Dagens overblik: Nu skal 13.000 ton mink op af graven

I sidste uge blev festival på festival aflyst, efter regeringen 4. maj fremlagde planen for yderligere genåbning af Danmark. Imidlertid holdt Grøn Koncert dog fast i at afholde koncerter på tværs af landet til juli.

Men mandag har arrangørerne alligevel valgt at “trække stikket” på de grønne begivenheder.

Og således bliver vi ledt fint videre til dagens overblik, som starter med en historie, hvor et helt andet slags stik løb med opmærksomheden.

Velkommen til.

Vaccineplanen skrider

På dagens coronapressemøde meddelte regeringen, at vaccinekalenderen igen kommer til at skride. Det skyldes en nedjustering af prognoserne for Curevac-vaccinen, som endnu ikke er godkendt til brug i Danmark.

Men ellers går det godt med coronapandemien i landet, lod sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forstå. For den seneste tids stigning i antallet af smittede er helt forventeligt efter genåbningen, lød det på pressemødet.

Frivillig vaccine

Mens den officielle vaccineplan skred, bød mandagen dog også på nyt om muligheden for et frivilligt stik med de fravalgte vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson.

I dag sendte Magnus Heunicke nemlig bekendtgørelsen om projektet i høring. Og med det krydset af to-do-listen forventer han, at Sundhedsministeriet i løbet af denne uge kan afklare de sidste praktiske udfordringer i forløbet.

Er du i tvivl om, hvorvidt du vil lade dig stikke med en af de "skrottede vacciner"? Så kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, lige her.

Minkgrav åbnes

Og så skal vi genbesøge endnu en gammel kending, for mandag var der nyt i sagen om de nedgravede mink.

Efter et halvt år skal de omtrent 13.000 ton pelsede dyr igen graves op ved det militære anlæg nær Holstebro og Karup.

Det første spadestik sker 13. maj med en prøveopgravning ved Nørre Felding syd for Holstebro. Går alt efter planen, vil hele området være tømt for mink i midten af juli.

Men det er med at holde dig for næsen, hvis du har planer om at bevæge dig i nærheden af den store udgravning. Der er nemlig tidligere blevet advaret mod “store lugtgener” i forbindelse med projektet.

Sommerferie eller ej?

Efter verden i mere end et år har lukket sig om sig selv på grund af coronapandemien, har rejsetrang og udlængsel meldt sig hos mange.

Alligevel ser det ikke ud til, at danskerne har planer om at kaste sig hovedkulds ombord på et fly og sætte kursen mod bountystrande og farverige drinks til sommer.

Den mere eller mindre utilregnelige vaccineplan og usikkerhed om smitterisiko på destinationerne får ifølge flere store rejseselskaber folk til at opgive sommerferieplanerne i udlandet.

Men hvis du allerede er klar til at pakke sommerhatten, solcremen eller vandrestøvlerne, har min kollega samlet et overblik over, hvilke lande der i øjeblikket byder turister velkommen.

Johannes Møllehave er død

Mandag blev også en dag, hvor vi måtte sige farvel til en af de helt store skikkelser i Danmark.

Præst, forfatter, digter, debattør, foredragsholder og provokatør Johannes Møllehave er død 84 år gammel efter længere tids sygdom.

- Han var kærlig, belærende og lærerig. Han er det fineste menneske, jeg har kendt, siger hans søn Tomas Møllehave om sin far.

Så meget har vaccinekalenderen rykket sig

Vaccinationskalenderen er skredet endnu en gang.

Det stod klart mandag ved middagstid, da Sundhedsstyrelsen annoncerede, at alle borgere nu forventes færdigvaccineret ved udgangen af august.

Det er to måneder senere end den første vaccinationskalender fra starten af januar, hvor Sundhedsstyrelsen forventede, at den sidste borger i Danmark havde fået begge stik ved udgangen af juni.

Første kalender - 8. januar: Seneste kalender - 10. maj (15. version):

- Det er selvfølgelig surt. Men det er jo konsekvensen af, at vi har fjernet AstraZeneca og Johnson & Johnson fra vaccineprogrammet, siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, til TV 2.

Desuden er det ikke afgørende, om Danmark er færdigvaccineret før eller efter sommerferien, mener han.

- Det afgørende er faktisk, at der ikke er for mange danskere, der begynder at anse vaccinerne for farlige, siger han.

- Derfor er det bedre at skrue ned for tempoet og bevare tilliden, mens vi har råd til det med de nuværende smittetal.

Klar effekt fra vaccinerne

Mens vaccinekalenderen skrider, minder Sundhedsstyrelsens direktør om, at Danmark allerede ser en god effekt af de vacciner, der er blevet givet.

- Vi kan se en helt tydelig effekt af vaccinerne i forhold til sygdomsbyrden. Vi har vaccineret stort set alle over 70 år, og det kan vi se effekten af, sagde Søren Brostrøm på et pressemøde mandag.

Sundhedsstyrelsen forventer, at de 60-64-årige er færdigvaccinerede i løbet af de kommende uger.

Det betyder, at de i denne uge går i gang med at invitere borgere i målgruppen 55-59-årige, der snart vil kunne booke tid til vaccination. Det oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Tror på ordning med frivillig vaccinationer

Det er især de sidste to målgrupper i vaccinationskalenderen, de 25-39-årige, der bliver påvirket af forsinkelsen.

Men det kan ske, at de snart kan få lov at tage en af de skrottede vacciner i stedet for at vente.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde på pressemødet mandag, at han sender bekendtgørelsen om mulighed for frivillig vaccination med AstraZeneca-vaccine i høring.

Dermed vil danskerne måske få mulighed for frivilligt at tilvælge en vaccination med en af de to vacciner, der ellers blev taget ud af vaccinationsprogrammet, da de blev kædet sammen med sjældne, men alvorlige blodpropper.

Og Heunicke mener, at det er "klart realistisk" at etablere en ordning med frivillig vaccination trods mangel på læger, der vil vaccinere med de to vacciner.

Han tør dog ikke byde på, hvornår den første dansker vil modtage et frivilligt vaccinestik. Men målet er, at det skal ske "så hurtigt som muligt", efter at lovgrundlaget i næste uge kan være på plads.

- Der er et stort ønske fra en del af befolkningen og fra partier i Folketinget for at få en frivillig ordning. Vi vil helst have en landsdækkende ordning, men det kan være, at vi skal starte med lokale ordninger, siger Magnus Heunicke.

23-årig italiensk kvinde får fejlagtigt seks vaccinedoser på én gang

En 23-årig kvinde fra Italien er blevet indlagt til observation, efter at hun ved en fejl modtog seks vaccinedoser fra Pfizer/BioNTech på én gang.

Det skriver det italienske nyhedsbureau AGI ifølge The Local.

Vaccineoverdosen skete, da en sygeplejerske ved en fejl skød sprøjtens samtlige seks vaccinedoser ind i armen på kvinden i stedet for blot en enkelt.

Vaccineprogram op i fart

Den unge kvinde, der er studerende, har det umiddelbart godt efter at have modtaget væske og paracetamol på hospitalet i Toscana.

De studier, der har forsøgt at teste effekterne af en overdosis af Pfizer/BioNTech-vaccinen, stoppede ved fire doser.

Nyheden kommer op et tidspunkt, hvor Italiens vaccinationsprogram ser ud til at komme på i fart efter flere måneder med forsinkelser.

Italien ramte for nylig sit mål om at give en halv million vaccinationer på én dag.

Gennemsnittet for det daglige antal vaccinationer i hele landet for de seneste syv dage er nu på cirka 450.000 om dagen. Det er en markant stigning med ugen før, hvor der blev givet 405.000 vaccinationer om dagen.

Priserne på sommerrejser er rekordlave – så billigt kan du komme afsted

Det har aldrig været billigere for danskerne at flyve på sommerferie.

Friske tal fra rejsesøgemaskinen Travelmarket viser, at priserne på sommerrejser er rekordlave.

For eksempel kan man lige nu bestille en returbillet mellem København og Barcelona i uge 28 til 667 kroner. Det er næsten 45 procent billigere end på samme tidspunkt i 2019.

De lave rejsepriser er en konsekvens af, at mange danskere har valgt at opgive eller udskyde rejsen til udlandet, hvilket har resulteret i markant færre solgte sommerrejser.

Det skyldes, at danskernes normale rejseaktivitet er blevet vanskeliggjort af en tredje bølge af coronavirus, som lige nu skyller ind over flere europæiske lande. Dertil kommer en udskudt vaccineplan og krav om coronapas, der fungerer som en stopklods for mange rejselystne.

Herunder kan du se, hvor meget priserne på flybilletter er faldet siden 2019 ifølge Travelmarkets tal:

Aldrig set billigere pakkerejser i sommerferien

Det er ikke kun priserne på flybilletter, der er faldet. Også pakkerejser er ifølge Travelmarkets direktør Ole Stouby billigere end nogensinde.

- Jeg har aldrig tidligere her i maj set så billige pakkerejser i skolernes sommerferie, men coronavirus presser fly- og hotelpriserne til flere destinationer, siger han til TV 2.

Tal fra prissammenligningssiden viser, at det for eksempel er muligt at booke en pakkerejse i uge 27 til Grækenland med fly og ophold på tre-stjernet hotel til en pris på 1898 kroner.

Travelmarket ligger ikke inde med priser på pakkerejser før covid-19, og derfor har det ikke været muligt at lave en prissammenligning.

Danskerne venter med at rejse

Netop usikkerheden om, hvornår man kan forvente at blive vaccineret, og hvordan smitten udvikler sig i andre lande, har fået mange danskere til at først at bestille ferie på den anden side af sommeren.

- Vi oplever, at der er en langt større interesse for efteråret og vinteren lige nu, end der er for sommeren, siger Mikkel Hansen, der er kommunikationschef i TUI, til TV 2. Han tilføjer, at de har oplevet en nedgang på deres sommersalg på næsten 85 procent i forhold til et normalt år.

Kigger man på danskerne rejsesøgehistorik den seneste måned, er de ifølge Ole Stouby fra Travelmarket også 70 procent lavere end et normalt år inden coronapandemien.

Han fortæller desuden, at antallet af bookinger er endnu lavere, da danskerne stadig søger på rejser, men ikke booker i samme grad.

Men selvom efterspørgslen stiger i takt med, at vaccineplanen forventes at blive udrullet, regner Ole Stouby ikke den store prisstigning på flybilletterne.

- Jeg tror, priserne vil blive holdt i det samme lave niveau, som vi ser nu, siger han.

Allerede nu er det muligt at rejse til de spanske ferieøer Mallorca og Gran Canaria eller den græske ø Korfu, så længe man kan dokumentere, at man er vaccineret, tidligere smittet eller har en negativ test inden for de seneste 72 timer.

Sundhedsmyndighederne planlægger omfattende coronaundersøgelse

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde på dagens pressemøde, at de planlægger en omfattende dansk undersøgelse, der skal give et bedre overblik over de senfølger, som nogle danskere rammes af efter en endt covid-19-infektion.

Helt konkret skal det ske ved, at Statens Serum Institut sender et spørgeskema ud til alle, der er testet positiv med coronavirus siden efteråret.

- Det skal give os et klarere billede af senfølgerne. Hvem der bliver ramt, og hvilke konsekvenser har det. Og ikke mindst skal vi vide, hvordan vi bedst kan hjælpe dem, sagde Magnus Heunicke.

Op mod 70 procent rammes

Lars Arendt-Nielsen, professor og smerteforsker på Aalborg Universitet, står bag en af verdens største undersøgelser af senfølger efter coronavirus, som netop er blevet publiceret. Og omfanget af personer, der oplever senfølger, er stort.

- Vi har lavet et meget stort studie på over 1000 patienter, der har gennemlevet et alvorligt coronaforløb, og vi ser, at cirka syv ud af ti oplever mellem to og tre senfølger, siger han.

Et norsk forsøg fra marts fulgte 2697 personer, der havde været syge med coronavirus, gennem seks måneder. Det viste, at 61 procent lider af en eller anden form for senfølger.

Senfølger kan eksempelvis være ømme muskler, voldsom hovedpine, åndedrætsbesvær og høj puls

Senfølgepatienter må vente i ugevis

I alle landets regioner er der oprettet særlige klinikker for senfølgepatienter, der er særligt hårdt ramte.

Men på trods af, at mange af de patienter, der henvises, er så syge, at de er helt eller delvist hjemsendte, så kan der være flere ugers venteliste på at komme til.

Steffen Kristensen, overlæge på lungemedicinsk ambulatoriet på Aalborg Universitetshospital, siger, at der cirka er fire ugers ventetid hos dem, altså omkring det maksimale i behandlingsgarantien. Her har de været nødt til mere end at fordoble deres kapacitet.

- De nyhenviste, vi ser nu, har haft covid-19 lige omkring årsskiftet. Vi dimensionerede vores system ud fra de tal, som vi kendte tilbage i november, og så skete der en voldsom forøgelse af antallet af smittede om dagen, siger han til Ritzau.

Det er dog ikke kun i Nordjylland, de oplever problemer. Det samme gør sig også gældende i både Østjylland og Region Hovedstaden.

Heunicke afliver tvivl om tilvalgsmodel: – Det er klart realistisk

Det er "klart realistisk", at danskerne kommer til at kunne tilvælge de fravalgte vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson.

Sådan lyder det på et pressemøde mandag fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Det skal ske så hurtigt som muligt

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S)

Den frivillige model er vedtaget politisk og vil betyde, at danskerne efter en rådgivende samtale og henvisning fra egen læge skal kunne vælge en af de i alt to vacciner, som Sundhedsstyrelsen har fravalgt grundet risiko for sjældne blodpropper.

Tiden afgør, om det er en succes

Antallet af personer, der vil benytte sig af det, og hvornår de første stik kan gives, tør hverken Heunicke eller Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, dog gætte på.

- Der er et stort ønske fra dele af befolkningen om at gøre brug af det her, og der er også et stort politisk ønske, siger sundhedsministeren.

Forventer du, at der går flere uger, før den første dansker kan få et stik med en af de her to vacciner, eller kan der gå en måned eller to endda?

- Hvis der går så lang tid, som du beskriver her, så vil jeg ikke synes, at ordningen er en succes. Idéen er, at det skal ske så hurtigt som muligt.

Lotteri uden retningslinjer

Den bekendtgørelse, der skal skabe lovgrundlag for tilvalgsvaccinerne, vil ifølge Magnus Heunicke være godkendt 20. maj.

Det er dog ikke ensbetydende med, at uddelingen af stik kan begynde samme dag.

Firmaerne, der skal stå for selve vaccinationerne, samt lægerne, der skal henvise til dem, venter nemlig fortsat på retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Og først når de ligger klar, kan de komme videre, lød det i weekenden fra Lægeforeningens formand:

- Hvis ikke der kommer nogle retningslinjer, bliver det jo et lotteri, siger Camilla Rathcke.

Mulig lokal model

På dagens pressemøde lød det fra sundhedsministeren, at myndighederne allerede er i "tæt dialog" med de virksomheder, der skal stå for vaccinationerne.

En dialog, der vil fortsætte, mens bekendtgørelsen er i høring.

Både for at besvare eventuelle spørgsmål og for at sikre, at der skabes et så "landsdækkende net" som muligt, siger Magnus Heunicke og fortsætter:

- Men det kan også godt være, at man skal starte nogle steder for at få løbet i gang. Også for at de firmaer kan vurdere, hvor stor interessen i befolkningen er. Det har vi fuld forståelse for politisk.

Færdigvaccinerede til august

Uagtet interessen for at tilvælge de to fravalgte coronavacciner blev vaccinationskalenderen mandag udskudt igen.

Denne gang med en til to uger i forhold til 3. maj, hvor den senest blev opdateret.

Det skyldes, at Sundhedsstyrelsen har nedjusteret prognoserne for Curevac-vaccinen, der endnu ikke er godkendt til brug i Danmark.

Sundhedsstyrelsen forventer nu, at alle borgere vil være færdigvaccineret ved udgangen af august.

Styrelsens direktør, Søren Brostrøm, har den klare forventning, at tilvalget af vacciner vil være mest interessant for de aldersgrupper, der står sidst i køen. Det gælder altså særligt de 30-34-årige.

Heunicke: Smittetallene stiger, men udviklingen er ikke alarmerende

Siden søndag er der registreret 932 nye tilfælde af coronasmittede i Danmark.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag.

Sammenlignet med tallene fra søndag er det en stigning på 58 tilfælde.

Der er mandag indlagt 151 personer, som er smittet med corona, fortæller ministeren.

Det er en patient mere end søndag.

- Står et godt sted

- Det er en stigning. Men det skal ses i forhold til, at vi i april genåbnede restauranter og værtshuse. Derfor var det ventet, at smitten vil stige. Det er ikke nogen alarmerende udvikling.

- Vi står stadig et godt sted i Danmark, når det gælder epidemien, siger Magnus Heunicke.

Både Magnus Heunicke og Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, er mandag ved pressemødet fortrøstningsfulde omkring smitteniveauet.

Det skyldes blandt andet, at 1,5 millioner danskere nu er blevet vaccineret mod corona. Det svarer til en tredjedel af personer over 16 år i Danmark, som får tilbudt vaccinen, siger Søren Brostrøm.

Fire færre på intensiv

Der er mandag 27 personer indlagt på intensivafdeling med coronasmitte, og det er et fald på 4 indlagte i forhold til tallene søndag.

- Vi har meget få indlagt på intensivafdelingerne nu. Det er bestemt noget, som vi kan håndtere i sundhedssystemet, siger Søren Brostrøm.

Han forventer, at antallet af indlagte på intensivafdelinger vil falde yderligere i de kommende uger.

Tallene plejer at komme klokken 14 fra Statens Serum Institut, men sundhedsministeren har afsløret nogle af tallene på pressemødet, der blandt andet handler om en rykning af vaccinekalenderen.

Vaccinationskalenderen skrider igen – se, hvornår du kan blive vaccineret

Planen for, hvornår de forskellige grupper i Danmark kan blive vaccineret, er blevet rykket igen. Således forventer Sundhedsstyrelsen nu, at alle borgere vil være færdigvaccineret ved udgangen af august.

Dermed skrider vaccinationskalenderen med en til to uger i forhold til 3. maj, hvor den senest blev opdateret.

- Vi har nedjusteret prognoserne for Curevac-vaccinen, der endnu ikke er godkendt til brug i Danmark. Det er dog vores klare forventning, at vi kan tage den i brug i løbet af sommeren, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på pressemødet.

Hvis planen holder denne gang, så er alle borgere, der ønsker det, færdigvaccineret i uge 34.

Tre vacciner i vaccinationsprogrammet

CureVac er altså endnu ikke godkendt af sundhedsmyndighederne. Men den ventes at indgå i vaccinationsprogrammet sammen med de to godkendte vacciner fra Pfizer/BioNTech og Moderna - og her forventer Søren Brostrøm, at leveringerne kun vil blive større.

- Allerede i næste måned regner vi med at få leveret 400.000 Pfizer-doser. Det er et helt uhørt stort antal i forhold til, hvad vi har haft tidligere. Og senere forventer vi også, at Moderna vil levere op mod 200.000 doser om ugen, siger han.

Det er især de sidste to målgrupper i vaccinationskalenderen, de 25-39-årige, der bliver påvirket af forsinkelsen.

Til gengæld forventer Sundhedsstyrelsen, at de 60-64-årige er færdigvaccineret i løbet af de kommende uger. Det betyder, at de i denne uge går i gang med at invitere borgere i målgruppen 55-59-årige, der snart vil kunne booke tid til vaccination. Det oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Heunicke tror på ordning med frivillig vaccinationer

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil mandag sende bekendtgørelsen om mulighed for frivillig vaccination med AstraZeneca-vaccine i høring. Dermed vil danskerne måske få mulighed for frivilligt at tilvælge en vaccination med en vaccine, som ellers er taget ud af vaccinationsprogrammet.

AstraZeneca-vaccinen er sammen med Johnson & Johnsons vaccine blevet taget ud af det danske vaccinationsprogram.

Og Heunicke mener, at det er "klart realistisk" at etablere en ordning med frivillig vaccination trods mangel på læger, der vil vaccinere med de to vacciner.

Han tør dog ikke byde på, hvornår den første dansker vil modtage et frivilligt vaccinestik. Men målet er, at det skal ske "så hurtigt som muligt", efter at lovgrundlaget i næste uge er på plads.

- Der er et stort ønske fra en del af befolkningen og fra partier i Folketinget for at få en frivillig ordning. Vi vil helst have en landsdækkende ordning, men det kan være, at vi skal starte med lokale ordninger, siger Magnus Heunicke.

Danskerne udskyder sommerrejsen, men for efteråret ser det helt anderledes ud

Flere af danskernes foretrukne feriedestinationer begynder i denne uge af lempe kravene for turister. Men usikkerhed om at kunne få coronavaccine i tide til at flyve på sommerferie får de fleste danskere til at opgive rejseplanerne.

Det fortæller flere af de store rejseselskaber til TV 2.

- Rejsevejledningerne ændrer sig hele tiden, og det kan være svært for de rejselystne at forudse, hvordan smittesituationen udvikler sig på en given destination, siger Mikkel Hansen, der er kommunikationschef i TUI Danmark.

Mens rejseselskabet oplever et fald på næsten 85 procent i forhold til et normalt år, så køber danskerne vinterferier som aldrig før.

- Der er langt større interesse for efterårs- og særligt vinterferierejser. Til Thailand har vi eksempelvis allerede solgt seks gange så mange rejser som sidste år. Det er meget bemærkelsesværdigt, siger Mikkel Hansen.

Vaccineplanen rykket

Da både AstraZenecas og Johnson & Johnsons vacciner blev skrottet, og vaccinationskalenderen endnu engang blev ændret, var den administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, ikke i tvivl om, at salget af rejser i sommerferien ville blive presset.

- Der er mange, som gerne vil vente med at rejse, til de er blevet vaccineret, og når planen så skrider, bliver rejserne også rykket, siger han til TV 2.

Og selvom Europa begynder at åbne mere, så betyder usikkerheden, at danskerne hellere vil vente.

- Uanset hvad vi tror om os selv, så er vi ret regeltro. Og hvis vi får at vide, at vi bør vente med at rejse, så rejser vi ikke, siger Lars Thykier.

Som han ser det, er året afskrevet for de rejsebureauer, der sælger sommerferierejser, men han forventer også, at der vil komme en ketchupeffekt næste år.

Lempede restriktioner og ferie på Mallorca

Som det er nu, er hele verden på nær Brasilien og Indien orange i Udenrigsministeriets rejsevejledning. Det betyder, at det kræver enten en færdiggjort vaccination, en negativ PCR-test eller en positiv test, der er højst 180 dage gammel, at rejse ud af Danmark, uden at man skal gå i isolation, når man vender hjem.

Men 14. maj træder fase 3 af genåbningsplanen for rejser i kraft, og det betyder, at en række europæiske regioner bliver gule i Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Her vil smitte- og incidensgrænsen blive lempet, så den fremover vil være 60 smittede per 100.000 indbyggere i stedet for 30 smittede.

Som det ser ud i øjeblikket, betyder det, at danske borgere eksempelvis kan tage til de spanske øer Mallorca og Gran Canaria eller den græske ø Korfu.

Og det er vel at mærke uden at skulle gå i selvisolation, hvis de er vaccineret eller har en negativ test, der er maksimalt 72 timer gammel.

Også Italien slækker fra 15. maj på kravene. Man kan rejse til landet uden restriktioner, hvis man er vaccineret, tidligere smittet eller har en negativ test inden for de seneste 48 timer.

Sundhedsminister på trapperne med frivillig vaccineplan

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sender mandag bekendtgørelsen om mulighed for frivillig vaccination med AstraZeneca-vaccine i høring. Det skriver han på twitter.

- Ja, jeg sender bekendtgørelsen om tilvalgsordningen af vacciner i offentlig høring i dag, skriver Magnus Heunicke.

Han forventer, at Sundhedsministeriet i løbet af denne uge vil kunne afklare de praktiske udfordringer.

- Det betyder endelig udstedelse i næste uge. I mellemtiden gennemfører vi dialog med de virksomheder, der udviser interesse i at stå for opgaven, så deres praktiske spørgsmål kan afklares, skriver Magnus Heunicke.

Dermed vil danskerne måske få mulighed for frivilligt at tilvælge en vaccination med vaccine, som ellers er taget ud af vaccinationsprogrammet.

I Tyskland har det ført til lange køer ved vaccinecentrene, efter at AstraZeneca-vaccinen blev frigivet for alle aldersgrupper. Det er uvist, om det også vil være tilfældet i Danmark.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har på flere pressemøder advaret mod brugen af vaccinen. Ifølge Brostrøm vil cirka 1 ud af 40.000, der bliver vaccineret med AstraZeneca, få en komplikation med høj dødelighed.

Brostrøm har dog samtidig åbnet for at tage vaccinen i brug igen, hvis der kommer en tredje bølge af corona i Danmark.

Sundhedsmyndighederne har også taget vaccinen fra Johnson & Johnson ud af Danmarks vaccinationsprogram. Den er ligesom AstraZeneca-vaccinen sat i forbindelse med en række sjældne blodpropper.

Et ekspertudvalg nedsat af den norske regering har mandag anbefalet, at Johnson & Johnson- og AstraZeneca- vaccinen tages ud af landets vaccinationsprogram.

Patienterne fra USA, der var blevet vaccineret med Johnson & Johnson- vaccinen, har haft et sygdomsbillede, der minder meget om det, man så ved visse patienter, der havde fået vaccinen fra AstraZeneca.

Blodpropperne var usædvanlige, fordi de skete, mens patienterne havde et usædvanligt lavt niveau af blodplader. Blodplader er det stof i blodet, som gør, at blodet kan størkne.