TV 2 besøger sårede soldater ved Bakhmut: – Når jeg er klar igen, så skal jeg selvfølgelig tilbage

Valera Muskats venstre ben er helt revet op, og lægerne siger, at der vil gå et par måneder, før han må støtte på benet igen.

Nu ligger han i en hospitalsseng og venter på, at han igen kan komme tilbage til fronten og de voldsomme kampe i byen Bakhmut.

At have smerter her er værre end at være rask ved fronten

Valera Muskat, såret ukrainsk soldat

- Når jeg er klar igen, så skal jeg selvfølgelig tilbage, siger han til TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt, der besøgte ham og andre sårede ukrainske soldater på hospitalet i Dnipro, omkring 200 kilometer vest for fronten ved Bakhmut.

Valera Muskat blev såret for otte dage siden, da han var ved at evakuere en såret kammerat.

Han blev ramt af granatsplinter fra en mortergranat, der – med hans egne ord – rev det venstre ben ”i strimler” og gjorde det nødvendigt, at han selv blev evakueret.

"Det værste er, at du vænner dig til det"

Når han skal beskrive sine oplevelser i Bakhmut, så fortæller han om den øredøvende larm fra de konstante bombardementer.

- Det lyder enormt højt, og det værste er, at du vænner dig til det. Hvis der er tid til et par timers hvile, så lukker du simpelthen af. Og du hører ingenting, selv når jorden drysser ned over dig. Den fysiske udmattelse er så intens, fortæller han.

Og så fortæller han om sin værste frygt: at blive skudt med et 7.62 kaliber projektil.

- Når det rammer kroppen, så river det halvdelen af din ryg af. Jeg har mareridt om det, for jeg har set folk, som det er sket for, siger han.

Alvorlige skader

Valera Muskat og hans sønderrevne ben er typisk for de skader, som lægerne ser på hospitalet i Dnipro.

- I øjeblikket kommer næsten 80 procent af de folk, som vi får ind, fra kampene i Bakhmut, siger en af lægerne, Yaroslav Doc, til TV 2.

Han vurderer ikke, at hospitalet får flere sårede ind end tidligere – men til gengæld er de sårede alvorligere tilredt end tidligere. Lægens arbejdsdag er fuld af skudskader, granatsplinter og komplicerede amputationer.

- Forskellen er alvoren af deres skader. Lettere sårede patienter ser vi næsten ikke længere, siger Yaroslav Doc.

"Der er så mange af dem"

I en af hospitalets andre senge ligger Dmitriy Krot, der også er blevet såret af en granatsplint.

Også han fortæller med gru om de konstante russiske angreb, der aldrig giver de ukrainske soldater et øjebliks fred.

- Der er så mange af dem. Det er simpelthen forfærdeligt. Nogle gange lyder artilleriet og mortererne uafbrudt. Hvert femte eller tiende sekund kom der en granat ind. Hele tiden. Jeg kan ikke huske, at der nogensinde var stilhed, siger han.

Han kan også se frem til at vende tilbage til fronten, så snart han er i stand til det:

- Så snart granatsplinten er taget ud, skal jeg tilbage til fronten. Men det er forbandet skræmmende. Det er enten dem eller os. Der er ikke andre muligheder, siger han.

Men foreløbig må både Valera og Dmitriy blive på hospitalet i Dnipro.

Valera Muskat kan ikke lade være med at tænke på, hvor der er bedst at være.

Der kan siges både for og imod.

- Hvis jeg skal være ærlig: Hvis ikke det var for min skade, så var det bedre at være her. Men at have smerter her er værre end at være rask ved fronten, ender han med at konkludere.

11-årig med adhd fik halveret sin skærmtid – nu har han fået det meget bedre

Der kunne godt gå fem, seks eller syv timer om dagen med at spille computer for 11-årige Simon Grau Mikkelsen, der er diagnosticeret med adhd.

Det fortæller hans mor, Nicole Grau Mikkelsen, der oplevede, at spilmønstret havde en negativ effekt på sønnen.

- Han var træt, ugidelig og irritabel. Vi fandt ud af, at han også spillede om natten, og så tog vi skærmene ud af værelset, siger hun.

Men i forbindelse med diagnosticeringen af Simon Grau Mikkelsen blev familien kontaktet af Aida Bikic, der er lektor, psykolog og ph.d ved henholdsvis Syddansk Universitet (SDU) og Region Syddanmarks afdeling i Aabenraa.

Når de skærer ned på skærmtiden for børnene, så bliver børnene mere rolige, mindre konfliktsøgende, og familien har det bedre sammen

Aida Bikic, lektor, psykolog og ph.d. ved SDU og Region Syddanmark

Hun ville have dem med i et forskningsprojekt, der hjælper familier med børn med adhd til at få en bedre hverdag.

Her har familien oplevet gevinsterne ved at sætte spilletiden ned.

Nu er både han og hans søster gået ned på at må spille computer, når de kommer hjem fra skole og indtil spisetid, hvilket næsten har halveret spilforbruget.

- Vi er gået fra, at han har været irritabel og har smækket med dørene og har talt i et højt og grimt sprog, til at vi nu er mere sammen og har en bedre kommunikation. Vi ser aldrig de udbrud mere, og stemningen er helt anderledes, fortæller hun.

Selv fortæller Simon Grau Mikkelsen, at det ikke var sjovt at skære ned for spilforbruget, men at han godt kan mærke en forbedring.

- Det har ændret sig. Det er lidt irriterende, at jeg ikke må spille, men det er ikke så slemt. Jeg kan nå at komme i seng, så jeg ikke bliver sur, og så er det hyggeligt at lave andre ting, siger han.

Positive tilbagemeldinger

Resultaterne af forskningsprojektet er endnu ikke udgivet eller verificeret, men baseret på tilbagemeldingerne fra de 142 familier i projektet har Aida Bikic set en tydelig tendens.

- Det, vi har observeret hos mange af familierne, er, at når de skærer ned på skærmtiden for børnene, så bliver børnene mere rolige, mindre konfliktsøgende, og familien har det bedre sammen, fortæller hun.

Spilforbruget hos flere af børnene i projektet, inklusive Simon Grau Mikkelsen, var højt, og det var et generelt billede, at det skabte problemer i familierne.

- Hvis man har en høj skærmtid, kan det tit føre til en overstimulering af børnenes hjerner, og nogen agerer aggressivt, hvor det udløser en konflikt, når der skal slukkes. Men vi oplever faktisk, at børnene forholdsvis hurtigt tager imod ændringerne, fortæller hun.

Den oplevelse kan Nicole Grau Mikkelsen genkende.

- Der gik cirka en uge, hvor de var utilfredse, og vi havde konflikter. Men vi måtte jo vise dem, at der var noget, der var sjovere at lave, og det er vi lykkedes med, fortæller hun.

Nemt i en travl hverdag

Nicole Grau Mikkelsen synes selv, at hun havde godt styr på opdragelsen, men forskningsprojektet var med til at få hende til at se, at de manglede social kontakt med deres børn.

- Det var jo nemt for os forældre i en travl hverdag, og så var det jo en konflikt, når man bad dem om at slukke. Samtidig er det at spille noget, han nemt kan koncentrere sig om, fortæller hun.

Noget af det, man skal være opmærksom på som forældre, er, om barnet foretrækker at være social digitalt frem for fysisk

David Madsen, psykolog og medlem af Medierådet for børn og unge

I dag er tiden hver for sig skiftet ud med mere tid sammen, hvor de spiller vendespil eller er ude ved deres heste.

- Man skal som forældre bruge virkelig meget energi og være vedholdende, siger hun.

Observationerne i forskningsprojektet er baseret på familier, hvor børnene har adhd.

Ifølge Aida Bikic er de særligt udsatte for at udvikle andre diagnoser og afhængigheder.

Men man bør også være opmærksom på børn, der ikke har adhd.

- Der er meget, vi endnu ikke ved om skærmtidens påvirkning af børn og unge, men vi ved, at det har en negativ effekt på søvn og vægt, fortæller hun.

Hos familien Grau havde Simon Grau Mikkelsens søster også et højt spilforbrug, og ifølge Nicole Grau Mikkelsen har begrænsningen af hendes spilforbrug også haft en positiv indvirkning.

- Hun var også bidt af det, så hun blev også lidt afhængig af det. Så hende trak vi lidt ud af spilforbruget, og det har været godt. Der er kommet mange flere spontane kram, og generelt er hun også mere positiv, lyder det.

Spiller dit barn for meget?

Ifølge en kortlægning fra DR, Medierådet før børn og unge og Det Danske Filminstitut i 2020 spiller halvdelen af børn og unge i alderen 1 til15 år dagligt.

Hver femte barn spiller to timer eller derover, når de spiller digitale spil.

David Madsen, der er psykolog og medlem af Medierådet for børn og unge, påpeger, at der er et overforbrug af digitalt liv blandt børn og unge.

- Noget af det, man skal være opmærksom på som forældre, er, om barnet foretrækker at være social digitalt frem for fysisk, siger David Madsen.

Herunder kan du læse Sundhedsstyrelsens anbefalinger ift. børns skærmforbrug:

Center for Cybersikkerhed anbefaler at droppe snapchat og populær fitness-app

Det er ikke kun det populære sociale medie TikTok, som ifølge Center for Cybersikkerhed (CFCS) udgør en potentiel sikkerhedsrisiko.

Også det sociale medie Snapchat, fildelingstjenesten Dropbox og motionsappen Strava kan være problematiske.

Det fremgår af "Håndbog i sikkerhed for mobile enheder", som P1-programmet "Kulturen på P1" har fået aktindsigt i.

Håndbogen er udgangspunkt for, at TikTok er blevet frarådet og nogle steder forbudt på statslige arbejdspladser, kommuner og virksomheder.

Henvendt til særlig gruppe

Håndbogen er henvendt til ministre, departementschefer, særlige rådgivere og udvalgte medarbejdere i ministerierne.

I den gennemgås nogle af de apps, som vurderes at være sikre at have på en tjenestetelefon. Og andre, som CFCS anbefaler ikke at have ud fra et forsigtighedsprincip.

Blandt de sikre apps er Facebook, Instagram og Google Maps. Imens er TikTok, Snapchat og motionsapps såsom Strava ikke sikre.

Ifølge Henning Mortensen, formand i Rådet for Digital Sikkerhed, har appsene det til fælles, at de kan bede om adgang til telefonens kamera eller lyd - eller få adgang til andre apps, hvor der måske ligger fortrolige oplysninger.

- Når man ser på, hvem der er målgruppen - nogle af de øverste embedsmænd i det her land - så er det, fordi man er bange for, at der kommer ting ud vedrørende nationens sikkerhed, siger Henning Mortensen til DR.

CFCS begyndte debatten

Debatten om sikkerhed ved appen TikTok har de seneste uger været i gang i Danmark, efter at EU-Kommissionen forbød sine ansatte at have appen.

Center for Cybersikkerhed udtalte i den forbindelse, at statslige ansatte herhjemme også frarådes at have TikTok på tjenstlige enheder.

TikTok er et socialt medie, som især bruges af børn og unge til at dele og se korte videofrekvenser.

Appen er udviklet og ejet af det kinesiske selskab ByteDance.

Mark Fiedel, der er chef for cyberanalyse hos CFCS, har tidligere udtalt, at risikoen ved TikTok er forbundet med, at appen beder om meget vide rettigheder og adgange på enheden. Det øger risikoen for spionage.

- TikTok-appen ligger absolut i den højeste kategori, i forhold til hvilke typer data den indsamler.

- Andre sociale medier indsamler også data, men ikke nødvendigvis i det omfang, sagde han til Ritzau i begyndelsen af marts.

Samtidig er der en risiko ved, at TikTok er ejet af en kinesiskejet appudvikler. For det betyder, at virksomheden potentielt kan blive bedt om at samarbejde og udlevere data ifølge Mark Fiedel.

Det fremgår ikke af DR's artikel, hvad der ligger til grund for Center for Cybersikkerheds vurdering ved at bruge for eksempel Snapchat og Dropbox.

Kollapset tech-bank er genåbnet under myndighedernes kontrol

Kunder i Silicon Valley Bank har igen adgang til deres penge, efter at banken er genåbnet under myndighedernes kontrol og navnet Silicon Valley Bridge Bank mandag.

Det oplyser bankens nyslåede administrerende direktør, Tim Mayopoulos.

Banken er under kontrol af Det Føderale Indskudsforsikringsselskab (FDIC), som forsikrer en andel af bankkunders indlån.

Mayopoulos oplyser, at samtlige kunder har fuld adgang til deres indlån i banken. Alle eksisterende og nuværende lån er desuden beskyttet af FDIC, siger han.

Mest markante bankkrak siden finanskrisen 2008

Banken har endnu ikke genoptaget internationale overførsler. Det ventes dog at ske i de kommende dage, siger Mayopoulos.

Den store og kriseramte Silicon Valley Bank blev fredag beordret lukket af finansmyndighederne i den amerikanske delstat Californien.

Det kaldes for det mest markante bankkrak siden finanskrisen i 2008.

Silicon Valley Bank er kommet i problemer, efter at bankens moderselskab meddelte, at det er i bekneb for kapital.

Kunder mister ikke noget

Banken havde store investeringer i lange statsobligationer, og i takt med at USA's Centralbank begyndte at justere renten op for at tackle den stigende inflation, er værdien af Silicon Valley Banks statsobligationer faldet.

Onsdag besluttede banken sig for at minimere sine tab og sælge ud af statsobligationer for 21 milliarder dollar. Det medførte et tab på 1,8 milliarder dollar, men måske endnu værre udbredt panik om bankens finansielle helbred.

Det fik kunder til hastigt at hive deres indlån ud af Silicon Valley Bank, hvilket fredag altså endte med, at banken blev lukket

Søndag aften lød det også, at banken Signature måtte lukke.

Det amerikanske finansministerium og andre bankregulatorer sagde i en udtalelse søndag, at bankens kunder ikke kommer til at miste noget på lukningen, og at det heller ikke vil koste skatteyderne noget.

Zelenskyj tildeler højeste hæder til henrettet soldat

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hædrer nu soldaten Oleksandr Igorevytj Matsijevskyj med prisen 'Ukraines helt'.

Det skriver blandt andet The Guardian og BBC.

Soldaten blev identificeret af den ukrainske sikkerhedstjeneste efter at en voldsom video, der angiveligt viser mandens henrettelse, florerede på sociale medier.

I sin daglige videotale til nationen beskrev Zelenskyj soldaten som et symbol på det ukrainske folks modstand i krigen.

- I dag tildelte jeg titlen som 'Ukraines helt' til soldaten Oleksandr Matsijevskyj. En mand, som hele Ukraine vil kende. En mand, som vil blive husket for evigt. For hans mod, hans tillid til Ukraine og for hans 'Slava Ukraina', lød det.

Finskytte i enhed

Videoen viser den 42-årige soldaten stå og ryge en cigaret i et skovområde, da han formentlig bliver ramt af adskillige skud og falder til jorden. Kort inden skuddene falder, siger den ukrainske soldat netop: "Slava Ukraine" – altså "længe leve Ukraine".

Matsievsskyj var ifølge BBC finskytte i en ukrainsk enhed fra den nordlige del af Ukraine.

Det menes han blev dræbt sidste år i forbindelse med kampe i Bakhmut i det østlige Ukraine - en by, som Rusland har forsøgt at indtage i flere måneder.

Rusland har endnu ikke offentligt kommenteret videoen.

Har også statsborgerskab i Moldova

I en udtalelse mandag siger udenrigsministeriet i Moldova, at Matsijevskyj også havde statsborgerskab i Moldova.

Moldova fordømmer henrettelsen og kalder den en krigsforbrydelse.

I et interview med den tyske avis Bild i sidste uge, identificerede Igorevyrj Matsijevskyjs mor sin søn og sagde, at han havde arbejdet som elektriker i Kyiv inden krigen.

- Han stod dér ubevæbnet, men samtidig var han også stolt af at være fra Ukraine, sagde hans mor i interviewet om henrettelsen af hendes søn.

Arbejdsgruppe skulle sikre billigere tandlæger til danskerne – efter fem år venter tandløse Robert fortsat på svar

Den skulle sikre social lighed i tandplejen og billigere, mere rimelige tandlægeregninger til danskerne.

Men efter næsten fem år har den arbejdsgruppe, som et flertal i Folketinget nedsatte, ikke færdiggjort sit arbejde med anbefalinger til, hvordan voksentandplejen skal skrues anderledes sammen i fremtiden.

Arbejdsgruppen skulle ellers allerede i starten af 2019 have lagt sit arbejde frem.

Det møder nu kritik fra blandt andre Tandlægeforeningen.

- Det er jo fuldstændig forfærdeligt, at vi nu i fem år har siddet og ventet på, at den her vision for voksentandplejen skal blive igangsat.

- Jeg undrer mig meget over, at man fra politisk side slet ikke har taget det her alvorligt, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist.

Taber patienter på gulvet

Også Anne Marie Lynge Pedersen, professor i oral medicin på Tandlægeskolen på Københavns Universitet, undrer sig.

- I al den tid har man tabt en masse mennesker på gulvet, og de har stigende udgifter til tandlægebehandling. Nogle ender med at få trukket tænder ud, fordi de ikke får gjort noget, siger hun.

Det var den daværende VLAK-regering, der i 2018 med et politisk flertal i ryggen nedsatte arbejdsgruppen, der skulle lave en ny model for voksentandplejen, så der kunne indkaldes til politiske forhandlinger.

- Mange synes, at det er for dyrt at gå til tandlæge i Danmark. Og de offentlige tandudgifter afspejler ikke tilstrækkeligt den kraftige forbedring, der har været i tandsundheden de seneste 25 år. Det skal vi have lavet om på med den nye model, lød det i den forbindelse fra daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Arbejdsgruppen skulle i starten af 2019 aflevere en afrapportering, så der kunne startes politiske forhandlinger om en ny model for voksentandplejen. Men den er ikke landet.

- Som følge af de opgaver, som Sundhedsministeriet håndterede i forbindelse med covid-19 har arbejdet omkring en ny model for den almindelige voksentandpleje ligget stille og er endnu ikke genoptaget, skriver Sundhedsministeriet i en mail til TV 2.

Danske Patienter, der var med i et såkaldt dialog- og inddragelsesforum i arbejdsgruppen, oplyser til TV 2, at der ikke har været møder siden 2019, og der ikke er afleveret en afrapportering. Det bekræftes af Tandlægeforeningens repræsentant i gruppen.

Opgiver behandlinger

Imens undlader mange danskere at få den rette behandling, fordi prisen er for høj hos tandlægerne.

En ny undersøgelse foretaget af Tandlægeforeningen med svar fra 357 tandlæger viser, at 34 procent af tandlægerne dagligt oplever, at patienter takker nej til den fagligt optimale behandling, fordi vedkommende ikke har råd til det. De fleste svarer, at problemet er stigende.

En af de danskere, der takker nej til tandlægebehandling på grund af prisen, er 61-årige Robert Frøslev fra Ny Stenderup på Fyn.

Efter et længere sygdomsforløb begyndte han i 2013 at miste de første af sine tænder.

De følgende år kunne en enkelt bid af et stykke franskbrød betyde, at hans tænder ville knække. I dag har han mistet alle tænderne, så han kun har tre tandstumper tilbage i højre side af sin mund.

- Det er jo ikke særligt behageligt. Det betyder, at jeg ikke rigtig vil smile, og jeg vil ikke rigtig snakke, når jeg er ude. Jeg synes også, jeg snakker mærkeligt. Og skal vi til en fest, og jeg ikke ved, hvad der bliver serveret, så tager jeg ikke med, for jeg ved jo ikke, om jeg kan spise noget.

I dag lever han primært af farsretter, små stykker pasta med sovs eller nudler. Skal han spise andet, skal det blendes, fortæller han.

- Det er stort set kun familie og venner, jeg ser nu. Jeg går ikke ud blandt fremmede, og hvis jeg gør, så sidder jeg stille i et hjørne og snakker ikke så meget, fordi jeg hele tiden føler, det kan ses og høres på mig, at jeg ikke har nogen tænder, siger han.

Forventer kæmperegning

Robert Frøslev fik i februar 2009 tilkendt førtidspension, efter at han blandt andet har været igennem et sygdomsforløb med en hjernesvulst, og da han har fået konstateret knogleskørhed.

Det offentlige sundhedsvæsen vurderer, at han skal behandles ved privatpraktiserende tandlæger, men det har han ikke råd til, fortæller han.

Førtidspensionister er ellers blandt den gruppe af borgere med lavere indkomster, som kan få støtte gennem deres kommune til tandlægehjælp. Men de får ikke dækket hele regningen.

Robert Frøslev fortæller, at han ved tidligere behov for tandlægehjælp kun er blevet tildelt 35 procent i støtte fra sin kommune. Derfor har han helt opgivet at gå til tandlæge for at få ordnet sine tænder.

I 2020 fik han et overslag fra en tandlæge, der lød på 112.000 kroner.

- Jeg har et rådighedsbeløb på et par tusinde om måneden. Hvordan skulle jeg få penge til tandlægebehandling?

Kunne du ikke spare på andre udgifter, hvis det er så vigtigt for dig at få lavet dine tænder?

- Jeg ved ikke, hvad det skulle være. Jeg har omkring 11.000 kroner udbetalt om måneden i min førtidspension. Jeg skal leve, have telefon og fjernsyn.

- Så har jeg min bil, men den er jeg nødt til at have. Vi bor ude på landet, hvor busserne ikke kører om aftenen, og der er jeg nødt til at have en bil, hvis jeg skal på hospitalet, siger han.

Robert Frøslev undrer sig over, at man ikke har færdiggjort arbejdet i den arbejdsgruppe, der blandt andet skulle vise vejen til billigere priser hos tandlægerne.

- Det er utroligt. De burde vide, at vi er en masse svage borgere, og med den inflation, vi har haft, er min og andres købekraft kun blevet mindre. Selvom der har været corona, burde de da stadig kunne mødes og arbejde, mener han.

Udskudt på grund af corona

Netop corona har været medvirkende til, at der endnu ikke er sket noget, oplyser Sundhedsministeriet.

Det var også den forklaring, daværende sundhedsminister gav i marts 2022, da han redegjorde for sagen i et folketingssvar, tre år efter at arbejdsgruppen skulle have lavet sin afrapportering.

- Som følge af de opgaver, som Sundhedsministeriet og andre ministerier har håndteret i forbindelse med covid-19, har arbejdet imidlertid ligget stille i en periode. Jeg kan tilføje, at det fortsat er min ambition, at det forberedende arbejde genoptages i 2022, og at det således vil være muligt at genoptage den politiske dialog om den fremtidige organisering inden udgangen af 2022, lyder det i folketingssvaret fra Magnus Heunicke.

Partier raser

Arbejdet er dog fortsat ikke færdigt, og der er stadig ikke indkaldt til forhandlinger. Og det møder kritik fra de partier, der selv var med til at nedsætte arbejdsgruppen.

- Jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt. Der er borgere som konkret lider under den manglende revision, lyder det fra Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund, der nu vil rejse sagen over for sundhedsministeren.

Også Konservative, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og SF vil have ministeren til at sikre, at arbejdsgruppen hurtigst muligt færdiggør sit arbejde, så der kan indkaldes til forhandlinger om en ny model for voksentandplejen.

- Vi mangler fuldstændig udvikling på tandsundheden. VI får slet ikke sat alt det i gang, som vi kunne have sat i gang, siger SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen.

Der har været en coronapandemi. Er det ikke en meget god forklaring på, at de ikke er færdige endnu?

- Der har ikke været corona hele tiden. Men det er klart, at meget er sat på standby, da der var corona, og det kan jeg godt forstå. Men det ændrer ikke ved, at det for patienterne og samfundsøkonomien ville være godt, hvis vi fik sat det arbejde i gang igen nu, siger hun.

Både hun og Peder Hvelplund fortæller, at de flere gange har rykket på svar for, hvornår arbejdsgruppen var færdig, så der kunne indkaldes til nye forhandlinger om voksentandplejen.

Forsvarer forsinkelse

Det har ikke været muligt at få et interview med sundhedsminister Sophie Løhde (V), der i et skriftligt svar oplyser, at regeringen vil undersøge, om voksentandplejen på sigt kan skrues anderledes sammen, så man opnår en større social lighed i tandsundheden.

TV 2 har blandt andet også spurgt hende, om hun synes, det er acceptabelt, at arbejdsgruppen efter fem år endnu ikke er kommet med afrapporteringen, så der som planlagt kan startes politiske forhandlinger. Det har hun ikke svaret på. Det fremgår heller ikke af svaret, om arbejdsgruppen fra 2018 skal genoptage arbejdet.

- I regeringen vil vi undersøge, om voksentandplejen på sigt kan skrues anderledes sammen, så vi opnår en større social lighed i tandsundheden, lyder det fra ministeren.

Hos et andet regeringsparti – Socialdemokratiet – mener sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen, at det er forståeligt, at arbejdsgruppen og de politiske forhandlinger er blevet forsinket.

- Sundhedsvæsenet og alle, der har arbejdet med sundhed de seneste år, har været kamppresset med baggrund i coronapandemien. Jeg tror, at der er en meget bred forståelse af, at man ikke kan alt, når der er en sundhedskatastrofe, der løber ind over landet og verden på den måde, siger han.

Burgerkæde i vildt stunt: Dropper kød i en måned

Er du en af dem, der efter en bytur får en helt ustyrlig trang til kød, fedt og salt, så kan det godt være, at du i den næste måned skal undgå Burger King på Rådhuspladsen.

I hvert fald, hvis du ikke vil undvære kødet. For Burger King-kæden annoncerer, at de som et eksperiment omdanner restauranten til at være plantebaseret i en hel måned.

Burger King oplyser selv, at de er klodens næststørste hamburgerkæde, og med restauranter i næsten enhver afkrog af verden er det voldsomme mængder kød, pakket ind i boller, der langes over diskene hver dag – året rundt.Men i den næste måned bliver mængden en lille smule mindre, når Burger King på Rådhuspladsen bliver til en plantebaseret restaurant.

Plantebøfferne bliver flammegrillet, så det kommer til at smage som vores velkendte Whopper

Marcus Voldum, Marketings- og presseansvarlig, Burger King

- Vi gør det, fordi vi gerne vil give danskerne en mulighed for at vælge kødfrit, siger Marcus Voldum, marketings- og presseansvarlig i Burger King Danmark.

Og så vælger I restauranten på Rådhuspladsen. Et sted som mange passerer om natten – på vej hjem fra byen med et umætteligt behov for kød, fedt og salt. Hvordan hænger det sammen?

- Plantebøfferne bliver jo flammegrillet, så det kommer til at smage som vores velkendte Whopper.

Siger du, at man ikke vil kunne smage forskel?

- Altså det kan man jo selvfølgelig, hvis man tager bøffen ud. Men sammen med alle de andre ingredienser kommer det til at smage, som man kender det, hævder Marcus Voldum.

Kødfrie tilbud i alle restauranter

Den kødfrie måned på Rådhuspladsen gennemføres for at markere, at Burger King i alle sine restauranter nu tilbyder kødfrie alternativer.

Men på andre restauranter er der tale om et valg – kunderne kan stadig få en burger med oksekød. Det kan man ikke på Rådhuspladsen. Og her går man så langt, at alle maskiner og grillen bliver grundigt rengjort natten til onsdag, så der ikke er spor efter kød i restaurantens produktion. Det sker ikke på kædens andre restauranter, hvor der altså kan være tale om såkaldt krydskontaminering.

- Derfor siger vi heller ikke, at vores tilbud er vegetariske eller veganske. Vi siger, at det er et plantebaseret tilbud, forklarer Marcus Voldum.

Burger King gennemfører lignende eksperimenter i Norge og Sverige, og allerede sidste år startede kæden i flere andre lande med et tilbyde plantebaserede alternativer.

- Og med hensyn til Rådhuspladsen, så vil vi bruge den kødfrie måned til at kortlægge, hvad danskerne godt kan lide – for eksempel vegetarisk bacon. Hvis der bliver taget godt imod den slags produkter på Rådhuspladsen, vil vi overveje, om det skal lanceres nationalt, siger han.

Gæsterne på Rådhuspladsen kan se frem til en række nye plantebaserede burgere samt nogle af Burger Kings andre produkter i plantebaserede versioner.

Leverandøren af de plantebaserede burgerbøffer og fileter er The Vegetarian Butcher, som sammen med Burger King har udviklet plantebaserede alternativer, der smager og ligner ægte kød og kylling. På samme måde er der også udviklet plantebaseret ost og plantebaseret bacon.

Burger Kings tilbud om plantebaserede bøffer andre steder i landet er dog ikke helt så tillokkende for vegetarer og veganere – for her bruges der stadig rigtig ost – og rigtig bacon.

Begejstring blandt vegetarer

Burgerkædens månedlange eksperiment vækker begejstring i Dansk Vegetarisk Forening.

- Vi tænker, at det er fantastisk positivt, når store virksomheder tager ansvar og udfordrer os alle sammen. Grundlæggende mener vi, at det er vigtigt at give folk mulighed for at vælge det grønne – det er en valgmulighed, der altid skal være tilgængelig. Men vi skal også tænke anderledes, hvis vi skal nå klimamålene. Derfor er det her vigtigt, siger Rune-Christoffer Dragsdahl, der er generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

Hvis vi skal flytte de store tandhjul, så skal vi have de store aktører med.

Rune-Christoffer Dragsdahl, Dansk Vegetarisk Forening

Og hvor mange virksomheder, som forsøger at skabe sig et grønt image let beskyldes for såkaldt greenwashing, så mener Rune-Christoffer Dragsdahl ikke, at det gælder Burger King.

- Nej, det kan man ikke sige. For her sker det samtidig med, at de øger mulighederne på resten af deres restauranter. Så det betyder, at de forsøger at flytte noget til daglig, siger han.

Generalsekretæren siger videre, at han selv godt kan have en forkærlighed for små virksomheder og startups, der tænker grønt.

- Det er jo skønt, at ildsjæle åbner en restaurant med lækker plantebaseret mad. Men hvis vi skal flytte de store tandhjul, så skal vi have de store aktører med, siger han.

Restauranten på Rådhuspladsen var kædens anden restaurant her i landet, Den åbnede første gang 21. februar 1979.

Onsdag i denne uge åbner den klokken 10 – som plantebaseret restaurant.

Hun var 14 år, da hun begyndte af misbruge medicin

Rettet 13.3: Artiklen er opdateret med en præcisering af forskellen på opioider og benzodiazepiner, der er to forskellige typer medicin.

Asta lå i sin seng hjemme hos sin mor og papfar.

Flere gange havde Astas mor sneget sig ind på hendes værelse, videre hen til hendes seng og forsigtig løftet sin hånd hen til Astas næse og mund. Var der mon vejrtrækning? Astas mor frygtede at finde sin datter død. Heldigvis havde Astas åndedræt varmet morens hånd hver gang. Asta var til stede fysisk, men hun var ukontaktbar på grund af opioider og angstdæmpende og søvnfremkaldende medicin. Hvor meget hun havde taget, kan hun ikke huske.

Fra Asta var 14 år gammel, til hun blev 16 år, var hun misbruger af benzodiazepiner eller benzoer, der er en angstdæmpende og søvnfremkaldende medicin, som kan være meget vanedannende.

Samtidig eksperimenterede hun med opioider såsom oxycontin, tramadol og morfin. Hun var i perioder så påvirket, at det i dag gør det svært for hende at genkalde fortiden.

- Jeg har fået ting fortalt, hvor jeg har tænkt ”shit, har jeg virkelig gjort det.”

Når hun i dag tænker tilbage på sit misbrug, ser hun en usikker, ensom og rastløs pige for sig.

Asta er en af de danskere, som har været afhængig af opioder. Seneste tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at danskerne i 2016 fik udskrevet opioider svarende til 40 millioner døgndoser af morfin. Tallet er i 2021 faldet til 28 millioner døgndoser, hvilket svarer til et fald på 29 procent.

Men misbrugsekspert Jan Petersen fra Petersen Consult, fortæller, at der findes et stort mørketal.

- Det er min erfaring. For ti år siden snakkede man ikke om piller blandt unge mennesker, det gør man altså nu, siger han med henvisning til både opioider og angstdæmpende og søvnfremkaldende medicin som benzodiazepiner.

- Her i biksen bruger vi betegnelsen opioider over alle piller, fordi det ofte er samme effekt, pillerne har, når man blander dem med alkohol og andet, som folk ofte gør, siger han.

Han har med sit firma igennem 10 år samarbejdet med blandt andre kommuner om at hjælpe unge misbrugere.

Selv om der bliver udskrevet færre opioider, har TV 2 Kosmopol har fundet ud af, at hver fjerde kommune i hovedstadsområdet i større eller mindre grad har kendskab til unges brug af opioidpiller. Samtidig har JydskeVestkysten fundet frem til, at problemet breder sig alvorligt blandt unge i Esbjerg og Ribe.

Sidste år talte TV2 ØSTJYLLAND med misbrugscentre i Randers, Norddjurs, Syddjurs, Aarhus, Silkeborg og Horsens, som beskrev det som et stort problem blandt unge.

Over grænserne

Asta kom til verden en sommerdag i juni 2003. Hun voksede op i København i en almindelig familie. Men det hele begyndte først 13 år senere. Asta gik i skole, men det var ikke sjovt for hende. Det var ikke det boglige, der drillede hende. Tværtimod gik det hele ret nemt for hende.

Hun kedede sig. Hun opsøgte nogle af de ældre børn, som eksperimenterede med alkohol, cigaretter og hash. Og Asta gjorde det samme.

- Vi forstærkede hinanden, og det blev vildere og vildere.

Vildskaben skabte kaos. Kaosset blev til en depression. Der var ikke andet at gøre. Hun skulle indlægges på psykiatrisk afdeling. Hvor længe hun var der, kan hun ikke huske.

Indlæggelsen hjalp ikke. Der var fart på. Stofferne tog til. Hun eksperimenterede mere og mere, og som 14-årig prøvede hun benzoer første gang. Pillerne slukkede for tankerne, for ensomheden og for usikkerheden. Hun jagtede pillerne for at fjerne følelserne.

Efter Astas indlæggelse beslutter hendes mor og papfar at flytte til Vejle. De er begge oprindeligt fra Jylland, og de savnede den jyske charme. Måske var det en ny start?

Der skulle mere til at stoppe Asta.

De var billige og smagte godt

Faktisk var medicinen så stor en del af hende, at hun ikke kunne forestille sig et liv uden.

- Det var svært at snakke med folk uden at være påvirket. Jeg kunne ikke se, hvilket fællesskab vi ellers skulle have. På hvilket grundlag skulle vi være venner, hvis ikke der var stoffer involveret.

Pillerne købte hun over de sociale medier, primært Snapchat eller Instagram. Herigennem købte hun piller for de penge, som hun havde formået at skrabe sammen.

Hvor mange penge brugte du på det?

- Det aner jeg ikke. Jeg kan ikke en gang fortælle dig et cirkatal, men det var mange.

Jeg ville have et værdigt liv

Asta-Marie Lyager

- Jeg kan huske, at jeg var i Vejle, og så morgenen efter vågnede jeg op på Kolding Sygehus. Hvordan jeg var kommet derhen og hvorfor, det husker jeg ikke.

Det skræmmer hende at tænke tilbage på, hvor stor hendes afhængighed var. Af primært benzodiazepiner, men også mange andre stoffer.

Benzodiazepinerne havde den sideeffekt, at Asta mistede appetitten. Ofte var hun så dopet, at hun glemte at spise. Hun tabte sig omkring 15 kg og blev gennemsigtig i huden.

De er små, hvide piller, som smager af jordbær. For at få en hurtig virkning tyggede og slugte Asta pillerne.

- Jeg ved ikke, hvor mange jeg tog, men der var mellem ti og 15 benzoer i et bræt, som man kalder det, og så kostede de mellem 50 og 150 kroner. Så de var billige.

Det hele blev for meget, og Asta blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Aabenraa. Her trappede hun ud af medicinen. Præcis hvor længe hun var der, kan hun ikke huske.

Asta i dag

En aften sad hun på sit værelse på den psykiatriske afdeling og skrabede de sidste stoffer sammen, som hun havde formået at smugle ind. Der var ikke nok til, at det ville påvirke hende.

- Jeg tænkte: Hvor er jeg ynkelig.

Det var i dette øjeblik, at Asta besluttede sig for at stoppe.

At blive stoffri ville kræve meget. Men denne gang var hun opsat på, at det skulle lykkes.

- Jeg blev ikke clean for min mor, min far eller min lillesøsters skyld. Jeg blev clean for min egen skyld. Jeg ville have et værdigt liv.

Abstinenserne var næsten ulidelige. Hendes hjerte pumpede i brystkassen, mens hun skiftevis frøs og svedte. Rastløsheden ramte hende som en mur, og tankemylderet overfaldt hende.

- Det var som et åbent sår. Jeg skulle starte fuldstændig forfra. Alle mine ”venner” var jo misbrugere, og for at jeg kunne blive clean, var jeg nødt til at skære dem fra.

Fra Asta var 14 år, til hun var 16 år, var hun misbruger. Misbruget fik først sin ende, da hendes sagsbehandler kom med et tilbud. En konsulent fra Petersen Consult, et konsulentfirma i Esbjerg, som hjælper unge misbrugere, blev koblet på Asta. Én, hun kunne ringe til døgnet rundt. Selv når klokken var tre om natten, og trangen trængte sig på, var der en at snakke med.

Asta skulle kæmpe for at komme ud af sit misbrug. Uden sine nærmeste tør hun ikke at tænke på, hvor hun ville være i dag.

Men Asta har en ny historie. For hun er kommet på den anden side af misbrugslivet og har i dag et almindeligt liv.

Asta er flyttet til Esbjerg, hun er 19 år og læser til lærer. Hun arbejder i dag hos Petersen Consult, hvor hun bruger sin erfaring og viden til at hjælpe andre misbrugere.

- Jeg har selv været der, derfor kan jeg bruge min fortælling til at hjælpe andre.

Asta har fulgt med i den massive mediedækning af opioider, derfor finder hun det rigtigt at fortælle sin historie.

- Min historie er vigtig, fordi det kan inspirere andre til at stoppe. Opioider og benzodiazepiner er enormt vanedannede og ødelæggende. Jeg har fået frarøvet en stor del af min ungdom på grund af stoffer, og det ønsker jeg ikke for andre.

Fortiden har efterladt sine ar på Asta. Arrene minder Asta om alt det, hun har været igennem, og hvor langt hun er kommet.

I dag har hun ikke længere kontakt med sine misbrugsvenner.

Hør mere om de farlige opioider TV 2s nyhedspodcast 'Dato'.