Mikael Schiermer stod på gaden i Kyiv med en smøg i hånden.

Foran ham sneglede morgentrafikken sig afsted. Selvom krigen fortsat rasede i store dele af Ukraine, var det flere måneder siden, at der sidst havde været et angreb på hovedstaden, og en ny normalitet havde atter indfundet sig.

Da krigen brød ud, følte jeg et eller andet, jeg aldrig havde følt før

Dagen forinden havde Mikael Schiermer taget den næsten 24 timer lange biltur fra Holstebro til Kyiv for endnu en gang at levere nødhjælp. Nu stod han og nød et øjebliks fred og ro, inden turen igen gik mod Danmark.

Med et lød en øresønderrivende lyd over ham. Han kiggede op og bemærkede en raket, der fløj hen over himlen og lige i retning af det kvarter, han befandt sig i.

Et splitsekund efter blev den susende lyd forvandlet til et brag.

Overalt omkring Mikael Schiermer blev vinduerne suget ud af deres rammer og forvandlet til tusindvis af glasskår. Og kun 300 meter fra ham steg røgen op fra det sted, hvor raketten havde ramt.

Den dag – 10. oktober 2022 – slog adskillelige raketter ned i Ukraines hovedstad, Kyiv, og dræbte ti personer.

Mikael Schiermer, der til daglig driver sin egen tømrervirksomhed i Hjerm nord for Holstebro, befandt sig i centrum af det hele.

For lige siden russerne trængte ind over de ukrainske grænser 24. februar sidste år, har han taget talrige ture til det nu krigsplagede land for at levere nødhjælp til trængte ukrainere – også selvom det indebærer livsfarlige situationer som den, der fandt sted i Kyiv.

- Da krigen brød ud, følte jeg et eller andet, jeg aldrig havde følt før. Det, der skete, var simpelthen så uretfærdigt. Jeg var nødt til at gøre et eller andet, siger han til TV 2.

Da Mikael Schiermer først hørte nyheden om, at Rusland havde invaderet Ukraine, var hans første indskydelse at hente sit militærgrej på loftet og tage afsted for at kæmpe på slagmarken.

Han har aldrig været i krig, men aftjent værnepligt, været 15 år i hjemmeværnet og haft en kort tur omkring Fremmedlegionen.

- Resten af familien syntes, at det var en rigtig dårlig ide, og det syntes jeg jo egentlig også, siger Mikael Schiermer om den første ide, der kom til ham.

I stedet besluttede han sig for at stable en organisation på benene, der skulle indsamle militærudstyr og køre ned med det til det ukrainske militær.

I begyndelsen var det blot ham selv og hans storebror Kurt Hansen, og allerede i marts måned – blot et par uger efter krigens start – kunne de køre den første hvide varevogn afsted til Ukraine.

Den første tur var både forbundet med nervøsitet og spænding.

Turen dertil gik dog over al forventning. Mikael Schiermer og Kurt Hansen fik afleveret militærgrejet, fik lov at sove på militærbasen om natten, og dagen efter kunne de atter vende snuden hjemad.

Mine midlertidige økonomiske kvaler er ingenting i forhold til, hvad de går igennem

Men på vejen hjem gik der hul på køleren. Det var aften, og de to brødre befandt sig kun to kilometer fra den hviderussiske grænse.

På det tidspunkt var det stadig usikkert, om Putins ven og allierede, den hviderussiske præsident, Alexander Lukasjenko, havde tænkt sig at tilslutte sig krigen, og der stod kampvogne langs det meste af grænsen. Det kunne derfor kun gå for langsomt med at komme væk, fortæller Mikael Schiermer.

- Jeg kom i tanke om min gamle onkel Hans, som jeg engang så fikse en ødelagt køler ved at komme æg ned i den. Det, tænkte jeg, måtte prøves. Så vi fandt en lille købmand, købte en pakke æg, piskede dem sammen og hældte dem ned i køleren. Det holdt hele vejen til Danmark.

I året, der snart er gået, siden krigen brød ud, har flere meldt sig under Mikael Schiermer og Kurt Hansens faner, og i dag er Mikael Schiermer formand for organisationen ACTT International, som ifølge ham selv snart nærmer sig 50 aktive medlemmer.

ACTT International leverer både humanitær bistand til mennesker og dyr i Ukraine, ligesom de støtter flere flygtningecentre i Polen.

Nødhjælpen er udvidet fra militærgrej til blandt andet hospitalsudstyr, værktøj, generatorer, tøj, fødevarer og hundefoder.

Mikael Schiermer har ikke et præcis tal på, hvor mange gange organisationen har været afsted med nødhjælp, men han estimerer det til at være omkring 30-40 gange. Selv har han været med på cirka 15 ture.

Typisk er de på farten fire dage ad gangen, og de har været alt fra 2 til 12 personer afsted afhængig af mængden af nødhjælp, de har skullet levere.

Med et fuldtidsjob som tømrermester ved siden af kan det dog være svært at finde balancen mellem privatliv og nødhjælpsarbejdet, indrømmer Mikael Schiermer.

Heldigvis hjælper storebror Kurt Hansen, som arbejder for Mikael Schiermer, med at holde hjulene i gang i tømrervirksomheden, mens Mikael Schiermer er afsted.

- Vi aftalte på et tidspunkt, at der bliver nødt til at være en derhjemme til at passe firmaet. Livet går jo ikke i stå, fordi man tager derned, lyder det fra Kurt Hansen, som TV 2 også har talt med, mens Mikael Schiermer supplerer:

- Men det går på ingen måde op. Det gør også lidt ondt i forretningen, men mine midlertidige økonomiske kvaler er ingenting i forhold til, hvad de går igennem.

Det er heller ikke alle ture, der har været lige sjove.

Jeg kan simpelthen ikke stoppe igen

Mikael Schiermer har både været i Kyiv, Butja og Dnipro. Og da han tog til Butja – byen, der blev kendt for dens mange massegrave, efter at russerne forlod den – blev han mødt af flere voldsomme syn.

- Det var helt forfærdeligt at se byen skudt i smadder. Beboelsesblokke var skudt i stykker af kampvogne, børnefamiliers huse var sønderbombede, og der var missilrester overalt, fortæller han.

Efter hjemkomsten fra en af de mange ture blev det også for meget for Mikael Schiermer.

Han var taget ud for at drikke en kop kaffe med sin mor, da følelserne overvældede ham.

- Jeg skulle bare græde. Så jeg rejste mig og gik ud. Det kom ikke på turen, men først, da jeg kom hjem. Man pakker følelserne væk i øjeblikket. Det er først, når man får tid til at sætte sig ned og slappe af, at de kommer, siger han.

Næste tur, som Mikael Schiermer og ACTT International skal på, vil formentlig blive om to uger.

Her er planen, at de skal levere værktøj til genopbygning af børnefamiliers huse i Kherson.

Kherson blev erobret af russiske styrker i marts og befriet af ukrainske styrker i november. Nu, tre måneder senere, ligger byen næsten øde hen.

Byen bliver dog fra tid til anden ramt af russiske missilangreb. Dette bekymrer dog ikke Mikael Schiermer, som siger, at han sjældent føler sig bange på sine ture.

Og selvom han ingen kobling har til Ukraine, ud over et par ukrainske venner, har han ikke tænkt sig at stoppe med at køre med nødhjælp lige foreløbig – også selvom han sætter sit liv og sin økonomi på spil.

- Jeg er nødt til det. Jeg kan simpelthen ikke stoppe igen. Hver gang du er dernede, ser du, hvor stort behovet er, og det motiverer mig til at gøre endnu mere, siger han.

Der bliver flere og flere danskere med mere end én kronisk sygdom.

Antallet af såkaldt multisyge vil ifølge en ny fremskrivning stige fra 1,2 millioner til 1,5 millioner danskere i 2050.

Det skriver DR Nyheder.

Fremskrivningen fremgår ifølge DR af en rapport udarbejdet for Videns- og Forskningscenter for Multisygdom og Kronisk Sygdom i Region Sjælland.

Udviklingen hænger i høj grad sammen med, at der bliver flere ældre, og at den gennemsnitlige levealder bliver højere.

Jo længere vi lever, jo større er risikoen for, at vi pådrager os sygdomme.

- Folk får flere kroniske sygdomme samtidig, og dermed bliver sygdomsmønstrene også mere komplekse, siger klinisk professor med speciale i multisygdomme Anne Frølich til DR.

Hun forudser, at flere multisyge vil blive en stor belastning for et i forvejen presset sundhedsvæsen.

Professoren peger på, at der skal sættes ind med forebyggelse. Men der er også brug for at organisere sundhedsvæsnet anderledes, mener hun.

Eksempelvis bør der udarbejdes kliniske retningslinjer for kombinationer af flere forskellige kroniske sygdomme og tilbydes mere sammenhængende behandlingsforløb.

Det er regionerne, der driver sygehusene. Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), deler opfattelsen af, at sygehusene skal blive bedre til at tage imod multisyge.

Han siger til DR, at det blandt andet handler om at samle undersøgelser af multisyge patienter ét sted.

Andelen af multisyge danskere er ifølge rapporten størst i Region Syddanmark, Region Nordjylland og Region Sjælland.

Det ligner en ganske almindelig hovedvej, der løber gennem en søvnig forstad.

Små familiehuse ligger side om side.

Skyd mig. Skyd mig og min kat

En mand er på vej hjem med varer, to andre forsøger at få gang i deres bil, der er gået i stå.

Sidste år blev denne gade, Jablunskavej, verdensberømt.

2. april offentliggjorde det ukrainske forsvarsministerium billeder af soldater, der zigzaggede sig vej rundt om seks lig, der lå spredt på vejen.

Køreturen blev det første ukrainske bevis på den massakre, der fandt sted i Kyiv-forstaden Butja i den første måned af Ruslands invasion.

TV 2s udsendte besøgte forstaden, få dage efter videoen havde ramt den internationale presse. Nu er vi taget tilbage for at se på dens forfatning knap et år senere.

Og for at prøve at finde en kvinde, vi mødte dengang; Iryna Abramova, hvis eksistensgrundlag blev flået fra hende af den russiske besættelsesmagt.

Iryna Abramova mødte sin mand små 20 år inden invasionen. Hun arbejdede på et hospital, han var svejser og otte år yngre end hende.

En dag kom han forbi hospitalet, og da han under besøget gik ud for at ryge en cigaret, gik hun ud til ham.

Et par måneder senere flyttede de sammen. Så blev de gift, og han tog hendes efternavn og blev Oleg Oleksandrovytj Abramov.

De fik aldrig børn, men en hund og tre katte. Den perfekte familie, ifølge Iryna Abramova.

Men så kom russerne.

4. marts 2022 hørte ægteparret tunge køretøjer rulle ind i Butja. Dagen efter blev de vækket af eksplosioner og skud. Ukendte lyde for den lille familie.

De havde overnattet ved Iryna Abramovas far, som boede i nabohuset. Da soldaterne gennede dem ud i gården, så hun, at eksplosionerne havde ramt hendes eget hus. Det stod nu i flammer.

- Hvor er nazisterne, spurgte uniformerede mænd, husker hun.

De tvang Oleg Abramov til at tage overtøjet af, så de på hans bare overkrop kunne se de tatoveringer, der ville bekræfte dem i deres overbevisning om, at han havde tjent i hæren. Det havde han ikke.

Soldaterne førte ham alligevel ud på gaden, og da Iryna Abramova og hendes far kort efter fik at vide, at han ikke ville komme tilbage, løb hun ud på gaden iført morgenkåbe og med en kat på armen.

Der lå hendes mand. En del af hans hoved var forsvundet, og blodet sprøjtede ud.

- Skyd mig. Skyd mig og min kat, skreg hun ad soldaterne, der sad og så til på kantstenen.

En af dem sigtede på hende, men sænkede så pistolen igen.

- Jeg dræber ikke kvinder, lod han hende forstå og gav hende og hendes far tre minutter til at forsvinde fra området.

Måneden efter, da ukrainske styrker havde tilbageerobret forstaden, så størstedelen af husene i kvarteret ud som Iryna Abramovas.

De var enten sprunget i luften, skudt i sænk eller begge dele. Mange steder var vejen ikke til at se for udbrændt krigsmateriel og lig.

Et år senere er historien en anden.

Nu ligner det et nybyggerkvarter, hvor typehuse skyder op på en lang række. Resterne af udbrændte kampvogne er byttet ud med nyere gravkøer og entreprenørmaskiner.

Det er stort set kun skudhullerne i blikpladerne, der indkredser folks haver, som stadig vidner om russernes angreb.

Artem Matsyk byder indenfor i sit kommende hjem og fortæller, at amerikanske donorer står for byggeprojektet.

Han husker tydeligt, da russerne var der.

- De smadrede vinduerne og gik ind i huset, fortæller han.

Da de fandt ham og familien, bad han dem høfligt om at lade dem være, da de havde børn i kælderen. Deres liv blev modsat mange andre i Butja skånet.

- Heldigvis kastede de ikke en granat ind til os.

Huset havde været i familien i 40 år. Nu står der snart et nyt på 140 kvadratmeter. Skelettet er så godt som færdigt, det indvendige klarer han og familien selv.

Men det tager tid på grund af de mange strømafbrydelser forårsaget af ugentlige russiske angreb på kritisk infrastruktur.

Så lige nu udnytter familien de seks timers dagslys, som de har i løbet af dagen.

Butja har for anden gang på et år ændret sig markant. Denne gang til det bedre.

Men det gør det sværere at finde Iryna Abramova.

Alle hendes ejendele forsvandt i branden, heriblandt alle hendes personlige papirer. Da TV 2s udsendte mødte hende efter befrielsen i april, havde hun bogstaveligt talt mistet sin identitet.

Men efter længere tids søgen kommer ruinerne af hendes hus pludselig til syne bag et blikhegn og et stort nyopsat reklameskilt.

Det står, som det gjorde dengang: udbrændt og smadret til ukendelighed. Nabohuset er dog stadig intakt.

Der bor Zoe, som tøvende besvarer bankene på døren og kaldene fra TV 2s udsendte.

Naboen kender godt Iryna Abramova og forklarer, at hun nu bor ved sin tante to huse længere nede.

Hendes telefonnummer holder Zoe for sig selv, men hun går til sidst med til at ringe til Iryna Abramova.

Hun vil gerne komme ud og tale med de to udenlandske journalister, der spørger efter hende.

Iryna Abramova husker ikke TV 2s udsendte. Der var så mange journalister i Butja i april. Siden dengang har kun hendes adresse ændret sig.

- Jeg har fundet det bedste i mig selv, men min moral er helt i bund, og det bliver værre, som tiden går. De samme billeder fra dengang står lysende klart for mine øjne.

Efter en længere kamp for at bevise sin identitet har hun fået sig et nyt pas, men hun kan alligevel ikke se fremtiden for sig. Det er fortiden, der fylder.

På hjørnet, hvor hendes mand døde for øjnene af hende, har hun lagt blomster. Først var det friske, men sådan nogle dør jo med tiden, og da det er for hårdt at komme der hele tiden, har hun nu sat en farverig buket kunstige blomster.

Hun låser blikhegnet op og viser, hvad der er tilbage af huset.

Hun viser, hvor russerne brød ind i haven, og hvilket vindue de kastede granater ind ad, mens de skød mod huset og beordrede beboerne ud af huset.

Det er kun gavlen og væggene i stueetagen, der står endnu. Få ejendele kan ses i ruinerne: en gryde på komfuret og en udbrændt vaskemaskine.

Midt i stuerummet ligger resterne af en springmadras. Det var hendes mands seng, som stod på førstesalen, forklarer hun og peger op, hvor der nu er frit udsyn til himlen.

Et sted under murbrokkerne ligger familiens hund.

- De kalder os nazister. At vi ikke er ukrainere, at vi ikke er mennesker, at vi er nazister. Vi har levet et liv som ganske almindelige mennesker, og en dag vågner vi pludselig op som nazister, siger hun om de russiske besættere, mens hun trækker på skuldrene.

Iryna Abramova husker, at soldaterne var meget unge og havde pæne uniformer på. De måtte være fra luftvåbnet, vurderer hun. De opførte sig dog mere "som dræbermaskiner uden sjæl".

- De kalder sig vores brødre. Men det er bedre at være et forældreløst barn, end at have familiemedlemmer som dem, konstaterer hun.

Hvis nogle havde en telefon, måtte vi skyde dem

Selvom de aldrig skjulte deres ansigter, kan Iryna Abramova ikke huske, hvordan gerningsmændene så ud. Hun havde aldrig set våben, før russerne kom til Butja, så hun stirrede mere på geværerne og pistolerne end deres ansigter.

- Jeg har hørt, de er blevet hædret som helte hjemme i Rusland, siger hun.

Et større efterforskningsarbejde er i gang for at retsforfølge de ansvarlige og stille dem til ansvar. Men det er svært i en krigstid.

I Vesten og Ukraine anklager man den russiske 64. separate motoriserede riffelbrigade for krigsforbrydelser i Butja.

USA har sanktioneret hele brigaden, mens EU og Storbritannien har sanktioneret ham, der havde kommandoen for den, officeren Azatbek Omurbekov.

En russisk desertør fra brigaden, Nikita Tjibrin, er stået frem og har til CNN fortalt, hvilke krigsforbrydelser han så i Butja.

- Hvis nogle (af de civile, red.) havde en telefon, måtte vi skyde dem, har han blandt andet fortalt.

Russeren fortæller, at han ikke selv overværede drab på civile. Men han så flere tilfælde, hvor soldater blev jagtet af deres overordnede, fordi de var blevet taget i at have voldtaget civile.

De fik som regel tæsk og sendt hjem til Rusland, men de kom aldrig i fængsel eller blev retsforfulgt, fortæller han.

I Rusland afviser styret kategorisk, at der er sket krigsforbrydelser i Butja. Det er én stor iscenesættelse foretaget af Ukraines regering som en del af deres antirussiske proganda, lyder det.

Imens er 'Slagteren fra Butja', Azatbek Omurbekov, blevet forfremmet til oberst.

I dag forsøger Iryna Abramova at lægge oplevelserne bag sig og begynde at leve igen.

Da hun fik sin identitet tilbage, fik hun også et nyt skøde på sit hus, så hun kan søge om at få det revet ned. Men det er dyrt, og hun modtager kun knap 400 kroner om måneder fra staten – ligesom millioner af andre internt fordrevne ukrainere gør.

Så hun fandt sig et arbejde, men det kunne psyken ikke holde til. Hun blev sygemeldt og til sidst afskediget.

Hun savner sin mand hver dag, og for sit indre ser hun hele tiden billeder af det øjeblik, han blev taget fra hende.

Når hun besøger hans grav, gør hun det aldrig alene. Det er for hårdt. Men da TV 2s udsendte kan tilbyde et lift og tage med hende ud til kirkegården nogle kilometer væk, takker hun høfligt ja.

Oleg ligger mellem hendes bedsteforældre, på graven står hvide og røde blomster og et billede af ham. Et skilt på korset ovenfor viser, at han lige nøjagtig ikke nåede sin 41 års fødselsdag.

- Jeg forestiller mig altid, at han bare er væk på forretningsrejse. Jeg har ingen tilbage, jeg er helt alene, og det gør så ondt.

Det er svært at forstå, at hendes familie og hjem skulle tages fra hende på et øjeblik. Hun bad dem endda om at ende hendes liv lige der, men hun lever stadig.

Måske er det Oleg, der beskytter hende. Måske er det, fordi katten, som hun havde i armen, da han blev dræbt, stadig har brug for hende.

- Folk siger, jeg er stærk. Men hvad ved jeg? Jeg har altid set mig selv som svag. Men siden jeg stadig er i live, er jeg måske stærk.

Gerningsmændene skænker hun ikke mange tanker. De bør straffes, fastslår hun, men det er ikke altafgørende for hende, for det vil ikke kunne bringe hende ro. Det vil ikke bringe Oleg Abramov tilbage.

- Jeg kan aldrig tilgive dem. Hvis de skal have en straf, ønsker jeg, at de og deres efterkommere kommer til at leve med den samme frygt, som vi levede med.

- Jeg vil have, de skal prøve at leve med frygten hvert eneste sekund af deres liv.

Ligesom de fleste andre madvarer er mælk, ost og smør blevet dyrere og dyrere i de danske supermarkeder.

Men paradoksalt nok er råvareprisen på mælk, som bruges til at producere alle mejeriprodukter, faldet støt de seneste ti måneder på de globale markeder.

Vi forventer en form for priskorrektion nedad inden for nogle måneder

Det kan måske virke underligt, selv hvis man som Claus Fenger er en af landmændene, som leverer råmælken til de danske mejerier.

- Det kan da også undre mig, at priserne ikke er begyndt af falde i butikkerne, for vores pris er jo begyndt at sætte sig markant. Men det tager jo noget tid at forplante sig, siger han til TV 2.

Forklaringen skal dog ikke findes på de danske bondegårde, men på resten af mælkens vej fra ko til køledisk.

Og ifølge Landbrug og Fødevarer er der faktisk udsigt til, at prisen snart vil falde.

Ligesom mange andre landbrugsvarer handles mælkeprodukter på tværs af landegrænser.

Derfor fik de seneste mange måneders prisfald på de globale markeder også Arla til i januar at sænke den pris, danske landmænd får for deres råmælk.

- Det er rigtigt nok, at de internationale priser på mejerivarer er vendt, og det ser vi sådan set også for prisen på mælk hos landmanden. Det har de gjort i to måneder nu, siger Marin Brauer, cheføkonom hos Landbrug og Fødevarer.

Sammenlignet med december får landmænd nu 30 kroner mindre for 100 kilo mælk, hvilket svarer til et fald på 7 procent.

Samtidig er priserne på energi og transport styrtdykket de seneste måneder, og derfor burde vi faktisk allerede se et prisfald i landets kølediske.

Sådan lød vurderingen i hvert fald tirsdag fra seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet Henning Otte Hansen.

- Der er flere forklaringer på den nuværende prisboble. Men de er alle langt bedre nu, og alle forhold taler faktisk for, at vi burde have et vedvarende prisfald, sagde Henning Otte Hansen til TV 2.

Cheføkonom Martin Brauer understreger dog, at der er flere bump på vejen, når et prisfald skal bevæge sig fra jord til bord gennem en række underleverandører.

- Et supermarked laver for eksempel aftaler med et mejeri om at købe mælk flere måneder ad gangen og aftaler en fast pris. Så i den periode, hvor kontrakten løber, er prisen uændret, siger han.

Alt efter typen af fødevare kan det ifølge cheføkonomen give en forsinkelse på tre-ni måneder.

Jeg har ingen indflydelse overhovedet på, hvad prisen er ude i køledisken

Men taget i betragtning, at priserne på mange landbrugsvarer allerede er dykket i flere måneder, skønner Martin Brauer, at priserne på nogle produkter nok vil begynde at falde inden sommerferien.

- På udvalgte produkter vil jeg forvente priskorrektion nedad inden for nogle måneder. Men det afhænger af de konkrete kontrakter, siger han.

Han tilføjer dog, at landmændenes omkostninger stadig er højere end tidligere. Derfor skal vi ikke forvente samme prisniveau som inden, at inflationen begyndte at stige.

Dertil kommer stor usikkerhed om udviklingen på de internationale markeder i år.

På sit landbrug i Odder syd for Aarhus rynker Claus Fenger stadig på næsen.

Hans udgifter til el, foder og alt derimellem er nemlig stadig noget højere end tidligere. Kunne mælkebonden selv bestemme, ville han da også skrue mælkepriserne op igen, griner han:

- Jeg har ingen indflydelse overhovedet på, hvad prisen er ude i køledisken. Det har mit andelsselskab (Arla, red.), som jeg er medejer af, men i dagligdagen er det ikke noget, jeg personligt kan prale af, siger Claus Fenger.

Han håber, at omkostningen til at levere mælk fra hans 500 køer fortsætter ned sammen med salgsprisen.

Var mælken ikke blevet dyrere i løbet af 2022, tror Claus Fenger nemlig ikke, at mange mælkeproducenter havde kunnet holde skindet på næsen.

Men verden er stadig usikker, og derfor er han ikke sikker på, at gården i Odder bliver ved med at være en god forretning:

- Vores mælkepris har taget en voldsom tur opad. Det er jo for første gang nogensinde, at vi har kunnet have nogle rigtig fornuftige afkast. Men prisen begyndte jo at falde her til nytår, siger Claus Fenger.

Som så mange andre unge stod Asger Andersen ved en skillevej. Efter tre år på Randers Statsskole skulle han finde ud af, hvad han ville med sit liv.

Drømmene strittede i vidt forskellige retninger, og både arkitekt og læge var i spil. Hvad han ikke vidste, var, at det valg på sigt ville få afgørende betydning for en række danskere.

For efter lidt betænkningstid blev det lægegerningen og arbejdet med mennesker, der vandt.

- Jeg fandt ud af fra starten, at det var det helt rigtige. Det er et tungt studie med meget terperi, men jeg kunne nørde helt igennem, siger Asger Andersen.

Og det var netop, hvad han gjorde. Derfor kan han i dag som den eneste i hele landet behandle patienter med en helt særlig sugerørsmetode.

Under sit studie blev randrusianeren særligt interesseret i lungekredsløbet og blodpropper. Et område, der ifølge ham ikke er blevet prioriteret særlig højt tidligere.

Måske af den grund kunne han kigge nærmere på en meget simpel behandlingsmetode, hvor blodproppen suges ud af lungerne ved hjælp af et bøjeligt plastikrør.

Det har været med til at redde liv

Udstyret er fortsat under udvikling, men et lignende fra USA er nu godkendt. Og som en af de førende på området kan Asger Andersen derfor allerede nu bruge det til at hjælpe patienter på Aarhus Universitetshospital.

Et skånsomt alternativ til dem, der ikke kan tilbydes blodfortyndende eller den kraftige blodpropsopløsende medicin.

- Det er folk, vi ikke tidligere har kunnet behandlet. De har været så syge, at vi ikke havde andre alternativer. Så det har været med til at redde liv, siger Asger Andersen, der i dag er afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital.

De livstruende blodpropper, der kan ende i lungerne, er som regel opstået i årerne i læggen eller i bækkenet. Derfor er de også mange gange større end dem, der for eksempel ses i hjernen.

Størrelsen på blodpropperne har overrasket selv den garvede læge.

Asger Andersen har trukket blodpropper på op til 60 centimeter ud af lungerne på patienter. Men det har også overrasket ham, at der skulle gå så lang tid, før den simple metode blev opdaget.

- Vi landede på månen i 60'erne, så jeg synes, det er vildt, at det skulle blive 2022, før der var nogen, der opfandt et plastikrør, man kan føre op til lungerne og fjerne blodpropperne, siger Asger Andersen.

Men det kræver, at der er nogen, der interesserer sig for netop det emne, som han siger.

Flere er kommet til de seneste år, og selv er han med de 14 indgreb, der indtil videre er foretaget på Aarhus Universitetshospital, blot blevet bekræftet i, hvorfor forskningen og den nye metode er vigtig.

- Tænk sig at gøre sådan, at et andet menneske kan få luft, gå ned og handle og tage på ferie. At de igen kan gøre sådan nogle ting, som vi andre tager for givet, siger han.

Asger Andersen har ikke kigget sig tilbage, siden han for 20 år siden tog beslutningen om at uddanne sig til læge.

Huse og tegninger på arkitektstudiet har ikke trukket i ham. Tværtimod føler han sig langt fra færdig med sit fag og sugerørsmetoden.

For selvom det nu er muligt at hjælpe patienter med den simple metode, skal den nu forfines over de kommende år.

- Jeg føler, at jeg sammen med hele teamet, der arbejder med blodpropper i lungerne, har været med til at gøre en forskel, siger han.

Som det ser ud nu, udføres indgrebet kun af Asger Andersen på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Men håbet er, at det på sigt kan udbredes til hele landet. Samtidig skal det undersøges, om metoden kan blive til gavn for endnu flere patienter end dem, den tilbydes til nu.

Kom helt tæt på i serien 'Vores vilde hospital', hvor Asger med den simple metode hjælper en patient.

Alle seriens afsnit kan ses her.

Der er ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) en "overhængende risiko for", at Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil invadere andre lande, hvis Ukraine taber krigen, som blev indledt for snart et år siden.

Det siger hun til flere medier på en sikkerhedskonference i München i Tyskland, hvor stats- og regeringschefer samt ministre fra store dele af verden er samlet lørdag.

- Hvis Ukraine taber, risikerer vi, at hele Europa og hele Vesten taber. Jeg er selv ikke i tvivl. Jeg tror ikke, at Putin slutter med Ukraine. Så vil han gå videre til det næste land. Det mener jeg, at der en overhængende risiko for, siger hun.

Hun uddyber, at der er en risiko for, at befolkningerne bliver trætte af at høre om krigen, som Rusland indledte mod Ukraine 24. februar 2022.

Russerne ventes at indlede en forårsoffensiv mod Ukraine snart, og statsministeren håber, at borgerne i Danmark og Europa forsætter støtten til ukrainerne og har dem i tankerne.

- Ingen ved, hvornår krigen slutter. Jeg tror, Putin håber på, at vi bliver trætte, at det glider ned ad den politiske dagsorden, at vi mister gejsten og gnisten. Det gør ukrainerne ikke. Jeg har lige været i landet og se, så det må vi andre selvfølgelig heller ikke, siger Frederiksen.

Spørgsmålet om en forhandling om fred har været bragt op flere gange. Men det skal være på Ukraines foranledning, mener statsministeren.

- De fleste krige slutter med en forhandling på et tidspunkt. Men det er helt afgørende at slå fast, at det er op til Ukraine at bestemme, hvornår det er tid til at sidde om bordet, siger Mette Frederiksen.

På dagsordenen for sikkerhedskonferencen er også Kinas sikkerhedspolitiske rolle i verden, globale udfordringer som eksempelvis fødevarekrisen, klima, og teknologiområdet.

Men en ting, der fylder mere end meget andet, er diskussionen om, hvorvidt Vesten skal sende kampfly til Ukraine. Det frygtes, at Rusland vil se det som en eskalering af krigen og reagere på det.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mener dog, at det afhænger af, hvad man udstyrer flyene med af våben. Han tror, at der vil blive leveret kampfly til Ukraine på et tidspunkt.

Mette Frederiksen understreger, at regeringen endnu ikke har besluttet sig.

- Vi har ikke taget stilling til kampfly i Danmark. Der er mange ting, ukrainerne har behov for. Her og nu er det kampvogne, artilleri og ammunition. Og i øvrigt at passe på soldaterne. Det er koldt i Ukraine.

- Det eneste, der er rigtig afgørende, det er, at ukrainerne vinder krigen. Det kan de ikke gøre alene. Det kræver vores andres meget stædige tilstedeværelse, men også opbakning. Og det bliver vi ved med at gøre fra dansk side, siger hun.

Hun afviser, at Danmark og andre lande var for langsomme til at love kampvogne til Ukraine, som længe har bedt om det.

Forsvarsalliancen Nato vil øge produktionen af krigsmateriel og ammunition, som Ukraine mangler.

Statsministeren foreslår, at der bliver lavet offentlige og private samarbejder, som man så under pandemien, hvor der blev samarbejdet om at producere vacciner.

Skadesanmeldelserne hos Tryg og Alm. Brand tikker ind ovenpå stormen Otto i løbet af lørdagen ind.

Lørdag eftermiddag lyder tallet for de to selskaber samlet på lidt over 700 skadesanmeldelser.

Forsikringsselskabet Alm. Brand, der også omfatter Codan og Privatsikring og er landets næststørste forsikringsselskab, har lørdag eftermiddag modtaget cirka 400 skadesanmeldelser og forventer, at det tal vil stige løbende.

Peter Mathisen, der er direktør for skadeservice, bygning og løsøre hos Alm. Brand, oplyser, at skaderne indtil videre overvejende har haft karakter af småskader.

- Enkelte gavle og nogle væltede stilladser hører blandt de største registrerede hændelser indtil nu, men ellers har der været tale om tagplader, rygninger, vinduer og lignende, siger Peter Mathisen.

Hos Tryg har man også travlt med at tage imod skadesanmeldelser. Her ligger antallet ovenpå stormen lørdag eftermiddag på lidt over 300.

- Med forbehold for, hvad der kommer ind i løbet af resten af lørdagen og de kommende dage, ser det heldigvis ikke så slemt ud som efter nogle af de tidligere storme. Meget tyder på, at Otto har været nådig, siger skadechef i Tryg, Charlotte Dietzer.

- Det er meget tidligt endnu, men hvis vi skal sige noget, kunne det minde om stormen Malik i januar sidste år, hvor vi i Tryg registrerede knap 6500 skader. Til sammenligning gav stormen Allan i 2013 cirka 30.000 skader alene i Tryg.

Begge forsikringsselskaber har kaldt ekstra mandskab på arbejde i disse dage, så de er klar til at håndtere den øgede mængde anmeldelser.

Ved stormene Nora og Malik i 2022 var skaderne centreret i specifikke områder i landet.

Denne gang fremhæver begge selskaber, at skaderne er mere geografisk fordelt ud over store dele af landet.

Den danske stat skal tilbagebetale næsten otte millioner kroner til en række større medicinalvirksomheder.

Alt sammen på grund af én slå- eller tastefejl.

Det er en ærgerlig fejl, som vi er ved at rette op på

Fejlen betød nemlig, at virksomhederne i flere år er blevet opkrævet penge, som staten ikke havde ret til. Det bekræfter Lægemiddelstyrelsen over for TV 2.

Konkret er det nogle små stjernesymboler (*), der ved en fejl er blevet fjernet fra en bekendtgørelse, der er en uddybning eller præcisering af en lov.

Sammen med dem forsvandt Lægemiddelstyrelsens ret til at opkræve et særligt gebyr, og derfor står virksomheder som Novo Nordisk, Lundbeck og Statens Serum Institut nu til at få penge tilbage.

Ifølge en orientering til Folketinget blev Indenrigs- og Sundhedsministeriet gjort opmærksomme på fejlen i september 2022.

Her fremgår det også, at det drejer sig om et gebyr på cirka 150.000 kroner per opkrævning.

- Fejlen træder i kraft 1. januar 2019 og medfører, at Lægemiddelstyrelsen i perioden 2019-2022 har opkrævet tillægsgebyret i alt 53 gange. I alt er der opkrævet for 7.874.344 kroner med tvivlsom hjemmel, står der i et af sagens dokumenter, som TV 2 har fået aktindsigt i.

Det særlige tillægsgebyr, det drejer sig om, vedrører virksomheder, der beskæftiger sig med lægemidler og har mere end 500 ansatte ét sted.

Da Novo Nordisk har flere steder med over 500 medarbejdere, har de betalt gebyret for hvert sted. Derfor står diabetesgiganten til at få flest penge retur.

Af de dokumenter, som TV 2 har fået aktindsigt i, fremgår det også, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har spurgt juristerne hos Justitsministeriet til råds om sagen.

I sammenfatningen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet står der blandt andet, at Justitsministeriet ikke er uenige i, at Lægemiddelstyrelsen handlede ”uden hjemmel”, da de opkrævede gebyrerne.

Samtidig lød meldingen fra Justitsministeriet, at ”de manglende gebyropkrævninger ikke fremover kunne udjævnes ved at opkræve et højere gebyr i en periode”.

Med andre ord må styrelsen altså ikke hæve gebyret, når der er kommet styr på lovhjemlen, for at indhente de penge, der nu er blevet tilbagebetalt.

- Det er en ærgerlig fejl, som vi er ved at rette op på. Dels skal bekendtgørelsen opdateres, så vi får hjemlen på plads til at opkræve gebyret, og dels er vi ved at undersøge juraen omkring tilbagebetaling til de berørte virksomheder, skriver Lægemiddelstyrelsen i en mail til TV 2.

I en senere orientering til Folketinget gør indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde desuden (V) opmærksom på, at ”Lægemiddelstyrelsen allerede i november 2019 orienterede det daværende Sundhedsministerium om sagen”.

TV 2 ville gerne have spurgt Lægemiddelstyrelsen, om det betyder, at de har været klar over, at der manglede hjemmel i perioden 2019-2022, og hvorfor man i så fald alligevel har opkrævet tillægsgebyret.

I en mail oplyser Lægemiddelstyrelsen, at det på grund af vinterferie ikke er muligt at svare for nuværende.

I over 50 år har de to været nærmest synonyme med hinanden. Sussi og Leo.

Man kunne ikke nævne den ene uden også at nævne den anden.

Men nu er det slut. For Sussi har mistet sin Leo.

Natten til lørdag sov Leo Brinkmann Nielsen ind i parrets hjem i Saltum i en alder af 67 år.

Det skete efter en længere periode med sygdom og flere indlæggelser.

Leo Nielsen mødte sin Sussi, da de begge var 15 år gamle og gik i 9. klasse på Saltum Centralskole.

Det var deres fælles passion for musik, der førte dem sammen.

Leo spillede på det tidspunkt i et band, der kaldte sig Starfighters, og Sussi var meget interesseret i at være med.

Da Leo svarede, at det "ikke var for tøser", fik han en syngende lussing. Så var Sussi med – og kort efter var de kærester.

Allerede året efter var bandet reduceret til en duo. Leo spillede på harmonika og Sussi på guitar. Til at begynde med underholdt de ved privatfester, konfirmationer og bryllupper i området.

- Så begyndte min far at køre rundt og se, om han kunne sælge os, som Leo Nielsen fortalte i et jubilæums-interview med TV 2 Nord i 2021.

Deres første professionelle spillejob fik de på et afbud i september 1971 på restaurant Peter Bådsman i Løkken. Og som 18-årige kunne de kalde sig fuldtidsmusikere. Dog med så sparsom en indtægt, at de måtte bo hjemme hos Leos forældre.

Det var først, da parret i 1979 tegnede kontrakt med værtshuset Skansen i Skagen, at de gradvist blev berømte – og berygtede – i hele landet.

Med duoens helt unikke blanding af populære sing-along-kopinumre, hjemmesyede outfits og Sussis høje benspjæt trak de fulde huse seks dage om ugen. År ud og år ind.

- Vi havde så mange stamkunder, der kom fra hele Skandinavien, og de ville have de samme numre hver gang. 'Smoke on the Water', 'Himmelhunden' og så videre, sagde Leo Nielsen i et interview med Information i 2022.

Sussi & Leo blev en af Skagens største turistattraktioner på linje med Krøyers hus, Grenen og Brøndums Hotel.

Til tider tærede de lange og ensformige arbejdsdage på parrets private forhold, og i perioder fik Leo for mange øl. Men trods skænderierne formåede de at holde liv i optimismen og kærligheden.

Duoen fortsatte som humørspredere i Skagen helt frem til 2003, hvor de valgte at stoppe kontrakten med Skansen efter 23 år og over 4000 koncerter.

Fra 2003 til 2006 optrådte de på deres eget spillested Ritz i Frederikshavn, dog ikke med samme succes som i Skagen. I de efterfølgende år turnerede det legendariske par landet rundt i deres autocamper, der fungerede som duoens tourbus.

I 2021 kunne de fejre 50-årsjubilæum – både som kærester og musikerkolleger.

Leos fysiske nedtur begyndte i 2016, hvor Leo Brinkmann Nielsen faldt ned fra en stige i parrets tourbus og brækkede sin hofte.

Efterfølgende fik han skiftet hele hoften, og selvom han i første omgang klarede sig fint med krykker, stødte der siden flere komplikationer til på grund af en slem infektion.

Først satte Leos ene nyre ud, og så fik han konstateret stafylokokker. Musikeren blev livstruende syg og måtte i dialyse. I forbindelse med sin sygdom mistede han desuden synet på sit venstre øje.

Han fik den besked af lægerne, at han ikke ville komme til at gå igen.

Med sin vante stædighed var Leo Nielsen dog ikke villig til at give op uden kamp.

- Jeg føler ingen begrænsninger, krykkerne er trælse og i vejen, men så snart jeg er oppe på scenen, tænker jeg ikke på det mere, sagde Leo Nielsen dengang og fortsatte ufortrødent med at tage ud til duoens mange spillejobs.

Men helbredsmæssigt gik det kun ned ad bakke for Leo Nielsen, der havde flere lange hospitalsindlæggelser.

Siden december 2022, hvor den nordjyske musiker blev indlagt med tarmslyng, var han meget svækket.

I løbet af januar nåede Leo Nielsen at blive udskrevet to gange fra hospitalet til parrets fælles hjem mellem Saltum og Vester Hjermitslev.

Han var nu tydeligt afkræftet og tilbragte kun et par uger derhjemme, før han blev indlagt for sidste gang 12. februar.

Ved siden af karrieren som musiker skrev Leo Nielsen en række romaner og noveller. Han udgav de fleste af sine bøger under pseudonym, da der primært var tale om blodige krimier, og han ikke ønskede, at hans dystre skriverier skulle forstyrre musikerduoens glade image.

Først i januar 2023 besluttede Leo Nielsen endegyldigt at indstille sin musikkarriere på grund af sygdom.

Den stærke samhørighed imellem Leo Nielsen og hustruen Sussi gav sig paradoksalt nok udtryk i, at de aldrig fik børn sammen.

Det var Leo, der modsatte sig det, da de var helt unge.

Sussi kom i første række for ham, som han på et tidspunkt udtalte i et interview til Ekstra Bladet.

- Jeg var bange for at miste Sussi under en fødsel. Det er sådan noget pjat, det ved jeg godt. Senere har jeg fortrudt, sagde han.

Selvom de levede i et åbent forhold, hvor de gav hinanden lov til at være utro – både med partnerbytte og i swingerklub – var de aldrig i tvivl om, at de hørte sammen.

Deres kærlighed varede ved til det sidste.