Justitsminister giver embedsmand advarsel i minksagen

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har tildelt afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen en advarsel for hendes rolle i minksagen.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed følger Mattias Tesfaye en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, ligesom hans ministerkolleger har gjort den seneste tid.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at der ikke vil komme yderligere ansættelsesretlige konsekvenser i sagen.

Minkkommissionen konkluderede 30. juni, at ti embedsmænd - herunder Anne-Mette Lyhne Jensen - kunne drages til ansvar i forbindelse med den ulovlige ordre om at aflive alle mink i slutningen af 2020 under coronakrisen.

"En advarsel er en advarsel"

Allerede i slutningen af august meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen havde modtaget en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som de enkelte ministerier ville følge.

I samme moment oplyste statsministeren, at departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, får en advarsel, og at statsministeren dermed så sagen som afsluttet.

Til spørgsmålet om, hvad en advarsel får at konkret betydning, svarede Mette Frederiksen:

- En advarsel er en advarsel, og Minkkommissionens beretning ændrer ikke på, at jeg har tillid til embedsmændene.

Advarsler på stribe

Torsdag formiddag kom det frem, at tre embedsmænd i Fødevareministeriet også har fået advarsler for deres rolle i minksagen.

Ritzau skriver på baggrund af en aktindsigt ved Fødevareministeriet, at der er givet advarsler til daværende afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Tejs Binderup, kontorchef Paolo Drostby og veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Hanne Larsen.

Tidligere på ugen meddelte Rigspolitiet, at også politiinspektør Uffe Stormly og sektionsleder Birgitte Buch som opfølgning på minkkommissionens beretning har fået en advarsel.

Foruden advarsler er der også enkelte, der har mærket hårdere konsekvenser af minksagen.

Hjemsendelser og næse

Rigspolitichef Thorkild Fogde og departementschefen i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, Henrik Studsgaard, er begge blevet hjemsendt og vil blive indkaldt til tjenesteligt forhør.

Minkkommissionen fastslog i juni, at statsministeriet har handlet "meget kritisabelt" i minksagen. Og at Mette Frederiksens ageren har ført til grov vildledning af "minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder 4. november 2020", men at hun omvendt "ikke havde viden herom eller hensigt hertil".

Statsminister Mette Frederiksen (S) er af et flertal i Folketinget blevet tildelt en såkaldt næse, som symboliserer kritik af hendes ageren.

Desuden har minkkommissionens beretning ført til, at regeringens støtteparti Radikale Venstre har sagt, at partiet vil stemme for et mistillidsvotum mod regeringen ved Folketingets åbningsdebat 6. oktober, hvis ikke Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg senest 4. oktober ved Folketingets åbning.

Stigende smitte blandt folk over 60

Sygdomme som covid-19 har bedre betingelser i de kolde måneder, og i den første efterårsmåned er smitteforekomsten af coronavirus begyndt at stige blandt de ældre i samfundet.

Det fremgår af den seneste tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI), der er udgivet torsdag eftermiddag.

Den dækker udviklingen af covid-19 i Danmark fra uge 36 til uge 37.

I flere uger har smitteforekomsten i alle aldersgrupper været enten faldende eller stabil. Men den tendens er brudt.

Forskel mellem aldersgrupper

Blandt dem, der er 60 år eller ældre, har smitteforekomsten været stigende fra uge 35 til 37. Den er højest blandt de 70-79-årige, hvor der er bekræftet 155 tilfælde af covid-19 per 100.000 indbyggere. Det tal kaldes også incidensen.

Dernæst kommer de 60-69-årige, hvor incidensen er 146. For hele befolkningen er incidensen 89 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Stigningen sker, imens efterårets vaccinationsprogram mod coronavirus tager fart.

De første plejehjemsbeboere og borgere over 85 år blev fra midten af september tilbudt endnu et vaccinestik, og fra 1. oktober kan alle borgere over 50 år få fjerde vaccinationsstik.

Antallet af testede

Trods stigningen i antallet af smittede er antallet af udførte tests stabile i alle aldersgrupper, fremgår det.

18 procent af de 70-79-årige, der er blevet coronatestet i undersøgelsens periode, har fået at vide, at de er smittet med coronavirus. Det er den højeste positivprocent blandt aldersgrupperne.

De 60-69-årige har næsthøjeste positivprocent. Her er det 15 procent af dem, der er blevet podet for virussen, der har fået bekræftet, at de er smittet.

For befolkningen samlet set er positivprocenten 13,3.

Færre dødsfald

Der er i uge 37 en lille stigning i antallet af nye indlæggelser på landets hospitaler, hvor patienten har en positiv pcr-test for coronavirus. I uge 37 var der 337 nyindlæggelser, hvilket er 6 procent flere end ugen før.

Det er – ligesom i de foregående uger – de 70-89-årige, der udgør størstedelen af de nye indlæggelser.

Antallet af dødsfald blandt coronasmittede er forsat med at falde. I uge 37 er der registreret 22 dødsfald. Ugen før var det 25, og går man 5 uger tilbage, var der 66 dødsfald blandt coronasmittede.

Det er dog ikke ensbetydende med, at covid-19 har været den direkte årsag til, at de er afgået ved døden.

Torsdagens smittetal fra SSI viser, at 6409 personer via en pcr-test er bekræftet smittet med coronavirus inden for det seneste døgn. Der er 308 indlagte med en positiv pcr-test. Heraf er 6 indlagt på intensiv, og af dem er 1 tilsluttet en respirator.

Yderligere tre embedsmænd får advarsel i minksagen

De tre embedsmænd Tejs Binderup, Paolo Drostby og Hanne Larsen får hver en advarsel for deres rolle i Minksagen.

Det oplyser Fødevareministeriet til Ritzau, som har søgt om aktindsigt i sagen.

Det er på baggrund af Minkkommissionens beretning, at Fødevareministeriet har truffet en afgørelse.

Kommissionen konkluderede nemlig 30. juni, at ti embedsmænd - herunder Tejs Binderup, Paolo Drostby og Hanne Larsen - kunne drages til ansvar i forbindelse med den ulovlige ordre om at aflive alle mink.

Fødevareministeriet havde på forhånd meddelt, at der ikke var fundet grundlag for at fritage de tre medarbejdere fra tjeneste, men det har indtil nu været uvist, om deres ageren ville få andre konsekvenser.

Tejs Binderup var afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet i perioden, mens Paolo Drostby var kontorchef. Hanne Larsen var veterinærchef i Fødevarestyrelsen.

To hjemsendelser

Advarslerne er blot de seneste i rækken.

Tirsdag meddelte Rigspolitiet, at to embedsmænd fik en advarsel. Også departemenstschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen har fået en advarsel for sin rolle.

I praksis har en advarsel ingen betydning.

For andre har minksagen dog haft mere alvorlige konsekvenser. Det gælder rigspolitichef Thorkild Fogde og departementschefen i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, Henrik Studsgaard. De er begge er blevet hjemsendt, ligesom der vil blive indledt et tjenesteligt forhør.

"Groft vildledende" og "klart ulovligt"

Tidligere i år blev statsminister Mette Frederiksen (S) af et flertal i Folketinget tildelt en såkaldt næse. Det vil sige, at et flertal udtrykte kritik af hende.

Det skete efter Minkkommissionen slog fast, at Statsministeriet har handlet ”meget kritisabelt”, og at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet 4. november, hvor hun beordrede alle mink aflivet, var "groft vildledende og klart ulovlige".

Også Mogens Jensen (S) fik en næse af Folketinget. Han gik selv af som fødevareminister i november 2020 som direkte konsekvens af minksagen.

En anden konsekvens blev, at regeringens støtteparti Radikale Venstre vil stemme for et mistillidsvotum mod regeringen, hvis ikke Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg senest 4. oktober ved Folketingets åbning.

Fjernvarmeprisen er fordoblet i Ringkøbing, men i Hvide Sande er regningen i 2. halvår 0 kroner

Priserne stiger.

Det er de færreste efterhånden i tvivl om.

Særligt stigningerne på energi og fødevarer har de seneste uger og måneder sat flere og flere danskeres privatøkonomi under pres.

Mens nogle danskere har erfaret, at deres varmeregning er steget med over 100 procent, oplever andre, at udgiften til varme er blevet mindre.

Den kontrast findes på hver sin side af Ringkøbing Fjord.

Må droppe ferien

På den ene side, i Ringkøbing, er pensionist Gunnar Graversens varmeregning som så mange andres steget.

- Pludselig at skulle af med dobbelt så meget, som man plejer, for en vare, hvor man føler, man får det samme ud af den. Det er da lidt træls, fortæller han.

Han har som 61,7 procent af de danske husstande fjernvarme. En energiform, der i august 2022 var 5,9 procent dyrere end i samme måned sidste år.

- Frem for at bruge 8000 kroner på at tage på ferie til Gran Canaria må vi nu bruge dem på varme, siger Gunnar Graversen.

Men tager man turen over Ringkøbing Fjord til Hvide Sande, vil man ikke opleve, at varmeregningerne er blevet større – tværtimod.

Ingen varmeregning i 2. halvår

Her kan fjernvarmekunderne, hvis de har været kunder hele året, se frem til en varmeregning på 0 kroner i 2. halvår af 2022. Ja, du læste rigtigt.

- Afregningsprisen på den overskydende strøm er højere end normalvis, forklarer Morten Rauhe, driftsleder i Hvide Sande Fjernvarme.

Årsagen er i høj grad de tre vindmøller, der er opsat på stranden i Hvide Sande.

Ifølge Morten Rauhe er den placering helt unik.

- Vestas siger, at det er den anden- og tredjebedst producerende vindmølle, de har i hele verden, siger han.

Værker skal være udgiftsneutrale

Fjernvarmeværkerne i Danmark skal samlet set gå i nul. Det vil sige, at et eventuelt underskud i økonomien skal finansieres i form af ekstraregninger til forbrugerne. På samme måde skal et eventuelt overskud komme kunderne til gode.

Det er det, der er tale om her.

Ifølge Danmarks Statistik var prisen på elektricitet i august måned 54 procent højere end i samme måned i fjor. Da Hvide Sande Fjernvarme ejer vindmøllerne, har de i 2022 kunnet tjene flere penge på at sælge overskudsstrøm, end de har brugt penge på at producere fjernvarme.

Derfor har fjernvarmekunderne i Hvide Sande allerede nu betalt det, de i alt skal betale for varme i år.

Halv pris – hvis altså ...

Og hvad skal de så forvente næste år?

- Man kan nok forvente et prisniveau noget nær det, vi har lige nu, siger Morten Rauhe.

Forudsigelsen afhænger dog af priserne på el og naturgas. Hvis naturgasprisen – og derved også elprisen – falder, vil Hvide Sande Fjernvarme tjene mindre på at sælge strøm, og så vil prisniveauet nærme sig normalen – eller måske endda tippe.

Flere cheføkonomer fortalte onsdag til TV 2, at de forventer, at inflationen vil toppe inden udgangen af året. Der er dog delte vurderinger om, hvornår el- og naturgaspriserne vil nærme sig normalen.

Dronningen har almindelige symptomer på covid-19

Efter at dronning Margrethe er blevet smittet med covid-19, oplyser kongehusets kommunikationsafdeling torsdag, at hun har helt almindelige coronasymptomer.

Onsdag skrev kongehuset i en pressemeddelelse, at dronningen var testet positiv for covid-19 for anden gang.

Dronning Margrethe blev testet positiv tirsdag.

Deltog i britisk begravelse

Kongehuset uddyber ikke, hvilke symptomer der er tale om. Men de mest almindelige symptomer på covid-19 er løbende næse og ondt i halsen.

Dronning Margrethe opholder sig på Fredensborg Slot. Hun deltager ikke i nogen aktiviteter resten af ugen.

Fredag skulle hun have været vært ved et aftenselskab på Christiansborg i anledning af hendes 50-årsregeringsjubilæum. Det bliver kronprinsparret i stedet.

Mandag deltog dronning Margrethe sammen med kronprins Frederik i den britiske dronning Elizabeths statsbegravelse i London.

Flere i kongehuset

Den 82-årige dronning Margrethe blev også smittet med covid-19 i februar i år.

Flere andre danske kongelige har også været smittet med covid-19. Det gælder prins Christian, kronprinsesse Mary og prinsesse Benedikte.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for coronasmittede fra april skal man, hvis man er testet positiv, gå fire dage i selvisolation, hvis man ikke har symptomer eller kun lette symptomer.

Har man mere betydelige symptomer på covid-19, skal man være i isolation, indtil ens symptomer er begyndt at aftage. Dog må man tidligst forlade isolationen efter fire dage.

Ny bundrekord: Forbrugernes syn på økonomien er kulsort

Danskerne har aldrig været mere bekymret over økonomien end de var i september.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er særligt danskernes syn på deres egen økonomiske situation og vores forventninger til den danske økonomi det kommende år, der har lidt et knæk i september.

- Den samlede forbrugertillid er lavere end under både pandemien og finanskrisen. Ja, faktisk har vi aldrig været mere pessimistiske end vi er nu, skriver Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen i en kommentar til de nye tal.

Endnu et krisetegn

Danmarks Statistik kalder selv faldet i forbrugertilliden "markant", og det kommer efter, at der faktisk var en lille fremgang at spore i august.

Dagens tal er ildevarslende og skærer i øjnene

Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank

Men de nye tal bekræfter ifølge Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen, at der er udsigt til en økonomisk krise i de kommende måneder.

Han mener nemlig, at det må sætte sig i danskernes købelyst, at de ser så sort på økonomien, og det vil "næsten uundgåeligt medvirke til at trække dansk økonomi i recession", skriver han i en analyse.

Også Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, vurderer at der kommer en nedgang i danskernes forbrug, fordi de er så bekymret for økonomien.

- Vi har allerede set privatforbruget skrumpe, og det giver genlyd i den brede økonomi. Privatforbruget står for næsten halvdelen af hele Danmarks økonomi, så dagens tal er ildevarslende og skærer i øjnene, skriver Jeppe Juul Borre i en analyse.

Inflation og energikrise

Danmark Statistik spørger ikke direkte danskerne, hvad der former deres syn på økonomien.

Men både Jes Asmussen og Jeppe Juul Borre peger på de rekorddyre energipriser og den tårnhøje inflation, der har fyldt så meget de seneste måneder, som de mest oplagte årsager.

Kort fortalt er logikken, at når vi skal bruge flere penge på at købe varer og produkter, vi ikke kan skære ned på - så som mad eller varme til vores bolig - så har vi færre penge til alt det andet.

Det betyder dels, at vi har en oplevelse af, at vi har færre penge til rådighed, men også at vi holder igen med at købe ting, der måske ikke er decideret nødvendige.

De stigende renter vil begynde at slå igennem på boliglånene, og privatøkonomien vil altså blive angrebet fra endnu en front

Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank

Dermed kan der altså blive tale om en selvopfyldende profeti, hvor vi frygter en økonomisk krise så meget, at vi risikerer at starte en.

Om kort tid kan det dog blive endnu værre, lyder det fra Søren Kristensen fra Sydbank.

Dels går vi nemlig en vinter i møde, hvor mange formentlig frygter de kommende el- og varmeregning, men dels vil mange med et variabelt boliglån også blive mødt af en markant højere rente på den anden side af årsskiftet:

- Her vil de stigende renter begynde at slå igennem på boliglånene, og privatøkonomien vil altså blive angrebet fra endnu en front.

Minister forbyder buræg i Danmark

Fra starten af 2023 bliver det ulovligt at starte som ny producent af buræg i Danmark. Samtidig skal eksisterende burægproducenter udfases i løbet af 12 år.

Det fortæller minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S).

- Der er rigtig mange fra industrien, i storkøkkener og i medicinalindustrien, der bruger buræg, så for at komme det sidste til livs, laver vi et forbud, siger han.

I 2015 fjernede Lidl buræg fra sit sortiment og siden også som ingrediens i egne fødevarer, og andre kæder som Dansk Supermarked og Coop fulgte efter.

I 2010 udgjorde buræg 61 procent af den samlede produktion af æg i Danmark. I 2021 var det tal faldet til knap 13 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Regeringen har spurgt Justitsministeriet til råds om, hvordan man undgår ekspropriation. Det ville betyde, at producenterne har krav på erstatning, fordi de ikke længere kan drive virksomhed.

- Vi har gerne villet udfase det med buræg hurtigst muligt. Men vi har jo et behørigt hensyn til dem, der har burægproduktion, siger Rasmus Prehn.

- Hvis det var mindre tid, vi krævede, så ville vi kunne komme ud i krav om ekspropriation. Det kommer vi udenom ved at lave denne her 12-årige udfasning, siger Rasmus Prehn.

Et enigt Folketing

Det er nærliggende at spørge ministeren, om den lange udfasning af burægproduktionen er et tegn på, at regeringen har lært af Minksagen.

- Det er svært at blande de to sager sammen, for der var en helt ekstraordinær sag, som handlede om folkesundheden.

- Men det er klart, at det står mejslet i granit, at sådan en situation vil vi ikke ud i en gang til, siger Rasmus Prehn.

Der er syv burægproducenter i Danmark, oplyser fødevareministeren.

Tirsdag 13. september afleverede dyreværnsorganisationen Anima flere end 54.000 underskrifter for et forbud mod buræg til fødevareministeren.

Men ministeren lovede allerede i november 2020 at forbyde produktion af buræg efter behandling af et beslutningsforslag fra Enhedslisten. Her var Folketinget enig om at afskaffe burhøns.

Derfor kan Rasmus Prehn træffe beslutningen selv. Det sker ved en ændring af en bekendtgørelse om beskyttelse af æglæggende høns, der har hjemmel i dyrevelfærdsloven.

De stigende priser kan skabe politisk ustabilitet, siger eksperter

Reallønnen falder nu så meget, at den når under niveauet fra finanskrisen, og vi er for alvor ved at vænne os til en ny økonomisk virkelighed.

Selvom det skaber problemer nok i sig selv hos både virksomheder og private, advarer eksperter nu om en anden afledt effekt, krisen kan medføre.

Vælgerne har en tendens til at læne sig mod mere ekstreme partier, hvis de ikke længere har tillid

Martin Vinæs Larsen, lektor i statskundskab

Vi kan nemlig stå over for flere år med stigende mistillid i samfundet og politisk populisme, der buldrer.

Det siger Michael Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, og Martin Vinæs Larsen, lektor ved samme institut.

- Vi ved fra historiske analyser, at reallønsnedgang er noget, der virkelig kan skubbe til den overordnede politiske ustabilitet i et land, siger Michael Bang Petersen til TV 2.

Udfordringen er ifølge professoren, at ustabiliteten kommer i en krisetid, hvor vi har allermest brug for det modsatte: et effektivt politisk system til at klare os igennem.

Kan drive mistillid frem

Vi har hørt det i månedsvis. Købekraften i samfundet falder, og vores penge bliver mindre og mindre værd.

Reallønnen styrtdykker således i en fart, så den nu har nået et niveau, der ligger betydeligt under niveauet fra finanskrisen.

Og skal man tro den seneste prognose for næste års økonomi fra Nationalbanken, tyder det på, at den tårnhøje inflation fortsætter et godt stykke ind i næste år.

Vi skal altså frem til år 2024, før de økonomiske effekter af især krigen i Ukraine aftager.

Når det bliver sværere at betale regninger, og husholdningsbudgetterne strammer til, skaber det en følelse af usikkerhed i befolkningen, der kan blive særdeles afgørende helt op til ti år frem i tiden, vurderer Michael Bang Petersen:

- Forskning fra både Danmark og udlandet viser, at oplevelsen af reallønsnedgang giver en følelse af tabt social status og marginalisering i samfundet, og det er noget, der kan drive politisk mistillid frem i lyset.

Det samme skete i årene efter finanskrisen, hvor tilliden til politikerne i Danmark led et stort knæk efter ellers at have nået et højdepunkt ved folketingsvalget i 2007, siger Michael Bang Petersen.

Ifølge professoren er tillid afgørende for, at vi kan komme godt igennem den nuværende energikrise, klimakrise og fortsatte pandemi – for ikke at tale om de kriser, der måtte komme.

- Af coronakrisen har vi lært, at de lande med den største grad af tillid er dem, der klarede sig bedst. Hvis der opstår mistillid til systemet, begynder politikernes effektivitet at dale, siger han.

Gør det sværere at lave politik

Det bliver sværere for politikerne at løse kriser, hvis graden af mistillid er høj, fordi befolkningen i en sådan situation vil vende sig mod yderfløjspartierne.

Det forklarer lektor Martin Vinæs Larsen.

- Vi ved, at den økonomiske situation og opbakningen til den siddende regering hænger sammen. Vi ved også, at vælgerne har en tendens til at læne sig mod mere ekstreme partier, hvis de ikke længere har tillid til regeringen, siger han til TV 2.

Med "mere ekstreme partier" mener han partier, der "fører politik på en anden måde" eller eksempelvis har politiske ledere "med utraditionelle baggrunde".

Det giver ifølge Martin Vinæs Larsen et pres i Folketinget for at levere mere radikale løsninger på problemerne, og det bliver sværere at lande politiske aftaler.

Også i resten af verden er der eksempler på, at populistiske partier og politikere har opnået stor fremgang i krisetider.

Det gælder for eksempel for den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, som amerikanske eksperter peger på fik vind i sejlene i kølvandet på finanskrisen, eller Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi, som kom til magten i 2008 i lyset af krisen.

Er du bekymret for, om vi kommer til at se en splittelse i Danmark, som vi for eksempel har set i andre lande som USA?

- Nej, altså demokratiet skal nok bestå. Men med de udfordringer, vi står over for lige nu, bliver det svært at finde fornuftige løsninger for politikerne, siger Martin Vinæs Larsen og fortsætter:

- Der findes dog flere historiske eksempler på kriser, hvor Danmark som en lille økonomi burde have været fuldstændig prisgivet, men hvor vi alligevel har formået at komme godt over på den anden side.

Enlig mor må lukke halvdelen af huset ned for at spare

- Det er et spørgsmål om tid, før vi løber tør for brænde og olie på fyret, og så må vi undvære varme og varmt vand.

Så kontant er meldingen fra Mette Willumsen, der bor i Orehoved på Falster med sine to børn.

Hun er kronisk syg og på ressourceforløbsydelse - en ydelse, der svarer til kontakthjælpssatsen. De penge, hun normalt har til at fylde fyringsolie på fyret, er blevet spist op af stigende udgifter til mad, el og benzin.

- Jeg kan mærke, at det begynder at påvirke mig psykisk. Jeg er nervøs, jeg bliver ked af det, og jeg sover ikke særligt godt, siger Mette Willumsen.

Sparer på mad og bad

Hun har forsøgt at skære alle udgifter helt ind til benet. Kød er blevet en sjældenhed til aftensmaden, hun går kun i bad én gang om ugen, og for at spare på varmeudgifterne vil hun lukke af til husets førstesal og i stedet sove på sofaen i stuen.

- Jeg har prøvet at sove på den før, og det er ikke noget, der gør godt for mit i forvejen svækkede helbred. Men det er en konsekvens. Jeg har ikke råd til det.

Trods diverse sparetiltag er der ikke penge nok til at varme huset op den kommende vinter.

- Jeg synes, det er hårdt, og jeg synes, det er urimeligt. Altså, der må være en eller anden bundlinje for, hvad der er rimeligt, siger Mette Willumsen.

Der er nogle familier, der virkelig er hårdt ramt

Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen Akut hjælp til fattige familier

I Danmark er der 241.700 personer, der bliver betegnet som relativt fattige, hvoraf 56.500 er børn.

Og der er store kommunale forskelle. I Lolland Kommune er det op mod hvert tiende barn, der lever i en familie under fattigdomsgrænsen. I Allerød Kommune i Nordsjælland er det kun cirka ét ud af 50 børn.

I takt med den stigende inflation, får de fattigste børnefamilier svært ved at få pengene til at række til selv de mest basale ting som mad og varme. Derfor er der ifølge Mødrehjælpen akut brug for hjælp.

- Vi mener, det er på tide, at der kommer nogle hjælpepakker til de allerfattigste børnefamilier. Der er nogle familier her, der virkelig er hårdt ramt, og hvor vi går et efterår og en vinter i møde, hvor jeg simpelthen er bange for, at der er nogen, der vil gå fra hus og hjem, siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomasen.

Opråb til politikerne

I et forsøg på at råbe politikerne på Christiansborg op har Mødrehjælpen sendt et åbent brev til Finansudvalget i Folketinget. Her foreslår de at give et engangsbeløb målrettet de fattigste børnefamilier og samtidig regulere kontanthjælpen, så den i højere grad følger lønudviklingen og de stigende priser.

Der er jo allerede blevet lavet en række hjælpepakker såsom varmecheck. Vi kan vel heller ikke blive ved med at dele penge ud?

- Nej, det synes jeg ikke. Mit bud er, at ligesom Mette Frederiksen var meget tydelig under coronakrisen, at der skulle de stærkeste skuldre hjælpe dem, der var de allersvageste i vores samfund, der synes jeg også, det er vigtigt, at når vi står i den her inflationskrise, så må vi hjælpe dem, som har allerfærrest penge, og det er blandt andet de her børnefamilier, siger Ninna Thomsen.

Politikere klar til at hjælpe

På Christiansborg er Enhedslisten positivt stemte for at finde en løsning. Partiet foreslår at forhøje den grønne check, der er et nedslag i skatten for dem med relativt lave indkomster.

- Det er på ingen måde nok at få en henstand på regningerne, de fattigste børnefamilier har brug for akuthjælp, der er mærkbar, siger partiers finansordfører Victoria Velàsquez.

Det Konservative Folkepart mener også, der er brug for hjælp, men de mener i stedet, at det skal ske gennem skattelettelser og afgiftsnedsættelser:

- Det er jo ganske forfærdeligt, så pressede der vitterligt er nogle familier, der er. Derfor ønsker vi at sænke skatter og afgifter, så danskerne får flere penge til sig selv og dermed også flere penge til at betale regninger og dagligvarer, siger socialordfører Brigitte Klintskov Jerkel (K).

Helt konkret vil partiet blandt andet sænke elafgiften til EU's minimumssats og sænke afgiften på dagligvarer såsom kaffe og is.

Beder om hurtig hjælp

I Orehoved håber Mette Willumsen at få et engangsbeløb, så hun kan fylde olie på fyret.

- Det vil kunne hjælpe mig ufatteligt langt, det vil give mig tryghed i min hverdag, og det vil give mig en forudsigelighed og en struktur, jeg har brug for i min situation.

Derfor opfordrer hun politikerne til at handle hurtigt.

- Der er ikke tid at løbe på, jeg har ikke tid til at vente, mine børn har ikke tid til at vente, de fryser, og det gør de allerede nu.

Dronning Margrethe har fået corona for anden gang

Dronning Margrethe blev tirsdag aften testet positiv for covid-19 for anden gang.

Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside onsdag.

Dronning Margrethe opholder sig på Fredensborg Slot.

Det fremgår ikke af den korte meddelelse på hjemmesiden, om dronningen har nogle symptomer.

Aflyser aktiviteter

Dronningen deltager ikke i nogle aktiviteter i denne uge, oplyser kongehuset.

Fredag skulle dronningen have været vært for et aftenselskab på Christiansborg for regeringen, Folketinget og Europa-Parlamentets danske medlemmer.

Selskabet finder sted, men kronprinsparret bliver værter i stedet.

Dronning Margrethe begyndte ugen med at deltage ved den britiske dronning Elizabeths begravelse i London.

Her deltog hun sammen med kronprins Frederik og en lang række andre kongelige gæster i den storstilede statsbegravelse.

Dronning Margrethe blev første gang testet positiv for covid-19 i februar i år.

Dengang blev det oplyst, at hun havde fået tre stik med en coronavaccine.