Alvorligt syge kræftpatienter får markant mere lindrende behandling og kommer meget mere på hospice end alle andre patienter med livstruende sygdomme.

Det viser nye tal fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

47 procent af kræftpatienterne var inden deres død på hospice eller i kontakt med et særligt specialiseret team for uhelbredeligt syge. Det gjaldt kun tre procent af alle patienterne med andre livstruende diagnoser.

- En forsvindende lille del af de patienter, der ikke har kræft, får specialiseret palliativ behandling. Det spørgsmål, vi ikke har svar på, er, hvor mange der burde modtage hjælpen, siger professor Mogens Grønvold.

Han er leder af Palliativ Forskningsenhed på Bispebjerg Hospital og formand for Dansk Palliativ Database i RKKP.

Må afvise patienter

Rigsrevisionen konkluderede i 2020, at regionerne ikke i tilstrækkelig grad har sikret alle med behovet adgangen til særligt lindrende behandling til alvorligt syge og døende.

Konsekvensen kan være forringet sidste levetid og ekstra byrder for de pårørende.

De nye tal fra RKKP viser, at der siden stort set intet er sket.

- Vi har en politisk bestemt kapacitet på området. Sundhedsvæsenet er presset. Der er ikke plads, og derfor bliver de nødt til at afvise patienter, siger Mogens Grønvold.

Han mener, at der skal ansættes mere specialiseret palliativt personale, så de kan rådgive og oplære ansatte på hjerte- og lungeafdelinger i palliative opgaver.

Formanden for Lungeforeningen, Torben Mogensen, kalder det ærgerligt, at det ikke er lykkedes at forbedre støtten til alle patientgrupper.

- Vi har kæmpet i årevis for at råbe politikere og sundhedspersonale op.

- Som samfund kan vi ikke være bekendt, at en stor gruppe medborgere med ualmindeligt dårlig livskvalitet kunne hjælpes betydeligt med bedre lindrende behandling, siger han.

I sig selv er det nye tal måske ikke alarmerende: 257 aktiver virksomheder måtte dreje nøglen om i september.

Ganske vist er det flere konkurser, end normalen har været de seneste år, men man skal ikke længere tilbage end til juni for at finde en måned med flere konkurser.

Det, der til gengæld kan bekymre, er antallet af konkurser, når man tager hele perioden fra januar til september.

Her er 1911 virksomheder lukket ned, og så mange konkurser har årets første 9 måneder ikke budt på siden 2012.

Coronahjælp spøger stadig

Konkurstallene går i sagens natur op og ned, i takt med at økonomien har det bedre eller værre.

De seneste par år har store statslige lån og udskudte betalinger, der skulle hjælpe virksomhederne gennem coronakrisen, dog forstyrret i billedet. Og nu kommer regningen tilsyneladende.

Blandt de aktive virksomheder, der er gået konkurs siden januar, har næsten halvdelen haft momslån, der skulle betales tilbage, oplyser Danmarks Statistik.

- Vi skal helt tilbage til 2012 for at finde et år, hvor konkurserne i årets første ni måneder ligger tilsvarende højt. Tendensen er klar i år, og den er opadgående. Det er ikke uventet. Tusindvis af virksomheder har gennem foråret stået over for tilbagebetaling af coronalån, skriver Lisette Rosenbeck Christensen, der er seniorøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til de nye konkurstal.

Flere risikerer at falde i modvinden

Netop konkurser har fyldt meget i snakken om hjælpepakkerne siden starten af coronakrisen.

Hvis ikke pandemien skulle knække nakken på en lang række ellers sunde virksomheder, var det nødvendigt med store lånepakker og udskudte betalinger, lød kravet fra erhvervslivet.

Da det blev vedtaget, at virksomheder blandt andet kunne udskyde betalinger og tilbagelåne moms, der allerede var blevet betalt, advarede økonomer omvendt mod, at det kunne skabe virksomheder, der kun levede på statens nåde og penge.

Den ekspertgruppe, der blev sat til at kigge på, hvordan man kunne komme ud af hjælpepakkerne, uden at det gav for store bølgeskvulp i erhvervslivet, advarede blandt andet mod zombievirksomheder.

Det er firmaer, der alligevel ville blive blæst omkuld, når regningen kom, men som blev holdt kunstigt i live af de udskudte penge og momslån.

I dag er langt de fleste moms- og skattelån betalt tilbage, men over det kommende år venter de sidste tilbagebetalingsfrister. Samtidig er økonomien vendt, og de fleste økonomer er i dag enige om, at vi står over for en økonomisk krise.

- Virksomhederne har noget at stå imod med i den her svære tid. Den vedvarende modvind risikerer dog at trække flere virksomheder med i konkursfaldet. Vi forventer derfor, at vi ser ind i en tid med et højere konkursniveau, end vi har været vant til under coronapandemien, skriver Lisette Rosenbeck Christensen fra Arbejdernes Landsbank.

63-årige John Petersen har kun lige nået at få foden ned i den ene sko, og skjorten er han ved at proppe ned i bukselinningen, da TV 2 møder ham i det våde græs foran hans nye hjem søndag morgen.

En 30 år gammel Bürstner-campingvogn på cirka ti kvadratmeter, som han har fundet på Den Blå Avis.

- Ja, man kan vel kalde det simple living, men på et ekstremt niveau, siger han og byder indenfor.

Indtil for tre uger siden boede John Petersen i et rækkehus på 60 kvadratmeter på Fyn, men da regningen for vand, varme og el nåede samme niveau som huslejen, 8000 kroner, "så var det slut":

- Jeg havde ikke andet valg. Der var ganske enkelt ikke mere tilbage, så jeg var tvunget til at flytte på campingplads, siger John Petersen, som er uddannet it-udvikler og har været aktivt jobsøgende i to år.

Selvom han var en af dem, der fik varmecheck som tilskud til sin elregning, var det ikke nok.

Og John Petersen er langt fra den eneste, som energikrisen har tvunget på campingplads.

Alle 80 pladser på Corona Camping i Borup ved Køge er optaget. John Petersen fik en af de sidste, fortæller Susanne Palskov Farnø, der sammen med sin mand, Michael Farnø, ejer Corona Camping:

- Vi bliver simpelthen kimet ned. Vi får 10-15 opkald om dagen. Vi får altid mange opkald, når der er økonomiske kriser, men denne gang er det fuldstændig vanvittigt.

En lille hund kigger ud gennem morgenduggen på en teltrude og sætter et helt bjæffekor i gang. Ellers er der meget stille. Foruden en campist, der vinker fra firmabilen og kører afsted på arbejde, er campingpladsen endnu ikke rigtig vågnet. Og dog.

Gennem teltdugen kan man høre lyden fra en nyhedsoplæser, der taler om folketingsvalg og økonomisk krise.

Indenfor i teltet sidder 57-årige Olav Frekhaug med en morgensmøg og ser nyheder på sit tv.

- Folk er virkelig trængt op i en krog. Jeg er også selv lidt nervøs for, hvad min elregning ender på, siger han, da vi træder indenfor.

Olav Frekhaug er lastbilchauffør og er flyttet i campingvogn, fordi han med de stigende boligpriser og lange ventelister ikke har råd til en lejlighed. Han bor primært på campingpladsen i weekenden. I hverdagene bor han i sin lastbil i Hvidovre.

Sådan har det været i et halvt år nu. Og for ham er det tydeligt at se, at krisen presser nu.

- Der er kommet mange flere mennesker herud, som er i dyb krise. En af mine kolleger har lige fået plads derovre under træet. Han boede i hus i Viby, men så gik energikrisen helt amok, så nu har han kun råd til at være her, siger han.

Flere kan lide livet på pladsen

Lidt længere nede af campingstien, som både campister, høns og katte benytter, bor Peter Schmidt sammen med sin 18-årige datter Jessica.

De sidder i hver deres læderstol ved siden af en lille teltovn og følger valgdebatten på TV 2 NEWS.

- Rigtig mange kan ikke betale deres regninger, lyder det fra fjernsynets højtalere, og Peter Schmidt nikker.

Som flere af de andre på campingpladsen har Peter Schmidt – trods sit fuldtidsarbejde som svejser – ikke råd til at købe et hus, og han bor nu på campingpladsen på tredje år. Men modsat John Petersen har han det okay med at bo på campingplads, siger han:

- Jeg har det sådan set meget godt her. Der er lidt koldt om morgenen, men her er søde mennesker, og der er dejlig natur, så egentlig drømmer jeg ikke om at flytte væk.

Samme historie fortæller flere af de fastliggere, vi møder på pladsen. Mange er glade for campingpladen og har boet der i flere år.

Folk er virkelig trængt op i en krog. Jeg er nødt til at sove her og i min lastbil, og jeg er spændt på, hvad min næste elregning viser

Olav Frekhaug, seks måneder på Corona Camping

Jeg skulle ud af min lejlighed på Østerbro, men kunne ikke finde noget, der var til at betale. Boligmarkedet er fuldstændig sindssygt

Katja Holste Daugaard, en måned på Corona Camping

1. november kan de dog blive tvunget væk. Klima- og Planudvalget i Køge Kommune har således meddelt, at alle fastboende på Corona Camping skal være ude senest 1. november i år.

Dem er der lige nu 80 af, og 50 af dem har folkeregisteradresse på campingpladsen i Borup, men ifølge reglerne må der slet ikke være fastboende på pladsen. Der er dog ikke umiddelbart boliger i Køge Kommune, som John Petersen og de andre campister kan rykke ind i, og det skaber uro:

- Så ved jeg ikke, hvad vi gør. Så må jeg finde et sted til Jessica, og så må jeg sove i min firmabil, siger Peter Schmidt.

Messerschmidt på besøg

Så vidt går det dog ikke, hvis det står til Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

Søndag dukkede han op på Corona Camping for at lytte til dem, der ligesom John Petersen er tvunget fra hus og hjem på grund af krisen.

- Det er vi selvfølgelig nødt til at få stoppet. Af mange årsager, men først og fremmest: Hvor dælen skal folk ellers flytte hen? De er jo kommet her, fordi de ikke har råd til at bo, hvor de boede for få måneder siden. Dem kan man ikke smide ud. Det tager jeg op med Folketinget med det samme, siger han.

Jeg savner at vågne op om morgenen, og der er lunt og godt

John Petersen, arbejdssøgende

Flere af beboerne ville høre partiformanden, hvad han vil gøre for at hjælpe dem, der er særligt hårdt ramt af den økonomiske krise. Blandt andre dem på overførselsindkomst.

Andre udnyttede politikerbesøget til en slet skjult kritik af partiets flygtningepolitik.

John Petersen ville gerne vide, hvorfor man ikke sletter den merudgift, som krigen i Ukraine har givet de hårdest pressede danskere. Til det svarede partiformanden, at han vil have fjernet moms på fødevarer, ligesom han vil have fjernet afgiften på el, gas og olie. Og hurtigt:

- Lad os ikke vente til efter nytår. Lad os gøre det nu, lød det fra Messerschmidt på campingpladsens terrasse.

Skuffelse i den anden ende af røret

Corona Camping er da heller ikke den eneste vinteråbne campingplads, der oplever en stigende efterspørgsel for at bo i campingvogn hen over vinteren, fortæller Corona Campings ejer, Michael Farnø.

Han hører også fra sine kolleger, at de modtager opkald fra borgere, der siger, at de ender på gaden, hvis ikke de får en campingplads.

- Det sværeste er nok, at vi ikke kan hjælpe alle. Det der med at sige nej til folk, det er svært. Man kan bare mærke skuffelsen i den anden ende, og det er virkelig hårdt, siger han.

"Jeg har måttet nedjustere mine drømme"

John Petersen sætter pris på al den hjælp, han får på campingpladsen, men det var ikke lige det, han drømte om, fortæller han:

- Jeg er 63 år og lidt magelig, så jeg savner jo nogle ting, når jeg bor her. Normalt vælter jeg ud på toilettet om natten og tisser, men nu er det 100 meters hækkeløb.

Han sætter sig på bænken udenfor og hilser på en saxofonist, der netop har bevæget sig ud af sin campingvogn.

- Jeg skulle jo have siddet i mit otium et sted i Sverige med min labrador foran mine fødder og ild i pejsen. Men nu har jeg nedjusteret mine drømme. Nu vil jeg bare gerne have en lejlighed.

Men har du ikke også selv et ansvar for at få det til at løbe rundt økonomisk? Hvorfor er det statens ansvar?

- Jeg gør jo alt, hvad jeg kan for at få et job, så det kan løbe rundt. Jeg har ikke lyst til at bo i den her campingvogn resten af mit liv. Jeg savner at vågne op om morgenen, og der er lunt og godt, siger John Petersen og fortsætter:

- Så hvis nogen kan bruge en ældre it-system-udvikler, så bare sig til. Det mener jeg virkelig.

Det er et år siden, at 51-årige Lone Clemen fra Liseleje opdagede, at noget var galt.

Hun ville bide et stykke tape over med tænderne, som hun havde gjort mange gange før, men nu kunne det ikke lade sig gøre.

Hendes tænder i over- og undermunden kunne simpelthen ikke nå hinanden.

Da hun mærkede nærmere efter, indså hun, at hendes bid var mærkeligt. Og som hun selv siger, kunne hun med det blotte øje se, at noget var helt galt med kæben.

En scanning hos egen tandlæge viste, at hendes kæbe i den ene side var vokset permanent ud af led. Det betyder, at hun ikke kan tygge i den side af munden, ligesom det giver hende spændinger og hovedpine.

Lone Clemen, der arbejder som frivilligkoordinator på et plejehjem, venter nu på at få opereret sin kæbe. Men hun har først fået tid til konsultation på Rigshospitalet i august 2025.

- Jeg har endnu kun små smerter, men mit bid forandrer sig dagligt. Jeg kan ikke tygge mad i den ene side, og lægerne har sagt, at hvis det fortsætter, kan jeg måske slet ikke spise mad om et halvt år, forklarer hun.

Mange venter i årevis på hjælp

Lone Clemen har henvendt sig til TV 2 med sin historie, fordi hun ønsker svar på, hvad planen er for de mange patienter, der lige nu sidder i samme situation som hende selv.

For hun står langt fra alene.

Over hele landet kæmper sygehusene med lange ventelister for ikke-akutte operationer, der er blevet udsat under coronapandemien. Mangel på operations- og narkosesygeplejersker har kun forværret situationen.

På sin hjemmeside oplyser Rigshospitalet selv, at den lange ventetid på det kæbekirurgiske område skyldes en meget stor tilstrømning af patienter og for få ressourcer.

TV 2 kunne i sommer fortælle om en 21-årig kvinde, som har fået tid til konsultation på afdelingen i 2033, mens også TV 2 Lorry har haft flere historier om kæbepatienter med lange udsigter til en operation.

Sendt til det private og tilbage igen

Fordi ventetiden for Lone Clemen var over tre år, da hun modtog sin henvisning til Rigshospitalet, blev hun på grund af behandlingsgarantien sendt videre til det private.

Men fordi operationen er for kompliceret, blev hun herfra henvist tilbage til det offentlige, fortæller hun til TV 2.

Lone Clemen har også selv forsøgt at tage kontakt til andre hospitaler i landet for at benytte sig af det frie sygehusvalg, men her kunne det heller ikke lade sig gøre at komme hurtigere til.

- De svarede bare, at der er en uenighed med Region Hovedstaden om betalingen, og at de i øvrigt får henvist så mange patienter, at de ikke længere kan tage imod flere. Jeg har også været løbende i kontakt med Patientvejledningen, som ikke aner, hvad de skal sige til mig, fortæller hun.

Efter at være blevet sendt rundt mellem forskellige instanser i sundhedssystemet føler den 51-årige mor til to nu, at mulighederne er udtømt.

Hun må vente til 2025.

Efterlyser løsninger

Frem mod folketingsvalget 1. november håber Lone Clemen derfor at høre, hvad politikerne har af løsninger på problemerne i sundhedsvæsnet.

- Jeg vil gerne høre, hvad de vil gøre for at overholde behandlingsgarantien? For som det er nu, er det falsk varedeklaration. Man reklamerer med en ventetidsgaranti, som vi ikke har, mener hun.

Netop behandlingsgarantien er af fagfolk og eksperter blevet beskyldt for at skævvride et i forvejen presset sygehusvæsen og skubbe patienter med de mindst krævende behandlinger foran i køen.

Fredag argumenterede flere læger og faglige organisationer over for TV 2 for, at behandlingsgarantien skal justeres eller suspenderes, hvis de lange ventelister og skævvredne behandlinger skal til livs. Men flere patientorganisationer mener, at det er en forkert løsning.

Lone Clemen ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Men én ting er hun sikker på.

- Hvis vi fortsætter i den nuværende retning, ser det ikke særlig godt ud, så et eller andet skal der ske.

TV 2 sender Valgtræf fra Storms Pakhus i Odense søndag den 9. oktober klokken 16.00-22.00. Følg med på TV 2, TV 2 NEWS og TV2.DK dagen igennem. Se hele sendeplanen her.

Går du op i gastronomi og aktier, eller læser du livsstilsmagasinet Isabellas og interesserer dig for Kevin Magnussen?

Så er du blandt de mennesker, som henholdsvis Liberal Alliance og Socialdemokratiet gerne vil fange – især nu, hvor valgkampen er skudt i gang.

Sådan lyder det fra Jacob Mouritzen, der er strategikonsulent og medejer af marketingsbureauet Holst Mouritzen, i ‘Go' morgen Danmark’.

Via Meta, som ejer Facebook og Instagram, kan man målrette annoncer.

Og det gør flere partier lige nu brug af for at nå ud til specifikke befolkningsgrupper og geografiske områder, siger Jacob Mouritzen:

- Man kan blive ved, til man har den perfekte personprofil på dem, som partiet tror, der er størst sandsynlighed for vil stemme på en.

Man kan vælge og fravælge grupper

Det er langtfra alle partier, der bruger metoden, og det er heller ikke i alle annoncer, at partierne til- og fravælger interesser.

De målrettede annoncer bliver dog brugt i stor stil til at ramme og styre uden om særlige målgrupper, lyder det fra Jacob Mouritzen.

Ud over at man i annoncerne kan tilvælge grupper, man gerne vil nå med sine annoncer, kan man også udelukke dem, man ikke vil ramme.

- For eksempel vil man gerne have fat i dem, der interesserer sig for Ældre Sagen, men den må ikke blive for bred, så man fravælger samtidig dem, der også synes noget om Paradise Hotel, forklarer han.

Eksempelvis har Socialdemokratiet i alt lavet 172 annoncer fra perioden 5. juli til 2. oktober 2022.

I 52 af annoncerne har partiet fravalgt folk, der har vist interesse for finans, ligesom 40 af partiets annoncer undviger dem, der interesserer sig for realkreditlån.

Kigger man på Venstre, har partiet i samme periode målrettet annoncer særligt mod personer, der interesserer sig for blandt andet job, bolig og elbiler.

Og Alternativet har i perioden tilvalgt personer, der interesserer sig for økologiske fødevarer og jazzmusik, i nogle annoncer, mens Det Konservative Folkeparti har ønsket hovedsageligt at ramme dem, der interesserer sig for finansstof og erhvervslivet.

Hvad partierne vælger, viser noget om, hvem de tror der er deres vælgere, og hvem de ønsker som vælgere, vurderer Jacob Mouritzen.

Samtidig giver det et indblik i, hvad det er for nogle mennesker, partierne bruger mange penge på, mener han.

Eksempelvis har Liberal Alliance valgt at målrette nogle af partiets annoncer mod de danskere, der interesserer sig for luksus, gastronomi, politik, restaurantbesøg og investering.

- Det kan ikke blive mere klichéfyldt, at man går efter visse mennesker, siger Jacob Mouritzen.

Det virker, siger analytiker

Selvom det er klichéfyldt, er vurderingen fra Jyllands-Postens politiske analytiker Niels Dahl, at de målrettede annoncer virker.

- Ellers ville partierne ikke blive ved. Det kan godt være, det er klichéagtigt, men der er en vis grad af sandhed i klicheer, lyder det.

Om de målrettede annoncer kommer til at afgøre valget, tør den politiske analytiker ikke sige, men han er ikke i tvivl om, at det kommer til at spille en stor rolle.

- Tiderne fra gamle dage, hvor det handlede om store helsideannoncer i aviserne, er slut. Hvis man skal have en chance for at vinde valget, skal man kende sin besøgstid på det her område, lyder det fra Niels Dahl.

Se hele indslaget om partiernes annoncestrategier i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.

Der går ikke mange minutter, fra købmandsbutikken Letkøb i landsbyen Ørsted på Fyn åbner, til Lars Hansen kommer ind ad døren.

Han er hver lørdag en af de første i butikken i den lille landsby nord for Assens. En landsby, hvor alle 241 indbyggere varmer deres huse op med gas, olie, el eller træpiller. Derfor mærker alle i høj grad de stigende priser på både energi og fødevarer.

Også Lars Hansen, der arbejder som håndværker og bor i et gasopvarmet hus på cirka 90 m2.

- Varmeregningen er steget med en tredjedel for vores vedkommende i hvert fald, fortæller han.

Og det selvom familien sparer og er gået fra at bruge cirka tre kubikmeter gas om ugen til nu omkring 0,7 kubikmeter. Først og fremmest ved at sænke temperaturen i hjemmet til 19 grader.

- Vi har kun gulvvarme på badeværelset og i køkkenet. Ellers er alle radiatorer slukket. Vi tager også kortere bade, fortæller Lars Hansen og fortsætter:

- Jeg er sådan en, der hver søndag gør op, hvor meget vi har brugt i el, vand og gas.

Lars Hansen kan godt mærke, at priserne begynder at nage. Dermed er han, som danskerne er flest.

Prisstigninger bekymrer mest

I en ny meningsmåling fra Megafon vægter danskerne de stigende priser på fødevarer og energi højest, når de bliver spurgt til, hvad der bekymrer dem mest.

Flere bekymrer sig således for de stigende energi- og forbrugerpriser end for eksempelvis en ny bølge af coronavirus eller islams påvirkning af Danmark – og også mere end for emner som klimakrise og økonomisk ulighed.

Og det mærkes i hele Ørsted.

I kirken lidt nord for købmanden er der skåret ned på antallet af arrangementer, og temperaturen er sænket til 18 grader, én grad mindre end kravet til offentlige bygninger.

Og i byens lokale forsamlingshus fortæller den daglige leder, Lars Emtekær, at forsamlingshuset frem til nytår kun har tre bookinger. Årsagen er ifølge ham, at de stigende priser på energi- og fødevarer rammer Ørsted-borgernes pengepunge.

- Folk tænker sig lidt mere om, inden de holder store fester, vurderer Lars Emtekær.

Vi kunne tydeligt mærke, at i den uge, hvor gasregningerne kom, der var der 100 færre kunder i butikken

Michelle Hummel Pedersen, bestyrelsesmedlem i både købmanden og Ørsteds beboerforening.

Derfor kommer størstedelen af forsamlingshusets spinkle økonomi fra de kontingenter, forsamlingshuset får ind fra dets medlemmer.

- Vores økonomi er ikke ret stor. Vores omsætning er meget, meget lille, siger Lars Emtekær, der dog vurderer, at forsamlingshuset i hvert fald godt kan komme igennem det næste år.

Det ene af de tre arrangementer, som trods alt afvikles i forsamlingshuset i den kommende tid, er et støttearrangement for den lokale købmand.

Købmand truet af lukning

For halvandet år siden var det tæt på, at købmanden lukkede, og Ørsted mistede sin dagligvarebutik. Men på tre uger lykkedes det byens borgerforening at redde den.

Nu er der dog atter risiko for, at købmanden må dreje nøglen om, ligesom byens eneste børnehave gjorde sidste år.

Årsagen er de stigende elpriser. For købmandsbutikken investerede for nylig i varmepumper, som drives af el.

Fjernvarme er der ikke noget af i byen. Samtidig har kunderne også færre penge til at købe deres fødevarer, der ligeså er ramt af inflationen.

-Vi oplever ikke, at kunderne har færre varer i kurven, men de handler her nok færre gange, vurderer Michelle Hummel Pedersen, der er bestyrelsesmedlem i både købmanden og Ørsteds beboerforening.

-Vi kunne tydeligt mærke, at i den uge, hvor gasregningerne kom, der var der 100 færre kunder i butikken, uddyber hun.

Byens samlingspunkt

Michelle Hummel Pedersen er lørdag morgen stået op for at holde købmandsbutikken åben i fire timer. På lønningslisten har butikken en fuldtidsansat, en deltidsansat og fire lokale ungarbejdere. 15-20 øvrige arbejder – ligesom Michelle Hummel Pedersen – frivilligt.

- Det er jo på en måde også blevet vores alle sammens barn, fortæller hun og fortsætter om bekymringen for de stigende energi- og forbrugerpriser:

-Så bliver man jo også nervøs for området, for butikken, og om man kan sælge sit hus.

Bekymringen deles af kunderne.

-Butikken betyder meget. Den bliver samlingspunktet i lokalsamfundet, og den betyder noget for huspriserne, siger Karen Lindall, der arbejder som agronom i Odense.

Beboer Lars Hansen stemmer i:

-Det er det sidste lokale, vi har tilbage. Skolen er lukket for flere år siden, og børnehaven lukkede sidste år.

Og bekymringen for, at prisstigningerne får mere vidtrækkende konsekvenser for landsbyer som Ørsted, er reel. Det vurderer Egon Noe, leder af Center for Landdistriktsforskning på SDU. Hvis købmanden må lukke, kan det få store konsekvenser for byen, lyder det.

- Man risikerer, at det bliver en selvforstærkende effekt i form af faldende boligpriser, der vil gøre det sværere at sælge sin bolig, forklarer Egon Noe.

Overordnet set er det ikke overraskende, at de stigende energi- og fødevarepriser fylder så meget for beboerne i Ørsted – og for danskerne helt generelt.

Det mener Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, i hvert fald.

-Der er en mere umiddelbar udfordring med de stigende priser, som man bliver mindet om, hver gang man er nede og handle, end eksempelvis klimaudfordringen eller manglende hænder i velfærdssektoren, påpeger Rune Stubager.

- Kan I holde varmen?

I Ørsted glæder man sig til, at man forventeligt i år 2026 har fået udrullet fjernvarme.

Men indtil da er de stigende priser stadig et af byens varmeste samtaleemner – især i købmandsbutikken.

- Alle spørger: ”Kan I holde varmen?” som noget af det første. Der er vi jo alle sammen lidt i samme båd. Vi snakker om regningerne, hvordan det skal gå, og at man er nødt til virkelig at omlægge sine budgetter. Det er mange tusinde kroner, familier skal have op af lommen, siger Michelle Hummel Pedersen.

Derfor har hun også et spørgsmål, hun håber at blive klogere på i løbet af valgkampen.

- Når man gerne vil styrke landområderne, hvordan har man så tænkt sig at få sådan et område som vores igennem krisen? For vi er jo ekstra ramt herude, siger Michelle Hummel Pedersen.

TV 2 sender Valgtræf fra Storms Pakhus i Odense søndag den 9. oktober klokken 16.00-22.00. Følg med på TV 2, TV 2 NEWS og TV2.DK dagen igennem. Se hele sendeplanen her.

Alle partier i Folketinget er enige. Noget skal der gøres ved de voldsomme prisstigninger, som i øjeblikket kan mærkes af hele befolkningen.

Spørgsmålet er; hvad?

Selvom partierne er enige om, at noget må gøres, har de forskellige bud på, hvad. Ikke alle forslag er lige fornuftige, lyder det fra tidligere overvismand.

Når alt er, som det plejer, ligger inflationen på omkring 2 procent i Danmark. Det er et tal, som Den Europæiske Centralbank har bestemt.

Hvorfor ikke nul procent?, kan man så spørge. Det er, fordi at det modsatte af inflation, deflation – altså prisfald – heller ikke er noget, man ønsker. 2 procent giver noget albuerum til at holde styr på udsving.

I august lå inflationen i Danmark imidlertid på 9,9 procent – De største prisstigninger i knap 40 år. Det er alt for højt, og forventningerne er, at de fortsat stiger.

Hvad kan man gøre ved det?

Michael Svarer er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand i De Økonomiske Råd, som har til opgave at rådgive regering og Folketinget i samfundsøkonomiske anliggender.

Først og fremmest, er én ting alfa og omega: Man bliver nødt til at forstå, hvad årsagerne er til inflationen.

Og dem kender vi: Ruslands invasion af Ukraine har skabt mangel på fødevarer, hanerne til den billige russiske gas er blevet lukket, og coronakrisen i Kina skaber forsyningsvanskeligheder. Sådan rundt regnet.

- Det er meget svært for politikerne at gøre noget ved, fordi det kræver, at krigen i Ukraine stopper, og at man får styr på corona i Kina, og at man får genetableret forsyningsbalancerne og får omstillet hele energisektoren til at blive mindre afhængig af billig russisk gas, siger Michael Svarer.

Hvorfor giver man ikke bare flere penge?

Onsdag aften var der partilederdebat, og her var inflationen det helt store emne.

For at forstå problemet med inflation, skal man forstå, at den er “djævelsk”, som statsminister Mette Frederiksen (S) sagde. Til spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare giver den fornødne hjælp til husstande, der har svært ved at betale regningerne, kom hun med en slående præcis forklaring:

- Vi politikere risikerer at gøre krisen længere og problemet større, sagde hun.

Og det er hele humlen.

Når priserne er høje, er der behov for, at folk sparer. Sparer man ikke, har virksomhederne ingen grund til at sænke deres priser.

- Økonomien kører i et meget højt gear. Det betyder, at der er en meget høj efterspørgsel. Rigtig mange mennesker har et job, ganske få er ledige, og indkomsterne er steget under coronakrisen, siger Michael Svarer.

Det betyder, at mange danskere er villige til at betale de højere priser. Og her kom Mette Frederiksen med en anden soleklar udmelding:

- Det store spørgsmål, man skal have med i den her diskussion, er, hvor de penge så skal tages henne, sagde hun.

Det er ansvarlig økonomisk politik, siger Michael Svarer, for det vigtigste er, at man ikke pumper penge ud i samfundet uden at tage det et andet sted fra. Det er det, der menes, når politikerne siger, at tiltag skal være “finansierede”.

Herefter nævnte statsministeren dog et tiltag, som er knap så fornuftigt ifølge den tidligere overvismand.

Politikernes forslag

Foruden en øget ældrecheck og hjælp til børnefamilier har Socialdemokratiet sammen med en række andre partier i Folketinget sikret, at afgifterne på el bliver “banket helt i bund”.

Og det er “uhensigtsmæssigt”, lyder det fra Michael Svarer:

- Det, vi gerne vil have, er, at priserne på el skal falde. Hvis man sænker afgiften, så stiger efterspørgslen, og så stiger prisen også. Det modarbejder bestræbelserne på at få inflationen ned, siger han.

SF foreslår, at der afsættes 3 milliarder kroner til at kompensere studerende, pensionister på ældrechecken og børnefamilier med lav indkomst.

Isoleret set er det “ikke et klogt valg”, siger Michael Svarer:

- Men det er klart, at inflationen rammer nogle grupper hårdere end andre, hvis de har haft et specielt forbrug eller har oplevet lavere stigninger i løn.

Liberal Alliance, Venstre og Konservative mener, at skatterne skal sænkes.

Det kan man godt, siger Michael Svarer, såfremt at det er “finansieret”. Men på et punkt er skattelettelser ikke særlig brugbare.

- Hvis man gerne vil hjælpe nogle, der er hårdt ramt af inflationen, skal man vide, at man også kommer til at give dem til nogle, der ikke er så hårdt ramt. Hvis man har et ønske om at målrette hjælpen, er skatteinstrumentet ikke særlig velegnet, siger han.

Hardcore-versionen

Ville det så ikke fornuftigt ikke at gribe ind og i stedet indse, at folk skal blive fattigere og ikke have råd til de ting, de før havde råd til?

- Jo, og det er også det, som den Internationale Valutafond siger. De mener, at man skal lade centralbankerne klare inflationen ved at sætte renten op, og så skal politikerne holde sig i ro. Så kommer inflationen hurtigere i ro, siger han:

- Det kan komme til at gøre ondt. Det er hardcore-versionen.

Hvorfor gør man så ikke det?

- Det er jo, fordi at politikere er politikere, og de vil gerne hjælpe udvalgte grupper. Nogle gange glemmer de så at finansiere det. I Danmark har politikerne dog været relativt velopdragne til at finansiere deres forslag.

Hvad man ikke skal gøre

Der er ikke nogen hurtige løsninger på inflationen i Danmark. Det er den kedelige konklusion, og der er delte meninger om, hvordan man på bedst mulig vis køler priserne ned.

Hvis man vil vide, hvad man ikke skal gøre, kan man med fordel kaste et blik på Storbritannien, fortæller Michael Svarer.

Premierminister Liz Truss havde knap nok båret den sidste flyttekasse over dørtrinnet til Downing Street nummer 10, før hun havnede i et kraftigt uvejr.

Skatten skulle sænkes, lød det fra den nye premierminister, men problemet var, at de ikke var finansieret. 45 milliarder pund skulle gå til skattelettelser, og pengene skulle komme fra statslige lån – altså ikke fra andre steder i samfundet.

Med andre ord ville Truss pumpe “nye” penge ind i et marked, der skreg efter besparelser i en manøvre, der fik selv partifæller til at tage sig til hovedet.

- Hvis man skal tale om, hvad der er no go, så er det set fra et økonomisk perspektiv, hvis man fører en lempelig økonomisk politik. Altså bare pumper en masse penge ud til eksempelvis at reducere afgifterne på energi, for det giver kun stigende priser, siger Michael Svarer.

Truss endte med at trække skattelettelserne tilbage igen, men ifølge Michael Svarer er der massevis af ufinansierede hjælpepakker i Europa, og det hjælper os ikke i Danmark:

- Endnu mere kompliceret bliver det, når man husker på, at priserne på energi herhjemme er afhængig af udlandet, siger han.

Hun banker stadig på, før hun går ind ad døren til sin mors stue, selvom hun ved, at der ikke kommer noget svar på den anden side.

Sådan har det været i de 20 år, der er gået, siden Trine Andersen mistede den mor, hun kendte.

Moren, 74-årige Inge-Marie Andersen, blev svært hjerneskadet, da hun faldt ned ad en trappe i 2001, og siden har hun boet på et hjem for hjerneskadede.

- Hun kan ikke gå, hun kan ikke tale, hun kan ikke spise selv, hun har ingen synkerefleks. Hun kan blinke med øjnene, og hun kan trække vejret, forklarer Trine Andersen til TV 2.

Personale sørger for, at moren får mad og medicin gennem en sonde tre gange om dagen.

- Jeg synes i den grad, at det er uværdigt. Jeg føler mig ydmyget på min mors vegne, at hun skal sidde på den måde, siger Trine Andersen.

Hun har henvendt sig til TV 2 med sin mors historie, fordi hun mener, at der er noget helt galt med måden, vi prioriterer ressourcerne i det danske velfærdssamfund.

Moren har nemlig været ved at dø flere gange.

Første gang var lige efter ulykken, og siden er Inge-Marie Andersen tre gange blevet lagt i respirator for at overleve, fordi hun på grund af kramper ikke kunne trække vejret – senest for to år siden.

Men Trine Andersen forstår ikke lægernes beslutning om at lægge en så svært hjerneskadet kvinde i respirator for at forlænge hendes liv.

- Hvor langt skal vi gå for at holde folk i live? Hvor mange ressourcer skal man lægge i at holde sådan en som min mor i live? spørger hun.

Skal vi redde alle?

Netop den diskussion ligger overlæge og lægefaglig direktør på Sjællands Universitets Hospital Morten Ziebell meget på sinde.

Han tog i januar selv hul på debatten i en kronik om et sundhedsvæsen, som måske ikke skal redde alle.

- Hvis vi nærmer os der, hvor vi har nogle mennesker, som lever et liv, hvor de faktisk slet ikke er mennesker mere – hvor de slet ikke kan kommunikere på noget plan – kan jeg et eller andet sted godt sætte spørgsmålstegn ved, hvem vi så gør det for?

I kronikken stillede Morten Ziebell derfor spørgsmålet: Hvorfor må man ikke dø mere?

Det skete i kølvandet på coronapandemien, hvor politikerne tegnede et billede af, at hvert eneste dødsfald var en tragedie – uanset hvor gammel og syg patienten ellers måtte være.

Kronikken affødte en diskussion om prioritering i vores sundhedsvæsen, hvor der ifølge Ziebell i dag er en forventning om, at alle altid skal behandles.

Men med et presset sundhedsvæsen og udsigten til mange flere ældre i de kommende årtier er det ikke holdbart, argumenterer Morten Ziebell.

- Vi skal i hvert fald i prioriteringsøjemed sørge for at bruge ressourcerne på dem, der også ønsker ressourcerne, mener han.

Føler, at mor er endt som samfundsbyrde

Trine Andersen har gjort sig lignende tanker om sin mors situation.

Når hun i dag besøger sin mor på plejehjemmet, ved hun ikke engang, om moren kan høre hende eller mærke, at hun er der.

- De mange millioner, som min mor har kostet samfundet – hvor meget mere gavn kunne de have gjort for syge børn, unge og ældre, og hvad det nu måtte være? spørger hun.

Trine Andersen er bevidst om, at hendes ord kan lyde hårde. Men som datter føler hun i dag mest af alt, at hendes mor er blevet en byrde.

- Jeg synes, at hun ligger samfundet til last på den her måde. Især – og nok allervigtigst – fordi jeg ved, at det er imod hendes egen vilje, forklarer hun.

TV 2 kan ikke spørge Inge-Marie Andersen, hvad hun i dag ønsker for sit liv, men da hun var rask, lå det hende meget på sinde ikke at ligge nogen til last. Heller ikke efter sin død, fortæller datteren.

For 24 år siden skrev Inge-Marie Andersen sin sidste vilje, og både Trine Andersen og hendes to søskende håber, at de snart får lov at tage den i brug. For dem handler det om retten til et værdigt liv.

- Nu har min mor levet 20 år på den her måde. Det er så grotesk, og jeg synes, at det der så synd for min mor, siger Trine Andersen.

Familien har tidligere over for lægerne givet udtryk for, at de ikke ønskede livsforlængende foranstaltninger for moren, men efter at Inge-Marie Andersen senest blev lagt i respirator, gik det op for dem, at det tilsagn kun gjaldt for hjertestop.

De har nu fået tilføjet i morens journal, at hun ikke skal genoplives eller lægges i respirator igen, hvis hun får et nyt anfald.

Vi skal indstille os på, at det i nærmeste fremtid skal være op til andre, om vi selv eller vores børn skal tilbydes livsforlængende behandling, hvis vi bliver alvorligt syge. Der er nemlig ikke penge nok til at redde alle.

Nogle gange er det bedre at dø værdigt og roligt end at blive behandle

Ida Donkin, læge og medlem af Etisk Råd

Det mener Mona Striib, der står i spidsen for en af de største fagforeninger i Danmark og nu kommer med en opsigtsvækkende udmelding: Vi er nødt til at lade de mennesker, der ikke kan få et værdigt liv med livsforlængende medicin, dø lidt tidligere, end vi gør i dag, hvis vi skal have råd til at holde andre i live.

- Hvis den livsforlængende behandling betyder, at man kun kan passes tre måneder i en seng, fordi man ikke kan andet, synes jeg, at man skal stoppe tre måneder før, siger FOA's formand, Mona Striib.

Hun rejser debatten, fordi sundhedsvæsenet befinder sig i en krise, der er en af de vigtigste dagsordener i valgkampen.

Det samme mener flere læger og eksperter, som TV 2 har talt med. Ifølge dem er det på tide at tage et opgør med, at alle har ret til alle behandlinger, og at vi justerer vores forventninger til sundhedsvæsenet. Flere skal have et nej, og færre skal have behandling – også selvom det i yderste konsekvens kan betyde, at de dør.

- Nogle gange er det bedre at dø værdigt og roligt end at blive behandlet, siger Ida Donkin, der er læge og medlem af Etisk Råd.

Står ved en skillevej

FOA organiserer sundhedspersonale, som arbejder på blandt andet sygehusene, og oplever – i lighed med sygeplejersker – en mangel på arbejdskraft og store udfordringer med at rekruttere. En analyse fra Kommunernes Landsforening viser, at der vil mangle 16.000 sosu'er, hvis udviklingen fortsætter.

Mona Striib understreger, at det bør være lægefaglige eksperter, der sætter grænserne for, hvornår man ikke får tilbudt en behandling. Men hun står "klokkeklart" fast på, at nogle godt kan tage beslutningen for andre om, hvor længe de skal leve.

Det kan også være en mor, der føder sit barn alt for tidligt, hvor barnet viser sig at få alvorlige komplikationer. I sådanne tilfælde mener Mona Striib, at det er okay at sætte spørgsmålstegn ved, om barnet får et godt liv.

- Der må vi sætte en nedre grænse, og den skal både defineres af etiske grænser, men også af økonomiske overvejelser om, hvordan vi får et sundhedsvæsen lige for alle, der er godt og solidt, siger hun.

Men er det rimeligt, at man selv får frataget valget om, hvorvidt man vil leve videre? Eller om ens barn skal? At det er andre, der skal tage stilling?

- Der er kun to veje at gå her. Enten sikrer man, at der er al den økonomi, der skal til for at løse alle de opgaver, der er, eller også begynder man at prioritere. For vi kan ikke betale med medarbejdernes arbejdsmiljø længere. Presset er for stort, siger hun.

Jeg synes efterhånden, at vi behandler folk, der er er så syge, at det er meningsløst

Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital. Alle kan ikke have rettigheder til alt

De sidste årtier er presset på sygehusene vokset på grund af en cocktail bestående af bedre og flere behandlinger, en ældre befolkning, coronakrisen og personalemangel, lyder det fra Morten Ziebell, der er lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital.

Nu er situationen ifølge ham så grel, at man også fra politisk side er nødt til at tale om at skære fra.

- Vi må og skal prioritere, for det er ikke længere et spørgsmål om, at personalet skal løbe stærkere. Det er et spørgsmål om, at der er ikke er nogen til at løbe. Så jeg er meget mere interesseret i, hvad politikere vil vælge fra, end hvad de vil give penge til, siger han.

Voksende ventelister viste overraskende effekt

Coronakrisen har presset sygehusene, men den har også blottet noget, som kan vise sig at være værdifuld viden og måske kan skæres væk. For selvom alle eksperterne er enige om, at der skal prioriteres, ser de flere måder at gøre det på.

På Sjællands Universitetshospital er ventelisterne til operationer for galdesten og ufrivillig vandladning vokset med måneder under pandemien. Men når patienterne nu får tilbudt operationerne, takker en del af dem nej.

- I ventetiden har de fået det bedre eller affundet sig med, at det måske også bare er en del af livet at skulle tisse tre gange om natten i en sen alder, siger Morten Ziebell.

Han mener kun, at de to patientgrupper skal tilbydes en operation, hvis der er tale om akutte tilfælde. På den måde vurderer Morten Ziebell, at cirka 20 procent af de operationer, hospitalet udfører, kan undværes.

Der er skabt nogle urealistiske forventninger: At vi ikke skal have ondt, og at alting kan behandles

Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital. Vi skal justere vores forventninger

Morten Ziebell mener også, at der bør gives færre behandlinger til patienter, der er uhelbredeligt døende. Men valget skal være op til den enkelte.

- Jeg synes efterhånden, at vi behandler folk, der er er så syge, at det er meningsløst. Der er ingen, der stopper og siger, at her kan behandlingen hjælpe så marginalt, at det er uger og timer, det handler om. Men det burde man, siger Morten Ziebell.

Selvom lægerne har en del af ansvaret for, at der bliver overbehandlet, ligger der også et ansvar på både patienter og politikere, mener han.

Når statsminister Mette Frederiksen (S) under pandemien talte om, at "hvert eneste dødsfald er en tragedie", eller vi som patienter først rigtigt taler om døden, når vi er på vej ind i den.

- Der er skabt nogle urealistiske forventninger: At vi ikke skal have ondt, og at alting kan behandles. Men hen ad vejen er der ting, vi ikke kan, og der er gener, der vil opstå. Det er en del af livet, siger han.

Retten til at sige nej

I sit arbejde på geriatrisk afdeling har læge Mike Sæderup Astorp flere gange siddet over for ældre patienter, der får en behandling, de i bund og grund ikke ønsker. Men de ved ikke, at de kan sige nej tak.

- Når folk får det at vide, er det en overraskende stor del, der ikke vil tage imod behandlingen, siger han.

Han er enig i, at der ikke er penge nok til alt, men han tror, at en del af løsningen på problematikken ligger i at tage de svære samtaler med patienterne. Om døden og om at sige nej tak til behandling.

Vi skal passe lidt på med, at alle skal have rettigheder til alt

Ida Donkin, læge og medlem af Etisk Råd

En af dem, der sagde nej, var ifølge lægen en 107-årig kvinde, der led af hjertesvigt og fik vanddrivende medicin. Det første hun sagde, da hun mødte Mike Sæderup Astorp, var, at hun gerne ville dø, men at der jo ikke var så meget at gøre ved det. Han fortalte hende, at hun kunne sige nej til sin vanddrivende medicin og til gengæld få en smertelindrende behandling. Og vigtigst af alt ville hun kunne få sit eget ønske opfyldt.

Kort efter var det præcis det, der skete, fortæller han.

Inden det kom dertil, havde han en grundig samtale med hende om, hvorfor hun ville af hjertemedicinen. Det er helt afgørende, at patienterne ikke er psykisk ustabile, har et selvmordsønske eller bliver presset til at takke nej, understreger han.

Derudover skal man have en sygdom, akut eller kronisk, som man vil dø af uden behandling.

- Hun var frisk i hovedet, men der var ikke noget tilbage for hende. Hun var færdig med at leve, siger Mike Sæderup Astorp om den 107-årige.

Rammerne skal være der

Skal sundhedsvæsnets krise knækkes, er det essentielt, at man "sætter en barre for, hvor god en effekt der bør være af en behandling", mener Ida Donkin.

Og det indebærer, at fagfolk i visse tilfælde tager beslutningen om, hvorvidt en patient får tilbudt en behandling.

Hun peger på, at der allerede i dag bliver prioriteret for os og opsat grænser, når det for eksempel drejer sig om abort eller aktiv dødshjælp.

- Vi skal passe lidt på med, at alle skal have rettigheder til alt. De her rammer skal være der engang imellem. Hensynet kan strække sig ud over den enkelte patient, og en del af det kan handle om ressourcer, siger hun.