Da Mette Kirstine Larsen var 14 år, havde hun en nærdødsoplevelse.
Mens hun var indlagt med meningitis på Hvidovre Hospital, stod hendes familie rundt om hospitalssengen og ventede på, at hun skulle vågne op igen. Men Mette Kirstine Larsen følte, at hun var et helt andet sted.
Hun følte, at hun svævede gennem en tunnel af farver side om side med sin afdøde morfar, alt imens hendes blodtryk faldt, og familien holdt vejret.
Alligevel ønsker hun, at alle kunne opleve det, hun så og mærkede dengang i 1996.
- Døden er det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet.
Og oplevelsen blev en stor del af hende. Den har præget hendes vej gennem livet, og den har gjort, at hun ikke frygter døden.
- Jeg ved, at det ikke slutter helt en dag.
Siden oplevelsen på hospitalet har hun haft fokus på at leve livet, men hun har også ladet andre mennesker være i centrum.
Indtil en dag, hvor kroppen mentalt og fysisk sagde stop.
Syg med meningitis
For at forstå, hvad der skete, skal vi tilbage til en helt almindelig skoledag i 1996.
Her måtte den i dag 42-årige Mette Kirstine Larsen tage hjem før tid, fordi hun fik en tiltagende hovedpine.
I løbet af aftenen fik hun det værre, og da hun vågnede næste dag, opdagede hendes mor en sort plet på hendes hånd og ringede straks efter en ambulance. Meldingen efter flere prøver på hospitalet var, at Mette Kirstine Larsen havde fået meningitis – ovenikøbet den mest dødelige af slagsen.
Derfra fik hun det værre og værre, og hun begyndte at falde hen i hospitalssengen.
- Lægen satte sig overskrævs på mig, og så råbte han til mig, at jeg skulle blive hos ham, og at jeg for alt i verden ikke måtte lukke øjnene, fortæller hun.
I hospitalssengen havde Mette Kirstine Larsen en følelse af at falde længere og længere ned i hovedpuden.
Mens lægerne og sygeplejerskerne kørte Mette Kirstine Larsen på intensiv og lagde hende i respirator, befandt hun sig et helt andet sted.
- Der var de flotteste farver, der omsluttede mig. Det var farver, der ikke findes her på jorden. Og ved siden af mig på højre side, der mødte jeg min morfar.
Mette Kirstine Larsen beskriver stedet som rart, og at hun blev fyldt op med kærlighed og varme. Hun følte sig lykkelig.
Herunder kan du læse hele Mette Kirstine Larsens nærdødsoplevelser fortalt med egne ord:
Mette Kirstine Larsen overlevede, og da hun åbnede øjnene, var det første, hun så, sin storebror, der stod for enden af sengen med en tommelfinger i vejret.
Resten af familien stod rundt om sengen og græd. Hun kunne slet ikke forstå, hvorfor de græd. Hun havde jo lige været det smukkeste sted, man kunne forestille sig, tænkte hun.
Mette Kirstine Larsen er ikke den eneste, der er vågnet op efter at have været i en ustabil tilstand eller klinisk død med en fornemmelse af at have oplevet noget mere eller mindre uforklarligt.
Nærdødsoplevelser beskrives som "unikke emotionelle, spirituelle og mystiske oplevelser i livstruende situationer eller situationer, der føles livstruende, herunder hjertestop, trafikulykker og andre hændelser”. Sådan står der i en artikel i Ugeskrift for læger fra 2021.
Internationale studier viser, at mellem 10 og 20 procent af alle, der har været klinisk døde, vender tilbage til livet med en nærdødsoplevelse.
Ville gerne tilbage
Efter oplevelsen fortalte Mette Kirstine Larsen sin mor, hvad hun havde set. Hun fortalte også resten af sin familie om det. Samtidig følte hun, at hun ikke helt kunne beskrive det. Og i virkeligheden vidste hun nok heller ikke helt, hvad det egentlig var, hun havde oplevet.
Derfor var årene efter heller ikke altid lige nemme. Hun følte, hun bar rundt på noget, der fyldte alt hos hende, men som ingen andre helt kunne forstå.
Hun blev også ramt af en længsel efter at komme tilbage dertil.
Når hun sad på sit værelse og lukkede øjnene, håbede hun på at få bare ét lille glimt af det, hun så, da hun var på hospitalet. Hun prøvede også at tegne det, for at kunne se det igen. Men det lykkedes ikke.
Lige siden har hun følt en higen efter at komme tilbage.
Hun erkender, at det lyder underligt, når hun fortæller om, at hun så gerne ville opleve det igen. For det ville jo betyde, at hun ikke skulle være i livet mere.
Men det var ikke desto mindre det, hun følte. At hun gerne ville prøve at have følelsen af at være i tunnellen igen med sin morfar, og med den rare følelse det gav.
Det har dog aldrig ført hende derud, hvor hun har været i tvivl om, at livet var mere værd.
- Jeg har slet ikke brug for at komme over i den verden, for jeg har jo min familie her, og vi skal nok alle sammen ende derovre, siger hun.
Fyldt med kærlighed og omsorg
Nærdødsoplevelsen gjorde hende til en helt ny person. Hun blev fyldt op med kærlighed og omsorg, beskriver hun. En følelse, som har hængt ved hende siden.
Hun har siden haft en øget opmærksomhed på andre mennesker, og hvad hun kunne gøre for at hjælpe dem.
På tandplejeruddannelsen fandt hun eksempelvis ud af, at det betød meget for hende at kunne hjælpe de patienter, der havde tandlægeskræk og være tæt på og snakke med mennesker. Hendes patienter kan godt mærke, at hun gør dem rolige.
- Der er mange patienter, der efterfølgende har sagt, at jeg bare har en ro og energi, man kan mærke, og det kan jeg takke min oplevelse for.
For hende var det ”guf”, når patienterne brugte hende som en form for psykolog til at komme af med bekymringer og havde brug for en, der lyttede. For det gjorde Mette Kirstine Larsen.
Hun har altid følt, at hun havde en masse mennesker, hun skulle tage under sine vinger. At hun skulle redde hele verden.
I en periode kørte hun København tyndt for at hente møbler, tøj og legetøj, som folk ville donere til syriske flygtninge. Hun brugte flere timer hjemme hos den syriske familie, som fortalte deres historie til hende.
I mange år har hun også haft et ønske om at sidde på dødslejet med folk, der skulle dø alene, en tanke hun slet ikke kunne bære.
Derfor meldte hun sig ind i vågetjenesten.
Ville møde andre med samme oplevelse
I 2019 begyndte optagelserne til en dokumentarfilm om hendes nærdødsoplevelse. I den skulle hun genskabe sin nærdødsoplevelse i virtual reality. For selvom hun altid har været åben om sin historie til familie og venner, har hun samtidig følt, at de aldrig helt har kunnet forstå, hvad hun egentlig så.
Hun har følt sig alene med historien.
- Jeg havde brug for, at der var nogen, der forstod mig 100 procent.
Derfor var det et stort ønske, der gik i opfyldelse, da hun gennem optagelserne også fik mulighed for at møde andre, der har haft nærdødsoplevelser. Og her blev det endeligt slået fast med syvtommersøm for hende, at oplevelsen ingen anden forklaring har, end at den er helt ægte.
- I dag er jeg ikke i tvivl. Det var ikke en drøm. Den erkendelse skete, fordi jeg mødte andre, som sagde det samme.
Hun har egentlig aldrig været i tvivl, men der har alligevel altid siddet en djævel på den ene skulder, som har sagt, at det bare var en drøm.
Da hun mødte de andre, følte hun, at hun ikke behøvede at forklare noget. En oplevelse hun aldrig troede hun skulle få.
- Der blev ikke stillet spørgsmålstegn, vi forstod bare hinanden, og det var virkelig sådan en ”det var det, jeg havde brug for”-oplevelse.
Det gjorde stort indtryk på hende, at hun endelig mødte nogen, der også havde oplevet noget lignende.
- Når jeg fortæller andre om det, så vil de jo ikke kunne forstå og mærke den, men det kunne de. Det var fantastisk.
For første gang følte hun sig ikke alene med oplevelsen.
”Jeg kan ikke hjælpe hele verden”
Gennem processen med filmen fik hun snakket meget om sin nærdødsoplevelse.
At tale så meget om oplevelsen og hele tiden ruske op i den, samtidig med at hun prøvede at ”redde hele verden” havde dog også en bagside.
Det blev en dråbe for meget i bægeret. Vågetjenesten og andre ting i livet faldt sammen, og Mette Kirstine Larsen endte med at blive ramt af stress.
- Jeg har været for grænseløs, og jeg har skullet lære mine grænser at kende. Og det gjorde jeg på den hårde måde. Jeg skal passe bedre på mig selv og lytte og mærke efter, hvor meget jeg kan rumme.
- Jeg kan ikke hjælpe hele verden, hvis jeg ikke er noget for mig selv.
Og det betød, at hun måtte sætte vågetjenesten på pause og fokusere på sig selv.
Hun er blandt andet gået ned i tid, så hun nu kun arbejder tre dage om ugen.
I dag tænker hun ikke på sin nærdødsoplevelse hele tiden. Hun trækker den frem fra minderne, når hun har brug for det.
- Jeg har skubbet den væk og givet plads til bare at være mig uden oplevelsen. Det har jeg haft brug for, siger hun.
Nogle aftener stiller hun sig op på en stol i stuen eller på havebordet på terrassen og fotograferer solnedgangen. Det finder hun meget ro i. Her på stolen føler hun sig forbundet til det smukke i solnedgangen og alle farverne.
Se ’Livet efter døden’ på TV 2 mandag klokken 20.50 og 22.25 eller på TV 2 Play allerede nu.