Sundhedsvæsenet er under stort pres. De økonomiske konsekvenser ved coronakrisen tvinger os til prioriteringer. Vi kan komme langt ved at fokusere på forebyggelse og investere i sikkerhed – gerne med hjælp fra teknologi og digitalisering.
Vi hylder coronakrisens superhelte i de kvindedominerede omsorgsfag, der nu håber på et markant lønløft. Men økonomien vil ikke være så robust som før pandemien, og hvor efterlader det vores nyfundne heltes løndrømme?
Man kan ikke tillade, at vaccine, der skal gives til mennesker, hvoraf langt de fleste ikke vil få alvorlige følger af sygdommen, bliver godkendt på et lempeligere grundlag end andre vacciner.
De grove generaliseringer af ’de unge’ og ’de gamle’ er misvisende. Dels tager masser af ældre miljøet alvorligt, dels udviser de fleste unge under denne epidemi solidaritet og omsorg.
Hvis man ikke kan finde andre positive virkninger af Sundhedsplatformen, kan vi sige tak for, at den har skabt en kontrabevægelse imod individualiseringen blandt læger.
Kan politikerne ikke selv se, hvad degør ved os? Skolesystemet spytter unge ud med psykiske lidelser, så vi allerede er nedslidte, inden vi er færdige med vores ungdomsuddannelser.
Politikerne er gode til at sætte rammer og prioritere på vegne af sundhedspersonalet. Men det er heller ikke dem, der skal stå og prioritere, hvilke patienter der skal tilbydes behandling, og hvem der ikke skal.
En dansk rygepolitik bør ikke kun fokusere på rygestop, men også på at reducere skadevirkningerne af røg, for eksempel ved at hilse røgfrie produkter som eksempelvis snus eller e-cigaretter velkommen.