Thailand åbner for vaccinerede danskere

1. november kan danske globetrottere atter sætte sig ombord på et fly med retning mod Thailand.

Det oplyser det thailandske udenrigsministerium i et opslag på Facebook.

Danmark er ét af samlet 46 lande, som Thailand åbner for fra 1. november.

Den thailandske premierminister, Prayut Chan-o-cha, skriver på Facebook, at det er nødvendigt at speede processen op med at få genåbnet for udenlandske turister.

- Hvis vi venter, indtil alting er fuldstændig klart, vil det være for sent. Desuden vil nogle turister måske vælge at tage andre steder hen, skriver han.

Han oplyser, at myndighederne er opmærksomme på den smitterisiko, det vil medføre at åbne for flere turister.

- Men det er en risiko, vi må acceptere. Jeg tror, at Thailand ligesom andre lande nu er bedre rustet til at håndtere den risiko. Og vi er nødt til at lære at leve med det, lyder det fra premierministeren.

Rigtig populær destination

Nyheden er noget, der bliver modtaget med begejstring hos rejseselskabet TUI, som sender den første Dreamliner med danskere afsted til Phuket 28. november.

Og ifølge Kiki Wiese, der er presseansvarlig hos rejseselskabet, er det fly allerede halvt fyldt.

- Thailand er en rigtig populær destination blandt danske turister - især Phuket og Krabi er meget populære. Så vi er enormt glade for den her udmelding, siger hun til TV 2.

- Vi har samarbejdet meget med de thailandske myndigheder i forhold til, hvad der skulle til, for at Thailand kunne åbne for danskere, lyder det.

Vil man til Thailand, er det ifølge Bangkok Post et krav, at man er vaccineret mod coronavirus, og at man kan fremvise en negativ coronatest.

Opfylder man de krav, kan man rejse rundt i Thailand på lige vilkår med de lokale.

Turisme er vigtigt

I sidste uge meldte de thailandske myndigheder ud, at de genåbner for vaccinerede turister fra udvalgte lande.

Men Danmark var ikke blandt dem i første omgang.

Udover Danmark er også en lang række andre europæiske lande, Australien og USA på listen over lande, som Thailand genåbner for.

Inden pandemien tiltrak Thailand næsten 40 millioner besøgende fra udlandet årligt. Turisme udgør næsten en femtedel af den nationale indkomst.

Tyv stjal reporters telefon for øjnene af 20.000 mennesker

Hvis man har tænkt sig at begå tyveri, så skal man ikke gøre det i fuldt dagslys på en liveudsendelse.

Det havde en tyv i Egypten ikke tænkt over, da han tirsdag besluttede sig for at snuppe en tv-reporters telefon for rullende kamera.

Det oplyser det egyptiske medie Youm7, som sendte liveudsendelsen på deres Facebook-side.

20.000 mennesker så med

Med sin telefon i hånden sendte reporteren Mahmoud Ragheb en liveudsendelse i byen Shubra Al-Khaimah, hvor indbyggerne havde mærket et jordskælv, som havde ramt den græske ø Karpathos tirsdag morgen.

Rapporteringen sluttede brat, da en mand på en motorcykel susede forbi og tog Mahmoud Raghebs telefon.

Tyven flygtede fra stedet med en cigaret i munden, og hvad, han ikke vidste, var, at over 20.000 mennesker så med hjemme fra stuerne.

Ifølge den britiske avis The Guardian deltog mange mennesker i søgen efter tyven, efter videoen af hændelsen cirkulerede på sociale medier.

Han blev arresteret få timer senere i sit hjem og bragt til en politistation, hvor han tilstod forbrydelsen.

Fundet med hjælp fra "moderne teknologi"

Myndigheder fra det egyptiske indenrigsministerium sagde, at de havde benyttet "moderne teknologi" til at identificere tyven, oplyser Youm7.

Ifølge ministeriet er manden arbejdsløs, og han havde allerede solgt telefonen, da han blev arresteret.

På lidt over 24 timer var videoen af tyveriet blevet set mere end 6,2 millioner gange og havde fået omtrent 45.000 kommentarer, skriver The Guardian.

Flere seere gjorde grin med tyven. En af dem kommenterede, at han var ved at "dø af grin", mens en anden satte spørgsmålstegn ved, hvorfor tyven så sig bag ryggen, når hele verden kiggede på.

Indbrud på akutmodtagelse – 13 stjålne computere fundet på Kærshovedgård

Normalt er det patienter, der besøger akutmodtagelsen i Herning, men sygehuset havde onsdag aften besøg af ubudne gæster.

Onsdag klokken 22.39 modtog politiet en anmeldelse fra Regionshospitalet om, at børneafdelingens akutmodtagelse manglede 13 computere.

Der var tale om en enkelt Macbook Pro-computer og 12 computere af mærket Lenovo, som alle stod aflåst på sygehuset. Det oplyser Bent Smedegaard fra lokalpolitiet Herning, og han tilføjer:

- Det er vovet at lave indbrud på et hospital. Og de slipper heldigvis heller ikke godt fra det.

En indbygget sporingsapp i Macbook'en førte hurtigt politiet til tyven. Ved hjælp af 'Find My iPhone', som appen hedder, kunne politiet sende et signal til den stjålne computer og på den måde lokalisere den.

Appen viste, at computerne befandt sig på Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast.

Fundet i container

Politiet sendte derfor straks en patrulje ud til adressen. I en container på Kærshovedgård fandt politiet alle tyvekosterne, som nu er leveret tilbage til sygehuset.

Nu skal politiet tjekke alle overvågningskameraer på både sygehuset og Kærshovedgård for at lede efter flere beviser.

Politiet mistænker en 34-årig mand for at stå bag tyveriet, men de kan ikke komme med flere informationer på nuværende tidspunkt.

Flere fund på Udrejsecenteret

Under politiets besøg på Kærshovedgård nåede betjentene også frem til en 27-årig mands værelse. Den 27-årige, der er fra Ikast, blev overrasket over politiet, og han smed hurtigt en computer ud af sit vindue.

Computeren havde dog ikke noget med indbruddet på sygehuset at gøre, men var stjålet i en anden sag. Politiet kunne derfor efterfølgende sigte manden for hæleri..

Bent Smedegaard fortæller, at politiet endnu ikke ved, om den 27-årige også har noget med de stjålne computere på sygehuset at gøre.

- Det kan ikke udelukkes, at han også er forbundet med indbruddene på sygehuset. Det kunne være yderst interessant, siger han.

Indbruddet på Regionshospitalet Herning fandt sted mellem klokken 19 og 22 onsdag aften.

Eksperter spår stigning i smitte og indlagte i november

En coronaekspertgruppe spår ifølge SSI, at der i midten af november kan være 600 til 3200 daglige smittede og 25 til 110 daglige nyindlæggelser.

Det vurderer ekspertgruppen for matematisk modellering i et nyt notat, der er blevet delt af Statens Serum Institut (SSI), der står i spidsen for gruppen.

Modellen viser, hvordan det vil gå i et scenarie, hvor aktiviteten i samfundet og vaccinationstilslutningen begge svarer til det niveau, vi har nu. Det oplyser læge Camilla Holten Møller, som leder ekspertgruppen for matematisk modellering, i en pressemeddelelse.

- Ud fra det regner vi stadig med at se en stigning i de daglige smittetal og nyindlæggelser i de næste seks uger. Men det er også stadig usikkert, hvor stor at stigningen vil blive, siger hun.

Særligt blandt unge og uvaccinerede

Selv om der er usikkerhed forbundet med estimaterne, så vurderer eksperterne, at der er større sandsynlighed for, at både smittetal og nyindlæggelser kan ende i den nederste del af spændet.

Ekspertgruppen regner med, at de fleste smittede vil findes i de yngre og uvaccinerede aldersgrupper. Men også blandt de vaccinerede 12- til 59-årige forventes et betydeligt antal gennembrudsinfektioner. Det vil sige folk, der får påvist covid-19-smitte, selv om de er fuldt vaccinerede, og vaccinernes fulde effekt burde være trådt i kraft.

Blandt de nyindlagte i aldersgrupperne 0- til 59-årige består de primært af personer, der ikke er blevet vaccineret. Ser man til gengæld på personer fra 60 år og op, så er størstedelen af de nyindlagte personer, der ér blevet vaccineret.

Et tredje stik kan hjælpe

Effekten af den 3. vaccination er dog ikke regnet med i modellerne. Det forventes derfor, at antallet af indlæggelser blandt de ældste vil blive reduceret som følge af, at de får det tredje stik.

Ekspertgruppen bemærker, at der er usikkerhed forbundet med estimaterne, da befolkningens adfærd kan ændre sig. Det er også uvist, hvilken betydning efterårsferien har for smittespredningen.

Fremover forventer ekspertgruppen, at de vil kunne præsentere opdaterede estimater for udviklingen i de daglige smittetal og nyindlæggelser hver anden til tredje uge.

De seneste tal fra SSI viser, at der tirsdag var 1127 nye coronatilfælde og 32 nyindlæggelser.

Coronaeksperter i opråb: Brug for mere handling på Vestegnen

Der skal handles nu for at få flere til at blive vaccineret mod covid-19 i kommuner, hvor tilslutningen er lavest.

Sådan lyder det fra flere førende coronaeksperter, der opfordrer til en mere målrettet vaccineindsats på særligt Københavns Vestegn.

I de kommende to til tre måneder ruller en efterårs- og vinterbølge ind over landet, og vaccinerne har først effekt en måneds tid efter, man får den. Derfor haster det, lyder det fra professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen.

- Når vi ser, hvem der ligger længe på hospitalerne, så er det overvejende uvaccinerede og specielt de ældre uvaccinerede. Så jeg vil, både for deres egen skyld og vores andres, opfordre til, at de lader sig vaccinere, siger han til TV 2.

Allan Randrup Thomsen forklarer, at særligt personer i aldersgruppen 40 til 50 år, er i risikogruppen, hvis de er uvaccinerede og bliver smittet med coronavirussen.

Man er mere eksponeret

Selvom en stor del af befolkningen er vaccineret, betyder det ikke, at ikkevaccinerede er mindre i risiko, understreger Allan Randrup Thomsen.

- Hvis man er uvaccineret på nuværende tidspunkt, er risikoen for at blive smittet betydeligt større, for vi har ingen restriktioner.

Samme melding kommer fra Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital.

- Relativt mange er vaccinerede i Danmark, og vi har valgt nogle bedre vacciner end i udlandet. Så vi står et rigtig godt sted. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan få coronasituationen et bedre sted hen, siger han.

Dem, der er vaccinerede to gange, er rimelig godt beskyttet, og det reducerer risikoen for at blive alvorlig syg

Allan Randrup Thomsen, professor i virologi - En svær opgave

Onsdag lød det daglige smittetal på 1127 nye smittetilfælde ud af godt 57.000 test. Det er det højeste smittetal i to måneder, og samtidig er positivprocenten på 1,97 – den højeste siden januar.

Særligt hovedstadsområdet driver smitten i landet. Og de kommuner, der har flest smittede per indbygger, er især placeret på den københavnske vestegn.

Det er på trods af flere målrettede indsatser fra myndigheder om at få flere til at blive vaccineret i de områder.

Vi har i mange måneder hørt opfordringer til at lade sig vaccinere, men nogle har stadig fravalgt den. Er det ikke bare sådan, det er?

- Jeg indrømmer, at det er en svær opgave. Men det vil fortsat være mest hensigtsmæssigt at få vaccineret de uvaccinerede. For dem, der er vaccinerede to gange, er rimelig godt beskyttet, og det reducerer risikoen for at blive alvorlig syg, siger Allan Randrup Thomsen.

Allan Randrup Thomsen understreger, at det vil belaste sundhedsvæsenet mindre, hvis flere tilvælger vaccinen. Det betyder nemlig typisk, at folk ikke er indlagt lige så længe og ikke kræver den samme intensive behandling.

Vi er dog fortsat et pænt stykke fra smertegrænsen på hospitalerne, når det gælder antallet af indlagte, tilføjer han.

Samme kommuner

Eksperter og borgmestre fra særligt vestegnskommunerne har længe advaret mod en ny smittebølge i efteråret, hvis ikke flere vaccineres.

I mange kommuner har man blandt andet haft indført pop up-vaccination i supermarkeder, ved kulturhuse og moskéer. Blandt andet har borgere i Ishøj Kommune kunnet blive vaccineret i den lokale Bilka. Og Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp har tidligere peget på, at smitten kan have rod i boligselskaberne, hvor mange bor tæt sammen.

Derudover skulle en særlig coronataskforce sætte yderligere ind på test, smitteopsporing og isolation, ligesom der i perioder har været regionale nedlukninger i Ishøj og Høje Taastrup.

Lars Østergaard forventer dog, at der skal meget til, før myndighederne vil gribe til en ny nedlukning, som han understreger er en politisk beslutning.

- Man må se, hvad konsekvensen af den øgede smittestigning er, og om det afspejler sig i hospitalsindlæggelserne, siger han.

Overlægeforening ønsker hårdere prioriteringer: – Hvad er det, vi skal holde op med?

Patienter, der bliver glemt.

Patienter, der får den forkerte behandling.

Og patienter, der i værste fald dør på den baggrund.

Situationen på de danske hospitaler er kaotisk. I en rundspørge, TV 2 har lavet blandt 1745 overlæger, svarer 46,7 procent, at de det seneste år har oplevet situationer, hvor travlhed eller underbemanding har medvirket til, at en patients tilstand blev forværret.

5,7 procent af overlægerne har oplevet, at travlhed eller underbemanding har medvirket til, at en patient er afgået ved døden.

Der er hverken personale eller penge nok, og derfor lyder det nu blandt fagfolk, at der er brug for hårdere prioritering af opgaver og ressourcer, hvis antallet af fejl skal reduceres.

Det er tid til at tage hul på den svære diskussion om til- og fravalg. Hvad skal der bruges tid og penge på, og hvad skal der ikke bruges tid og penge på?

- Hvad skal vi holde op med?

I en ny dokumentar beretter en række sygeplejersker og læger om travlhed og personale- og ressourcemangel på de danske hospitaler.

’Opråb fra sygehuset’, der bliver vist torsdag aften på TV 2 og allerede nu kan ses på TV 2 PLAY, afdækker konsekvenserne af et sundhedsvæsen under hårdt pres.

Fra 2009 til 2018 voksede antallet af patienter på de danske hospitaler med 31 procent, mens andelen af personale steg med 2 procent. Udsigten til, at antallet af ældre over 80 år i Danmark forventes at stige med 59 procent – fra 272.000 i fjor til 433.000 i 2030 – gør ikke situationen bedre på hospitalerne.

Lisbeth Lintz er formand for Overlægeforeningen, og hun mener, at politikerne ofte lover befolkningen ”et sundhedsvæsen i verdensklasse, hvor alle patienter skal have den bedste behandling.”

Det betyder, at befolkningen får en forventning om, at man får en superduper behandling, hver gang de kommer på et hospital.

- Men det er vanskeligt, når vi har svært ved at få enderne til at hænge sammen i hverdagen. Enten må man tilføre de ressourcer, der skal til, eller også skal man prioritere og objektivt fortælle befolkningen, hvad vi ikke skal lave. Skal vi holde op med at behandle ældre og gamle med medicinske sygdomme, eller hvad skal vi holde op med, siger hun.

En mærkelig prioriteringsdiskussion

På Sjællands Universitetshospitals hjertemedicinske afdeling er Thomas Emil Christensen læge. Han oplever, at der bliver lavet fejl på grund af presset, og han har længe efterlyst, at politikere tør tale mere åbent om prioriteringen af patienter

- Vi er nødt til at gå ind og beslutte, hvem skal vi bruge de ressourcer, vi har, på. Hvem skal have, og hvem skal ikke have? Jeg kan godt forstå, at man som politiker ikke bryder sig om at gøre og sige noget, som er upopulært, men det er det, de er her for. De er her for at løse en opgave, siger Thomas Emil Christensen.

Skal vi holde op med at behandle ældre og gamle med medicinske sygdomme, eller hvad skal vi holde op med?

Lisbeth Lintz, formand, Overlægeforeningen

I sommer faldt en aftale på plads, som i 2022 giver sundhedsvæsnet knap 1,2 milliarder kroner til driften. Det var ”et markant løft”, som finansminister Nicolai Wammen sagde.

Men løftet er ikke nok til at dække de stigende medicinpriser, behovet for ny teknologi og de forventninger, der er til et bedre sundhedsvæsen, lyder det fra regionerne, som havde krævet 2,1 milliarder kroner ekstra til driften af hospitalerne i 2022.

- Hvis du spørger om 250 kroner, og du får 100, er du nødt til at finde ud af, hvad du ikke skal bruge 150 kroner til. Og det er derfor, vi får en mærkelig prioriteringsdiskussion i Danmark, siger Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

Patientrettighederne

Jes Søgaard har talt om behovet for at prioritere hårdt i sundhedsvæsenet i mange år. Han fortæller, at selvom politikerne siger, at der bliver tilført flere ressourcer til området, er ”behovet for sundhedsydelser i befolkningen steget kraftigere end ressourcetilførslen.”

- Jeg kunne godt ønske, at politikere både i regeringen og i Folketinget siger, at det så betyder, at der er nogle ting, vi ikke får råd til, så forventningsniveauet bliver dæmpet. Sygehusvæsenet er lige nu ved at segne under det pres. Men der er også for høje forventninger udtrykt i alle mulige faglige krav til, hvad man skal gøre, siger Jes Søgaard.

Hvis du spørger om 250 kroner, og du får 100, er du nødt til at finde ud af, hvad du ikke skal bruge 150 kroner til.

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi

Hver dag foregår der prioriteringer på sygehusene. Lige nu bruges der meget tid og mange ressourcer på infektionssygdomme, men et af de krav, som gør det svært selv at planlægge og prioritere er ifølge Lisbeth Lintz retten som patient til at blive behandlet inden for 30 dage.

Groft sagt betyder det, at patienter med alvorlige sygdomme bliver sidestillet med patienter, der ikke har en alvorlig sygdom.

- Noget, man kunne gøre, var at sige, at der er visse behandlinger, hvor ventetiden ikke er 30 dage, men måske 90 dage, fordi der er forskel på alvoren i tingene. På den måde kan man have en differentieret behandlingsgaranti, på samme måde som man til dels har med kræftpakkerne, siger Lisbeth Lintz.

Tidligere i oktober slog sundhedsminister Magnus Heunicke fast, at presset på sygehusene dog ikke må gå ud over patienternes garanti for behandling.

- I Danmark har vi fortsat vores behandlingsgaranti, og det, synes jeg, er en vigtig hjørnesten, så den holder vi fast i, sagde han.

To råd er den rigtige vej at gå

Men de senere år er der initiativer, der skal hjælpe med at prioritere.

Det var den første januar 2017, at Medicinrådet blev etableret. Nu skulle nye lægemidler vurderes af et uafhængigt råd, der skulle tage stilling til både effekt, den allerede eksisterende behandling og prisen.

Siden er der også oprettet et Behandlingsråd, der skal rådgive regionerne om, hvilke typer behandlinger man skal tilbyde på hospitalerne. På den måde bliver der prioriteret i dele af sundhedsvæsenet ud fra nogle fastlagte kriterier, men det giver indimellem også anledning til kritik, når noget bliver afvist.

Tilbage i 2019 sagde direktør i Danske Patienter Morten Freil til Berlingske, at Medicinrådet har for meget fokus på økonomien.

Jes Søgaard er imidlertid positiv over for etableringen af rådene og kalder det ”eksplicit prioritering”.

Det er også det, Lisbeth Lintz gerne vil have mere af. Og at politikere bakker op om det, de to råd vurderer.

- Det er prioritering baseret på et fagligt grundlagt, hvor der også er taget hensyn til økonomi. Men vi oplever, at der er kommet et politisk ramaskrig ved de få ting, Medicinrådet har frarådet. Her bliver man politisk nødt til at stå ved, at hvis man ikke vil stille med de ressourcer, der er behov for, må man også være med til at tage ansvaret og bakke op om de anbefalinger, der kommer fra Medicinrådet og Behandlingsrådet, siger Lisbeth Lintz.

Sygeplejestuderende blev sat til at passe en døende patient – dagen efter kom beskeden, hun frygtede

Marie kunne med det samme se, at der var noget galt.

Patienten var tydeligt utilpas. Det var derfor, han havde hevet i snoren ved siden af sin seng for at få hjælp.

- Hvorfor kom I ikke før? Jeg har ondt, husker hun, manden sagde.

Han lå anspændt med hånden om sengegalgen for at hæve sig en smule fra sengen.

- Jeg har så ondt i brystet, sagde han.

Marie svarede, at hun straks ville gå ud og hente en mere erfaren sygeplejerske.

Men den erfarne sygeplejerske var dybt begravet i en større overlevering til lægen. Hun bad derfor Marie om at måle patientens værdier og komme tilbage.

Det var starten på et forløb, som Marie i dag mener var under al kritik.

‘Opråb fra sygehuset’

Sygehusvæsenet er presset. Fra 2009 til 2018 er antallet af patienter på de danske hospitaler vokset med 31 procent. I samme periode er andelen af læger, sygeplejersker og plejepersonale kun steget med 2 procent.

Det har ført til adskillige forsøg fra læger og sygeplejersker på at råbe sygehusledelsen og politikerne op.

I en ny dokumentar ‘Opråb fra sygehuset’ afdækker TV 2 – efter samtaler med 45 sygeplejersker og læger – hvordan travlhed og personalemangel går ud over patienterne og medfører fejl i en presset hverdag.

Det var, hvad der skete, da den sygeplejestuderende Marie var på vagt.

Fik ansvar, hun ikke måtte

Hun ønsker at være anonym, fordi hun stadig er studerende og frygter ikke at kunne få et arbejde, når hun er færdiguddannet, hvis hun står frem med sit eget navn.

Marie er derfor et opdigtet navn, men TV 2 er bekendt med hendes fulde identitet og har fået hendes historie bekræftet af en kollega, der var på vagt denne dag for cirka to år siden.

Dengang havde Marie studeret i lidt over et halvt år, gik på andet semester og var i praktik på et medicinsk afsnit på et sygehus.

Et afsnit med en gruppe patienter, der havde brug for meget hjælp fra personalet.

Marie oplevede, at der ikke var tilstrækkelige ressourcer til, at sygeplejerskerne kunne nå alle de daglige plejeopgaver.

Derfor fik hun ansvaret for at observere og vurdere patienternes puls, temperatur og blodtryk, selvom hun som studerende på andet semester slet ikke må løse de opgaver alene.

At observere og vurdere patienter er en af sygeplejernes kerneopgaver. Disse opgaver er vigtige, fordi man kan være på forkant med, om en patients tilstand er på vej til at udvikle sig kritisk. For eksempel kan de rette observationer forebygge uventet hjertestop.

Alligevel er det en af de opgaver, der bliver nedprioriteret, når sygeplejerne har travlt, fortæller en række sygeplejersker, som TV 2 har talt med.

Udover at skulle observere og vurdere patienterne, havde Marie også fået ansvaret for en helt ny sygeplejestuderende, der var i gang med sit første semester.

Alt dette skete, fordi der manglede personale på sengeafsnittet.

Et for stort ansvar

Patienten med brystsmerter, som Marie var sat til at overvåge, var meget uforstående, da Marie vendte tilbage til ham for at måle hans værdier, som hun var blevet bedt om af den erfarne sygeplejerske.

Hun oplevede, at han ikke forstod, hvorfor hun sammen med den anden studerende ville måle hans værdier, når han havde smerter i brystet.

- Det var tydeligt at se på manden, at han var bange, fortæller Marie.

Hun følte, at det var et meget stort ansvar at stå med, fordi hun ikke havde nok erfaring til at kunne se små forandringer hos patienten.

Og den manglende evne og kompetence til at kunne det kan i værste tilfælde gå ud over patientsikkerheden.

- Hvis vi mister nogle observationer, eller de er lavet af personale, der ikke har erfaring nok til at vide, hvad de kigger efter, får vi nogle meget uheldige oplevelser, og det kommer ind imellem også til at have alvorlige konsekvenser for de patienter, det går ud over, fortæller Katrine Viliem, der er sygeplejerske og mentor på Gentofte Hospital.

Ventede på hjælp i 40 minutter

Marie fandt ikke noget alarmerende ved målingerne på patienten. Alligevel ville hun gerne have den erfarne sygeplejerske til at se til ham.

Men når værdierne var fine, måtte de vente på den sygeplejerske, der gav medicin til patienterne på afsnittet.

Den besked viderebragte hun til manden, der stadig var i synlig smerte.

Marie og den anden studerende kunne ikke gøre mere. De tilså i stedet de andre patienter og forlod bagefter stuen.

Da hun kom ud på gangen, gik sygeplejersken, der gik med medicin, ind i stuen. To minutter senere forlod hun stuen og ringede efter en læge. Lægen ankom, og patienten blev kørt ud af afdelingen.

Ifølge Marie var der gået omkring 40 minutter, fra manden havde trukket i snoren, til han blev kørt væk.

Hun vidste ikke, hvor han blev kørt hen, og hvad der skulle ske med ham.

Det fandt hun først ud af næste dag.

Formåede ikke at hjælpe

Da Marie mødte på arbejde dagen efter, tog hun fat i den sygeplejerske, som var hendes praktikvejleder.

Hun fortalte praktikvejlederen om episoden og gav udtryk for, at hun gerne ville vide, hvad der var sket med manden.

- Det kan vi da lige finde ud af, sagde praktikvejlederen og slog patienten op i deres system.

Og der stod det så. Det, der ikke måtte stå.

Patienten var død i løbet af natten, mens han var blevet opereret for en blodprop i hjertet.

- Da jeg ser, at han er død, tænker jeg, at vi ikke formåede at hjælpe ham med de ting, som vi skulle, siger Marie, der efterfølgende følte, at episoden bare “blev fejet væk”.

En utilsigtet hændelse

Når noget går galt i sundhedsvæsenet, taler man om en utilsigtet hændelse. Det er en begivenhed, som medfører skade eller risiko for skade. Man kalder hændelsen utilsigtet, fordi de sundhedspersoner, der er involveret, ikke har til hensigt at skade andre.

Ifølge en aktindsigt fra Styrelsen fra Patientsikkerhed er der sket en stigning i fejl eller utilsigtede hændelser, som handler om netop observation af patienter på sygehuse.

I 2014 blev der indberettet 1200 fejl, som handlede om observation. I 2020 var tallet steget til over 1600.

Det er en stigning på 33 procent.

Men sagen om manden, som Marie skulle observere, tæller ikke med.

For den blev aldrig indberettet som en utilsigtet hændelse, hvilket den ifølge praksis burde være blevet.

Og det ærgrer Marie. Hun synes, det er vigtigt, at der bliver talt om de ting, der går galt.

- For det sker jo hele tiden i mere eller mindre alvorlig grad, at vi ikke har tiden og rammerne til at fange de her små forandringer, siger hun.

Vil ikke pege fingre

Marie fortæller ikke sin historie for at pege fingre af nogen, der ikke har gjort det godt nok. Men for at fortælle om et system, hvor der ikke altid er mulighed for at gøre det godt nok.

For hun synes, at det er under al kritik, at patienten skulle “have så ondt og være så alene, selvom han var det sted, hvor der var allermest hjælp tilgængelig."

- Det er en trist historie, at man skal ligge i en hospitalsseng uden sin familie og være bange og have ondt for at blive kørt til en anden afdeling og så ende med at dø af en blodprop i hjertet, selvom man har gjort opmærksom på, at man havde det så dårligt, siger Marie.

Hun er i dag stadig sygeplejestuderende.

Skjult folkesygdom ødelægger mange kvinders liv

For mange voksne kvinder er frygten for at tisse i bukserne et stort dagligt problem. Det er flovt at gå med "koneble" eller være så bange for at lugte af tis, at man altid holder afstand til andre.

Inkontinens er en skjult folkesygdom gennemsivet af skam, der belaster mange kvinders livskvalitet. 15 procent af 40-60-årige kvinder oplever inkontinens mindst ugentligt.

Problemet opstår oftest efter fødsler, men viser sig tit senere, når bækkenbundsmuskler og bindevæv, der understøtter blæren, bliver slapt.

For de mange tusinde ramte kvinder, bliver det svært at styre blæren ved pludselige bevægelser, motion eller løft. Mange bruger derfor indlæg eller ble.

Alligevel viger mange kvinder udenom at søge hjælp. Selvom der er flere slags hjælp at få.

Overlæge ærgrer sig

97 procent af de patienter, som lider af inkontinens, oplever bedring efter den mest brugte operation mod inkontinens, slyngeoperation. Men trods den høje tilfredshed opereres stadigt færre patienter.

Antallet af operationer er faldet fra 974 i 2015 til 640 i 2020.

Det ærgrer specialeansvarlig overlæge Ulla Darling Hansen fra Odense Universitetshospital.

For tal fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) viser, at patienter, som opereres mod inkontinens, i høj grad oplever at holde tæt.

- Det er synd, at mange kvinder går og putter med det her uden at få hjælp, siger hun.

Træning af bækkenbund eller en slags støttepessar kan hjælpe mange.

- Det styrede hele mit liv

Men nogle har som 46-årige Pia Mühlendorph brug for mere. I 2019 fik hun lavet en slyngeoperation. Et hurtigt indgreb under lokalbedøvelse, hvor der lægges en slynge i form af kunstigt bindevæv ind under urinrøret, så der laves et lille knæk på urinrøret.

Inden havde hun haft problemer i op mod ti år. I starten når hun skulle løbe, men siden blev det værre.

- Det styrede hele mit liv, hvor der var toiletter. Om jeg havde bind nok, trusser og altid ekstra tøj med.

Til sidst kom hun til en fysioterapeut. Hun blev også opereret.

- Det er det bedste, jeg har gjort. Efter operationen kunne jeg mærke, hvor meget stress jeg havde levet med i årevis.

Ifølge Ulla Darling Hansen er det vigtigste budskab ikke, at flest muligt bare skal opereres. Det er til gengæld, at der er forskellig hjælp at få.

- Er det et problem, som hæmmer ens deltagelse i og glæde ved forskellige aktiviteter, så skal man tale med sin praktiserende læge. Der vil være hjælp til langt de fleste, og mindre end en operation kan ofte gøre det, siger hun.

Spaniernes elregninger vokser eksplosivt

Det er ikke vejret, man taler om hen over tapasbaren i Spanien i de her dage. Eller fodbold. Det er noget så usexet og abstrakt som energikrisen.

Nu var man ellers lige så småt begyndt at komme sig over coronapandemien. Og så bliver man væltet omkuld af rudekuverter.

Siden april-måned er elpriserne eksploderet. Regningen er steget med 43 procentpoint i forhold til året før, og stigningerne ser ud til at fortsætte.

I juni kostede en mega watt per time (MWh) 620,59 kroner, i juli var prisen oppe på 688,52 kroner, i august 789,25 kroner og i september var prisen 1.163,24 kroner. Og i skrivende stund er prisen nu over 1490 kroner.

De tal skal ses i lyset af, at for et år siden nåede priserne ikke engang 298 kroner, skriver det store spanske dagblad El Pais.

Det er ikke kun elregningen, der vokser. For de stigende energipriser – også gas og olie – spreder sig som ringe i vandet og rammer også spaniernes pengepung, når de handler ind.

- Alt stiger. Det hele bliver dyrere, lyder det fra en ældre dame, da den spanske tv-station Antenna 3 spørger til prisudviklingen.

En økonomiekspert slår da også fast over for Antenna 3, at forbrugerne bliver ramt dobbelt, når energipriserne stiger.

Først skal de have flere penge op af lommen derhjemme til vand, el og varme. Men dernæst ryger der flere kroner afsted, når varerne i supermarkedet skal betales, fordi omkostningerne ved at producere dem er steget.

Fabrikker sender folk hjem

Maskinerne larmer stadig på stålværksfabrikken Sidenor i den nordlige spanske region Baskerlandet. Men fabrikkens direktør har netop meddelt, at man stopper produktionen på virksomhedens største afdeling frem til jul.

Omkostninger på grund af elprisernes himmelflugt gør det urentabelt at producere.

- De nye prisstigninger giver os underskud, lyder det fra direktøren.

Dermed kommer 800 af virksomhedens 1600 ansatte til at vente på, at prisen på el begynder at falde.

Og Sidenor er langtfra den eneste virksomhed i Spanien, der mærker energikrisen kradse.

Cementfabrikken Cementos Portland, der er den største cementproducent i Spanien, er tæt på at lukke for produktionen. El udgør 50 procent af produktionsomkostningerne, og i den her måned er omkostningerne til energi steget med 300 procentpoint i forhold til sidste år. Og situationen er uholdbar, lyder det fra fabrikkens direktør.

- Vi har krydset grænsen for, hvad der giver mening. Produktionsomkostningerne er højere, end hvad vi kan sælge det for, så situationen er kritisk, siger direktør Luis Herreras til det spanske medie ESTVE.

Andre energitunge virksomheder kommer med samme melding. Enten har de allerede nedskaleret deres produktion, fordi den er blevet for dyr, eller også planlægger de at gøre det, skriver El Pais.

Spansk premierminister håber på fælles EU-løsning

Torsdag er der EU-topmøde i Bruxelles, og her skal EU-landenes stats- og regeringschefer netop diskutere energikrisen. På forhånd er den spanske premierminister, Pedro Sanchez, kommet med et konkret udspil.

Han ønsker fælles EU-indkøb af gas:

- Vi er stærkere sammen. Vi gjorde det med fælles køb af vacciner. Det garanterede adgang til vaccination for hele den spanske og europæiske befolkning. For det andet er vi nødt til at revidere prisfastsættelsessystemet på elmarkedet i EU, siger Pedro Sanchez ifølge avisen El Español.

På forhånd har lande som Frankrig, Italien og Grækenland bakket op om idéen med en fælles løsning.

Men der er også en gruppe lande med Tyskland og Holland i spidsen, som ser krisen som forbigående og dertil ikke ønsker at regulere på området. De mener, at de enkelte lande selv skal se på, hvad der kan gøres.

Putin tager utraditionelt våben i brug mod corona

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst i store dele af Europa, og flere lande advarer nu mod nye bølger af smittestigninger.

Således også i Rusland, hvor den eksplosive stigning i antallet af coronasmittede nu får myndighederne til at reagere.

Onsdag meddelte præsident Vladimir Putin, at han har godkendt et regeringsforslag om at sende folk hjem på en uges ferie for at begrænse coronasmitten.

Den statsbetalte ferie skal ifølge lovforslaget afholdes fra 30. oktober til 7. november, men Putin har meddelt de forskellige regioner i landet, at de kan indlede ferieugen tidligere eller forlænge den, hvis smittesituationen kræver det.

Smitteeksplosion

Meldingen kommer, efter at Rusland onsdag satte en kedelig rekord med 1028 coronarelaterede dødsfald på et døgn.

Smittesituationen fik tirsdag borgmesteren i Moskva til at beordre hovedstadens ældre til at blive hjemme i de næste fire måneder.

Samtidig skal Moskvas virksomheder lade mindst hver tredje af deres ansatte arbejde hjemmefra.

Borgmester Sergej Sobjanin har også udvidet kravet om, at ansatte i servicesektoren i Moskva bliver vaccineret. De nye regler i hovedstaden træder i kraft mandag og gælder til 25. februar.

Ingen nemme løsninger

Den russiske regering har været tilbageholdende med at indføre nye restriktioner og nedlukninger, da landets økonomi og opbakningen til præsident Putin led et alvorligt knæk, da Rusland sidste år blev tvunget til at lukke ned på grund af stigende smitte.

Men den seneste tids udvikling har tvunget regeringen til at handle.

- Der er ingen nemme løsninger. Jeg vil betegne dem som nødvendige, siger den russiske premierminister, Mikhail Misjustin, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Rusland har registreret omkring 221.000 dødsfald blandt coronasmittede siden pandemiens start, men myndighederne er ifølge AFP blevet beskyldt for at underrapportere antallet.

Tidligere på måneden offentliggjorde det statslige statistikbureau Rosstat tal, som peger i retning af, at det samlede dødstal snarere ligger over 400.000.

Desuden viser tal fra statistiksiden Statista, at kun omkring hver tredje russer er færdigvaccineret.

Flere lande oplever stigning

Som nævnt er flere lande udfordrede på grund af stigende coronasmitte.

I Letland indfører de nu en fire måneder lang gen-nedlukning som det første land i EU. Det skyldes en markant stigning i antal smittede på det seneste og en frygt for, at sundhedsvæsenet kan kollapse.

Samtidig advarer myndighederne i Polen mod en eksplosion i antal smittede, som måske kan ende med at kræve "drastiske tiltag".

Også Storbritannien risikerer at blive kastet ud i endnu en alvorlig coronakrise, hvis ikke regeringen omgående genindfører en række restriktioner. Sådan lyder advarslen onsdag fra en række britiske sundhedsmyndigheder.