Mens Europa lukker ned, er der gang i Spanien

Musikken brager ud af højtalerne til Purple Weekend Estrella Galicia. Den årlige 60’er-musikfestival i den nordspanske by León er i fuld gang efter to år, hvor pandemien førte til aflysninger. Alle har mundbind på, men der er hverken krav om test eller coronapas.

Mens man ingen steder kommer ind uden den slags i hverken Frankrig, Italien eller Portugal, er situationen helt anderledes i Spanien.

- Vi har styr på situationen og følger myndighedernes anvisning til punkt og prikke. Det samme gør de flere tusinde gæster, der hen over de næste dage nyder vores festival. Vi opfører os ansvarligt, men er ikke bekymrede, siger Jesús Maria López de Uribe, kommunikationschef for festivalen.

Situationen er bedre end sidste år

Selvom antallet af smittede igen stiger i Spanien, efter at landet i en lang periode har haft Europas lavest antal smittede proportionelt per indbygger, så er eksperterne fortrøstningsfulde.

- Situationen i år kan ikke sammenlignes med sidste år. Det er rigtigt, at smittetallet er bekymrende, men det giver sig ikke umiddelbart udslag i et øget pres på hospitalerne eller dødsfald, fordi mange allerede er immune, siger virolog Isabel Sola til det spanske medie RTVE.

Den seneste uge er tallet for smittede i Spanien per 100.000 indbyggere oppe på 248. I eksempelvis København er det samme tal 696. Og det kan foreløbig ses på restriktionerne rundt om i Spanien, der er langt mere lempelige end i andre sydeuropæiske lande.

I eksempelvis Portugal, hvor regeringen forleden indførte undtagelsestilstand, kræves der nu coronapas for at gå i motionscenter og på restaurant. Og vil man besøge en pårørende på hospital eller plejehjem, skal man ud over coronapasset fremvise en negativ test.

Og Portugal er vel at mærke blandt de lande i verden, hvor flest indbyggere er færdigvaccineret.

I Spanien er syv af de i alt 17 regioner begyndt at indføre coronapas i nattelivet, men det er et mindretal, og foreløbig er mange eksperter rolige ved situationen i Spanien. Eksempelvis Alfredo Corell, der er forsker ved Universitetet i Valladolid.

- Situationen er langt bedre end tidligere, og vi har flere værktøjer at bruge, vurderer Alfredo Corell. Men han understreger også, at det er vigtigt at holde sig klart, at ved store event og sociale sammenkomster, bør man ikke betragte vaccinerede som uovervindelige.

- Selvom smitten er reduceret væsentligt mellem vaccinerede mennesker, kan vaccinerede både blive smittet og smitte, advarer han.

Fester igennem

Men den fare bekymrer ikke gæsterne på restaurant Ezequiel. De sidder med fin afstand – mindst halvanden meter, som myndighederne kræver. Restauranten er fyldt med glade og larmende gæster, der nyder klassiske spanske delikatesser som skinke, ost og blæksprutte.

Blandt gæsterne er danske Rasmus Schrøder og Søren Koch, medlemmer af bandet, der spiller på den spanske musikfestival Purple Weekend Estrella Galicia.

- Spanierne virker meget påpasselige med deres brug af mundbind, og vi er ret trygge ved at spille her. De har jo haft langt færre smittede end andre lande, siger Rasmus Schrøder, guitarist i bandet. Og hans kollega nikker bekræftende.

- Vi har fået aflyst rigtig mange koncerter de seneste to år, så vi er bare vildt glade for at kunne spille til en festival her i Spanien. Og selvom der er mange mennesker samlet, er vi ikke bekymrede. Vi glæder os bare over, at det er muligt at samle så mange mennesker, lyder det fra Søren Koch.

Han tilføjer, at publikum har mundbind på under koncerterne.

Spanien ene i Europa

Men selvom de danske musikere føler sig trygge ved den spanske musikfestival, er Spanien lige nu som en ø i Europa, hvor en festival som Purple Weekend Estrella Galicia kan afholdes uden krav om test og coronapas.

Kører man over grænsen til Frankrig, er der krav om coronapas. Og i Portugal kan man lægge en negativ test oven i, hvis man vil deltage i en festival.

Og så er der hele spørgsmålet om vaccination. På Den Iberiske Halvø har både portugiserne og spanierne indtil nu helt frivilligt kunnet beslutte, om de ønsker at lade sig vaccinere, mens mange andre sydeuropæiske lande har gjort det mere eller mindre tvungent.

Græske sundhedsmedarbejdere – både læger og sygeplejersker – skal være vaccineret, hvis de vil beholde deres arbejde. Det samme gælder i Italien og Frankrig.

Men foreløbig fester de videre i Spanien. Ikke mindst ved musikfestivalen i León, hvor det danske band The Beatophonics netop er gået på til stor begejstring for det mundbindsbærende publikum.

75 elever smittet efter “Ukontrollabelt” udbrud på folkeskole

Klassetrinene 0.-5. klasse på Søhøjskolen i Ølstykke i Egedal Kommune skal modtage fjernundervisning efter et større smitteudbrud på skolen.

I alt er 75 elever og otte ansatte fordelt på 19 klasser konstaterede smittet i perioden fra den 29. november til den 5. december.

Det oplyser Egedal Kommune på sin hjemmeside.

Derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet at give påbud til kommunen om at lukke årgangene ned på Søhøjskolen.

Smitteudbruddet er især accelereret fra fredag til søndag, hvor 44 på skolen er blevet smittet - heraf 33 elever fra 0.-3. klasse inklusiv fire undervisere.

Udbruddet vurderes at være ukontrollabelt

Egedal Kommune skriver, at Styrelsen for Patientsikkerhed derfor vurderer, at der ikke er sikkerhed for at smittekæderne er brudt og "udbruddet vurderes på den baggrund at være ukontrollabelt".

- Det er vigtigt, at alle nu er ekstra opmærksomme på de sædvanlige hygiejneregler, lader sig teste, og meget gerne også vaccinere, hvis det ikke allerede er sket, udtaler Søren Trier Høisgaard, der er velfærdsdirektør i Egedal Kommune.

Forældre på Søhøjskolen vil modtage besked om den delvise nedlukning via tjenesten Aula. Her vil de også blive orienteret om mulighederne for nødpasning.

I første omgang gælder lukningen for 0.-3. klasse fra den 7. til den 13. december, hvor eleverne skal modtage fjernundervisning.

4.-5. klassetrin, der allerede har været lukket ned i nogle dage, skal fortsætte med at modtage fjernundervisning frem til den 9. december.

- I denne periode må eleverne, deres forældre og pårørende ikke færdes på skolens indendørs eller udendørs arealer, skriver Egedal Kommune

Elever, familier og personale opfordres til test

Nedlukningen gælder også fritidsklubben og SFO'en, der er tilknyttet skolen.

Forældre eller pårørende kan dog stadig deltage i aftenskole og lignende på skolen. Skolens medarbejdere, herunder lærere og pædagogisk personale er ikke omfattet af lukningen.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at alle skolens elever, familier og personale lader sig teste mindst én gang mellem den 7. og den 13. december.

Ifølge Egedal Kommunes hjemmeside huser Søhøjskolen 588 elever fordelt på 0.-9. klasse.

Brostrøm åbner for kig i værktøjskassen: – Vi kan se, at den udvikler sig hurtigt

Personer smittet med Omikron-varianten udgør kun en brøkdel af de coronasmittede i Danmark. Alligevel er det et af de tal, vi skal holde godt øje med.

Vi ved ganske enkelt ikke nok om, hvad den kan komme til at betyde for epidemien.

Så skal vi vurdere, om vi skal kigge ned i værktøjskassen igen

Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen

Det siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, til TV 2.

- Når jeg kigger på epidemien, kigger jeg på de stigende indlæggelsestal, og så har vi fået den her nye spiller, Omikron-varianten, som tilsyneladende kommer ret hurtigt ind, siger Søren Brostrøm.

De første to bekræftede smittetilfælde med Omikron blev fundet i Danmark 28. november, og i dag – godt og vel en uge senere – nærmer Danmark sig 300 bekræftede tilfælde.

Alene mandag blev der registreret 78 nye smittetilfælde med varianten, hvilket bragte det totale danske antal Omikron-smittede op på 261.

Måske et kig i værktøjskassen

Man blev opmærksom på varianten i Sydafrika den 24. november, men det allerførste tilfælde blev registreret i en prøve taget 8. november. Herefter tog varianten lynhurtigt over som den dominerende variant i landet.

Samtidigt eksploderede de sydafrikanske smittetal fra blot et par hundrede om dagen i midten af november til langt over 10.000 dagligt de seneste dage.

Imidlertid ved vi endnu meget lidt om den nye variants dødelighed og dens evne til at omgå vacciner.

Der er nu smittekæder blandt folk, der ikke har været ude at rejse

Henrik Ullum, direktør hos Statens Serum Institut

Og det er kombinationen af den tilsyneladende høje smitsomhed og uvidenheden om variantens natur, der bekymrer Søren Brostrøm.

- Vi ved stadig ikke tilstrækkeligt om den her nye variant, men vi kan se, at den udvikler sig hurtigt, og så skal vi selvfølgelig vurdere, om vi skal kigge ned i værktøjskassen igen og gøre yderligere, siger han.

Han uddyber imidlertid ikke, hvilke værktøjer eller restriktioner han kunne finde på at anbefale regeringen og Folketinget at tage i brug.

Spreder sig i Danmark

Mange lande i verden – inklusive Danmark – var hurtige til at indføre restriktioner for indrejsende fra Sydafrika i et forsøg på at forhindre eller som minimum forsinke Omikrons indtog.

For en uge siden kunne de danske Omikron-tilfælde kobles til rejseaktivitet fra Sydafrika eller dets nabolande.

Sådan er det ikke længere, sagde Henrik Ullum, der er direktør i Statens Serum Institut (SSI), søndag i en pressemeddelelse:

- Der er nu igangværende smittekæder, hvor smitten ses blandt folk, der ikke har været ude at rejse eller har forbindelse til rejsende.

Gymnasiejulefrokost i Viborg

En af de smittekæder tog sit udspring til en gymnasiejulefrokost i Viborg.

150 personer deltog ved festen sidste lørdag, og efterfølgende blev 53 af deltagerne testet positive for Omikron-varianten.

Blandt andet den smittekæde har gjort Viborg til Danmarks Omikron-hovedstad, hvor ikke mindre end 35 procent af alle danske smittede med varianten befinder sig.

Koncertgæster opfordret til test efter coronatilfælde

Der er blevet registreret coronasmitte hos ni personer, der har været til Jung-koncert torsdag.

Det bekræfter Styrelsen for Patientsikkerhed mandag aften.

Koncerten blev afholdt i Royal Arena, og derfor er alle gæster blevet opfordret til at blive testet.

Der var omkring 11.000 gæster til stede til koncerten, og alle gæsterne er blevet opfordret til at blive testet.

Der er dog på nuværende tidspunkt ikke kendskab til Omikron-varianten blandt de smittede, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Koncertgæster har fået mail fra billetudbyderen

Koncertgæsterne har fået en mail fra bookingbureauet United Stage og billetudbyderen TicketMaster.

- Vi har været i kontakt med smitteopsporingen, som opfordrer alle, også færdigvaccinerede eller tidligere smittede, til at blive testet hurtigst muligt, står der i mailen ifølge Ekstra Bladet.

Gæsterne er blevet bedt om at blive testet på dag 4 og 6 dag efter koncerten.

Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer til, at gæster får en antigentest, der også er kendt som lyntest.

Søndag var der fundet ti tilfælde af smitte med coronavarianten Omikron efter en koncert med DJ Martin Jensen lørdag 27. november, oplyste Styrelsen for Patientsikkerhed over for TV2 Nord.

Koncerten blev afholdt i Aalborg Kongres og Kultur Center (AKKC), og AKKC opfordrede kort tid efter alle, der deltog i koncerten til at lade sig teste. Der var omkring 1500 deltagere til Martin Jensens koncert.

Mandag eftermiddag var der konstateret i alt 261 smittetilfælde med Omikron-varianten i Danmark, oplyste Statens Serum Institut (SSI).

Omikron-varianten frygtes at være mere smitsom end den dominerende Delta-variant. Den kan muligvis også være mindre følsom over for antistoffer fra vacciner. Der er dog endnu ikke officielle data til at be- eller afkræfte disse formodninger.

Styrelse kommer med kraftig opfordring, efter kommune dropper isolations-regel

I Viborg Kommune opfordrer de nu medarbejdere i ældreplejen til at møde op på arbejde, selvom de er nærkontakt til én, som er nærkontakt til en Omikron-smittet.

Det er ellers stik imod sundhedsmyndighedernes anbefaling om, at også den gruppe skal gå i isolation for at inddæmme smitten med den nye coronavariant.

Jeg ville ønske, at vi kunne overholde alle anbefalingerne

Lasse Jacobsen, kommunaldirektør i Viborg

Og det vækker ikke glæde hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer kraftigt til, at man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at man som nær kontakt til en nær kontakt til en smittet med Omikron-varianten lader sig isolere og teste, oplyser styrelsen i en skriftlig kommentar til TV 2 på bagkant af kommunens udmelding.

Styrelsen understreger dog, at det ikke er en ordre eller et krav.

- Der er tale om en anbefaling, lyder det.

Stiller kommune i dilemma

Kommunens nye opfordring gælder ikke borgere generelt, men henvender sig særligt til medarbejdere i hjemmeplejen og på socialområdet.

Ifølge Viborg Kommune har de været nødsaget til at gøre det, fordi der simpelthen ikke er hænder nok, hvis retningslinjerne om isolation i tredje led skal overholdes.

Det er et valg mellem pest eller kolera

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi

Set i et smitteperspektiv er det ikke en optimal løsning, lyder det fra Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi.

Men den omfattende isolation stiller også kommunen i et dilemma, fordi personalet ikke kan undværes.

- Det er et valg mellem pest eller kolera. For de risikerer jo at tage smitten med til de ældre, som er en sårbar gruppe, siger professoren.

Han understreger dog, at en stor del af de ældre allerede har fået tredje stik med coronavaccinen og derfor er godt rustet, hvis uheldet skulle være ude.

Et ekstra sikkerhedsnet

Det giver dog stadig mening at holde fast i Sundhedsstyrelsens Omikron-anbefalinger med isolation af nære kontakter til nære kontakter, mener Allan Randrup Thomsen.

Også selvom det stiller arbejdspladser og kommuner i en svær situation.

- Vi er ved at spænde et ekstra sikkerhedsnet ud, så vi kan forsinke varianten i at sprede sig så længe som muligt, siger han.

På et tidspunkt - desværre nok i en ikke så fjern fremtid - må vi sige stop

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi

På den måde køber myndighederne sig tid til at indsamle mere solid data om varianten, før den får frit løb i samfundet.

Det gælder blandt andet viden om sygdomsforløb ved Omikron-smitte, immunitet, og hvordan vaccinerne virker mod den.

Ifølge Allan Randrup Thomsen er det dog ikke realistisk at følge de strikse retningslinjer "i al evighed".

- Lige nu det en god idé. Men på et tidspunkt - desværre nok i en ikke så fjern fremtid - må vi sige stop, siger han.

"Valget er ikke svært"

I Viborg kommune er der ikke tvivl om, at det er den rigtige beslutningen om at fravige Sundhedsstyrelsens anbefalinger i eksempelvis hjemmeplejen. Det fortæller kommunaldirektør Lasse Jacobsen.

- Alternativet er, at vi ikke kan løse de her kritiske funktioner i kommunen. Så er valget altså ikke svært, siger han.

Alene i hans kommune er antallet af personer smittet med Omikron-varianten steget fra 53 søndag til 92 bekræftede tilfælde mandag eftermiddag.

I alt er der fundet 261 tilfælde i Danmark.

Fortsætter smitten i samme spor, kan kommunen blive nødt til at udvide opfordringen til også at gælde daginstitutioner, lyder det fra Lasse Jacobsen.

Hvis det bliver tilfældet, opfordres også de ansatte i kommunens institutioner til at møde på arbejde, selvom de er nær kontakt til en nær kontakt til en smittet med den nye variant.

Men risikerer man ikke at undergrave det store arbejde, der lige nu foregår for at inddæmme smitten med Omikron?

- Jeg ville ønske, at vi kunne overholde alle anbefalingerne. Men så ender det med, at vi må efterlade nogle borgere alene. Det kan vi ikke, siger han.

Kommunaldirektøren understreger dog, at det er op til den enkelte medarbejder at vurdere, om personen er tryg ved at møde op på job i en sådan situation.

Sundhedsstyrelsen holder fast i de gældende retningslinjer om, at nære kontakter til nære kontakter skal gå i isolation, hvis der er tale om en Omikron-smittet.

Dagens overblik: Midtjyder kan se frem til et stik fra Forsvaret

Især jyderne har allerede fået den første sne.

Men i denne uge kan resten af landet også se frem til hvid nedbør.

Så du kan godt finde huen, handskerne og kælken frem, mens julen roligt nærmer sig.

Velkommen til dagens overblik.

Ny finanslov

Vi starter med at vende øjnene mod Christiansborg, for her var det næsten juleaften for politikerne.

Der er landet en ny finanslov, og den byder på penge til både grøn omstilling, sygehusvæsenet og til landets fødegange.

Samtidig må danskerne vinke farvel til håndværkerfradraget - dog med enkelte undtagelser.

Du kan læse om hovedpunkterne i den nye aftale her.

Coronatravlhed i regionerne

Mens politikerne stod i kø for at vise deres arbejde frem, ser det noget anderledes ud i landets vaccinations- og testcentre.

Her mangler der hænder til at stikke folk i overarmen, og det har fået Region Midtjylland til at tage nye metoder i brug. Fra i dag skal medarbejdere fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen være med til at pode og vaccinere midtjyderne.

I andre regioner står de med udfordringer, som Forsvaret ikke kan løse. For særligt Region Sjælland og Region Syddanmark er lige nu ramt af et stigende antal indlæggelser med coronavirus. Og det fører til et stort antal aflyste og udskudte operationer og aftaler.

Restriktioner for ikkevaccinerede

Samtidig med at vi i Danmark kæmper for at finde personer nok til at give vaccinerne, mangler de i Italien overarme at stikke i. Derfor strammer landet nu grebet om dem, som endnu ikke har smøget ærmet op.

Fra i dag må italienerne vinke farvel til blandt andet indendørsservering, en tur i biografen eller teatret, koncerter og diskoteker, hvis de ikke enten er vaccineret eller kan påvise en overstået infektion med coronavirus.

Længere nordpå - i Grønland - har man indført en lignende model. Her kræver det enten en vaccination eller en negativ coronatest for at få adgang til offentlige steder som restauranter, biografer, biblioteker og frisører.

Myter om voldtægt

En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at voldtægtsmyter er udbredte blandt især unge mænd.

Blandt andet mener hver femte unge mand i alderen 16 til 20 år ikke, at der er tale om en voldtægt, hvis ikke kvinder direkte har sagt nej til sex.

Undersøgelsen viser også, at hver anden mand i aldersgruppen mener, at "voldtægtsbeskyldninger ofte bruges som hævn mod mænd".

Resultaterne bliver kaldt både “vanvittige” og “problematiske”. Du kan dykke ned i undersøgelsen her.

Hvad ved vi om skyderierne i København?

Vi slutter ved en historie, som ikke tager sin begyndelse i dag - og som vi formentlig heller ikke har hørt det sidste til endnu.

For mens du formentlig har holdt weekend, har politiet i København og omegn haft rygende travlt.

Torsdag aften blev en mand i midten af 20'erne skudt og dræbt på Nørrebro, mens én person blev dræbt og to såret under et skyderi i Rødovre fredag. Lørdag var den gal igen - denne gang på Åboulevard i København. Her blev en mand skudt i hovedet.

To personer er indtil videre anholdt i forbindelse med de tre skyderier, men politiet er stadig på jagt efter flere gerningsmænd.

TV 2 har samlet et overblik over de ting, vi indtil nu ved om skyderierne - og de spørgsmål, vi stadig mangler svar på. Det kan du læse her.

Sundhedseksperter advarer mod at fordele milliard lige mellem alle

De fem danske regioner har med en delaftale til finansloven for 2022 fået tildelt en milliard kroner til det pressede sundhedsvæsen.

Nu handler det om, hvordan den milliard skal fordeles blandt regionerne, og hvilke faggrupper der skal have pengene.

Der er mange andre faggrupper end sygeplejersker og læger

Jakob Kjellberg

De forhandlinger foregår mellem regionerne og de relevante fagorganisationer.

Men Danmarks to førende sundhedsøkonomer advarer: Lad nu være med at fordele pengene ligeligt mellem faggrupperne.

- Det vigtigste i forhold til de udfordringer, der er på sygehusene, er, at man ikke giver en lige stor andel til alle. Så er en milliard kroner ikke meget, siger Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), til TV 2.

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, er enig:

- Jeg håber ikke, at de (regioner og organisationer, red.) forhandler med præmissen om, at milliarden skal deles ligeligt ud til alle grupper. Hvis det er tilfældet, kan man lige så godt lade være, siger han til TV 2.

Der er mindst 30 andre faggrupper end sygeplejersker og læger

Begge sundhedsøkonomer peger på flere grupper, som efter deres mening skal tilgodeses.

Det gælder nemlig om at få bemanding på de afdelinger i sundhedsvæsnet, hvor der er mest mangel.

- Der er en lang række sengeafsnit, som har måttet lukke på grund af mangel på sygeplejersker. Det ville være et godt sted at starte, siger Jes Søgaard.

Han peger også på andre faggrupper som bioanalytikere og social- og sundhedsassistenter.

De samme faggrupper peger Jakob Kjellberg på:

- Der er mange andre faggrupper end sygeplejersker og læger. Mindst 30. Der er eksempelvis også brug for flere portører, siger Jakob Kjellberg.

Han fremhæver især landets akut- og infektionsmedicinske afdelinger. En bedre bemanding på disse afdelinger vil nemlig skabe ringe i vandet og forbedre situationen på andre afdelinger, lyder det.

Årsagen er, at faggrupper på andre afdelinger er hevet ind på eksempelvis akutafdelingerne for at dække vagter.

Der kan man komme rimelig langt med en milliard

Jes Søgaard Sådan kan milliarden blive brugt

Begge sundhedsøkonomer peger på, at milliarden kan udmøntes som et tillæg til at tage vagter. Det er ikke en varig løsning, men den kan afhjælpe den akutte situation.

- Og hvis en del går til et midlertidigt løntillæg, og det kan afhjælpe konflikten (mellem sygeplejerskerne og regeringen, red.), indtil lønstrukturkomitéen kommer med deres forslag, så ville det være en fin løsning, siger Jakob Kjellberg.

Jes Søgaard peger også på en løsning med at betale mere i overarbejde de næste fire og fem måneder – en form for gratiale eller månedsbonus.

Milliarden er formentlig ikke nok til at få de ansatte, der er rejst væk, til at komme tilbage.

Men det kan ifølge Jes Søgaard eksempelvis lokke nogle af de sygeplejersker eller bioanalytikere, der inden for det sidste år er gået på pension, til at tage en sidste tørn.

Pengene kan også bruges til en god aflønning af ansatte, der for en periode går fra deltid til fuld tid.

- Der kan man komme rimelig langt med en milliard, siger Jes Søgaard.

Overlægeforening peger på studerende og sekretærer

Når det kommer til, hvor milliarden kan gøre mest gavn, er Overlægeforeningen enig med de to sundhedsøkonomer:

På de afdelinger, der er mest pressede, og til de medarbejdere, sygehusene har mest brug for og har bedst mulighed for at rekruttere.

I en mail til TV 2 peger foreningen på, at eksempelvis lægestuderende kan hjælpe med at passe patienter i respirator, og at flere lægesekretærer kan give speciallægerne mere tid til patienter.

- Man kan også rekruttere social- og sundhedsassistenter. Her er der stadig en del, som er ansat på deltid, selv om de gerne ville være på fuldtid. Det kan aflaste både sygeplejersker og læger, oplyser formand for Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz, til TV 2.

Soldater indsættes på vaccinationscentre i hovedstadsområdet

I løbet af de seneste år har de fleste efterhånden vænnet sig til hvide kitler, blå t-shirts, engangsforklæder og gummihandsker på landets vaccinationstestcentre.

Men snart bliver kamuflagetøj og kakifarver også en del af virkeligheden på Region Hovedstadens vaccinationscentre, når 80 soldater og otte redningsspecialister fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen nu bliver indsat for at hjælpe regionens 11 vaccinationscentre.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

- Vi er meget glade for, at vi allerede fra i morgen kan få assistance fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Soldaterne og redningsspecialisterne møder ind enten i de forskellige centre eller til undervisning centralt, så de bliver klar til for eksempel at vaccinere.

- Det er fantastisk, at vi så nemt og hurtigt kan få aftaler i stand på tværs af sektorer. Det kan man kun blive imponeret og stolt af, sier Hele Bliddal Døssing, som er vicedirektør i Akutberedskabet, som står bag aftalen med Beredskabsstyrelsen.

Region Hovedstaden har brug for hjælpen som følge af presset på vaccinationskapaciteten, som er sat i vejret efter ønske fra Folketinget.

Skal hjælpe, hvor der er behov

Den ekstra ressource, som de 90 sæt hænder udgør, skal hjælpe med en række forskellige opgaver.

Nogle skal vaccinere, mens andre skal hjælpe med at observere borgere, når de er blevet vaccineret. Andre igen skal hjælpe med praktiske opgaver.

- Vi står i en situation, hvor vi skal have så mange borgere vaccineret så hurtigt som muligt - og så må vi tænke alle gode kræfter ind i løsningen. Det er meget flot, at Forsvaret og Beredskabsstyrelsen så hurtigt har grebet opgaven og går ind i opgaven med vaccinationer, udtaler regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Planen er, at hjælpen skal hjælpe resten af året.

Region udskyder op mod 70 procent af planlagte operationer

Særligt to regioner er lige nu ramt af det stigende antal indlæggelser med coronavirus.

Det oplyser Sundhedsministeriet på baggrund af Sundhedsstyrelsens statusrapport fra 30. november, hvor der bliver taget bestik af situationen i landets fem regioner.

Heraf fremgår det, at Region Sjælland og Region Syddanmark er så pressede, at Region Sjælland er nødt til at aflyse og udskyde 50-70 procent af de planlagte operationer og ambulante aftaler, mens Region Syddanmark hidtil har aflyst 25-50 procent og forventer yderligere reduktioner i den kommende uge.

Derimod har belastningen i Region Hovedstaden stabiliseret sig, og det betyder, at de fortsat udskyder op mod 25-50 procent af den planlagte aktivitet.

Influenzasæson topper

I Region Nordjylland oplever man også en stigende belastning, særligt på intensivområdet. Her er det ligeledes 25-50 procent af den planlagte aktivitet.

Region Midtjylland oplever den mindste nedgang af de fem regioner. Her er antallet af planlagte operationer gået ned med 20 procent, mens antallet af planlagte ambulante besøg er gået cirka 10 procent tilbage i forhold til samme periode i 2019, hvor der ikke var corona.

Dertil kommer udsigten til, at influenzasæsonen kan nå sit højeste niveau i de to første måneder af det nye år.

- Sygdomsbyrden forventes at blive særligt stor fra december og ind i februar, blandt andet fordi influenzaepidemien erfaringsmæssigt topper i januar og februar, lyder vurderingen fra Sundhedsstyrelsen i notatet.

Samtidig lyder det, at sundhedsvæsnet ikke har samme robusthed som i tidligere sæsoner.

Sundhedsministeriet oplyser, at regionerne løbende undersøger muligheden for, at patienter kan blive undersøgt eller behandlet i en anden region. Nogle regioner er desuden i dialog med private hospitaler.

Én milliard ekstra til sundhedsvæsenet

Søndag aften landede en aftale om en coronavinterpakke, der tilfører en milliard kroner ekstra til sundhedsvæsenet i 2022.

Pengene skal gå til at fastholde sundhedspersonale og få sygehusene gennem en "ekstraordinær svær vintersæson", lød det søndag fra finansminister, Nicolai Wammen (S).

Pengene går til hele sundhedsvæsnet, og det er op til regionerne at bestemme, hvordan midlerne skal bruges.

Viborg hårdt ramt af Omikron-variant: Dropper strikse isolationsregler

Viborg Kommune har på et krisemøde besluttet ikke at følge de strikse retningslinjer for isolation, der gælder for smittede med den nye Omikron-variant.

I visse tilfælde vil nære kontakters nære kontakter altså ikke blive bedt om at gå i isolation, som ellers er retningslinjen, men i stedet om at møde på arbejde.

Ifølge kommunaldirektøren er der 30 medarbejdere i kommunens ældrepleje, der er kontakter i tredje led til smittede med Omikron-varianten.

- Vi isolerer selvfølgelig de smittede og deres nære pårørende, men på ældreområdet opfordrer vi nære kontakters nære kontakter til at møde op på arbejde alligevel, siger kommunaldirektør Lasse Jakobsen.

Kommunen har svært ved at opretholde nødvendig service og bemanding på grund af at folk er sendt i isolation for Omikron – især i ældreplejen.

Lasse Jakobsen, kommunaldirektør, Viborg Kommune

- Og så møder man med heldragt, mundbind og visir. Det handler om 10 medarbejdere i hjemmeplejen og 20 på plejecentrene, som vi ikke ville kunne dække af på anden vis. Hvis vi skal opretholde den kritiske infrastruktur, så er vi nødt til at bryde retningslinjerne, siger kommunaldirektøren.

Alene i Viborg Kommune er steget antallet er personer smittet med Omikron-varianten steger fra 53 søndag til 92 bekræftede tilfælde mandag eftermiddag, oplyser kommunaldirektøren.

På landsplan er der 261 tilfælde bekræftet med Omikron-smitten, oplyser Statens Serum Institut.

Midtbyens Gymnasium har sendt samtlige 800 elever og lærere hjem. Derudover er flere institutioner også ramt, og har måttet sende børn og personale hjem.

Kraftig stigning

En julefrokost i oplandsbyen Hersom sidste lørdag har været en superspreder-event i Viborg Kommune. Søndag aften stod det klart, at i alt 53 af 150 deltagere ved festen var smittet med Omikron-varianten under festen.

- Vi er tilsyneladende det sted i landet, hvor der er flest smittede med Omikron, siger kommunaldirektøren.

Mandagens udvikling er kun taget til. Derfor vælger man altså nu at trodse retningslinjerne, forklarer kommunaldirektøren.

- Kommunen har svært ved at opretholde nødvendig service og bemanding, på grund af at folk er sendt i isolation for Omikron – især i ældreplejen.

Selv om kommunen har brug for, de ansatte i ældreplejen er det de ansattes eget valg, hvordan de vil håndtere situationen, hvis de skulle være tredjeledskontakt til en smittet med Omikron-varianten.

- Vi kan kun opfordre medarbejderne til det, men det er op til dem i sidste ende, om de vil møde på arbejde eller ej.

- Vi forventer, at man melder noget ud fra myndighederne om, at man bløder op for retningslinjerne, for det her er ikke holdbart. Vi har også set det med andre varianter, fx delta, hvordan retningslinjerne ændrede sig med tiden.

Wilbek: Drop regler

Overfor Viborg Stifts Folkeblad peger borgmester Ulrik Wilbek på, at hvis ikke reglerne for isolation ændres, vil det lukke hele kommunen ned i løbet af kort tid.

- Der vil komme flere tilfælde, og meget hurtigt kan vi stå i en situation, hvor vi ikke har sosu-assistenter og pædagoger på arbejde, fordi de skal isolere sig.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det fortsat de gældende retningslinjer, at tredjeledskontakter også skal gå i isolation.

Søndag sagde direktør i Statens Seruminstitut til TV2, at det fortsat gælder om købe tid, så flere danskere kan nå at blive vaccineret.