'Stop. Festen er her', står der med store bogstaver ved siden af hylder spækket med alkohol i alskens slags.
- Ja, det er lidt komisk, siger barbestyreren Pernille Møller Christensen.
For festen er overhovedet ikke her på Dielefsis Scandinavian DJ Bar i byen Platanias på Kreta. Det er den sådan set heller ikke i resten af byen. Mens de lokale nyder Grækenlands lempede restriktioner i byen Chania få kilometer mød øst, er Platanias nemlig så godt som støvsuget for aktivitet.
- Det er jo en spøgelsesby lige nu, siger hun.
Forbudt at spille TopGunn og Danseorkestret
I byen lokker ellers talrige skilte og bannere med minigolf, billige ferielejligheder, hoteller med pool og græske grillspyd. Men skulle en sjældent forbipasserende tage i dørhåndtagene, ville hun blive skuffet.
Tæt på alt er lukket. En bankautomat foran et tomt shoppingcenter er dækket af støv.
Grækenland skød officielt turistsæsonen i gang fra 14. maj, da mange af landets coronarestriktioner blev lempet. Men Platanias er afhængig af turister, særligt fra Skandinavien, og de er her ikke.
Under normale omstændigheder ville Pernille Møller Christensen sammen med sin græske kæreste Lefteris Voulgarakis have åbnet baren i midten af april.
Stedets dansegulv ville derfor nu være fyldt med svenskere, nordmænd og danskere, der skråler med på Danseorkestret, Shakira og TopGunn.
Men ikke alene lader turisterne vente på sig. De græske coronarestriktioner driller også. Reglerne forbyder nemlig barer og restauranter at spille musik, fordi myndighederne vurderer, at smitterisikoen er for stor, når folk synger med.
Den regel gør det ikke ligefrem nemmere for kæresteparret.
- Vores bar er ingenting, hvis vi ikke kan spille musik, siger Pernille Møller Kristensen.
Hun mener, at det klinger hult, når den græske regering proklamerer, at turistsæsonen er i gang, men samtidig forbyder både musik og indendørs servering. "Halvhjertet" kalder hun det.
- Det er rigtig sørgeligt lige nu. Hvis der heller ikke er normal tilstand næste år, er der risiko for, at vi må sige farvel til baren, siger hun og kigger over på sin kæreste, der åbnede dansestedet i 1993.
- Jeg er nærmest vokset op her. Der er meget nostalgi forbundet med det her sted, siger han.
Noget "lort" lige nu
Få minutters gang fra den lukkede dansebar har også danskeren Helle Gall tomme lokaler. Siden 2012 har hun ejet Hugsy Pub, og derfra er det "gået slag i slag", som hun siger.
Altså lige indtil coronakrisen ramte.
- Det er noget lort lige nu. Sidste år slog os nærmest ihjel, siger hun.
Kæresteparret på Dielefsis Scandinavian DJ Bar har begge taget andre jobs for at kunne klare sig igennem krisen økonomisk. Pernille Møller Christensen arbejder med telemarketing, mens Lefteris Voulgarakis som landmand dyrker avokadoer, grapefrugt og oliven.
- Ellers ville vi jo ingen penge have, siger Lefteris Voulgarakis.
Helle Gall laver ikke så meget andet end at vente. Istandsætter lidt lejlighed. Ser serier. Finder på småprojekter.
- Det er økonomisk hårdt. Jeg kan låne penge af staten, men de skal jo betales tilbage, siger hun.
Mangler menneskelig kontakt
Helle Gall savner også sit arbejde. Den 49-årige barejer har været bartender, siden hun var 17 år.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang igen. Jeg mangler den menneskelige kontakt, vi jo nu ikke har haft i syv til otte måneder.
Grækenland har været ramt af hård nedlukning. Først 14. maj kunne landets indbyggere og turister igen gå en tur, shoppe eller ses med venner, som de havde lyst.
Tidligere skulle de først sende en sms med navn og adresse for derefter at modtage et tidsrum at agere indenfor.
Turisme er lige så vigtigt som ilt
Barerne og restauranterne i Platanias er afhængige af områdets hoteller. Også de holder fortsat lukket, og det samme gælder langt de fleste steder på Kreta. Det fortæller Dimitris Koumparakis, der er formand i foreningen for hotelbestyrere på Kreta.
Han håber dog, at der i midten af juni vil være turister nok til at åbne de fleste hoteller på øen. Og formanden er utålmodig.
- Turisme på Kreta er lige så vigtig, som ilt og vand er for mennesker. Vi er klar og venter på jer, siger han.
10 dages karantæne
Også Helle Gall og Pernille Møller Christensen håber, at turisterne begynder at indtage Kreta i juni. Begge er de dog skeptiske.
På Facebook kan de i forskellige rejsefora følge med, når skandinaverne udveksler bekymringer om at tage afsted. Det tyder på, at mange venter til næste år.
På det danske udenrigsministeries rejsevejledning er Grækenland endnu markeret orange. Det betyder blandt andet, at en rejse til det græske koster ti dages karantæne ved hjemkomst, hvis du ikke er tidligere smittet eller færdigvaccineret.
Derfor forstår Pernille Møller Christensen godt, at danskerne tøver med at pakke kufferten.
- Hvem har tid og råd til så lang karantæne, hvis man ikke er pensionist? siger hun.
Derudover er hun også klar over, at særligt byen Platanias ikke viser sig fra sin bedste side.
- Det her er jo ikke, hvad man forventer af en ferie, siger hun og slår armen ud mod den forladte by med støvede bankautomater og låste døre.