Med en løgnehistorie om smerter efter en rodbehandling eller ondt i skulderen har en kvinde gennem flere år misbrugt andres cpr-numre til at få udleveret morfinpræparater gennem lægevagten.
Det erkender kvinden, som Station 2 har fundet frem til via en lydfil optaget af lægevagten.
- Jeg havde nogle små sedler foran mig med de forklaringer, navne og cpr-numre, jeg skulle bruge, siger kvinden til Station 2.
Programmet har fundet frem til svindleren med hjælp fra den kvinde, hvis identitet svindleren misbruger på lydfilen. Offeret kunne nemlig kende kvindens stemme.
Station 2 har opsøgt kvinden på hendes adresse i en lille by på Sjælland. Her bekræfter kvinden, da hun hører lydoptagelsen, at det er hende, der udgiver sig for at være en, hun ikke er.
Hun vil dog kun stille op mod anonymitet, så Station 2 giver hende derfor dæknavnet 'Ulla'. TV 2 er bekendt med kvindens rigtige identitet.
– Jeg gjorde det under tvang
Ullas svindel er ifølge hende selv gået udover fire personer, to mænd og to kvinder:
- Og så mindes jeg ikke, om det er gået udover flere.
Station 2 har dokumentation for Ullas svindel i 2012 og 2013, ligesom hun selv bekræfter, at det også er sket i 2011, men samtidig står hun stejlt på, at det ikke var for egen vindings skyld.
Ulla fik dengang og får stadig pillerne gennem egen læge, fordi hun har en skade i knæet. Ved den lejlighed indtog hendes ekskæreste nogle af pillerne, som han fik smag for, siger hun. Samtidig var det også ham, der ifølge hende vidste, hvordan man kunne skaffe flere.
- Bjarne fik at vide af nogle andre, som havde gjort det, at man kunne gøre det. Og så tvang han mig til at gøre det samme.
Bjarne var ifølge Ulla hendes tidligere partner, som nu er død. Bjarne er derfor et dæknavn, men igen kender TV 2 det fulde navn på manden, som hun refererede til.
Ifølge Ulla var han utilregnelig og en del af misbrugsmiljøet i den sydlige ende af København.
- Hvis jeg ikke gjorde det, så fik jeg tæsk, for at sige det mildt. Han var psykopat.
Ulla beretter, at hun blev udsat for vold, som både kunne have fysisk og psykisk karakter:
- Jeg kunne få et par flade, hvis jeg ikke skaffede pillerne. Eller også skulle jeg sidde inde på værelset med lukket dør, slukket lys og uden telefon. Eller jeg skulle stå og kigge ind i en væg en hel dag. Så var det nemmere at ringe til lægevagten.
- Det var lettere for en kvinde
Ekskæresten Bjarne havde mødt andre, der havde skaffet opioider gennem lægevagten.
- Han fandt ud af det, da de sad i en skurvogn, og så havde de talt om, at man bare skulle få en kvinde til at ringe ind, fordi lægevagten havde det med at bære over med kvinder, så det var derfor, at han ikke selv ville ringe.
Ifølge reglerne må lægevagten ikke udskrive opioider uden at tilse patienten. Men det sker alligevel. Ifølge Ulla var hendes fremgangsmåde ret enkel.
- Det var forklaringen om en rodbehandling eller ondt i skulderen, som man bare skulle sige hver gang.
Ulla forklarer, at hun altid ringede til lægevagten i Region Sjælland eller Region Hovedstaden. Hun godt kunne være nervøs, når hun skulle lave opkaldene. Derfor forberedte hun sig netop med sedler med forklaringer, navne og cpr-numre foran sig for ikke at komme til at vrøvle for meget.
Lurede cpr-numre fra bekendte
De cpr-numre og navne, Ulla brugte, når hun ringede til lægevagten, havde hun fra venner og bekendte.
- Jeg skaffede det ene af kvindernes, da jeg var hjemme ved hendes mor. Det andet lurede jeg, da hun var i vores hjem. De to mænds numre, var noget min eks skaffede.
Ulla stod selv for at indløse recepterne. Selve afhentningen skete uden de store udfordringer.
- Jeg skulle bare sige navn og cpr-nummer, det var det eneste, og så fik jeg det udleveret. Jeg skulle ikke fortælle om relationer til dem, jeg afhentede for. Det var på Steno og Glostrup Apotek, jeg fik pillerne. Der var forskellige folk, som betjente, så ingen undrede sig, forklarer Ulla.
Station 2 har dokumenter fra et af ofrene, som viser, at Ulla fik udskrevet fem recepter på i alt 100 piller. Det kan Ulla godt nikke genkendende til:
- Det var en del piller, jeg fik fat i. Det var 20 ad gangen, så det blev i hvert fald til et trecifret antal.
Minister indskærper regler
Efter at Station 2 i samarbejde med Radio4 den seneste uge har beskrevet, hvordan danskere i hele landet har oplevet at få misbrugt deres identitet ved lægevagten, har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) indskærpet, at patienterne skal tilses, før der eventuelt udskrives recept på opioider.
Skal man tro Ulla, er der god grund til at stramme op.
- Jeg afskyr metoden, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det stadig foregår.
Vi har jo talt med nogle mennesker, som er ret trætte af den situation, de er havnet i. Hvad har du at sige til dem?
- Det kan jeg fandeme godt forstå. Jeg havde det ad helvedes til med det, og det har jeg stadig i dag. Jeg svigtede folk, jeg holdt af. Men jeg var tvunget til det, siger Ulla.
Ifølge Ulla var hun i forholdet i 8-9 år og misbrugte cpr-numre i tre år. Hun er efterfølgende flyttet til en anden landsdel.
- Jeg er flyttet hertil for at komme væk fra misbruget. Hvis man vil have et ny liv, skal man også have en nye omgangskreds. Det er et svært skifte at tage, siger Ulla.
Selvom Ulla erkender at have misbrugt mindst fire menneskers identitet, er hun ikke blevet retsforfulgt for kriminaliteten. Ifølge hende selv var det første gang, hun blev konfronteret med identitetsmisbruget, da Station 2 opsøgte hende.