Salater solgt i hele landet tilbagekaldes efter listeria-fund

Salater solgt i hele landet trækkes tilbage på grund af fund af listeria-bakterier.

Det oplyser Delicate, der er producenten bag.

Der er tale om en Lundberg Street Cæsar Salat, der er solgt i Netto og Føtex.

Samt Circle K Spidskålssalat med kylling, perlespelt og persillehummus solgt i Circle K.

Begge salater har sidste salgsdato mandag.

Delicate opfordrer kunder, der har købt produkterne til at levere det tilbage til forretningen eller smide det ud.

Kan være livsfarligt

Listeria er en fødevarebåren bakterie. Bakterien findes overalt og derfor også i mange rå eller let forarbejdede fødevarer.

Bakterien kan forårsage blandt andet hovedpine, feber, diarré og influenzalignende symptomer, hvis man indtager den.

De fleste vil på et eller andet tidspunkt blive smittet med bakterien, men de færreste bliver syge af den.

For nogle grupper er der dog risiko for at få mere alvorlige symptomer som blodforgiftning og hjernehindebetændelse. I værste tilfælde kan man dø af sygdommen.

De, der har en øget risiko for alvorlige symptomer, er ældre, gravide, diabetikere og personer med nedsat immunforsvar.

Der går oftest to-tre uger, fra man bliver smittet, til man får symptomer. Det kan dog variere fra 1 og op til 70 dage.

Hvis man har vedvarende eller tiltagende symptomer, bør man søge læge.

Vrede demonstranter vil have stoppet hesteavler: Beskyldes for vanrøgt

Over 100 demonstranter indtog mandag området omkring et stutteri i Midtjylland. De fremmødte var rasende og rettede beskyldninger for årelang vanrøgt af stutteriets heste.

Beskyldningerne er ikke nye, og de trækker tråde ti år tilbage og krydser landegrænser.

Nu efterforsker politiet sagen.

“Stop vanrøgten”, stod der på demonstranternes skilte, der viste afbildinger af døde og tilsyneladende underernærede heste.

Den pågældende hesteavler har i årevis været beskyldt for at vende det blinde øje til hestenes dårlige helbred og forhold.

TV 2 er bekendt med hans navn, men har valgt ikke at bringe det, da der ikke foreligger en dom.

Stutteriet i Polen

I 2011 bragte det polske medie Gazeta Poznan en artikel, hvori indbyggere i den polske by Posadowo fortæller beretninger om vanrøgt af heste på et stutteri, der var forpagtet af den danske avler.

- Et dusin heste var ekstremt afmagrede, og flere hundrede var underernærede, sagde en dyrlæge dengang til mediet.

I 2013 lagde en anonym bruger en video på Youtube. Den stammede angiveligt fra Posadowo.

En hest lå på siden i høet på staldgulvet, afkræftet og tilsyneladende uden staldpersonale i nærheden. En anden lå død i græsset med mælkehvide øjne og benene kulsorte af forrådnelse.

De levende heste havde tydelige sår på skuldre, lår og hoftehjørner, mens andre gik magre rundt med synlige ribben.

I december samme år bragte TV Midtvest en artikel, hvor hesteavleren sagde, at han var “ked af, at hele sagen er opstået”. På daværende tidspunkt kørte en retssag.

Afviser anklager

Men sagerne stoppede ikke ved det polske stutteri. I 2018 var der igen forlydender om mishandlede på det danske stutteri. En dyrlæge udtalte til TV Midtvest, at billeder af magre heste var “en form for vanrøgt”.

Hesteavleren erkendte over for TV Midtvest, at de pågældende heste var for tynde, men afviste, at der skulle være tale om vanrøgt.

29. juni i år lagde en tidligere medarbejder et opslag på Facebook. I skrivende stund har flere end 66.000 personer set den tilhørende video. Her er det samme historie, der gentager sig.

Benede heste, væskende sår og svært sygdomsramte kønsdele er blandt dokumentationen, som den tidligere medarbejder lægger op.

Hesteavleren har over for TV Midtvest pure afvist alle anklager.

- De billeder, han har vist på Facebook, dem kender jeg ikke noget til. Men den ene hest, kan jeg fortælle, havde en urinvejsinfektion og var på penicillin. Og når man har så mange heste, som jeg har, så er der ikke noget unormalt i, at der er en imellem, der er lidt tynd, sagde han 1. juli.

Demonstranter vil have svar

Nu vil demonstranterne, der mandag mødte op, have myndighederne på banen, for de har været alt for langsomme, mener de.

130 biler deltog i demonstrationen, og de vil vide, “hvad der er op og ned”, sagde musiker og hesteavler Niels Hausgaard, der også var mødt op.

Midt- og Vestjyllands Politi og Fødevarestyrelsen har været på kontrolbesøg på stutteriet i februar, maj og to gange i juli, og der har været forhold, der skulle rettes op på.

Politiet har imidlertid ingen kommentarer til sagen.

I en pressemeddelelse fra 25. juli skrev politikredsen:

- Vi er bundet af reglerne om tavshedspligt i forbindelse med en efterforskning. Det kolliderer med den store offentlige interesse, der er i den her sag. Men vi kan forsikre, at vi arbejder intenst med sagen i et samarbejde med de andre myndigheder.

TV 2 har forsøgt at komme i kontakt med den pågældende hesteavler, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Bavarian vil søge godkendelse af vaccine mod myggespredt feber

Bavarian Nordic får gode resultater for selskabets vaccine mod den myggespredte chikungunya-feber hos voksne og unge.

Det oplyser Bavarian Nordic i en børsmeddelelse.

I alt deltog 3254 personer mellem 12 og 64 år i forsøget. 98 procent af de personer, som fik vaccinen, producerede neutraliserende antistoffer.

Chikungunya er en myggebåren virussygdom forårsaget af chikungunya-virus. De typiske symptomer er feber, udslæt, træthed, hovedpine og ledsmerter.

Positive resultater i juni

I juni præsenterede det danske medicinalselskab ligeledes positive resultater for den samme vaccine hos personer på 65 år eller mere.

De gode testresultater får Bavarian Nordic til at sigte mod at indsende ansøgninger til godkendelse af vaccinen i USA og Europa i 2024.

Det skal understøtte en potentiel lancering af vaccinen året efter, skriver selskabet.

- Med en hurtig og varig respons har vores vaccine potentialet til at blive den bedste i klassen til at forhindre chikungunya-infektioner hos alt fra unge til ældre voksne, udtaler Paul Chaplin, præsident og topchef i Bavarian Nordic, i meddelelsen.

Det danske medicinalfirma købte vaccinen mod chikungunya-feber i februar i år. I samme omgang købte selskabet også en vaccine mod tyfus og en mod kolera.

Den samlede købspris på vaccinerne lød på omkring 2,6 milliarder kroner.

Droppede udvikling af RS-vaccine

I juli måtte Bavarian Nordic droppe udviklingen af en vaccine mod RS-virus målrettet personer over 60 år. Det skyldtes, at det afgørende fase 3-forsøg viste, at vaccinen ikke var effektiv nok.

Virussen giver typisk forkølelsessymptomer, hoste og feber. Hos børn under seks måneder og personer med svækket immunforsvar, eksempelvis ældre, kan sygdommen udvikle sig og give infektioner i de nedre luftveje.

Bavarians RSV-vaccine skulle forebygge svær sygdom hos ældre som følge af RS-virus.

Men vaccinen viste sig kun at være effektiv over for tre symptomer på sygdommen i 42,9 procent af tilfældene. Dermed opfyldte den ikke det opstillede kriterium.

Mirakelbaby blev reddet ud af murbrokkerne under jordskælv – her er hun i dag

I ti timer lå en nyfødt pige under murbrokkerne, efter at et jordskælv ramte Syrien 6. februar 2023.

Da hun blev fundet, var hun stadig forbundet til sin mor via navlestrengen.

En video af pigen, der blev reddet ud, gik viralt, og i dagene efter fulgte store dele af verden med i udviklingen i håbet om, at hun ville overleve.

I dag – et halvt år senere – står hendes onkel frem og fortæller, at pigen er sund og rask.

- Hun er stadig meget ung, men hun minder mig om sin far og sin søster, specielt på smilet, fortæller Khalil al Sawadi til BBC.

Sammen med sin kone har han adopteret den lille pige, der har fået navnet Afraa.

Afraas mor, far og fire søskende døde alle i jordskælvet. Det samme gjorde over 50.000 andre i forbindelse med jordskælvene i Tyrkiet og Syrien.

Trak næsten ikke vejret

Det var Khalil al Sawdi selv, der reddede Afraa ud fra det sammenstyrtede lejlighedkompleks i byen Jinderis i Aleppo-provinsen.

Han husker tydeligt øjeblikket.

- Taget var faldet sammen oven på dem. Én kaldte på mig og sagde, de havde fundet liget af en kvinde. Så snart jeg ankom, begyndte jeg at grave, og der hørte jeg en stemme. Det var baby Afraa, som stadig var forbundet med sin mor, siger han og fortsætter:

- Vi var fast besluttede på at redde hende. Vi vidste, hun ville blive det eneste minde tilbage om sin familie.

Pigen blev efterfølgende bragt til hospitalet. Ifølge lægerne trak hun næsten ikke vejret, og hun var tæt på ikke at overleve, blandt andet fordi hun var stærkt nedkølet.

Millioner af hjemløse

Selvom Afraa har det godt i dag, har det seneste halve år været en kamp, fortæller Khalil al Sawadi, der ud over Afraa har fem døtre og to sønner, som skal forsørges.

Familien mistede både hus og bil i jordskælvet og sover stadig i teltlejr om natten.

- Det er hårdt, men vi har det godt, siger han.

Desværre er familien langtfra alene om at stå i en svær situation.

Røde Kors anslår, at flere millioner tyrkere og syrere stadig er hjemløse et halvt år efter jordskælvene.

- Millioner af mennesker bor i teltlejre, containerbyer og i halvødelagte huse. Folk har det enormt svært stadigvæk. Det er meget bekymrende, siger Bjarke Skaaning, som er katastrofechef i Røde Kors, til TV 2.

Ud over ordentlige boligforhold mangler der fortsat mad, vand og elektricitet i flere områder, fortæller Røde Kors-chefen.

- Det var meget voldsomt

Bjarke Skaaning rejste kort efter jordskælvene til Tyrkiet for at hjælpe. Den oplevelse glemmer han aldrig, fortæller han.

- Jeg oplevede det som meget, meget voldsomt. De her boligblokke, som kollapsede og lagde menneskers liv i ruiner, var meget voldsomme, og det var over et kæmpestort område.

Det kraftigste af jordskvælvene havde en styrke på 7,8 på richterskalaen og er et af de mest dødbringende nogensinde.

Studie finder årsager til Hortons hovedpine

Klyngehovedpine, der også kaldes Hortons hovedpine, er arvelig i en betydelig grad.

Det viser et internationalt metastudie med deltagelse af danske forskere fra Rigshospitalet og Københavns Universitet.

- Vi kan nu forklare en stor del af klyngehovedpinen med genetiske variationer. Det understreger, at der er en væsentlig biologisk årsag til klyngehovedpine, siger Anja Sofie Petersen, der er læge, ph.d. og en af forskerne bag det nye studie.

Studiet viser, at det er variationer af ni specifikke gener, der bærer forklaringen på 14,5 procent af risikoen for sygdommen. Fire af de ni geners betydning for klyngehovedpine har ikke tidligere været kendt.

Studiet viser også tydelige tegn på, at der er en sammenhæng mellem rygning og klyngehovedpine. Det gælder særligt de rygere, der dagligt ryger mere end en pakke cigaretter.

- Den nye viden om arvelighed af klyngehovedpine og sammenhængen med rygning er et ekstra godt argument for, at dem, der har klyngehovedpine i familien, afstår fra rygning, siger Anja Sofie Petersen.

Det kræver dog yderligere undersøgelser at fastslå, om rygning er en medvirkende årsag til klyngehovedpine, og om rygestop kan have en effekt på sygdommen på længere sigt.

Fraråder al rygning

Sundhedsstyrelsen fraråder generelt rygning, men har man klyngehovedpine, er det særligt vigtigt, at man holder sig fra cigaretterne.

- Rygning er en risiko for hjertesygdomme. En stor del af den medicin, som gives ved hjertesygdomme, må patienter med klyngehovedpine ikke modtage. Man er som patient derfor ringe stillet, hvis man ikke kan modtage den bedste behandling, siger Anja Sofie Petersen.

Klyngehovedpine er en meget smertefuld og intens form for halvsidig hovedpine bag øret, som kommer i en serie af anfald kaldet klynger.

Hovedpinen begynder oftest i voksenlivet hos 20-40-årige, men kan også ramme yngre personer.

Mere end 5000 danskere lider af klyngehovedpine. Størstedelen af dem er mænd.

Det samlede metastudie bygger på data fra mere end 36.000 personer. 492 af personerne er danskere.

I fem år havde kvinde uskyldig plet i ansigtet – nu skal hun leve med ar resten af livet

Sabrina Søndergaard gik i fem år med det, hun troede, var et uskyldigt sår i ansigtet, men som skulle vise sig at være langt mere alvorligt.

Det startede i 2014 som en tør, skallende plet, der ikke ville forsvinde. I 2015 gik hun til hudlægen, hvor hun fik at vide, at hun skulle bruge creme og give det tid.

Pletten blev dog kun større og større, ind til hun i 2019 igen gik til hudlægen. Og denne gang var beskeden klar.

- Jeg var ikke engang kommet ind i rummet, før hun sagde 'det der er hudkræft, det skal vi bare have væk i en fart', fortæller Sabrina Søndergaard.

Stigning i antallet af patienter

Såret vidste sig at være hudkræft af typen basalcellekræft. Det måtte opereres væk, og det har efterladt arvæv i Sabrina Søndergaards ansigt.

Arvæv som ifølge Sabrina Søndergaard kunne have været undgået, hvis hudkræften var blevet opdaget tidligere.

- Hvis man havde fjernet det allerede dengang, så kunne man have lavet noget frysebehandling, eller man kunne have brugt noget lokalt kemocreme eller andet, som er rigtig skrapt.

- Så havde man ikke skullet skære hele mit ansigt op, siger hun.

På kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital er patienter med basalcellekræft meget almindeligt.

- Gennemsnitsalderen for patienter med den type hudkræft er 60-70 år, men vi ser en stigning i antallet af patienter. Og vi ser en stigning i yngre aldersklasser.

- Så bare fordi man er ung, skal man ikke tænke, at man ikke kan få basalcellekræft, siger Jesper Grau Henriksen, der er overlæge på kræftafdelingen.

Ifølge Jesper Grau skal personer i alle aldre være opmærksomme, hvis de oplever ændringer i huden.

- Når man ser noget, der vokser på ens hud, det kan være en knop, der ikke går væk, kløer eller bløder. Så bør man med de tegn søge sin egen læge eller en hudlæge, siger han.

Vil advare andre

Sabrina Søndergaard håber, at hendes historie kan være med til advare andre, der oplever uregelmæssigheder i deres hud.

- Hvis man har en mavefornemmelse af, at der er noget galt, så synes jeg, at man som sundhedsprofessionel skylder at lytte til patient, siger hun.

Hun vil også gerne opfordre folk til ikke at stoppe, hvis de bliver afvist første gang.

- Man skal ikke bare give op bare, fordi den første siger, at det nok ikke er noget, siger Sabrina Søndergaard.

USA godkender første pille mod fødselsdepression

Den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse, FDA, har fredag for første gang godkendt en pille til behandling af fødselsdepression.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det menes, at fødselsdepression påvirker mindst en halv million kvinder i landet hvert år.

Lægemidlet, som er en antidepressiv, er "det første orale lægemiddel til behandling af fødselsdepression hos voksne", lyder det i en udtalelse fra FDA.

Indtil videre har medicinsk behandling mod fødselsdepression kun været muligt ved hjælp af drop, der skal gives af en sundhedsprofessionel.

Mange får ikke behandling

Læge Asima Ahmad, der er medicinsk chef hos Carrot Fertility, en sundhedsvirksomhed i Californien siger, at omkring en ud af otte kvinder oplever symptomer på fødselsdepression efter at have født.

Blandt dem, der oplever symptomer, er det 75 procent, der ikke får behandling, siger hun.

- Disse tal er højere blandt minoritetsbefolkningen. 81 procent af sorte kvinder og 76 procent af latinamerikanske kvinder siger, at de gerne ville have fået mere at vide om mental sundhed efter fødslen, inden de fik børn, sammenlignet med 70 procent af kvinder i hele befolkningen, siger hun ifølge AFP.

Pillen, der er lavet specifikt til at behandle fødselsdepression, virker hurtigere end andre antidepressive lægemidler og er lavet til at blive tage over en periode på to uger.

Forsøg med pillen har vist, at dens bivirkninger er mindre alvorlige end andre antidepressiva, der kan føre til pludseligt tab af bevidsthed, vægtøgning eller seksuel dysfunktion, siger Asima Ahmad.

Skyldsfølelse og mindreværd

Tiffany Farchione, der er leder for psykiatri i FDA's Center for Læggemiddelevaluering- og Forskning siger ifølge AFP, at fødselsdepression er en alvorlig og potentiel livstruende sygdom, hvor kvinder oplever tristhed, skyldfølelse og mindreværd. I alvorlige tilfælde kan man også have tanker om at gøre skade på sig selv eller barnet.

- At have adgang til et oralt lægemiddel vil være en gavnlig mulighed for mange af de kvinder, der kæmper med ekstreme og sommetider livstruende følelse.

Pillen kommer til at få navnet Zurzuvae, og den er udviklet af Sage Therapeutics.

I Danmark bliver alvorlig fødselsdepression behandlet med eventuel indlæggelse og antidepressiv medicin ifølge sundhed.dk.

Babygrød tilbagekaldes: Risiko for højt indhold af bly

Salling Group tilbagekalder fredag økologisk babygrød solgt i Netto.

Det skyldes, at der er risiko for overskridelse af indhold af bly, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Der er tale om økologisk grød med smag af æble, yoghurt, sød kartoffel og ingefær fra mærket Øgo.

Grøden er blevet solgt i Netto-butikker over hele landet og har udløbsdato den 7. juni 2024.

Det kan ikke udelukkes, at der kan være en risiko ved at spise grøden. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse fredag.

- Der er fundet for højt indhold af bly i produktet. En sundhedsmæssig risiko kan derfor ikke udelukkes.

Det vil dog ikke være noget, man mærker med det samme, skriver styrelsen videre.

- Det afgørende er, at forbrugerne ikke har et højt indtag af bly igennem længere tid. Det er nemlig ikke det enkelte måltid, der er afgørende, men derimod indtag over længere tid. Forbrugerne vil derfor ikke opleve akutte symptomer.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man kasserer grøden eller leverer den tilbage til den butik, hvor den er købt.

Bly kommer fra luftforurening. Tungmetallet kan derfor findes på blandt andet frisk frugt og grønt, som man derfor bør skylle.

Ophobes der for meget bly i kroppen, kan man få blyforgiftning. Særligt børn er sårbare over for bly.

Det skyldes, at deres nervesystem er mere følsomt end voksnes.

Patient kan ikke få fat på livsvigtig medicin – revet af hylderne som slankemiddel

På få år er lægemidlet Ozempic blevet en stor succes. Medicinen hjælper blandt andre Nynne Jensen, der har diabetes 2, men den kan også bruges som slankemedicin.

Lægemidlets popularitet betyder, at det både er steget voldsomt i pris, og at det er blevet vanskeligt at få fat i.

Og det er et problem for Nynne Jensen, da det ugentlige stik med Ozempic er livsnødvendigt for hende.

- Jeg har type 2-diabetes, og jeg har haft svært ved at regulere mit blodsukker, siger hun og henviser til, hvor vigtigt det er at kunne netop dét, når man lider af denne sygdom.

På venteliste

På grund af Ozempics popularitet som slankemiddel er det blevet særdeles svært at få fat på.

Derfor oplever mange diabetikere, at de må gå tomhændet hjem fra apotekerne.

- Jeg står på venteliste her på Grenaa Apotek, og de vil sende en sms til mig, når de får medicinen. Så jeg er rigtig bekymret, fortæller Nynne Jensen.

Senest måtte hun tage turen til Randers for at få fat på lægemidlet.

- Jeg synes, at dem, der ønsker at tabe sig, skal bruge den medicin, der er lavet til det, og så skal de holde fingrene væk fra min medicin. For mig er det jo vigtigt, at jeg får min medicin, siger hun.

Mange andre har samme problem

Nynne Jensen er langt fra den eneste, der oplevet den øgede interesse for Ozempic.

Onsdag kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle om Benny Sørensen, der har oplevet en vild prisstigning på lægemidlet.

Søren Martinusen fra Odder fortæller også, at han flere gange er gået forgæves hos apotekerne, hvor det ofte er udsolgt.

- Kun to gange har jeg kunnet få det i Odder. Ellers har jeg været i Beder, Åbyhøj, Skanderborg og Horsens. Hver gang når jeg lige at få den sidste, de har, siger han.

Han er frustreret over at se sin medicin blive brugt som slankemiddel.

- Når jeg spørger apoteket, hvorfor der er så mange, som ikke har brug for det, der får det, så ryster de også på hovedet og siger: "Ja, det er en katastrofe", fortæller han.

Vil have politikere på banen

Danmarks Apotekerforening bekræfter, at de lige nu oplever en stor efterspørgsel på Ozempic.

De fortæller, at det langt fra er normalt, at de er tvunget til at oprette ventelister på et lægemiddel.

Men de er nødt til det på grund af stor efterspørgsel sammenholdt med færre leverenacer til apotekerne.

- Sådan er det lige i øjeblikket, men vi får ikke rigtig lovning på noget, fortæller Lars Nørgaard, der er kredsformand i Danmarks Apotekerforening Midtjylland.

Nynne Jensen håber dog, at Ozempic er tilbage på lager, når hun om nogle uger igen skal på apoteket.

- Det kan ikke nytte noget, at vi skal gå og være bekymrede over, om vi nu kan få vores medicin. Så kære politikere, kom nu ind i kampen, siger hun.

Store konsekvenser for regionen

Den stigende efterspørgsmål på Ozempic har også konsekvenser for Region Midtjylland, der i løbet af få år har fået forøget sine udgifter til medicintypen med næsten 100 millioner kroner.

Derfor vil næstformanden i Region Midtjyllands hospitalsudvalg, Annette Roed (S), også have nogle skærpede retningslinjer for, hvad der skal til, før man kan få recept til for eksempel Ozempic.

- Man skal være meget tydelig, så det ikke er en slankebehandling, der gives, siger hun.

Næstformanden mener også, at lægerne i højere grad skal afsøge andre løsninger, før de giver Ozempic, da det står i retninglinjerne for lægemidlet.

- Det er utrolig vigtigt, at alle andre muligheder er afprøvet først, før man giver Ozempic, siger Annette Roed.

Hospitalsudvalget i Region Midtjylland skal diskutere de stigende udgifter på næste udvalgsmøde 7. august.

Butiksejer har lavet en is med endnu flere kalorier i – og der er en god forklaring

Det virker måske lidt usædvanligt.

Men ejeren af Ranis Isbar i Haderslev har produceret en is med endnu flere kalorier i, end man kender det.

Ifølge ejeren af isbaren er isen lavet til personer, der ikke spiser særligt meget, fordi de enten ikke har appetit, eller fordi de har besvær med at få nok kalorier og proteiner i løbet af dagen.

- Den er lavet til ældre og syge, som forhåbentlig kan få gavn af isen, fortæller Gajentheran Tharmarajah.

Gajentheran Tharmarajah forklarer, at isen er lavet med sødmælk i stedet for letmælk, lidt ekstra piskefløde og proteinpulver.

Det er en opskrift, han har lavet i samarbejde med Sanacare, der er en lokal producent af proteinpulveret Adozan og Majbritt Blume-Hellesøe, der er klinisk diætist.

- Ældre og syge kan have svært ved at få nok, og det er et problem, der kan koste samfundet penge og have betydning for livskvaliteten. Derfor vil vi gerne lave en is, der indeholder flere kalorier og proteiner, som også smager godt, siger hun.

Småtspisende er en udfordring

Selvom man ikke skulle tro det, så er det en stor udfordring med underernæring i Danmark, lyder det fra Mette Theil, der er formand for Fagligt selskab af Kliniske Diætister hos Kost og Ernæringsforbundet.

- Det kan give funktionsnedsættelse, som giver et øget plejebehov og medicinforbrug. Så det kan forringe livskvaliteten og være dyrt for samfundet, fortæller hun.

Hun mener, at en is med flere kalorier og proteiner er en god idé, fordi det netop er noget af det, som man har brug for som småtspisende.

Men der kan være mange årsager til, at man er småtspisende, og derfor skal man sørge for at få ordentlig vejledning.

- Det er komplekst, fordi når man bliver ældre, får man en reduceret muskelmasse og appetit, og det kan gøre det svært at få nok. Derudover kan sygdomme og ensomhed også have en indflydelse, fortæller Mette Theil.

Håber på et eventyr

I løbet af sommeren har kunder været forbi, og det lader til, at der er en interesse for produktet, mener Gajentheran Tharmarajah.

Anne Muxoll er en af dem, der køber isen til sin mor, der har problemer med at tygge og synke mad. Hun har tillid til produktet, fordi hendes mor tidligere har fået produkter fra Sanacare, der leverer proteinpulveret i isen.

- Jeg synes, at det er genialt til hende. Hun får kalorier og proteiner, og siden hun begyndte at spise isen, har hun taget et kilo på, fortæller Anne Muxoll.

Udover de sædvanlige kunder har også kommunens borgmester været forbi, fortæller ejeren af isbaren. Drømmen er at få overbevist politikerne om at satse på isen i plejen af ældre og syge.

- Det vil være fedt at kunne gøre en forskel, så jeg vil glæde mig meget over, hvis det kunne lykkes, fortæller Gajentheran Tharmarajah.