Mette F. vil se på ophævelse af patent på coronavacciner

Den danske regering er klar til at se på et forslag, som støttes af USA, om at ophæve patentbeskyttelsen for coronavacciner.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) til DR.

- Jeg synes, det er en utrolig spændende melding, der er kommet fra den amerikanske regering, og det skal vi selvfølgelig kigge på, siger hun.

USA meddelte onsdag, at det støtter en plan om at ophæve patenter på coronavacciner under pandemien. Det vil i så fald gøre opskriften tilgængelig for alle, mens pandemien står på.

Mette Frederiksens melding kommer, timer efter at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, torsdag formiddag meddelte, at også EU er klar til at diskutere forslaget. EU har tidligere været imod.

Det er en gruppe af udviklingslande ledet af Indien og Sydafrika, som har skubbet på for at få ændret reglerne.

Hvis patentbeskyttelsen af coronavacciner bliver ophævet, er det et potentielt gennembrud for produktionen af flere vacciner globalt. Reglerne, som de er nu, forhindrer udviklingslande i selv at producere vaccinerne.

Mette Frederiksen har længe talt for at øge produktionen af vacciner.

Fælles mål

Hun peger på, at landene har et fælles mål om, at alle verdens borgere bliver vaccineret mod coronavirus "så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre".

- Indtil videre har der ikke været stor global konsensus om at gå af patentvejen, men for mig er det målet, der er det vigtige, og det er, at alle bliver vaccineret. Midlerne vil jeg altid være med til at diskutere, siger Mette Frederiksen.

I Tyskland, der er hjemsted for den tyske bioteknologiske virksomhed BioNTech, som står bag en af EU's godkendte coronavacciner, er der imidlertid ikke samme opbakning til idéen.

Ifølge den tyske regering vil en ophævelse af patentbeskyttelsen for coronavacciner have "betydelige konsekvenser" for vaccineproduktion generelt.

- De faktorer, der begrænser vaccineproduktionen, er produktionskapaciteten og de høje standarder til kvaliteten - og ikke patenter, siger en talskvinde fra det tyske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Også medicinalgiganter er imod tiltaget. De advarer mod, at det vil kunne hæmme innovationen, hvis det bliver vedtaget.

Dagens overblik: Blå partier vil ændre regler for coronapas – skal være som et kørekort

Kravet om fremvisning af coronapas kan spænde ben for, at nogle idrætsforeninger kan genåbne, og det ærgrer Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), der torsdag har modtaget retningslinjerne fra Kulturministeriet.

Vi starter dog med de ting, der er åbnet i stedet.

Velkommen til dagens overblik.

Genåbningen fortsætter

Torsdag rykkede Danmark et skridt nærmere normaltilstand, efter blandt andet skolerne igen kunne byde alle elever velkommen, og det blev muligt at se en film i biografen. Samtidigt kunne de fitnessglade danskere igen komme indenfor.

Her kan du få det fulde overblik over, hvilke ændringer der trådte i kraft.

Det daglige antal nye smittede var torsdag 1012. Det er det højeste antal siden 14. januar. Positivprocenten ligger på 0.54.

Vil ophæve patenter

En gruppe af udviklingslande ledet af Indien og Sydafrika har skubbet på for at få ændret reglerne og få ophævet patentbeskyttelse af coronavacciner. Og nu støtter USA også op om planen.

Reglerne, som de er nu, forhindrer udviklingslande i selv at producere vaccinerne, og landene bag aftalen håber, at en ophævelse kan skabe et reelt gennembrud i produktionen globalt.

Den amerikanske repræsentant understreger, at de er for beskyttelsen af intellektuelle rettigheder. Men at de rettigheder bør frafalde under pandemien.

Coronapas som kørekort

I et fælles brev til regeringen foreslår partilederne for Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, at måden, coronapasset fungerer på, skal ændres.

Som med et kørekort skal det være indehaverens ansvar at kunne fremvise et gyldigt coronapas og ikke som nu, hvor det fungerer som en adgangsbillet, der skal kontrolleres hver gang.

Partierne vil samtidig have en plan for en trinvis udfasning af kravet om coronapas.

Asylaftale vækker bekymring

FN's flygtningeorganisation, UNHCR, er splittede, når det kommer til de danske planer om at oprette et dansk modtagecenter for asylansøgere Rwanda.

På den ene side er de positive overfor, at Danmark er klar til støtte andre landes arbejde med at opbygge et bedre asylsystem, men på den anden side er de bekymrede for, at tiltaget vil øge flygtningebyrden i landet betragteligt.

Flere andre organisationer har ligeledes udtrykt en bekymring for planerne, heriblandt Mellemfolkeligt Samvirke. Men Socialdemokratiet afviser kritikken.

OL-atleter skal vaccineres

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har indgået en aftale med Pfizer/BioNTech, som er klar til at donere vacciner til OL-deltagere.

Nu er det op til de nationale olympiske komitéer at samarbejde med de lokale regeringer om at føre aftalen ud i livet. Herhjemme er det Danmarks Idrætsforbund.

Den danske regering har dog indtil videre afvist, at danske atleter kan springe vaccinekøen over, men den danske OL-chef har alligevel en klar forventning om, at det kommer til at ske.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor streaminggiganten Netflix annoncerede, at den første dansksprogede film får premiere på platformen i 2022. Der er tale om filmen 'Kærlighed for voksne' med Dar Salim og Sonja Richter i hovedrollerne. Trods følelsen af valentinsdag, som titlen giver, så skulle der være tale om en film i thriller-genren.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.

SOSU-assistent blev inviteret til vaccination i februar – nu er hun røget næsten bagerst i køen

På en almindelig arbejdsdag når SOSU-assistenten Anitha Søe Andersen forbi tolv forskellige hjem på sin rute på Sydals og i Sønderborg, og flere gange dagligt bliver hun mødt af den samme undren:

Hvordan kan det være, at hun ikke er vaccineret endnu?

For efterhånden er det tre måneder siden, at Anitha Søe Andersen modtog en vaccineinvitation mod coronavirus i sin e-Boks. Som en del af frontpersonalet kunne hun booke en tid til de to stik med AstraZeneca-vaccinen.

I februar var jeg en del af dem, der skulle vaccineres. Men nu er jeg åbenbart ikke frontpersonale længere.

Anitha Søe Andersen, SOSU-assistent

Men nu er vaccinen ude af det danske vaccinationsprogram, og invitationen har hun stadig ikke kunnet indløse. Nu tyder det på, at 41-årige Anitha Søe Andersen først kan blive vaccineret til juni, når det er hendes aldersgruppes tur.

- Det er træls og stressende, siger hun.

Mindre nåleøje

Der er mange, der står i samme situation.

Omkring 100.000 personer fra målgruppe fire nåede at blive inviteret til vaccination med AstraZenecas vaccine uden at booke en tid, inden vaccinen blev sløjfet i det danske vaccinationsprogram 14. april.

Men i mellemtiden var kravet for en invitation i gruppe fire blevet indskrænket.

Ændringen betyder, at alle fra gruppe fire, der endnu ikke er blevet vaccineret, vurderes af deres arbejdsgiver ud fra nye, skrappere krav - og hvis de ikke lever op til dem, må de vente til vaccineinvitationen bliver tilbudt efter alder. Det er den situation, som Anitha Søe Andersen står i nu.

Forandringen skyldes i følge Sundhedsstyrelsen, at en stor del af personalet er vaccineret, så risikoen for et overbelastet sundhedsvæsen er blevet mindre. Desuden er strategien nu og fremover at vaccinere dem, der er i størst risiko for et alvorligt forløb, fortæller styrelsen.

- Alder er det væsentligste kriterium i forhold til risikoen for et alvorligt sygdomsforløb og derfor den altovervejende faktor for vaccinationsudrulningen i den nuværende fase af epidemien, oplyser Sundhedsstyrelsen til TV 2.

Derfor skal de 100.000 personer som udgangspunkt inviteres efter aldersgrupper, eller revisiteres til fremskyndet vaccination i målgruppe fire i henhold til de nuværende kriterier, skriver Sundhedsstyrelsen i et brev om de ændrede kriterier.

Det frygtede, der skete

Blandt de 100.000 er mange SOSU-ansatte - både på landets plejehjem og hjemmehjælpere.

Ifølge Torben Klitmøller Hollmann, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA, har den nye vaccinationsrækkefølge skabt en "udbredt skuffelse" blandt hans medlemmer.

- Det, som de havde frygtet, er sket: De er endt langt nede i køen, siger han.

De smallere kriterier rammer ned i en følelse, som længe har rumsteret blandt hans medlemmer, lyder det fra Torben Klitmøller Hollmann.

- Det er følelsen af igen at blive nedprioriteret. De bliver jo vaccineret, men det bliver senere, målstregen har rykket sig - og de er udkørte, fordi de har knoklet i et år allerede, siger han.

I yderste konsekvens frygter Torben Klitmøller Hollmann, at de senere vaccinationer kan få flere konsekvenser.

- Hvis vi bliver ramt af en tredje bølge eller smitteudbrud på plejehjemmene, så vil det her få en pris. Både i form af sygemeldinger og i menneskeliv, siger han.

En forlænget tilværelse i boblen

Sundhedsstyrelsen siger til TV 2, at personalet i målgruppe fire stadig spiller en "afgørende rolle" i håndteringen af coronapandemien.

Derfor er der stadig mulighed for, at arbejdsgiveren vurderer, at nogle sundhedsansatte skal visiteres til vaccination, hvis de er særligt udsatte.

Men det regner Anitha Søe Andersen ikke med, at hun bliver.

Og det påvirker hende på flere måder. Først er der frygten for at blive smittet.

- Hvis jeg bliver smittet, kan jeg tage det med til borgeren. Derfor er jeg nødt til at holde mig - og resten af min familie - i en ret lille boble, og det er hårdt, siger Anitha Søe Andersen, der er mor til to døtre på 11 og 13 år.

Men hun sidder også med en følelse af, at hendes arbejde ikke bliver vægtet lige så højt, som det burde. Og at det er ulogisk, at den invitation, som hun modtog i februar, ikke længere gælder.

- Det meste frontpersonale er vaccineret, men jeg er ikke. I februar var jeg en del af dem, der skulle vaccineres, men nu er jeg åbenbart ikke frontpersonale længere. Der kan jeg godt føle mig overset, siger hun.

Du kan selv se, hvor du selv ligger i vaccinationskalenderen her.

Danske forskere finder hemmeligheden bag et sundt vægttab

Mange overvægtige danskere kender sikkert til problematikken.

Hvordan er det muligt at holde kiloene væk fra sidebenene efter en succesfuld slankekur?

Danske forskere fra Københavns Universitet og Hvidovre Hospital giver nu svaret i et nyt videnskabeligt studie.

Resultaterne viser, at en kombination af moderat til intensiv motion samt indtagelse af fedmemedicin giver et sundt vægttab med dobbelt så effektive sundhedsgevinster som enkeltbehandlingerne hver for sig.

Forsøgspersonerne var alle karakteriseret som svært overvægtige med et Body Mass Index (BMI) på mellem 32 og 43.

Desuden kan studiet for første gang påvise, at træning i sig selv kan bruges til at vedligeholde et sundt vægttab for personer med svær overvægt.

Positiv nyhed

Professor Signe Sørensen Torekov har ledet det danske forskningsprojekt, der har været i gang de seneste fem år.

Hun kalder studiets fund for "godt nyt for folkesundheden" over for TV 2.

- Det er en rigtig god nyhed, at man ved at træne knap to timer om ugen kan bibeholde et stort vægttab. Samtidig viser resultaterne, at træningen forøger den enkeltes sundhed i form af en række faktorer som mindre fedtmasse, større muskelmasse, højere kondital samt forøget livskvalitet, siger hun.

Studiet er torsdag blevet udgivet i verdens mest anerkendte og citerede videnskabelige tidsskrift, New England Journal of Medicine.

Når man taber sig, så kæmper man mod sin urbiologi

Signe Sørensen Torekov, professor ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet Overvåget træning i ét år

De 195 forsøgspersoner, der gennemførte studiet, skulle først gå på et otte ugers forløb med en lavkaloriediæt, hvor de indtog cirka en tredjedel af deres normale energiforbrug.

Det medførte, at de svært overvægtige forsøgspersoner, der samtidig var i dårlig form og havde et lavt kondital, tabte sig omkring 13 kilo.

Herefter blev deltagerne inddelt i fire forskellige grupper ud fra lodtrækning, så forskerne var i stand til at sammenligne resultaterne af de forskellige typer behandling.

Grupperne fik disse navne og havde følgende grad af fysisk aktivitet:

Placebo - 'snydemedicin' og opretholdt almindeligt aktivitetsniveau

Træning - uden fedmemedicin

Fedmemedicin - og opretholdt almindeligt aktivitetsniveau

Træning og fedmemedicin i kombination

Forsøgspersonerne i to af grupperne skulle herefter træne i ét år.

Træningen bestod af minimum 150 minutters moderat motion, 75 minutters højintens træning eller en kombination af begge hver uge.

Det skete enten på motionshold eller via individuel træning, og deltagernes aktivitetsniveau blev løbende monitoreret via et pulsur.

Fedmemedicinen havde til hensigt at hæmme forsøgspersonernes appetit. Det skete ved hjælp af daglige indsprøjtninger med lægemidlet Liraglutid, der er en efterligning af det appetithæmmende hormon GLP-1.

Deltagernes vægt blev løbende målt, og forsøgspersonerne skulle desuden følge sunde kostråd via pjecer og retningslinjer fra Sundheds- og Fødevarestyrelsen i forsøget på at opnå et vægttab.

Gavnlige sundhedseffekter

Resultaterne viser, at kombinationen af træning og fedmemedicin var den mest effektive måde at tabe sig på.

Efter ét år var både træningsgruppen og fedmemedicinsgruppen alene i stand til at vedligeholde vægttabet på omkring 13 kilo. Placebogruppen havde derimod taget halvdelen af vægttabet på igen.

Forskerne undersøgte også forsøgspersonernes kropssammensætning, og her var der godt nyt for den gruppe, der kombinerede træning og fedmemedicin.

De gavnlige sundhedsgevinster viste sig at være dobbelt så gode som ved enkeltbehandlingerne hver for sig. For kombinationsgruppen tabte dobbelt så meget fedtmasse, og samtidig formåede deltagerne at forøge muskelmassen en smule.

- De to træningsgrupper fik samtidig forøget konditallet og højnet livskvaliteten, forklarer Signe Sørensen Torekov.

Vi har desværre ikke løst hele gåden, for vi kender endnu ikke effekterne på lang sigt

Berit Heitmann, professor og forskningschef Forskere er ikke i mål

Berit Heitmann er professor på Københavns Universitet og forskningschef på Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital.

Hun kalder det danske studie for "stort og velgennemført" og mener, det er interessant, at det er den kombinerede effekt af træning og medicin, der viser sig at give den bedste sundhedseffekt.

- Vægttabet er sundt, når kroppens sammensætning bliver bedre i form af mindre fedt og mere muskelmasse, siger hun til TV 2.

Ifølge professoren er den store udfordring ikke at tabe sig, men at holde vægttabet over tid.

Tallene taler nemlig sit tydelige sprog, da det kun er mellem fem til femten procent af danskerne, der formår at opretholde et vægttab set over en femårig periode.

Selvom det videnskabelige studie bidrager med ny viden, venter der stadig meget arbejde for forskerne i fremtiden.

- Vi har desværre ikke løst hele gåden, for vi kender endnu ikke effekterne på lang sigt, påpeger Berit Heitmann.

En kamp mod biologien

Resultaterne i forhold til forsøgspersonernes vægt og kropssammensætning i placebogruppen kommer ikke som en overraskelse for professor Signe Sørensen Torekov.

Hun mener, at der tidligere har været meget lidt fokus på, hvordan man som svært overvægtig vedligeholder vægten.

- Når man taber sig, så kæmper man mod sin urbiologi, siger hun.

For når man først har tabt sig, vil kroppen nedsætte sit energiforbrug. Samtidig falder niveauet af appetithæmmende hormoner i blodet, hvilket fører til, at hjernen fejlagtigt tror, at man nærmest er ved at dø af sult.

- Dermed bliver det endnu sværere at holde vægttabet. Man er oppe imod kraftige biologiske processer, da kroppen vil forsøge at bibeholde sin vægt, siger Signe Sørensen Torekov.

På baggrund af forskernes fund mener hun, at der i fremtiden skal større fokus på, hvad der skal ske i tiden efter et vægttab.

- Det er ikke nok kun at få vejledning omkring sund kost og blive vejet hver måned. Man skal have bedre mulighed for træning, som gerne må bestå af højintens motion, siger Signe Sørensen Torekov.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen til studiets fund, men myndigheden har ikke ønsket at svare på henvendelsen.

Overblik: Her er regeringens sommerhjælpepakke

Står det til Socialdemokratiet, og dermed regeringen, skal der afsættes omkring halvanden milliard kroner til at sparke gang i turismen, kulturlivet og oplevelsesbranchen denne sommer.

Pengene skal blandt andet bruges på at gøre rejser i Danmark billigere, tiltag målrettet kulturlivet og på en hjælpende hånd til sektorer, der er særligt hårdt ramt af pandemien.

Samtidig understregede finansminister Nicolai Wammen (S) dog også, at man ikke har ”en plan for, hvordan hver evig eneste krone skal bruges”. I stedet vil man invitere folketingets partier til forhandling og lytte til deres forslag.

Sådan skal pengene fordeles, mener regeringen:

Gang i turismeerhvervet i Danmark: 280 millioner kroner Billigere indenrigsrejser i sommerperioden: 205 millioner kroner Tiltag målrettet kulturlivet: 315 millioner kroner Ramme til særligt udsatte sektorer: 400 millioner kroner Ramme til sårbare ældre: 100 millioner kroner Oplæg til udmøntning af eksportreserve: 155 millioner kroner Billige rejser og fokus på de største byer

Wammen sagde flere gange på pressemødet, at man gerne ville lave en aftale, der mindede om den sommerhjælpepakke, man så sidste år.

Et eksempel kunne være, at man, ligesom sidste år, frigav en million orangebilletter til maksimalt 99 kroner stykket for rejser hen over Storebælt.

Man kunne også forestille sig, at det igen blev gratis at tage færgen til de danske øer for rejsende til fods eller på cykel, sagde finansministeren.

Ét nyt tiltag lægger regeringen dog op til: I et forsøg på at få flere danskere til at tage på ferie i landets fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, skal det være muligt for restauranter at søge om op til 50.000 kroner i tilskud til at skabe gode oplevelser for kunderne. Regeringen afsætter 50 millioner kroner til puljen.

Som en del af sommerpakken sidste år var der desuden halv pris på entre til blandt andet cirkusser, museer, spillesteder og teatre. En del af de 315 millioner, der er målrettet kulturlivet skal bruges på museer, men om man kan forvente en lignende ordning i år, ville kulturminister Joy Mogensen (S) ikke svare på.

- Halvprisordningen kom mange til gode, men desværre har der bagefter vist sig nogle spørgsmål ved den, som vi skal vende meget nøje i forhold til afgræsning og statsstøtteproblematik.

Hvilke andre konkrete initiativer man kunne forestille sig på kulturområdet, ønskede ministeren ikke at uddybe. Det ville hun gemme til forhandlingslokalet.

Her kan du se, hvordan sommerpakken så ud sidste år:

USA vil ophæve vaccinepatenter, og det kan blive en game changer, siger professor

Der er blevet vaccineret mod coronavirus i snart et halvt år på verdensplan. Men det er stadig kun under tre procent af verdens befolkning, der har modtaget de eftertragtede stik.

Med USA i spidsen vil en lang række lav- og mellemindkomstlande nu forsøge at skrue vaccinationstempoet i vejret. De opfordrer til, at medicinalvirksomhedernes patenter på coronavacciner midlertidigt bliver suspenderet. Og torsdag kom EU med et lignende budskab og meldte sig klar til "diskutere" patentafgivelser.

På trods af mange ubekendte er det en markant nyhed, vurderer Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed på Københavns Universitet.

- Det er stort, at USA nu er villige til at diskutere patentafgivelser og går forrest blandt verdens rigeste lande, siger han til TV 2.

I dag er det kun de selskaber, der har udviklet en vaccine, som kan stå for produktion og salg. Men med en frigivelse af patenter vil en statslig fabrik i for eksempel Indien i princippet selv kunne producere vacciner til en lavere pris.

Det kan være en game changer for udbredelsen af vacciner

Flemming Konradsen, professor i global sundhed, Københavns Universitet. Game changer

Selvom store stemmer nu stempler ind i debatten om vaccinepatenter, kan vaccinefabrikker rundt om i verden ikke bare sætte gang i produktionen af coronavacciner ved en patentfrigivelse, lyder det fra Flemming Konradsen.

Ifølge ham er patentet kun én del af udfordringerne, da der formentlig ikke står nogen fabrikker klar i dag, som ikke allerede kører på fuld kapacitet.

- Hvis det alene er en vaccine-opskrift, man frigiver, har det ikke stor betydning. Men hvis man understøtter en samlet pakke, der hjælper med know-how, forsyningskæder og de vigtige stoffer, der indgår i produktionen, så kan det her blive en game changer for den globale fordeling af vacciner, siger professoren.

En egentlig frigivelse af patenter kan tage sig ud på mange forskellige måder, og det er endnu uvist, hvordan USA konkret forestiller sig, det skal udformes. Men i sidste ende skal det diskuteres og forhandles i Verdenshandelsorganisationen, WTO.

Her kræver det, at samtlige 164 medlemslande stemmer for en midlertidig ophævelse af vaccinepatenter. Der kan gå måneder med forhandlinger, hvis medlemslandene i Verdenshandelsorganisationen skal finde en fælles model for en midlertidig patentfrigivelse.

Virksomheder vil kæmpe imod

Imens argumenterer medicinalvirksomhederne imod tiltaget.

Pandemien har indtil videre været en lukrativ forretning for flere producenter af coronavacciner. Torsdag opjusterede vaccineproducenten Moderna sin forventede indtjening på coronavacciner til cirka 119 milliarder kroner i 2021. Hos Pfizer/BioNTech er forventningen endnu større. Det amerikansk/tyske samarbejde forventer vaccinesalg for 161 milliarder kroner i det indeværende år.

Og en mulig patentfrigivelse vil koste de nuværende og kommende producenter af coronavacciner indtægter, som de ellers ville have tjent på at sælge vacciner til mange af verdens lande. Patentindehavernes store argument imod en frigivelse er, at det vil hæmme udviklingen og tilretningen af vacciner mod nye mutationer.

Det siger Søren Løntoft, der er medicinalanalytiker i Sydbank.

- Medicinalsektoren vil kæmpe imod den her idé med næb og klør. Det bliver meget interessant at se, hvordan de vil reagere, hvis WTO når til enighed om en patentfrigivelse, siger Søren Løntoft til TV 2.

Ifølge Flemming Konradsen bliver det afgørende, i hvilket omfang de private virksomheder bliver involveret i en eventuel produktion af vacciner udenom deres eget patent.

- Hvis man kan finde en model, hvor virksomhederne og den private sektor indgår som en del af løsningen til at øge den globale produktion, er der et stort potentiale i det her, som kan hjælpe på tværs af hele kloden.

I januar skrev The Economist, at verdens fattigste lande tidligst kan forvente at være færdigvaccineret i 2023.

Moderna vil sælge vacciner for knap 120 milliarder i år

Moderna tror nu på et endnu større vaccinesalg i år. Selskabet forventer nu at sælge vacciner for 19,2 milliarder dollar - eller 118,9 milliarder kroner.

Det er 4,3 procent mere end forventningen var i februar, viser selskabets regnskab torsdag. Her blev spået et salg i år på 18,4 milliarder dollar.

Selv om det er et stort tal, er det mindre, end hvad Pfizer forventer at sælge for af sin vaccine. Her ventes et salg på 26 milliarder dollar i år.

Moderna solgte i første kvartal vacciner for 1,7 milliarder dollar, hvilket gav et overskud på 1,2 milliarder dollar - eller 7,4 milliarder kroner.

Selskabet leverede 102 millioner doser af sin vaccine i første kvartal, og det ventes at stige til mellem 200 og 250 millioner doser i andet kvartal.

Moderna forventer i alt at kunne levere mellem 800 millioner og 1 milliard doser af sin coronavaccine i år. Og næste år skal der produceres endnu flere.

Selskabet investerer, så der til næste år kan produceres op mod tre millioner doser af vaccinen, der kræver to stik, før man er færdigvaccineret.

I fremtiden kan det dog være, at der ikke skal lige så mange stik til. Det kan for eksempel være, hvis der er tale om genvaccinering af personer.

Danmark har lagt billet ind på 10,8 millioner vaccinedoser

Vaccinen er en af de to, der i øjeblikket bruges i Danmark. Der er lagt billet ind på at kunne købe op mod 10,8 millioner vaccinedoser fra producenten.

Den anden, der bruges i Danmark, er fra Pfizer/BioNTech. Yderligere to vacciner er også godkendt til brug, men de bruges i øjeblikket ikke i Danmark.

Vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson blev droppet efter få tilfælde af særlige blodpropper blandt vaccinerede. De kan dog vende tilbage.

Der er i hvert fald blevet åbnet op for, at der kan komme en model, hvor man selv kan vælge, om man ønsker at blive vaccineret med en af de to.

Canada godkender som første land Pfizer/BioNTech-vaccinen til børn

Canada har som det første land i verden godkendt Pfizer/BioNTech-vaccinen til 12-15-årige børn.

Det skriver BBC.

Det canadiske sundhedsministerium har godkendt vaccinen på baggrund af fase tre af de kliniske test på børn i aldersgruppen.

- Det er den første vaccine tilladt i Canada mod covid-19 hos børn og en vigtig milepæl i Canadas kamp mod pandemien. Vi modtog Pfizer/BioNTechs ansøgning til udvidet brug 16. april. Efter en uvildig analyse af beviserne har vaccinen vist sig sikker og effektiv, siger Supriya Sharma, chefrådgiver i Canadas sundhedsstyrelse.

Vaccinen har i forsøg vist en effekt på 100 procent, i forhold til at beskytte børn mellem 12 og 15 år mod coronavirus.

I staten Alberta, der har det højeste smittetryk i landet, vil de allerede begynde at vaccine børn på mandag.

Canada har registreret over 1,2 mio. smittede. Hver femte smittede er under 19 år.

USA ventes at følge trop i næste uge

De amerikanske sundhedsmyndigheder ventes allerede i næste uge at følge i Canadas fodspor og godkende Pfizer/BioNTech-vaccinen til 12-15-årige børn.

Det skriver New York Times.

Godkendes vaccinen i USA, betyder det, at millioner af unge amerikanere vil blive rykket frem i den amerikanske vaccinationskalender.

Pfizer/BioNTech ansøgte i april sundhedsmyndighederne i USA om at få udvidet godkendelsen af sin coronavaccine til også at gælde børn i alderen 12 til 15 år. Indtil videre er coronavaccinen godkendt til brug til amerikanere fra 16 år og op.

Ifølge BioNTechs administrerende direktør, Ugur Sahin, åbner en udvidet godkendelse i USA muligheden for, at vaccinen kan være klar til brug hos børn i andre lande i løbet af juni – herunder også Danmark.

Kan være klar til danske børn i juni

I øjeblikket er børn under 16 år ikke en del af det danske vaccinationsprogram.

Det kan dog blive en realitet, at børn kan tilbydes en vaccine, skriver Statens Serum Institut på deres hjemmeside. Det er dog uvist hvornår.

- Efterhånden som vi får mere viden om både effekt og bivirkninger blandt børn og unge, er det muligt, at vi på et senere tidspunkt kan vaccinere børn og unge, skriver instituttet.

Og det giver god mening at vaccinere børn, har Ole Frilev Olesen, som er ph.d. og direktør i European Vaccine Initiative, tidligere sagt til TV 2.

- For det første for børnene og de unges egen skyld, for selvom de variationer af covid-19, vi ser cirkulere i samfundet lige nu, har vist sig at være forholdsvist risikofrie og milde over for børn og unge mennesker, er det bestemt ikke nogen garanti for, at det vil fortsætte i fremtiden.

- Den anden grund til, at vi skal gøre det, er, at vi skal opbygge flokimmunitet. For at opnå flokimmunitet skal mellem 70 og 90 procent af befolkningen være vaccineret eller immune over for coronavirus, sagde Ole Frilev Olesen i marts.

USA vil have patenter på coronavacciner ophævet midlertidigt

USA støtter en plan om at ophæve patenter på coronavacciner under pandemien.

Det oplyser USA's handelsrepræsentant, Katherine Tai, onsdag aften dansk tid på Twitter.

- Det her er en global sundhedskrise, og coronapandemiens ekstraordinære omstændigheder kræver ekstraordinære indgreb, skriver hun i en erklæring.

Hvis patentbeskyttelsen af coronavacciner bliver ophævet, er det et potentielt gennembrud for produktionen af flere vacciner globalt. Reglerne, som de er nu, forhindrer udviklingslande i selv at producere vaccinerne.

En gruppe af udviklingslande ledet af Indien og Sydafrika har skubbet på for at få ændret reglerne.

Bør frafalde under pandemien

Katherine Tai understreger i erklæringen, at USA støtter beskyttelsen af intellektuelle rettigheder. Men de rettigheder bør frafalde under pandemien, mener USA.

Derfor vil landet arbejde i Verdenshandelsorganisation (WTO) for at få reglerne ændret midlertidigt.

- Disse forhandlinger vil tage tid med tanke på institutionens konsensusbaserede natur og kompleksiteten af emnet, hedder det i erklæringen.

Ifølge erklæringen er præsident Joe Biden og hans administrations mål at få så mange "sikre og effektive vacciner ud til så mange personer som muligt hurtigst muligt".

Medicinalgiganter er imod tiltaget. De mener ikke, at patenter er i vejen for at opskalere produktionen globalt. Og de advarer mod, at det vil kunne hæmme innovationen, hvis det bliver vedtaget.

WTO pressede på

WTO-chef Ngozi Okonjo-Iweala har presset på for en international aftale om midlertidigt at ophæve patentbeskyttelsen af vaccinerne.

Hun beskrev tidligere onsdag ifølge Reuters lige adgang til værktøjer til at bekæmpe pandemien som "vor tids moralske og økonomiske spørgsmål".

WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, har gentagne gange opfordret lande til at bakke op om Sydafrikas og Indiens forslag.

Han kalder USA's opbakning et "historisk" skridt mod mere "retfærdighed" i fordelingen af vacciner.

- Dette er et afgørende øjeblik i kampen mod covid-19, skriver han på Twitter og roser det "amerikanske lederskab i forhold til at håndtere internationale sundhedsudfordringer".

EL: Vi bakker op

Herhjemme opfordrer Enhedslisten den danske regering til også at bakke op om præsident Bidens linje.

- Enhedslisten har tidligere presset på for at få regeringen til at støtte Indiens og Sydafrikas ønske om en midlertidig suspension af patenterne for at sikre adgang til vacciner til lavindkomst lande.

- Det har regeringen afvist, skriver partiets sundhedsordfører, Peder Hvelplund, i en mail til Ritzau.

Peder Hvelplund mener, at det er et spørgsmål om, hvorvidt man sætter folkesundhed over medicinalindustriens interesser.

Nyt dansk-norsk studie kortlægger bivirkningerne ved AstraZeneca

Der er en let øget forekomst af sjældne, men alvorlige typer blodpropper i hjernen og en generelt øget forekomst af blodpropper i blodårene for dem, der får AstraZeneca-vaccinen.

Omsat til tal betyder det, at en ud af 40.000 vaccinerede risikerer at få en blodprop i hjernen.

Det viser et nyt studie, der netop har offentliggjort sine resultater, skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.

Studiet er ifølge forskerne bag ”generelt betryggende”, da der ikke er en større risiko for de fleste af de undersøgte bivirkninger.

De understreger, at risikoen for overhovedet at få en bivirkning fortsat er meget lav for den enkelte. Og hvis et land har øget smitte, og der ikke er andre vacciner til rådighed, opvejer fordelene ulemperne, siger Anton Pottegård, professor på Syddansk Universitet og en af forfatterne til studiet, i pressemeddelelsen.

Første studie af sin slags

Det er det første studie, hvor man systematisk har undersøgt mulige bivirkninger hos alle modtagere af vaccinen fremfor kun de indberettede bivirkninger, som tidligere studier har fokuseret på.

Man har kigget på 280.000 personer i alderen 18-65 år, der har fået vaccinen, ved at udnytte ”de unikke danske og norske sundhedsregistre”, lyder det.

- På denne måde sikrer vi, at vi får et samlet, retvisende billede af bivirkningerne. Indtil nu har man været afhængig af spontane indberetninger på de enkelte patienter, og det betyder en risiko for underrapportering af bivirkningerne, siger han i pressemeddelelsen.

VITT-syndrom er skyld i bremse

De blodpropper, som forskerne peger på som en sjælden bivirkning, i kombination med et lavt antal blodplader er det, der kaldes VITT-syndrom. Og netop det syndrom har været grund til, at Danmark har besluttet at pille AstraZenecas vaccine ud af vaccinationsprogrammet.

Det samme gælder i Norge.

Men selvom de danske sundhedsmyndigheder har skrottet AstraZeneca og i begyndelsen af ugen også tog Johnson & Johnson-vaccinen ud af vaccineprogrammet, er der stadig mulighed for at få fingrene i en dose.

Mandag blev et flertal på Christiansborg nemlig enig om, at det skal være frivilligt, om man vil have en af de to vacciner.

Der er dog en række ting, som praktiserende læger opfordrer til, at man overvejer, før man skriver sig op. Og det bør ske i samarbejde med egen læge, lyder det.

Faktorer som sygdomshistorik, mentalt helbred i forhold til at vente på sin tur, køn og alder bør indgå.

Risikoen for sjældne blodpropper for Johnson & Johnson lød i første omgang på én ud af 500.000 vaccinerede.

Den danske sundhedsstyrelse vurderer dog, at risikoen er omtrent den samme ved de to vacciner, da Johnson & Johnson-tallene stammer fra USA, hvor der er mistanke om underrapportering.