Prins Christian får coronavenlig konfirmation

Prins Christian skal give sit kirkelige ja 15. maj klokken 15, hvor han konfirmeres i Fredensborg Slotskirke.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

- Konfirmationen vil efterfølgende blive fejret privat med respekt for de gældende restriktioner, skriver kongehuset.

Prins Christian, der er kronprinsparrets ældste barn og nummer to i tronfølgen efter sin far, skulle egentlig have været konfirmeret sidste år, men det blev udskudt på grund af coronavirus.

Slotskirken har dannet rammet om flere kongelige konfirmationer gennem tiden. Det var også i Fredensborg Slotskirke, at prinsens far, kronprins Frederik, blev konfirmeret for 40 år siden - 28. maj 1981.

Corona har været en kæp i hjulet

Coronapandemien har påvirket prinsen det seneste år.

I marts 2020 måtte kronprinsfamilien rejse hjem fra Schweiz før tid, hvor prins Christian og hans tre yngre søskende var på et 12-ugers ophold på en international skole.

Og i juni kom beskeden fra kongehuset om, at det havde truffet en svær beslutning om at udskyde prins Christians konfirmationen et år.

Prinsen har også oplevet virussen på egen krop.

Den 15-årige prins Christian blev testet for covid-19 efter et udbrud på sin skole, Tranegårdskolen i Hellerup, og den var positiv.

Han gik i isolation i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg med resten af kronprinsfamilien.

Dronningens fødselsdagsfejring blev aflyst

Prinsens farmor, dronning Margrethe, har også været ramt af pandemien og måtte i 2020 aflyse fejringen af sin 80-års fødselsdag. En stor fest og flere arrangementer blev aflyst.

Hun har fødselsdag 16. april, men også i år bliver den holdt på lavt blus, har kongehuset fortalt.

Under normale omstændigheder plejer dronningen at blive mødt af glade mennesker på Amalienborg Slotsplads, når livgarden skifter vagt klokken 12.

Men i år kommer hun ikke som vanligt ud på balkonen og vinker.

I stedet bliver hun fejret ved en privat fødselsdag på Fredensborg Slot.

Motionsløbet Royal Run, hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary plejer at løbe med, blev aflyst sidste år på grund af coronavirus, og i år er det udsat til september.

Paris-hospitaler i nødråb: – Vi må sige nej til intensivpatienter

Antallet af coronaindlagte presser hospitalerne i Paris i en grad, så hospitalerne kan blive nødt til at afvise patienter, der har brug for intensivbehandling.

Sådan lyder advarslen fra 41 parisiske hospitalers krisedirektører i et åbent brev. Brevet er udgivet i avisen Journal du Dimanche.

- Vi kan ikke forblive stille uden at forråde den ed, som vi engang aflagde, hedder det med henvisning til lægeløftet.

Krisedirektørerne tilføjer, at de forbereder sig på at skulle udvælge, hvem der får lov at få intensivbehandling.

- Denne prioritering vil påvirke alle patienter - både med og uden covid-19 - særligt hvad angår voksne patienters adgang til intensivbehandling, skriver de.

De skriver videre, at de aldrig før har været i sådan en situation som nu. Og at udvælgelsen allerede er begyndt, fordi nogle hospitaler er tvunget til at udsætte kirurgiske indgreb.

- Disse aflysninger vil intensivere de kommende dage, hvor det snart kun er absolutte nødsituationer, som skånes.

Macron afviser ny nedlukning

Antallet af coronaindlagte i Frankrig er søndag steget til det højeste niveau i år. Det viser data fra sundhedsministeriet.

4872 coronapatienter er på intensiv. Det er tæt på samme niveau som i november, hvor Frankrig var midt i en anden bølge.

Sidste forår stod det dog absolut værst til. Her havde Frankrig under den første nedlukning mere end 7000 patienter på intensivafdelinger.

Læger siger, at intensivafdelinger i de hårdest ramte regioner - såsom Paris - kan nå bristepunktet under den tredje bølge.

Præsident Emmanuel Macron har i denne uge forsvaret beslutningen om ikke at indføre en tredje national nedlukning.

19 departementer i Frankrig er dog lukket delvist ned med udgangsforbud og kun madforretninger, der har åbent.

4,4 millioner smittetilfælde

TV 2's korrespondent Ulla Terkelsen påpeger, at denne coronabølge er anderledes:

- Hvor det tidligere var ældre og kronikere, der blev syge, indlagt og døde, er det nu sunde, yngre mennesker, der bliver smittet, ikke kan klare det og ender på intensivafdelingen, siger hun.

Der har været 4,4 millioner smittetilfælde i Frankrig, mens dødstallet er på 93.378 siden pandemiens begyndelse.

I de seneste tre uger er der i gennemsnit konstateret 34.640 nye coronatilfælde dagligt i Frankrig. Det er 64 procent flere end det hidtil højeste gennemsnitlige antal, der blev målt i november sidste år.

Her lander 200.000 doser vaccine i København trods stop for vaccine-eksport

Søndag morgen ankom en dyrebar last til Københavns Lufthavn i Kastrup.

På sin Facebook-side kan den indiske ambassade i København fortælle, at 200.000 doser indisk produceret vaccine er landet i København.

Men vaccinen er ikke til danskerne. Den skal videredistribueres til FN's fredsbevarende styrker, skriver ambassaden og mediet Newsonair.com.

En gave fra Indien, der er en af verdens helt store producenter af vaccine - men også en gave fra en nation, der ellers i øjeblikket ifølge blandt andet BBC har store problemer med at få produceret vaccine i det omfang, resten af verden efterspørger den.

Landets største vaccineproducent, det statslige seruminstitut i Indien, SII, der blandt andet er et af hjemstederne for masseproduktion af den svensk-britiske AstraZeneca-vaccine, har suspenderet al eksport af vaccinen.

Astra Zeneca-vaccinen er godkendt til brug i EU og i Danmark. I Danmark og i flere andre lande er brugen af vaccinen dog sat på pause af myndighederne - foreløbig til uge 15 - mens det undersøges, om vaccinen kan være en medvirkende årsag til en række blodpropper og dødsfald, som er blevet indrapporteret til myndighederne.

Ramt af amerikansk eksportforbud

Ifølge SII i Indien sker eksportstoppet blandt andet på grund af manglen på råmateriale til vaccinen. Adar Poonawalla, der er chef for SII, siger, at det blandt andet skyldes et amerikansk eksportforbud mod nogle af de materialer, der skal bruges i fremstillingen af vaccinen.

En anden stor vaccineproducent i Indien, Biolological E, der producerer vaccine fra Johnson & Johnson, har også advaret om en mulig situation med mangler, der kan hæmme vaccineproduktionen.

Johnson & Johnson-vaccinen, der er fremstillet af et multinationalt amerikansk-ejet firma, er betinget godkendt i EU og i Danmark.

Mahina Datia, Biological E.'s administrerende direktør, har for nylig ifølge BBC sagt, at de amerikanske leverandører "var modvillige med hensyn til at forpligte sig til at overholde tidslinjen for leverancer".

Ikke umiddelbar indflydelse på Danmark

Umiddelbart får de indiske problemer med at producere og eksportere vaccine ikke indflydelse på vaccine-situationen i Danmark. Det vurderer en dansk ekspert, Bjørn Meldgaard, der er tidligere direktør for vaccineprogrammet i Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

- Nej, i Danmark har vi jo alligevel sat vaccinationer med AstraZeneca på pause, så det får næppe den store betydning her i landet, siger Bjørn Meldgaard.

Og ifølge nyhedsbureuaet Reuters er det indiske seruminstitut SII lige nu kun inde i billedet som en mulig leverandør af AstraZeneca-vaccine til EU, fordi produktionsproblemer hos AstraZeneca i Storbritannien og andre produktionssteder har betydet færre leverancer derfra.

Derimod kan de indiske problemer med at producere vaccine skabe store udfordringer for de mest udsatte mennesker i verden - og dermed også for Danmark på et tidspunkt.

I september sidste år indgik SII en aftale om at levere blandt andet i alt 900 millioner doser AstraZeneca-vaccine til FN's vaccineprogram Covax. Covax skal blandt andet sikre vacciner til de fattigste lande i verden.

- Det er klart, at det indiske stop for eksport af AstraZeneca-vaccinen, kan få stor betydning for de fattigste lande i verden. Og i en pandemi som denne er den gyldne sandhed jo, at så kan vi alle blive ramt. Hvis bare én person ikke er vaccineret, kan det ramme os alle. Det er der heldigvis en stigende forståelse for hos verdens ledere, siger Bjørn Meldgaard.

Biden bruger lovgivning til at give amerikanske producenter fortrinsret

Men USA's præsident, Joe Biden, sagde i februar, at han vil bruge amerikansk lovgivning fra 1950'erne - den såkaldte Defense Production Act (DPA) - til at booste amerikansk økonomi ved at give amerikanske producenter fortrinsret til ingredienser til vaccineproduktion som for eksempel pumper og filtre.

Og det gør livet sværere for vaccineproducenter i andre lande.

Dr. Sarah Schiffing, ekspert i vaccineforsyning på John Moores University i Liverpool siger, at forsyningskæden for medicin og vaccine er ekstremt kompliceret.

- Selv når efterspørgslen er høj, kan nye producenter ikke komme i gang, så hurtigt som de ville kunne i flere andre brancher, siger Sarah Schiffing.

Solhungrende tyskere i tusindvis flyver til Mallorca i påsken

Tusinder af tyskere er over weekenden fløjet til solrige Mallorca på påskeferie.

Lørdag lettede 60 fly fra Tyskland med kurs mod den spanske ferieøs hovedstad, Palma.

Og søndag er 70 flyvninger fra Tyskland med samme destination planlagt, oplyser lufthavnen på Mallorca.

Flyselskabet Eurowings alene er lørdag og søndag fløjet 44 gange fra ni tyske lufthavne til Mallorca. Det er næsten fire gange så mange som forrige weekend, oplyser flyselskabet.

Det er imidlertid stadig næsten 40 procent færre flyvninger end niveauet før pandemien.

Fjernet fra listen

Den spanske destination blev for nylig fjernet fra Tysklands liste over steder, der betragtes som høj risiko. Siden da er antallet af bookinger til ferieøen steget markant.

Antallet af nye smittede på Mallorca er under 50 per 100.000 indbyggere set over en uge. Det betyder, at tyske borgere kan tage på ferie uden krav om test eller karantæne, når de vender hjem.

Fra tirsdag er det dog et krav, at alle indrejsende til Tyskland skal kunne fremvise en nylig negativ coronatest.

Omskifteligt vejr

I løbet af den kommende uge er vejret i den tyske hovedstad, Berlin, ganske omskifteligt. Enkelte dage kan ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) ende med op mod 20 grader og sol, men de fleste dage er overskyede og med omkring 10 grader.

Til sammenligning er der i Palma på Mallorca den kommende uge lovet over 20 grader næsten hver eneste dag og stort set fuld sol alle dagene ifølge DMI.

Den tyske regering har overvejet at indføre et midlertidigt stop for rejser til populære turistmål i udlandet. Tyske ministerier er blevet bedt om at undersøge, om det kan lade sig gøre uden at stride imod loven.

Tyskland forsøger i øjeblikket at dæmme op for en tredje bølge af coronavirus, der hovedsageligt skyldes nye, mere smitsomme coronavarianter.

39-årig var “for stor” til job, og den besked er ikke usædvanlig

Jo, ekstra kilo på sidebenene gør en forskel. I hvert fald hvis man leder efter nyt job.

Det viser en undersøgelse foretaget af Ledernes Hovedorganisation.

I undersøgelsen fremgår det, at mere end hver fjerde leder undgår at ansætte medarbejdere, der er markant overvægtige.

Særligt to forklaringer gør sig gældende.

For det første angiver syv ud af ti, at de er i tvivl om, hvorvidt personen vil kunne udføre de fysiske opgaver i jobbet tilfredsstillende.

For det andet forklarer seks ud af ti, at de er nervøse for risikoen for højt sygefravær.

39-årig møder fordomme

Maibritt Schmidt på 180 kilo har mødt begge fordomme, når hun har søgt arbejde. Hun er uddannet socialpædagog, men har søgt flere forskellige slags job. Blandt andet i en butik.

- Da jeg var til jobsamtale i en butik, sagde chefen: ”Du er vist for stor til at være her i butikken”.

- Jeg er også blevet spurgt, om jeg overhovedet ville kunne holde til at gå rundt, og at jeg sikkert har mange sygedage, siger 39-årige Maibritt Schmidt.

Hun er blandt de 800.000 danskere, der er svært overvægtige.

- Det er ærgerligt

På begge sider af ansættelsesbordet er man ærgerlig over undersøgelsens resultater om, at ledere fravælger overvægtige ansatte.

Hos Ledernes Hovedorganisation kalder man det ”stærkt problematisk”, at virksomheder ”går glip af kvalificeret arbejdskraft”. Det siger Lars Andersen, der er arbejdsmiljøchef i organisationen.

Og hos Landsorganisationen for Overvægtige ærgrer man sig også.

- Det er rigtig ærgerligt, at man fravælger personer på så spinkelt et grundlag. Ja, selvfølgelige kan der være komplikationer, men vi skal væk fra den måde, vi ser på svær overvægt. At de er dovne og ikke vil tabe sig nok, siger Per Nielsen, der er formand i Landsorganisationen for Overvægtige.

Genetik og biologi

For i modsætning til, hvad mange tror, er tykke ikke skyld i deres egen overvægt. De kan ikke bare tage sig sammen og spise mindre.

Overvægt er en kronisk tilstand, der skyldes genetik, som leder til komplekse – langt fra fuldt kortlagte – biologiske processer, der påvirkes af opvæksten, samfundsstrukturer og formentligt mange andre ukendte faktorer.

Det siger Thorkild Sørensen, som har forsket i overvægt i flere årtier og er professor emeritus på Københavns Universitets Institut for Folkesundhedsvidenskab.

- Problemet er sådan set ikke at tabe sig – det kan de fleste klare med hjælp fra en dygtig diætist. Men overvægtige kan ikke holde vægten nede. Der er en uimodståelig biologi i det, som gør det ufatteligt svært på længere sigt, siger han.

Mange fordomme

Men trods forskningens resultater møder Maibritt Schmidt flere fordomme. Blandt andet at hun ”bare kan tabe sig”.

- Jeg har præcis de samme sygdomme som andre. Selvfølgelig er det ikke sundt at være tyk på lang sigt, men det hjælper heller ikke, at folk ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, siger Maibritt Schmidt.

Otte billeder fra ugen der gik

TV 2 har samlet nogle af de billeder, der har gjort visuelt indtryk i løbet af den seneste uge.

Islandsk vulkanudbrud

En islandsk vulkan spyede aske og lava i spektakulært udbrud.

Det er nemlig første gang i 800 år, at der er en vulkan på denne del af Island, som går i udbrud. Vulkanen ligger bare 40 kilometer fra Islands hovedstad, Reykavik.

Mundskrab på flagermus

Forskere undersøger filippinske flagermus for virus ved at give dem et mundskrab.

Formålet er at undersøge, om flagermusene er smittede med virus i lighed med coronavirus, som potentielt kan overføres til mennesker.

Da covid-19 for et år siden nåede verden rundt, hed det sig, at den stammede fra et dyremarked i den kinesiske millionby Wuhan. Den forklaring har virusjægerne imidlertid ikke fundet beviser for, og eksperter forsøger stadig at opspore pandemiens kilde.

Coronapatient ved stranden

Den 63-årige spanier Joan Soler Sendra, som er døvstum, blev kørt ud til vandet i Barcelona af sundhedspersonale som en del af en ny slags terapi.

Joan Soler Sendra er smittet med covid-19 og har været indlagt i 114 dage på Hospital del Mar i storbyen.

Dødsfald efter demonstrationer i Myanmar

Familiemedlemmer græder, efter at en mand er blevet skudt og dræbt under et voldsomt angreb i Yangon i Myanmar.

I flere uger har dele af befolkningen demonstreret mod det militære styre, som hersker efter kuppet mod den folkevalgte leder, Aung San Suu Kyi, og hendes regering.

Jødisk påske

Ortodokse jøder brænder brød som en del af ritualet Biur Chametz.

Ritualet stammer fra en af de mest dramatiske historier i Bibelen, der skildrer israelitternes flugt fra Egypten, hvor dejen, de havde tilberedt for at bage proviant til rejsen, ikke nåede at hæve.

Biur Chametz er en del af den ugelange højtid Pesach – jødisk påske – som er en af de største, ældste og vigtigste helligdage for jøderne.

Genåbnede forlystelsesparker

Forlystelsesparker slog i løbet af ugen dørene op for besøgende.

Alt var dog ikke, som det plejede. Der er nemlig både anbefalinger om ekstra afstand, håndsprit, krav om negativ coronatest og brug af mundbind i forlystelser.

Oversvømmelser i Australien

Vandfald i Uluru i Australien er løbet over sine bredder, efter at Australien har været ramt af kraftige regnskyl.

Regnen har udløst de største oversvømmelser i 50 år.

Flere tusinde mennesker har været nødsaget til at forlade deres hjem, og vandet er trængt ind i hundredvis af huse. Der er ikke meldinger om døde eller svært tilskadekomne.

Forårsfestival i Indien

Indere har kastet med farverigt pulver for at markere begyndelsen på foråret som en del af den årlige festival Holi.

Det indiske sundhedsministerium kom forud for festlighederne med en opfordring om, at folk skulle undgå at deltage i store sammenkomster på grund af fare for spredning af virussen.

Det fik flere til at tage deres forholdsregler ved at bære mundbind, mens andre alligevel gik ud i gaderne og dekorerede hinanden med pulver.

200 personer er indlagt med coronavirus

Antallet af indlagte stiger med otte til 200 i de seneste 23 timer, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Normalt opgøres tallene for de seneste 24 timer, altså et helt døgn, men grundet overgangen til sommertid er det ikke tilfældet søndag.

Ud af de 200 indlagte patienter får 27 hjælp af en respirator, mens 43 er på en intensivafdeling. Det vil sige, at cirka hver femte indlagte er på intensiv.

På grund af vaccinationsprogrammet er der færre ældre, som bliver indlagt med coronavirus. Det vil sige, at de indlagte generelt er blevet yngre, hvilket er positivt, da de yngre som regel står til et mildere indlæggelsesforløb.

Det siger Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

- De patienter, vi får indlagt nu, er yngre, end dem vi så tidligere på hospitalerne. Og sandsynligheden for, at man får et godt forløb og kommer ud af et intensivt forløb i live, er højere, jo yngre man er, forklarer han.

Yderligere én person med coronasmitte er død, og 964 personer er bekræftet coronasmittet de seneste 23 timer i 254.788 PCR-tests. Dermed var det 0,38 procent af prøverne, der påviste smitte.

Kan skyldes teknisk fejl

Det er første gang siden januar, at smittetallet er over 900 personer, men det kan skyldes en teknisk fejl i prøvesvar fra lørdag.

- Grundet tekniske problemer hos en testudbyder i går 27. marts kan dagens tal være overestimeret.

- Bemærk også, at dagens tal kun indeholder data for 23 timer i stedet for de normale 24 timer som følge af overgangen til sommertid, skriver SSI om søndagens tal.

Der er de seneste 23 timer desuden udført 94.415 lyntests, viser tallene. Det fremgår ikke, hvor mange af dem, der fik en lyntest, som efterfølgende har fået besked på, at de er smittede.

SSI ændrede 10. marts sin opgørelsesmetode til at omfatte PCR- og lyntests i et samlet tal, men har siden adskilt dem igen.

Det har SSI gjort, fordi seruminstituttet vurderer, at der er for stor usikkerhed forbundet med lyntestene.

En gennemgang, som SSI har foretaget af testsvar fra lyntests mellem 1. februar og 23. marts i år, har vist, at næsten hvert andet positive testsvar fra lyntests er falsk positive.

SSI opfordrer derfor til, at personer, som har fået et positivt svar i lyntest, hurtigst muligt får taget en PCR-test. For på den måde at be- eller afkræfte smitten.

Fynsk kommune tester akut flere hundrede efter udbrud med aggressiv coronavariant

Myndighederne i Nyborg Kommune arbejder i disse timer hurtigt, efter at en skoleelev er konstateret smittet med en af de aggressive varianter af covid-19.

Det er endnu usikkert, hvilken variant der er tale om, men direktør for blandt andet skoler og dagtilbud i kommunen, Marianne Stentebjerg, oplyser til TV 2 Fyn, at der er tale om enten den sydafrikanske eller brasilianske variant.

Kommunen har indkaldt et hold testpersoner, som ved 10-tiden søndag formiddag gik i gang med at teste op mod 200 personer fra den smittede elevs omgangskreds.

- Vi har tilbudt tests til 150 til 200 personer. Det er nære kontakter, og når det er en mere smitsom variant, så går vi længere ud end normalt, og vi går en uges tid tilbage, fortæller Marianne Stentebjerg til TV 2 Fyn.

Blev konstateret fredag

Den smittede er elev i indskolingen på Birkhovedskolen, og eleven blev konstateret smittet fredag. Herefter kontaktede kommunen forældrene til skolens elever.

Marianne Stentebjerg må ikke oplyse, om den smittede elev er syg, men hun fortæller, at også elevens familie er ramt af coronasmitte.

- Så vidt vi er orienteret, er flere af familiemedlemmerne smittet, men ikke med den aggressive variant, siger Marianne Stentebjerg.

Hun forventer, at de op mod 200 personer alle er testet i løbet af søndag. Når det er sket, skal man i gang med en ekstra grundig rengøring af den bygning, som indskolingen ligger i.

Højt smittetal i ugevis

Nyborg Kommune har siden nytår været plaget af høje smittetal. Og selv smittetallet lørdag faldt en smule, så forventer Marianne Stentebjerg nu, at det går den anden vej.

- Vi skal nok forvente at smittetallene vil være stigende igen i en periode igen, siger hun.

Varianter er på radaren

Både den den sydafrikanske og den brasilianske variant af covid-19 er på radaren hos de danske sundhedsmyndigheder. Varianterne vurderes, at have en nedsat følsomhed over for vacciner og muligvis er mere smitsomme.

Lørdag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at der var fundet yderligere seks tilfælde med den brasilianske variant af coronavirus. Der er samlet ni bekræftede tilfælde i Danmark.

Der er indtil videre 46 bekræftede tilfælde med den sydafrikanske variant, og yderligere 29 positive prøver er under mistanke, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut ifølge Ritzau.

Sundhedsstyrelsen dropper krav om afstand for personer, der har fået vaccinen

Sundhedsstyrelsen dropper nu deres anbefaling om, at vaccinerede personer skal holde fysisk afstand. Det skriver DR.

Dermed kan vaccinerede for eksempel give hinanden et kram igen i private hjem. Man skal dog være fuldt vaccineret, og der skal være gået 14 dage siden det sidste stik, før man kan begynde på krammeriet.

Kravet ændres for denne gruppe, fordi vaccinerne virker og giver en "rigtig god beskyttelse", lyder det fra vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.

Det bakkes op af tidligere direktør for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen.

- Fuldt vaccinerede personer kan mødes med hinanden og have en almindelig social omgang uden afstand og mundbind. For risikoen for, at der kan opstå smitte mellem to fuldt vaccinerede personer, er meget, meget lille, siger han til DR.

Børnebørnene kan også få et kram

Færdigvaccinerede kan dog også give personer, der endnu ikke har fået vaccinen, et kram, såfremt de ikke-vaccinerede ikke er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, lyder det.

Dermed skal man for eksempel ikke kramme personer over 65 år, der har en kronisk sygdom.

- Det, tror jeg også, er tiltrængt. Der har været mange ældre i øget risiko, som har levet isoleret, så det er selvfølgelig en stor ting for dem, at de nu igen kan få besøg og have fysisk kontakt og give et kram til dem, de holder af, siger Helene Probst til DR.

I Ældre Sagen tager man mod nedlægningen af afstandskravet med åbne arme, siger administrerende direktør Bjarne Hastrup til Ritzau.

- Det er meget glædeligt og især her op til påske. Rigtig mange ældre har været isoleret i ensomhed i et år og er hårdt ramt af situationen, siger han til bureauet.

- Det betyder rigtig meget for deres livskvalitet, at de igen kan se og kramme børn og børnebørn og få familielivet tilbage.

Fortsat afstand i offentligt rum

I det offentlige rum er styrelsens anbefaling fortsat at holde afstand.

Selvom vaccinerne er virksomme, ved man nemlig ikke helt, om vaccinerne forebygger, at coronavirus kan blive givet videre.

Omkring 6 procent af befolkningen har fået begge stik.

På vej ind i tredje bølge i Europa

Andre steder i Europa er landene på vej ind i en tredje bølge. For eksempel har Tyskland registreret over 17.000 nye smittetilfælde det seneste døgn, og smitten drives især af mere smitsomme varianter.

Tyskland skal nedbringe antallet af nye coronasmittede de næste par uger, ellers risikerer landet at miste kontrollen over pandemien, siger den tyske forbundskansler Angela Merkels stabschef Helge Braun til avisen Bild ifølge Reuters.

- Vi er i den mest farlige fase af pandemien. De næste par uger vil afgøre, om vi kan få pandemien under kontrol, siger stabschefen.

I Frankrig har man nu det højeste antal coronapatienter på landets intensivafdelinger.

Stigningen øger presset for at indføre yderligere nye restriktioner, som præsident Emmanuel Macron sandsynligvis vil finde nødvendigt.

Frankrig har nu 4791 coronapatienter på intensiv. Fredag var tallet 4766 ifølge data fra landets sundhedsministerium.

Tyskland risikerer at miste kontrollen over corona

Tyskland skal nedbringe antallet af nye coronasmittede de næste par uger, ellers risikerer landet at miste kontrollen over pandemien.

Det siger den tyske forbundskansler Angela Merkels stabschef, Helge Braun, til avisen Bild am Sonntag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi er i den mest farlige fase af pandemien. De næste par uger vil afgøre, om vi kan få pandemien under kontrol, siger stabschefen til den tyske avis.

Hvis antallet af nye smittede stiger kraftigt, er der en tiltagende risiko for, at den næste virusmutation bliver resistent over for vaccinen, tilføjer Braun.

- Så ville vi have brug for nye vacciner, før vi kunne begynde at vaccinere igen, siger han.

Brug for nedlukning som sidste år

Stabschefen siger videre til Bild am Sonntag, at han forventer, at smittespredning vil aftage i maj ved hjælp af varmere vejr og flere vaccinerede borgere.

Meldingen kommer, samme dag som den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, siger, at landet har brug for en streng nedlukning i op til 14 dage for at dæmme op for spredningen af coronavirus.

- Hvis vi kigger på tallene, så har vi brug for mindst 10 til 14 dage, hvor vi virkelig skruer ned for vores kontakter og bevægelighed, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ifølge Spahn har Tyskland brug for en nedlukning over påsken i stil med nedlukningen sidste år. Dengang blev tyskerne klart opfordret til at blive hjemme og til at undgå at se folk.

Kæmper mod tredje bølge

Tidligere lørdag fortalte læger på tyske intensivafdelinger, at en to ugers hård nedlukning er den eneste måde, hvorpå man kan undgå at overbebyrde hospitalerne.

Et mix af en hård nedlukning, vaccinationer og masser af test er nødvendigt for at "forhindre intensivafdelinger i at blive overbebyrdet", mener lægerne.

Tyskland forsøger i øjeblikket at dæmme op for en tredje bølge af coronavirus, der hovedsageligt skyldes nye, mere smitsomme coronavarianter.

Lørdag steg antallet af bekræftede smittetilfælde med over 20.000, mens dødstallet blandt coronasyge steg med 157 ifølge tal fra Robert Koch Instituttet, som følger coronaudviklingen i Tyskland tæt.