12 kommuner med høj incidens: – Jeg tror, vi kommer til at lukke, siger borgmester

Ved et incidenstal på over 250, lukker man en kommune for at forhindre yderligere smittespredning. Og den grænse nærmer flere kommuner sig nu.

Ishøj Kommune topper listen over kommuner med det højeste incidenstal - altså antallet af smittede per 100.000 indbyggere. Det tal ligger nu på 191.

Tirsdag holder byrådet i Ishøj et ekstraordinært møde om situationen, og kommunen er klædt på til en nedlukning. De har jo prøvet det før, siger borgmesteren i Ishøj, Ole Bjørstorp (S):

- Jeg tror – set med dagens briller – at vi kommer til at lukke, men det håber jeg, at vi kan gøre noget ved.

I alt 12 kommuner har lige nu det, der betegnes som "høj incidens" - det vil sige over 150. Se dem herunder:

- Nu er det vores tur

Ved smittetal, der overstiger grænsen, udløses en automatisk nedlukning i syv dage af blandt andet grundskoler, klubtilbud, uddannelsesinstitutioner, kulturaktiviteter samt lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter.

Derudover kan de enkelte kommuner vælge at lukke forretninger og serveringssteder.

Hvis smittetallet er nedbragt efter syv dage, kan kommunen åbne igen.

I Norddjurs Kommune - der ligger nummer tre på listen med et incidenstal på 175 - holdt økonomiudvalget et møde i weekenden om den tiltagende smittesituation.

Her ”noterede man sig”, at der var overblik over, hvilke klasser på hvilke skoler der er ramt og i karantæne, diskuterede den ”meget direkte og effektive” smitteopsporing, samt at kommunen har været til stede på gaden og på sociale medier for at minde om for eksempel test og isolation ved smitte. Det fortæller borgmester Jan Petersen (S).

- Landet er jo i gang med en genåbning, og så tror jeg, vi kommer til at se epidemien skifte kommune, ligesom der tidligere har været udbrud i Randers og Hørsholm. Nu er det vores tur, siger Norddjurs' borgmester.

Opfordrer borgere til at blive testet

Hverken Norddjurs eller Ishøj har besluttet, om en eventuel nedlukning også vil omfatte butikker og serveringssteder. Jan Petersen regner med at diskutere det med Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis det når til en nedlukning.

Begge borgmestre opfordrer deres borgere til at blive testet.

- Overhold de regler, som alle er fortrolige med - hold afstand, brug mundbind, lad dig teste, og er der en positiv test, så snakker vi om, hvordan du griber det klogt an, siger Jan Petersen.

Hørsholm er den kommune, der senest har været lukket ned. Incidenstallet har dog ligget under 250 syv dage i træk, og nu genåbner kommunen.

Fra tirsdag kan kommunens skoler, kultur- og fritidsaktiviteter og de liberale erhverv genåbne, oplyser Hørsholm Kommune mandag.

836 nye tilfælde af coronavirus i Danmark

Der er det seneste døgn registreret 836 nye smittetilfælde i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det laveste antal smittetilfælde de seneste ti døgn, men det skal ses i lyset af, at antallet af tests er et stykke under normalen.

Der er det seneste døgn kommet svar på 138.799 PCR-tests, som tages i halsen, og det er det laveste antal PCR-tests siden begyndelsen af april.

Det er dog eksklusive lyntest, hvor der er foretaget 343.849 det seneste døgn.

De indgår ikke i smittetallet, da svaret fra lyntest ikke vurderes at være lige så præcist som ved en PCR-test. Derfor anbefales man at tage en PCR-test, hvis lyntesten er positiv.

Forhandler om genåbning

På landets sygehuse er antallet af indlagte med coronavirus steget med 9 til 173.

Udviklingen kan skyldes, at der normalt bliver udskrevet færre patienter i weekenden.

Da tallene trækkes mandag morgen, vil eventuelle udskrivelser først ses i tirsdagens opgørelse.

Mandag er der politiske forhandlinger om den næste fase af genåbningen, der står til at træde i kraft fredag 21. maj.

Ifølge Eskild Petersen, adjungeret professor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, kan der være grund til at afvente de næste dages tal for antallet af smittetilfælde og indlagte, før der genåbnes yderligere.

- Jeg tror, at man skal være meget forsigtig, før man har set tallene for de næste fem dage.

- Fordi hvis vi igen begynder at kravle over 1000 nye smittetilfælde dagligt, og indlæggelserne stadig stiger med 5-10 stykker hver dag, så er der noget, vi ikke har kontrol over, siger Eskild Petersen.

Ét dødsfald

Der er det seneste døgn registreret ét coronarelateret dødsfald. Samlet er Danmark oppe på 2503 dødsfald med virusset.

På vaccinationerne er der det seneste døgn givet 34.087 vaccinestik.

Status er, at 1,66 millioner i Danmark har fået første stik. Det svarer til 28,4 procent af befolkningen.

Heraf har 1,04 millioner fået begge stik. Det er 17,8 procent af befolkningen.

Indisk variant kan være mere smitsom end den britiske – og det bekymrer SSI

I Storbritannien er den indiske variant af coronavirus genstand for stigende bekymring. Senest har en britisk ekspertgruppe vurderet, at varianten er mere smitsom end den britiske variant.

Og det giver også anledning til bekymring i Danmark, lyder det fra Tyra Grove Krause, der er faglig direktør i Statens Serum Institut.

- Der har jo været en mistanke om øget smitsomhed, og det ser nu også ud til at være tilfældet i England, hvor man kan se en vækst af den indiske variant, og hvor den i nogle områder ser ud til at fordobles hver uge. Så det er selvfølgelig en variant, vi er bekymrede for kan sprede sig i Danmark, siger hun til TV 2.

Når Statens Serum Institut (SSI) hidtil har givet opdateringer på den indiske variant, B1617, har vurderingen været, at den ikke var særlig bekymrende.

Det skrev SSI i en pressemeddelelse 27. april, og 10. maj lød det, at befolkningen skulle ”overlade bekymringen til myndighederne”.

Men B1617 er en variant, som SSI er bekymret for, understreger Tyra Grove Krause, og det nye estimat fra den britiske ekspertgruppe ændrer også SSI’s foreløbige vurdering af varianten.

- Det gør selvfølgelig, at den her mulige bekymring nu er blevet reel i forhold til dens smitsomhed, siger hun.

Op til 50 procent mere smitsom

Det britiske estimat er lavet af ekspertgruppen SAGE, der rådgiver den britiske regering om coronavirus.

Estimatet vurderer, at den indiske variant ”højst sandsynlig” er mere smitsom end den britiske variant, og at den realistisk set kan være op til 50 procent mere smitsom.

Det giver grund til påpasselighed herhjemme, for det vil udfordre den danske epidemikontrol, lyder det fra Mads Albertsen, der er professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

- Hvis det virkelig er rigtigt, at den er 50 procent mere smitsom, så har vi et problem. Men jeg tror, det er alt, alt, alt for tidligt at konkludere lige nu, siger han.

Kan blive den dominerende variant

Mads Albertsen står i spidsen for et projekt, der overvåger coronavirus i Danmark med henblik på at finde nye varianter. Han understreger, at det britiske estimat er meget tidligt og lavet på baggrund af relativt få tilfælde i Storbritannien og derfor skal tages med forbehold.

I Storbritannien er forventningen, at den indiske variant med tiden bliver den dominerende variant i landet. Sådan lød det i weekenden fra regeringens ledende sundhedsrådgiver, Chris Whitty.

I Danmark er den britiske variant, B117, den dominerende. Men hvis den indiske virkelig er 50 procent mere smitsom, vil den også blive den dominerende variant i Danmark – og resten af verden, fastslår Mads Albertsen.

- Medmindre vi laver en stram nedlukning igen, kan vi ikke holde den ude, siger han.

Selvom vi kan være heldige at have epidemien under kontrol, inden den indiske variant i givet fald for alvor gør sit indtog i Danmark, er det alligevel bekymrende, hvis den spreder sig i resten af verden med den hast, som det britiske estimat antyder.

- Problemet er, at hvis vi får en mere smitsom variant, får vi flere tilfælde af virus, hvilket giver virus flere muligheder for at mutere. Det skal vi generelt have stoppet, fordi den næste store udfordring er, hvis der på et tidspunkt opstår nogle varianter, der kan undgå vaccinerne, siger Mads Albertsen.

52 tilfælde i Danmark

I Danmark er der fundet 52 tilfælde af den indiske variant siden uge 13, oplyser SSI til TV 2.

Og faglig direktør Tyra Grove Krause hæfter sig også ved, at vi indtil videre ser ud til at holde den under kontrol. Blandt andet på grund af en intensiveret smitteopsporing.

- Det er ikke sådan, at vi ser en voldsom vækst i den. Den har ligget nogenlunde stabilt og er begrænset til nogle enkelte smittekæder, hvor den er blevet introduceret via rejsende, siger hun.

Men variantens tilsyneladende øgede smitsomhed understreger, at vi fortsat skal holde smittetrykket nede, da vi ellers risikerer en opblussen i den indiske variant, som vil udfordre smitteopsporingen og dermed kontrollen med virussen.

- Så vil vi klart blive udfordret, og så er der risiko for, at vi får en tredje bølge, fastslår Tyra Grove Krause.

Der er endnu ikke noget, der tyder på, at den indiske variant er mere modstandsdygtig over for vacciner, hverken ifølge SSI eller de britiske eksperter.

SSI: Massetest og lokale nedlukninger skal fortsætte, selvom epidemien er under kontrol

Coronapandemien er fortsat under kontrol, konkluderer Statens Serum Institut i et notat, som TV 2 er i besiddelse af.

- På trods af stigningen i antallet af nye tilfælde holder den observerede udvikling sig fortsat under niveauet for de tidligere prognoser for både smittetal og indlæggelser, og der vurderes at være bevaret epidemikontrol, står der i notatet.

Ifølge SSI er det på grund af modellen for automatiske nedlukninger og det massive antal tests, at vi har bevaret kontrollen.

Notatet er sendt til partiledere og ordførere forud for mandagens politiske forhandlinger om yderligere genåbning af samfundet.

Smittetrykket skal holdes nede

På trods af at smittespredningen er under kontrol, vurderer SSI, at genåbningen fortsat bør ske forsigtigt og trinvis, så der kan reageres hurtigt, hvis det bliver nødvendigt.

Selvom stigningen i smitte ikke giver lige så mange indlæggelser som tidligere, fordi mange ældre nu er vaccineret, er det nemlig stadig vigtigt, at smittetrykket holdes stabilt, påpeger SSI:

- Udover at bevare epidemikontrollen i forhold til belastning af sundhedsvæsenet, kan det være hensigtsmæssigt at holde smittetrykket nede for at forebygge spredning med nye virusvarianter, der har en øget smitsomhed, øget alvorlighed, eller som er koblet til nedsat effekt af antistoffer.

Ifølge SSI har det ved det aktuelle smitteniveau været muligt at begrænse smittespredningen af nye virusvarianter med intensiv kontaktopsporing, men i takt med stigende smitte vil denne indsats blive udfordret.

- Der er i de seneste uger set flere eksempler på større udbrud med mere smittesomme virusvarianter, og det må forventes, at der ved stigende smittetal generelt vil være en øget risiko for smittespredning med nye virusvarianter, der ikke effektivt kan inddæmmes med intensiv kontaktopsporing, står der i notatet.

Nedlukninger og coronapas er afgørende

For at holde smitten nede er det ifølge SSI afgørende, at den nuværende model for lokale nedlukninger bevares.

- Den lokale nedlukningsmodel vurderes at være et vigtigt redskab til at kunne bryde smittekæderne lokalt, og derved fungere som en mekanisme til at kontrollere epidemiudvikling nationalt, skriver SSI.

Også coronapasset bliver nævnt som afgørende for at mindske smitten.

- Brugen af coronapas forventes at mindske risikoen for superspredningsbegivenheder samt bevare incitamentet for den enkelte til at blive testet, skriver SSI.

Netop coronapasset er en af de ting, som med al sandsynlighed vil blive diskuteret ved de politiske forhandlinger i eftermiddag, fordi flere politiske partier ønsker en såkaldt "kørekortsmodel".

Stor genåbning bekymrer

Som oplæg til genåbningsforhandlingerne har SSI vurderet risikoen ved 14 konkrete lempelser, der kan træde i kraft 21. maj, hvis der er politisk flertal for det.

Overordnet konkluderer SSI, at kombinationen af alle 14 lempelser vil indebære "høj risiko for væsentlig smittespredning".

- Der må forventes flere lokaliserede udbrud i det omgivende samfund herunder skoler, daginstitutioner, arbejdsplader og på tværs af husstande, står der i notatet.

De 14 tiltag er vurderet ud fra fem kategorier: lav, lav-middel, middel, middel-høj og høj.

Under tv-optagelser kom ekspert med dyster profeti – få måneder senere blev den virkelighed

Kameralinserne var rettet mod zoolog Anders Kofoed og professor i biodiversitet Carsten Rahbek, da de en overskyet efterårsdag i 2019 gik gennem naturområdet Amager Fælled.

Løfter vi blikket en smule, vil vi se de større årsager til, at pandemierne opstår

Carsten Rahbek, professor i biodiversitet

Som førende ekspert inden for sit felt skulle professoren medvirke i dokumentaren 'Da insekterne forsvandt'. Nærmere bestemt skulle han fortælle om den presserende krise, som både Danmark og verden står midt i: biodiversitetskrisen.

Den måde, vi mennesker driver rovdrift på naturen, vil nemlig i værste fald få store konsekvenser, gjorde Carsten Rahbek klart for de rullende kameraer.

- Det, jeg frygter mest ved vores ødelæggelse af naturen, er, at vi får en ny global epidemi, sagde han.

Netop de ord husker professoren særligt tydeligt fra interviewet.

For bare få måneder senere kom de første rapporteringer om en ny virus, som spredte sig i Kina.

I dag – halvandet år senere – har store dele verden været lukket ned, der er rift om vacciner og mere end 3,3 millioner mennesker er døde med coronavirussen i kroppen.

Øverst i artiklen kan du se optagelserne fra 2019.

Verdens natur og dyreliv lider

Da Carsten Rahbek kom med sin profeti i 2019, vidste han intet om den ny coronavirus med det officielle navn SARS-coV-2. Men han vidste, at der var en høj risiko for, at hans frygt blev til virkelighed.

- Folk tænker nok: "Her står der en gal forsker og siger, at han forudså det hele". Men i forskningen er der faktisk bred enighed om, at epidemier sandsynligvis i dag og fremover vil ramme os mennesker med større hyppighed end tidligere, siger han i dag.

Den samme konklusion bringer 22 internationale eksperter i FN's biodiversitetspanel IPBES' seneste rapport fra 2020.

Svaret på, hvorfor det forholder sig sådan, kan ifølge eksperterne netop findes i biodiversiteten. Eller nærmere: Tabet af biodiversitet, som de sidste 50 år er sket med en foruroligende hast.

Listen over truede dyr, planter og svampe er blevet længere og længere. Det samme gælder listen med arter, som helt er uddøde i naturen.

- Vi lever i en tid med masseuddøen. Det sker med en hastighed, som ikke er sket, siden dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden, siger Carsten Rahbek.

Og det gør os mennesker særligt sårbare.

Mennesker er blevet de perfekte "sygdomsværter"

I dag udgør mennesker og vores husdyr som kvæg og svin hele 96 procent af massen af alle pattedyr på jorden. Kun 4 procent af pattedyrene er altså vilde dyr.

Paradoksalt nok er det ikke en fordel at være en altdominerende art. Det gør os nemlig til eftertragtede værter for sygdomme.

- Der er hundredetusindvis af mikrober, som også skal overleve. De holder ikke strategiske topmøder om, hvor de skal være, men det er klart, at hopper de til mennesker eller vores husdyr, så er der nærmest uudtømmelige resurser og forudsigelige levevilkår år efter år. Det er et godt sted at etablere sig, forklarer Carsten Rahbek.

Uden et rigt plante- og dyreliv og store økosystemer i den vilde natur er det således nemmere for virusser at mutere og sprede sig hurtigt. Og flere gør det, viser forskningen.

Coronavirus menes eksempelvis at være vandret fra flagermus til mennesker.

Vigtigt med pandemiberedskab – men også en anden løsning

Virusser som MERS, SARS, ebola, hiv, vestnilfeber og zika deler alle samme historie som den nye coronavirus.

Jeg tror, at vi med coronapandemien har opdaget, at vi er biologiske væsner

Carsten Rahbek, professor i biodiversitet

De kom også fra naturen og udviklede sig til epidemier. Og så opstod de med relativt få år imellem sig.

- Der er blevet mindre natur og mere os, fordi vi aktivt ødelægger den. Nu har vi forandret så meget, at virusser også skal finde en ny verdensorden, og det er blevet et våbenkapløb mellem os – med hygiejne og vacciner – og så naturen, siger Carsten Rahbek.

Carsten Rahbeks ord fra dokumentaroptagelserne er derfor nogle, som også hans internationale forskerkollegaer har advaret om i cirka ti år.

Men der findes et håb om en løsning på biodiversitetskrisen. Den pegede professoren allerede på tilbage på Amager Fælled i 2019:

- Giv plads til naturen, sagde han.

Kun 1 procent vild natur

I samme sætning, som vi nævner "pandemiberedskab og vaccineproduktion" som vores værn mod nye sygdomme, bør vi også sige "genoprettelse af naturen", mener Carsten Rahbek.

- Løfter vi blikket en smule, vil vi se de større årsager til, at pandemierne opstår, siger han.

Vild natur – som ikke er påvirket af sprøjtemidler, ikke er drænet til landbrug eller skovdrift og ikke er kontrolleret af mennesker – skaber de bedste forudsætninger for et velfungerende økosystem med stor biodiversitet.

Alligevel er kun omkring 1 procent af arealet i et land som Danmark kategoriseret som vild natur.

Har klippet programmet om

At give mere plads til naturen er dog hverken så nemt eller simpelt, som den måske lyder. Men Carsten Rahbek er overbevist om, at der nu er et momentum for de internationale forpligtende samarbejder, som kan begrænse overudnyttelsen af naturen.

- Jeg tror, at vi med coronapandemien har opdaget, at vi er biologiske væsner, og at vi ikke har kontrol over det hele. Vi er også en del af et økosystem, siger Carsten Rahbek.

De oprindelige optagelser fra Amager Fælled er i dag klippet ud af dokumentaren 'Da insekterne forsvandt'. Virkeligheden indhentede simpelthen professorens udtalelser.

Dokumentaren bliver sendt torsdag klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY.

Hele uge 20 sætter TV 2 fokus på biodiversitet med kampagnen 'Danmark redder jord'. Læs mere her.

Ny coronavaccine ser lovende ud inden afgørende testfase

En coronavaccine fra franske Sanofi og britiske GlaxoSmithKline (GSK) har vist positive resultater i anden testfase.

Det oplyser Sanofi i en pressemeddelelse.

Studiet viser blandt andet, at mellem 95 og 100 procent af forsøgspersonerne havde udviklet antistoffer efter andet vaccinestik. Det gælder i alle aldersgrupper, som strækker sig fra 18 år til 95 år.

- Data fra fase 2-studiet bekræfter vaccinens potentiale i forhold til at spille en rolle i at bekæmpe denne igangværende, globale sundhedskrise.

- Vi ved, at der er brug for adskillige vacciner. Der kommer fortsat nye varianter, og der er brug for effektive vacciner, der kan styrke beskyttelsen, og som kan opbevares ved normal frysetemperatur, siger Thomas Triomphe, der er Sanofis vicepræsident og globale leder.

Samme type som Pfizer og Moderna

Et globalt fase 3-studie vil blive indledt i de kommende uger. Det forventes, at vaccinen endeligt kan blive godkendt i årets fjerde kvartal.

Sanofi/GSK-vaccinen er en proteinbaseret vaccine.

Sanofi arbejder sideløbende også sammen med Translate Bio om en mRNA-vaccine. Det er samme type som vaccinerne fra Moderna og Pfizer/BioNTech.

Sanofi har for nylig desuden annonceret, at selskabet fra september vil hjælpe med at producere 200 millioner Moderna-vacciner til USA.

Tidligere har Sanofi meddelt, at man vil hjælpe med at producere 125 millioner Pfizer/BioNTech-vacciner til EU.

Smittebølge i Indien får Unicef til at bejle til rige lande

De rige lande i G7 kan ifølge Unicef donere over 150 millioner vaccinedoser til mindre velstående lande, der er underforsynet med doser, uden at det vil påvirke deres egne vaccinationsprogrammer.

- Og de kunne gøre det, mens de stadig opfyldte deres vaccinationsforpligtelser over for deres egne befolkninger, siger Henrietta Fore, direktør for Unicef, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Doserne bør ifølge Unicef indgå i Covax-initiativet, der arbejder på at forsyne lav- og mellemindkomstlande med vacciner.

En undersøgelse fra det britiske analysefirma Airfinity viser ifølge Henrietta Fore, at G7-landene kunne donere omkring 153 millioner doser, hvis de valgte at dele bare 20 procent af deres vaccineleverancer i juni, juli og august.

Indien har begrænset eksporten

G7 omfatter USA, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan samt Storbritannien, der er vært for gruppens næste møde i juni.

Covax, der blev dannet i begyndelsen af pandemien af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), vil ved udgangen af juni mangle 190 millioner doser i forhold til det antal, der efter planen skulle distribueres.

Det skønner Unicef, der står for at distribuere vacciner via Covax.

De manglende doser skyldes delvist coronakrisen i Indien, der skal producere og eksportere hovedparten af doserne til Covax.

Men den indiske regering har indført begrænsninger i eksporten, for at kunne få adgang til flere vaccinedoser i kampen mod den smittebølge, som har ramt landet, skriver Reuters.

Globalt er der indtil videre givet omkring 1,4 milliarder stik med en covid-19-vaccine. Omkring 44 procent af disse i verdens rigeste lande, som står for 16 procent af klodens befolkning.

Til sammenligning er kun 0,3 procent af stikkene givet i verdens 29 fattigste lande ifølge nyhedsbureauet AFP.

Afstå vacciner

Gabet mellem rige og fattige lande fik fredag WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, til at opfordre lande, som har vacciner nok, til at afstå fra at vaccinere deres børn og unge. I stedet bør de donere doserne til Covax.

Opfordringen sker ikke kun ud fra et synspunkt om, at folk i fattige lande har ligeså meget ret til at blive vaccineret som rige.

De steder, hvor virusset bliver ved med at være i omløb, kan det give anledning til mere smitsomme eller dødbringende varianter.

- Vi er bekymrede for, at den dødbringende stigning i Indien er en forløber for, hvad der vil ske, hvis disse advarsler ikke bliver fulgt. Smittetilfældene eksploderer i nærliggende lande som Nepal, Sri Lanka og Maldiverne og i fjerntliggende som Argentina og Brasilien, siger Unicefs direktør ifølge AFP.

Mandag mødes partierne til forhandlinger: – Yderligere genåbning vil være et sats, mener eksperter

Mandag klokken 15 mødes Folketingets partiledere til forhandlinger om yderligere genåbning af det danske samfund.

TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren forventer, at partilederne bliver enige om en stor genåbning, hvor blandt andet coronapasset vil ændre sig til en såkaldt "kørekortsordning".

- Der er allerede en del, som vi ved, kommer til at ske. Blandt andet at man skal begynde at lave en plan for, hvordan man kan komme fysisk tilbage på arbejde, og hvordan flere unge kan komme tilbage på uddannelserne. Men jeg tror også, vi vil se, at der er en lang række restriktioner, som bliver ophævet.

- Jeg tror, at vi vil se, at coronapasset bliver lempet, så det fremover kommer til at fungere efter en kørekortmodel. Så det er op til den enkelte fremover at sikre, at man har en negativ test, og ikke længere en opgave for virksomhederne, siger Jesper Vestergren.

For tidligt at snakke genåbning

Og både den yderligere genåbning og kørekortmodellen vækker bekymring hos Anders Beich, som er formand hos Dansk Selskab for Almen Medicin, og Camilla Foged, som er professor i vaccinedesign and delivery på Københavns Universitet.

- Jeg synes, det er et sats. Både at lave en større genåbning og så lempe på det her med coronapas i forbindelse med, at man skal ind og mødes mange mennesker. I forvejen er det, at man har en negativ test, der kan være op til 72 timer gammel, ikke nogen super beskyttelse, siger Anders Beich i programmet 'Spørg om corona' på TV 2 NEWS.

Han forstår ikke helt tankegangen og er bange for, at kørtkortmodellen vil sænke sikkerhedsniveauet.

Heller ikke Camilla Foged mener, at tiden endnu er inde til at snakke yderligere genåbning.

- Jeg synes, det er lidt tidligt at genåbne yderligere. Måske skulle det være for nogle af dem, der arbejder hjemme, siger Camilla Foged.

Differentiere coronapas

Camilla Foged synes, at coronapasset er en udmærket idé, men hun synes godt, man kunne differentiere det.

- Man kunne godt lave særlige restriktioner for grupper, der har store kontaktflader. For eksempel de unge mennesker, siger Camilla Foged.

Som det er nu, kan man mødes 25 personer på tværs af sogne, kommuner og så videre, og der mener Camilla Foged godt, at man kunne sætte ind.

- Der er jo ingen grund til at lave restriktioner for folk, der er vaccineret. De kan jo sagtens mødes 25 mennesker.

Hun har dog ikke noget konkret bud på, hvordan det skulle fungere i praksis.

Flere eksperter bekymret for genåbning

Ønsket om at ændre coronapasset kommer ifølge TV 2s politiske analytiker fra Enhedslisten og blå blok. Forud for mandagens forhandlinger har Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, desuden forsøgt at lægge pres på regeringen ved at sige, at alle restriktioner bør genovervejes.

- Vis mig den politiker, der kan redegøre for alle de regler, vi har. Så lad os starte på et blankt papir og sige, at alt er åbent, med mindre vi skriver det ned, siger Søren Pape Poulsen.

Udover Anders Beich og Camilla Foged har også Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi ved Københavns Universitet, og Allan Randrup, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, udtrykt bekymring for yderligere genåbning.

Journalister i Indien finder over 2000 efterladte kroppe langs Ganges-floden

Indien har i længere tid været meget hårdt ramt af coronasmitte med dødstal på over 3000 om dagen. Der er dog meget, som tyder på, at langt fra alle coronaofre tælles med i statistikkerne.

Dels kommer mange covid-19-patienter aldrig på hospitalet eller får konstateret en dødsårsag, og dels beskyldes de indiske myndigheder af flere eksperter for bevidst at underdrive antallet af døde.

Nu har 30 journalister fra det indiske medie 'Dainik Bhaskar' fundet over 2000 efterladte kroppe i staten Uttar Pradesh langs den hellige flod Ganges, som løber 2500 kilometer fra det nordlige Indien.

Ifølge The Economic Times var journalisterne blevet spredt ud over 1140 kilometer, hvor de gjorde de uhyggelige fund. I nogle tilfælde var hunde i færd med at gnave i kropsdele, og journalisterne talte i alt 52 kroppe, der lå og flød i Ganges-floden.

Tidligere på ugen blev omkring 40 lig ligeledes fundet ved Ganges-flodens bredder, hvor de var skyllet op.

- Det er virkelig chokerende for os, sagde en af de lokale indbyggere, Kameshwar Pandey, ifølge Ritzau.

Reelle dødstal er to til fem gange større end det officielle

Flere eksperter har været ude at sige, at dødstallene i Indien ikke bliver rapporteret korrekt, og der har også været eksempler på netop dette.

Blandt andet kontrollerede dagbladet Sandesh i den indiske Gujarat-provins i april de officielle dødstal i nogle af provinsens største byer, og mediet kunne efter besøg på krematorier og begravelsespladser dokumentere 610 dødsfald om dagen i gennemsnit, selvom de officielle tal lå mellem 73 og 121.

I en anden by, Bhopal, var forskellen endnu større med 41 officielle døde, mens en sammentælling viste over 1000.

- Data bliver fuldstændig forvredet. Ud fra alle de modeller vi har opstillet, er det vores opfattelse, at det sande dødstal er to til fem gange større end det officielle, har den indisk-amerikanske professor i epidemiologi Bhramar Mukherjee fra universitetet i Michigan sagt til New York Times.

Andre eksperter vurderer, at de reelle tal kan ligge på fem til ti gange så mange, som myndighederne indberetter.

Årsagen til underregistreringen kan ifølge en læge i Bhopal, doktor G C Gautam, være, at myndighederne ikke ønsker at skabe panik.

Ilt på det sorte marked

1. maj satte Indien verdensrekord med 400.000 smittede på et døgn. Det skal dog tages i betragtning, at der bor flere end 1,3 milliarder mennesker i Indien.

Alligevel er der ifølge BBC intet andet land i verden, der har været så hårdt ramt af coronavirus som Indien.

Der har været historier om, at den alvorlige mangel på ilt til de mange coronapatienter får indere til at ty til det sorte marked, hvor priserne på ilt er eksploderet.

Desuden må nogle pårørende selv bygge ligbål til de døde, fordi krematorierne ikke kan følge med.

Australien åbnede for fly fra Indien igen – på første afgang blev halvdelen afvist på grund af smitte

I 18 dage har Australske indbyggere, der ville hjem, været strandet i Indien.

De australske myndigheder havde nemlig lukket for al flytrafik landene imellem på grund af den voldsomme coronasituation i Indien.

Jeg har en kone og en fire måneder gammel datter hjemme i Sydney

Raj Singh, Australsk statsborger strandet i Indien

I går skulle det første fly så af sted med destination Darwin i Australien, men det gik langt fra som håbet for alle de 150 passagerer.

En test før afrejse afslørede, at næsten halvdelen, 70 personer, enten testede positiv for coronavirus eller var nær kontakt til en smittet. Og derfor måtte de blive i Indien. Det skriver BBC.

Resultaterne kom samtidig så sent, at flyselskabet Quantas ikke kunne nå at tildele de ledige pladser til andre passagerer, og derfor var det et halvfyldt fly, der landede i Darwin lørdag.

De passagerer, der var så heldige at nå frem, skal nu være i karantæne i 14 dage.

- Vi følger de gældende sundhedsmæssige retningslinjer for at sikre og beskytte Australiere her i landet, siger Australiens finansminister, Josh Frydenberg.

Han oplyser, at mindst 9500 australske indbyggere ønsker at vende tilbage til Australien fra Indien på nuværende tidspunkt, og at der er indsat særfly for at hjælpe folk hjem.

En af de strandede australiere er Raj Singh, der befinder sig i Punjab-provinsen, hvor han har besøgt sin syge far.

- Jeg skulle efter planen være rejst hjem 7. maj. Jeg har en kone og en fire måneder gammel datter hjemme i Sydney, siger han til BBC.

Han fortæller, at hans kone ikke kan overskue situationen, og at hun er bekymret for hans sikkerhed og helbred.

- Jeg kommer måske ikke med et fly før om tre eller fire uger. Og derefter venter karantænen. Så det ser ikke ud til, jeg kommer hjem lige foreløbigt, siger han.

Katastrofetilstande

Situationen i Indien er da heller ikke på nogen måde indbydende. De seneste måneder har budt på en katastrofal stigning i coronasmitten i landet, og der er samlet registreret over 270.000 coronarelaterede dødsfald - ifølge de officielle statistikker.

Indien blev overrumplet af omfanget, og mens hospitalerne blev fyldt, opstod der mangel på ilt, og antallet af døde har ført til kø ved krematorierne og mangel på brænde til ligbålene.

Den seneste uge er der blevet rapporteret om fund af hundredevis af lig i Indiens floder.

De regioner, hvor smitten steg hurtigst, indførte man strenge nedlukninger, og i hovedstaden New Dehli er nedlukningen blevet forlænget til næste mandag.

De nyeste statistikker giver dog grund til svag optimisme. I går registrerede man det laveste antal smittede i tre uger, og antallet af daglige coronarelaterede dødsfald har stabiliseret sig omkring 4000.

- Vi håber, at vi er over toppen nu. Det har været en helt vild måned med voldsomme smittetal, men nu går kurven den rigtige vej, siger Danmarks ambassadør i Indien, Freddy Svane til TV 2.

11. maj toppede smitten, og siden er kurven gået nedad. Men det skal ikke tages som garanti for, at kurven er endelig knækket, lyder advarslen fra de indiske sundhedsmyndigheder.

For selvom man nu ser et generelt lille fald i antallet af smittede, er der tendens til stigende smitte i flere landlige regioner.

Indiens premierminister, Narendra Modi, har derfor beordret myndighederne til at begynde at sende iltforsyninger og flere ressourcer til de pågældende distrikter, skriver Reuters.

Enorm vaccinationsindsats i gang

Selvom Indien er verdens største vaccineproducent, har landet kun vaccineret 2,9 procent, cirka 40 millioner, af befolkningen på 1,4 milliarder.

Myndighederne vurderer, at mindst 510 millioner skal vaccineres over de næste måneder for at opnå beskyttelse mod de mulige næste bølger af smitte.

- Der er ingen anden løsning, og det er den billigste løsning. Det er vores bedste chance for at redder millioner af liv, siger kirurgen Devi Shetty til India Today.

Indien har under coronaepidemien registreret samlet 24.684.077 smittede og 270.284 coronarelaterede dødsfald.

Danmark fraråder alle rejser til Indien på grund af coronasituationen i landet, og danske rejsende i Indien anbefales at kontakte deres fly- eller rejseselskab for at undersøge hjemrejsemulighederne.

Der befinder sig i øjeblikket omkring 200 danske statsborgere i Indien, oplyser ambassadør Freddy Svane.