Inflationen taber højde igen: – Det er en vanvittig stor lettelse

I december var priserne 8,7 procent højere end de var for et år siden.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er anden måned i træk, at inflationen falder. I november var inflationen således på 8,9 procent, mens den i oktober var over 10 procent.

Fra november til december faldt forbrugerpriserne isoleret set med 0,6 procent.

Det er særligt prisfald på elektricitet, benzin og diesel samt fødevarer, der gennem den seneste måned har gjort det billigere at være dansker.

Modsat har blandt andet tv-udstyr, møbler og nye biler trukket den anden vej. Her er priserne nemlig fortsat med at stige.

En "vanvittig stor lettelse"

Faldet kommer efter, at inflationen i oktober ramte det højeste niveau i 40 år med 10,1 procent sammenlignet med samme måned året før.

Ifølge cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre er inflationen er dog fortsat "ekstremt høj" som følge af særligt de høje energipriser. Normalt siger centralbanker som Nationalbanken nemlig efter en inflation i omegnen af 2 procent.

Ikke desto mindre kalder han tirsdagens tal for "en vanvittig stor lettelse".

- Den dalende inflation vækker utvivlsomt lidt glæde og lettelse hos mange danskere. Prisstigningerne har gjort det omkring 40.000 kroner dyrere for en gennemsnitlig dansk børnefamilie i årligt forbrug, udtaler han i en skriftlig kommentar.

Økonomer forventer normal inflation om et år

De fleste økonomer forventer på nuværende tidspunkt, at inflationen vil fortsætte nedad i 2023.

Ifølge Jeppe Juul Borre tager flere faktorer allerede luft ud af prisstigningerne.

- De globale fødevarepriser er faldet de seneste ni måneder med 17 procent og er i dag lavere end for et år siden. Det kan lette prispresset i indkøbskurven. Også fragtrater og råvarepriser har peget ned, samt energipriserne har forladt de tårnhøje niveauer, siger han.

Hos Nykredit lyder nogenlunde samme analyse fra cheføkonom Palle Sørensen.

Ligesom mange af sine kolleger forventer han, at vi om ét år vil være tilbage på en inflation meget tæt på det gængse mål om 2 procent.

- Forventningen er, at vi kommer til at se kraftigt dalende inflation hen over det kommende år. Vore bedste bud er, at inflationen i december i år faktisk vil komme helt ned omkring 2,7 procent, siger han til TV 2.

Her er det vigtigt at huske, at det ikke er ensbetydende med, at priserne på varer og tjenester falder. Så længe inflationen er højere end nul, er der nemlig stadig tale om prisstigninger.

Løn og energi er jokere

Der er dog ingen garanti for, at økonomernes forudsigelser kommer til at holde vand.

Groft sagt er en af de vigtigste bremseklodser på inflationen nemlig, at folk generelt set sparer på pengene - og derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvor meget vi får i løn.

- Der er overenskomstforhandlinger, og der er usikkerhed om, hvordan løndannelsen bliver. Bliver lønstigningerne højere end vi forventer, er det klart, at inflationen også bliver højere, forklarer Palle Sørensen.

Samtidig er priserne på el og gas, der gennem det seneste år har set ekstraordinært store stigninger og fald, ifølge Jeppe Juul Borre "en joker".

- Energipriserne er i massiv grad med til at definere retningen, og det er på ingen måde usandsynligt, at de kan stige igen. Energipriserne har vist voldsomme udsving, og det er for tidligt at se sig fri for nye udsving, siger han.

Så meget feder alkohol, og så skadeligt er det

Måske er alkohol sjovt at drikke, men det både feder og kan være skadeligt for din krop.

Det fortæller professor og overlæge Filip Krag Knop fra Gentofte Hospital.

Alkohol er nemlig et næringsrigt stof med masser af energi, som bliver deponeret som særligt fedt i levercellerne.

Det er derfor, at for meget alkohol igennem længere tid kan være skadeligt for leveren. Alt det fedt fra alkohol, der bliver hobet op her, kan give en betændelsestilstand.

Den kan ifølge Filip Krag Knop forårsage arvævsdannelse og reducere leverens normale og livsvigtige funktioner.

- I yderste konsekvens kan der dannes så meget arvæv i leveren, at den ikke kan opretholde de normale funktioner, som er vigtige for helbredet. Den tilstand kalder man cirrose eller ”skrumpelever”, og det kan være en livstruende tilstand, siger Filip Krag Knop.

Risiko for at tage på

Men ud over de skadelige følger af at drikke for meget i for lang en periode er konsekvensen også, at alkohol feder.

- Det hele tæller i det samlede kalorieregnskab, og dermed øger alkohol risikoen for fedtophobning i leveren og andre steder i kroppen, siger han.

Det oplever fire kendte kvinder i tv-programmet ‘Alkoholeksperimentet’, der sendes i øjeblikket. Her lægger de alkoholen på hylden i en måned og oplever pæne vægttab og bedre sundhed.

Men hvad svarer al den alkohol, du drikker, til i fedt? Det kan du se her, hvor vi har omregnet kalorierne i seks populære drikke til margarine.

To pilsnere om dagen i en måned vil svare til, at du i samme periode har spist 1,06 kilo margarine. Sammenlagt vil du få 7750 alkoholrelaterede kilokalorier i løbet af den måned.

- Hvis man prøver at skrive ned, hvor mange øl man rent faktisk drikker – ved festlige lejligheder, i det daglige, til festivaler, studenterfester og på studieture – og så ganger det hele op, vil mange nok blive overrasket over, hvor stor en del af ens årlige kaloriebehov, der dækkes af indtag af pilsnerøl. Og eventuelt hvor meget fedt i ens krop der kommer fra øl, siger Filip Krag Knop.

To glas af en spansk rødvin hver dag i en måned vil svare til, at du har indtaget 2,15 kilo margarine i samme periode. Det er mere end dobbelt så meget som ved pilsneren. Sammenlagt vil du få 15.624 alkoholrelaterede kilokalorier i løbet af den måned.

- De fleste regner nok ikke med, at der skal løbes, hvad der svarer til et Eremitageløb på 13,3 kilometer for at forbrænde de tre glas rødvin, som røg ned med al den gode julemad. Eller at du som gennemsnitsdansker nok ville tabe dig cirka seks kilo på et år, hvis du droppede dine to daglige glas rødvin og ellers spiste og bevægede dig, som du plejer, siger Filip Krag Knop.

På trods af navnet svarer to skinny bitch hver dag i en måned til at spise 0,65 kilo margarine. Sammenlagt vil du få 4526 alkoholrelaterede kilokalorier i løbet af den måned.

- Navnet skriger til himlen. Man skulle tro, at det var et slankemiddel, men her bliver det tydeligt, at det rent faktisk ikke er et uvæsentligt antal kalorier, der kommer fra den rene alkohol i en sådan drink, siger Filip Krag Knop.

To glas af den cubanske drink med rom og rørsukker hver dag i en måned vil svare til at indtage 1,8 kilo margarine i samme periode. Sammenlagt vil du få 13.144 alkoholrelaterede kilokalorier i løbet af den måned.

- Her er et eksempel på en drik med en relativt stor mængde processeret kulhydrat, altså rørsukker, kombineret med en ikke lille alkoholprocent. I kalorieregnskabet “koster” det halvanden Mars-bar at drikke en mojito, siger Filip Krag Knop.

Den puertoricanske drink med både rom, kokoscreme, sukkersirup og ananasjuice er noget af en mundfuld. To glas hver dag i en måned svarer til at spise 3,4 kilo margarine i samme periode. Sammenlagt vil du få 24.800 alkoholrelaterede kilokalorier i løbet af den måned, hvilket gør den til denne tests klart mest fedende og skadelige drink.

- Her er lidt af en kaloriebombe. Dels fordi der er godt med alkohol i, og dels fordi der både er masser af kalorier i fra sukkeret i sirup og ananasjuice og fra alt det fedt, der er i kokoscremen. Det sukker, der typisk er i sirup, er fruktose, og det vil have en præference for at blive omdannet til fedt i leveren. Så et stort forbrug af piña coladaer vil øge riskoen for fedtleversygdom, siger Filip Krag Knop.

Tager du og skyller to tequilashots ned hver dag, svarer det til, at du har spist 0,37 kilo margarine på en måned. Sammenlagt vil du få 2728 alkoholrelaterede kilokalorier i løbet af den måned.

- Når man slår næringsindholdet af tequila op, bliver man præsenteret for fire nuller: 0 gram fedt, 0 gram protein, 0 gram kulhydrat og 0 gram kostfibre. Men det er jo tydeligt her, at der selv i et lille shotglas er kalorier, der enten kan sætte sig som fedt på sidebenene eller bruges til at danse natten og kalorierne væk, siger Filip Krag Knop.

Se andet afsnit af 'Alkoholeksperimentet' klokken 20 10. januar eller på TV 2 PLAY nu.

Epidemikommission vil coronateste rejsende fra Kina før flyrejse

Epidemikommissionen anbefaler ikke at indføre krav om coronatest for indrejsende fra Kina, når de er ankommet til Danmark.

I stedet opfordres luftfartsbranchen til at iværksætte krav om test forud for ombordstigning på fly samt brug af mundbind på flyet for at mindske risikoen for smitte om bord.

Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet mandag i en pressemeddelelse.

Beslutningen er i tråd med vurderingen fra Statens Serum Institut (SSI), som ikke mener, at krav om test af rejsende fra Kina til Danmark vil have en større effekt på den danske epidemikontrol.

Gratis test til rejsende

Da der alene er tale om anbefalinger og ikke restriktioner, kræver tiltaget ikke formelt behandling i Epidemiudvalget.

- Regeringen vil følge anbefalingerne fra SSI og Epidemikommissionen, og på mødet i morgen med medlemmerne af Epidemiudvalget vil jeg give Folketingets partier en status, siger Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde (V).

På samme tid anbefaler Epidemikommissionen at udlevere gratis antigentest til rejsende, der ankommer til Danmark med fly direkte fra Kina.

Og så arbejdes der på at iværksætte frivillig stikprøve PCR-test af rejsende fra Kina og test af spildevand med henblik på overvågning af nye varianter.

Flere lande heriblandt Tyskland har sagt, at de vil teste spildevand på fly, som kommer fra Kina.

Prøver fra fælles toilettanke

SSI analyserer i dag prøver fra fælles toilettanke i fire lufthavne to gange ugentligt. Det er København, Aarhus, Aalborg og Billund.

Metoden ville dog skulle laves om, hvis man skal kunne opdage nye varianter af corona.

Det ville tage op til fire uger at implementere, lyder det i vurderingen. Men SSI understreger, at det har sine begrænsninger, fordi man ikke kan se, hvem der er smittet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet drøfter nu sammen med myndighederne og luftfartsselskaberne, hvordan anbefalingerne kan implementeres.

Efter helt usædvanlig dag lavede plejehjem ny regel: – Alle følte sig under mistanke

Før en 60-årig sosu-hjælper blev anholdt for et drab og syv drabsforsøg, var hun en skattet medarbejder på Plejecenter Tirsdalen i Randers.

Det fremgik mandag af centerleder Susanne Tvedes forklaring ved Retten i Randers.

Der måtte være en, der gik rundt og gjorde noget, de ikke burde gøre

Susanne Tvede, centerleder, Plejecenter Tirsdalen

De to har kendt hinanden siden 2017, hvor den tiltalte blev ansat på plejehjemmet.

Lederen beskrev i retten sosu-hjælperen som sød, imødekommende og meget omsorgsfuld.

Men der foregik ting på plejehjemmet, som ikke burde foregå.

Der forsvandt medicin fra et medicinrum. Det blev konstateret i september 2021 og politianmeldt men ikke opklaret.

Tyveri meldt til politiet

Susanne Tvede var bekymret for, om nogen i personalet havde det svært og derfor tog medicinen til sig selv, husker hun.

- Der måtte være en, der gik rundt og gjorde noget, de ikke burde gøre. Det var det, jeg prøvede at få mit hoved til at tænke, forklarede hun i retten.

En kollega fandt det påfaldende, at den 60-årige sosu-hjælper havde været på arbejde flere af de gange, der var stjålet medicin, forklarede lederen i retten. Men nu var sagen politianmeldt, havde hun dengang konstateret.

Ifølge den tiltaltes egen forklaring gik hun i medicinrummet for at hente en gulvlift, som stod derinde. Det var også derfor, hun havde en nøgle til rummet.

Som sosu-hjælper havde hun intet at gøre i medicinrummet, medmindre der var sket en faldulykke, og hun skulle bruge liften, understregede Susanne Tvede mandag i retten.

Alle følte sig under mistanke

Susanne Tvede, centerleder, Plejecenter Tirsdalen

På grund af tyverierne blev der i september 2021 også sat lås på døren til medicinrummet, så man kunne se, hvem der låste sig ind.

I månederne op til det anklagemyndigheden betragter som drab og drabsforsøg, blev den 60-åriges nøgle registreret brugt 25 gange. Det var flere registreringer end for alle hendes kollegaer tilsammen.

Aldrig oplevet noget lignende

Søndag 27. februar 2022 blev fire beboere på plejehjemmet indlagt på Regionshospital Randers. De havde alle medicin i kroppen, som de ikke burde have. En af dem døde nogle dage senere.

Centerlederen havde aldrig før oplevet fire indlæggelser på samme dag. Der blev nu lavet en ny regel om, at alle ansatte skulle gå to og to sammen.

- Det var for at skabe noget sikkerhed for dem, der var på vagt. Alle følte sig under mistanke, forklarede Susanne Tvede i retten.

En af de kollegaer, der var på arbejde den søndag om morgenen, vidnede også i retten mandag.

Hun beskriver 27. februar sidste år som en vagt, hvor intet var, som det plejede.

Først fandt hun en af beboerne, en ældre mand, livløs og med besværet vejrtrækning. Hun tilkaldte en kollega. De ringede de 112 og gav manden hjertemassage.

Efterfølgende fortsatte hun rundt til beboerne og fandt endnu en ældre mand, der ikke havde det helt så slemt efter hendes opfattelse men med samme symptomer. Så der blev ringet 112 igen.

Forinden havde hun hørt fødder i løb. En kvinde var blevet dårlig, og hun blev nu selv kaldt dertil. Den dag glemmer hun aldrig nogensinde, forklarede hun i retten.

Fire ambulancer på få timer

Dagens sidste vidne var en social- og sundhedsassistent, som også var på vagt den dag. Det var hende, der blev tilkaldt af kollegaen, og hende, der gav den ældre mand hjertemassage.

Det blev ikke den eneste gang, hun skulle give hjertemassage eller ringe 112 den dag. I løbet af få timer blev fire beboere sendt med ambulance til hospitalet. Heller ikke hun havde nogensinde oplevet noget lignende, fortalte hun i retten.

På hospitalet havde den ledende overlæge heller ikke før oplevet fire patienter fra samme plejehjem på samme dag, forklarede han tidligere på dagen i retten. Det var ham, der først gjorde Østjyllands Politi opmærksom på sagen.

En af de fire indlagte døde 1. marts. De tre andre blev indlagt igen nogle dage senere. En af dem blev 14. marts indlagt for tredje gang.

Det var på det tidspunkt, at den 60-årige sosu-hjælper blev anholdt.

Ifølge anklagemyndigheden har hun forgiftet de fire beboere med præparaterne Baclofen, Mirtazapin og Diazepam i den hensigt at dræbe dem.

Hun nægter sig skyldig.

Der ventes dom i sagen i slutningen af februar.

Frygter trusler under blodprøver: – Der er sket en forråelse

Det er ikke kun sygeplejersker og andet sundhedspersonale på retspsykiatriske afdelinger, der risikerer at blive udsat for trusler af patienterne, fordi de skal gå med navneskilte.

Også bioanalytikere, der tager blodprøver på helt almindelige blodprøvetagningsambulatorier rundt omkring på sygehusene i Region Midtjylland, oplever trusler fra patienter.

- Det er en meget ærgerlig udvikling. Det er, som om der er sket et skred i samfundet. En form for forråelse, når patienterne bliver pressede. Lidt a la de historier, man hører fra detailhandlen om ekspedienter, der bliver overfuset, siger Karin Vestergaard, der er regionsformand i Danske Bioanalytikere, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun fortæller, at der eksempelvis på Regionshospitalet Gødstrup har været episoder, hvor patienter er blevet så frustrerede over ventetid på at få taget en blodprøve, at de har revet fat i en bioanalytikers navneskilt og taget billeder af navnet.

- For den enkelte bioanalytiker kan det opleves som ret voldsomt. Typisk kender man ikke de patienter, man skal tage blodprøver på, så man har ikke mulighed for at forberede sig på, hvem det er, der kommer ind ad døren, siger Karin Vestergaard.

Når nu vi kan rejse til månen, burde det ikke være så svært

Henrik Ørskov Larsen, fællestillidsrepræsentant

På alle sygehuse i Region Midtjylland har der også været meldinger om bioanalytikere, der er blevet kontaktet af patienter privat.

- Det kan være ret ubehageligt at blive kontaktet af patienter udenfor arbejdstid. Også selvom patienterne nogle gange bare vil invitere på en date eller lignende. Men det, at man ved, at nogen har noteret ens navn og fremsøgt oplysninger om en, kan være grænseoverskridende, siger hun.

Mulighed for pseudonym i 2024

Gennem flere år har sygeplejersker og andet sundhedspersonale efterspurgt mulighed for anonymisering i patientjournaler.

Og i 2021 blev journaliserningsloven da også ændret. Alligevel er der ikke sket noget endnu, og Danske Regioners prognose er, at de skal bruge indtil 2024 på at implementere den.

Men hos Dansk Sygeplejeråd (DSR) forstår de ikke, hvordan det kan tage så lang tid.

- Når nu vi kan rejse til månen, burde det ikke være så svært, har Henrik Ørskov Larsen, der er fællestillidsrepræsentant for retspsykiatrien i Horsens, tidligere udtalt.

Han frygter, at flere kolleger udsættes for chikane eller overfald eller siger op og forlader faget, inden loven implementeres.

Vi er nødt til at passe bedre på vores personale

Karin Vestergaard, Danske Bioanalytikere

Det samme siger DSR's kredsformand i Midtjylland, Anja Laursen.

- Alle kan jo se, at det kan være farligt for personalet. Det er både et landsdækkende og en tværfaglig udfordring, siger Anja Laursen og tilføjer:

- Vi synes, at det går alt for langsomt. 2024 er for langt ude i fremtiden, og der forventer man jo kun at have pseudonymisering klar – ikke mulighed for anonymisering. Men jeg ved ikke, hvordan det teknisk og praktisk skal vurderes, hvem der ikke må få adgang med indførsel af pseudonymisering, siger hun.

Kompleks opgave at løse

Danske Regioner har sendt et skriftligt svar på kritikken og fortæller, at pseudonymiserings-projektet er "komplekst".

- I første omgang etableres der mulighed for pseudonymisering i patientjournaler og log-oplysninger på sundhed.dk og i MinSundhed-appen. Løsningen gør, at medarbejdere i sundhedsvæsenet fremstår pseudonymiset for borgeren, når den aktiveres. Regionerne har nedsat et projekt, der skal sikre, at løsningen udvikles, og at der etableres regler, retningslinjer og processer for pseudonymisering. Løsningen forventes implementeret i løbet af 2024, lyder det.

Men Karin Vestergaard fra Danske Bioanalytikere mener, at alle medarbejdere selv skal have mulighed for at bestemme, om de vil bære deres fulde navn på navneskiltet.

- Det er ikke nok at indføre pseudonymisering som en mulighed. For hvis patienterne skal screenes, vil man måske nok kunne fange nogle af de retspsykiatriske patienter, men de patienter, som bioanalytikerne møder i ambulatorierne, vil ikke bliver opdaget i sådan en screening, siger hun.

Først havde overlæge svært ved at tro det – men tanken strejfede ham

Som ledende overlæge på Regionshospitalet Randers var Christian Skjærbæk vant til at tage sig af syge mennesker.

Men otte indlæggelser fra det samme plejehjem i løbet af en kort periode var han ikke vant til.

- Det tror jeg ikke, vi har set før. Det er også derfor, det gav anledning til opmærksomhed, sagde han mandag ved Retten i Randers.

Manden var indkaldt som vidne i en sag, hvor en 60-årig kvinde er tiltalt for drab og drabsforsøg mod fire beboere på Plejecenter Tirsdalen i Randers, hvor hun var ansat som sosu-hjælper.

Overlægen spiller en særlig rolle, da det var ham, der i sin tid gjorde politiet opmærksom på sagen.

Sjusk eller forbrydelse?

Det begyndte, da fire beboere fra plejehjemmet blev indlagt søndag 27. februar sidste år.

Her viste en prøve, at en af patienterne havde spor af et bevidsthedspåvirkende stof i kroppen, som hun ikke skulle have haft. Det samme havde de tre andre patienter.

Det var påfaldende, mente overlægen.

- Min første tanke var, at der ikke var styr på medicinen ude på plejehjemmet, forklarede han i retten.

Men var det bare sjusk? Eller kunne der ligge en kriminel handling bag? Han havde indledningsvist svært ved at tro det, men tanken strejfede ham.

Det var også det, snakken var begyndt at gå på på akutafdelingen.

Ringede til politiet

En ældre kvinde fra plejehjemmet blev i mellemtiden udskrevet, så hun kunne dø i hjemlige omgivelser, hvilket hun gjorde 1. marts.

På det tidspunkt anmeldte lægen sagen til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er sygehuse forpligtet til, hvis de mistænker, at der kan være en sikkerhedsbrist i forhold til eksempelvis håndtering af medicin.

Overlægen anmeldte sagen til styrelsen 2. marts 2022. Dagen efter blev to af de ældre indlagt igen. Nu ringede overlægen til Østjylland Politi.

Det betød, at politiet 3. marts modtog en anmeldelse fra overlægen og en anmeldelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og så begyndte efterforskningen.

Den sidste indlæggelse, der er rejst tiltale for, var 13. marts. Det er i alt otte indlæggelser, som af anklagemyndigheden betragtes som et drab og syv drabsforsøg.

Perfekt parforhold

Den 60-årige sosu-hjælper stod i sin indkørsel sammen med sin mand, da politiet 14. marts kom for at anholde hende. De var lige kommet hjem, forklarede tiltaltes mand, som mandag var det næste vidne i retten efter overlægen.

Som gift med en tiltalt har man ikke pligt til at vidne, men det ville manden gerne.

Han beskrev parrets forhold som ”perfekt”. Hun havde dog bekymringer i forhold til sit arbejdet på Plejecenter Tirsdalen. Der var efter hendes opfattelse problemer med medicinen, og nogle af kollegaerne havde en hård tone over for beboerne, fortalte hun sin mand.

Det har tidligere været fremme i retten, at den tiltalte i sit hjem havde medicin, som var udskrevet til beboere på plejehjemmet.

Manden bekræftede i retten, at hans kone havde taget medicin med hjem fra arbejdet. Men det var ikke noget, de talte om.

- Ikke andet, end når hun havde fundet og taget nogle æsker med hjem, som hun skulle aflevere, sagde han.

Kunne bare tage medicin med hjem

Tiltalte har selv forklaret i retten, at hun nogle gange tog medicin i sin lomme og havde det med hjem, fordi det ”flød” med medicin på plejehjemmet. Den medicin, politiet fandt på adressen, havde hun ifølge sin egen forklaring planlagt at aflevere tilbage.

Manden havde også fra sin kone fået den opfattelse, at der ikke var styr på medicinen på Plejecenter Tirsdalen.

Han har tidligere forklaret til politiet, at ansatte på plejehjemmet bare kunne tage medicin med hjem. At det var fast kutyme, at overskydende medicin blev stillet på en hylde, så personalet kunne tage det.

Det var ikke helt den forklaring, han gav mandag i retten. Men han har selv skrevet under på sin forklaring til politiet, som anklageren mandag henviste til.

Det var en ”lidt stressende situation”, forklarede han i retten.

Midt i den stressende situation var manden ikke videre imponeret over politiet, der ransagede parrets hjem flere gange. Det fik ham til at smile, da anklageren spurgte ind til det, fordi politiet ifølge ham ikke var effektive.

- Jeg ringede også til dem og sagde, at de havde glemt deres beviskuffert. Den stod åben på bordet, forklarede han.

Leder afviser

Efter den tiltaltes mand var hendes leder på Plejecenter Tirsdalen, Susanne Tvede, indkaldt som vidne.

Hun forklarede, at der kom lås på plejehjemmets medicinrum, efter man i september 2021 konstaterede, at der forsvandt medicin. Det blev også anmeldt til politiet som tyveri.

Ifølge lederen var det dog ikke normal praksis, at ansatte tog medicin med hjem.

Hun kan heller ikke genkende tiltaltes udlægning af medicinhåndteringen på Plejecenter Tirsdalen.

Retssagen begyndte ved Retten i Randers i forrige uge, og mandag er tredje retsdag. Der er i alt afsat 12 dage, og der falder efter planen dom i slutningen af februar.

Hør også om retssagen i TV 2s nyhedspodcast Dato

Thailand laver kovending om vaccinekrav for indrejsende

Det bliver alligevel ikke et krav for indrejse i Thailand, at man kan fremvise dokumentation for en coronavaccine. Det oplyser landets sundhedsminister mandag.

I weekenden lød det ellers, at indrejsende skulle dokumentere vaccination.

Det var de thailandske luftfartsmyndigheder, der lørdag annoncerede kravet. Men landets sundhedsminister, Anutin Charnvirakul, siger mandag, at et panel af sundhedseksperter er blevet enige om, at det er unødvendigt.

- At skulle fremvise bevis for vaccination ville være besværligt og ubelejligt, så panelets beslutning er, at det er unødvendigt, siger sundhedsministeren.

Ikkevaccinerede lukkes ind

Dermed vil både vaccinerede og ikkevaccinerede ifølge ministeren blive lukket ind i landet uden restriktioner.

Thailand er en af Asiens travleste rejsedestinationer og oplever for tiden den første højsæson, siden landet sidste år fjernede sine restriktioner på indrejse.

Restriktionerne medførte noget nær et kollaps i landets vigtige turistindustri.

Særligt kinesiske turister fylder i flokken af indrejsende. Før coronapandemien udgjorde de en fjerdedel af det årlige antal besøgende.

Salsa skal forebygge faldulykker hos ældre

Hofterne bølger frem og tilbage på Grethe Lorentzen.

- Det er nogle ret usædvanlige bevægelser for en dansker, men jeg er ved at lære det, konstaterer hun.

Den 65-årige efterlønner er i gang med ugens salsalektion hjemme på køkkengulvet i lejligheden i Aalborg:

- Det er en meget sensuel dans. Det passer mig vældig godt.

I forvejen er hun aktiv og går lange ture samt dyrker yoga og anden motion for at holde sig i gang. Og nu deltager hun også i et forskningsprojekt, der undersøger, om dans kan forebygge faldulykker og forbedre det mentale helbred hos ældre.

- Jeg er ved at komme op i årene, så går det jo ikke at sætte sig i en stol, for så går det bare én vej, og det er tilbage, siger hun.

Effektiv dans

Det er forskere fra Aalborg Universitet, der skal undersøge, om den latinamerikanske dans salsa kan være med til at forebygge faldulykker hos ældre. Salsaen er særligt udvalgt på grund af dens bevægelser, fordi den lader til at have en positiv effekt i forhold til at styrke vigtige muskler og at træne mobiliteten, forklarer Rasmus Kopp Hansen, postdoc på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet:

- Der er krav til balanceevne, man skal forholde sig til, hvor i rummet man er, og man snurrer rundt. Der er også krav til muskelstyrke.

Danmark har tidligere hjemtaget titlen som EU-rekordholder i hoftebrud. Hvert år bliver 13.000 ældre danskere indlagt på et hospital som følge af en faldskade, og det koster staten 1,5 milliarder kroner. Omkring en tredjedel af alle ældre over 65 år falder én gang om året i snit, og for borgere over 80 er det halvdelen.

Før deltagerne starter på danseundervisningen bliver deres ganghastighed, muskelstyrke, balance og bevægelsesapparat testet. I dag er det 76-årige Else Jørgensens tur.

- Selvfølgelig er det vigtigt at have en god balance, og det er det, som jeg håber at få ud af det her, siger hun.

Camoufleret træning

Indledende studier fra de danske forskere tyder på, at dans er bedre til at forebygge faldulykker end klassisk styrketræning.

Grethe Lorentzen er enig i, at dansen er camoufleret træning.

- Det er en motionsform, som passer mig godt, for jeg tænker ikke over, at jeg motionerer, siger hun.

Udover det fysiske aspekt er det også forskernes tese, at dansen vil kunne forbedre den mentale sundhed hos de ældre. Danseundervisningen foregår online, så det er muligt både at deltage sammen med andre på for eksempel et aktivitetscenter, mens man også kan danse hjemmefra og stadigvæk være en del af et fællesskab.

- Vi tror, at vi kan forbedre mental sundhed, livskvalitet og skabe mindre ensomhed, siger Rasmus Kopp Hansen fra Aalborg Universitet.

Drømmen for forskerne er, at online salsaundervisning skal bredes ud, hvilket også vil have en positiv effekt på den nuværende og fremtidige mangel på hænder i velfærds- og sundhedssektoren. Med brug af få ressourcer kan man både forebygge fald og samtidig lave aktivitet for en masse ældre.

Store forventninger

Forskningsprojektet udføres i Aalborg Kommune, hvor de også har store forventninger, fortæller Henrik Lydholm, chef for aktivitet og rehabilitering i Aalborg Kommune:

- Er der færre, som falder, er der færre, som skal have en hospitalsindlæggelse og udskrives til kommunen og have hjælp fra hjemmepleje og så videre. Vi hjælper selvfølgelig, når det går galt, men kan vi gøre mere for at forebygge fald eller styrke forudsætningerne hos borgerne, hvis de falder, så vil vi gerne det, siger han.

Grethe Lorentzen er kun netop stoppet med at arbejde, men tænker alligevel over, at det er vigtigt, at hun holder sig i gang. Salsa er nu blevet en del af hverdagen, og hun skifter snart køkkengulvet ud med et rigtigt dansegulv sammen med en masse andre.

- Det løfter humøret. Man bliver mere fit, og jeg skulle gerne holde mange år endnu, siger hun.

Populært feriemål indfører coronarestriktioner for rejsende

Planlægger man at rejse væk fra det danske vintervejr og tage på en rejse til Thailand, skal man have styr på coronadokumentationen først.

Det populære rejsemål har nemlig indført nye rejserestriktioner for alle udenlandske rejsende. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det samme fremgår på Udenrigsministeriets hjemmeside i Danmark. Ifølge ministeriet skal rejsende over 18 år vise dokumentation for fuldendt vaccinationsforløb.

Coronapas kan bruges

Det er også tilstrækkeligt, hvis man kan dokumentere at have været smittet inden for det seneste halve år eller kan vise lægedokumentation for fritagelse af coronavaccination.

Det danske coronapas kan desuden bruges som dokumentation for testresultat og vaccination.

De nye regler gælder fra mandag og i hvert fald frem til slutningen af januar, oplyser Thailands Civile Luftfartsmyndighed (CAAT) ifølge Reuters.

De nye rejseregler gælder ikke for dem, der har et thailandsk pas eller for de passagerer, som skal i transit i Thailand.

Krav droppet i oktober

Kravet om vaccination blev ellers droppet tilbage i oktober, men er altså blevet genindført, efter at Kina har åbnet sine grænser.

Dermed skal indrejsende ikke længere i karantæne ved ankomst til Kina.

Siden marts 2020 har alle indrejsende til landet ellers skullet i isolation i offentligt drevne faciliteter.

Med det nye tiltag gøres der dermed en ende på næsten tre år med isolationskrav, på trods af at landet netop nu kæmper med stigende coronatal.

I den forbindelse har en række lande på det seneste indført testkrav specifikt for rejsende fra Kina. I Europa gælder det blandt andet Storbritannien, Frankrig, Spanien og Italien i Europa.

Imens har Statens Serum Institut (SSI) indtil videre vurderet, at krav om test af rejsende fra Kina til Danmark ikke vil have en større effekt på den danske epidemikontrol.

I dag tager Kina “det sidste store skridt”: – En gamechanger af rang

Kina åbner sig nu mod resten af verden efter næsten tre år med strenge indrejserestriktioner.

Indtil nu har landet krævet lange karantæner for indrejsende og dermed næsten umuliggjort turisme fra udlandet.

Men fra søndag skal turister og andre rejsende udelukkende fremvise en negativ coronatest for at komme ind i landet. Og det vækker begejstring hos det danske erhvervsliv og den kinesiske befolkning.

- Det er det sidste store skridt. Det er den sidste alvorlige restriktion, der nu bliver fjernet, og det vækker kæmpe glæde fra især alle de familier, der har været adskilt af landegrænser i næsten tre år nu, siger Christina Boutrup, som er Asien-korrespondent for TV 2, fra Taiwan.

På alle måder er Kina utrolig vigtig for Danmark og dansk økonomi

Peter Thagesen, underdirektør i Dansk Industri ”Et wakeup-call” for markedet

Ifølge Christina Boutrup udgør internationale rejsende kun en lille brøkdel af markedet i Kina, som har et ”kæmpe internt marked”. Derfor har det større betydning for Europa, at landegrænserne igen er åbne.

- Vi har manglet kinesiske turister og erhvervsrejsende. For kineserne er faktisk den gruppe af turister, der bruger allerflest penge, når de rejser.

Samtidig kalder hun tiden med corona for et ”wakeup-call”:

- Den har vist os alle, hvor afhængige vi er af produktionen i Kina, og hvor ondt det gør, når hele fabrikker eller havne lukker ned, så vi ikke kan få fat i vores nye Playstation og varer, vi har manglet i Europa, siger Christina Boutrup.

”En gamechanger” for erhvervslivet

I knap tre år har forretninger og vigtige beslutninger mellem danske og kinesiske erhvervsdrivende været ”lammet” og besværliggjort af rejserestriktioner og lange karantæneudsigter, fortæller Christina Boutrup. Derfor er flere møder foregået over Zoom eller Teams.

- Men personlige relationer rykker alt i Kina. Så derfor er det vigtigt at komme ud for en masse danske virksomheder og komme tæt på markedet og deres partnere og forstå, hvad der foregår, så de bedre kan tage beslutninger, siger Christina Boutrup.

Og de første og mest hungrende danske forretningsfolk sidder allerede i fly på vej til Kina lige nu, fortæller Peter Thagesen, som er underdirektør i Dansk Industri.

Han kalder åbningen ”en gamechanger af rang” for dansk erhvervsliv og dets samhandel med Kina.

- Det her er et stort skridt i den rigtige retning. Kina er vores femte største importmarked og sjette største eksportmarked. Så på alle måder er Kina utrolig vigtig for Danmark og dansk økonomi.

- Vi har også over 500 datterselskaber i Kina, hvor det har været enormt bøvlet for danskerne at komme ind og besøge og hjælpe til på virksomhederne, siger Peter Thagesen.

Stigende smitte i Kina

I starten af december gik Kina fra en nultolerancepolitik med meget hårde restriktioner, udgangsforbud i måneder og afspærringer til et næsten helt åbent samfund. Det skete efter massive folkelige protester mod landets omstridte coronastrategi.

Som konsekvens er smitten med coronavirus på kort tid eksploderet i en befolkning, der efter tre år med massive nedlukninger er ringe vaccineret, og som ikke i væsentlig grad har været udsat for tidligere smitte.

Det har både skabt overbebyrdede hospitaler og sat pres på krematorierne.

Udbruddet forventes at forværres i løbet af det kinesiske nytår, som fejres i slutningen af ​​januar, hvor borgere i verdens folkerigeste land normalt bruger feriedage på at besøge venner og familie eller rejse udenlands. Og det skaber usikkerhed i befolkningen og vækker international bekymring.

Rejsende fra Kina velkomne uden test

Derfor har en række europæiske nationer valgt at efterleve anbefalingen fra EU's krisehåndteringsorgan, IPCR, som "på det kraftigste" har opfordret til at kræve en negativ coronatest for rejsende fra Kina.

Blandt andet Sverige, Tyskland, Spanien, Frankrig, Storbritannien og Italien har alle indført restriktioner for indrejsende fra Kina. Også lande i nærområdet som Indien, Taiwan og Sydkorea har indført testkrav for indrejsende fra Kina.

Men det gælder ikke for Danmark, hvor Statens Serum Institut (SSI) ikke anbefaler obligatoriske test.

- Givet det forventede relativt få antal rejsende fra Kina til Danmark, vurderes test af rejsende før ombordstigning på direkte fly fra Kina til Danmark at have marginal effekt på den danske epidemikontrol, lød det lørdag i en vurdering fra SSI.

Sundhedsministeriet skriver i en pressemeddelelse, at Epidemikommissionen skal komme med en rådgivende vurdering om tiltag mod coronasmitte fra Kina. Den forventes mandag.