Danmark er nu kun verdens tredje lykkeligste land

Midt i århundredets pandemi kan det virke som et besynderligt tidspunkt at opgøre lykke fordelt på forskellige lande.

Ikke desto mindre er det, hvad den årlige World Happiness Report igen i år har bedrevet.

Og endnu engang må vi herhjemme konstatere, at fordums storhed som det lykkeligste land ikke er vendt tilbage.

Faktisk falder Danmark i år én placering på listen til en tredjeplads og bliver overhalet af Island, mens Finland topper for fjerde år i træk.

Anderledes rapport

I opgørelsen over de lykkeligste lande er det værd at bemærke, at der i år har været flere ændringer i måden, listen er opgjort. Det skyldes coronapandemien, som har påvirket hele verden.

I flere lande har det ikke været muligt for forskere at gennemføre ansigt-til-ansigt-interviews, mens rapportens fokus også har skiftet og i langt højere grad har set på trivsel under coronavirus.

Rapporten har siden dens lancering af FN i 2012 primært været baseret på BNP, forventede levealder, social understøttelse, frihed og korruption.

- Overraskende har der ikke i gennemsnit været et fald i trivsel, når man måler på folks eget syn på deres liv. En forklaring kan være, at vi ser covid-19 som en fælles, udefrakommende trussel, og at det har medført en større følelse af solidaritet og fællesskab, siger medforfatter til rapporten og professor på Columbia University John Helliwell ifølge CNN.

Man skal tilbage til 2016 for at finde den seneste rapport, hvor Danmark lå i top.

I bunden af listen finder man i høj grad lande, der er præget af væbnede konflikter. Igen i år ligger Afghanistan på sidstepladsen, mens det primært er afrikanske lande syd for Sahara, der danner bunden.

Top-10 på World Happiness Report 2021 (sidste års placering i parentes):

Finland (1) Island (5) Danmark (2) Schweiz (3) Holland (6) Sverige (7) Tyskland (17) Norge (5) New Zealand (8) Østrig (9)

Tre kommuner må ikke sende afgangselever i skole på mandag

Torsdag blev samtlige partier i Folketinget enige om, at også afgangseleverne i folkeskolen i Region Hovedstaden kunne komme tilbage i skole fra mandag.

De har i månedsvis fulgt undervisningen via computeren fra hjemmet.

Men for afgangsklasserne i Albertslund, Brøndby eller Høje-Taastrup Kommune bliver der endnu ingen genåbning. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet fredag.

Årsagen er, at Epidemikommissionen har vurderet, at incidenstallet – altså antal smittede borgere per 100.000 indbyggere – er for højt i de tre kommuner.

Borgmester er ærgerlig

De tre københavnske vestegnskommuner ligger alle tre i top-seks over de hårdest ramte kommuner.

Dagens melding fra ministeriet kommer da heller ikke bag på borgmestrene, selvom de ærgrer sig, lyder det fra Steen Christiansen (S), der er borgmester i Albertslund.

- Men når incidenstallene er, som de nu engang er, og vi har oplevet en markant stigning på det seneste, så kommer det ikke som en markant overraskelse for os, at det er meldingen, siger han til TV 2 Lorry.

I Brøndby deler borgmester Kent Max Magelund (S) sin kollegas opfattelse af situationen.

- Vi har ligget med rigtig høje incidenstal, så det tager vi bare til efterretning. Vi glæder os til at komme i gang 6. april, som, vi også havde regnet med, var datoen i første omgang, siger han til TV 2 Lorry.

Hårdest ramte kommune kan åbne

Øverst på listen over hårdest ramte kommuner ligger Ishøj. Og kommunen har efterhånden ligget helt i toppen gennem nogle uger, men alligevel får eleverne her mulighed for at vende tilbage til skolebænken i den kommende uge.

En beslutning der kommer bag på Ishøjs egen borgmester.

- Jeg vil ikke sige, jeg havde forventet det. Men der er gjort et stort stykke arbejde, og det er dejligt at blive belønnet. Det er en stor cadeau til den taskforce og administrationen, der har arbejdet hårdt, siger borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten til TV 2 Lorry.

Det har ikke været muligt at få et svar fra ministeriet i forhold til, hvad der ligger til grund for beslutningen.

9000 sårbare borgere blev ikke indkaldt til vaccination

9000 patienter i risikogruppen i Region Midtjylland har ikke modtaget en invitation til vaccination, selv om de stod først i køen, skriver Århus Stiftstidende.

- Det gælder i en eller anden udstrækning også patienter i andre regioner, men det er cirka 9000 borgere i risikogruppe fem - patienter i vores region, der er læst ind på nogle lister til Statens Seruminstitut, men som ikke har modtaget et brev i deres e-Boks, siger direktør i Region Midtjylland Ole Thomsen.

Fejlen er sket på baggrund af indregistrering i cpr-numre. Folk, hvis cpr-nummer starter med 0, har ikke modtaget en invitation i e-Boks, hvis der også manglede en bindestreg i indregistreringen.

Forsøgte at rette op på fejlen

Region Midtjylland prøvede allerede i sidste uge at rette op på fejlen, skriver Århus Stiftstidende.

Da fejlen blev opdaget, blev alle de ikkeinviterede cpr-numre registreret til Statens Serum Institut igen.

Alligevel var der borgere, der henvendte sig fredag, som stadig ikke havde modtaget en invitation.

Alene på Aarhus Universitetshospital har flere end 2000 personer aldrig modtaget deres vaccine. Ifølge hospitalet er 26 procent af de cpr-numre, der er indmeldt til vaccinen, ikke indlæst korrekt. Derfor er invitationen aldrig nået frem.

Statens Serum Institut oplyser til sygehusdirektør på Aarhus Universitetshospital Jørgen Schøler Kristensen, at alle patienter nu skulle være indlæst i systemet.

AstraZeneca er fortsat sikker, siger WHO

Et ekspertpanel fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, siger fredag, at covid-19-vaccinen fra AstraZeneca fortsat er sikker.

Ud fra vaccinationsdata fra mere end 20 millioner doser i Europa og mere end 27 millioner i Indien, er der ikke noget, der tyder på, at vaccinen fra AstraZeneca giver en større risiko for blodpropper, end hvad der normalt optræder i befolkningen, lyder det fra WHO.

- AstraZeneca-vaccinen har fortsat en positiv risikoprofil med et enormt potentiale for at forhindre infektioner og reducere dødsfald verden over, skriver sikkerhedspanelet i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer, dagen efter Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) torsdag fastslog, at vaccinationer med AstraZeneca-vaccinen bør fortsætte.

Spørgsmålet om sikkerheden er opstået, da flere lande har rapporteret om blodpropper af særlig karakter hos borgere, der har modtaget vaccinen.

Flere lande har genoptaget

11. marts valgte de danske sundhedsmyndigheder at sætte brugen af den britisk-svenske vaccine på pause i to uger, mens man undersøger flere rapporterede tilfælde med blodpropper hos vaccinerede borgere, heriblandt ét dødsfald.

Sidenhen har flere lande fulgt trop og sat vaccinationerne på pause, men flere har allerede genoptaget brugen ovenpå meldingen fra EMA torsdag.

EMA's redegørelse har fået blandt andet Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien til igen at vaccinere borgere med den omstridte vaccine.

Nedenfor kan du se en status for, hvilke lande der har suspenderet eller genoptaget brugen:

Finland sætter vaccinen på køl

Mens flere lande er vendt tilbage til brugen af AstraZenecas vaccine, meddelte Finland fredag, at landet vil suspendere vaccinen, mens man undersøger forbindelsen til blodpropper i mindst en uge.

Herhjemme afventer man stadig yderligere analyse af vaccinen fra forskellige eksperter i blodpropper, immunsygdomme og hormonsygdomme.

På et pressemøde fredag lagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, op til en ny beslutning i begyndelsen af næste uge.

Frankrig vil kun give AstraZenecas vaccine til folk over 55

Frankrig er fredag efter en uges pause igen begyndt at bruge vacciner fra selskabet AstraZeneca, men kun til folk der er 55 eller ældre, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Forklaringen fra myndighederne i Paris lyder, at de blodpropper, der er registreret rundt i Europa efter injektioner med AstraZenecas vacciner, kun har ramt folk under 55 år.

De blodpropper, der har været tale om, fik Frankrig og en række europæiske lande til at suspendere det svensk-britiske selskabs vaccine mod covid-19. Også Danmark varslede en pause.

Frankrig har genoptaget vaccinationerne, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) torsdag fastslog, at man burde genoptage injektionerne. Det hed, at de ulemperne ved de få tilfælde af blodpropper, der er registreret, ikke står mål med de fordele, som vaccinen giver med langt færre døde med corona.

Vaccinering på tv

Frankrigs premierminister, Jean Castex, er selv 55 år. Han har fredag på live-tv ladet sig vaccinere for at vise regeringens tillid til AstraZenecas vaccine.

- Selv om jeg er en kylling, kunne jeg ikke mærke noget, siger han.

Men ikke alle lande føler sig sikre. Fredag meldte Finland sig som næste land, der vil suspendere brugen af AstraZeneca. Dermed slutter Finland sig til de øvrige nordiske lande, der opretholder suspensionen af vaccinen.

Den danske sundhedsstyrelse anbefalede indtil 5. marts, at vaccinen fra AstraZeneca kun blev givet til personer under 65 år. Det skete med henvisning til, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for virkningen hos folk på 65 år eller ældre.

Fra 5. marts blev vaccinen givet til alle aldersgrupper herhjemme. 11. marts besluttede Sundhedsstyrelsen at stille anvendelsen af AstraZeneca i bero på grund af mistanken om en forbindelse til blodpropper. Der ventes en ny vurdering torsdag i næste uge.

/ritzau/

Ingen kan svare kronisk syg 25-årig på, hvornår han skal vaccineres

I over et år har den 25-årige udvekslingsstuderende Jan Murdzik brugt størstedelen af tiden i isolation i sin lejlighed i Aarhus. Han beskytter sig selv for smitterisiko, fortæller han til TV 2.

Han lider af en kronisk sygdom, der gør, at han får så store smerter i ryggen og maven, at han har svært ved at udføre normale daglige opgaver, hvis han ikke tager immunnedsættende medicin.

Hans læge siger, han hører til i gruppe 5 og snart skal vaccineres.

Men han har ikke fået en indkaldelse endnu, og ingen kan give ham svar på, om han er talt med i gruppe 5. Det er simpelthen for svært at få konkret svar på, hvornår han bliver vaccineret, mener han.

- Der må være nogen, der har svaret

Personer i gruppe 5 bliver vaccineret tidligere end resten af befolkningen, fordi de er i særlig risiko. Jan Murdziks medicin gør netop, at han er i særlig risiko for covid-19.

- Jeg har intet imod at vente på at blive vaccineret, men jeg har fået at vide, jeg hører til i gruppe 5 af min læge. Der er dog ingen, der kan svare mig på, om jeg er blevet registreret i gruppen, siger han.

Jan Murdzik savner at være social. Da han lige nu er i behandling på Aarhus Universitetshospital, er det hospitalet, der skal henvise ham til vaccination.

Men da han bad dem undersøge, om han var talt med i gruppe 5, fik han at vide, at det var Sundhedsstyrelsen, der skulle give ham svar. Sundhedsstyrelsen svarede Jan Murdzik, at han skulle tale med hospitalet – og på den måde blev han sendt frem og tilbage. Det fremgår af en mailkorrespondance, som TV 2 har set.

- De bliver ved med at sige, de ikke kender svaret. Der må være nogen i det her land, der har svaret, siger han.

Hospitalet bekræfter, SSI afviser

Men Jan Murdzik opgav ikke at finde svar. Han kontaktede både hospitalet og sundhedsmyndighederne flere gange, indtil han 8. marts fik en mail fra en overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Overlægen bekræftede igen, at Jan Murdzik var i gruppe 5, og sagde, at Region Midtjylland havde sendt en liste til Statens Serum Institut over personer, der var i gruppe 5, hvori hans navn indgik.

Da Jan Murdzik bad Statens Serum Institut bekræfte dette, afviste de, at han stod på nogen liste over gruppe 5-vaccinationer. Det ses i mailkorrespondancen, som Jan Murdzik har delt med TV 2.

- Det eneste, jeg vil have, er, at nogen bare undersøger min sag. Men det har været umuligt for mig at finde ud af. Jeg vil bare gerne have et svar, siger han.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra Statens Serum Institut.

Gruppe 5-vaccinationerne er ikke overstået endnu, og efter planen er de tidligst færdige i uge 14.

Det er ikke rimeligt, mener konservative

Der er en hel gruppe af mennesker, der står i samme situation som Jan Murdzik. Det siger konservatives sundhedsordfører Per Larsen, som fortæller, han personligt har været i kontakt med mange folk med kroniske sygdomme, der er forvirret og nervøse.

- Det er bestemt ikke rimeligt. Det er voldsomt kritisabelt lige nøjagtigt for denne her gruppe, siger han.

Fordi det er for besværligt for borgerne selv at finde frem til, hvem de kan tale med om vaccinationskalenderen, mener de konservative, at de praktiserende læger skal have mere ansvar.

- De skal have mulighed for at indstille deres patienter til tidlig vaccination, fordi det er netop de praktiserende læger, der kender til deres patienter, siger Per Larsen.

Den konservative sundhedsordfører synes, at der er for meget bureaukrati i forbindelse med vaccineplanen. Det, mener han, blandt andet kan løses ved at give indblande de praktiserende læger.

Selv politikere har svært ved at få svar

Ifølge SF er det ikke kun borgerne, der har svært ved at få svar på, hvordan og hvornår de kan forvente at blive vaccineret, hvis de lider af en alvorlig sygdom, men ikke ved, om de hører til i gruppe 5.

Sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF) har nemlig også selv oplevet besvær med at finde konkrete svar på det spørgsmål, siger hun.

- Vi står i samme situation. Jeg kan ikke henvise til et sted i regionerne, hvor man kan få det her svar. Det er for ringe, siger hun.

Hun foreslår derfor, at borgere, der mener, de tilhører gruppe 5, bør have et fast sted, de kan henvende sig - med andre ord savner hun selvvisitation i vaccineplanen.

- Der burde være nogen i alle regioner, man kan kontakte, hvis man selv mener, man er i risikogruppen, siger Kirsten Normann Andersen.

Sundhedsstyrelsen: Der kan ske fejl

Enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg er blevet præsenteret for Jan Murdziks situation. Hun siger, at det ikke giver mening, at han er blevet sendt i ring af myndighederne. For det er slet ikke myndighederne, han skal tale med.

- I sidste ende er det den behandlende læge, der skal kigge på din sygdom. Vi kan jo af gode grunde ikke sidde og vurdere sværhedsgraden af hans sygdom. Det er en fejl, siger hun.

Selvom det ifølge SF og konservative er for svært at finde svar på, hvilken vaccinationsgruppe, man tilhører, er der ikke grund til at gøre mere brug af selvvisitation, mener hun.

Til spørgsmålet om, hvorvidt de praktiserende læger skal inddrages mere, siger hun, at styrelsen allerede er i dialog med de praktiserende læger.

- Vi har været i dialog med dem under hele defineringen af gruppe 5, lyder det.

Derudover erkender hun, at der kan ske fejl i processen.

- Vi har hørt historier om, at ting kan gå galt. Hvis man har fået at vide, man er i gruppe 5, men ikke er blevet inviteret, bør man genbesøge sin læge, siger hun.

Jan Murdzik har stadig ikke modtaget en invitation til at blive vaccineret, på trods af hospitalet har bekræftet ham i, at han er i gruppe 5. Han forsøger stadig at få svar, siger han til TV 2.

Der er registreret 843 nye smittede det seneste døgn

Der er fundet yderligere 843 tilfælde af coronavirus i Danmark. Det viser fredagens tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Smittetilfældene er fundet i 323.753 PCR- og lyntest. Det svarer til, at 0,26 procent af dem har været positive.

Det tal kendes også som positivprocenten og har ligget på det samme niveau gennem en længere periode.

Det er dog svært at sammenligne fredagens smittetal med udviklingen i store dele af epidemien.

Det skyldes, at der fra sidste uge blev inkluderet tal for lyntest. Tidligere har der kun indgået PCR-test.

Snart ændres det dog igen, så de to testtyper i stedet får hver sin opgørelse.

Det skyldes, at det kan give et for højt smittetal at inkludere lyntest, da der er risiko for, at de positive testsvar er forkerte.

Anbefaler ekstra test

Usikkerheden ved testformen betyder, at man anbefales at få foretaget en PCR-test for at tjekke, om et positivt lyntestsvar er korrekt.

Viser det sig, at svaret fra lyntest var forkert, fjernes det dog ikke fra SSI’s opgørelse, hvilket vil kunne give for høje tal.

Derfor vil positive svar fra lyntest snart blive opgjort i en egen kategori for mulige coronatilfælde.

Fredag morgen var 191 personer indlagt med covid-19 på landets hospitaler. Det er fire færre end et døgn tidligere.

På landets intensivafdelinger lå 38 smittede, og af dem var 22 tilkoblet en respirator. Det er samme antal som torsdag morgen.

Der er ikke sket yderligere dødsfald blandt smittede. I alt er 2397 smittede afgået ved døden under epidemien.

Danmark fastholder pause af AstraZeneca

Sundhedsstyrelsen kommer til at fastholde den pausering af vaccinen med AstraZeneca, som gælder lige nu.

Det siger direktør Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen på et pressemøde.

Meldingen kommer på baggrund af gårsdagens udmeldinger fra EU's lægemiddelagentur, EMA, der anbefaler at genoptage vaccinering med AstraZeneca, da fordelene ifølge agenturet overstiger eventuelle risici.

- Jeg er sådan set enig i den vurdering, men det ændrer ikke på, at vi ud fra et forsigtighedsprincip fortsætter vores pause, siger Søren Brostrøm.

Ny beslutning næste uge

I næste uge lægges der op til, at man tager en ny beslutning om udrulningen af vaccinen. I mellemtiden skal en bred vifte af danske eksperter i blodpropper, immunsygdomme, hormonsygdomme og lignende analysere AstraZeneca-vaccinen yderligere.

- Det er vigtig for mig at sige, at vi smider ikke AstraZeneca-vaccinen væk, siger Søren Brostrøm.

Ifølge Søren Brostrøm vil de allerede leverede doser fra AstraZeneca blive opbevaret på hospitalsapotekerne, hvor de så senere kan tages i brug, hvis de vurderes at være sikre. Men for nuværende kan intet scenarie udelukkes i næste uge. Han fortæller også, at der ikke er tale af almindelige blodpropper, men en meget sjælden tilstand.

- Det kan være, at vi genoptager AstraZeneca uden bekymringer. Det kan være, at vi genoptager den med nogle ændringer af målgrupper eller forsigtighedsregler. Det kan være, at vi forlænger pausen, og det kan teoretisk set også være, at vi siger, at vi slet ikke vil fortsætte med at bruge den, siger han.

Dermed har man nu fået mere tid til at være på den sikre side, siger Søren Brostrøm.

Sjælden tilstand

Ud af næsten 20 millioner vaccinerede er der fundet 25 tilfælde med personer, der efter vaccinen har fået en form for blødning eller blodprop, oplyste EMA 18. marts. Lægemiddelstyrelsen har for nuværende modtaget 16.998 bivirkninger om AstraZeneca ud af 149.675 givne vacciner, og langt de fleste er milde og moderate.

11. marts besluttede de danske myndigheder at slå bremsen i for udrulningen af AstraZeneca i 14 dage, fordi en 60-årig kvinde døde efter en blodprop.

Hun var vaccineret med AstraZenecas vaccine og havde et "usædvanligt sygdomsbillede" med et lavt antal blodplader, blodpropper i små og store kar samt blødninger, lød det fra den danske lægemiddelstyrelse.

To dage senere meldte de norske myndigheder ud, at tre ansatte i sundhedsvæsenet var blevet ramt af blodpropper efter vaccinen. En af dem døde, og vedkommende havde det samme usædvanlige sygdomsbillede som i Danmark.

Lande trykkede pause

Også i Østrig har der tidligere i marts været et dødsfald som følge af blodpropper i forlængelse af vaccinen. Siden er yderligere en person død i Norge, og vaccinen har ifølge norske myndigheder givet i alt seks tilfælde af en uventet immunreaktion med en kombination af en blodprop og et lavt antal blodplader.

Dødsfaldene fik siden adskillige lande til at pause udrulningen af vaccinen, herunder Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien. Det er dog ikke konkluderet, at der er nogen sammenhæng mellem vaccinen og blodpropper i hverken Danmark, Østrig eller Norge. Det bliver i øjeblikket undersøgt både i de enkelte lande og på tværs af EU.

EMA vurderede 18. marts, at vaccinen er effektiv og sikker, hvilket fik flere EU-lande til at genoptage brugen af den. Man kunne dog ikke udelukke, at dødsfaldene kan relateres til vaccinen. Også Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vurderer, at vaccinens fordele overstiger eventuelle risici.

Tyske forskere finder årsag til blodpropper fra vaccine

Den tyske radiostation NDR 1 Radio MV rapporterer fredag, at forskere på universitetshospitalet Greifswald i det nordøstlige Tyskland har fundet årsagen til, at covid-19 vaccinen fra AstraZeneca forårsager blodpropper hos nogle mennesker.

De tyske forskere siger, at vaccinen udløser en forsvarsmekanisme. Forskerne siger, at de efter henvendelse til Paul-Ehrlich-Instituttet, som overvåger vacciner i Tyskland, fik blodprøver fra seks patienter med blodpropper stillet til rådighed i forbindelse med deres forskning.

Sygdomsbilledet minder om det, som norske forskere også er kommet frem til.

På baggrund af tyskernes undersøgelser fastslår forskerne, at vaccinen udløser eller aktiverer blodplader - altså blodpropper, hedder det.

Det sker normalt i kroppen kun i forbindelse med sårheling. Men hos visse patienter udløser en vaccination en særlig mekanisme, der fører til dannelse af blodpropper i hjernen.

Der kan findes behandling

Da denne funktion kan identificeres så klart, betyder det også, at der kan udvikles en behandlingsmetode. De pågældende personer kan få et andet stof, som modvirker en blodprop, oplyser universitetshospitalet ifølge radiostationen.

Forskerne siger, at deres resultater er blevet muliggjort ved hjælp fra Paul-Ehrlich-Instituttet og læger fra Østrig, hvor en sygeplejerske døde af en blodprop i hjernen.

En norsk lægegruppe har ifølge avisen VG også konkluderet, at det var immunforsvars-reaktioner, som udløste blodpropperne.

Norge meddelte 13. marts, at tre sundhedsansatte, der havde fået vaccinen, var indlagt med blodpropper.

Flere lande tager vaccinen i brug igen

Frankrig har ingen grund til at afvise covid-19-vaccinen fra AstraZeneca, siger regeringstalsmand Gabriel Attal fredag. Også Tyskland og Italien og Frankrig begynder vaccinationer allerede fredag.

Portugal, Holland, Cypern, Letland og Litauen har meddelt, at de genoptager brugen af vaccinen i næste uge. Irlands regering ventes at træffe en beslutning senere fredag.

Norge og Sverige er blandt de lande, som vil vente med at tage vaccinen i brug. De afventer flere undersøgelser.

Vaccinationer med vaccinen blev indstillet tidligere på ugen i en halv snes lande, men hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) sagde man igen torsdag god for vaccinen.

Nu kommer der stikprøvekontroller for at undgå snyd med vacciner

"En indiskutabel fejl" skrev borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd Jensen (S), på sin facebookprofil, da det kom frem, at han havde ladet sig vaccinere med en af kommunens overskudsvacciner.

For at undgå den slags indfører Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Statens Serum Institut nu stikprøvekontroller, der skal vise, om de visiterede personer er udvalgt i overensstemmelse med styrelsens kriterier.

De første vil blive lavet i løbet af ganske få dage, og derefter vil de blive gentaget hver tredje uge, fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et samråd fredag.

Det svækker effekten af vaccineindsatsen og tilliden i befolkningen

Magnus Heunicke (S), sundhedsminister

Her blev han bedt om at redegøre for, hvorfor Sundhedsstyrelsens prioriteringsliste ikke er blevet fulgt, og om det bør få konsekvenser.

Middelfartborgmesteren er nemlig blot et af flere eksempler på personer uden for risikogruppen, der ved hjælp af deres positioner har fået adgang til en coronavaccine.

- Vi har en vaccinekalender for, at den skal overholdes. Det svækker effekten af vaccineindsatsen og tilliden i befolkningen, hvis ikke man overholder den her rækkefølge. Derfor er det ikke acceptabelt, når det sker, siger Magnus Heunicke.

Fejltrin må ikke ske i fremtiden

I Middelfart modtog borgmesteren vaccinen i forbindelse med et besøg på et plejehjem. Han var invitereret til at overvære kommunens første vaccinestik, og da der viste sig at være vacciner i overskud, takkede borgmesteren ja til også at få et skud vaccine i skulderen.

Det har siden vist sig, at kommunens krisestab stod på en intern liste over, hvem der skulle have gavn af kommunens første vacciner.

Her stod borgmesteren, alle i den kommunale direktion, en række afdelingschefer samt flere administrative medarbejdere i kommunen side om side med frontpersonale og sårbare, ældre plejehjemsbeboere. Stik imod sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

- Jeg har en klar forventning om, at vi ikke ser lignende fejltrin i fremtiden, og at hver eneste region gør sig ekstraordinært umage for at efterleve vores sundhedsfaglige retningslinjer, siger Magnus Heunicke under fredagens samråd.

Her blev han dog ikke bedt om at forholde sig til den konkrete sag, men til generelle brud på vaccinekøen.

Vaccinerede direktører

Middelfartsagen står nemlig langt fra alene. I løbet af de første måneder med danske vaccinationer har man med jævne mellemrum kunnet læse om personer, der har fået vaccinestik, på trods af at de ikke var berettiget til det.

I Sydjylland opdagede en ortopædkirurg, at han kunne booke en tid til vaccine gennem det gængse bookingsystem på vacciner.dk, selvom han ikke havde modtaget den ellers påkrævede invitation i sin e-boks.

Rygtet spredtes, og pludselig troppede en gruppe kirurger op på de regionale vaccinationsklinikker vel vidende, at det ikke var deres tur.

På Odense Universitets Hospital fik tre af hospitalets seks direktører som nogle af de allerførste et vaccinestik, selvom de hverken kan kategoriseres som frontpersonale, ældre eller i risikogruppen.

"De var på gale veje"

Også på direktørgangen i Region Sjællands sygehusledelse er der blevet delt vaccinestik ud. Her viser en aktindsigt, som TV ØST har fået, at 8 ud af de i alt 14 direktører og vicedirektører i akutsygehusenes ledelser er blevet vaccineret mod covid-19.

- Det skal angiveligt være sket for at undgå spild med vacciner med begrænset holdbarhed, men jeg har også noteret mig, at en del af de her personer har erkendt, at de var på gale veje, lød det under samrådet fra sundhedsministeren, før han hev et lille, tomt glas frem fra inderlommen.

Glasset var engang fyldt med Pfizer-vaccine, men agerer nu blot rekvisit. For når først hætten brydes for at uddele første dosis vaccine, har resten af indholdet en holdbarhed på seks timer, forklarede ministeren:

- Uret tikker altså i den situation. Det handler om at planlægge, siger han og opfordrer til, at alle regioner sikrer, at vaccinationsstederne har tilkaldelister.

Ingen påbud givet

Samrådet var indkaldt af Jacob Jensen (V) og Liselott Blixt (DF). De spurgte begge ind til, om sundhedsministeren mener, at der bør følge sanktioner eller politianmeldelser med, hvis man vælger at bryde vaccinationskalenderen.

Magnus Heunicke oplyste, at Sundhedsstyrelsen "med mellemrum" modtager henvendelser fra borgere om, at vacciner kan være anvendt i strid med retningslinjerne.

Derfor har Sundhedsstyrelsen flere gange kontaktet de pågældende kommuner eller regioner, hvilket har ført til kraftige indskærpelser. Først hvis Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at overtrædelserne udgør en fare for patientsikkerheden, er det muligt at udstede et reelt påbud efter sundhedsloven.

Om nogle af eksemplerne har ført til politianmeldelser, kunne ministeren ikke svare på. Han begrundede det med, at det i så fald er et strafferetligt spørgsmål.

Myndighederne har to gange været nødsaget til at sende indskærpelser ud i regionerne. Det skete 25. januar og 7. marts.

TV 2 ville efter samrådet gerne have spurgt sundhedsministeren til den konkrete sag med S-borgmesteren fra Middelfart, men han havde ikke tid til at besvare spørgsmål.