Serberne vil ikke have vacciner: Turister kan få doserne

De serbiske sundhedsmyndigheder står med et problem. Serberne fravælger coronavaccinerne. Derfor tilbyder landet vacciner til de personer, som er villige til at rejse til Serbien, skriver nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen har medført en bølge af flere tusinde mennesker, såkaldte vaccineturister, der oftest kommer fra Serbiens nabolandene.

Serbien har sikret vaccineaftaler på næsten 15 millioner doser, mens landets indbyggertal er på 7 millioner.

Serbernes fravalg af coronavacciner er til at tage at føle på.

Kun en fjerdedel af serberne, der er godkendt til at få vaccinen, har indtil videre sagt "ja tak".

Tysk, svensk, britisk, kinesisk og russisk

Flere forskellige coronavacciner bliver tilbudt i Serbien. De kommer blandt andet fra medicinalvirksomhederne Pfizer-BioNTech og AstraZeneca.

Samtidigt har Serbien også indkøbt den russiske Sputnik V-vaccine og den kinesiske Sinopharm-coronavaccine.

I de seneste to uger af marts faldt antallet af serbiske borgere, som modtog den første vaccinedosis til omkring 12.000. Det er omtrent det halve af antallet i samme periode af februar, viser data fra de serbiske myndigheder.

Problemer med misinformation

Ifølge en af Serbiens førende epidemiologer Predrag Kon skyldes befolkningens nej til vaccinerne misinformation, som bliver spredt på internettet.

Misinformationen bliver udsendt af grupper, som er imod vacciner, påpeger Predrag Kon.

- Jeg har haft dette erhverv i flere årtier, og jeg har set betydningen af overtalelse blandt mennesker.

Bare to procent af vaccinemodstanderne "kan nemt påvirke op til 50 procent af dem, som ikke endnu har taget stilling til vaccinen", lyder det fra Kon.

Præsidenten trygler befolkningen om at blive vaccineret

Den manglende vaccinelyst har fået myndighederne til at ændre vaccineplanen. Serberne kan blot møde op og modtage en dosis uden en vaccinetid.

Landets præsident, Aleksandar Vucic, beder også indtrængende befolkningen om at tage imod vaccinetilbuddet.

- Jeg beder jer. Tag imod en vaccine. Vi har dem, og vi vil få flere. Jeg beder jer, i Guds navn, tag imod dem, siger Vucic.

Skandaleramt vaccinefabrik stopper AstraZeneca-produktionen

En vaccinefabrik i Baltimore, der indtil nu har produceret både AstraZenecas og Johnson & Johnsons vacciner, dropper nu produktionen af AstraZeneca-vaccinen.

Påbuddet kommer fra Joe Bidens administration, der lørdag har besluttet, at fabrikken fremover kun skal producere Johnson & Johnsons vaccine.

Det skriver New York Times.

Beslutningen er truffet, da en menneskelig fejl på fabrikken for flere uger siden resulterede i, at 15 millioner vacciner blev ødelagt. Det skete ved, at ingredienser til de to forskellige vacciner fejlagtigt blev blandet sammen.

En talsmand fra sundhedsmyndighederne har udtalt til avisen, at fabrikken, Emergent BioSolutions, fremover kun skal producere Johnson & Johnson-vaccinen, der modsat AstraZenecas vaccine kun består af en dose.

Det gør man for at undgå fremtidige misforståelser og fejl på fabrikken.

Medicinalfirmaet Johnson & Johnson har bekræftet historien over for New York Times og udtaler i den forbindelse, at der tages "fuldt ansvar" for vaccinerne produceret hos Emergent BioSolutions.

Frygt for mistillid i befolkningen

De amerikanske sundhedsmyndigheder frygter, at lignende fejl kan være med til at ødelægge befolkningens tillid til vaccinerne, mens præsidenten forsøger at få vaccineret alle voksne amerikanere inden udgangen af maj.

Det falder sammen med historierne om AstraZeneca-vaccinen og mulige forbindelser til blodpropper, der har ført til, at flere europæiske lande har sat brugen af vaccinen i bero.

AstraZeneca har accepteret beslutningen, og der arbejdes nu på at finde en alternativ lokation, hvor vaccinerne kan produceres.

Deler teknologi

De to vacciner, Johnson & Johnson og AstraZeneca, deler den samme teknologi, men kan ikke biologisk blandes.

I slutningen af februar lykkedes det en eller flere medarbejdere at forveksle de to, og fejlen har efterfølgende rejst en bekymring for, at medarbejderne ikke har fået den tilstrækkelige træning.

Særligt fordi der gik flere dage, før fejlen blev opdaget.

Johnson & Johnson kontaktede efterfølgende myndighederne, der startede en undersøgelse af sagen.

- Vores kvalitetskontrol identificerede et parti, der ikke levede op til vores kvalitetskrav, og partiet kom ikke videre til de afsluttende stadier af processen, skriver virksomheden blandt andet i en pressemeddelelse.

Ingen af de ødelagte vacciner nåede at forlade fabrikken.

Gylden parade for egyptiske faraoer – 22 mumier fra oldtiden får nyt storslået gravsted

En sjælden set parade rullede lørdag aften gennem den egyptiske hovedstad Kairos gader.

En lang kavalkade af biler kørte under beskyttelse af politi og militær med 22 mumier fra oldtidens Egypten ombord.

Iblandt mumierne var 18 tidligere egyptiske konger og fire dronninger, og derfor har paraden fået navnet Faraoens Gyldne Parade.

Mumierne skulle transporteres cirka fem kilometer til et nyt prestigebyggeri i midten af Kairo, der fremover skal være hjemsted for landets rige historie: Nationalmuseet for Egyptens Civilisation.

Mumierne har tidligere været udstillet på Det Egyptiske Museum i Kairo.

Billeder af de flere tusind år gamle mumier, der langsomt blev transporteret gennem hovedstaden ved en kæmpemæssig ceremoni, blev sendt direkte på egyptisk tv og streamet live til hele verden.

Transporten af de 18 faraoer og fire dronninger foregik på hver deres specialbyggede og guldfarvede køretøj. Mumierne er anbragt i særlige beholdere, der er fyldt med nitrogen lige som de montrer, de normalt er udstillet i. Der er sågar lagt ny asfalt på vejen på ruten, skriver nyhedsbureauet AFP.

Kolonnen af vogne med mumierne snoede sig langsomt fra Det Egyptiske Museum og videre ud på Tahrir-pladsen i den rækkefølge, de herskede i landet.

Det betød, at den ældste farao, Sekenenre Taa II, der herskede i Egypten for knap 3600 år siden, blev kørt først ud.

Mumierne er fra de 17., 18., 19., og 20. dynastier i oldtidens Egypten. Det er en periode, der i historiebøgerne ofte betegnes som det nye rige, og som varede fra omkring 1550-1070 før vor tidsregning.

Lørdagens køretur er ikke den første rejse, de 22 mumier er ude på. De første blev fundet i 1881 på gravpladser i Luxor-området - blandt andet i Kongernes Dal - og blev siden transporteret til museet i Kairo.

En af hovedattraktionerne ved paraden er mumien af kong Ramses II, der er den mest kendte farao i egyptisk historie. Han regerede landet i 67 år.

En anden af de helt store trækplastre er dronning Hatshepsut, der var den første kvinde til at blive farao på trods af, at kvinder normalt ikke indtog lederstillingen i landet i hendes tid.

Nyt museum skal tiltrække turister

Egyptens regering under præsident Abdel Fatah Saeed Hussein Khalil al-Sisi, oftest kaldet blot Sisi, håber, at det nye museum kan tiltrække et stort antal turister til landet, når det igen er muligt at rejse.

BBC skriver, at Egyptens turistindustri har levet under enormt trange kår, siden den egyptiske revolution endte med, at Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab blev udnævnt til præsident.

Sisi, der på tidspunktet var general, væltede sidenhen Mohamed Mursi og indtog selv pladsen som præsident med støtte fra det egyptiske militær.

Desuden har pandemien ramt turistlande som Egypten særdeles hårdt.

Foruden det nye Nationalmuseum er der også blevet opført et stort museum, der skal huse den legendariske samling fra farao Tutankhamun.

Museet ligger nær den store pyramide i Giza, Kheopspyramiden.

Faraoens forbandelser

Historisk har Egyptens mumier været forbundet med overtro og frygt for forbandelser.

Ved indgangen til Tutankhamuns grav stod det skrevet, at ”døden vil flyve på hurtige vinger for dem, der forstyrrer kongens fred.”

Derfor har flere brugere på sociale medier ifølge BBC kædet nylige begivenheder i Egypten sammen med Faraoens Gyldne Parade.

Den senere tid i har landet været udsat for en række katastrofer. Blandt dem er den meget omtalte blokering af Suezkanalen af det kæmpe containerskib Ever Given.

Derudover skete en togulykke Nordegypten, hvor mindst 19 blev dræbt og 200 såret.

En bygning styrtede også sammen i Kairo, hvilket endte med at koste 18 mennesker livet.

Ny og modstandsdygtig flugtmutation fundet i Danmark

En såkaldt flugtmutation i den britiske coronamutation B117 er for første gang fundet i Danmark. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

E484K, som den hedder, er tidligere set i forbindelse med den brasilianske variant P1 og den sydafrikanske B1351. Tidligere på året blev E484K så også set i forbindelse med B117 i Storbritannien.

Indtil videre er mutationen fundet hos to personer, og ifølge Magnus Heunicke bliver der nu indført en intensiv smitteopsporing omkring de to personers nære kontakter samt deres nære kontakter.

- Der gælder samme bekymring som for P1 (den brasilianske virusvariant, red.) og B1351 (den sydafrikanske virusvariant, red.), skriver sundhedsministeren.

Bekymringerne, som sundhedsministeren hentyder til, går på, om denne mutation kan udgøre en alvorlig trussel for vaccinerne mod coronavirus.

Det måtte sker før eller siden

Studier har tidligere peget på, at E484K gør virussen mindre følsom over for kroppens antistoffer. Antistoffer får man ved at blive vaccineret, eller efter at man har været smittet med coronavirus.

Mens nyheder om flugtmutationen løbende er dukket op i andre lande, har det blot været et spørgsmål om tid, før det også skete i Danmark. Det siger professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

- Den deler de dårlige egenskaber fra den britiske, sydafrikanske og brasilianske variant. Men at sådan noget sker, er forventeligt, og det er noget, vi havde ventet på, efter at have set det i andre lande, siger han til TV 2.

Det er endnu uvist, om flugtmutationen er opstået i Danmark, eller om den kommer udefra. Men ifølge Allan Randrup Thomsen er det vigtigt, at E484K nu bliver taget alvorligt som alle andre varianter.

- Den er blandt de varianter, vi skal holde øje med og forsøge at inddæmme så effektivt og hurtigt som muligt. Vi ønsker ikke en videreudvikling, hvor E484K spredes.

Virus i konstant bevægelse

Siden pandemiens udbrud har forskere konstant været i alarmberedskab overfor nye mutationer, hvor nogle har vist sig at være enten mere smitsomme, resistente eller begge dele.

E484K blev første gang fundet i de sydafrikanske og brasilianske coronavarianter. I sidstnævnte tilfælde kan E484K være årsagen til, at mange brasilianere er blevet smittet med covid-19 for anden gang. Samtidig er den set flere gange i Danmark i de to varianter.

Og frygten for, at E484K svækker kroppens antistoffer i forbindelse med en overstået infektion eller vaccination, er det springende punkt, lyder det fra Allan Randrup Thomsen.

- Denne variant giver ikke virus mulighed for at undslippe virkningen fra vacciner helt. Man er formentlig stadig beskyttet mod alvorlig sygdom og død, men det betyder, at selvom man er vaccineret, kan man godt blive inficeret med virus i et vist omfang, siger Allan Randrup Thomsen.

Over 10.000 på gaden mod tyske corona-tiltag

Over 10.000 mennesker har lørdag deltaget i en demonstration i Stuttgart mod den tyske regerings coronapolitik.

Det meddeler en talsmand for politiet i byen.

De fleste af deltagerne bar ikke mundbind og holdt ikke afstand til andre.

En del bar bannere med slagord som "Stop covid-diktaturet".

- Tiltagene er for meget, siger en af demonstranterne, Evelyn.

Hun kræver i lighed med de øvrige demonstranter, at coronatiltagene ophæves. Og hun tror ikke på de officielle statistikker over antal døde og smittede, forklarer hun.

Blandet flok

Demonstrationen var fredelig, og politiet greb ikke ind for at opløse den.

Ved 18-tiden havde de fleste forladt demonstrationen, men der var fortsat et par tusinde mennesker på stedet, meddeler politiet.

Det er bevægelsen Querdenken, der står bag protesten. Den har stået bag flere store demonstrationer i Tyskland og samler både personer på den yderste højrefløj og venstrefløj samt vaccinemodstandere og tilhængere af konspirationsteorier.

- Jeg er imod, at det er obligatorisk at blive vaccineret, siger en demonstrant ved navn Rainer.

I Tyskland foregår der en til tider ophedet debat om, hvorvidt de restriktioner, der skal bremse smittespredningen, skal skærpes. Tal fra myndighederne viser, at en tredje smittebølge har ramt Tyskland.

Nationale tiltag på ale

Regeringen er lige nu ved at undersøge, om der kan indføres ens tiltag over hele landet.

Det skal ske for at "stoppe en tredje bølge, hvis de regionale tiltag er utilstrækkelige", sagde en regeringstalsmand lørdag.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, ønsker at indføre skrappe tiltag for at begrænse virussen. Hun har talt om muligvis at indføre natligt udgangsforbud - noget, der aldrig har været indført på landsplan.

Tyskland har oplevet et stigende antal smittede. I den forgangne uge steg antallet af smittede til 131 tilfælde ud af 100.000 indbyggere.

Ny mutation i britisk coronavariant konstateret i Danmark

I Danmark er der fundet to tilfælde af en ny britisk variant af coronavirus. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Varianten er langt hen ad vejen den samme som den, der normalt kaldes den britiske coronavariant - eller B117.

Men den nye britiske coronavariant har en mutation, der kaldes E484K.

Der er studier, som viser, at denne mutation gør, at virusset ikke er lige så følsomt over for kroppens antistoffer. Antistoffer får man ved at blive vaccineret, eller efter at man har været smittet med coronavirus.

Det er den samme mutation, der findes i den sydafrikanske coronavirusvariant B1351 og de to brasilianske virusvarianter P1 og P2.

Magnus Heunicke skriver, at der vil indføres en intensiv smitteopsporing for de to personer, der er smittet med den nye britiske coronavariant. Der er ikke påvist nogen rejseaktivitet hos de to, og de har begge færdiggjort isolation.

Den intensive smitteopsporing betyder, at det ikke kun er de nære kontakter til en smittet, som opfordres til at gå i isolation og tage en test, men også nære kontakters nære kontakter.

- Der gælder samme bekymring som for P.1 (den brasilianske virusvariant, red.) og B.1.351 (den sydafrikanske virusvariant, red.), skriver sundhedsministeren.

Bekymringerne, som sundhedsministeren hentyder til, går på, om denne mutation kan udgøre en alvorlig trussel for vaccinerne mod coronavirus.

En vaccine er designet, sådan at den får kroppen til at danne antistoffer, der bekæmper virusset og forhindre, at man ikke udvikler covid-19, hvis man er blevet smittet med coronavirus.

Statens Serum Institut (SSI) har dog understreget, at en nedsat følsomhed over for antistoffer ikke nødvendigvis betyder, at vaccinerne bliver ubrugelige.

Ifølge Magnus Heunicke er den nye britiske virusvariant ikke set før i Danmark. SSI skriver på sin hjemmeside, at den britiske virusvariant med E484K-mutationen før er blevet opdaget i Storbritannien og Holland.

To nye tilfælde af brasiliansk variant i Danmark

Der er det seneste døgn fundet yderligere to smittetilfælde med den brasilianske variant af coronavirus i Danmark.

Dermed er der nu 12 bekræftede tilfælde i Danmark af varianten, der også er kendt under navnet P1. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Der er ikke nogen af de nyeste tilfælde, som indtil videre kædes sammen med en rejse i udlandet.

Desuden er der bekræftet et nyt tilfælde af den sydafrikanske variant. Dermed er der samlet 52 tilfælde af varianten i Danmark. Varianten går også under navnet B1351.

Intensiv smitteopsporing

Begge varianter vurderes at være mindre følsomme over for antistoffer og mere smitsomme end de varianter, der har været de gængse i Danmark i størstedelen af coronaudbruddet.

De to varianter er derfor på sundhedsmyndighedernes radar, og man vil gerne undgå, at de spreder sig i landet.

Derfor bliver der lavet intensiveret smitteopsporing, hvis der er mistanke om smitte med de to varianter.

Det betyder, at det ikke kun er de nære kontakter til en smittet, som bliver opfordret til at gå i isolation og tage en test, men også nære kontakters nære kontakter.

Udover de seneste bekræftede smittetilfælde er der 29 positive coronaprøver, som mistænkes at være enten den brasilianske eller sydafrikanske variant.

De prøver skal analyseres yderligere for at afdække, hvilken variant de præcist stammer fra.

B117 fortsat dominerende

Selvom der er fundet flere tilfælde af den brasilianske og sydafrikanske variant, er det fortsat den britiske variant - B117 - der er den dominerende i Danmark.

Varianten udgør mere end 90 procent af alle nye smittetilfælde, der bliver registreret i Danmark.

B117 vurderes ifølge SSI at være smitsom og føre til flere indlæggelser end de gængse varianter.

Vacciner vurderes til gengæld "formentlig ikke" til at have en nedsat effekt over for B117, skriver SSI på sin hjemmeside.

Ekspert ser positive tegn i nyeste coronatal

Det seneste døgn er 745 registreret smittet med coronavirus. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Antallet af indlæggelser stiger med fire personer til 215. 39 af dem er indlagt på intensivafdelinger, og blandt dem er 24 lagt i respirator.

De positive prøver er fundet blandt 192.467 test. Det giver en positivprocent på 0,48.

Fire personer har mistet livet med corona siden i går. Derudover er der foretaget 111.319 antigenprøver.

Genåbning har lille effekt på smitte

Den seneste genåbning har ikke haft nogen stor effekt på antallet af smittede. Det siger overlæge på Bispebjerg Hospital Christian Wamberg.

- Vi ligger i en periode med stort set konstant antal smittede patienter. Den åbning, vi har lavet, har ikke givet anledning til, at det har flyttet sig særligt meget, siger Christian Wamberg om lørdagens smittetal.

Han pointerer samtidig, at smitteopsporingen har hjulpet med at holde smitten under kontrol.

- Jeg tror, at alle havde ventet en vis jævn stigning i antallet af smittede, i takt med at flere ting åbnede. Men man må sige, at smitteopsporingen har gjort et godt stykke arbejde og været gode til at slå ned, der hvor smitten breder sig.

Læger gennemførte hjerteoperation i brændende hospital

En brand kommer sjældent belejligt.

Det var heller ikke tilfældet i Blagoveshchensk i det østligste Rusland fredag.

Her udbrød der brand i et lokalt hospital, mens et hold læger var midt i en hjerteoperation.

Mens hospitalets træbelagte tag stod i flammer og fyldte bygningen med røg, blev 60 patienter evakueret.

Men holdet bestående af otte læger og sygeplejersker blev på deres plads og fortsatte deres arbejde, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi var nødt til at redde den her person, og vi gjorde alt, hvad vi kunne, siger Valentin Fliatov, leder af hjertekirurgisk afdeling, til russisk stats-tv.

Ingen panik

Den regionale afdeling af det russiske ministerium for nødsituationer oplyser, at der blev trukket strøm til operationsstuen med et separat kabel, og at brandfolk sikrede, at røgen ikke spredte sig til rummet.

På den måde kunne lægerne operere videre, mens brandfolk uden på bygningen kæmpede mod flammerne.

Efter den vellykkede operation blev patienten evakueret fra det brændende hospital og overflyttet til et andet hospital.

Ifølge lægen Antonina Smolina var der "ingen panik" blandt de ansatte.

Lokale myndigheder vil nu hædre lægerne, som fortsatte operationen, og brandfolkene, som slukkede branden, skriver AFP.

Familie og venner var bekymrede for mistænkt, der tog livet af en betjent i Washington

Manden, der fredag angreb to betjente ved den amerikanske kongresbygning i Washington D.C., er i flere amerikanske medier identificeret som 25-årige Noah Green.

Den ene af de to betjente omkom som følge af skaderne efter angrebet. Den anden betjent er fortsat indlagt, men meldes uden for livsfare.

Den mistænkte påkørte de to betjente med sin bil ved en betonbarrikade foran kongresbygningen. Efterfølgende steg han ud af bilen og overfaldt de to betjente med en kniv.

Mindst én af de to betjente affyrede skud mod den mistænkte, der efterfølgende døde af sine skader.

Broren til den mistænkte, Brendan Green, fortæller til Washington Post, at Noah Green var "voldsomt syg" torsdag aften, hvor han forlod brødreparrets fælles lejlighed.

Efterfølgende sendte Noah Green en sms til sin bror.

- Jeg er ked af det, men jeg går nu og vil leve som en hjemløs. Tak for alt, du har gjort. Jeg så op til dig som barn. Du inspirerede mig meget.

Beskeden blev sendt mindre end 24 timer før angrebet i Washington, der endte med at koste Brendan Greens bror og en politibetjent livet.

Familie og venner: Han var i forfald

Noah Green er født og opvokset i Fairlea i West Virginia med ni søskende.

Han bliver beskrevet som en stålfast og dygtig amerikansk fodboldspiller ved Newport University, inden han kom ud på en glidebane af paranoia og dyb religiøsitet. Sådan beskriver flere familiemedlemmer og venner Noah Green, mens de oplyser at have været "bekymret for ham de seneste år".

Noah Green anklagede ifølge Washington Post både holdkammerater og værelseskammerater for at have gjort ham afhængig af Xanax, som er et lægemiddel mod angst og panikanfald.

Anklagerne rystede Noah Greens omgangskreds og blev starten på en personlig deroute.

Ifølge Washington Post flyttede Noah Green i egen lejlighed i Newport i Virginia, mens stofmisbruget tog til, og det mentale helbred blev yderligere forværret.

For cirka to uger siden kontaktede Noah Green sin bror med beskeden om, at han "var i en virkelig dårlig tilstand og havde brug for hjælp".

Tilhænger af Nation of Islam

Noah Greens Facebook-side, der nu er lukket, afslører en del af de tanker, som Noah Green havde i månederne op til sin død.

I opslag på det sociale medier havde han ifølge The New York Times udtryk for, at han var tydeligt påvirket af coronapandemien, der havde tæret på den 25-årige tidligere atlet.

- For at være ærlig har de seneste år været hårde, og særligt de seneste par måneder har været endnu hårdere, skrev han og gav samtidig udtryk for, at han har været udsat for "utænkelige prøvelser", at han er arbejdsløs på grund af sine lidelser.

På Facebook fremgik det også, at han fulgte blandt andre Louis Farrahkan, som er lederen af Nation of Islam – en gruppe af afroamerikanere, som mener, at de sorte amerikaneres folk har sit åndelige hjemsted i religionen islam.

17. marts lavede Noah Green et opslag på Facebook, hvor han gav udtryk for, at hans liv havde kørt "på skinner", indtil han "uvilligt" begyndte at indtage piller.

- Siden barndommen har min tro båret mig igennem de hårdeste kampe.

Samme dag delte han et foto af en donation, han havde lavet til Nation of Islam.

Stille, smilende og ordentlig

Andre Toran, en af den mistænkte gerningsmands tidligere holdkammerater, der nu er skribent ved Louisville Courier-Journal, beskriver Noah Green som en solid atlet, der var stille, men generelt meget smilende.

Han oplyser til The Washington Post, at "folk blev bekymret for Noah", efter at han kom med sine anklager mod holdkammeraterne og efterfølgende blev meget religiøs.

- Fra det tidspunkt og frem blev han meget paranoid, siger Andre Toran.

Noah Green var ifølge flere amerikanske medier ikke kendt af politiet i forvejen.

Robert Contee, der er chef for Washingtons Politi, fortalte på et pressemøde fredag, at angrebet indtil videre ikke ser ud til at være relateret til terror.

Her oplyste han, at myndighederne vil fortsætte med at undersøge, om der er nogen form for forbindelse.