Knap to års sundhedskrise har sat sine spor i form af et mere bevidst forbrug, en redefinering af ​​vores fødevaresystemer og genopfundne forsyningskæder.

Ingen af delene smager af brændt regnskov.

Hidtil har jeg bare trukket på skuldrene og grinet, når læger og patienter blev nærgående.

Jagten på en coronavaccine har udviklet sig til en storpolitisk alles kamp mod alle. USA og EU må finde sammen som allierede.

Coronakrisen har vist, at kritisk infrastruktur ikke bare handler om energi, medicin og fødevarer, men også digitale redskaber. Problemet er, at de i øjeblikket ligger langt uden for vores kontrol.

Jeg foreslår en mere respektfuld tilgang til tykke patienter som for eksempel Dina Amlund, og jeg foreslår, at enhver sætter sig ned og læser WHO’s videnskabeligt funderede publikation om stigmatisering af tykke fra 2017. At tabe sig er nemlig ikke så let, som nogen tror.

I årtier sejlede jeg fra bar til bar i håb om at støde på nødudgangen til det virkelige og virksomme liv. Til sidst fandt jeg den. Den ledte ind til reklamebureauet – det omvendte af det, jeg stræbte efter.

En pandemi, der tager livet af uforholdsmæssigt mange sorte, statens manglende beskyttelse af sorte og politiets klapjagt på sorte bekræfter, hvad de fleste af os allerede ved: Hvis vi og dem, der holder med os, ikke mobiliserer os, vil ingen myndighed nogensinde gøre det.

Sundhedsvæsenet er under stort pres. De økonomiske konsekvenser ved coronakrisen tvinger os til prioriteringer. Vi kan komme langt ved at fokusere på forebyggelse og investere i sikkerhed – gerne med hjælp fra teknologi og digitalisering.

Vi hylder coronakrisens superhelte i de kvindedominerede omsorgsfag, der nu håber på et markant lønløft. Men økonomien vil ikke være så robust som før pandemien, og hvor efterlader det vores nyfundne heltes løndrømme?