Lange ventelister, ringere service og stresset personale.
Det er for mange den virkelighed, de i dag møder i det danske sundhedsvæsen. Coronapandemien og sygeplejerskestrejken har ifølge fagfolk og eksperter kun forværret situationen.
- Måske ser vi i virkeligheden afslutningen på velfærdssamfundet, som vi kender det, advarede Kristian Antonsen, hospitalsdirektør for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, tidligere i år i Ugeskrift for Læger.
Nogle politikere og sygeplejersker har ligefrem talt om et sundhedsvæsen på randen af sammenbrud. Men så galt behøver det nu ikke at gå ifølge flere eksperter, som TV 2 har talt med.
- Vi har et godt sundhedsvæsen, men på en række områder også et presset sundhedsvæsen, som har brug for reformer, hvis det også skal være bæredygtigt fremadrettet, mener Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Men hvor skal der sættes ind? TV 2 giver dig her et indblik i de største udfordringer i vores sundhedsvæsen.
Den altoverskyggende udfordring er, ifølge eksperterne, manglen på personale. Det gælder både nu, og når vi kigger frem, hvor problemerne kan blive endnu værre, hvis den nuværende udvikling fortsætter.
Et kig på tallene taler sit helt tydelige sprog:
Særligt en udtalt mangel på anæstesi- og operationssygeplejersker på de offentlige sygehuse fremhæves igen og igen som forklaring på, at mange danskere i disse år må vente på – eller helt undvære – de operationer, de har brug for.
Ifølge Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet (SDU), er en løsning på personalemanglen helt afgørende for at dirke op for mange af sundhedsvæsnets problemer.
- Hvis ikke der manglede personale, havde vi ikke ventelister, der ville være mere tid til patienterne, og vi kunne sikre bedre forhold for de ansatte og få mindre stresset personale, siger han.
Problemet er todelt og indeholder både en udfordring i at rekruttere nyt personale og at fastholde dem, der er tilbage. De offentlige sygehuse oplever, at sygeplejersker forlader faget eller søger mod det private, hvor forholdene er bedre.
Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der over de seneste to år er sket en tredobling af forgæves rekrutteringer af sygeplejersker på landsplan, så op mod halvdelen af stillingerne nu ikke kan besættes.
Hvad kan vi gøre?
En mulig løsning er at uddanne flere sygeplejersker. Men det tager tid, og efter flere års fremgang går det nu også den forkerte vej. De seneste optagelsestal viser således, at der i år blev optaget 18 procent færre ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen end i 2019.
Der har været meget snak om lønnen – særligt i forhold til sygeplejerskerne men eksperter og fagfolk er enige om, at problemet ikke er løst med det.
- Det er et af de virkelig svære problemer, for det handler ikke kun om penge. Der er ingen simple løsninger. Man kan ikke bare sætte lønnen op, og så strømmer det til med sygeplejersker. For der skal også være nogen at tage af, og det er der umiddelbart ikke, siger Kjeld Møller Pedersen.
Mange vagter på skæve tider af døgnet, for højt arbejdstempo og en grundlæggende træthed efter først coronapandemien og siden sygeplejerskestrejken er andre argumenter, der går igen. Det kan derfor være nødvendigt også at kigge på disse udfordringer.
I dag er cirka hver anden sygeplejerske på deltid, og fagfolk er enige om, at der er en gevinst at hente, hvis flere overgik til fuldtid.
For de specialiserede funktioner, hvor det er særligt svært at rekruttere, kan man at se på lønstrukturen og overveje en differentiering af lønnen.
- Her taler vi om at man giver mere i løn til kernekompetencer som operations- og anæstesisygeplejersker. Men vi har i overenskomsterne herhjemme en kollektiv tankegang, så det er ikke så let at ændre på, forklarer Jakob Kjellberg.
Regeringen nedsatte i år en "robusthedskommission", der skal komme med anbefalinger om, hvordan man sikrer mere personale og mere tid til kerneopgaverne.
Danskerne lever længere, og vi bliver over de kommende årtier mange flere ældre.
Det får betydning, da de ældre har stor kontakt til sundhedsvæsnet.
- Vi har en klemme på vores system her. Jo længere tid vi lever, jo flere vil få en eller flere kroniske sygdomme, og jo længere skal de leve med det. Den demografiske forandring udfordrer fundamentalt, hvordan vi skal tilrettelægge vores sundhedsydelser, siger Jakob Kjellberg.
Der findes flere forskellige fremskrivningsmodeller for befolkningsudviklingen, hvoraf den mest anvendte metode anslår, at antallet af danskere over 65 år allerede i 2030 vil være cirka 212.000 flere end i 2020, mens gruppen af ældre over 80 år vil stige med knap 160.000 i perioden.
Andre modeller anslår, at antallet af ældre kan blive endnu større.
Hvad kan vi gøre?
Med udsigt til mange flere behandlingskrævende ældre kan det ganske enkelt ikke lade sig gøre at opretholde den nuværende standard på sygehusene – slet ikke når man tager højde for personalesituationen.
Ifølge sundhedsøkonomerne er svaret, at vi i højere grad skal have de ældre væk fra sygehusene.
- Vi har investeret voldsomt i et specialiseret sygehusvæsen, og patienterne er glade for at komme der, men det er bare ikke bæredygtigt. Vi er nødt til at prioritere mere, så vi får færre ind på sygehusene og flere ud til almen praksis og speciallæger, som selvfølgelig skal understøttes af sygehusene, mener Jakob Kjellberg fra VIVE.
I det hele taget bliver prioritering et nøgleord.
Jakob Kjellberg forklarer, at i stedet for at tilbyde samme behandlingsforløb til alle kan det blive nødvendigt at individualisere forløbene, hvor nogle kan håndtere mere selv, og at man prioriterer, hvem der har brug for færre eller flere kontrolbesøg.
I Danmark har syge mennesker en politisk bestemt garanti for, at de kan komme til udredning og behandling inden for 30 dage. Kan hospitalerne ikke leve op til det, skal patienterne henvises til privat behandling.
De voksende ventelister på sygehusene betyder derfor, at flere end nogensinde nu henvises videre til behandling i det private.
Behandlingsgarantien betyder store ekstraudgifter til hospitalerne, samtidig med at det har medført en personaleflugt til privathospitalerne, forklarer Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved SDU.
- Når arbejdet flytter, rykker personalet med over, hvor der er bedre vilkår og løn. Så selvom det er fint at have private hospitaler som ventil, må omfanget ikke blive for stort, for så bliver det skruen uden ende, siger han.
Derudover er behandlingsgarantien blevet kritiseret for at skabe stor ulighed og et skævt ressourceforbrug, fordi den ikke skelner mellem sygdommes alvorlighed og behovet for hurtig behandling.
- Tværtimod er det faktisk patienterne med de mindst alvorlige lidelser, som bliver henvist til det private og behandlet først, mens de mest syge må vente længst, fordi der ikke er det nødvendige specialistniveau på privathospitalerne, forklarer Jes Søgaard.
Hvad kan vi gøre?
For at lette presset på sygehusene og stoppe strømmen til privathospitalerne kan det vise sig nødvendigt, at politikerne løsner deres krav til sundhedsvæsenet.
- Man må simpelthen suspendere udrednings- og behandlingsgarantierne i den nuværende form og tillade en differentiering, hvor Sundhedsstyrelsen eller hospitalerne selv kan prioritere, hvem der skal behandles først, mener Jes Søgaard.
Når ventelisterne og tilstanden i sundhedsvæsnet er normaliseret, kan man ifølge sundhedsøkonomen se på at genindføre garantierne.
Eventuelt i en ny form, hvor man i højere grad lytter til de lægefaglige vurderinger.
Det kan virke mærkeligt i et lille land som Danmark, men vores regioner er ramt af en geografisk ulighed inden for sundhed.
Det skyldes en centralisering af specialkompetencerne, hvor læger og sygeplejersker søger mod de større sygehuse i de største byer, så det ganske enkelt er sværere for nogle regioner end andre at tiltrække speciallæger og sygeplejersker.
Her er Region Sjælland hårdt ramt, forklarer Jakob Kjellberg.
- Lægerne vil hellere til hovedstaden, og samtidig ser vi, at de dårligst stillede, der ikke har råd til at bo i de store byer, bliver stødt ud til områder som Lolland og Odsherred, hvor boligpriserne er lavest. Dermed har man den mest komplekse sygdomsbyrde i Sjælland, siger han.
Når der mangler plejepersonale, må regionerne hyre dyre vikarer ind, som presser udgifterne op.
Den socialdemokratiske regionsrådsformand for Sjælland, Heino Knudsen, italesatte ifølge Altinget tidligere i år problematikken og fremhævede urimeligheden i at have "færre læger i områder med de mest syge borgere".
Hvad kan vi gøre?
For at sikre mere lighed skal sundhedsressourcerne være der, hvor sygdomsproblemerne er.
- Men det er ikke noget, vi lige får løst på en eftermiddag, siger Jakob Kjellberg.
Han mener, at der er behov for, at regionerne tænker mindre på sig selv og arbejder mere sammen – for eksempel Region Sjælland og Hovedstaden.
Tidligere i år stillede Hjerteforeningen og Region Sjælland netop forslag om at lave en mere ligelig fordeling af speciallæger regionerne imellem. Det kunne eksempelvis ske med delestillinger, hvor en speciallæge med ansættelse i Region Hovedstaden en gang om ugen rykkede til Region Sjælland og arbejdede der.
Der er stor mangel på ressourcer og behandlingskapacitet i psykiatrien, og det har store konsekvenser for både patienter og pårørende.
Mangel på sengepladser gør, at psykiatriske skadestuer må afvise syge mennesker i døren eller udskrive dem for hurtigt.
- Det er et område, som er komplekst og vanskeligt, men som vi skal have gjort noget ved. Der er ret store ubalancer mellem, hvad vi forventer os af psykiatrien, og hvad vi kan levere, siger Jakob Kjellberg.
De psykiatriske afdelinger i hele landet er ramt af voldsom mangel på psykiatere. En undersøgelse fra Overlægeforeningen har vist, at flere end hver femte stilling som speciallæge i psykiatri er ubesat. Lokalt kan tallet være dobbelt så højt.
Jakob Kjellberg forklarer, at personalemanglen er blevet forværret af, at der har været en stor afgang af psykiatere til det private på grund af vilkårene i den offentlige psykiatri.
- Og jo flere der rejser, jo værre bliver problemet, forklarer VIVE-forskeren.
Hvad kan vi gøre?
Sundhedsstyrelsen præsenterede i januar i år et fagligt oplæg med en lang række anbefalinger, som skal danne grundlag for en tiårsplan for psykiatrien.
Kjeld Møller Pedersen kalder det et godt udgangspunkt men understreger, at der er behov for omfattende tiltag.
- Psykiatrien har samme problem som de andre steder i sundhedsvæsnet. Det er godt med flere penge, men det nytter ikke noget, hvis ikke du kan få personalet, påpeger han.
Sundhedsøkonomen advarer mod at tro, at økonomi alene kan løse udfordringerne i psykiatrien.
- I virkeligheden er noget af det værste, man kan gøre i forhandlinger, at begynde med pengene. I stedet bør man begynde med at få det faglige på plads og så se, hvad er der brug for, forklarer Kjeld Møller Pedersen.
I den tiårsaftale om psykiatrien, som et bredt flertal af Folketingets partier indgik i september, er der afsat en halv milliard kroner ekstra om året til området.
Det danske sundhedsvæsen koster årligt over 200 milliarder kroner og udgjorde sidste år 18,1 procent af de samlede offentlige udgifter. Det er dermed det største velfærdsområde i Danmark.
Udgifterne til sundhed er steget løbende, men ifølge sundhedsøkonomerne er det ikke ensbetydende med, at der er kommet mærkbart flere penge til området.
Væksten dækker nemlig over den almindelige udvikling i løn og prisstigninger, forklarer Jakob Kjellberg. En lidt større stigning de seneste to år dækker over de ekstra udgifter til håndtering af coronapandemien.
- Hvis man fremskriver, hvor mange penge sundhedsvæsnet har brug for for at følge demografiforandringer og nye teknologier, så har man de seneste mange år ikke fået det, man egentlig skulle bruge, siger Jakob Kjellberg.
Hvad kan vi gøre?
Kjeld Møller Pedersen forklarer, at sundhedsudgifterne skal stige med mellem 0,8 og 1 procent om året alene for at dække den aldrende befolkning.
Denne udgift ser rent faktisk ud til at blive dækket, men der har ikke været penge til stigende udgifter til nye behandlingsmuligheder, nye garantier og øgede forventninger til behandlingen.
- Det er et politisk spørgsmål, hvor mange penge man vil bruge på sundhed. Men man kan ikke både love flere patientrettigheder og give færre penge. Så skal man anvise, hvad vi skal gøre anderledes eller slet ikke gøre, mener Jakob Kjellberg.
Medicin udgør fortsat en anseelig del af udgifterne, og særligt nogle af de nye typer medicin baseret på genmodifikation og genterapi er voldsomt dyre.
- De samlede udgifter skal stige, hvis der skal være penge til ret meget af den nye type medicin, fortæller Kjeld Møller Pedersen.