Slankelejr skal redde USA’s militær – tykke rekrutter udgør en sikkerhedsrisiko

Willy Wright kunne for tre uger siden ikke tage en eneste mavebøjning.

- Jeg havde nogle år, hvor jeg blev doven og bare lå på sofaen. Jeg elsker sofaen og søvn, fortæller han.

I forsøget på at ændre sin tilværelse forsøgte han at komme ind i hæren, men blev afvist, fordi han var for overvægtig, og langt fra kunne bestå de fysiske prøver.

Jeg håber på at kunne komme op på 20 armbøjninger inden længe

Willy Wright, amerikansk rekrut

Willy Wright blev dog straks tilbudt en plads på en military fat camp, en slankelejr på militærbasen Fort Jackson i delstaten South Carolina.

Her er han lige nu gået i benhård træning i kampen mod kiloene, får rådgivning om sund kost og håber på en dag at kunne opfylde kravene til at blive soldat.

Og han er langt fra den eneste.

Den amerikanske hær har nemlig fået et stort problem millioner af potentielle rekrutter er så overvægtige, at de er uegnede til at tjene i militæret.

Ubrugelige rekrutter

Pentagon vurderer nu, at de unges dårlige form og enorme overvægt er gået hen og blevet en direkte trussel for nationens sikkerhed.

I 2022 blev der kun rekrutteret 75 procent af det antal soldater, som Pentagon havde sigtet efter.

Målet var 60.000 nye soldater, men de evnede kun at finde 45.000.

Og fremtidsudsigterne står til at blive værre, da kun 23 procent af de 17 til 24-årige vurderes egnet til at tjene, men ud af den pulje, er det en brøkdel, der melder sig.

De resterende 77 procent er decideret ukampdygtige.

Rekrutteringskrisen er nået et niveau, der er så kritisk, at slankelejre er blevet en nødvendighed på militærbaserne i USA.

Strikse krav til vægt og fysisk form

Slankelejeren på Fort Jackson i South Carolina er et forløb, der varer 84 dage.

Hver morgen starter med opvarmning og løbetræning. De, der endnu ikke kan løbe, skal i stedet gå op af stejle bakker for også at få pulsen op.

Efter frokost er der endnu en omgang træning, hvor deltagerne skal igennem styrkeøvelser såsom arm- og mavebøjninger.

Senere hen på eftermiddagen undervises de i ernæring og søvn.

Og hvis ikke rekrutterne har tabt sig nok, og når hærens strikse vægtkrav inden kurset er slut, bliver de ikke optaget i hæren.

Willy Wright er nu tre uger inde i slankeprogrammet og har tabt sig 9,5 kilo.

I dag kan han tage syv armbøjninger, før han langsomt begynder at kollapse og kroppen giver op.

- Jeg håber på at kunne komme op på 20 armbøjninger inden længe, fortæller han.

Lige nu vejer Willy Wright 133 kilo. Den vægt er livsfarlig at drage i krig med, da fedtprocenten i forhold til muskelmasse er for høj, og hans fysiske form er alt for ringe.

- Hærens mission er at vinde krige. Det kan du ikke, hvis du ikke er fit. En soldat, der er i en fantastisk fysisk form er sværere at slå ihjel end en, der vejer for meget og ikke kan løbe, fortæller oberstløjtnant Daniel Emerson, der står for den daglige træning af deltagerne på slankelejren.

For at blive optaget i den amerikanske hær er der helt specifikke vægtkrav.

En ung kvinde i starten af 20’erne med en højde på omkring 170 centimeter må for eksempel ikke veje mere end 73 kilo.

En mand i samme alder med en højde på 183 centimeter skal veje mellem 63 og 88 kilo.

Rød, gul og grøn buffet

Som en del af strategien for at få de unge til at tabe sig i slankelejeren på Fort Jackson, har de inddelt frokost buffeten i forskellige zoner alt afhængig af kalorierne i maden.

Den første zone er markeret med grønne skilte, hvor der står ”spis ofte”. Her er alle grøntsagerne placeret.

I den anden og gule zone finder man blandt andet hytteost, yoghurt, marmelade og smør, der er markeret med skilte ”spis af og til”.

I den sidste røde zone er pastaen, kødsovsen og burgerne placeret. Her står der ”spis sjældent”.

Instruktørerne blander sig ikke i, hvad de unge vælger til frokost, men noterer det og vender derefter deres valg med dem i undervisningen.

En undervisning, der er nødvendig.

- Før jeg kom her spiste jeg McDonald’s, Five Guy’s Burger eller Burger King hver dag, fortæller Diego Tovar i køen ved buffeten.

- Jeg drak cola og spiste på McDonald’s hver dag. Jeg tænkte ikke over, at det var usundt. Nu jeg har jeg lært at gå efter det grønne og spise mere balanceret, fortæller Samantha Pion fra samme kø.

Og selvom Willy Wright savner smagen af fastfood, så fortryder han ikke, at han nu har rejst sig fra sofaen for at jagte drømmen om en adgangsbillet til det amerikanske militær.

- Jeg er virkelig blevet oplyst om, hvad dårlig mad rent faktisk gør for ens krop og hvor vigtig motion er. Det havde jeg ikke rigtig nogen anelse om før. Jeg er et meget gladere menneske, og jeg bestå, så jeg kan blive soldat, fortæller han.

Sundhedsøkonom giver ikke meget for Løkkes 20 år gamle succes

Lars Løkke Rasmussen (M), Mette Frederiksen (S) og Sophie Løhde (V) er nogle af de politikere, der har haft absolut mest magt over sundhedsvæsenet de seneste årtier. Alligevel er der store problemer.

Det påpegede journalist for TV 2 Sverre Quist, da de tre politikere i dag præsenterede den nye Sundhedsstrukturkommission.

- Når man ser på de seneste mange år, hvor sundhedssystemet er sandet til, så må det jo være jer, hvis man skal pege på nogen, der bærer ansvaret. Hvorfor er det så en god idé at sætte jer til at løse problemet, lød spørgsmålet fra journalisten.

Politikere påtager sig arv og gæld

- Jeg påtager mig det fulde ansvar for arv og gæld, startede indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde.

Der er sket enorme fremskridt i sundhedsvæsnet, særligt på kræft- og hjerteområdet. Derudover er det lykkedes at få nedbragt de lange ventelister, der har været i sygehusvæsnet, påpegede Sophie Løhde.

I stedet for et løntillæg som lægerne fik, så fik sygeplejerskerne honninghjerter. Det er virkelig dårlig personalepolitik fra regionernes side

Jes Søgaard, sundhedsøkonom hos SDU.

Hos Moderaternes formand, Lars Løkke, var der endnu mindre tvivl om, at de tre politikere er de rigtige til jobbet.

- Jeg vil også gerne vedkende mig arv og gæld, startede Løkke med et smil på læben.

- Det kålhøgne svar er, at når man skal sætte os i spidsen for det, så er det fordi, vi har gjort det før med succes, konstaterede Moderaternes formand derefter.

Han fortsatte med at sige, at sygevæsnet i dag er bedre på ”alle stræk”, end det var, da han blev minister i 2001.

Jes Søgaard, der er professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, giver Lars Løkke ret i, at det danske sundhedsvæsen i dag er meget bedre end for 20 år siden, alligevel er det ikke en melding, som han giver ret meget for.

- Det der er interessant, det er ikke, hvordan sundhedsvæsnet var for 20 år siden, det er, hvordan det er nu, siger professoren.

Man skulle have gjort mere for sygeplejerskerne

Den helt store udfordring, som sundhedsvæsnet står overfor nu, er ifølge Jes Søgaard mangel på arbejdskraft.

Det er en situation, man har været opmærksom på siden 1990, hvis ikke længere. Derfor burde man ifølge forskeren have gjort noget tidligere i forhold til sygeplejerskerne.

Helt specifikt er der én handling, som han har savnet fra dagens politiske hovedpersoner.

- Man skulle have sagt til regionerne: sørg nu for, at I ikke skubber sygeplejerskerne fra jer, for det har de jo gjort, siger Jes Søgaard.

Sygeplejerskerne er længe blevet negligeret, hvilket også kan ses i antallet af sygeplejersker i regionerne, der de seneste fem år er faldet fra 40.000 til 35.000, siger professoren.

Han fremhæver især overenskomstforhandlingerne 2021, som en situation der ikke blev forhandlet specielt elegant.

- I stedet for et løntillæg som lægerne fik, så fik sygeplejerskerne honninghjerter. Det er virkelig dårlig personalepolitik fra regionernes side, siger Jes Søgaard.

Han mener godt, at enten Mette Frederiksen, Lars Løkke eller Sophie Løhde kunne have været mere klare i deres kommunikation til regionerne. Så vidt Jes Søgaard er bekendt, er sådan en besked aldrig blevet formidlet til regionerne.

Sundhedsminister kan ikke garantere kræftbehandling i dag eller i morgen

Hundredvis af kræftpatienter i Region Midtjylland har ventet for længe på at blive opereret.

De patienter lagde statsminister Mette Frederiksen (S) ud med at italesætte, da regeringen tirsdag præsenterede en ny sundhedskommission.

- Der er desværre nogle danskere, der er blevet svigtet og lige meget, hvordan man vender og drejer det, så er det en alvorlig situation og et tillidsbrud, der i vores øjne er uacceptabelt, lød det til pressemødet.

Men regeringen kan ikke løse problemerne fra den ene dag til den anden, lød det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Jeg kan ikke stå her i dag og garantere, at det sker i dag eller i overmorgen, hvad end jeg gerne vil, sagde sundhedsministeren på pressemødet.

"Stor utålmodighed"

DR har i flere historier beskrevet sagen, hvor 293 kræftpatienter på Mave- og Tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital (AUH) har ventet for længe på deres operationer.

Kræftpatienter har ellers – ifølge den såkaldte behandlingsgaranti – lovkrav på at blive opereret senest to uger, efter at det er besluttet, at de skal opereres.

Derudover har patienterne ikke fået konkrete tilbud om at få behandling i udlandet – selvom Aarhus Universitetshospital ikke har kunnet overholde behandlingsgarantien.

Sophie Løhde (V) understregede, at der skal rettes op på problemet "omgående".

Men at patienterne igen får behandling inden for de 14 dage, som de lovmæssigt har krav på, kunne hun ikke love.

- Det, jeg kan garantere, er, at det har vores største bevågenhed fra regeringens side, sagde hun og understregede, at man vil se på, om der gemmer sig lignende sager i resten af landet.

Men er det ikke muligt at komme det nærmere, for selvfølgelig skal det gå så hurtigt, men hvis du er patient eller personale, så føler du dig presset. Hvornår bliver de garantier igen opfyldt?

- Det skal ske omgående. Vores utålmodighed på det her område er jo stor. (...) Der skal arbejdes på det her lynhurtigt, vi har ikke tålmodighed til at sige, at nu venter vi bare lidt længere på vegne af patienterne. For selvfølgelig skal man have tryghed og vished om, at man kan få den kræftbehandling, som man har krav på, siger hun.

Fem nye initiativer

Fredag fremlagde Sophie Løhde en ny plan for kræftområdet, som skal sikre, at regionerne fremover overholder reglerne på området. Herunder fem nye initiativer som skal implementeres.

Det dækker blandt andet over, at Sundhedsstyrelsen inden 1. juni skal gennemgå ventetider, kapacitet og overholdelse af ventetider på kræftområdet i alle landets fem regioner.

Derudover skal regionerne inden udgangen af april gennemgå, hvordan de informerer kræftpatienter om deres rettigheder. Og om regionerne lever op til deres pligt om at afsøge andre behandlingsmuligheder, hvis ventetider ikke kan overholdes.

Sygehusledelsen på Aarhus Universitetshospital har tidligere erkendt, at kræftpatienterne har fået forkert vejledning om mulighederne for at blive behandlet i udlandet.

Dertil har Region Midtjylland sagt, at de ikke kan afvise, at patienters muligheder for at overleve sygdommen er blevet forringet grundet den for lange ventetid.

Sådan skal problemerne i sundhedsvæsenet løses, ifølge regeringen

Der er behov for store forandringer i det danske sundhedsvæsen.

Det gjorde regeringen klart, da de tirsdag klokken 10 præsenterede en ny kommission, der skal arbejde på at løse problemerne i sundhedsvæsenet.

- Vi har et ønske om at gøre tingene grundlæggende anderledes, og vores budskab er, at hvis vi ikke tager fat på det her, risikerer vi, at problemerne vokser sig større, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Statsministeren indledte også pressemødet med at fremhæve sagerne om kræftpatienter i Region Midtjylland, der ikke har fået den behandling, de havde krav på. Det kaldte statsministeren både "uacceptabelt" og et "tillidsbrud".

- Det er helt afgørende, at alle mennesker kan have tillid til vores sundhedsvæsen, lød det fra statsministeren.

Den såkaldte Sundhedsstrukturkommisison består af en formand og 8 medlemmer, der frem mod 2024 skal se på en helt ny struktur for sundhedsvæsenet.

Behovet skyldes ifølge regeringen særligt mangel på medarbejdere, en utidssvarende organisation og et stigende antal patienter.

Skal reformere sundhedsvæsenet

Både Mette Frederiksen (S) og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen (M) sagde på pressemødet, at det danske sundhedsvæsen grundlæggende er godt, og at der er sket store forbedringer de seneste årtier. Men de mener alligevel, at der er behov for en gentænkning af sundhedsvæsenet.

Det skal være et "sammenhængende" og "nært sundhedsvæsen" med "patienterne i centrum", lød det.

Ved siden af kommissionen arbejder to andre, som skal se på, hvordan der sikres bedre løn- og arbejdsvilkår for personalet, og hvordan der kommer mere personale.

Ifølge regeringen er den nye sundhedskommissions grundlæggende opgave, at udarbejde et beslutningsgrundlag, der opstiller modeller for den fremtidige finansiering af sundhedsvæsenet.

Regeringen har opstillet otte punkter, som kommissionen skal se nærmere på:

Kommissionens anbefalinger og vurderinger skal omfatte følgende områder: Den regionale struktur Rammer for den kommunale sundheds- og forebyggelsesindsats Samspillet mellem det specialiserede sundhedsvæsen på sygehusene og det nære sundhedsvæsen i kommuner og almen praksis En organisering og styring af almen praksis, der understøtter øget patientansvar og styrket opgavevaretagelse Finansierings- og incitamentsstrukturer, samt kultur og ledelse i sundhedsvæsenet Koordination af kvalitetsudvikling på sundhedsområdet En organisering af digitale løsninger og it-infrastruktur i sundhedsvæsenet, der understøtter udbredelsen af fælles løsninger og gnidningsfri udveksling af digitale oplysninger på tværs af sektorer En regulering der understøtter frit valg og patientrettigheder, og som sikrer den mest hensigtsmæssige brug af private aktører som en del af det samlede sundhedsvæsen.

Kommissionen skal afslutte sit arbejde med én samlet afrapportering i foråret 2024, så følgelovgivning kan behandles i folketingssamlingen 2024/25.

Nu præsenteres kommissionen, som ifølge regeringen skal løse krisen i sundhedsvæsenet

Lange ventelister, mangel på hænder samt flere ældre og kronisk syge.

Udfordringerne er mange i det danske sundhedsvæsen, men nu vil regeringen også til at finde løsningerne.

På et pressemøde tirsdag klokken 10.00 forventes regeringen nemlig at præsentere en såkaldt Sundhedsstrukturkommission.

Den skal i løbet af det næste år komme med bud på, hvordan man kan løse de mange udfordringer, som det danske sundhedsvæsen står over for.

I regeringsgrundlaget står der blandt andet, at kommissionen skal se på, hvordan man sikrer et sammenhængende sundhedsvæsen på tværs af fagligheder og geografi.

Konkret skal den se på opgavefordelingen mellem sygehuse og det nære sundsvæsen.

Derudover skal geografisk og social ulighed i sundhedsvæsnet bringes ned.

Mangel på hænder

Udover de overordnede temaer skal der findes en langsigtet løsning på den personalemangel, som sundheds- og plejesektoren i stigende grad står over for.

Det siger Jes Søgaard, der er sundhedsøkonom hos SDU, til TV 2.

- Vi går ind i nogle årgange, hvor der kommer rigtig mange ældre. Det giver en stor efterspørgsel efter sundhed og pleje, siger Søgaard.

Omvendt er de årgange, der er på arbejdsmarkedet, ret små, hvilket giver problemer med at skaffe hænder nok, tilføjer han.

Derfor er der ifølge sundhedsøkonomen en akut mangel på SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere ude i kommunerne, mens der akut mangler sygeplejersker på hospitalerne.

Styrke det nære sundhedsvæsen

Kommissionen forventes, i overensstemmelse med regeringsgrundlaget, at komme med anbefalinger til, hvordan man fremover skal prioritere opgaver i sygehusvæsnet, mener Jes Søgaard.

Det vil være nødvendigt at aflaste sygehusene ved at få de behandlinger, der ikke skal prioriteres, væk, siger han.

Blandt andet skal flere borgere behandles i det nære sundhedsvæsen – men også i deres eget hjem.

Regeringen meldte lørdag ud, at den har en ambition om at styrke det nære sundhedsvæsen og øge behandling i borgerens eget hjem.

Derfor har de valgt at investere 500 millioner kroner i digitale løsninger, der skal være med til at fremtidssikre sundhedsvæsnet.

Pengene skal blandt andet investeres i teknologi og udstyr så danskere med eksempelvis KOL, diabetes og nyresvigt i højere grad kan behandles i hjemmet.

- Hvis vi skal ruste vores sundhedsvæsen til fremtiden, er det helt afgørende, at vi styrker behandlingsmulighederne uden for sygehusene, sagde Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i den forbindelse.

Ny PET-rapport fremhæver to slags trusler – den ene er ny

Den største terrortrussel mod Danmark og danske interesser kommer fortsat fra personer, der sympatiserer med militant islamisme. Det skriver PET i sin årlige vurdering af terrortruslen mod Danmark 2023.

Militante islamistiske grupper har stadig til hensigt at begå terrorangreb i Vesten trods svækkelse af gruppernes kapacitet til at udgøre en trussel mod Vesten og Danmark.

PET er opmærksomme på at Talibans magtovertagelse i Afghanistan i august 2021 samt udviklinger flere steder i verden har givet militant islamistiske grupper bedre muligheder for at manøvrere.

Samlet set vurderer Center for Terroranalyse (CTA), at terrortruslen mod Danmark fortsat er i niveauet "alvorlig".

PET fremhæver dog visse forandringer i trusselsbilledet, og for første gang introducerer CTA begrebet ’hybridisering’, der dækker over en stigende tendens i Danmark og resten af Vesten.

Derudover har PET observeret en stigning i antallet af trusler mod myndighedspersoner.

Hvad er hybridisering?

Hydbridisering dækker over en stigende tendens til, at ”enkeltpersoner i højere grad sammensætter en cocktail” af verdens- og fjendebilleder ud fra for eksempel flere forskellige religiøse, ideologiske og konspiratoriske forestillinger.

- Vi kan se, at det er en stigende tendens i Vesten og i Danmark, at enkeltpersoner i højere grad sammensætter en cocktail af deres egne verdens- og fjendebilleder, som er præget af ideologiske og religiøse forestillinger, men som også suppleres af konspirationsteorier, ekstrem voldsfascination og helt nære personlige forhold som fx psykiske lidelser,” siger Michael Hamann, der er chef for CTA.

Hybridisering kan finde sted blandt enkeltpersoner, men også grupper. Det tager især udgangspunkt i scenarier, hvor voldsfascination, metoder og propagandaudtryk inspirerer på tværs af forskellige typer for ekstremisme.

Eksempelvis har højreekstremister i flere tilfælde ladet sig inspirere af og anvendt militante islamisters fremgangsmetoder, skriver PET.

Trusler mod myndighedspersoner

En anden tendens er ifølge rapporten en øget polarisering i det politiske system i flere lande i Vesten.

Udviklingen er blandt andet karakteriseret ved en øget normalisering af konspirationsteorier, og en skepsis over for legitimiteten af den politiske elite.

- Vi har observeret, at der særligt online er sket en skærpelse af retorikken rettet mod specifikke personer som for eksempel folkevalgte eller visse fagpersoner, som kommer til at fungere som fælles referencepunkter for især antimyndighedsekstremister, siger Michael Hamann.

CTA vurderer, truslerne kan medvirke til at inspirere eller legitimere, at påvirkelige personer – herunder personer med psykiske lidelser – handler voldeligt mod målet for truslen.

Det er et problem, da uhindret deltagelse i den politiske debat anses som en vigtig forudsætning for det repræsentative demokrati, påpeger rapporten.

Krigen i Ukraine

CTA vurderer, at krigen i Ukraine på nuværende tidspunkt ikke har nogen direkte indflydelse på terrortruslen i Danmark.

Krigen udgør dog aktuelt en destabilisering, der potentielt kan påvirke trusselsbilledet. Her fremhæver rapporten økonomisk recession, energi- og forsyningsproblematikker, misinformation og potentielle problematikker med fremmedkrigere.

Det er alle forhold, der potentielt kan påvirke trusselsbilledet.

Terrortruslen i Europa og Danmark kan også fremtidigt blive påvirket af ekstremisters erhvervelse af våben, der i dag anvendes i krigen i Ukraine.

Pludselig fandt 20-årige Jasmin sig selv nøgen på Telegram: – Det er forfærdeligt

Jasmin kan kun huske få ting fra den aften. Den ene er, at hun fik en drink. Den anden, at hun ikke kunne mærke sin krop.

Og så er der alt det, hun ikke kan huske. At hun havde fuldbyrdet samleje med en mand, at hun blev slået i ansigtet – og at det hele blev filmet.

Det er fem år siden, at Jasmin tog til en fest hos en fyr sammen med sin veninde. Hun mener selv, at hun blev drugged, og hun betegner, hvad der efterfølgende skete, som en voldtægt.

Det er noget, jeg selv gerne vil glemme, og så er der pludselig 5000 mennesker, der kan minde mig om det hver dag

Jasmin, 20 år

Jasmin gik dog aldrig til politiet for at anmelde, hvad der skete den aften.

Siden har hun forsøgt at lægge den aften bag sig, hvilket egentlig lykkedes. Lige indtil for 14 dage siden.

Jasmin medvirker i denne artikel kun med sit fornavn. TV 2 kender hendes fulde identitet.

Blev slået omkuld

20-årige Jasmin var hjemme hos sig selv i midten af marts i år, da hendes veninde ringede og spurgte, om Jasmin var klar over, at der lå videoer af hende uden tøj på på nettet.

Veninden sendte et link til det sociale medie Telegram, og Jasmin fik adgang til en gruppe fyldt med videoer og billeder af unge mennesker.

Jasmin lod sin finger stryge ned over skærmen på sin smartphone. Der var videoer af unge, der bliver sparket og slået. Kvinder, der har sex eller er nøgne. Mænd, der onanerer.

Pludselig var det hendes egne øjne, der mødte hende gennem skærmen. De var omtågede og missede mod lyset fra blitzen på et kamera. I videoen sad hun på knæ i en seng kun iført trusser. Hun fik en lussing og faldt om på sengen.

Jasmin kædede hurtigt tingene sammen. Hun mener, at videoen er fra den aften for fem år siden.

- Det er forfærdeligt. Det er noget, jeg selv gerne vil glemme, og så er der pludselig 5000 mennesker, der kan minde mig om det hver dag. Det gør mig utryg, siger hun.

Der er god grund til, at Jasmin føler sig utryg, for siden midten af marts er truslerne væltet ind.

Link florerer

De grupper, som Jasmin taler om, har til formål at udstille og afsløre andre mennesker. De findes på Telegram, der er en krydsning mellem et socialt medie og en beskedtjeneste.

For at få adgang til grupperne, skal man inviteres med et link. Netop det link florerer i øjeblikket mellem især unge mennesker.

TV 2 har overvåget gruppernes aktivitet siden 9. marts og har i de seneste uger kunnet fortælle, hvordan de anonyme bagmænd blandt andet deler nøgenbilleder, sexvideoer, offentlige ydmygelser og grov vold.

Selv hvis man ved, at man bliver filmet, er det jo stadig ikke noget, der skal deles videre

Jasmin, 20 år

Indholdet bliver sendt ind til bagmændene, som derefter deler det. Indholdet, som TV 2 er bekendt med, er voldsomt – og kan i langt de fleste tilfælde betegnes som indhold af privat karakter, hvilket er ulovligt at dele.

Det indebærer nøgenbilleder, sexvideoer, offentlige ydmygelser og grov vold.

Grupperne har typisk 5000 medlemmer. Siden TV 2 påbegyndte overvågningen af grupperne, er de adskillige gange blevet slettet og opstået på ny.

Nøgenbilleder, pas og sygesikringsbevis

Foruden billederne og videoerne af Jasmin lå der også en række oplysninger om hende.

Der stod hendes fulde navn og hendes telefonnummer. Der stod både hendes egen og hendes families adresse. Og så lå der billeder af hendes pas og sygesikringsbevis.

Hun ved ikke, hvor billederne kommer fra, eller hvordan nogen skulle have haft adgang til det.

Dermed blev Jasmin let tilgængelig for de mere end 5000 mennesker, der så opslagene.

Fremmede på hendes adresse

Kort efter, at Jasmin selv var blevet bekendt med opslagene, begyndte det at vælte ind med henvendelser og trusler på alle tænkelige kanaler.

- Fremmede kontakter mig og spørger, hvad jeg tager for en time, hvad jeg koster for en hel dag. De siger, at jeg skal se mig over skulderen, når jeg går på gaden. Jeg må ikke vise mig i flere danske byer. Folk siger: "Skal vi ikke lægge dig ned på alle fire, som der blev gjort dengang i videoen?", siger Jasmin.

Hvor chikanen i begyndelsen var online, rykkede den efter kort tid ud i virkeligheden. Hun fortæller, at fremmede kalder hende "luder" på gaden og råber efter hende, at de har set hende på Telegram.

Og blot få dage efter, at Jasmins billeder og videoer var blevet lagt op i grupperne på Telegram, blev hun opsøgt på sin adresse af de samme mennesker, som ifølge hende har chikaneret hende telefonisk og truet hende.

- De ringede og sagde: "Vent, til vi fanger dig". Og så gik der ikke længe, før de stod foran døren. Jeg tænkte, at det kunne gå fuldstændig galt. Det var rigtig skræmmende, siger hun.

Hændelsen fik hende til at kontakte politiet, som rykkede ud til hendes adresse.

Har spredt sig til andre medier

Det er let at gemme indhold, der ligger på Telegram, på sin egen telefon eller computer. Let – men ulovligt. Alligevel florerer videoerne og billederne af Jasmin nu både på Instagram, Snapchat og på Tiktok, siger hun.

- Der er en, der har gemt en af videoerne på sin telefon og vist den i en Tiktok-live for et par dage siden. De har taget mine undertøjsbilleder og lagt det i Snapchat-grupper, Instagram-grupper og på Tiktok. Ud af 5000 mennesker er der jo mange, der kan have gemt det ned, siger Jasmin.

Jasmin har forsøgt at få bagmændene til at fjerne det indhold, hun medvirker i.

Men bagmændene oplyste hende, at hvis hun kontaktede dem igen, ville de lægge indhold ud af hende, der er endnu værre, end det, der ligger der i forvejen. Det fik hende til at give op.

Flere har sagt til hende, at det er hendes egen skyld, at hun er blevet delt på Telegram.

- Jeg har slet ikke vidst, at den aften ville blive filmet, for jeg var ikke ved bevidsthed. Der er altid nogen, der vil sige, det er ens egen skyld. Men selv hvis man ved, at man bliver filmet, er det jo stadig ikke noget, der skal deles videre, siger hun.

Føler sig svigtet

Foruden Jasmin har TV 2 været i kontakt med syv unge, danske kvinder, der har fået delt private oplysninger og indhold i de selvsamme grupper på Telegram.

De fortæller samstemmende, at de har anmeldt Telegram-grupperne til politiet, men at de ikke føler, at politiet tager sagen alvorligt. Sådan har Jasmin det også.

- De sagde, at de ikke kunne gøre noget ved det. Det er hårdt at høre. Man lægger sin tillid hos politiet. Det får mig til at føle mig ligegyldig og svigtet, siger Jasmin.

TV 2 har tidligere spurgt politiet, hvad de mener om, at kvinderne ikke føler sig taget alvorligt. Sisse Birkebæk, som er politikommissær og leder af Politiets Online Patrulje, sagde da, at politiet "gør alt, hvad vi kan, for at lukke det ned, når vi bliver bekendt med det".

TV 2 har set dokumentation for, at der ligger det indhold på Telegram, som Jasmin hævder, samt for, at Jasmin har anmeldt Telegram-grupperne til politiet.

TV 2 har fået bekræftet, at fremmede mødte op på Jasmins adresse for at få fat i hende af personer med kendskab til den pågældende hændelse.

TV 2 har tidligere været i kort varig dialog med bagmænd fra gruppen. Læs den historie her.

Et oprør er i gang i fodboldverdenen: – De har det ikke godt, når de spiller for landsholdet

De er trætte af at kæmpe. For bedre udviklingsmuligheder, for bedre løn, for større fokus på deres mentale og fysiske sundhed.

Og nu har de fået nok.

Det er stadig en verden, hvor flere spillere ikke kan leve af deres fodbold

Sofie Engberg Munch, fodboldkommentator for TV 2

Et ulmende oprør blandt nogle af kvindefodboldens største stjerner på verdensplan truer i øjeblikket verdensmesterskaberne, der efter planen skal afholdes i Australien og New Zealand til sommer.

For 15 af Spaniens bedste spillere vil ikke udtages til deres landshold, før deres vilkår forbedres.

Og de er blot de seneste i en lang række kvindelige fodboldstjerner, der ikke længere vil nøjes med det næstbedste, men som i stedet sætter deres karrierer på spil for at gøre kvindefodbold til en sport, der er til at holde ud at være i.

- Spillerne vil gerne have adgang til de bedste baner, de bedste trænere, muligheder for at udvikle sig på den bedste måde. Det er stadig en verden, hvor flere spillere ikke kan leve af deres fodbold, hvor de vælger at studere ved siden af eller have et arbejde, fortæller Sofie Engberg Munch, der er fodboldkommentator for TV 2.

Diktatorisk ledelse

De spanske fodboldspillere er i øjeblikket blandt verdens bedste – det, Sofie Engberg Munch kalder ”en gylden generation”.

De var blandt andet storfavoritter til at vinde EM i 2022 og havde gode forudsætninger for at nå helt til tops i sommerens VM.

Indtil september 2022, hvor 15 spillere fra Spaniens kvindelandshold i hver deres mail bekendtgjorde overfor forbundet, at de ikke ville repræsentere landet, så længe Jorge Vilda fortsat var træner.

- Og de her 15 spillere er ikke bare hvem som helst. Det er spillere for Barcelona, spillere for Manchester United, Manchester City – de store stjerner, som har båret holdet, fortæller Sofie Engberg Munch i tirsdagens udgave af TV 2’s nyhedspodcast ’Dato’.

Det skyldes ifølge spanske medier, at spillerne finder Vildas ledelsesstil ”diktatorisk”, og at hans kontrolbehov er for stort, hvilket skaber en dårlig atmosfære på landsholdet.

- Det, der går igen, er deres mentale helbred. De har det ikke godt, når de spiller for landsholdet. Og det skal man jo helst have, understreger Sofie Engberg Munch.

Forbundet valgte hurtigt side og står last og brast med Jorge Vilda, som er blevet rasende over stjernespillernes udmeldinger og har valgt at sætte et landshold mestendels bestående af nye, uprøvede talenter.

Og ifølge Sofie Engberg Munch er det i den grad ærgerligt for sporten, hvis de største kvindelige fodboldstjerner i verden ikke får lov til at vise, hvad de kan, ved verdensmesterskaberne til sommer.

- VM er et vindue for at se de bedste spillere, det er et vindue til hele fodbolden, de største stjerner skal præstere, alles øjne er rettet mod dem, det er dem, man vil se spille, siger hun og tilføjer:

- Det er ikke fantastisk for produktet, at de bedste spillere ikke er med.

Vinder flere sejre

Hun vil dog heller ikke udelukke, at det bliver de spanske fodboldspillere, som i sidste ende kommer til at trække det længste strå i konflikten med forbund og træner.

For de er ikke de første kvindelige fodboldspillere, der bogstavelig talt sætter foden ned.

Der er mange ting, der kan blive meget bedre. Det er derfor, de stadig kæmper

Sofie Engberg Munch, fodboldkommentator hos TV 2

Og det er ikke sjældent, at de opnår resultater ved at gøre det.

I februar valgte flere franske stjerner – meget lig de spanske – at trække sig fra deres landshold på grund af utilfredshed med holdets træner, Corinne Diacre, som ifølge Sofie Engberg Munch ”har flere kontroverser end meritter”.

Protesten førte efter kun få uger til en fyreseddel til Diacre.

Ligeledes har protester fra kvindelige fodboldstjerner verden over medført, at FIFA’s planer om at gøre ’Visit Saudi Arabia’ til sponsor for VM 2023 blev droppet. Spillerne kunne ikke se, hvordan det gav mening, at et land med så stor mangel på basale rettigheder til kvinder skulle støtte kvindernes VM.

På Canadas landshold strejkede alle spillere i februar og krævede bedre finansiering, bedre træningsforhold og mere i løn. Indtil videre er de nået frem til en foreløbig finansieringsaftale med deres forbund.

Lang vej igen

Frankrig, Canada og Spanien er henholdsvis rangeret som nummer fem, seks og syv på ranglisten over verdens bedste kvindelandshold.

Men selvom de gode eksempler rykker på tingenes tilstand, er der lang vej igen, understreger Sofie Engberg Munch – for i virkeligheden er det i et større perspektiv et spørgsmål om ligestilling.

- Udvikling tager lang tid, og udviklingen i kvindefodbold er sket hurtigt. De er kommet langt på få år, men der er lang vej igen, siger hun og tilføjer:

- Der sker mange gode ting, men der er mange ting, der kan blive meget bedre. Det er derfor, de stadig kæmper.

Du kan høre Sofie Engberg Munch fortælle meget mere om fodboldspillernes mange kampe udenfor banen i dagens afsnit af TV 2's nyhedspodcast 'Dato'.

Kræftsag breder sig til hele landet – alle regioner ramt, viser rundringning

Der skal strammes alvorligt op på kræftområdet hos de fem danske regioner.

Det er meldingen fra Sundhedsstyrelsen på baggrund af kræftskandalen fra Aarhus Universitetshospital.

- Vi har drøftet med de fem regioner, hvordan vi kan få gravet os dybere ned i det her område, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, til TV 2.

Ifølge behandlingsgarantien må en kræftpatient nemlig højst vente i to uger, fra vedkommende får tilbudt en operation, til den reelt finder sted.

Bliver denne tidsfrist overskredet, har regionen pligt til at indberette det til Sundhedsstyrelsen.

Alle regioner har fejlet

Men Region Midtjylland har ikke indberettet de tilfælde, hvor patienten selv har accepteret, at tidsfristen på de to uger blev overskredet.

Det er jo ikke nye regler og love. De har været gældende i mange år

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen

Nu viser det sig, at samtlige af landets regioner har undladt at indberette det, som de har pligt til, når de ikke har overholdt behandlingsgarantien på kræftområdet.

Det viser en gennemgang, som TV 2 har lavet.

- Først og fremmest har vi endnu engang præciseret reglerne for maksimale ventetider – og særligt den handlepligt, som sygehusene har, forklarer Søren Brostrøm og uddyber:

- Det er jo ikke nye regler og love. De har været gældende i mange år, men vi har desværre haft udfordringer på området tidligere, indrømmer han.

Plads til forbedringer

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør er der på baggrund af eksemplerne fra de tre regioner brug for at gentage den handlepligt, som sygehusene har.

For det er ikke nok blot at sige til patienten, at ventetiden ikke er blevet overholdt. Patienten skal derudover have en reel valgmulighed om at få et hurtigere behandlingstilbud på andre sygehuse.

På dette punkt er det plads til forbedring ude på sygehusene, lyder det fra Søren Brostrøm.

- Nu gentager vi reglerne, og hvis man ikke forstår dem ude på sygehusene, så hjælper og vejleder vi.

Nyt møde torsdag

Regionerne og Sundhedsstyrelsen har nu travlt med at sikre, at man ude på sygehusene forstår og følger reglerne.

Og samtidig skal man være sikre på, at indberetningerne kommer hurtigt og præcist.

Derfor vil parterne allerede mødes igen på torsdag til et nyt møde.

Søren Brostrøm mener, at det er for tidligt at konkludere, at der generelt er et stort problem med indberetninger fra landets fem regioner.

Men han slår fast med syvtommersøm, at problemerne på mave-tarm-området på Aarhus Universitetshospital skulle være fanget, opdaget og indrapporteret langt tidligere.

- Umiddelbart har jeg ikke fornemmelse af, at der ligger og gemmer sig noget tilsvarende. Men jeg kan ikke udelukke det, og det får vi gravet dybere ned i, siger Søren Brostrøm.

Kan søge erstatning

Mandagens møde fandt sted på baggrund af en række artikler fra DR om de ulykkelige forhold for nogle af landets kræftpatienter.

I sidste uge kunne DR afsløre, at 293 kræftpatienter, der skulle have en operation på mave-tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland, har ventet længere på en operation, end de skulle.

Loven siger, at kræftpatienter maksimalt må vente to uger på at blive opereret, efter at det er besluttet, at de skal opereres.

Men den frist er blevet overskredet med mellem én og 56 dage i eksemplet fra Region Midtjylland.

Patienterstatningen har fået den første henvendelse fra en patient, som er blevet opereret for sent. Foreningen anbefaler at andre henvender sig, hvis de har haft lignende oplevelser.

Hashlignende stof kan købes lovligt i butikker

Det ser ud som poser med søde sager, som de hænger på hylderne i butikken Caboon i Aalborg.

Men det er HHC, et haslignende stof, der stiger i popularitet lige nu, og som sælges flere steder i Nordjylland. Helt lovligt.

- Folk køber det helt klart på netshops. Hvis du selv googler HHC-produkter, så kan du falde over mange, mange hjemmesider, hvor du kan få det tilsendt, siger Tore Forsingdal Hardlei, retskemiker på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet.

En tredjedel så potent

Flere anmeldere på Trustpilot beskriver stoffet med ord som: "Det rammer så hårdt, at jeg har svært ved at tro på, at det ikke indeholder THC", "jeg fik lidt psykedeliske øjeblikke på HHC, på trods af jeg kun røg 1/3 af jointen", og "ved HHC bliver jeg ikke så super slasket og doven (men stadigvæk super skæv), som jeg gør med THC".

Men ifølge Tore Forsingdal Hardlei er virkningen ved HHC ikke lige så stærk som ved THC (hash).

- Vi ved ikke endnu, hvilke skader det kan give. Stoffet er omkring en tredjedel så potent som THC, så der er nok bivirkninger ved det, som vi også ser med HHC. Men det er noget, der stadig forskes i, siger han.

Burde ikke kunne køre bil

Det er ikke ulovligt at køre i bil med HHC i blodet, og det, mener Tore Forsingdal, er problematisk, fordi stoffet minder så meget om hash.

Den nedre grænse for, hvornår det er ulovligt at køre med THC (hash) i blodet er tæt på nul, nemlig 0,001 milligram THC per kilo blod.

- Man kan argumentere for, at HHC bør være ulovligt at køre bil med, for det ligner jo hash så meget, og her er bagatelgrænsen meget lav. Vi kan godt spore HHC, men det er jo ikke ulovligt. Og dermed er der heller ingen sanktioner, hvis man kører bil med det i blodet. Det kan godt undre, siger Tore Forsingdal og fortsætter:

- Jeg ved, at Justitsministeriet er i fuld gang med at kigge på, om reglerne bør laves om.

Sundhedsstyrelsen afventer ifølge Berlingske mere information om stoffet. Den information skal komme fra EMCDDA, som er det europæiske overvågningscenter for narkotika og narkotikamisbrug.

Kari Grasaasen, som chefkonsulent i styrelsen, fortæller til mediet, at HHC kun er reguleret i enkelte østeuropæiske lande og ikke i Danmark.

Men man er i Sundhedsstyrelsen opmærksomme på, at det sælges i Danmark, og at salget kan stige, lyder det.