Da tolkegebyret blev indført i 2018, gik flere bekymringer på, at mange af patienterne, som blev ramt af den nye lov, ikke havde råd til selv at betale for en tolk.

Og nu er der noget, som tyder på, at kritikerne havde ret.

For i snart fem år har landets fem regioner opkrævet mellem 191 og 1675 kroner, når en patient, der har boet i landet i mere end tre år, har brugt en tolk hos lægen eller på sygehuset.

I alt er det løbet op i regninger på cirka 27,5 millioner kroner.

Men lidt over 5 millioner kroner mangler stadig at blive betalt, viser nye tal, som TV 2 har fået aktindsigt i.

Nogle af dem, fordi betalingsfristen endnu ikke er udløbet, men for langt de fleste af regningerne gælder det, at fristen er overskredet.

Ifølge Karin Friis Bach (R), der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, tydeliggør de mange ubetalte regninger, at tolkegebyret er en underskudsforretning, som ikke blot giver en masse administrativt bøvl, men også øger uligheden i danskernes adgang til sundhedsydelser.

- Det er et meget stort administrativt arbejde, som vi ikke tjener nogle penge på. Så for regionerne er det en klar ekstra opgave, der koster ressourcer, og som tager noget af arbejdsglæden fra lægerne, når de skal ud i økonomiske diskussioner med patienterne, siger hun til TV 2.

Flere udgifter end indtægter

I første omgang er det regionerne, der lægger penge ud for de professionelle tolke, hvorefter patienterne bliver opkrævet et gebyr.

Hvis ikke de betaler, bliver de rykket for beløbet eller får oprettet en afdragsordning. Men det er heller ikke altid, at det hjælper, forklarer Karin Friis Bach, hvorfor nogle af sagerne havner i Gældsstyrelsen.

- Nogle af patienterne klager, når det når så vidt, og så bliver der en patientklagesag, som koster os 15.000 kroner, fortæller hun.

Da den daværende VLAK-regering i sin tid indførte brugerbetaling for tolke, forventede de at spare cirka 2,4 millioner kroner om året.

Men det er Karin Friis Bachs klare opfattelse, at landets fem regioner overordnet set har flere udgifter end indtægter i forhold til at administrere tolkegebyret.

TV 2 har forsøgt at finde ud af, hvor stort et beløb der bliver brugt på administrationen af gebyret, men regionerne ligger ikke inde med disse tal, har de oplyst.

Bringer ikke undtagelsesparagraf i spil

Hvorfor patienterne vælger ikke at betale, når der tikker en regning ind i e-Boks, kan Karin Friis Bach ikke sige med sikkerhed. Men det er hendes oplevelse, at det oftest er, fordi de ikke har pengene til det.

Man får personer, der ikke er juridisk kyndige, til at forholde sig til uklar lovgivning

Hanne Winther Frederiksen, oversygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik

Det er også vurderingen hos Hanne Winther Frederiksen, der er oversygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital.

For hendes patienter gælder det dog, at langt de fleste fortsat har ret til en tolk på det offentliges regning, selvom de har boet i Danmark i over tre år, fordi de er omfattet af en af undtagelserne i loven.

Det hedder sig for eksempel, at patienter, der "af fysiske eller psykiske grunde midlertidigt eller permanent har mistet evnen til at kommunikere på dansk" er fritaget for gebyret.

Selvom patienterne falder under denne kategori, sker det dog ofte, at paragraffen ikke bliver bragt i spil.

For enten er sundhedspersonalen ikke klar over, at den eksisterer, eller så gør de ikke brug af den, fortæller Hanne Winther Frederiksen, der har en ph.d. i sundhedstjenesteforskning.

- Det er jo en gummiparagraf, som er blevet lagt ud til frontlinjemedarbejdere til fortolkning og forvaltning. Det vil sige, at man får personer, der ikke er juridisk kyndige, til at forholde sig til uklar lovgivning, de i virkeligheden ikke ved noget om, siger hun til TV 2.

Sundhedsaktører vil fjerne gebyr

Ifølge Karin Friis Bach vil løsningen på problemet med den administrations- og omkostningstunge post være at fjerne tolkegebyret.

Det er hun ikke alene om at synes, da både Danske Patienter, Dansk Selskab for Almen Medicin og Lægeforeningen har udtalt til TV 2, at de mener, at gebyret skal lægges i graven.

- Det er klart en ekstra administrativ opgave, som vi ikke vil have, hvis det var sådan, at vi bare kunne levere det gratis, siger Karin Friis Bach.

TV 2 har forsøgt at få et interview med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). Her ville vi gerne spørge ministeren om, hvorfor regeringen holder fast i et system, der ifølge fagfolk ikke løber rundt økonomisk eller fagligt. Hun har dog ikke ønsket at stille op til interview.

Som praktiserende læge oplever Melissa Lutterodt jævnligt at stå i det samme dilemma.

Skal hun bryde lægeløftet til sine patienter, eller skal hun bryde loven?

Det begynder at blive kriminelt rent sundhedsmæssigt

Morten Sodemann, professor og overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik

Årsagen er et tolkegebyr indført i 2018 af den daværende VLAK-regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen og med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Gebyret dikterer, at udlændinge, som har boet i Danmark i mere end tre år, selv skal betale for en tolk i forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet med det argument, at det må forventes, at man efter tre år har lært det danske sprog.

Men det er langt fra alle patienter, der har råd til at få en tolk med til lægen.

Derfor er det ikke atypisk, at de af Melissa Lutterodts patienter, som falder i denne kategori, bliver væk fra behandlinger, medbringer familiemedlemmer til at oversætte eller takker nej til at gøre brug af en professionel tolk.

- Hver gang man skal informere eller nærmere konfrontere patienterne med, at næste gang bestiller vi en tolk, som de skal betale for, siger de oftest nej tak.

- Og hvis man insisterer på det, udebliver de fleste, fordi de ikke har råd. Så lige meget hvad er vi fanget som lus mellem to negle, siger Melissa Lutterodt til TV 2.

Sundhedsaktører vil have gebyr fjernet

Det er næsten fem år siden, at den nuværende regeringstop var med til at indføre loven om egenbetaling af tolke.

Og i den tid, der er gået, er brugen af tolke i sundhedssystemet faldet markant. Det viser nye tal fra fire ud af landets fem regioner, som TV 2 har fået aktindsigt i.

Region Syddanmark er undtaget for sammenligningen, da regionen først begyndte at registrere antallet af tolkninger i marts 2019. Men for de andre regioner blev der i 2018 taget en tolk i brug 170.548 gange. I 2022 lå det tal på 111.713, hvilket svarer til et fald på 34,5 procent.

I årene imellem har der været en generel nedadgående udvikling.

TV 2 ville gerne have haft tal tilbage fra 2017 – altså året før tolkegebyret blev indført – men det var ikke alle regioner, der havde tal så langt tilbage.

Alligevel mener flere eksperter, som TV 2 har talt med, at det netop er tolkegebyret, som er skyld i den dalende udvikling.

- Det begynder at blive kriminelt rent sundhedsmæssigt, at man ser det her fald, og det er direkte sammenfaldende med, at man skal betale gebyr, lyder det fra Morten Sodemann, der er professor og overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital.

Tallene får både Danske Patienter, Danske Regioner, Dansk Selskab for Almen Medicin og Lægeforeningen til at reagere. Og de siger alle til TV 2, at de ønsker, at tolkegebyret, som varierer fra 191 til 1675 kroner, bliver fjernet.

- Vi var modstandere af tolkegebyret i sin tid. Nu viser tallene, at der rent faktisk er færre, der bruger tolkene. Det må være klar dokumentation for, at vores frygt var berettiget, siger direktør for danske patienter, Morten Freil.

Naboer og taxachauffører erstatter tolke

For Melissa Lutterodt var det også tydeligt, at der skete et skifte tilbage i 2018.

I dag arbejder hun både som lektor ved Center for Almen Medicin på Københavns Universitet og i en lægepraksis på Vesterbro i København, men tidligere har hun arbejdet i en klinik, hvor en stor del af patienterne havde behov for tolk.

Og der begyndte patienterne i høj grad at tage pårørende eller venner med for at undgå tolkegebyret, fortæller hun.

Men selvom familiemedlemmerne er bedre til at tale dansk, kan de ifølge Melissa Lutterodt have svært ved at navigere rundt i de sundhedsfaglige termer, hvilket kan føre til misforståelser, som kan føre til både fejldiagnoser, fejlbehandling eller forsinket behandling.

- Jeg har også oplevet problemer i situationer, hvor patienten ikke ønsker, at deres barn, mand eller tætte pårørende skal vide private ting om deres liv, og at de derfor ikke tør lukke op, fortæller hun.

Overlæge Morten Sodemann kan ligeledes berette om flere historier, hvor patienter har taget alt fra naboer til taxachaufføren, der kørte dem til klinikken, med ind i konsultationsrummet, fordi de frygtede selv at skulle til lommerne.

Og netop det faktum, at patienterne vil gøre hvad som helst for at undgå at skulle betale, har store konsekvenser for deres behandling, vurderer han.

Risikerer dårligere behandling

Ifølge Morten Sodemann slår brugerbetalingen for tolke negativt igennem i både forebyggelses-, behandlings- og efterbehandlingsfasen.

At forstå sundhedstermer og lægefagligt sprog kræver lidt ekstra end et nogenlunde dansk

Marie Louise Nørredam, professor ved Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed

Han fortæller for eksempel, at patienterne generelt får en dårligere behandling, hvilket resulterer i forsinkede diagnoser og færre behandlingsmuligheder, da det simpelthen er for svært for sundhedspersonalet at forklare valgmulighederne uden en tolk.

I sundhedsloven står der ellers, at det er lægens pligt at sørge for, at patienten er informeret ordentligt, og lægen skal derfor bestille en tolk, hvis der er problemer med forståelsen.

Morten Sodemann, det er jo lægens ansvar, at der er en tolk til stede, så det behøver vel ikke komme så vidt?

- Problemet er, at politikerne og lægerne ikke er enige om det her, for det er ikke bare en neutral beslutning, som lægen skal være ligeglad med, siger han.

- Vi skal jo have en samtale med patienten om alvorlige forhold i livet, og vi vil da nødig have konflikter med dem om, at de skal betale for en tolk. Det ødelægger patientforholdet. Så mange læger undgår den konflikt og prøver så at kæmpe sig igennem med fingersprog.

Patienterne er ikke blevet bedre til dansk

Da tolkegebyret blev indført tilbage i 2018, lød argumentet fra daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), at det skulle være med til at sikre, at folk, der bor i Danmark, også lærer det danske sprog.

Ifølge Marie Louise Nørredam, der er professor ved Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed og har forsket i tolkegebyrets konsekvenser, er der dog stor forskel på at kunne tale med pædagogen i børnehaven og så forstå, hvad en ultralydsundersøgelse af hjertet indebærer.

- At forstå sundhedstermer og lægefagligt sprog kræver lidt ekstra end et nogenlunde dansk, fastslår hun.

Kan faldet i brugen af tolke ikke være et udtryk for, at flere har lært dansk, og at tolkegebyret har virket efter hensigten?

- Det er svært at forestille sig, at denne patientgruppe har lært dansk, så hurtigt, godt og effektivt, at det slår sådan ud i tallene, mener Marie Louise Nørredam.

Morten Sodemann afviser også, at faldet af tolkninger er et udtryk for, at patienterne er blevet bedre til dansk. Det kan heller ikke forklares med, at der er kommet færre indvandrere til landet, da det modsatte ifølge tal fra Integrationsbarometret er tilfældet.

- Det er der intet, der tyder på. Tværtimod. Jeg tror ikke, du vil opleve, at 40 procent af krigsflygtninge vil lære dansk på tre år, som det ser ud til, hvis man køber ind på, at det er forklaringen siger han.

Hvis regeringen har et ønske om, at udlændinge skal lære sproget hurtigere, mener overlægen ligesom sundhedsorganisationerne derfor, at de bør sætte ind et andet sted og afskaffe tolkegebyret.

TV 2 har forsøgt at få et interview med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), men hun har ikke ønsket at stille op.

En tidligere tjetjensk kommandør, Daniil Martynov, er blevet sendt til Tyrkiet for at hjælpe jordskælvsofre på vegne af den russiske stat. Han har givet flere interviews til Ruslands statsmedier om de omfattende ødelæggelser i det tyrkiske grænseland, skriver CNN.

Men Daniil Martynov er eftersøgt af Ukraine. Den ukrainske efterretningstjeneste, SBU, mener helt specifikt, at tjetjeneren er ansvarlig for en række krigsforbrydelser i Borodianka nord for Kyiv, hvor soldater på Martynovs ordre blandt andet stormede et psykiatrisk hospital og tog 500 gidsler.

Ifølge SBU brugte soldaterne herefter hospitalet med de 500 menneske som skjold, mens de skød mod ukrainske mål fra bygningen.

Hospitalsdirektøren har tidligere udtalt, at hun stod ansigt til ansigt med Daniil Martynov under angrebet.

- En soldat introducerede sig for mig. Han sagde, at han hed Daniil Martynov, og at han var en russisk oberst. Han sagde også, at hvis vi opførte os ordentligt, ville vi overleve, sagde Maryna Hanitska ifølge CNN.

Flere øjenvidner fortalte, hvordan russerne lagde miner rundt om bygningen og gravede voldgrave, mens de holdt patienter, læger og sygeplejersker fanget.

Belejringen af hospitalet stod på i under én dag.

I spidsen for Kadyrovs soldatter

Daniil Martynov er en del af inderkredsen hos den tjetjenske leder, Ramzan Kadyrovs, og det var også en gruppe af de såkaldte kadyrovitter, som Martynov stod i spidsen for, mener Ukraines efterretningstjeneste.

SBU kalder ham for en af Kadyrovs livvagter.

Alligevel ville Kadyrov ikke kendes ved, at den eftersøgte soldat arbejdede under hans hær, da han blev konfronteret med anklagerne om krigsforbrydelser, skriver CNN.

I stedet sagde Kadyrov, at Daniil Martynov arbejdede for det russiske ministerium for civilforsvar og nødsituationer. Han sendte dog samtidig en trussel mod ukrainerne.

- Bare sig tid og et sted, så kommer vi og finder ud af præcist hvem, de rigtige kriminelle er.

I 2020 blev Daniil Martynov sanktioneret af USA som værende en nøglefigur i Ramzan Kadyrovs brutale styre i Tjetjenien.

Amerikanerne mener, at Martynov står bag en lang række brud på menneskerettighederne i Rusland.

Endnu en gang er mink i centrum for bekymrede miner blandt eksperter, når det gælder en smitsom virus.

Det var tilfældet under coronavirus, hvor en udmelding fra Statens Serum Institut om en særlig alvorlig mutation, cluster-5, i november 2020 igangsatte udrydningen af mink i Danmark.

Og det er nu – under et af de største globale udbrud nogensinde med højpatogen fugleinfluenza H5N1 – tilfældet igen.

Det kan lyde som om, at vi ikke tager det alvorligt. Det gør vi

Charlotte Vilstrup, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen

For første gang er der nemlig nu sket smitte mellem pattedyr – helt specifikt mellem mink på en farm i Spanien. Og derfor er øget overvågning ifølge eksperter nødvendigt.

Alligevel bliver de mink, der siden årsskiftet igen er lovlige i Danmark, kun testet for coronavirus. Ikke højpatogen fugleinfluenza H5N1.

Det oplyser Fødevarestyrelsen til TV 2.

- Det ene tilfælde, der var i Spanien i oktober 2022, er dét, vi nu vurderer, fordi videnskabelige artikler konkluderer, at der tilsyneladende er sket smitte mellem mink efter kontakt med vilde fugle, siger Charlotte Vilstrup, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen.

Styrelsen bestilte i midten af januar en risikovurdering fra Dansk Veterinær Konsortium, hvor forskere på Københavns Universitet og Statens Serum Institut samarbejder. Den rapport afventer styrelsen nu resultaterne af.

Sektionsleder og seniorforsker ved Statens Serum Institut, Ramona Trebbien, oplyser til TV 2, at der bliver observeret symptomer hos minkene.

- Mink får formodentlig symptomer, hvis de bliver smittet med højpatogen fugleinfluenza H5N1, så man ville se det. Og de mink, der kommer til Danmark, bliver sat i karantæne, siger hun til TV 2.

Mink lever udenfor og kan komme i kontakt med vilde fugle

Indtil nu er smitte med den højpatogene H5N1-virus kun sket ved, at enten mennesker har været i tæt kontakt med smittede eller døde fugle – eller at vilde dyr har spist dem.

En minkfarm er nærmest en mutationstræningslejr for H5N1

Lone Simonsen, professor, RUC

Og tilsyneladende er det lige netop det sidste, der startede den smitte, der spredte sig fra et bur til mange af de øvrige 51.985 mink på farmen i Spanien i oktober og november sidste år.

Ifølge Lone Simonsen, professor i epidemiologi og leder af PandemiX centeret på Roskilde Universitet, mistænker myndighederne i Spanien nemlig, at en af minkene på farmen har fået fat i en fugl, der har været smittet – selvom fuglelort fra en smittet fugl også kunne have startet balladen.

Og det er i virkeligheden ifølge professoren hele humlen ved problematikken med minkbesætninger, når det gælder en virus som højpatogen fugleinfluenza H5N1. For mink lever halvvejs udenfor, og derfor er de svære at holde fra vilde fugle, som hun siger.

- Under covid-19 gjaldt det om at holde mink fra mennesker. Der var det bedre at holde dem udendørs end indendørs. For at undgå kontakt mellem mink og fugle er udendørs et problem. Så hvor skal de egentlig være henne? spørger Lone Simonsen.

Der er lige nu ikke sat foranstaltninger i gang, der forhindrer, at minkene kommer i kontakt med vilde fugle, oplyser Fødevarestyrelsen. Også her afventer Fødevarestyrelsen rapporten fra Dansk Veterinær Konsortium, der formentlig lander i slutningen af næste uge.

- Og så vil vi på baggrund af den se, om vi skal skærpe kravene til, hvordan man kan have mink i Danmark, siger Charlotte Vilstrup.

Men hvad skal der egentlig til, før højpatogen fugleinfluenza H5N1 begynder at kunne smitte mellem mennesker?

Grisen som the mixing vessel

Lone Simonsen forklarer, at pandemiforskere altid har arbejdet ud fra teorien om, at grise var det pattedyr, hvor både fugle-, menneske- og griseinfluenza i teorien kunne mødes og blive til ny influenzavirus, som kunne forårsage en pandemi mellem. At grisen var the mixing vessel, som hun kalder det.

Vi venter på risikovurderingen, for det er sådan, vi arbejder

Charlotte Vilstrup, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen

Af samme grund er der overvågningssystemer sat i værk, når det gælder grisehold. Det skyldes blandt andet griseinfluenza.

- Vi holder øje med typer af influenzavirus. Hvis der skulle komme højpatogen influenzavirus H5N1, så ville vi også opdage det, for vi screener de prøver, vi får ind, siger Ramona Trebbien fra SSI.

Men det er altså ikke tilfældet med mink.

- Det skal bestemt ikke lyde som om, at vi ikke tager det alvorligt. Det gør vi. Men vi skal være sikre på, at vi gør det rigtige. Vi skal også hele tiden blive klogere og tage de nødvendige forholdsregler på videnskabelig baggrund. Og det er det, vi gør nu (med risikovurderingen, red.), siger den danske veterinærdirektør Charlotte Vilstrup.

Vi ved allerede, at det kan gå stærkt, når en virus begynder at løbe mellem mink, og at det kan skabe problemer for mennesker. Hvorfor tester man ikke bare minkene for fugleinfluenza nu som en ekstra forholdsregel, før vi ved, hvad risikovurderingen viser?

- Vi venter på risikovurderingen, for det er sådan, vi arbejder. Man kan altid gøre alt muligt, men vi vil gerne vide, at det, vi gør, både er det rigtige og også det rigtige på nuværende tidspunkt. Det er vurderingen, at vi godt kan vente, til risikovurderingen lander hos os i slutningen af måneden, siger Charlotte Vilstrup.

Hun fremhæver, at de initiativer for smittebeskyttelse, der er sat i værk i forhold til mink på grund af SARS-CoV-2, også vil hjælpe i forhold til risikoen for at få smitte ind på minkfarme.

En minkfarm er nærmest en mutationslejr, siger professor

På minkfarmen i Spanien testede man de syge og døde mink for SARS-CoV-2. Testen var negativ, men fordi der på en nærliggende kyst i ugerne forinden var fundet døde fugle og søløver, der var smittet med H5N1, besluttede myndighederne også at teste for denne virus.

Og det viste sig altså at være det første tilfælde nogensinde, hvor højpatogen fugleinfluenza H5N1 smittede mellem pattedyr.

- Man kan måske tænke sig, at minken er blevet til den mixing vessel, som vi mistænkte grisen for. En minkfarm er nærmest en mutationstræningslejr for H5N1. Sådan tænker vi – os, der bekymrer os om det her, siger professor Lone Simonsen.

Også ifølge Ramona Trebbien fra SSI er der en teoretisk risiko for, at et menneske – eller et andet dyr – bliver smittet med to forskellige influenzavirus.

- Det kunne være, hvis de her mink også tilfældigvis var inficeret med en hel almindelig sæson menneskeinfluenza, og der så kommer fugleinfluenza også. Så er der en teoretisk mulighed for, at de virusser kan blande gener og forårsage en ny virus, som sandsynligvis ville være bedre til at smitte mellem mennesker, forklarer hun.

Hun understreger imidlertid, at det kræver nogle helt særlige forhold, før en virus bliver overført fra en vært til en anden og efterfølgende sprede sig for eksempel fra menneske til menneske.

- Men det er noget, vi skal holde øje med, siger hun.

Patienter, som i årevis har ventet på at få foretaget komplicerede operationer i det offentlige, skal kunne komme hurtigere til.

Det giver trods alt lys for enden af tunnelen

Marie-Louise Rasmussen, hoftepatient

Det er i hvert fald ambitionen i en ny aftale mellem regeringen, Danske Regioner og Sundhed Danmark – privathospitalernes brancheorganisation.

Og det vækker håb hos flere af de patienter, TV 2 har talt med.

En af dem er 19-årige Marie-Louise Rasmussen, der lider af hoftedysplasi. Som TV 2 også tidligere har beskrevet, venter hun lige nu på den hofteoperation, der skal give hende livet med venner, studier og fritidsarbejde tilbage.

- Jeg synes, det er meget positivt, at regeringen endelig har fået øjnene op for, hvor stort et problem det er med lange ventetider. Det giver trods alt lys for enden af tunnelen, selvom man næsten ikke tør håbe længere, siger hun.

En lettelse

Marie-Louise Rasmussen fik sin diagnose i 2021 efter en længere periode med voldsomme hoftesmerter.

En tid til udredning kunne godt nok først lade sig gøre i 2025 på Odense Universitetshospital, men Region Syddanmarks behandlingsgaranti sikrede hende på daværende tidspunkt en aftale på et privathospital, der altså fire år tidligere kunne stille hende den rette diagnose.

Siden fulgte en række måneder med indhentning af nye henvisninger og en privat pengeindsamling til den første hofteoperation, som blev foretaget i november.

På grund af forundersøgelsen i det private var Marie-Louise Rasmussen nemlig rykket bag i køen og måtte se sig nødsaget til selv at betale de 120.000 kroner per hofte, operationen ville koste.

Nu venter hofteoperation nummer to i det private i juli, men inden da håber Marie-Louise Rasmussen, at den nye aftale vil betyde, at det offentlige vælger at betale for den.

- Jeg er kun 19 år og studerende, så jeg har ikke lige 240.000 kroner liggende. Derfor ville det være en stor lettelse for både mig og min familie, hvis det offentlige nu går ind og siger, at de vil betale hofte nummer to, siger hun.

Giver håb

Selv hvis aftalen ikke er ensbetydende med, at hun får dækket sin hofteoperation til sommer, er Marie-Louise Rasmussen glad for, at hun har været med til at sætte fokus på området i blandt andet medierne.

- Det burde ikke komme bag på sundhedsvæsenet, at der er den her form for problematik, men det er der.

Også Brian Schulz har fulgt særligt interesseret med i præsentationen af den nye aftale mellem regeringen og sundhedsparterne.

Han er lige nu sygemeldt med flere diskusprolapser og har ventet i mere end to år en rygoperation, som han endnu ikke ved, hvornår han kan få.

- Den nye aftale giver mig virkelig håb. Forhåbentlig betyder den, at os, der har komplicerede lidelser, måske kan komme lidt hurtigere til, siger han til TV 2.

Rabatordning i 2023

Den nye aftale, der skal komme de lange ventetider til livs er indgået mellem regeringen, Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation, Sundhed Danmark.

Den vil blandt andet give privathospitalerne mulighed for at udføre specialoperationer, de ikke tidligere havde lov til at udføre.

Og så indebærer den for privathospitalerne, at de i 2023 skal give det offentlige en rabat på 12 procent for behandling. I 2024 falder den rabat så til 10 procent.

Læs mere om den nye aftale i Sundhedsministeriets pressemeddelelse her.

Pilen peger nu direkte på de danske privathospitaler, når de lange ventelister i sundhedsvæsnet skal nedbringes.

Vi forstår simpelthen ikke den her aftale

Thomas Kiær, overlæge og direktør på privathospitalet aCure

Det fremgår af en ny aftale, regeringen netop har indgået med Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation Sundhed Danmark.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en nem aftale for os at indgå, men det er en rigtig aftale, som vi i branchen har bred opbakning til, lød det fra Sundhed Danmarks næstformand, Michael Gram Kierkegaard, kort efter præsentationen.

Men selvom der ifølge Gram Kierkegaard er "bred opbakning" til aftalen i branchen, så vækker den absolut ikke begejstring hos de privathospitaler, TV 2 har været i kontakt med.

- Det må stå for hans egen regning, for vi forstår simpelthen ikke den her aftale. I min optik har den ingen gang på jord, siger Thomas Kiær, overlæge og direktør på privathospitalet acCure i Lyngby, for eksempel.

Mangler konkrete retningslinjer

Privathospitalerne skal med aftalen give det offentlige en rabat på 12 procent for behandlinger i 2023. Fra 2024 falder rabatten så til 10 procent.

Derudover vil aftaleparterne som noget nyt benytte sig af en såkaldt fast track-model, hvor privathospitalerne og regionerne hver især skal byde ind på de opgaver, hvor udfordringerne med lange ventelister i det offentlige er værst.

Men derudover fremgår det ikke, præcis hvordan planerne skal udmøntes, og det frustrerer Thomas Kiær.

- Der er ikke fastsat nogen som helst retningslinjer ud over intentioner. Så for mig at se indeholder denne her aftale intet andet end en prisreduktion, der vil gavne Danske Regioner, siger han.

Prisstigninger

Som så mange andre steder står aCure også over for prisstigninger i 2023-budgettet på 10 procent grundet inflationsstigninger og høje energiregninger, understreger Thomas Kiær.

- Alt det, vi laver, er betinget af, at vi har vores maskinpark i orden, og alene det er en enormt stor post i budgettet, siger Thomas Kiær.

- Så sent som i dag har jeg fået besked fra en af vores leverandører om, at et produkt, vi bruger til skulderoperationer, nu stiger i pris.

Der er med andre ord ikke råd til at lave rabatter til regionerne, så længe der ikke er vished om, hvor mange patienter der i så fald vil komme ind ad døren, siger overlægen.

- Det, der ligger i en prisreduktion på 12 procent, er, at vi skal behandle tilsvarende 12 procent flere patienter. Og det er der ingen garanti for med den her aftale.

Men bør I ikke tage jeres del af ansvaret for, at vi får bragt de her lange ventetider ned hurtigt?

- Jo, og der er ikke noget, vi hellere vil end at blive en ansvarsfuld spiller i det her. Men ligesom et offentligt hospital skal have budgettet til at løbe rundt, så skal vi også.

Ikke en lukrativ forretning

ACure-direktøren frygter nu, at den nye aftale mellem regeringen og parterne vil forringe kvaliteten i de behandlinger, privathospitalerne kan levere fremover.

Problemet er, at vi simpelthen tjener for lidt i forvejen

Thomas Johnsen, direktør for Privathospitalet Danmark

Både fordi personalet kan ende med at blive mere presset, og fordi rabatterne kan tvinge privathospitalerne til at spare andre steder.

Thomas Kiær bakkes op af Thomas Johnsen, direktør for Privathospitalet Danmark i Nordsjælland.

Til TV 2 fortæller han, hvordan der i forvejen er visse operationer, som privathospitalerne ikke engang tjener penge på at udføre i dag, særligt på grund af den stigende inflation.

- Denne her aftale er ikke nødvendigvis lukrativ for privathospitalerne, siger han og fortsætter:

- Problemet er, at vi simpelthen tjener for lidt i forvejen.

Både han og Thomas Kiær påpeger desuden, at sygeplejersker i år indgår i nye overenskomstforhandlinger, og at det derfor også er svært for privathospitalerne at forudse lønbudgetterne for den kommende tid.

For at imødekomme de stigende priser og den nye aftale vil man fra Privathospitalet Danmarks side nu danne sig et overblik over, hvilke specialoperationer der ikke længere er lukrative.

Herfra vil de pågældende operationer blive fjernet fra privathospitalets såkaldte "specialeplan", så der fremover kun tilbydes de typer operationer, der kan tjenes penge på.

Serhij Shumei har en god nyhed, som han glæder sig til at dele. Sønnen Vitalij Shumei smilede, og det skete netop her til morgen.

Når man i seks måneder har siddet ved sin søns side, vasket ham, madet ham, skiftet ble, sunget og læst for ham, og svaret hver gang blot har været tavshed, så føles selv små fremskridt som en sejr.

- Ja, det er nærmest et gennembrud, forklarer den tidligere oberstløjtnant, der har viet sit liv til at få sin Vitalij på fode igen.

- Han fik massage som så mange gange før, men for første gang var der bevægelse. Massøren sagde: ”Skub, skub, Vitalij”, og pludselig bevægede han benet. Og så smilede han!

Serhij lyser op i et stort smil.

TV 2 møder faren på en cafe i provinsbyen Tjernihiv. Byen, hvor sårede soldater kommer for at blive plejet og genoptrænet på det store militærhospital, hvor også Vitalij Shumei ligger. Nogle går med krykker, andre slentrer op ad gaden i selskab med rygende kolleger og ligner nogen, der er klar til at blive udskrevet.

Bare ikke Vitalij. Han er nu indlagt på sjette måned. Som soldat i en antiluftskytsenhed deltog han i de hårde kampe ved Donetsk tilbage i august i fjor, da hans stilling blev ramt af russiske granater. Et ammunitionslager eksploderede, og granatsplinterne rev en del af hans hjerne væk.

Den to meter høje soldat, der eller havde gjort sin far så stolt, blev forvandlet til et barn, man ikke kunne nå.

Og siden da er far Serhij ikke veget fra hans side.

Tårer og glimt

Det med ikke at vige fra sin søns side skal tages helt bogstaveligt. Alle døgnets timer har Serhij opholdt sig på hospitalet, om natten sover han i stuen ved siden.

- Jeg er der hele tiden. Altså lige undtaget når jeg går ud for at ryge.

Der var også den ene undtagelse, mens sønnen var indlagt i Kyiv, og Serhij måtte tage tilbage til Tjernihiv for at hente vigtige dokumenter og derfor var væk et døgns tid.

- Da jeg kom tilbage, var det, som om Vitalij rynkede øjenbrynene og havde en tåre i øjenkrogen. Som om han var ked af, at jeg havde været væk.

På militærhospitalet er der ikke adgang for andre end plejepersonale og pårørende, men på private videooptagelser fra hospitalsstuen kan man se Serhij gøre klar til at made Vitalij, der ligger ubevægelig med bar overkrop og et trakeotomirør til respiratoren i halsen, mens han stirrer tomt ud i rummet.

På en anden optagelse læser Serhij hilsner op for sønnen fra ukrainere fra hele landet. Tålmodig og med rolig stemme.

Tålmodigheden har betalt sig, for i starten gav lægerne ham ikke mange chancer. På en skala fra 1 til 12 vurderede de hans hjerneskade til 11,5. De første måneder var der ingen reaktion. Men omkring nytår begyndte det at ændre sig.

- Han begyndte at blinke og lukke øjnene, så når jeg for eksempel spørger ham, om det er ok, at jeg går ud og ryger, så lukker han måske øjnene for at markere, at det er i orden. På samme kan jeg fornemme, at der er et eller andet, han ønsker, når han blinker med øjnene.

For slet ikke at tale om dagen, hvor han spurgte sønnen: ”Ved du, hvem jer er?”, og svaret lød ”far”.

Det lyder som beskedne fremskridt. Men for Serhij er det lidt af en sejr.

Hemmeligheden

Måske er det hans militære baggrund, måske er det, fordi Serhij Shumei bare er god til at fokusere på de små lysglimt i mørket. Plejen og omsorgen for sønnen betragter han som sin del af kampen mod russerne, og han bebrejder ham ikke, at han meldte sig til militæret.

- Der er krig, og det er en skandale, men jeg er stolt af, at han var med til at forsvare sit, lyder det fra 64-årige Serhij, mens han ivrigt læner sig frem over bordet.

Det seneste års tid har været præget af tab, sorg, uvished og en nærmest ubærlig hemmelighed, for allerede i marts mistede Serhij sin hustru og Vitalij sin mor på grund et slagtilfælde, men faren har aldrig vovet at fortælle det til sønnen.

- De to var meget tæt forbundne, og jeg var bange for, at han skulle finde på noget dumt, hvis han fik det at vide, mens han var ude ved fronten. Så derfor holdt jeg det for mig selv, forsøgte at snakke udenom, undskyldte mig med, at hun var i byen, eller at hun lå og sov, når han ringede. Jeg nænnede ikke at fortælle ham det.

Det var før, at han også fik krigens omkostninger helt tæt på. Dengang som nu er han overbevist om, at Ukraine vil vinde krigen: ”Vi giver aldrig op”.

Serhij giver heller ikke op. Og han er sikker på, at han også vil få Vitalij tilbage.

Håbet

Uanset hvad så er den pensionerede oberstløjtnant ikke en mand, der dvæler ved sine egne følelser. Én gang måtte han dog overgive sig, fortæller han. Det var, da han hørte nogen foreslå at anbringe Vitalij på et plejehjem for krigsinvalider. Underforstået, opgive alle forsøg på genoptræning.

- Jeg sagde nej og vendte mig om og græd, fortæller faren.

Serhij Shumeis store håb er, at det vil lade sig gøre at finde en finde plads til sønnen på et udenlandsk hospital, der har specialiseret sig i den slags svært hjerneskadede.

- Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt, om det så skal tage fem år, så vil jeg gøre alt for at få ham tilbage på benene.

Hans drøm er, at far og søn en dag kan spille harmonika sammen, Serhijs store passion.

- Det er efterhånden sådan, at de ansatte her på sygehuset er begyndt at drille hinanden med, hvem der skal være den første til at byde Vitalij op til dans.

Lige nu er det Serhij og hans hjælper Irina, der bryder op. De skal tilbage til sygehuset, til Vitalij.

Optimismen og stædigheden fejler ikke noget hos Serhij Shumei. Og i morges lykkedes det endda at få Vitalij til at smile.

Landets privathospitaler skal fremover udføre flere behandlinger på det offentliges regning, så de lange ventelister i sundhedsvæsnet kan nedbringes.

Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en nem aftale for os at indgå

Michael Gram Kierkegaard, næstformand i privathospitalernes brancheorganisation

Det oplyser indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på et pressemøde lørdag formiddag.

- Det er en "noget for noget"-aftale, vi har indgået, og som jeg på vegne af regeringen er rigtig glad for, at vi lykkedes med at indgå i fællesskab, siger hun.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation, Sundhed Danmark. Den vil give privathospitalerne mulighed for at udføre specialoperationer, de ikke tidligere havde lov til at udføre.

Skal give rabat

Det indebærer for privathospitalerne, at de i 2023 skal give det offentlige en rabat på 12 procent for behandling, og at rabatten i 2024 falder til 10 procent, oplyser Sophie Løhde.

- Det vil betyde en prisreduktion for det offentlige sygehusvæsen på et trecifret millionbeløb og dermed også bidrage til at sikre, at vi kan få mest mulig sundhed for pengene, siger hun.

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på SDU, håber ikke, at rabatterne mindsker privathospitalernes lyst til at overtage operationer fra det offentlige.

- Vores offentlige sygehuse kan simpelthen ikke følge med for tiden. Man må gå ud fra, at når privathospitalernes brancheorganisation er gået med til det her, er det fordi, at der er luft til det i økonomien, siger han til TV 2.

Svær aftale

Til stede på pressemødet var også Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, og Michael Gram Kierkegaard, næstformand i Sundhed Danmarks bestyrelse.

Begge finder aftalen nødvendig.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en nem aftale for os at indgå, men det er en rigtig aftale, som vi i branchen har bred opbakning til, siger Michael Gram Kierkegaard.

Fast track-model

Aftalen indebærer også som noget nyt, at privathospitalerne får mulighed for at byde ind på en række specialiserede behandlinger, som de i dag er afskåret fra.

Det kan blandt andet være inden for ortopædkirurgi, fortæller Michael Gram Kierkegaard.

- Det at få en ny hofte, et nyt knæ, hvis man har en skulderskade, er de områder, hvor vi ser en høj aktivitet, og det forventer vi, at der også vil være fremover, siger han.

Ifølge Sophie Løhde vil aftaleparterne benytte en såkaldt "fast track-model", hvor privathospitalerne organiseret under Sundhed Danmark og regionerne hver især skal byde ind med de områder, hvor problemerne med ventelister er værst.

Dernæst skal de private sygehuse, som formår at levere op til kvalitetskravene, bringes i spil, så patienterne kan komme hurtigere til.

Ansøgningsfristen er 1. marts.

Tiltaget kommer til at have en positiv effekt på ventelisterne, mener Jes Søgaard.

- Det vil nok tage et par år, før vi kommer helt i land, men lige nu er der mellem 80.000 og 90.000 danskere, der står på en venteliste, og det er alt for mange. Mange af dem har det rigtig dårligt, og der er risiko for forværring, fortæller han.

Har tidligere mødt kritik

TV 2 har tidligere fortalt flere historier om, hvordan de lange ventelister påvirker adskillelige danskere.

Blandt andet 19-årige Marie-Louise Rasmussen, som stod mellem valget om at vente 2 år på en operation i hoften eller skaffe 120.000 kroner for at få lavet samme behandling på et privathospital.

At de private sygehuse indtil nu ikke har fået lov til at lave operationer for det offentlige danske sundhedsvæsen, har mødt kritik fra både patienter og eksperter.

Især fordi det er mere end seks år siden, at Sundhedsstyrelsen åbnede en ansøgningsrunde, hvor privathospitalerne kan søge om at blive godkendt til at foretage såkaldte højt specialiserede operationer – operationer, som den nye aftale altså nu vil gøre tilgængelige i privat regi.

På operationsbordet ligger en gris med benene i vejret. Den er stadig i live, selv om den er kraftigt bedøvet.

Imens gør hjertelæge og forsker på Aarhus Universitetshospital Jacob Schultz og hans kollegaer klar til at give grisen den planlagte behandling i det, som er et dyreforsøg på en operationsstue i kælderen under Aarhus Universitetshospital.

Grisen på briksen skal have indført op til fire blodpropper i lungerne. Blodpropperne ligner små blodslanger på en underarms længde og er dannet ved at udtage en større mængde af grisens eget blod for derefter at lade det størkne. Det foregår i lange plastikrør, hvorfra blodpropperne skal skylles ind i grisens kredsløb og gøre den syg.

Målet er ultimativt, at lægerne kan udvikle en behandling, hvor blodpropper i lungerne kan suges ud med et særligt værktøj. Virker behandlingen, kan den danne præcedens for fremtidig hjælp til patienter med lungeblodpropper.

Den blodfortyndende medicin, som i dag gives til patienter med svære blodpropper i lungerne, har den bivirkning, at den kan fremkalde større blødninger i for eksempel hjernen eller maven, hvilket kan bringe patienten i livsfare.

En alternativ behandlingsform er ønsket, og derfor ligger forsøgsgrisen klar til indgreb.

Groggy gris

I lettere groggy tilstand efter en indsprøjtning med sovemedicin er grisen i en transportkasse kørt til Institut for Klinisk Medicin i kælderen under sygehuset i Skejby.

Vi bor jo i et land, hvor dyreforsøg har en stolt tradition

Jacob Schultz, hjertelæge og forsker, Aarhus Universitetshospital

Det er hverken første eller sidste gang, at Jacob Schultz har en forsøgsgris på briksen, men det betyder ikke, at han kan ignorere, at grisen også har et liv, som han sandsynligvis er ved at afslutte.

- Jeg er ikke blevet så kynisk, at jeg ikke tænker over, at det er et dyr. Sådan er det slet ikke. Det kan jeg sagtens stadig se. Jeg er ikke blind for det, siger hjertelægen.

Alligevel er han afklaret med, at grisens liv potentielt må gå forud for patienterne på gangen ovenover. Som han siger, går regnestykket op for ham.

- Jeg synes, at det giver mening, og jeg bliver ikke ked af det over det. Jeg synes, at grisen har fået et godt liv. Det får netop et værdigt formål, og grisen lider ikke, siger Jacob Schultz.

Ved dyreforsøg opstilles der klare kriterier for, hvordan eksempelvis en forsøgsgris skal behandles.

- Når jeg opfylder de kriterier, kan jeg sagtens over for mig selv argumentere for, at det er helt okay, og når jeg så lykkes med at gøre noget godt for nogle patienter, så giver det mening for mig, siger Jacob Schultz.

Det liv, vores grise får, er anderledes, men jeg tror ikke, at det er dårligere

Jacob Schultz

Forud for et dyreforsøg går en lang række overvejelser, ligesom der skal foreligge en godkendelse fra Rådet for Dyreforsøg. For hvert forsøg skal der som udgangspunkt udstedes en ny tilladelse.

Blandt andet skal der argumenteres for, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at involvere et eller flere dyr, og om forsøget kan gennemføres på anden vis. Eller sagt på en anden måde om formålet er værdigt, forklarer Jacob Schultz.

- Og hvis et dyreforsøg er måden at gøre det på, gør vi os en masse overvejelser om, at vi skal bruge så få dyr som muligt, at vi skal få så meget ud af dyret som muligt, og at vi skal sørge for, at dyret ikke lider, siger hjertelægen.

Et anderledes griseliv

Når lige netop grise anvendes til blodpropforsøgene, skyldes det, at grisens hjerte og lunger anatomisk og størrelsesmæssigt er sammenlignelige med menneskets, ligesom kredsløbet minder om menneskers. Forsøgsgrisene vejer desuden 60 kilo, hvilket svarer meget godt til de patienter, Jacob Schultz og hans kollegaer behandler.

Grisene kommer fra Aarhus Universitetshospitals forsøgsgård. Det betyder også, at Jacob Schultz og hans kollegaer indimellem kommer tæt på dyrene, når de besøger gården for at undersøge en gris, der tidligere har været på briksen.

- Det er da klart, at når vi går rundt på gården og ser en gris gå og øffe og tænker på, hvordan dens liv skal ende, kan det da godt være lidt specielt, men jeg tillader mig at trække en pendant til, hvordan vi ellers har husdyr i Danmark, for de her svin er jo nogle grise, vi har købt af en bondemand, der ellers skulle sælge dem til svineproduktion, siger Jacob Schultz og fortsætter:

- Det liv, vores grise får, er anderledes, men jeg tror ikke, at det er dårligere. De skulle alligevel aflives til mad i en produktion et eller andet sted, hvilket også er et fint formål, men vores grise får en anden opmærksomhed. De har mere plads og mere kontakt, og de har det godt i den tid, de er hos os.

Allergi for rotter

Det var halvvejs gennem medicinstudiet, at Jacob Schultz fik interesse for hjertet og fysiologi. Han skrev derfor til nogle af hjertelægerne på Aarhus Universitetshospital og spurgte til deres arbejde, og efterhånden kom han tættere og tættere på hjerteforskningen i universitetshospitalets kældre.

Han tog et års orlov fra studiet for at medvirke til hjerteforskningen, som blandt andet involverede masser af forsøg på rotter. Et felt, han dog måtte forlade.

- Jeg udviklede en forfærdelig rotteallergi, som gjorde, at jeg skulle finde et andet sted at være, og så fandt jeg interesse for det her med blodpropper i lungerne, hvor det giver mening at teste på store dyr som grise, siger forskeren, som siden også skrev et ph.d.-projekt inden for feltet.

- Jeg brugte tre år af mit liv på at nørde blodpropper i lungerne, og siden har området hængt ved og er vokset, så yngre folk nu bygger videre på det arbejde, jeg tidligere har gjort, siger Jacob Schultz, som i dag er 35 år og i gang med at blive uddannet til speciallæge i hjertemedicin.

Hvor han tidligere udelukkende forskede, virker Jacob Schultz nu også som læge på hjerteafdelingen, hvor han også støder på patienter med blodpropper i lungerne. Også de svære blodpropper, der kan få fatale konsekvenser for patienten, når blodproppen har sat sig fast i lungen, og hvor han og de øvrige læger står i et svært dilemma, når de skal behandle.

Som det er i dag, behandles kun de allermest syge med medicin, der kan opløse blodproppen akut. Dette skyldes, at behandlingen er forbundet med risiko for blødninger i hjernen eller i maven. Kun hos de sygeste i akut livsfare står risikoen mål med gevinsten.

Andre patienter modtager almindelig blodfortyndende behandling, som også er effektiv. Forskning tyder dog på, at de også kunne have gavn af hurtigere fjernelse af blodproppen, hvis der fandtes en mere sikker behandling.

- Der er nogle patienter i dag, som er meget syge, men hvor vi ikke giver den mest effektive medicinske blodpropopløsende behandling af frygt for bivirkningerne. Det vil sige, at der er behov for nye behandlinger, konkluderer Jacob Schultz.

Han lufter et estimat på omkring 1400 årlige tilfælde af blodpropper i lungerne, men det er, som han bemærker, kun de tilfælde, der bliver opdaget.

- Blodpropper i lungerne kan være alt lige fra bittesmå blodpropper, som patienterne aldrig mærker, til en kæmpe blodprop, man kan dø af, og hvert år dør mennesker i Danmark af blodpropper i lungerne, siger Jacob Schultz.

Når han sætter skalpellen i en forsøgsgris, er det derfor en direkte udløber af, hvad han oplever på de medicinske afsnit, hvor hans behandlingsmetoder ikke altid rækker til at hjælpe de sygeste patienter. Ikke endnu i hvert fald.

Stor forskning i kælderen

Derfor bevæger han sig, meget forenklet forklaret, fra problemstillingen på hospitalsstuerne og ned i kælderen til forsøgsfaciliteterne for at afprøve den nye behandlingsidé, som på vejen er opstået i hans hoved.

Hvis ikke den eksisterende forskning inden for feltet kan besvare problemstillingen, er der måske basis for et forskningsprojekt, og dermed kan han i sidste ende stå med tilladelse til gennem forsøg på dyr at finde svar.

Det gør Jacob Schultz blandt andet også med viden om, at vigtige behandlingsmetoder, som i dag redder menneskeliv, tidligere er blevet til som følge af forskning i kældrene under hospitalet.

Mest berømt er nok den opfindelse, som hjertelæge Henning Rud Andersen gjorde, da han for omkring 30 år siden opfandt en metode til at udskifte en defekt hjerteklap ved at indføre en ny, sammenfoldet udgave via patientens lyske. I dag bruges behandlingsmetoden ifølge Jacob Schultz verden over.

Under udviklingen testede Henning Rud Andersen sin opfindelse på grise, og ligesom med lungeforskningen skyldtes det de anatomisk store sammenfald mellem vitale organer hos mennesker og grise.

- Henning Rud Andersen brugte lige præcis grise, fordi grisens hjerte og kredsløb passede til menneskers, og fordi man på den måde kunne udvikle udstyr i en størrelse, som man så kunne overføre til mennesker, forklarer Jacob Schultz.

- Det er selvfølgelig vores stjerneeksempel på, når tingene lykkes, og selvfølgelig er det også noget, som vi efterstræber, når vi forsøger at udvikle metoder, der kan komme til at spille en rolle for behandling af patienter, siger Jacob Schultz.

Hans drøm er at udvikle pendanten til behandlingen af akut blodprop i hjertet, som over de seneste årtier er udviklet fra medicin med svære bivirkninger til målrettede og sikre indgreb som for eksempel ballonudvidelse, og det kan meget vel blive den metode, som de i øjeblikket forsøger sig med på både grise og mennesker.

Forenklet forklaret går metoden ud på, at lægerne suger blodproppen i lungen ud med et specialværktøj, og resultaterne er indtil videre positive på de patienter, der indgår i de kliniske forsøg, som er næste skridt på vejen i udviklingen.

- Det er ikke standardbehandling, men vi bruger det lige nu i helt særlige tilfælde, hvor man står med ryggen mod muren med en særligt svær patient, der ikke kan få de behandlinger, vi ellers anvender, understreger Jacob Schultz.

Aflivet efter fire blodpropper

Selvom dyreforsøg kan synes kontroversielt, er Jacob Schultz en afklaret mand, når han mener, at det er rimeligt, at forsøgsgrisen må lade livet for at redde menneskets liv eller forbedre menneskets vel oven på alvorlig sygdom.

Han kan ikke huske, at han og hans kollegaer er blevet mødt af negativ respons på deres forskning. Heller ikke, når han har fortalt om sit arbejde i medier. Måske hænger det sammen med, at danskerne generelt er forstående over for brugen af dyreforsøg i medicinsk forskning, mener forskeren.

- Vi bor jo i et land, hvor dyreforsøg har en stolt tradition, og vi bor også i en by, Aarhus, hvor man har lavet dyreforsøg gennem mange år. Vi har i Danmark en tradition for at se mere på, hvad gavn det gør – modsat andre lande som England og USA, hvor det kan være meget sværere på grund af den offentlige mening om dyreforsøg.

Det sker, at Jacob Schultz og hans kollegaer skal undersøge, hvordan en gris reagerer på en konkret behandling, og så bliver grisen vækket efter operationen og sendt tilbage på forsøgsgården.

De fleste forsøg slutter dog med, at grisens gennem det tilsluttede drop får en dosis medicin, som sætter hjertet i stå. Det sker, mens grisen i forvejen er bedøvet, og grisen opdager derfor ikke, at dens liv slutter i sygehusets kælder.

Sådan slutter livet også for grisen fra starten af artiklen, som endte med at få skyllet fire blodpropper ind i lungerne, inden den var syg nok til at blive sendt gennem en af hospitalets scannere, så forskerne kunne indsamle data.

Om den syge gris kunne have levet videre efter dagen på sygehuset, står hen i det uvisse, for forskerne havde ikke tilladelse til at vække grisen igen.

Tværtimod indebar tilladelsen til det aktuelle forsøg, at grisen ved forsøgets afslutning skulle aflives, da den ville blive så syg af blodpropperne, at det ikke vil være etisk forsvarligt at vække den.

Til gengæld giver grisens død Jacob Schultz håb om, at han og kollegaerne om ti år er blevet så meget klogere, at de i et særligt center kan tage imod patienter med svære lungeblodpropper og med en relativt simpel behandling sende patienterne videre i livet uden alvorlige komplikationer.

Ægteparret lå og sov i deres dobbeltseng.

Alt åndede fred og ro inde i lejligheden, som lå i et ni etager højt boligkompleks med udsigt over Orontesfloden i den tyrkiske by Antakya.

Jeg troede ikke, at jeg ville komme ud

Mehmet Cicek, jordskælvsoffer

Men de to sovende lå i en dødsfælde.

For bygningens tynde betonmure beskyttede godt nok ægteparret mod nattekulden udenfor, men ikke mod det, som var ved at ske i undergrunden flere hundrede kilometer væk.

Spændinger i jordskorpen, der havde presset grundfjeldet sammen med 15 milimeter om året gennem flere hundrede år.

Og om lidt ville århundreders millimeter blive udløst på et øjeblik.

Et ekstremt øjeblik, som den ene af de to i dobbeltsengen ville slippe fra uden en skramme, mens den anden måtte dø.

Sådan var det for mange mennesker i det sydøstlige Tyrkiet og nordlige Syrien denne morgen.

De sovende familier

I byen Jindires i Syrien lå der for eksempel en højgravid kvinde i et fire etagers højt hus.

Hun kunne føde når som helst.

Vi fjernede skidtet og fandt barnet med navlestrengen intakt

Khalil Al-Sawadi, pårørende

Kvindens søster, mand og fire børn sov sammen med hende, de var alle flygtet fra borgerkrigen og regnede med, at der var sikkert hos deres slægtninge i Jindires.

Også her var alt roligt, da klokken passerede fire om morgenen 6. februar 2023.

Ingen af de sovende drømte formentlig om, at den bygning, de boede i, ville være blandt de 84 huse i Jindires, som om om få minutter ikke længere ville eksistere.

Heller ikke nær katastrofens epicenter var der tegn på, at noget skulle ske.

Det var ved den lille tyrkiske by Nurdagi, hvor en mor lå og sov med sin datter på to år og sin søn på seks, mens familiens far var på natarbejde.

Jeg fik mine børn til at trække vejret ved at puste luft til dem

Kader Ercan, mor til to

Han arbejdede på en benzintank, og når nattevagten var slut, ville han komme lige hjem til sine kære.

Men så blev klokken 04:17, og alting ændrede sig.

De små historier

De skæbner, du kan læse om her, stammer fra overlevendes fortællinger til det tyrkiske nyhedsbureau AA, avisen Haberton og tv-stationen TRT.

Vi følger tre skæbner fra tre forskellige byer i jordskælvszonen.

Fortællingerne er eksempler på noget af det mest ekstreme, mennesker kan opleve.

Og den enorme naturkatastrofe i Tyrkiet og Syrien består af titusindvis af sådanne historier.

Historier, der måske kunne have været færre af, for videnskabsfolkene har længe vidst, at der på et tidspunkt ville komme et større jordskælv i området.

Men i Tyrkiet er det de færreste huse, der er sikret mod jordskælv, selv om landets nuværende præsident Recep Tayyip Erdogan for 21 år siden kom til magten på løfter om at få styr på sikkerheden i byggebranchen efter et voldsomt jordskælv i Izmit i 1999.

Men kigger man ned fra oven, ser det ikke ud til at være sket.

Dengang som nu var det store ubesvarede spørgsmål, hvor og hvornår det næste store jordskælv ville ramme.

Forudsigelsen

Geologerne kan ikke forudsige den slags med sikkerhed, men det afholder ikke jordskælvsenthusiaster i at forsøge.

Som for eksempel den hollandske hobbygeolog/astronom Frank Hoogerbeets, der 3. februar kunne fortælle sine følgere på Twitter, at der før eller siden ville komme et kraftigt jordskælv i Tyrkiet.

Frank Hoogerbeets har forudset mange jordskælv, der aldrig kom i virkeligheden, og den etablerede videnskab anerkender ikke hans metoder, men denne gang ramte han plet.

At der før eller siden ville komme et jordskælv i Tyrkiet, er de fleste videnskabsfolk dog enige om.

Tyrkiet ligger nemlig på en såkaldt forkastningslinje, hvor jordskorpens plader mødes.

Pladerne bevæger sig hvert år en lille smule, men de er ikke på vej i samme retning, så derfor opstår der spændinger i undergrunden.

I Tyrkiet er det den anatolske plade og den arabiske plade, der mødes.

Videnskabsfolk kan måle, at de to plader bevæger sig cirka 15 millimeter i forhold til hinanden hvert år. Det har pladerne gjort i århundreder, og 6. februar 2023 klokken 04.15 gav grundfjeldet langs forkastningslinjen efter.

Det begyndte som en rumlen, der tog til i styrke.

Sengen der forsvandt

Rystelserne vækkede øjeblikkeligt den 68-årige Mehmet Cicek, der lå i dobbeltsengen ved siden af sin hustru i lejligheden ved floden gennem Antakya.

Han vidste straks, der var risiko for, at den høje bygning kunne styrte sammen, så han handlede hurtigt.

- Jeg kastede mig ind mellem garderobeskabet og natbordet, da jordskælvet kom, fortæller han nyhedsbureauet AA.

Mehmet Cicek kiggede over mod sin hustru og så, at hun stadig lå i sengen.

- Jeg sagde til hende, at hun skulle gå over til den anden side, men det gjorde hun ikke. Hun blev liggende, siger han.

Så gav de tynde betonvægge efter, og ni etager med lejligheder faldt sammen omkring Mehmet Cicek.

- Væggene styrtede ned på sengerammen, siger han.

Den 68-årige mand maste sig ind i klædeskabet, mens soveværelset forsvandt omkring ham.

Han var sikker på, at han skulle dø.

De flade huse

Mange af bygningerne i Mehmet Ciceks kvarter styrtede sammen, så hver etage kom ned oven på hinanden.

Fænomenet er kendt blandt ingeniører som en "pandekage-sammenstyrtning"

- I etagebyggeri er en af de værste former for sammenstyrtning i forhold til materielle skader og tab af liv pandekage-sammenstyrtninger, skrev to forskere ved Hamborgs Tekniske Universitet for nogle år siden i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Steel Structures.

- Her kommer nogle – eller alle – etager til at ligge oven på hinanden som en stabel pandekager, hvor indholdet af etagerne bliver knust imellem dem, fortsætter de to tyske videnskabsfolk.

I byen Antakya, hvor Mehmet Cicek forsøgte at overleve katastrofen i sit klædeskab, gjorde jordskælvet rigtig mange bygninger flade.

Ikke kun gamle boligblokke – men også enorme nybyggede komplekser med luksuslejligheder.

Et af dem hed Güclü Bahce City og bestod af fem boligblokke på ni etager, som blev indviet med en enorm gylden saks i 2019.

To af de fem nye blokke sank i grus sammen med hundredevis af andre huse i Antakya.

Fanget

Nær jordskælvets epicenter cirka 130 kilometer fra Antakya forvandlede rystelserne også mindre bygninger til ruiner på et øjeblik.

I et af dem, der lå i byen Nurdagi, boede 30-årige Kader Ercan med sin seksårige søn Resul, datteren Aybike på to, og sin mand Abdullah, der stadig var på job på benzintanken, da familiens hus begyndte at ryste.

- Da jeg vågnede, var der store ødelæggelser, fortæller Kader Ercan til avisen Haberton.

Hun vækkede sin søn, tog datteren op til sig og forsøgte at komme ud af huset i en fart.

- Mens jeg løb med min datter, styrtede huset sammen omkring os. Min datter var under min arm, og min søn lå ved mine fødder, fortæller hun.

Kader Ercan og hendes børn var fanget, nøjagtig som Mehmet Cicek i sit klædeskab og tusindvis af andre mennesker, der ikke nåede ud i tide.

I Jindires i Syrien blev højgravide Afra Al-Malehan og hendes familie også fanget i det fireetagers hus, de boede i som flygtninge fra borgerkrigen i landet.

Men det forhindrede ikke fødslen i at gå i gang inde under murbrokkerne.

Da rystelserne var forbi, var landskabet forandret.

Høje bygninger var væk, og på de 90 sekunder, det hele varede, havde de to plader i undergrunden nogle steder flyttet sig over tre meter på langs i forhold til hinanden langs forkastningslinjen.

Ved epicenteret havde den ene plade hævet sig over 10 meter i forhold til den anden.

Ifølge den amerikanske geologiprofessor Judith Hubbard var det formentlig op mod 300 års opsparede spændinger i jordskorpen, som blev udløst.

Manden i skabet

Spændinger der nu var skyld i, at Mehmet Cicek var spærret inde inde i sit klædeskab.

Ved et usandsynligt held skabte skabsvæggene et hulrum, så han kunne trække vejret og undgik at blive knust af betonstykker eller gennemboret af armeringsjern.

- Garderobeskabet beskyttede mig. Jeg kunne bevæge mig frit, siger han til AA.

Men han kunne ikke komme ud.

Og han var ikke den eneste, der havde brug for hjælp.

- Det var et mirakel, jeg ovelevede, siger han, men situationen under murbrokkerne forvandlede sig hurtigt til det værre.

Betonmurene og de varme sengetæpper beskyttede ham ikke længere mod kulden, og der var kun få graders varme denne morgen.

Hvor længe skulle han ligge her?

Oppe på overfladen var arbejdet med at søge efter overlevende i ruinerne allerede gået i gang.

Jeg fik mine børn til at trække vejret ved at puste luft til dem

Kader Ercan, mor til to

Mange af de indespærrede havde deres mobiltelefoner på sig og begyndte nu at sende beskeder til deres pårørende og lægge nødråb op på sociale medier.

Nødråbene fik endda deres eget hashtag på Twitter – #enkazaltındayım – som betyder "Jeg er under ruinerne".

Lyset kommer

I den lille by Nurdagi nær epicenteret havde 30-årige Kader Ercan ikke mulighed for at bruge nogen telefon under ruinerne.

Hun havde nok at se til med at holde sine børn i live.

Kader Ercan frygtede, de ville blive kvalt.

- Jeg fik mine børn til at trække vejret ved at puste luft til dem, siger hun til avisen Haberton.

Hun var desperat.

- Jeg råbte meget, men ingen hørte min stemme, siger hun.

Men efter noget tid stod solen op, og så kunne hun se lys.

- Der kom lys fra under vores fødder. Vi havde ikke kunnet få luft, hvis åbningen ikke havde været der, siger hun.

Efterskælvene

Også i klædeskabet i Antakya kom der lys.

Her sad Mehmet Cicek stadig og ventede på hjælp, da klokken havde passeret middag.

- Jeg kunne se lys, så jeg gravede et stort hul der. Jeg råbte, men ingen kunne høre mig. Jeg kunne høre dem, men de hørte mig ikke, siger han.

Mens Mehmet Cicek havde ligget under murbrokkerne, havde jorden rystet flere gange i mindre efterskælv, der havde fået beskadigede bygninger til at styrte sammen.

Og klokken 13.19 blev det alvor igen.

Endnu en gang blev der udløst spændinger i undergrunden i et jordskælv, der var næsten lige så kraftigt som det første.

Igen styrtede bygninger sammen i flere byer i Tyrkiet, og for de levende begravede var der risiko for at blive klemt yderligere fast eller mast af murbrokker ovenfra.

I Nurdagi nær epicenteret havde Kader Ercan kæmpet for at holde sine børn i live i 12 timer, da lyset ved hendes fødder pludselig tog til i styrke.

Hendes mand var kommet hjem.

Han var sammen med sin bror, og snart havde de to mænd fjernet murbrokker nok, til at Kader Ercan og de to børn kunne komme ud.

Både hendes søn og datter trak stadig vejret.

- Vi blev hevet ud af ruinerne efter 12 timer. Min bror kom fra byen Inegol og hentede os, siger hun til Haberton.

Den lille familie var sluppet fra katastrofen uden nogen døde.

Ventetid

Mehmet Cicek i klædeskabet var ikke lige så heldig som Kader Ercan og hendes børn.

Han var heller ikke så heldig at have familiemedlemmer, der søgte efter ham.

Han frøs og brugte sin hovedpude til at dække for det hul, han havde gravet, da lyset begyndte at svinde efter en lang dag.

- Jeg var nødt til at bevæge mine fingre og hele tiden vende mig for at undgå at fryse. Jeg troede ikke, at jeg ville komme ud, siger han.

Så hørte han igen lyde oppefra.

Mehmet Cicek råbte om hjælp, og pludselig fik han kontakt til to piger gennem hullet.

- De hørte mig og spurgte, hvor jeg var henne. Jeg forsøgte at forklare det, siger han.

Han var meget tørstig, så han bad pigerne hente noget vand til ham.

- De gik ud og hentede vand til mig og sagde, at de ville informere redningsberedskabet. Så gik de og kom ikke tilbage, siger Mehmet Cicek.

Da der var gået 14 timer fra Mehmet Cicek blev vækket af rystelserne, nåede redningsmandskabet frem.

Vi hører hele tiden stemmer fra folk, som råber under murbrokkerne

Muhammad al-Masto, operatør på en gravemaskine

Han var sluppet uden større fysiske skader.

Men hans hustru ligger efter alt at dømme død under ruinerne.

Som Hiroshima i 1945

Opgaven med at redde folk ud fra mørket blev hurtigt en kamp mod uret.

Mange steder var den alt for stor til, at myndighederne kunne løse den.

Og så var der de steder, hvor der ikke rigtig er noget redningsberedskab af betydning.

Vi skal undgå, at ruinerne falder sammen om dem

Muhammad al-Masto, operatør på en gravemaskine

Som for eksempel i Jindires i Syrien, der kontrolleres af en af landets oprørsgrupper.

Det var her, højgravide Afra Al-Malehan begyndte at føde, da huset styrtede sammen omkring hende.

Muhammad al-Masto, der ejer en gravemaskine, har i løbet af den seneste uge hjulpet med at hjælpe de levende begravede ud af ruinerne.

Han sammenligner situationen i Jindires med Hiroshima efter atombomben i 1945.

- Vi hører hele tiden stemmer fra folk, som råber under murbrokkerne, inklusiv kvinder og børn, men det tager lang tid at få dem ud, fordi vi skal undgå, at ruinerne falder sammen om dem, og fordi vi ikke har ordentligt udstyr, siger han til Al Jazeera.

Som dagene går, bliver livstegnene fra de indespærrede færre og færre – grænsen for hvor længe mennesker kan overleve uden vand, ligger på omkring tre døgn.

Barnet

Højgravide Afra Al-Malehan var en af dem, der ikke blev reddet ud i tide.

Hun omkom i ruinerne sammen med sin mand, søster og fire andre børn.

At give liv blev det sidste, hun gjorde.

Og da folk i Jindires fik kørt en gravemaskine hen til resterne af huset og begyndte at flytte betonelementer og krøllet armeringsjern, hørte en af dem pludselig gråd fra ruinerne.

- Vi fjernede skidtet og fandt barnet med navlestrengen intakt. Vi skar den over, og min fætter tog barnet på hospitalet, siger Khalil Al-Sawadi, der er slægtning til den lille.

En af de tilstedeværende filmede øjeblikket på sin mobiltelefon.

Barnet er en pige, og ifølge lægerne på hospitalet i Afrin var nogle af hendes ribben brækkede, men ifølge en af hospitalets læger, Hani Maarouf, er der gode udsigter til helbredelse.

Pigen kaldes Aya, og selv om hun kommer til at vokse op som forældreløs, har hun i det mindste livet.

Over 22.000 mennesker har ifølge de foreløbige tal mistet det – og tallet ventes at stige i de kommende dage og uger.