Myndighederne er bekymrede: Gasledning har “et rigtig stort hul”

Vandet ud for Bornholm er oprørt, fordi der strømmer så meget gas ud fra de tre læk, der er konstateret på gasledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2.

Gasledningerne løber fra Rusland gennem Østersøen mod Tyskland, og selvom de to gasledninger i øjeblikket er ude af drift, er de lange rør fyldt med gas. Gas, der ventes at løbe ud i havet over flere dage.

Alene det læk, der er konstateret på Nord Stream 2 cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm, giver rørte vande:

- Vi kan konstatere, at der ryger rigtig meget gas ud. Så det er ikke en lille sprække, der er tale om. Det er et rigtig stort hul, siger direktør for Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw til Berlingske.

Nord Stream 2 løber sydøst for Dueodde og er ikke gravet ned, men ligger på havbunden på 60-70 meters dybde.

Gasboblerne fra lækket på denne gasledning er spredt over et areal på mere end 100 meter i diameter ved havoverfladen, fortæller Kristoffer Böttzauw til nyhedsbureauet Reuters.

Til nyhedsbureauet gentager han budskabet om, at "den store mængde bobler ved havoverfladen viser, at hullet i gasledningen er meget stort".

National operativ stab træder sammen

Energistyrelsens direktør er "stærkt bekymret" over, hvad der er sket, siden der pludselig er konstateret tre læk på gasledningerne, et læk på Nord Stream 2 og to læk på Nord Stream 1.

Kristoffer Böttzauw frygter, om der er andre ting på vej, siger han til Berlingske. Energistyrelsen har derfor hævet beredskabsniveauet i hele Danmark på energiområdet.

Rigspolitiet oplyser til TV 2, at flere myndigheder nu er samlet i Den nationale operative stab (NOST) for at koordinere håndteringen af gaslækagerne i Østersøen.

NOST består foruden Rigspolitiet af Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Udenrigsministeriet, Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Sundhedsstyrelsen og Trafikstyrelsen.

Svært at standse lækagen

Der har endnu ikke været nogen nede for at se selve skaderne på gasledningerne, for det er for farligt at komme dertil i øjeblikket, oplyser Energistyrelsen.

Skibe, der sejler ind i området, kan miste opdrift med de mange gasbobler i vandet, og dermed risikerer de at synke.

Desuden kan de store mængder gas antænde, hvis der er en gnist i området.

De store gasudslip udgør ikke nogen sundheds- eller sikkerhedsrisiko for de nærmeste beboere, bornholmerne, lyder der fra Bornholms Politi.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) fortæller tirsdag eftermiddag, at Forsvaret har været til stede med patruljeskib i området omkring lækagerne siden mandag.

- Der er ikke gaspartikler i luften, og der er ikke nogen fare for indbyggerne på Bornholm. Forsvaret vil sikre, at vi er yderligere til stede i området. Det vil vi gøre med et havmiljøskib og en fregat, og derudover er der et helikopterbidrag til området, siger han til TV 2.

Der er lavet en sikkerhedszone på fem sømil (cirka ni kilometer) fra de hullede rørledninger, og Beredskabsstyrelsen er desuden til stede på Bornholm.

Blå partier går med i psykiatriaftale – men kalder igen regeringen “magtfuldkommen”

Partierne i blå blok havde fået til tirsdag formiddag klokken 10.00.

Enten sagde de ja til den psykiatriplan, regeringen og dens støttepartier havde forhandlet på plads, eller også var de ude.

Og nu har en samlet blå blok valgt at gå med i aftalen, der skal løfte psykiatriområdet med cirka 500 millioner kroner om året de kommende 10 år. Der er dermed tale om en meget bred politisk aftale for det pressede psykiatriområde.

Men de blå partier er trods det langt fra tilfredse med regeringen, lyder det i en pressemeddelelse, som Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance netop har udsendt.

De blå partier har været med i forhandlingerne, der begyndte efter sommerferien. Men de føler sig holdt udenfor i slutspurten.

- Man har givet indtryk af, at man ville lave en bred og langsigtet aftale, men har kun forhandlet med sit eget parlamentariske grundlag. Dermed når regeringens magtfuldkommenhed endnu et lavpunkt, siger de blå sundheds- og psykiatriordførere i pressemeddelelsen.

Blå partier vil indkalde til nye forhandlinger

Regeringen har længe været under stort pres fra flere sider for at lave en aftale for psykiatrien, som af mange beskyldes for at være udsultet.

Der blev indkaldt til forhandlinger efter skyderiet i indkøbscentret Fields på Amager i begyndelsen af juli.

Men langt inde i forhandlingerne er regeringen blev beskyldt for ikke helhjertet at ville prioritere psykiatrien. Især fordi regeringens oplæg til en aftale ifølge mange partier var både ukonkret og uden de fornødne økonomiske midler.

Nu er der imidlertid opnået enighed med støttepartierne om en model, der skal løfte psykiatrien med cirka 500 millioner kroner årligt fremover.

Ifølge TV 2s oplysninger ser flere af støttepartierne dog beløbet som et minimum og en bund. Forventningen er, at der løbende skal findes endnu flere penge, hvis psykiatrien for alvor skal forbedres.

Samme holdning har partierne i blå blok. De mener slet ikke, at aftalen er tilstrækkelig og varsler nye forhandlinger, hvis de vinder regeringsmagten efter næste folketingsvalg.

- Opgaven bliver at skabe en reel tiårsplan for psykiatrien, hvor der også kommer mere fokus på, hvordan vi sikrer en højere målbar kvalitet i psykiatrien, siger de blå sundheds- og psykiatriordførere i pressemeddelelsen.

Heunicke afviser kritikken

Over for TV 2 afviser sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han og regeringen har optrådt magtfuldkommen i forløbet.

- Den her aftale er virkelig én til én det, som både regeringen og partierne har meldt ud, der skal leveres på, siger Magnus Heunicke til TV 2.

Han siger, at han har holdt forhandlinger med de blå partier så sent som i weekenden, men medgiver dog, at finansieringsmodellen er noget, han først er blevet enig med støttepartierne om og derefter har fremlagt for de blå partier.

I forhold til kritikken af, at aftalen ikke er nok til for alvor at hjælpe den pressede psykiatri, siger han:

- Aftalen skal udbygges. Der står direkte i aftalen, at det her er første skridt. Så skal vi finde ud af sammen med eksperter og organisationer, hvad næste skridt skal være. Men det er et vigtigt første skridt, siger Magnus Heunicke.

Det skal pengene gå til

I det seneste aftaleudkast, TV 2 har set, skal pengene i 2023 målrettes fem prioriterede indsatser. I overskriftsform er det:

Opbygning af ensartede tilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel Styrkede indsatser til mennesker med svær grad af psykisk lidelse Afstigmatisering af psykisk lidelse Styrkede tværfaglige og evidensbaserede miljøer Forskning og udvikling

Ifølge TV 2s oplysninger er regeringen og støttepartierne i aftalen blevet enige om 19 overordnede mål for psykiatrien. Her skal Sundhedsstyrelsen løbende ind og vurdere, hvordan det går med at opfylde dem.

Nu må hunden igen være løs på stranden

Mellem oktober og marts kan man som hundeejer lade snoren blive hjemme.

I vinterhalvåret er det nemlig tilladt at slippe ens hund fri på de fleste danske strande, hvilket kan være til stor glæde for hunden.

Naturstyrelsens retningslinjer siger dog, at hunden som udgangspunkt skal være i snor, da der mange steder i Danmark også tages hensyn til andre arter.

- Stranden er et populært sted at give sin hund nye oplevelser og masser af motion. Det er dog vigtigt at have fuld kontrol over hunden, da en løs og ukontrolleret hund stresser de vilde dyr langs kysten og kan også skræmme andre strandgæster, understreger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Derfor er det altid vigtigt, at hunden er trænet til at komme, når den får signal på at komme på plads.

Tjek din lokale strand, før du slipper hunden løs

Hunde må ikke være løse i naturen, fordi de kan stresse det vilde dyreliv eller i værste fald jage det væk fra dets territorie, derfor er der stadig kyststrækninger, hvor reglen om, at hunde må løbe fri, ikke gælder.

Derfor skal man holde øje med den lokale skiltning omkring løse hunde på sin strand.

Har man som hundeejer ikke lyst til at tage sin firbenede ven med på stranden, så har Naturstyrelsen mere end 250 etablerede hundeskove rundt omkring i Danmark.

I hundeskovene må hunde altid løbe uden snor, men de specifikke regler for skovene er fastsat af grundejeren.

Tjek derfor altid den lokale skiltning ved både strande og hundeskove, inden hunden slippes løs.

Selvom man lufter sin hund i en hundeskov, så bør man altid kun slippe sin hund løs, hvis man har fuld kontrol over den.

Hunden må hverken skræmme eller skade skovens øvrige gæster, understreger foreningen.

Dronning Margrethe er ude af coronaisolation – har det “fint, fint”

Mandag eftermiddag har dronning Margrethe modtaget Nordens Sprogpris 2022 fra den norske dronning Sonja i Oslo.

Der har ellers været tvivl om, hvorvidt dronningen ville have mulighed for at deltage i overrækkelsen, da hun 21. september testede positiv for corona for anden gang.

Mandag morgen bekræftede kongehuset så, at dronning Margrethe var ude af coronaisolation og kunne sætte kursen mod Norge for at modtage prisen.

Spurgt ind til sit helbred fortæller dronningen til TV 2, at hun har det "fint, fint".

Kronprinsen måtte haste hjem

Dronning Margrethe har opholdt sig på Fredensborg Slot, siden hun testede positiv.

Torsdag meddelte kongehusets kommunikationsafdeling, at hun havde helt almindelige coronasymptomer. Den uddybede ikke, hvilke symptomer der var tale om. Men de mest almindelige symptomer på covid-19 er løbende næse og ondt i halsen.

Dronningen deltog derfor ikke i nogen aktiviteter resten af ugen.

Fredag skulle dronningen ellers have været vært for et aftenselskab på Christiansborg for regeringen, Folketinget og Europa-Parlamentets danske medlemmer.

Selskabet fandt sted med kronprinsparret som vært i stedet, hvilket betød, at kronprins Frederik måtte tage tidligt hjem fra New York, hvor han deltog i FN's generalforsamling.

82-årige dronning Margrethe blev første gang testet positiv for covid-19 i februar i år.

Dengang blev det oplyst, at hun havde fået tre stik med en coronavaccine.

Dygtig med ord

Dronning Margrethe fik overrakt sprogprisen i Oslo mandag klokken 15.30. Hun deltager også i en gallamiddag mandag aften i forbindelse med prisen.

Foreningen Norden har uddelt prisen hvert år siden 2010. Den går til en person, institution, myndighed eller organisation, som har bidraget til at styrke den nordiske sprogforståelse.

Espen Stedje, som er generalsekretær i foreningen, siger til Jyllands-Posten, at det er vigtigt at holde fast i samhørigheden i de nordiske lande og det sproglige fællesskab.

- Dronning Margrethe er dygtig med ord og meget optaget af sprogets betydning, siger han til avisen.

Til TV 2 fortæller dronningen, at de skandinaviske borgere, der har et stort fælles ordforråd, burde kunne tale med hinanden på lokalsprogene i stedet for eksempelvis at skifte til engelsk, som mange unge foretrækker.

- Vi hører sammen i de nordiske lande. Så må vi da kunne tale med hinanden på hinandens sprog til en vis grad og ikke bruge et andet sprog. Det, synes jeg, ville være synd, siger dronning Margrethe.

Nordens Sprogpris er tidligere gået til de danske skuespillere Ghita Nørby og Sofie Gråbøl for deres brug af det danske sprog i deres roller.

Andre tidligere modtagere er Ikeas grundlægger, Ingvar Kamprad, og den norske ungdomsserie 'Skam'.

TV 2 erfarer: Ny psykiatriplan tæt på – Heunicke udstikker deadline

Forhandlingerne om en ny tiårsplan for psykiatrien ser ud til at være tæt på at munde ud i en aftale.

Det erfarer TV 2.

Ifølge TV 2s oplysninger er regeringen enige med sine støttepartier om en aftale, der skal forbedre forholdene på det pressede psykiatriområde.

Ud over de midler, der i forvejen er besluttet at tilføre psykiatrien, er der konkret fundet penge til at løfte psykiatrien med yderligere 450 millioner kroner i 2023.

Den konkrete kilde til finansiering i de følgende år er ikke på plads, men fra 2024 og frem forpligter aftalepartierne sig til at finde cirka 500 millioner kroner hvert år på finansloven. Beløbene fremgår af det seneste aftaleudkast fra sent søndag aften, som TV 2 har set. Tallene kan dog nå at ændre sig i en endelig aftale.

Ifølge TV 2s oplysninger har partierne i blå blok fået mulighed for at tilslutte sig aftalen, men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har udstukket en deadline for svar, der udløber tirsdag klokken 10.00.

Skyderi i Fields har øget fokus på psykiatrien

Regeringen har længe været under stort pres fra flere sider for at lave en aftale for psykiatrien, som af mange beskyldes for at være udsultet.

Der blev indkaldt til forhandlinger efter skyderiet i indkøbscentret Fields på Amager i begyndelsen af juli.

Men langt inde i forhandlingerne er regeringen blev beskyldt for ikke helhjertet at ville prioritere psykiatrien. Især fordi regeringens oplæg til en aftale ifølge mange partier var både ukonkret og uden de fornødne økonomiske midler.

Nu er der imidlertid opnået enighed med støttepartierne om en model, der skal løfte psykiatrien med cirka 500 millioner kroner årligt fremover.

Ifølge TV 2s oplysninger ser flere af støttepartierne dog beløbet som et minimum og en bund. Forventningen er, at der løbende skal findes endnu flere penge, hvis psykiatrien for alvor skal forbedres.

Det skal pengene gå til

I det seneste aftaleudkast, TV 2 har set, skal pengene i 2023 målrettes fem prioriterede indsatser. I overskriftsform er det:

Opbygning af ensartede tilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel Styrkede indsatser til mennesker med svær grad af psykisk lidelse Afstigmatisering af psykisk lidelse Styrkede tværfaglige og evidensbaserede miljøer Forskning og udvikling

Ifølge TV 2s oplysninger er regeringen og støttepartierne i aftalen blevet enige om 19 overordnede mål for psykiatrien. Her skal Sundhedsstyrelsen løbende ind og vurdere, hvordan det går med at opfylde dem.

By ramt af kvalme og hovedpine: – Heller ikke sundt at sove op ad et lejrbål

Styrelsen for Patientsikkerhed har hele weekenden meddelt, at røgen fra en brand på Studstrupværket ikke er farlig. Det samme gør den mandag.

Men flere borgere melder om gener i forbindelse med branden, der har varet siden torsdag.

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med borgere fra flere steder på Djursland. Men særligt byen Studstrup, der ligger få hundrede meter fra det store kraftvarmeværk, er plaget.

Katja Sørensen er en af dem, der har fået hovedpine, kvalme og en sviende fornemmelse i halsen. Hun bor tæt på Studstrupværket, og familiens hus har flere gange været indhyllet i røg.

- Jeg har ondt i hovedet, jeg har kløe, og det svier i min hals, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om myndighederne har ret i, at røgen ikke er sundhedsskadelig.

- Jeg har aldrig hørt, at det var sundt at sove op ad et lejrbål fem dage i streg, siger hun.

Kan ikke være hjemme

Familien er ikke hjemme i deres hus det meste af dagen, men om aftenen tager de hjem for at sove. De har været heldige, at vinden er vendt i løbet af dagen, så de har kunnet sove i huset.

Hvis det relaterer sig til den brand, føler jeg ikke, at det er særligt betryggende

Helle Fyrgraf

Søndag kom Mia Avnsted hjem fra en rejse til et hus tydeligt mærket af røgskader. Hun nåede kun at være i sit hus i kort tid, før hun fik samme gener som Katja Sørensen.

- Vi var inde i huset i få timer, men vi fik hovedpine, kvalme og luftgener, siger hun.

De har forsøgt at lufte ud, men når vinden vender igen, er det tilbage til start, fortæller Mia Avnsted. Hun er heller ikke overbevist om, at det skulle være ufarligt at befinde sig i et hus, hvor røgen flere gange om dagen vender tilbage.

- Hvis man boede ved siden af et lejrbål, der blæste ind i hovedet, ville man nok også få det dårligt af det, siger hun.

Kom og mærk efter

Hun har inviteret Styrelsen for Patientsikkerhed til at komme på besøg, næste gang de skal ud og måle luftkvaliteten i området.

- Man er velkommen til at prøve at stikke hovedet ind i det hus, siger hun.

I den lokale Facebook-gruppe skriver mange andre om samme symptomer i forbindelse med branden, der begyndte torsdag i en silo med 56.000 tons træpiller. Østjyllands Brandvæsen vurderer, at det vil tage mindst en uge at slukke branden.

I øjeblikket forsøger brandvæsen og Ørsted at flytte så mange træpiller som muligt. Både for at kunne bruge dem senere, men også for at komme ned til branden, der er opstået i bunden af den enorme bunke træpiller. Indtil da må borgerne på hele Djursland leve med, at det er vinden, der styrer, hvem røgen rammer.

I den anden ende af Studstrup ligger Kaløvigskolen. Her arbejder Helle Fylgraf. Men ikke mandag, for hun har måttet melde sig syg på grund af kvalme og hovedpine, som har varet siden sidste uge.

- Jeg har følt mig ør i hovedet. Hovedpine og så har jeg haft bøvl med maven. Jeg har ikke kastet op, men jeg har kvalme, siger hun.

Mandag er hun stadig ør, selvom det er blevet bedre af at holde fri i weekenden. Hun bor selv i Lisbjerg, men tænker meget på sine kolleger og skolens elever.

- Hvis det relaterer sig til den brand, føler jeg ikke, at det er særligt betryggende, siger Helle Fylgraf.

Det er ikke noget, der bliver kronisk

Torben Stigsgaard, professor og ekspert i luftforurening Beroliger

Torben Stigsgaard, der er professor og ekspert i luftforurening på AU Health, fortæller, at man kan føle akutte gener ved røg. Men han betrygger samtidig de berørte.

- Det er ikke noget, der bliver kronisk. Det er ikke noget, vi kan måle på befolkningen senere, siger han.

Der er dog flere grupper, der skal være særligt opmærksomme.

- Hvis man lider af astma, KOL eller hjertekarsygdomme, skal man være ekstra påpasselig, siger Torben Stigsgaard.

Han opfordrer ligesom Styrelsen for Patientsikkerhed til, at man henvender sig ved egen læge, hvis man føler sig generet af røgen i en længere periode.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at de vurderer, om røgen udgør en sundhedsrisiko på baggrund af analyser af den aktuelle røgbane og målinger af kulilteindholdet i røgen.

Vurderingen er mandag middag, at røgen fortsat ikke udgør en sundhedsrisiko.

It-folk dobbelt-jobber fra hjemmekontoret: Det handler ikke om blive månedens medarbejder, men om at undgå at blive fyret

Under pandemien har et ukendt antal it-folk valgt at have to fuldtidsjob samtidig uden, at deres arbejdsgiver vidste det, og en stor it-virksomhed har netop oplyst, at den af samme grund har fyret 300 medarbejdere. Få historien om, hvordan it-folk under pandemien lærte at spille Tetris med deres kalender.

Bevæbnet mand med hagekors på trøjen dræber 13 på russisk skole

Børnene lå krøbet sammen i fuldstændig stilhed i et af klasseværelserne på Skole nummer 88 i den russiske by Izhevsk her til morgen.

Alt er smurt ind i blod derinde – det er fucked up

Øjenvidne

Mange af eleverne filmede sig selv og deres klassekammerater, mens ekkoet fra skud igen og igen gjaldede gennem skolens gange.

Som oftest er skoleskyderier noget, der forbindes med USA, men her til morgen var det i Rusland, at en ung mand lod sin vrede gå ud over små børn, hvorefter han tog sit eget liv.

- Dødsofrene er 13 mennesker, heraf 6 voksne og 7 børn. Derudover blev 14 børn og 7 voksne såret, oplyser de lokale myndigheder i Udmurtia-regionen, hvor Izhevsk ligger, til nyhedsbureauet TASS.

Der stod "had" på magasinerne

Telegram-mediet MASH, der dækker kriminalstof i Rusland, skriver, at gerningsmanden gik til angreb med to Makarov-pistoler. Mediet har også offentliggjort en liste over døde og sårede. Heraf fremgår det, at en stor del af ofrene er børn på syv år, hvoraf flere blev skudt i hoved og ansigt.

Ifølge MASH er der to lærere og to sikkerhedsvagter blandt de omkomne.

Mediet har offentliggjort flere videoer, der er optaget umiddelbart efter at skolen blev evakueret, og her kan man høre en af eleverne beskrive, hvordan der så ud.

- Der er blod overalt. De bar sårede og døde børn ud. Alt er smurt ind i blod derinde – det er fucked up, lyder beskrivelsen.

Det russiske nyhedsbureau RIA Novosti viser et billede, der ifølge dem viser gerningsmanden, der ligger død inde på skolen.

Telegram-mediet BAZA viser desuden et billede af en bunke skarpladte magasiner, der meldes fundet på gerningsmanden.

Der er skrevet på flere af magasinerne med rød tusch. Ifølge BAZA skrev gerningsmanden "had" på dem.

Ordet på magasinerne kan muligvis fortælle noget om motivet.

De nøjagtig samme ord stod nemlig på maven af den T-shirt, en anden russisk skoleskyder bar i 2018, da han dræbte 17 i byen Kerch, skriver BAZA.

Krigens skygge

Andre billeder, der angiveligt er fra gerningsstedet, viser gerningsmanden på skolen i Izhevsk bære et hagekors på tøjet.

De lokale myndigheder har i skrivende stund hverken offentliggjort oplysninger om gerningsmandens identitet eller om, hvorfor han valgte at ødelægge så mange familiers liv.

Alligevel er den døde mand med hagekorset på brystet allerede blevet en del af den propagandakrig, der i øjeblikket foregår mellem Rusland og Vesten.

Skoleskyderiet finder nemlig sted blot fem dage efter at Rusland begyndte at tvangsindkalde unge mænd til krigen i Ukraine, og samme dag som en anden ung mand gik til angreb på et militærkontor i byen Ust-Ilimsk og dræbte en lokal kommandant, fordi han var utilfreds med at være blevet indkaldt.

Og hagekorset er et centralt symbol i Ruslands krig mod Ukraine, fordi Vladimir Putin beskyder regeringen i Kiyv for at være nazister.

Hvorfor gjorde han det?

Selvom motivet i denne sag ikke er offentligt kendt, kæder pro-ukrainske brugere på de sociale medier allerede skyderiet sammen med mobiliseringen.

- Mobiliseringen hjælper ikke på det mentale helbred i landet, skriver Visegrad24 for eksempel til sine 292.000 følgere på Twitter.

I Rusland ses skoleskyderiet derimod som udtryk for noget helt andet.

Her skriver militærbloggeren Vladlen Tatarsky til sine 465.000 følgere på Telegram, at tragedien er en del af den nuværende konflikt mellem Rusland og Vesten.

- Skyderierne i Izhevsk og Ust-Ilimsk er noget, vi har skrevet om mange gange. Vestlige efterretningstjenester, der arbejder gennem sociale netværk og forbereder mentalt ustabile mennesker til terrorangreb, skriver Vladlen Tatarsky på Telegram.

Imens fortsætter efterforskningen hos russisk politi, der nu har åbnet en sag om massedrab, hvor den afdøde mand er udnævnt som hovedmistænkt.