Radikale Venstre vil øge arbejdsudbuddet med 50.000 frem til 2030. Det meldte partiet ud lørdag.

Og det falder i god jord hos Dansk Industri, der ser manglen på arbejdskraft som et ”hovedproblem", som mange virksomheder "har kaldt på en løsning af meget længe”.

- Vi synes, at det er utroligt positivt, at der er et parti, der er ambitiøse og sætter en agenda, siger viceadministrerende direktør i Dansk Industri (DI) Kim Graugaard.

Han håber, at der kan findes en bred løsning i Folketinget efter valget:

- Det er et supergodt forslag, og vi håber, at der nogen, der vil bakke op om at gå i den retning, når valget er overstået.

Kalder på bredt politisk samarbejde

De radikale fremsætter forøgelsen på de 50.000 som et krav for, at de kan støtte den kommende regering.

Kravet er til at forhandle, men de mener, at der skal noget mere til, end der tidligere er fremlagt.

Om de radikales krav siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R) til Politiken:

- Uanset hvilken regering der kommer efter valget, skal den simpelthen træffe beslutninger om reformer, der løfter arbejdsudbuddet.

Mange virksomheder oplever udfordringer med at rekruttere og oplever at være nødt til at afvise ordrer, fordi der mangler arbejdskraft, lyder det fra DI. Derfor savner de især politisk vilje til at løfte de problemer.

- Vi savner, at der kommer et reformflertal på tværs af den politiske midte, der vil det her.

DI mener, at det vil batte meget, hvis de store partier kom på banen og viste villighed til at øge arbejdsudbuddet.

- Uden nogen af dem kan man jo ikke noget.

Organisationen håber også på, at de forskellige partier bliver mere konkrete på, hvad de vil gøre for at komme problemet med arbejdskraft til livs.

Savner konkrete løsninger

De 50.000, som Radikale Venstre vil øge udbuddet med, skal komme oven i de 29.000, Folketinget allerede har forpligtet sig på at øge arbejdsudbuddet med, foreslår de.

Sofie Carsten Nielsen uddyber over for Ritzau, at den kommende regering skal kunne svare på, hvor menneskerne skal komme fra, når man eksempelvis kræver flere sosu-assistenter, lærere og pædagoger.

Selv foreslår de radikale, at pengene skal komme fra en udfasning af efterlønnen, en skattereform, så man sænker skatten på arbejde, og at øget arbejdstid indgår i trepartsforhandlinger.

Værdig tilbagetrækning

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ser et helt grundlæggende behov for at øge arbejdsudbuddet, men der skal være en "social balance". Og det er der ikke med et forslag, der udfaser efterlønnen.

- De reformer, vi laver, har en social balance og er retfærdige. Her synes vi, at tankerne om igen igen at begrænse folk, der har haft lange og hårde liv på arbejdsmarkedet, er forkerte, siger Peter Hummelgaard.

Socialdemokratiet mener, at folk skal have mulighed for at trække sig værdigt tilbage.

Ministeren erkender, at de løsninger, der ligger lige for, er afprøvet. Derfor skal der tænkes mere kreativt, når partierne i fremtiden skal finde løsninger til at øge arbejdsudbuddet. En af deres løsninger er at uddanne folk mod arbejdsmarkedet.

- I vores 2030-plan har vi anvist, er der er en hel del veje at gå for at øge det strukturelle arbejdsudbud. Det handler om at gøre det nemmere at få seniorer i job, at nedbringe sygefravær og i det hele taget uddanne bedre, fortæller Peter Hummelgaard.

Han mener især, at der mangler faglært "kvalificeret" arbejdskraft.

Også andre partier er ikke helt enige med de radikale i, hvordan manglen på arbejdskraft skal løses. Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, kritiserer forslaget, som hun over for TV 2 kalder "asocialt".

Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, er enig i, at arbejdsudbuddet skal være langt større. Det siger han til Politiken. Men det svære bliver at konkretisere det, tilføjer han.

Ukonkrete forslag

TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren vurderer, at de forslag, der indtil nu er kommet frem, over en bred kam ikke er særligt konkrete, heller ikke Radikale Venstres.

- De (partierne, red.) er opmærksomme på, at man skal have flere hænder og udbygge arbejdsstyrken, men der er ikke nogen konkrete bud, vurderer Jesper Vestergren.

Han kan ikke se, at det skulle være en bevidst strategi, at de store partier ikke kommer med konkrete løsninger, selvom befolkningen ofte er "bange" for reformer, lyder det.

- Det kan jo sagtens være en strategi, at de (partierne, red.) er bange for at skræmme folk væk, men omvendt, hvis de nu synes, at det her var det allermest presserende, fandt man jo også nogle løsninger på det, vurderer Jesper Vestergren.

Jesper Vestergren ser problemet med de manglende hænder på arbejdsmarkedet som noget, alle partier anerkender som et problem, der skal løses. De er bare "dybt uenige i, hvordan det skal løses".

Nanna og Jakob Jørgensen havde kun været forældre i få dage, da deres lykkeboble brast.

Den nybagte mor fandt en knude i sit ene bryst, som viste sig at være brystkræft.

Sønnen var kun seks uger gammel, da hun fik den første kemobehandling.

Siden har 33-årige Nanna Jørgensen været igennem tre års behandlinger – stort set uden effekt – og kræften har spredt sig til knoglerne.

I dag anses hun som uhelbredeligt syg.

- Det har været ekstremt hårdt, specielt med tanke på vores søn, der måske ikke kommer til at have sin mor gennem sin barndom, fortæller Jakob Jørgensen.

Et lægemiddel, som benyttes i flere lande, har potentialet til at forlænge Nanna Jørgensens liv, men det er ikke godkendt som standardbehandling i Danmark.

Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital har indstillet hende til behandling med lægemidlet, men hun fik afslag af Region Midtjylland.

I afslaget lyder det, at ”det vurderes, at prisen er for høj i forhold til effekt og alvorligheden af bivirkninger”.

- Det gør rigtig ondt. At det sådan set ikke er noget fagligt, der gør, at de afviser. Det er simpelthen bare, at de mener, at den er for dyr – at de ikke tænker, at mit liv er dét værd, forklarer Nanna Jørgensen.

Dyr behandling

Der er tale om lægemidlet Trodelvy.

Det er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur og er standardbehandling i lande som Sverige og England.

Herhjemme er det fortsat under behandling af Medicinrådet, der er et uafhængigt råd, der udarbejder anbefalinger af, hvilke nye lægemidler der skal være mulige standardbehandlinger på landets sygehuse.

Rådet skal vurdere, om der er et rimeligt forhold mellem værdi af lægemidlet og omkostningerne ved det.

Jeg synes, at jeg har så meget at leve for, og det vil jeg gerne have chancen for

Nanna Jørgensen, kræftpatient

Et års behandling med Trodelvy kan koste op mod en million kroner.

Det er et beløb, som en almindelig familie aldrig selv ville kunne betale, og derfor mener Nanna Jørgensens mand, at samfundet burde prioritere at hjælpe de familier, der bliver ramt af kræftsygdommen.

- Det er mange penge, men vi prioriterer jo mange forskellige ting i samfundet. Der er også nogen, der gerne vil prioritere, at de rigeste får skattelettelser. Jeg ved bare ikke, hvad man kunne bruge pengene på mere fornuftigt end at forlænge en ung mors liv med hendes søn, mener Jakob Jørgensen.

Hvad er levetid værd?

Studier viser, at brystkræftpatienter laver gennemsnitligt et år, hvis de får medicinen.

Det lyder måske ikke af meget, men for familien Jørgensen tæller det hele.

Deres søn er lige fyldt tre år.

- Det kan jo gøre forskellen på, om jeg er der til at følge min søn i skole, når han starter dér, eller til hans fire-femårsfødselsdag. Så det betyder vildt meget både for ham og mig, forklarer Nanna Jørgensen.

Samtidig lægger hun stor vægt på, at ingen med sikkerhed kan sige, hvor stor effekten af lægemidlet ville være i netop hendes tilfælde.

- Det kan slet ikke gøres op i en pris, hvad ekstra levetid er værd. Jo flere måneder eller år, som jeg lever, jo større er sandsynligheden også for, at der kommer en ny behandling, som måske kan virke endnu bedre, mener hun.

Meget at leve for

Den unge mor mener heller ikke, at vi som samfund bare kan gøre det op i et enkelt regnestykke uden at tage højde for den værdi, som det kan have at forlænge hendes liv.

Her henviser hun til, at både hun og manden måske ville kunne arbejde mere i længere tid, hvis hun fik adgang til lægemidlet. I dag arbejder Jakob Jørgensen kun 30 timer grund af familiens situation.

- Hvis jeg havde boet i Sverige, havde jeg stået i en bedre situation. Det har jeg stadig lidt svært ved. Jeg bliver lidt desillusioneret over at føle mig svigtet af Danmark og det velfærdssamfund, som vi ellers er så glade for og stolte af, siger Nanna Jørgensen.

Medicinudvalget i Region Midt har ikke ønske at stille op til interview med TV 2 om deres afslag.

Medicinrådet oplyser, at det lige nu forhandler pris med lægemiddelvirksomheden bag Trodelvy, før der skal tages stilling til, om medicinen skal være standardbehandling i Danmark.

Nanna Jørgensen og hendes familie er ikke i tvivl.

- Jeg synes, at jeg har så meget at leve for, og det vil jeg gerne have chancen for, siger hun.

Opkaldene fra Statsministeriet i København kom så ofte, at Vibeke Larsen konstant var nødt til at have sin Ericsson-mobiltelefon i opladeren.

Det her kunne den ikke følge med i uden at få strøm.

Som rigsombudsmand på Færøerne – den højest placerede danske embedsmand på øerne i Nordatlanten – var hun vant til, at de ringede fra regeringskontorerne i København. Men hun havde aldrig prøvet noget, der bare mindede om det her.

- Er der noget nyt? lød spørgsmålet, hver gang Vibeke Larsen samlede den brummende telefon op fra sofabordet foran sig.

Her flere timer ude på valgaftenen 11. marts 1998 var det fortsat et helt åbent spørgsmål, hvem der skulle være Danmarks næste statsminister.

Færøernes to mandater kunne potentielt afgøre, om det blev Uffe Ellemann-Jensen (V) eller Poul Nyrup Rasmussen (S).

I Statsministeriet i København sad Nyrup sammen med nogle af sine nærmeste allierede og ventede spændt på de nyeste efterretninger.

Vibeke Larsen var kvinden, der skulle levere.

Hun sad i sit hjem i Thorshavn og fulgte nøje med i den færøske valgdækning.

Det store, tunge tv i hendes stue lod sig ikke flytte, så Vibeke Larsen havde været nødsaget til at rykke kontoret ind i stuen, hvor hun nu sad i en lænestol med sin lille, primitive bærbare computer på sofabordet foran sig.

I må ikke få ham til at tro på det

Lone Dybkjær, Poul Nyrup Rasmussens hustru

Når de øverste embedsmænd ringede fra Statsministeriet, kunne hun tydeligt høre deres iver efter nyt. Stemmeføringen var høj, og strømmen af ord hurtig.

Indtil nu havde Vibeke Larsen ikke kunnet levere afgørende nyt, men her ved 23-tiden ringede telefonen pludselig.

I den anden ende af røret var formanden for den færøske valgbestyrelse med det endelige valgresultat. Det var opkaldet, alle havde ventet på.

Tidligere på aftenen

På statsministerkontoret gik Lone Dybkjær rastløst frem og tilbage.

Hun havde svært ved at finde ro, og det gjorde det bestemt ikke lettere, at miljøminister Svend Auken (S) og finansminister Mogens Lykketoft (S) havde medbragt rødvin og indfundet sig foran tv'et. Råbende og med armene over hovedet.

I den anden ende af lokalet sad Dybkjærs mand, Poul Nyrup Rasmussen, sammen med gruppeformand Pia Gjellerup (S) og partisekretær Willy Stig Andersen.

Det var slet ikke planen, at den socialdemokratiske top skulle sidde her nu.

Tv-stationerne var blevet varslet om, at Nyrup allerede ville ankomme til Christiansborg klokken 21.30, men her en time senere var han fortsat langt fra kameraernes linser.

Valget så ud til at blive langt mere spændende end forventet.

I løbet af valgkampen var Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, blevet udråbt som sejrsikker storfavorit, og internt i oppositionspartiet var der for længst afgivet løfter om ministerposter.

Men i takt med at flere og flere stemmer blev talt op, stod det klart, at der slet ikke var udsigt til de blodrøde socialdemokratiske mandattab, som flere meningsmålinger havde spået.

Blokkene lå pludselig nervepirrende tæt, og det stod klart for Nyrup og inderkredsen, at afgørelsen meget vel kunne ende med at ligge hos de fire nordatlantiske mandater.

Jubelråbene fra Lykketoft og Auken tog til i styrke, hver gang tallene viste fremgang til Socialdemokratiet i det mindste sogn. Alt imens Lone Dybkjær fortsatte sin march gennem kontoret.

Hun frygtede, at Auken og Lykketoft var ved at bygge forventninger op, der ikke kunne holde.

Hun tænkte især på sin mand, statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der sad nede i den anden ende af kontoret, der stadig var hans.

For ham var der mere på spil end nøglerne til ministeriet.

Socialdemokratiet havde under hans ledelse mistet en del mandater ved folketingsvalget i 1994. Så det her valg ville også være en direkte måling af hans lederevner. Kunne han fortsætte som formand, hvis de mistede magten?

- I må ikke få ham til at tro på det, sagde Lone Dybkjær insisterende til Nyrups partifæller.

En stor stak røde stemmer

Tastaturet på rigsombudsmand Vibeke Larsens lille bærbare computer fik ingen ro denne aften.

På befaling fra Statsministeriet skrev hun næsten alt ned, der blev sagt på færøsk tv's valgudsendelse. Og så snart der var noget meningsfyldt at berette, styrtede Vibeke Larsen fra stuen ind på kontoret, hvor hun løbende faxede referater til Statsministeriet.

Poul Nyrup Rasmussen og de øverste embedsmænd i Statsministeriet ville ikke bare sidde og vente på, hvad dansk tv fandt plads til at fortælle om resultaterne fra Færøerne. Så for at være på forkant med udviklingen var Vibeke Larsen blevet sat til løbende at oversætte fra færøsk tv og sende hjem.

På et tidspunkt løftede hun blikket fra tastaturet og så op på tv-skærmen.

Et hold fra færøsk tv var taget ud på et af de større valgsteder i Thorshavn, og da kameraet panorerede hen over bunker af stemmesedler, lagde Vibeke Larsen mærke til noget.

Stakken med stemmer på Javnaðarflokkurin, det færøske socialdemokrati, var stor.

Kort tid efter ringede hendes telefon. Igen var det fra Statsministeriet. Departementschef Nils Bernstein var for utålmodig til at vente ved faxmaskinen.

- Noget nyt? spurgte han.

Vibeke Larsen forklarede, hvad hun lige havde set på færøsk tv. Hvis det også så sådan ud på andre valgsteder, kunne det ende med, at de to færøske mandater i Folketinget fremover ville fordele sig med en til hver blok. Ved sidste valg var det endt 2-0 til de blå partier.

En uvorn socialdemokrat

Men selv hvis der skulle falde et rødt mandat på Færøerne, var det ikke nødvendigvis nok til at sikre genvalg.

I årene op til folketingsvalget i 1998 havde Poul Nyrup Rasmussen og finansminister Mogens Lykketoft været voldsomt upopulære på Færøerne for deres håndtering af den økonomiske krise på øerne, hvor arbejdsløsheden var tårnhøj, og banksystemet tæt på bankerot.

Du er nødt til at få fat på ham

Mogens Lykketoft til Poul Nyrup Rasmussen

Utilfredsheden med regeringen i København fandtes alle steder i det færøske samfund. Også hos det færøske socialdemokrati, hvor folketingskandidat Jóannes Eidesgaard havde ført valgkamp på at lægge afstand til Nyrup og Lykketoft.

Han havde ligefrem lovet vælgerne, at skulle han blive valgt, så ville han stik mod sædvane ikke tilslutte sig den socialdemokratiske folketingsgruppe på Christiansborg, men i stedet agere på egen hånd.

Jóannes Eidesgaards valgaften var begyndt stille og roligt hjemme i privaten, hvor han traditionen tro spiste grillet lam med sin kone.

Men ved 22-tiden begyndte telefonen at kime. Det var fra færøsk tv.

Trods lave forventninger til socialdemokraterne havde Jóannes Eidesgaard nu en reel chance for at blive valgt til Folketinget, og færøsk tv ville have ham i studiet for blandt andet at få svar på, hvordan han ville stille sig til den danske regeringsdannelse.

Den færøske socialdemokrat gik ud i bilen og satte kursen mod tv-studiet.

Det skulle senere vise sig, at der også var mange andre, der gerne ville tale med ham den aften.

En "gyser af en anden verden"

På de danske tv-skærme kom en ung VU'er ved navn Søren Pind til syne.

Med en cigaret, der skiftede fra hånd til hængende i mundvigen, skrålede han med på, hvordan Danmark havde brug for en "borg-er-lig libe-RAL regering".

Klokken var 23.17, og efter en kort stund med 1-1 på Færøerne stod der nu igen 2-0 i blå favør. Magtbalancen tippede igen.

Hos TV 2 viste mandattælleren nu 90-89 til blå blok, og med ganske få procent af stemmerne endnu ikke optalt holdt Venstres skatteordfører, Peter Brixtofte, ikke igen, da han foran kameraerne proklamerede:

- Jeg tror på det nu. Jeg tror, vi vinder!

Bag ham brød partifællerne ud i klapsalver, mens Brixtofte understregede, at de selvfølgelig lige skulle se resultaterne for de fire nordatlantiske mandater, før den sidste tvivl kunne lægges i graven.

Jubelscenerne fra Venstres valgfest havde kun lige akkurat nået at tystne, før der igen var nye meldinger om udfaldet af de færøske stemmer.

Med 150 stemmer til forskel så rød blok nu ud til at sikre sig det ene færøske mandat, lod en lokal journalist de danske tv-seere vide på en telefonforbindelse.

Men intet var endeligt, fortsatte han omtumlet i røret. Og det, der udspillede sig omkring ham, var en "gyser af en anden verden".

Tæt på at misse afgørende opkald

Det var kun, fordi Vibeke Larsen var gået ud til faxmaskinen, at hun ved et tilfælde så, at telefonen på kontoret stod og blinkede.

Hun ventede et opkald fra formanden fra den færøske valgbestyrelse – en republikaner, der ønskede løsrivelse fra Danmark. Han havde lovet at ringe til hendes mobiltelefon, så snart det endelige valgresultat var klar, men hun havde intet hørt.

Nu ringede fastnettelefonen.

Sveden begyndte øjeblikkeligt at pible frem på Vibeke Larsens pande, da hun hørte republikanerens stemme i røret.

Havde hun misset opkaldet, var den gået på telefonsvarer, og så havde hun først fået det officielle valgresultat næste morgen. Det havde ikke været populært i Statsministeriet.

I telefonen begyndte formanden for den færøske valgbestyrelse at læse resultatet op, mens Vibeke Larsen fandt et papir og noterede ned. Resultatet var uhyggeligt tæt.

Med en margin på bare 176 stemmer havde det færøske socialdemokrati med Jóannes Eidesgaard vundet et mandat, og Færøerne sendte dermed på papiret både et blåt og et rødt mandat til København.

Vibeke Larsen skyndte sig at ringe til Statsministeriet, hvor hun fik fat i administrationschef Peter Lauritzen. Hun kunne høre ham råbe resultatet ud i lokalet, i takt med at hun læste det op.

- Hvor har hun det fra? blev der råbt i baggrunden.

Vibeke Larsen svarede omgående, hvorefter Peter Lauritzen gentog.

- Det er fra formanden fra valgbestyrelsen! råbte han.

I Statsministeriet, hvor den socialdemokratiske ledelse fortsat opholdt sig, mærkede de en lettelse.

Valgresultatet viste 90-89 til rød blok, men den socialdemokratiske top følte alligevel ikke, at den var hjemme. Årsagen hed Jóannes Eidesgaard.

Mogens Lykketoft var usikker på, hvor de havde den færøske socialdemokrat. Og da han sammen med Svend Auken og Pia Gjellerup forlod Statsministeriet for at gå ned til Socialdemokratiets valgfest i Landstingssalen på Christiansborg, kom han med en klar opfordring til Poul Nyrup Rasmussen, der blev på sit kontor.

- Du er nødt til at få fat på ham og sikre, at regeringen kan fortsætte.

Ombejlet færing afviste at tale med Nyrup

Jóannes Eidesgaard kunne mærke, hvordan der konstant var bud efter ham på telefonen, men han rokkede sig ikke.

Aftenen igennem havde han siddet upåvirket i det færøske tv-studie og liret kryptiske, uklare svar af.

Han havde de danske socialdemokrater i sin hule hånd, blev det flere gange bemærket af studieværten. Ja, i virkeligheden hele det danske folkestyre.

Se så at få gjort den fintælling færdig i en fart!

Uffe Ellemann-Jensen, daværende formand for Venstre

Uden Eidesgaard var der dødt løb mellem Nyrup og Ellemann. 89-89. Men ville han nu, hvor han valgkampen igennem havde lagt afstand til sine danske partifæller, alligevel være ham, der sikrede Nyrup fire år mere i Statsministeriet?

Eidesgaard mærkede ubehaget ved pludselig at være den mest efterspurgte mand i hele kongeriget.

Listen af ubesvarede opkald fra journalister og højtstående danske socialdemokrater blev kun længere. Alle ville de have ham til at bekræfte støtten til Nyrup.

Også rigsombudsmand Vibeke Larsen havde i desperation flere gange forsøgt at få de ansatte på tv-stationen til at hive ham ud af live-sendingen, så han kunne tale med Nyrup over telefon. Heller ikke det hjalp.

Danskerne kunne ringe lige så tosset, de ville.

Eidesgaard ville ikke tale med én eneste af dem.

Fødsel og færøsk fintælling

Klokken nærmede sig midnat, da døren til Uffe Ellemann-Jensens kontor på Christiansborg endelig gik op.

Straks stod han omringet af de pressefolk, som han aftenen igennem havde gjort alt for at undgå. Han havde endda måttet lade vandet i en potteplante for at kunne forblive i sit skjul.

Nu gik den ikke længere.

Officielt var 99,5 procent af stemmerne talt op, og både TV 2 og DR viste ét mandats flertal til rød blok.

Og selvom de i Statsministeriet altså allerede kendte det endelige resultat, levede håbet endnu hos Venstre-formanden. Han ville ikke afvise en valgsejr, før færingerne havde gennemført en fintælling.

Omkring ham stod fotografer og journalister så tæt, at Ellemann måtte lade sig føre ned ad slottets gange.

Et virvar af ledninger til kameraer og mikrofoner spændte ben for Ellemann såvel som pressen selv, og den tætpakkede horde måtte med få skridts mellemrum gøre helt stop.

Pludselig skar den ikoniske Nokia-melodi gennem luften og fik journalisterne til at forstumme.

Ellemann undskyldte og hev sin mobiltelefon op af baglommen.

Fødslen af hans barnebarn var ved at være oppe over, og det var for den vordende bedstefar mere spændende end fintællingen på Færøerne, sagde han, mens stoltheden lyste ud af ham.

Omtrent 100 færøske stemmer slog lige nu ud til Nyrups fordel, lød det på dansk tv. Så mon ikke også der var nogle vindblæste hjørner af øerne i nord, som endnu ikke var talt med. Det troede Ellemann i hvert fald.

I samme sekund passerede Svend Auken gruppen af presse og råbte Venstre-formanden an:

- Jeg tror, at du bliver genvalgt i Aarhus Amt, sagde Auken, mens han drillende skelede til fotograferne og trykkede Ellemanns hånd:

- Du skal ikke være bekymret for din fremtid.

De var begge opstillet i Aarhus, hvor Auken netop havde indkasseret sit bedste resultat nogensinde.

Uffe Ellemann-Jensen ønskede tillykke med det flotte resultat og fortsatte ruten mod sine partifæller i gruppeværelset. Men journalisterne var ikke færdige med Auken.

De ville vide, hvem han så som vinder af valget.

- Det ser jo ud til, at det bliver os. Men det bliver lige på målstregen, svarede Auken, før han atter forsvandt i menneskemængden.

Det var alt for tidligt at konkludere, mindede Uffe Ellemann-Jensen journalisterne om, før han vendte sig mod en journalist fra færøsk radio:

- Se så at få gjort den fintælling færdig i en fart!

"Four more years"

Omtrent samtidig tikkede en sms ind på Poul Nyrup Rasmussens telefon oppe i Statsministeriet.

- Du bliver nødt til at komme ned nu.

Beskeden kom fra S-gruppeformand Pia Gjellerup, som sammen med Mogens Lykketoft og Svend Auken var gået ned i Landstingssalen på Christiansborg, hvor Socialdemokratiet holdt valgfest.

Partifællerne omkring hende var utålmodige. De havde nu taget hul på et nyt døgn uden at vide, om deres formand fortsatte som statsminister eller ej.

Svaret fra Nyrup gjorde dem ikke meget klogere.

- På vej, skrev han.

At det kunne betyde hvad som helst, vidste Pia Gjellerup godt. For Nyrup havde for vane at bruge samme vending, hvad end han bevægede sig fra hjemmet på Frederiksberg eller Warszawa.

Hun vidste samtidig, at Nyrup ikke ville forlade sit kontor, før den sidste flig af usikkerhed var manet til jorden. Og færingen Jóannes Eidesgaard havde stadig ikke besvaret de danske opkald.

Men oppe i Statsministeriet var rigsombudsmanden nu i røret igen.

Hun havde netop hørt Eidesgaard sige følgende på tv:

- Du kan ikke være baptist søndag og kirkegænger mandag. Du er det, du er. Som socialdemokrat vil jeg sige, at jeg under ingen omstændigheder vil støtte en borgerlig regering.

Jovist, det ville da have føltes bedre, hvis færingen direkte havde støttet Nyrup. Men at han ikke kunne støtte Ellemann, var forsikring nok for Poul Nyrup Rasmussen.

- Alt ok, sms’ede han til Pia Gjellerup.

- Går fra Statsministeriet om fem.

Nyrup skålede i champagne med sin kone og nogle af de nærmeste ansatte og satte så kurs mod de festende partifæller i Landstingssalen.

Klokken var 00.20, da Nyrup trådte ud af den sorte BMW og på vej op ad Christiansborgs hovedtrappe lod hænderne glide gennem håret.

Om lidt ville alle øjne være rettet mod ham.

Alle ville se ham bestige den historiske trappe op til slottets førstesal. En trappe, hvis trin til skæbnens ironi er hugget i færøsk basalt.

Med godt halvdelen af de færøske trin bag sig stoppede Poul Nyrup Rasmussen op.

Han tøvede og lod blikket vandre rundt på randen af pressefolk, der stod lænet ud over trappens massive gelænder. Så løftede han fire, sejrende fingre i vejret.

- Four more years, sagde han og lod sig bade i blitzlys.

- Four more years.

Da Banin Al-Saray var 13 år gammel købte hendes mor makeup til hende.

Hver morgen lagde moderen mascara på sin datters øjenvipper.

For Banin Al-Saray var syg. Meget syg af kræft.

Hun sad i kørestol og fik mad gennem sonde på grund af strålebehandlinger i spytkirtlerne.

Men Banin Al-Saray ville i skole. Ligesom alle andre børn.

- Der så jeg virkelig syg ud. Men for at de andre børn ikke skulle skræmmes, gjorde min geniale mor det, at hun købte mascara, pudder og blush, fortæller Banin Al-Saray fra scenen til 'Knæk Cancer'.

56 strålebehandlinger

Banin Al-Saray på 22 år har været syg af kræft, siden hun var 8 år gammel.

Hun har to tumorer i hovedet og én i hjernen.

I ryggen er der også to tumorer. Hun har en knude i højre ben. Og én i venstre. Spytkirtlen er ramt af kræftceller.

I sine 14 år som kræftpatient har hun gennemgået 56 operationer, kemo- og strålebehandling.

Da hun var 15 år, fandt lægerne ud af, at hun mangler tre vigtige gener i kroppen.

Derfor vil hun aldrig blive rask.

Power-følelse at se godt ud

Men for Banin Al-Saray betyder det meget ikke at se syg ud.

I dag holder hun af selv at lægge make-up og se godt ud, når hun skal på hospitalet.

Det giver hende en følelse af power.

- Når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg ikke en patient. Jeg ser ikke syg ud, fortalte Banin Al-Saray til vært og skuespiller Esben Dalgaard på scenen.

Esben Dalgaards udseende er derimod mere påvirket af hans kræftsygdom. En bivirkning ved hans behandling er, at han mister pigmentet i sit hår og sine bryn og vipper, så han på kort tid er gået fra mørkhåret til gråhåret, fortæller han.

- Så kan jeg nogle gange se mig selv i spejlet og få et chok over, at jeg ligner et spøgelse, som jeg ikke kan genkende, lød det fra værten.

Derfor er han meget imponeret over Banin Al-Sarays engagement i sit udseende.

Banin Al-Saray lytter og nikker, mens han taler.

Hun fortæller, at det ikke bare handler om at se godt ud. Men at det at se godt ud bliver hendes adgangsbillet til at være en helt almindelig ung kvinde.

Når hun altså ikke er på hospitalet eller har en dårlig dag.

Og det er de små afbræk af normalitet, der gør den helt store forskel i den unge kvindes liv.

Den mand, der tidligt fredag morgen overfaldt den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosis mand med en hammer, har vist sig at være en ivrig konspirationsteoretiker.

Den 42-årige David DePape har gjort sig bemærket på sociale medier som modstander af coronavacciner og tilhænger af konspirationsteorien QAnon.

Hans sociale medier rummer voldsomme anklager om valgsvindel ved det sidste præsidentvalg og hadske udfald mod jøder, kvinder og lgbtq-miljøet, skriver den lokale avis San Francisco Chronicle.

Avisen skriver, at hans seneste opslag på sociale medier var en påstand om, at ”krigen i Ukraine er en sammensværgelse til fordel for jøderne”.

Politisk betinget

Mandens baggrund har styrket teorien om, at angrebet på Nancy Pelosis hjem i San Francisco var politisk betinget.

Da David DePape trængte ind i huset, var det kun hendes 82-årige mand, Paul Pelosi, der var hjemme. Nancy Pelosi selv befandt sig i Washington D.C.

Men gerningsmanden råbte – ifølge politiets oplysninger til flere amerikanske medier – gentagne gange ”Hvor er Nancy?”.

Det tyder på, at det var hende, der var det egentlige mål.

Råbet ”Hvor er Nancy?” lyder desuden som et ekko fra stormen på den amerikanske kongres i januar 2021, minder TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz om:

- Det var det samme råb, man hørte i Kongressen, da demonstranterne løb rundt i gangene for at finde hende. Det er virkelig uhyggeligt og en indikation af, at den politiske vold er kommet til USA, siger han.

Nancy Pelosi, der som leder af Repræsentanternes Hus er den tredjehøjest rangerende politiker i USA, har et stort sikkerhedsapparat omkring sig. Men det følger med hende, når hun rejser til Washington, og så er der ingen skærpet sikkerhed omkring ægtemanden hjemme i San Francisco, skriver The New York Times.

- Nancy Pelosi selv er under massiv beskyttelse. Men dette overfald vil helt sikkert rejse spørgsmålet om, hvordan man passer på toppolitikernes familier, siger Jesper Steinmetz.

Han fortæller, at netop Nancy Pelosi kan være særligt udsat, fordi republikanerne har gjort hende til hovedfjenden.

- I tv-reklamer bliver hun portrætteret som fanden selv eller som nazist. Nu har demokraterne været ude at sige, at republikanerne bliver nødt til at overveje deres retorik, forklarer Jesper Steinmetz.

Ofret fik kraniebrud

Paul Pelosi er stadig indlagt på hospitalet, hvor han er blevet opereret for kraniebrud. En talsmand for Nancy Pelosis kontor siger dog, at han forventes at komme sig fuldstændigt.

Den 42-årige mand er også indlagt på hospitalet, sigtet for drabsforsøg.

Politiet i San Francisco vil dog ikke oplyse, om indlæggelsen skyldes mentale problemer, eller om gerningsmanden kom fysisk til skade under anholdelsen.

Til gengæld har politiet offentliggjort en detaljeret og dramatisk gennemgang af forløbet, lige fra da den 42-årige mand trængte ind i millionvillaen i San Francisco tidligt fredag morgen gennem en bagdør, til han blev anholdt.

Da det gik op for gerningsmanden, at Nancy Pelosi ikke var hjemme, gjorde han det klart, at han ville binde den 82-årige ægtemand og sætte sig til at vente på, at Nancy Pelosi kom hjem.

Tændt mobil fik tilkaldt politiet

Det lykkedes imidlertid Paul Pelosi diskret at ringe til alarmcentralen på sin mobil og lade mobilen være tændt.

Det betød, at en ansat på alarmcentralen kunne lytte med på den løbende samtale mellem gerningsmanden og Paul Pelosi, fortalte politichefen i San Francisco, William Scott, på et pressemøde fredag.

Og medarbejderen ”tænkte hurtigt”, tilføjede William Scott:

- Vedkommende var i stand til at læse mellem linjerne i det, der blev sagt, og sendte en politipatrulje til adressen.

Da betjentene bankede på hoveddøren, åbnede den – og betjentene kunne udefra se begge mænd med en hånd på den samme hammer.

- Mens betjentene stadig befandt sig udenfor, gav de begge mænd besked på at slippe hammeren. Hr. DePape hev øjeblikkeligt hammeren fra Hr. Pelosi og angreb ham voldsomt med den, fortæller politichef William Scott.

Derefter blev gerningsmanden overmandet, og både offer og gerningsmand blev sendt på hospitalet.

Kritik af vold i politik

Siden er det strømmet ind med sympatierklæringer fra både demokratiske og republikanske politikere til ofret og hans familie. Samtidig er der beklagelser af, at det politiske miljø i USA er blevet stadig mere forrået.

- Nok er nok. Alle samvittighedsfulde mennesker må klart og tydeligt tage afstand fra volden i vores politiske system, uanset hvad deres politiske overbevisning i øvrigt er, sagde USA's præsident, Joe Biden, da han fredag var på besøg i Philadelphia.

Tidligere præsident Barack Obama anklagede både det politiske system og de sociale medier for at puste til ilden:

- Det er politik, hvor valgte politikere eller folk, der gerne vil vælges for egen vindings skyld, forsøger at skabe splittelse og gøre folk vrede eller bange for hinanden. Og det bliver forstærket døgnet rundt på sociale medier, der ofte anser ballade og konflikter for mere profitable end at fortælle sandheden, sagde Barack Obama.

Rusland suspenderer den vigtige aftale om at eksportere korn fra ukrainske havne.

Det sker som følge af angreb mod skibe ved Krim. Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.

Tidligere lørdag påstod Rusland, at angrebet var rettet mod skibe, der er en del af den FN-støttet aftale om en eksportkorridor for korn fra ukrainske havne.

Rusland anklager Ukraine for at stå bag angrebet, der fandt sted tidligt lørdag. Russerne mener, at ukrainske styrker ved brug af droner angreb skibene i Sevastopol - den største by på Krim, som er annekteret af Rusland.

Vidtrækkende konsekvenser

Det får ifølge TV 2s korrespondent i Ukraine, Claus Borg Reinholdt, "vidtrækkende konsekvenser", hvis Rusland vælger at trække sig helt fra kornaftalen med den seneste melding.

- Først og fremmest får det konsekvenser for de mange lande, som er i den arabiske verden, men også for lande i Afrika, som har hårdt brug for korn, siger Claus Borg Reinholdt.

Derudover peger han på, at det også vil få økonomiske konsekvenser for Ukraine, fordi korn er en stor eksportvare for landet.

Korrespondenten understreger samtidig, at det er for tidligt at sige, hvad suspenderingen reelt betyder. Det står således endnu uklart, om det bliver umuligt for Ukraine at eksportere korn.

Aftale blev indgået efter længere tids mægling

Rusland og Ukraine indgik i juli en aftale om, at korn fra begge lande skulle have mulighed for at blive transporteret på sikker vis uden forstyrrelser.

Det var på trods af den igangværende krig og de mange uoverensstemmelser landene imellem.

Kornaftalen stod til at udløbe 19. november.

Aftalen kom i første omgang i stand efter længere tids mægling mellem Rusland, Ukraine, FN og Tyrkiet.

Den gjorde det muligt for Ukraine igen at eksportere sine enorme mængder af korn ud af landet via de ukrainske havne.

Aftale har betydning for millioner af mennesker

Det havde, siden den russiske invasion begyndte 24. februar, ikke været muligt at eksportere Ukraines enorme mængder korn ud af landet på grund af en russisk blokade.

Men i august kunne skibe med lasten fuld af korn igen sejle fra de ukrainske havne.

Ifølge Ukraine forsøger russerne med en "falsk påstand" om ukrainske droneangreb at droppe kornaftalen.

Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, opfordrer alle lande til at stå sammen om at stoppe Ruslands "leg med hungersnød".

En talsmand fra FN siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han er opmærksom på forlydender om, at Rusland har trukket sig fra kornaftalen og er i kontakt med russiske myndigheder.

Han siger, at aftalen "helt klart" har haft en positiv indvirkning for adgangen til fødevarer for millioner af mennesker verden over.

Sofie Odgaard Jensen havde en indgående viden om det at være patient i psykiatrien efter selv at have været indlagt gentagne gange.

Hendes Aspergers syndrom, spiseforstyrrelse og tendens til voldsom selvskade havde fulgt hende siden slutningen af teenageårene. Hun fortalte åbent om at få elektrochokterapi, tung medicinering og alle de lange behandlingsforløb, hun havde været i.

Hun kæmpede i egne ord for en bedre psykiatri. Derfor talte hun også højt om at blive afvist hjælp, når hun ramte bunden eller i sine egne øjne blev udskrevet for tidligt.

Hun kaldte oplevelserne et ”helvede” og kæmpede for at få ligestillet psykiatrien med resten af sundhedsvæsenet.

TV 2 havde aftalt med Sofie Odgaard Jensen, at hun skulle fortælle historien om sine mange udskrivelser i psykiatrien. I en mail skrev hun blandt andet om sine oplevelser:

- Det var et helvede, men det vigtigste er, at andre ikke skal behandles, som jeg blev.

Det her er Sofie Odgaard Jensens historie, men hun kan ikke fortælle den selv, da hun ikke længere er her.

Fredag 16. september klokken 16.50 blev hun udskrevet fra intensivafdelingen i Slagelses psykiatriske akutmodtagelse, og seks timer senere blev hun fundet livløs.

En foreløbig analyse fra Region Sjælland viser, at lægerne tre timer inden udskrivelsen vurderede Sofie Odgaard Jensen til at være i øget selvmordsrisiko, og at hun en halv time før udskrivelsen havde banket hovedet ind i en væg.

Regionen peger på hende selv som den drivende kraft bag udskrivelsen, fordi lægerne havde spurgt hende, om hun havde lyst til at forlade afdelingen.

Jeg forsøgte at lægge pres på og sagde (...) I skal ikke udskrive hende, hun har det ikke godt

Sidse Ravn, leder på Behandlingsstedet Egedal

Hun var ”ambivalent” om at forblive indlagt og ville helst udskrives, og derfor lod de hende gå, fremgår det. Det på trods af, at hun om morgenen havde fået elektrochok og stadig var stærkt medicineret.

Tidligere samme dag havde hun været indlagt med frihedsberøvelse, og dagen inden havde hun forsøgt at tage sit eget liv.

Alligevel udskrev de hende, og klokken 22.48 fredag aften kunne læger og politi erklære hende død af selvmord.

TV 2 har fået tilladelse af Sofie Odgaard Jensens familie til at bringe hendes historie.

I årevis havde Sofie Odgaard Jensen kæmpet med selvskade. Hun havde skåret i sig selv, taget piller og ad flere omgange forsøgt at gøre en ende på livet.

- Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har været indlagt. Men jeg har 107 forløb. Sidst, jeg talte sammen, havde jeg over 2100 journalnotater, sagde hun til to højskoleelever, Anne Møller Nielsen og Benedikte Mærsk Hvid, der interviewede hende nogle måneder før hendes selvmord.

De har delt lydfilen med TV 2, som kan bringe et udpluk af Sofie Odgaard Jensens udtalelser om psykiatrien, godt seks uger efter hendes død:

Sofie Odgaard Jensen er her ikke, men hendes budskab går igen flere steder. Hun forsøgte efter egne ord at være talerør for dem, der ikke blev grebet af psykiatrien, da de bad om hjælp.

Blot fire dage før hendes død skrev hun i avisen Information, at hun ikke ville begrave flere venner, der tog deres eget liv på grund af dårlig behandling i psykiatrien.

- Mit liv er så gennemsyret af den svigtende psykiatri og angsten for, hvornår det næste selvmord kommer, lød det fra hende.

Det her velfærdssystem svigter på mange måder børn

Sofie Odgaard Jensen i interview inden hendes død

Men i sidste ende var det hende selv, der endte med at blive begravet på grund af en udsultet psykiatri, mener hendes gamle botilbudsleder på Behandlingsstedet Egedal, Sidse Ravn.

Sidse Ravn kan fortælle om et forløb, hvor de ansatte på Sofie Odgaard Jensens botilbud selv følte sig svigtet og overset af psykiatrien.

Inden Sofie Odgaard Jensen blev udskrevet fra intensivafdelingen, havde hendes kontaktperson fra botilbuddet selv prøvet at gøre en sygeplejerske på den psykiatriske akutmodtagelse opmærksom på, at den unge kvinde var i alvorlig risiko for at gøre skade på sig selv.

- Hun forsøgte at lægge pres på og sagde: Vi har simpelthen en dårlig fornemmelse i maven. I skal ikke udskrive hende, hun har det ikke godt, forklarer Sidse Ravn.

Sygeplejersken ville vende det med en læge og ringe tilbage, men kontaktede ikke botilbuddet igen. Og de tidlige udskrivelser sker for tit, siger Sidse Ravn.

- De siger, at hvis Sofie selvskader igen, så må vi jo bare komme tilbage med hende. Det hører vi ofte.

Det sagde de også til jer, den dag Sofie døde?

- Ja.

Da Sofie Odgaard Jensen blev udskrevet klokken 16.50, stod hendes kontaktperson og ventede på parkeringspladsen.

Men så snart Sofie Odgaard Jensen trådte ud af Slagelses psykiatriske akutmodtagelse, stak hun af. Hun lod sin rygsæk glide af skulderen, gik tilbage efter den og begyndte så at gå en anden vej.

Sofie Odgaard Jensen sagde, at kontaktpersonen ikke måtte følge efter hende eller røre ved hende. Så forlod hun parkeringspladsen i Slagelse, efter hun samme dag havde fået elektrochok og var stærkt medicineret. Det viser den redegørelse, Behandlingsstedet Egedal selv har lavet.

Der var intet, som kontaktpersonen kunne gøre, siger Sidse Ravn, som forklarer, at de ikke har autoritet til at bruge tvang mod deres beboere.

Det kan lægerne på den psykiatriske akutmodtagelse dog godt, og ifølge tidligere overlæge i psykiatrien Peter Handest var der ikke noget fagligt grundlag for at udskrive Sofie Odgaard Jensen.

Han peger samtidig på, at der er tre niveauer, når man taler om selvmordsrisiko, der er opdelt i "ingen øget", "øget" og "akut øget" risiko. I sidstnævnte er personalet berettiget til at bruge tvang. Sofie Odgaard Jensen blev vurderet til at være i "øget" risiko - og det var ifølge Peter Handest en fejl.

- Man burde have vurderet hende til at være i akut øget selvmordsrisiko af flere årsager. Hun er ikke i en bevidsthedsklar tilstand, hun har lige fået elektrochok, og hun har haft selvmordsforsøg dagen før. Jeg vil sige, at alle faktorer for, at hun var i maksimal selvmordsrisiko, er opfyldt.

Han er uforstående over, at man lod hende træffe beslutningen om sin egen udskrivelse.

- Hun var ikke i stand til at tage den samtale. De kan godt skrive, at de har talt med hende, men det kan ikke blive brugt som argument for at udskrive hende. Hun kunne ikke vurdere sin egen tilstand, siger han.

Vores psykiatriske system er så presset, at det vil være en romantisk tanke, hvis min venindes selvmord er det sidste, jeg oplever

Sofie Odgaard Jensen, fire dage før hendes død

Da Sofie Odgaard Jensens kontaktperson ankom til akutmodtagelsen i Slagelse, var deres indtryk af hende, at hun var ”dopet og hævet i hovedet”.

- (De) oplever ikke at være i kontakt med Sofie. Kontaktperson fra afdelingen (akutmodtagelsen, red.) forsøger at tale lidt med Sofie, men Sofie er ukontaktbar, står der i Egedals redegørelse.

Ifølge Egedal fik de at vide, at hun ikke var selvmordstruet, og at de ansatte på den psykiatriske afdeling havde ”fuldstændig is i maven”.

- Sofie er jo Sofie, og hun gør jo, som hun gør, hvis hun selvskader, så kommer I bare ind med hende igen, lød det fra sygeplejersken ifølge botilbuddets redegørelse.

Psykiater Torsten Jacobsen, der er formand for Psykiatrifonden, kalder Sofie Odgaard Jensens selvmord for tragisk og siger, han håber, at man kan undgå lignende sager i fremtiden.

- Det siger sig selv, at det her ikke må ske. Det er meget vigtigt at få Sofies selvmord og de alt for mange andre ulykkelige sager belyst, siger han.

Det var ikke uvant for Sofie Odgaard Jensen at selvskade. Sidse Ravn vurderer, at hun har haft omkring 50 indlæggelser forbundet med selvskade.

Derfor mener hun også, at hendes selvmord i virkeligheden var et forsøg på at blive taget seriøst af psykiatrien.

- Det var absolut et råb om hjælp. Absolut et råb om at blive genindlagt.

Kort inden sin død fortalte Sofie Odgaard Jensen til Anne Møller Nielsen og Benedikte Mærsk Hvid, at hun netop mente, at psykiatrien ikke behandlede børn og unge godt nok.

- Det her velfærdssystem svigter på mange måder børn. Altså får tabt nogle på gulvet, som vi ikke havde behøvet at tabe på gulvet, lød det fra hende.

På dagen tog hun en impulsiv beslutning om at skade sig selv, men det var aldrig meningen, at hun skulle dø, tror Sidse Ravn.

Jeg ville ikke have udskrevet Sofie (...) Det hele er der for at opfylde, at hun var i maks risiko for selvmord

Peter Handest

- Hun har jo mange gange selvskadet rigtigt alvorligt, men hun havde altid en klar fornemmelse af, hvor langt, hun kunne gå, og hvor langt, hun ikke kunne gå, siger hun og fortsætter:

- Jeg ser det absolut som en ulykke, og jeg tror ikke, at hun havde kalkuleret med, at hun havde det medicin i blodet, som hun havde fået aftenen før, da hun så vælger at tage denne her mindre overdosis, i forhold til hvad hun ellers har taget før.

Sofie Odgaard Jensen skrev også i kommentaren i Information fire dage før sin død, at selvmord blandt hendes venner var begyndt at blive en del af hendes hverdag.

- Vores psykiatriske system er så presset, at det vil være en romantisk tanke, hvis min venindes selvmord er det sidste, jeg oplever. Selv troede jeg, det næste skulle være mit eget.

Men i et debatindlæg i avisen Politiken gjorde Sofie Odgaard Jensen sin egen holdning til at tage sit liv klart, få dage inden hun døde.

- Jeg er ikke længere selvmordstruet. Så selv om behandlingen af psykisk syge mangler håb, er vi ikke håbløse. Vi kan leve, ikke kun overleve. Men hvorfor skulle der gå det ene år efter det andet, uden at vi fik den rette hjælp?

Mens Sofie Odgaard Jensens botilbud holder fast i, at de advarede om risikoen ved at udskrive hende fredag 16. september, fremgår det slet ikke af Regions Sjællands egen ”dybdegående analyse”.

Her fremgår det, at lægen spurgte hende, om hun ville udskrives, selvom hun en halv time forinden stod og bankede hovedet ind i væggen. Hun sagde, at hun ikke selv ønskede at være indlagt længere, og lægen lod det være op til hende selv.

I dagene, hvor Sofie Odgaard Jensen var indlagt, var der overbelægning på afdelingen. Der var med andre ord ikke fysisk plads til patienterne, hvilket også beskrives i botilbuddets redegørelse.

Torsdag aften blev hun flyttet på grund af pladsmangel, hvilket fremprovokerede en voldsom reaktion. Samme aften forsøgte hun at tage sit eget liv, og hun endte med at blive tvangsmedicineret med beroligende medicin.

Overbelægningen kan ifølge Peter Handest og Sidse Ravn have spillet en rolle i, at man udskrev Sofie Odgaard Jensen. Hendes voldsomme forløb i dagene op til udskrivelsen burde have betydet, at hun forblev tvangsindlagt, mener Peter Handest. Udskrivelsen skete på en fredag, og det er typisk, at man udskriver patienter før weekenden med den konsekvens, at der bliver lempet på de faglige vurderinger af patienternes tilstand, siger han.

- Hvis de har overbelægning, så forsøger de jo at få ledige senge, så dem i weekenden ikke har problemer med at finde plads til nye patienter. Man foretager altid de her udskrivelser fredag før weekenden for at skabe pladser. Det er italesat mange gange i psykiatrien, at det er uhensigtsmæssigt.

TV 2 ville gerne have spurgt Region Sjælland, om overbelægningen spillede ind, da Sofie Odgaard Jensen blev udskrevet. Men regionen ønsker ikke at stille op til interview. Regionen ønsker heller ikke at svare på de øvrige spørgsmål, som TV 2 har stillet om deres håndtering af Sofie Odgaard Jensen op til hendes selvmord.

Til gengæld siger regionens lægefaglige vicedirektør for psykiatrien, Søren Bredkjær, i et skriftligt svar:

- Generelt kan vi oplyse, at vi ikke udskriver patienter, der viser tegn på at være selvmordstruede. Hver enkelt udskrivning foretages på en lægefaglig vurdering baseret på personalets observationer og på samtaler og aftaler med patienten. Når der foretages et lægefagligt skøn, så er der en risiko for at tage fejl i vurderingen af patienten.

Men Peter Handest er slet ikke i tvivl, når han gennemgår forløbet:

- Jeg ville ikke have udskrevet Sofie. Hun var i en meget svingende tilstand. Hun var i psykisk krise. Derudover er der både pårørende og personale fra et botilbud, der siger, at de er utrygge ved det. Det burde indgå i risikovurderingen. Det hele er der for at opfylde, at hun var i maks risiko for selvmord.

I en række interviews og læserbreve beskrev Sofie Odgaard Jensen selv, at hun rummede flere af de problematikker, som landets politikere og eksperter diskuterer i valgkampen. Hun har fortalt, at hun følte sig overset i folkeskolen, fordi hun klarede sig godt og fik gode karakterer.

Derfor ville hun gerne være en stemme for de "stille og oversete piger" som hende selv.

- Jeg synes, det er ret fedt at lave de her interviews, hvor jeg taler om at være ung i systemet. Det er vigtigt at få sat opmærksomhed på og at være talerør for nogen, der måske ikke kan tale, sagde hun.

Hun havde et tydeligt mål om, at psykiatrien skulle prioriteres på lige fod med resten af sundhedsvæsenet. Og i sit debatindlæg i Politiken havde hun en klar opfordring til de politikere, der lige nu kæmper om vælgernes gunst:

- Så derfor, kære politikere: Få nu skabt en psykiatri, der kan hjælpe syge mennesker. Kom nu, ingen har råd til andet.

23-årige Sofie Odgaard Jensen tog sit eget liv fredag 16. september, kort efter at hun var blevet udskrevet fra den psykiatriske akutmodtagelse i Slagelse.

Det er på trods af, at regionen selv vurderede hende som selvmordstruet, og at Sofie Odgaard Jensens kontaktperson havde ”argumenteret indgående” for, at afdelingen skulle holde på hende lidt endnu.

Der er meget stor risiko for, at hun ikke er ved sine fulde fem. Det tyder på, at der er noget galt

Peter Handest, tidligere overlæge i psykiatrien

På udskrivelsesdagen var afdelingen propfyldt. En aktindsigt, som TV 2 har fået, viser, at sengeafsnittet havde en belægning på 107 procent. Med andre ord var der ikke fysisk plads til de patienter, afdelingen havde.

I en foreløbig analyse af forløbet op til hendes død skriver Region Sjælland, at det var hende selv, der var drivkraften bag udskrivelsen, da hun havde været "ambivalent" om at forblive på afdelingen.

Selvom det i samme analyse også står, at Sofie Odgaard Jensen samme uge havde forsøgt at tage sit eget liv to gange.

- Det er ulykkeligt, siger Sidse Ravn, der er leder på Behandlingssteget Egedal, hvor Sofie Odgaard Jensen havde været tilknyttet siden 2. juni 2016.

Om fredagen klokken 13.00 vurderede lægerne Sofie Odgaard Jensen til at have øget selvmordsrisiko. Alligevel blev botilbuddet informeret om, at de skulle hente hende.

Kontaktpersonen fra botilbuddet forsøgte under samtalen at advare personalet på den psykiatriske akutmodtagelse om udskrivelsen, siger Sidse Ravn.

- Hun forsøgte at lægge pres på og sagde: "Vi har simpelthen en dårlig fornemmelse i maven, I skal ikke udskrive hende, hun har det ikke godt", forklarer hun.

De påpegede ifølge Sidse Ravn videre, at hun aftenen før havde haft en meget voldsom reaktion på at blive flyttet på grund af pladsmangel og derfor var blevet tvangsmedicineret.

Klokken 16.50 udskrev akutmodtagelsen Sofie Odgaard alligevel, og på parkeringspladsen for psykiatrien i Slagelse stak hun af fra sin kontaktperson.

Seks timer senere blev hun fundet død af politiet, som mener, at hun tog sit eget liv i en blandingsoverdosis.

TV 2 har fået tilladelse af Sofie Odgaard Jensens familie til at bringe denne historie.

Overlæge peger på fejl i risikovurdering

Region Sjælland har i deres ”dybdegående analyse” kortlagt, hvordan Sofie Odgaard Jensens udskrivelse endte med et selvmord, men peger som nævnt tidligere på hende selv som drivkraften bag udskrivelsen.

Her fremgår det, at lægen spurgte hende, om hun ville udskrives, selvom hun en halv time forinden havde stået og banket hovedet ind i væggen. Sofie gav udtryk for, at hun ikke selv ønskede at være indlagt længere, og lægen udskrev hende efterfølgende og lod det dermed være op til hende selv.

Men selve vurderingen af selvmordsrisiko er fejlfyldt, og i virkeligheden burde Sofie Odgaard Jensen ikke være blevet udskrevet. Det mener den tidligere overlæge i psykiatrien Peter Handest, som har gennemgået forløbet for TV 2.

- Man burde have vurderet hende til at være i akut selvmordsrisiko af flere årsager. Hun er ikke i en bevidsthedsklar tilstand, hun har lige fået elektrochok, og hun har haft selvmordsforsøg dagen før. Jeg vil sige, at alle faktorer for, at hun var i maksimal selvmordsrisiko er opfyldt.

Forskellen mellem ”øget selvmordsrisiko” og ”akut selvmordsrisiko” er blandt andet, at lægerne kan bruge tvang for at behandle patienten, hvis risikoen er akut.

Derudover kan Peter Handest ikke forstå rationalet bag, at hendes eget ønske om udskrivelse spillede en rolle for lægerne.

- Hun var ikke i stand til at tage den samtale. De kan godt skrive, at de har talt med hende, men det kan ikke blive brugt som argument for at udskrive hende. Hun kunne ikke vurdere sin egen tilstand, siger han.

Så der er intet fagligt forsvarligt ved at udskrive Sofie?

- Jeg vil sige nej. Hun har lige banket hovedet ind i væggen og er muligvis påvirket af elektrochokterapi og bedøvelse. Der er meget stor risiko for, at hun ikke er ved sine fulde fem. Det tyder på, at der er noget galt.

Det er helt skørt, det der

Sidse Ravn, leder på Behandlingsstedet Egedal

Det er langt fra normal procedure at udskrive patienter, der netop har fået elektrochok og er indlagt på grund af selvmordsrisiko, forklarer Peter Handest. Bivirkninger ved elektrochok kan være dårligere dømmekraft, og derfor kan det også øge selvmordsrisikoen, forklarer Peter Handest.

- Det er bestemt ikke kutyme at udskrive folk samme dag, som de har fået elektrochokterapi, hvis de er ustabile, og her mener jeg, at der var tale om en akut selvmordsrisiko. Man kunne ikke gå ud fra, at hun kunne håndtere elektrochok på samme måde, som dengang hun kom ind ambulant i en mere stabil tilstand, siger han.

Psykiater Torsten Jacobsen, der er formand for Psykiatrifonden, kalder Sofies selvmord for tragisk og siger, han håber, at man kan undgå lignende sager i fremtiden.

- Det siger sig selv, at det her ikke må ske. Det er meget vigtigt at få Sofies selvmord og de alt for mange andre ulykkelige sager belyst, siger han.

Helt skørt at udskrive Sofie, siger botilbudsleder

11 dage inden sin død havde Sofie Odgaard Jensen mandag 5. september frivilligt ladet sig indlægge, fordi hun var ustabil og gjorde fysisk skade på sig selv.

Hun led af Aspergers syndrom og spiseforstyrrelse, og det fortalte hun åbent om på sociale medier og i debatindlæg.

Onsdag 7. september blev hendes frivillige indlæggelse ændret til en tvangsindlæggelse, da hun kunne mærke, at hun havde slugt batterier.

På Behandlingsstedet Egedal fulgte de Sofie Odgaard Jensens forløb i psykiatrien tæt.

I deres journal over hendes indlæggelse skrev de 10. september:

- Sofie ville gerne udskrives i går, men er i dag nået frem til, at hun gerne vil forblive indlagt og faktisk med tvang (…) Sofie synes, at det giver ro at være indlagt med tvang, fremfor at hun hele tiden skal fristes af at lade sig udskrive med den plan om at komme hjem for at selvskade.

Når der foretages et lægefagligt skøn, så er der en risiko for at tage fejl

Søren Bredkjær, lægefaglig vicedirektør i Region Sjællands psykiatri

Sidse Ravn har selv delt botilbuddets redegørelse med TV 2, fordi hun ikke kan forstå, hvorfor man valgte at udskrive den 23-årige selvmordstruede kvinde, og hun gerne vil sikre, at man bruger Sofies forløb som læring i det psykiatriske system.

- Det er helt skørt, det der, lyder det fra Sidse Ravn om udskrivelsen.

I dagene, hvor Sofie var indlagt, var der overbelægning på afdelingen. Der var med andre ord ikke fysisk plads til patienterne, hvilket også beskrives i botilbuddets redegørelse.

Det kan ifølge Peter Handest og Sidse Ravn have spillet en rolle i, at man udskrev Sofie. Udskrivelsen skete på en fredag, og det er typisk, at man udskriver patienter før weekenden med den konsekvens, at der bliver lempet med de faglige vurderinger af patienternes tilstand, siger Handest.

- Hvis de har overbelægning, så forsøger de jo at få ledige senge, så dem i weekenden ikke har problemer med at finde plads til nye patienter. Man foretager altid de her udskrivelser fredag før weekenden for at skabe pladser. Det er italesat mange gange i psykiatrien, at det er uhensigtsmæssigt.

Udskriver ikke selvmordstruede patienter, siger region

TV 2 ville gerne have spurgt Region Sjælland, om overbelægningen spillede ind, da hun blev udskrevet. Men de ønsker ikke at stille op til interview.

De ønsker heller ikke at svare på de øvrige spørgsmål, som vi har stillet om deres håndtering af Sofie Odgaard Jensen op til hendes selvmord.

Til gengæld siger regionens lægefaglige vicedirektør for psykiatrien, Søren Bredkjær, i et skriftligt svar:

- Generelt kan vi oplyse, at vi ikke udskriver patienter, der viser tegn på at være selvmordstruede. Hver enkelt udskrivning foretages på en lægefaglig vurdering baseret på personalets observationer og på samtaler og aftaler med patienten. Når der foretages et lægefagligt skøn, så er der en risiko for at tage fejl i vurderingen af patienten.

Men Peter Handest er slet ikke i tvivl, når han gennemgår forløbet:

- Jeg ville ikke have udskrevet Sofie. Hun var i en meget svingende tilstand, og hun var i psykisk krise. Derudover er der personale fra et botilbud, der siger, at de er utrygge ved det. Det burde indgå i risikovurderingen. Det hele er der for at opfylde, at hun var i max risiko for selvmord.

Han mener dog ikke, at man kan pege fingre af de specifikke læger og sygeplejersker, der har håndteret sagen, da der er tale om et større problem om ledelsessvigt.

- Ledelsen presser på og siger, at man skal udskrive nogle patienter. Undersøgelser viser, at over halvdelen af overlæger udskriver patienter, de hellere ville have holdt indlagt. Der er et udtalt pres fra ledelsen om, at man skal udskrive folk, selvom overlægerne ikke har lyst. Det kan næsten være intimiderende, siger han og fortsætter:

- Derfor synes jeg stadig, at der er sket en fejl her. Men det handler i sidste ende om, at der er for hårdt pres på fra ledelsen i psykiatrien.

Læs hele historien om Sofie Odgaard Jensen her.

Barnevogne. Gravide maver. Grinende mødre. Babygråd. Far, mor, barn.

23-årige Celine Luttikhedde blev svimmel. Hun fik en klump i halsen.

Hvornår var folk begyndt at få så mange børn?

Hun kiggede på sin tallerken og prøvede at fokusere på maden.

Men den unge kvinde kunne hverken koncentrere sig om at spise eller noget som helst andet. Og sådan havde det været lige siden lægesamtalen nogle dage forinden.

For inde i hende rumsterede det sværeste dilemma, hun nogensinde havde stået i:

Ville hun have børn, men risikere at kræften kommer igen? Eller ville hun følge lægernes anbefaling og få fjernet begge æggestokke og livmoderen for at holde kræften væk?

Hospitalet havde givet hende 14 dage til at træffe beslutningen. Og hun kunne ikke være i den.

- At stå over for dét valg var værre end at blive diagnostiseret med kræft som 23-årig, siger hun.

Rammer hele familien

Mens hun fortæller, kører den unge lærerstuderende sine fingre gennem det korte, brune hår, der kun lige er begyndt at vokse ud oven på sommerens kemoterapi.

Det er et halvt år siden, det hele begyndte, og vi har mødt hende til en snak om, hvordan det er pludselig at stå med så store beslutninger i så ung en alder.

Det er svært for hende at sætte ord på, siger hun.

Ikke kræften, den kan hun godt tale om. Men valget mellem børn og den mest sikre behandling. Det er ikke nemt.

Især fordi udfaldet ikke kun påvirker hendes eget liv, men også dem, der elsker hende højest.

Hendes kæreste. Hendes forældre. Venner og søstre. Alle dem, der er splittede imellem at bakke hende op i ønsket om børn og angsten for at miste hende.

Men hun har skrevet forløbet ned på et papir, som hun knuger i sin hånd.

Og hver gang ordene slipper op, kigger hun ned på det.

For hun vil fortælle. Både fordi det har lindret hele hendes forløb, at hun har været åben om alle sine overvejelser undervejs, og fordi hun håber, at andre i lignende situationer kan føle sig mindre alene, hvis de har nogen at spejle sig i.

- Og der er jo mange, der står med den her type svære valg, når de bliver syge, siger hun.

Den værste dag

I modsætning til mange andre lignende fortællinger starter Celine Luttikheddes sygdomsberetning ikke med en diagnose.

For da hun gik ind til lægesamtalen 8. marts 2022, hvor hun indleder sin historie, vidste hun allerede, at hun havde kræft.

Hun regnede med, at hun skulle have fjernet den æggestok, hvor cysten havde siddet, og at det måske skulle følges op af kemobehandling. Men ikke mere end det.

Så da lægen kiggede hende i øjnene og sagde, at hendes anbefaling var, at Celine Luttikhedde fik fjernet både livmoder og begge æggestokke, brød hendes verden sammen.

Hun ville aldrig finde ud af, hvordan hendes barn ville se ud. Hun ville aldrig komme til at mærke spark i sin gravide mave. Eller give sine forældre de børnebørn, hun vidste, at de ønskede sig.

Katastrofetankerne overtog med det samme, og hun husker ikke ret meget mere, før hun stod opløst i gråd på parkeringspladsen med sin kæreste og sin mor.

- Jeg tænkte ikke så meget over selve kræften, men det her med at få frataget muligheden for at få børn helt ud af det blå, det kunne jeg slet ikke have, siger hun.

Men faktisk gik det hurtigere, end hun troede, med at vænne sig til tanken.

Allerede samme aften havde hun mere ro.

For det, der nagede hende mest, var, at operationen også ville fratage hendes kæreste muligheden for at blive far. Så da han forsikrede hende om, at det eneste, der betød noget for ham, var, at hun blev rask, blev hun mere rolig.

Lægerne havde ingen anden behandling, så det kunne ikke være anderledes. Og var forløbet sluttet her, havde hun formentlig været afklaret med det.

Men sådan gik det ikke.

Dilemmaet

For da hun en uge senere skulle tilbage på hospitalet for at få styr på planen for operationen, havde en ny mulighed åbnet sig.

Måske kunne hun alligevel bevare fertiliteten. For hvis alt så godt ud, når lægerne åbnede maven, kunne de nøjes med at fjerne den syge æggestok og lade resten blive.

Det ville kræve mere opfølgning og kontrol. Men så ville hun beholde muligheden for at blive mor.

Bagsiden var, at der var en større risiko for, at kræften ville vende tilbage. Derfor anbefalede lægerne fortsat den store operation.

Men beslutningen var Celines egen, og de gav hende 14 dage til at træffe sit valg.

Så blev hun sendt hjem.

Ikke godt

Det var ment som en god nyhed, men endte med at kickstarte de værste uger i hendes liv.

For hun følte, at hun var blevet efterladt med et uløseligt problem, som hun ikke kunne få hjælp til at håndtere.

Heller ikke, når hun søgte mod dem, som ellers altid var klar til at støtte op.

Hendes mor forstod hendes lyst til at få børn, men ville samtidig ikke gamble med hendes liv. Hendes far syntes, at hun skulle få fjernet det hele – han var ligeglad med børnebørn, så længe Celine blev rask.

De ville gerne hjælpe, men var forsigtige med at blande sig. Det skulle være hendes valg, syntes de. Og det syntes hendes kæreste også.

Derfor foregik alting oppe i Celines eget hoved. Og det blev hun ikke klogere af.

Tværtimod.

Hendes tanker blev afbrudt af gravide maver og småbørnsfamilier, der pludselig dukkede op, uanset hvor hun befandt sig. Og hun kunne ikke finde ro.

Valget blev ikke mindre kompliceret af, at det var en sjælden og aggressiv kræft, som lægerne ikke vidste meget om. Derfor havde hun ikke tilstrækkelig information at træffe en beslutning ud fra, syntes hun.

- Jeg ville jo så gerne have børn. Men samtidig ville jeg ikke have kræft. Der var ikke nogen god udvej, siger hun.

Lægen træffer den for hende

Men så ringede lægen.

Hun ville have Celine ind til en samtale tre dage før, der var deadline på beslutningen.

Hun behøvede ikke at have et svar klar. Bare hun dukkede op, sagde lægen.

For hun havde indset, at Celine ikke selv ville blive i stand til at træffe beslutningen og havde derfor en ny plan klar.

Selv om hospitalet fortsat officielt anbefalede Celine den store operation, foreslog lægen hende nu at vælge den lille.

Så kunne hun bevare fertiliteten. I hvert fald for nu.

For en del af den nye plan var samtidig, at Celine fik fjernet livmoderen og den anden æggestok, så snart hun var blevet mor. Og at hun skulle love, at hun var klar på, at det skulle ske snart.

- Det føltes bare rigtigt lige med det samme, siger Celine Luttikhedde.

Derfor afslog hun også med det samme, da lægen gav hende mulighed for gå hjem og tænke videre.

Nu skulle det bare overstås. Og med lægens opbakning var beslutningen pludselig blevet let.

I dag

Og overstået blev det.

I hvert fald nogenlunde.

Torsdag 7. april fik hun fjernet sin ene æggestok. Umiddelbart efter begyndte hun et intensivt kemoforløb, og i dag er hun kræftfri.

- Jeg er lettet og virkelig stolt af mig selv. Det var været et vildt halvt år, siger hun.

Men der er stadig et par store skridt, der skal tages, før hun for alvor kan slappe af.

Hængepartiet, som hun kalder det, skal af vejen.

For Celine kan ikke for alvor lægge forløbet bag sig, før hun også får fjernet sin livmoder og den anden æggestok.

Og det er hårdt. For selvom hun og kæresten er indstillede på, at de bliver nødt til snart at få børn, er det stadig en lang proces. De skal vente på godkendelse fra lægerne. Hun skal blive gravid, føde og amme.

Måske mere end en gang.

Og det kan godt bekymre hende.

Så kan hun komme til at tænke på et scenarie, hvor kræften kommer tilbage, mens hun har små børn. Og at hun dør og efterlader sin kæreste alene med ansvaret.

- Så føler jeg mig vildt egoistisk, for jeg kunne jo bare have fået fjernet livmoderen, siger hun.

Men så slår hun det hen.

For hun har ikke valgt livet fra.

Tværtimod. Hun har stået imellem to dårlige scenarier og formået at vælge det, der ville gøre hende mest lykkelig.

Og for Celina er det lige det, livet handler om.

De røde partier vil frede en tyvendedel af Danmark - svarende til 200.000 hektar - for sprøjtemiddel.

Det skriver Politiken.

- Vores grundvand og vores rene drikkevand er truet. Derfor foreslår vi en fredning for et område på størrelse med cirka fire gange Falster, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til Politiken.

En kortlægning skal afgøre de områder, som skal fredes for sprøjtemidler.

Men statsministeren siger til avisen, at der primært vil være tale om områder, hvor der i dag er landbrug.

Derfor vil der være noget drift, som skal udgå, men de pågældende landmænd vil blive kompenseret, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren understreger, at man godt stadig kan drive landbrug i områderne. Det skal bare være miljørigtigt.

Rent drikkevand skal være en ret

Partierne bag udspillet er Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. Det er det første samlede udspil fra rød blok i valgkampen.

- For rent drikkevand skal være en ret - også til vores børn og børnebørn. Det kræver, at vi allerede nu beskytter det langt bedre, skriver SF's formand, Pia Olsen Dyhr, på Twitter.

Formanden for brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, skriver i en skriftlig kommentar til Ritzau, at han "er i chok over udspillet".

- Forslaget er aldeles ubegrundet, når man ser på myndighedernes nyeste vurderinger af udfordringer for det danske grundvand og lytter til førende eksperter, siger han.

Landbrug & Fødevarer oplyser ikke, hvilke vurderinger, de henviser til.

Søren Søndergaard understreger, at det er vigtigt at passe på grundvandet. Og det gør man allerede.

Bør ikke være til diskussion

Danmarks Naturfredningsforening roser omvendt udspillet i en pressemeddelelse.

- Selvfølgelig bør det gøres forbudt at anvende sprøjtegift, der hvor vores drikkevand dannes og hentes. Det bør slet ikke være til diskussion, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding, i pressemeddelelsen.

Åbner for at hæve klimamål

Statsminister Mette Frederiksen (S) er også åben over for at hæve klimalovens ambition om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030.

Det siger hun i et interview med Information.

- Jeg har ikke et konkret tal til dig, men når du spørger, om jeg er villig, så er svaret ja, siger hun.

Regeringens tre støttepartier ønsker alle at hæve målsætningen til 80 procent.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke et bud på, hvornår man skal hæve målsætningen eller med hvor meget.

Alle Folketingets partier stod bag klimaloven bortset fra Nye Borgerlige og Liberal Alliance.