerer sig og bliver testet.

TV 2 erfarer: Regeringen vil suspendere udrednings- og behandlingsgarantien

Coronasituationen er nu så alvorlig, at regeringen igen lægger op til, at regionerne kan suspendere udrednings- og behandlingsgarantien i sygehusvæsnet.

Det fremgår af papirer sendt til Folketingets Epidemiudvalg, som TV 2 er i besiddelse af.

Ifølge regeringen vurderer Statens Serum Institut, at de restriktioner, der nu er indført "kun vil mindske – men ikke forhindre – stigende smitte i den kommende tid, og derfor er suspenderingen nødvendig at sætte i værk hurtigst muligt".

Konsekvenser for ældre

I papirerne sendt til Epidemiudvalget oplyser regeringen desuden, at man har indgået en såkaldt beredskabsaftale med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, som betyder, at der vil blive oprettet 300 ekstra sengepladser i kommunerne i tilfælde af, at Omikron-variantens udbredelse fører til stigende indlæggelser på sygehusene.

De kommunale pladser vil blive fyldt op af patienter, som kun står til at være indlagt i kortere tid for på den måde at skabe ledige pladser på sygehusene.

Skulle beredskabsaftalen blive aktiveret, kan det få konsekvenser for både ældreområdet og andre dele af sundhedsområdet. Ifølge papirerne til Epidemiudvalget foreslår regeringen således, at der i så fald gives dispensation til visse forpligtelser og rettigheder såsom forebyggende hjemmebesøg i ældreplejen, hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb, vedligeholdelses- og genoptræning samt forebyggende sundhedsydelser for børne og unge i den skolepligtige alder.

Suspenderet før

Det er på baggrund af indstillinger fra Epidemikommissionen, at regeringen nu opfordrer Folketingets partier til at stemme for de nye tiltag, og regeringen foreslår derfor også, at det er Epidemikommissionen, der i givet fald beslutter om beredskabsaftalen med kommunerne og regionerne skal effektueres.

Regeringen kan som minimum se frem til støtte fra SF og Enhedslisten, der allerede i november foreslog en suspendering af udrednings- og behandlingsgarantien. Til gengæld oplyser både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti til TV 2, at de ikke kan støtte hverken suspenderingen af udredelses- og behandlingsgarantien eller aktiveringen af beredskabsplanen og de konsekvenser, det i så fald vil have for øvrige patienters rettigheder.

- Vi anerkender fuldt ud, at der selvfølgelig skal være rum til, at offentlige hospitaler prioriterer dem, der har det største behov. Og vi ved også godt, at det ikke kan lade sig gøre at overholde den 30 dages garanti. Men vi synes omvendt ikke, at det giver mening at afskære patienterne fra at afsøge muligheden for behandling i det private. På den måde risikerer vi jo, at den private kapacitet ikke bliver udnyttet, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, mens de konservatives Per Larsen supplerer om beredskabsplanens konsekvenser:

- 300 senge fordelt på landets 98 kommunerne ser jeg ikke som en umulig opgave for kommunerne at løse, uden at det behøver at gå ud over eksempelvis en pensionists genoptræningsforløb, siger han.

Bliver afgjort på møde

Det er Folketingets Epidemiudvalg, der senere mandag på et møde klokken 15 skal tage stilling til regeringens indstilling.

Er der ikke et flertal imod, vil suspenderingen i første omgang blive for en periode på fire uger, hvorefter der på ny skal tages stilling til, om den skal forlænges.

Det vil i tilgift ifølge regeringens oplæg kun være muligt at forlænge suspenderingen så længe, covid-19 er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.

Opbakning fra lægeforening

Ifølge både Lægeforeningen og Hjerteforening er en suspendering af udrednings- og behandlingsgarantien det rette tiltag i den nuværende situation.

Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, mener, at det er "nødvendigt at sikre kapacitet på tværs af patienter med indlæggelsesbehov".

Administrerende direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft supplerer og fastslår, at "i denne ekstraordinære periode er der behov for prioritering".

Udrednings- og behandlingsgarantien har to gange tidligere været suspenderet under coronaepidemien. Den blev senest genindført 1. marts i år.

Norsk smitteudbrud ved julefrokost kaster lys over særlige symptomer ved Omikron

I Norge udviklede en julefrokost på en restaurant i Oslo i november sig til at blive en af verdens første supersprederbegivenheder med den nye coronavariant Omikron.

Nu har den norske sundhedsstyrelse – Folkehelseinstituttet (FHI) – kortlagt de Omikron-smittedes symptomer.

Og her viser der sig et lidt anderledes billede, end hvad myndighederne ellers tidligere har sagt, er typiske symptomer på coronavirus.

Flest havde hoste og løbende eller stoppet næse som symptom

I alt 117 deltog i julefrokosten, og 81 blev efterfølgende konstateret smittet.

Heraf er mindst 65 smittet med den nye Omikron-variant – "mindst" fordi opgørelsen stammer fra 13. december, og fordi de norske sundhedsmyndigheder stadig er ved at undersøge udbruddet.

111 personer af de i alt 117 deltagere har efterfølgende deltaget i en undersøgelse foretaget af FHI.

Her har blot 12 procent af de 81 smittede ifølge en offentliggørelse i tidsskriftet Eurosurveillance svaret, at de oplevede en reduceret lugtesans og besværet vejrtrækning. Disse symptomer er ellers ifølge Sundhedsstyrelsen nogle af de typiske symptomer på covid-19.

Omvendt oplevede 83 procent af de smittede at have hoste, mens 78 procent oplevede en løbende eller stoppet næse. Netop en løbende eller stoppet næse har ifølge Sundhedsstyrelsen ikke været et typisk tegn på coronavirus, men mere et tegn på forkølelse og influenza.

Også forskere fra University of Southern California i USA har på baggrund af en gennemgang af 57.024 journaler i august 2020 vist, at en løbende næse ikke er et typisk tegn på coronavirus.

Ifølge disse forskeres gennemgang begynder coronavirus ofte med feber, dernæst hoste og muskelsmerter. Senere viser symptomer som kvalme, opkast og til sidst diarré sig, skrev videnskab.dk i august 2021.

I forbindelse med Delta-variantens indtog i verden i begyndelsen af 2021 fremhævede flere britiske eksperter imidlertid, at virus var begyndt at opføre sig anderledes, og at en af symptomerne nu så ud til at være blandt andet en stoppet næse.

Milde symptomer og ingen indlæggelser otte dage efter smitte

Ifølge FHI er der i de fleste norske Omikron-smittetilfælde tale om milde symptomer. Samtidig var ingen af de smittede på tidspunktet for undersøgelsen – som foregik mellem otte og ti dage efter smitte – endnu blevet indlagt.

Der er ifølge eksperter efterhånden ingen tvivl om, at Omikron er mere smitsom end den allerede meget smitsomme Delta-variant.

Men om de milde symptomer hænger sammen med, at Omikron-varianten er mindre sygdomsfremkaldende, eller det faktum, at 98 procent af de smittede var fuldt vaccineret med to stik, vides endnu ikke.

Forskere over hele verden arbejder stadig på højtryk for netop at finde ud af, om varianten er mere eller mindre sygdomsfremkaldende.

Derudover var deltagerne til julefrokosten i gennemsnit 39 år. Det kan også have betydning for sygdomsbilledet.

Flest smittede var vaccineret med Pfizer

Ifølge den norske sundhedsstyrelse viser undersøgelser af smitteudbruddet også, at 17 ud af de smittede var vaccineret to gange med vaccinen fra Moderna, mens 41 var vaccineret med vaccinen fra Pfizer.

I gruppen, der ikke blev smittet, var 7 vaccineret med Pfizer, mens 12 var vaccineret med Moderna.

Betyder det så, at Moderna beskytter bedre mod den nye variant end vaccinen fra Pfizer?

Til det skriver FHI:

- Selvom vi har observeret en forskel i, hvilken type vaccine der dominerer blandt de smittede og ikkesmittede, er datagrundlaget for tyndt til at konkludere, hvorvidt enkelte vaccinetyper beskytter bedre end andre mod smitte med Omikron-varianten.

FHI: Resultater skal tolkes med forsigtighed

De smittede deltog i en julefrokost på Louise Restaurant og Bar i Oslo 26. november.

Alle var forinden blevet testet, og julefrokosten foregik i et cirka 145 kvadratmeter stort og lukket lokale, indtil der senere på aftenen blev åbnet op for øvrige gæster i baren og på dansegulvet.

En af deltagerne til julefrokosten – der ifølge tidsskriftet Eurosurveillance i denne forbindelse formentlig er patient nul – var to dage forinden hjemvendt fra et besøg til virksomhedens hovedkontor i Cape Town i Sydafrika.

Der var for personale og andre gæster ingen krav om vaccination, test eller brug af mundbind – og der blev ikke ført en gæsteliste. Men da udbruddet blev opdaget fire dage efter julefrokosten, blev alle, der havde været på stedet, opfordret til at lade sig teste.

FHI understreger i sin pressemeddelelse, at instituttets fund skal fortolkes med forsigtighed, eftersom udbruddet er sket i en højrisikosituation med tæt indendørs kontakt, og at personerne var yngre.

Fauci: Julens rejser vil forstærke omikronsmitte

Den amerikanske regerings ledende virolog, Anthony Fauci, forudsiger, at omikronvarianten på globalt plan vil forårsage en hård og dyster vinter med mange restriktioner og et hårdt pres på hospitaler.

Han advarer om, at rejseri i julen vil forstærke smitteudbredelsen.

- Hvis der er noget, som er sikkert, så er det, at omikron har en helt usædvanlig kapacitet til at sprede sig, siger Fauci, som søndag talte om pandemien på tv-stationen NBC.

Fauci, som rådgiver den amerikanske regering omkring pandemien, siger, at den nye variant nu "raser gennem verden".

Forbeholden Fauci

Selv om der er tegn på, at omikron er mindre farlig end deltavarianten, som stadig er dominerende, så har den stærkt muterende omikronvariant vist sig at smitte langt mere og have en bekymrende modstandsdygtighed mod vacciner i henhold til foreløbige data.

Fauci var også forbeholden over for optimisme omkring omikron, fordi der i Sydafrika har været færre indlæggelser, end det var tilfældet med deltavarianten.

- Uanset hvordan man ser på det, så er der mange, mange smittetilfælde, og selv om antallet af indlæggelser er lavere i forhold til delta, så kan dette skyldes den underliggende immunitet fra tidligere smittebølger.

- Vores hospitaler vil være under massivt pres om en uge eller to, hvis udviklingen fortsætter som nu, siger Fauci videre.

To senatorer smittet

To senatorer - Elizabeth Warren og Cory Booker - meddelte søndag, at de var smittet, selv om de har fået to vaccinationer og en booster. De skrev på Twitter, at de var testet positive og havde milde symptomer.

Antallet af daglige nye tilfælde i USA på landsplan var på 86.000 den 1. december. Den 14. december var tallet nået op på 117.000 - en stigning på 36 procent på kun to uger.

Antallet af dødsfald i USA med covid steg i sidste uge til over 800.000 ifølge tal fra Johns Hopkins Universitet.

Novo-aktien i kæmpe fald

Novo Nordisk-aktien falder mandag morgen med mere end ti procent.

En leverandør har produktionsproblemer, og det rammer salget af fedmemiddel i 2022, oplyste Novo fredag.

Novo Nordisk er med afstand Danmarks mest værdifulde virksomhed målt på aktieværdi.

Et fald på 10 procent svarer således til, at mere end 150 milliarder kroner bliver skåret af den samlede aktieværdi.

Da kursfaldet var størst – umiddelbart efter at markedet åbnede klokken ni – stod Novo Nordisk-aktionærerne til at få skåret hele 16 procent af værdien.

Krisestemning

Fordi Novo Nordisk er så stor en virksomhed, er nedturen med til at trække hele C25-indekset i minus.

Kort efter åbningen klokken ni var der eksempelvis et samlet fald på mere end fire procent. Fald i den størrelsesorden sker normalt ellers kun på krisedage.

Også Vestas og Ørsted har startet ugen ud med aktieklø, omend det med fald på 5,5 og 3 procent er i en anden liga end Novos styrtdyk.

I løbet af den første halve time, efter at markedet åbnede, har både Novo Nordisk-aktien og C25-indekset rettet sig en lille smule, omend der stadig er store tab begge steder klokken 09.25.

For både Novo Nordisk og C25-indekset bredt set er det dog værd at bemærke, at kursfaldet kommer efter et år, der har kastet store stigninger af sig.

Leverandørudfordringer

For Novo Nordisk er det fedmemidlet Wegovy, der ser ud til at kaste store sten i maskineriet.

I fredags, efter at aktiemarkedet i Danmark var blevet sendt på weekend, annoncerede Novo, at man var løbet ind i udfordringer med Wegovy.

Problemet, oplyste Novo i en meddelelse til fondsbørsen, var, at en underleverandør, der skulle fylde kanyler med fedmemidlet, midlertidigt havde stoppet sin fremstilling og levering.

Konkret udpegede Novo Nordisk udfordringer med såkaldte Good Manufacturing Practices som årsagen til leverandørens produktionsstop. Good Manufacturing Practices er et system, der skal sikre, at produkter bliver fremstillet ens og af tilstrækkelig kvalitet.

- Som konsekvens forventer Novo Nordisk ikke at være i stand til at imødegå efterspørgslen i USA i første halvdel af 2022, og få nye patienter forventes at kunne påbegynde behandling, skrev den danske medicinalgigant og indkaldte til et såkaldt konferencekald om sagen mandag morgen.

Deres heltestatus har nok på kort sigt fået et lille knæk

Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet, om Novo Nordisk

Investeringsøkonom ved Nordnet Per Hansen mener ikke, at sagen grundlæggende ændrer på, at Novo Nordisk gør det godt.

Han peger dog på, at der tidligere har været en fortælling om Novo Nordisk som nærmest usårlige, der måske kan tage en smule skade af mandagens aktienedtur:

- Forventningerne til Novo er så høje, og prisfastsættelsen er så høj, at der ikke er plads til nogen form for slinger i valsen. Novo gjorde det fremragende i sidste uge, og de gør det også fremragende i dag. Men deres heltestatus har nok på kort sigt fået et lille knæk, siger Per Hansen.

Corona har sat tydeligt aftryk på danskernes motionsvaner

Nedlukninger og restriktioner i kølvandet på udbruddet med coronavirus har haft konsekvenser for danskernes fysiske aktivitet. Og i en sådan grad at mere end hver anden voksen er blevet mindre fysisk aktiv under pandemien.

Det viser en stor undersøgelse fra Bevæg dig for livet, som er en sammenslutning mellem DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF).

I undersøgelsen svarer godt 55 procent af de godt 21.000, der har svaret i undersøgelsen, således, at covid-19 har haft en negativ indflydelse på deres idræts- og motionsvaner det seneste år.

Omvendt angiver hver femte, at de faktisk er blevet mere aktive.

- Igennem de knap to år har vi kunnet se, at de, der i forvejen er aktive, bliver mere aktive, mens de, som før har været inaktive, har rørt sig mindre, siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand i DGI, til TV 2.

Flere har dyrket motion på egen hånd

På trods af at mange udendørs træningsanlæg også har været spærret af under corona, har mange voksne ifølge Charlotte Bach Thomassen fundet andre måder at dyrke motion på. I naturen eller derhjemme.

Og undersøgelsen viser da også, at 43 procent i deres besvarelse angiver, at de har dyrket mere idræt på egen hånd, end de plejer.

Men det ændrer ifølge formanden ikke på, at manglen på organiseret motion i fællesskaber har haft konsekvenser for mange voksne.

- Det har en kæmpe betydning i forhold til den fysiske, psykiske og sociale sundhed, siger hun til TV 2.

Børn og unges fysiske aktivitet under pandemien er ikke en del af undersøgelsen.

Nyt tiltag skal forebygge trafikkaos på Storebælt

Fire nye mobile autoværn på Storebæltsbroen skal sikre mindre trafikkaos, når der eksempelvis sker uheld eller gennemføres et motionsløb på broen.

Det er Sund & Bælt, der driver Storebæltsforbindelsen, som har investeret godt 100 millioner kroner i de nye mobile autoværn. Det skriver Jyllands-Posten.

Hidtil har medarbejdere været nødsaget til at komme ud på selve broen og skrue autoværnet fra hinanden manuelt med svensknøgler, topnøgler og andet værktøj og på den måde føre trafikken over i den anden side af vejen.

Det har typisk taget omkring fire timer.

Men med de automatiske autoværn eller "overledninger", som er den tekniske betegnelse, vil det tage omkring 30 minutter, lyder det fra Storebælt ifølge avisen.

Kan selv trille på plads

De omkring 60 meter lange mobile autoværn har hjul under, og af den grund kan de selv trille på plads og lede trafikken derhen, hvor den skal.

De har samtidig særlige fødder, så de kan stå helt fast. Dermed er sikkerheden lige så god som under normale forhold, skriver Jyllands-Posten.

Der er også investeret i 222 nye digitale skilte. De skal informere trafikanterne om, hvad der foregår, og hvordan de skal forholde sig.

Skiltene skal også informere om hastigheden, der bliver sat ned fra 110 til 80 kilometer i timen, når trafikanterne bliver ledt over i den anden side af motorvejen.

I de kommende måneder skal der sættes skilte op, og systemet testes. Til næste sommer vil det stå helt færdig.

- Skiltene kommer til at signalere til trafikanterne, at der nu er dobbeltrettet trafik, ligesom ved almindeligt vejarbejde, og at hastigheden derfor er nedsat, siger Lars Fuhr Pedersen, teknisk direktør i Sund og Bælt, til avisen.

"En supergod nyhed"

Over for Jyllands-Posten kalder Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef hos FDM, bilejernes organisation, tiltaget for "en supergod nyhed".

Derudover mener han, at især broer og tunneler vil være i stand til at benytte systemet med mobile autoværn.

Dansk Industri, DI, er samtidig begejstret. Også her er holdningen, at de mobile autoværn kan bruges mange andre steder end alene på Storebælt.

I den forbindelse kunne Michael Svane, direktør for DI Transport, godt se for sig, at de blev brugt ved eksempelvis udvidelse af motorveje, eller når der bygges nye.

Covid-19 vil blive en “endemi” i 2024, vurderer vaccineproducent

I omkring 2024 vil covid-19 ikke længere være en pandemi, men en "endemi".

Sådan lød det ved en konference fredag fra medicinalselskabet og vaccineproducenten Pfizer.

Virussen vil være konstant iblandt os, og med jævne mellemrum toppe, ligesom vi kender det fra en influenza.

Jeg vil tro, at det topper i løbet af vinteren og herefter gradvist begynder at tilpasse sig til at blive noget, vi ser en gang imellem

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet

Men hvad er forskellen egentlig på en pandemi, epidemi og en endemi - og hvad betyder de for, hvor længe vi skal leve med coronavirussen?

Ifølge Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, er en endemi udtryk for, at coronavirussen bliver noget, vi skal vænne os til, som sporadisk vil være iblandt os.

- Jeg tror, at vi vil se, at virussen opfører sig som andre virusser om vinteren, hvor det udmønter sig som en sæsoninfluenza. Den vil stadig være her, men vi vil kunne håndtere den, vurderer han.

Noget, vi må leve med

Modsat en epidemi er en endemi defineret ved, at den har en stabil, vedvarende forekomst i et afgrænset område.

Men i en endemi vil man typisk se, at spredningen af en infektion vil ligge stabilt på et konstant niveau. Sygdommen vil konstant være til stede i samfundet, men muligvis på et mere forudsigeligt niveau.

Ifølge Pfizer er forudsætningen for, at pandemien overgår til en endemi, at der er opnået tilstrækkelig høj immunitet i befolkningen, og at sygehusbelægningen og dødstal er under kontrol som under almindelige sæsoninfluenzaer, skriver CNBC.

- Hvornår og præcis hvordan det vil ske, vil afhænge af sygdommens udvikling, hvor hurtigt samfundet får udbredt vaccinerne og behandling. Samt en retfærdig fordeling af vacciner til lande, hvor der er få beskyttede, siger Mikael Dolsten, videnskabelig chef hos Pfizer.

De anslår, at nogle regioner vil fortsætte med at have en pandemi i en til to år mere, mens andre lande hurtigere vil gå over til en "endemisk tilstand" med kun små og håndterbare virusudbrud.

Vil nok toppe i løbet af vinteren

Også Hans Jørn Kolmos mener det er realistisk, at vi skal ind i 2024, før vi er ude af pandemien - og dermed i en "endemisk tilstand".

- Men jeg vil tro, at det topper i løbet af vinteren og herefter gradvist begynder at tilpasse sig til at blive noget, vi ser en gang imellem, ligesom når man får en forkølelse, siger han og baserer det på, hvilket mønster man har set med andre smitsomme sygdomme.

Samtidig peger han på, at vaccinerne vil være noget af det, der skal skubbe os mod at nå en endemi i stedet for en pandemi.

Blandt andre sygdomme, der også kategoriseres som `endemier´ er forkølelser, lungebetændelse og blærebetændelse, forklarer han.

Otte billeder fra ugen der gik

TV 2 har samlet nogle af de billeder, der har gjort et visuelt indtryk i ugens løb.

Dødelig kollision med dansk fragtskib

Natten til mandag kolliderede et britisk skib og det danske fragtskib Karin Høj i Østersøen mellem Bornholm og svenske Ystad. Mens det britiske skib Scot Carrier sejlede videre, kæntrede det danske skib. På skibet var to danske sømænd. Den ene blev senere mandag fundet omkommet, og den anden er fortsat meldt savnet. Ombord på Scot Carrier var en britisk og en kroatisk statsborger. Briten er blevet varetægtsfængsel i Sverige og mistænkt for uagtsomt manddrab, grov uagtsomhed i sejladsen og at være påvirket af alkohol. Kroaten er mistænkt for spritsejlads.

Tornadoer raserer i USA

USA var i forrige weekend udsat for intet mindre end 50 tornadoer på tværs af otte forskelle stater. Værst gik det til i staten Kentucky, hvor omkring 78 mennesker er meldt omkommet, hvilket gør det til de dødeligste tornadoer i statens historie. Samlet er mindst 92 omkommet, og mange områder er blevet jævnet med jorden, så mange amerikanere står tilbage uden eget hjem. Det voldsomme vejr førte også til omfattende strømafbrydelser, som man kan se på billedet herover.

Flydende Luciaoptog gennem Københavns kanaler

Mens vi endnu en gang må leve med, at mange arrangementer bliver aflyst grundet smittespredningen med covid-19, så nåede københavnerne at se et af decembers højdepunkter i bylivet - det flydende Luciaoptog gennem Københavns Havn. Mens det traditionelle optog foregår med hvide kjoler, så foregår dette med juleudsmykkede kajakker, mens de syngende glider gennem kanalerne med tilskuerne langs havnekanten.

USA runder trist coronatal

I den uge rundede USA 800.000 døde grundet covid-19. Det er det højeste nationale dødsantal i verden - selvom USA ligger lavere på listen, når man sammenligner med indbyggertal. Det skete samtidig med, at landet rundede 50 millioner totale smittede med coronavirus. Antallet af døde i USA er steget over vinteren, hvor det ifølge BBC primært er ikke-vaccinerede og ældre, som dør grundet af sygdommen.

Superhelte opmuntrer indlagte børn i Italien

De indlagte børn på San Paolo-hospitalet i italienske Milano fik sig denne uge noget af en overraskelse, da de så ud af vinduet. For udenfor kunne de pludselig se verdenskendte superhelte som Spiderman, Batman og Superman glide ned langs bygningen. Hospitalet havde arrangeret det for at opmuntre børnene, men også for at takke de ansatte, der er "hverdagens superhelte".

All in for Danmark

Det er ikke for sarte sjæle at stå på mål for de hårde skud, der bliver sendt afsted ved kvindernes VM i håndbold. Det blev tydeligt i semifinalen mellem Danmark og Frankrig, hvor den danske målmand Althea Reinhardt få minutter inde i kampen fik den harpiksovertrukne håndbold kastet direkte i ansigtet. Hun måtte forlade banen med tårer i øjnene, men kom senere tilbage i kampen, som Danmark tabte med et enkelt mål. Reinhardt forklarede efterfølgende, at hun ikke har lidt skade ved det tætte møde med bolden.

Skønhedskonkurrence fylder 100

I år er det 100 år siden, at den første 'Miss America'-skønhedskonkurrence blev afholdt, og det blev deltageren fra staten Alaska, Emma Broyles, som blev kronet som dette års 'Miss America' - til stor jubel for de øvrige på scenen. Konkurrencen har over årene fået et mindre fokus på udseende og droppede i 2018 badedragtskonkurrencen. Broyles vinder udover diademet også et studielegat på 100.000 dollars.

Inger Støjberg idømt fængsel

Vi slutter med den helt store nyhed, der indledte ugen. Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg blev idømt 60 dages ubetinget fængsel i rigsretssagen om den adskillelse af asylpar, som hun iværksatte i 2016. Her blev par, hvor den ene part var mindreårig, adskilt og sendt på forskellige asylcentre. Et politisk flertal er nu klar til at erklære Støjberg uværdig til Folketinget, hvorfor hun vil miste sin plads. Siden 1953 er blot fire politikere blevet erklæret uværdige til at sidde i Folketinget.

Christina Grejsens nej til vaccinen har skabt konflikt med familien – men i år holder de jul sammen

I begyndelsen af coronaepidemien var Christina Grejsens Facebook-profil præget af mange opslag, der var kritiske over for de politiske beslutninger. Hun var med egne ord "meget på barrikaderne".

En dag ringede hendes telefon.

Hendes lillebror, Tim Nielsen, var i røret, og han mente, at det var på tide, at hans søster "slappede lidt af" med opslagene.

- Det er fair at være kritisk, men der er også en virkelighed på den anden side, siger Tim Nielsen.

Han blokerede sin søster kort efter. Christina Grejsen husker episoden som "helt vild".

- Lige der blev jeg rigtig vred. Det er jo min ret at kunne ytre mig, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var som at få sat mundkurv på, siger hun.

Det er snart halvandet år siden, at telefonsamtalen mellem de to søskende fandt sted, og siden da har coronavirussen og især vaccinerne mod den med jævne mellemrum skabt debat i familien.

Men selvom deres holdninger og indstillinger til vaccinen er forskellige, skal hele familien samles til jul, og forskellighederne er gledet i baggrunden.

- Vi er blevet enige om at være uenige, siger Christina Grejsen.

To sikre valg med omvendt fortegn

Familiens situation er ikke unik – for kombinationen af juledage og coronavacciner kan være en giftig cocktail.

I flere Facebook-grupper bliver det vendt, hvordan man tackler de dilemmaer og den splittelse, som vacciner og restriktioner kan skabe i julen.

Christina Grejsen, der arbejder som selvstændig indretningskonsulent, kalder sin familie for "en del af mindretallet", fordi hverken hun, hendes mand eller deres to børn er vaccineret mod coronavirus.

- Vi har ikke planer om at blive vaccineret lige nu, for vi vil gerne se tiden an, siger hun.

Da Tim Nielsen, der er uddannet kok, fik en vaccineinvitation, var hans valg med modsat fortegn, og han skulle ikke bruge særlig lang betænkningstid.

- Jeg synes, at det var ret nemt at tage den beslutning, for det virkede fornuftigt at gøre det, siger han.

En farlig debat

Resten af de to søskendes familie har gjort som Tim Nielsen og takket ja til vaccinen, og en del af dem arbejder i sundhedsvæsnet.

Bølgerne har altid gået højt rundt om familiens bord, når snakken for eksempel faldt på politik. Men vacciner og coronavirus har vist sig at være et i særklasse sprængfarligt emne at bringe op, mener både Tim Nielsen og Christina Grejsen.

- Det er virkelig ikke en sjov snak at tage. Det gælder både i familien – men faktisk også med alle andre, fordi der er dybe følelser og holdninger på spil, siger Tim Nielsen.

Christina Grejsen mener, at noget af det farlige ved debatten om coronavirus – både den over middagsbordet, den politiske og den i medierne – er, at den mangler nuancer på begge fløje.

- Det bliver hurtigt gjort til en kamp, hvor man ender med at råbe højere og højere for at overbevise hinanden, siger hun.

Blandt andet derfor har hun skiftet strategi i løbet af epidemien. Hun har slettet Facebook-opslagene og taler sjældent med andre om sit fravalg af vaccinen.

Hun "går lidt på æggeskaller", fordi hun ikke vil "stemples som sølvpapirshat" eller puste til en potentiel konflikt.

Men der er situationer, hvor vaccinespørgsmålet ulmer.

Må man vælge folk fra?

Forleden dag var Christina Grejsen til et arrangement, hvor en af de andre sagde, at hun ikke ville have ikkevaccinerede i sit hus. Den udmelding kalder Christina Grejsen for "vildt provokerende".

- Jeg vil holde fast i, at man har sit eget frie valg. Selvom jeg også kan have skarpe holdninger i det her, udelukker jeg ikke andre, siger hun.

Men er det ikke fair nok, at andre kan være bekymrede for at blive smittet ved at være sammen med dig, der ikke er vaccineret?

- Et eller andet sted har jeg måske selv bedt om det, det er jeg godt klar over. Men det her handler også om at huske respekten for hinanden. Andre har ret til at vælge vaccinen, men jeg har også ret til ikke at gøre det, siger Christina Grejsen.

Når hele familien skal samles til jul om en uges tid, er det af samme årsag. Og løsningen har vist sig at være ret simpel.

Låg på debatten for de yngstes skyld

Det er efterhånden et par uger siden, at Christina Grejsen bookede PCR-tests til sin familie 22. december. For alle, der skal være med til julearrangementet, skal testes – både de vaccinerede og ikkevaccinerede.

- På den måde er vi fælles om at passe hinanden, siger Christina Grejsen, der allerede bliver testet flere gange om ugen – både for at få coronapas, men også for at passe på, at hun ikke selv bliver smittet eller får smittet andre.

For Tim Nielsen har testene også været afgørende for at sikre julefreden. Han har "helt ro i sindet", inden familien samles i juledagene.

- Hvis de teede sig uansvarligt og var totalt imod det hele, kunne jeg have mine betænkeligheder. Men heldigvis er det anderledes, siger han.

Den ældste til familiens jul er 70 år, den yngste er 11. Både Christina Grejsen og Tim Nielsen er enige om, at det især er for de yngste familiemedlemmers skyld, at coronadiskussionerne skal skubbes i baggrunden – selvom de ikke helt kan udelukke, at de opstår.

- Måske ud på de lidt senere timer efter lidt snaps. Men jeg tror hurtigt, at det bliver manet ned. Det er vigtigere at være sammen, siger Tim Nielsen.