De kom i camouflagefarvede uniformer med skudsikre veste, skydevåben og en stor skæremaskine.
Jeg siger ordet over alt
Jevgeny Roizman, russisk politiker
Seks maskerede mænd sammen med en blond kvinde i kjole med en håndtaske under armen.
Gruppen løb ind gennem glasdøren til et boligkompleks i den russiske millionby Jekaterinburg, og så hastede de op ad trappen, indtil de stod foran en solid, sort metaldør.
Der var intet navneskilt på døren – kun et papskilt med en børnetegning af en regnbue og nummeret 46.
Mændene gjorde skæremaskinen klar, mens kvinden bankede på, og et videokamera optog det hele.
Dette var en meget offentlig anholdelse.
Langsomt gled døren op, og en mand i bar overkrop kom til syne.
Hans ansigt blev fyldt med foragt, da han så, hvem gæsterne var.
Den ærlige borgmester
Manden i døren hedder Jevgeny Roizman.
Normalt er han ikke bange for at bombardere de russiske myndigheder med profane ukvemsord, men han var tavs, da kvinden med håndtasken læste anklagen op.
Indtil onsdag morgen var Jevgeny Roizman den sidste fremtrædende russiske oppositionspolitiker, der hverken var flygtet eller sat i fængsel.
Har I fået jer et nyt hagekors?
Jevgeny Roizman, russisk politiker
Fra 2003 til 2007 var han medlem af den russiske duma.
Siden blev han borgmester i Jekaterinburg, indtil myndighederne afskaffede valg til borgmesterposten i 2018.
I dag har han 637.000 følgere på Twitter, 347.000 abonnenter på Youtube og 219.000 følgere på Instagram.
Skam, hagekors og orker
Jevgeny Roizman er en af de få russere, der er fortsat med at sige sin mening offentligt, længe efter at det blev forbudt, og indtil han blev hentet af politiet, var han særdeles aktiv på de sociale medier.
- Dette er skammens dag for vores nation, skrev han for eksempel på Twitter tidligt om morgenen 24. februar 2022, da russiske missiler begyndte at ramme deres mål forud for invasionen af Ukraine.
Lidt senere tilføjede han, at de ansvarlige for beslutningen om at gå i krig var landsforrædere, og da bogstavet Z blev et symbol på den russiske offensiv, skrev han:
- Har I fået jer et nyt hagekors?
Han stoppede ikke.
Da russerne bombede den ukrainske havneby Odesa, kaldte han sine landsmænd for nogle "forpulede orker", og da Ruslands præsident, Vladimir Putin, insisterede på at kalde invasionen for "en militær specialoperation" i stedet for en krig, sammenlignede Jevgeny Roizman styret i Moskva med Nazityskland.
- Til alle, der skriver "militær specialoperation", må jeg forklare: Rusland har indledt en krig og invaderet Ukraine. For Ukraine er det en krig for fædrelandet. En "militær specialoperation" er, når efterkommere af Goebbels har amputeret folkets hjerner og samvittighed gennem propaganda, skrev Jevgeny Roizman med henvisning til Adolf Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels.
Venner blandt folket
På det tidspunkt havde styret i Moskva varslet lange fængselsstraffe, hvis nogen kaldte krigen i Ukraine for en krig, men den tidligere borgmester fik af en eller anden grund længere snor end de almindelige russere, der demonstrerede med papskilte i krigens første dage.
Det kan hænge sammen med, at Jevgeny Roizman var – og formentlig stadig er – en særdeles populær figur blandt Jekaterinburgs 1,3 millioner indbyggere.
Allerede før han blev valgt til Jekaterinburgs borgmester i 2013, var han kendt langt ud over Ruslands grænser for sin krig mod narkotikamisbrug i byen og for en ledelsesstil, hvor alle kunne henvende sig direkte til ham.
Men Jevgeny Roizman var modstander af Vladimir Putin.
Og efter besættelsen af den ukrainske halvø Krim blev tæppet langsomt trukket væk under hans politiske karriere.
I 2018 besluttede regionalrådet i Sverdlovsk-regionen, hvor Jekaterinburg ligger, at det ikke længere var nødvendigt med direkte valg til borgmesterposten – og så måtte Jevgeny Roizman finde sig et nyt job.
Over stregen
Som tiden er gået, er hans modstand mod styret i Moskva bare vokset og vokset, og Jevgeny Roizman sagde sidste år ligeud, at han ønsker et systemskifte.
- Så snart man begynder at søge efter løsninger, finder man ud af, at man ikke kan gøre noget uden at ændre hele det politiske system. For at gøre det har vi brug for frie valg, en fri presse og uafhængige domstole, sagde Jevgeny Roizman til mediet Daily Beast i oktober 2021.
Mens Jevgeny Roizmans popularitet i Jekaterinburg tilsyneladende beskyttede ham mod at blive anholdt i krigens første måneder, blev hans tweets dog efterhånden så grænseoverskridende, at nogen oppe i systemet syntes, at det var for galt.
Jeg har ingen illusioner, men jeg har heller ingen frygt
Jevgeny Roizman, russisk politiker
For eksempel den 14. april i år, da Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde, at operationen i Ukraine skulle gøre en ende på USA's dominans i verden.
Udtalelsen blev bragt på Twitter af et russisk nyhedsbureau, og Jevgeny Roizman svarede:
- Var det derfor, I besluttede jer for at stille jeres land op mod en væg og gennemkneppe det?
Tweetet kostede ham en bøde på 85.000 rubler – svarende til ca. 10.000 kroner – for "at bringe informationer, der krænker den menneskelige værdighed og offentlige moral, samt åbenlys mangel på respekt for samfundet, staten og de organer, der udøver statsmagten i Den Russiske Føderation".
De tweets, hvor han kaldte krigen i Ukraine for en krig, kostede ham en bøde på omkring 6000 kroner.
"En skræmt jøde"
Alligevel fortsatte Jevgeny Roizman med at kalde fremtrædende russere for "idioter" og bruge bandeord til at understrege sine pointer på de sociale medier.
I juli 2022 talte han med det franske nyhedsbureau AFP og fortalte, at han ikke forventede, at styret ville blive ved med at lade ham være i fred.
- Jeg har ingen illusioner, men jeg har heller ingen frygt, sagde Jevgeny Roizman til nyhedsbureauet.
Han er af jødisk afstamning og har ved flere lejligheder sammenlignet Vladimir Putins Rusland med Hitlers Tyskland.
Alligevel insisterer han på at blive i sit fædreland.
- Hvordan kan det være, at du ikke er bange? blev han spurgt under et interview i maj.
- Der er ingen, som kæmper mere tappert end en skræmt jøde, svarede han.
Jevgeny Roizmans våben har indtil nu været masser af bandeord, og det er ifølge ham selv helt bevidst, at han bruger forbudte og krænkende ord.
- Det er kort og brutal antipropaganda, sagde han til AFP i juli og tilføjede, at ordene i hans kommentarer afslører regimets sande natur.
Men 24. august gik det ikke længere.
Da kvinden med håndtasken havde læst sigtelsen op, blev Jevgeny Roizman taget med af politiet.
Han havde brugt ordet "invasion" og dermed bragt Ruslands væbnede styrker i miskredit.
Flere russiske journalister havde fået nys om anholdelsen, og da hovedpersonen blev ført ned ad trappen, blev han spurgt, i hvilken sammenhæng han havde sagt det forbudte ord.
- Jeg siger ordet over alt, svarede han.
Mens han blev sat ind i en bil, foretog russisk politi en omfattende ransagning af hans hjem.
Hvis den tidligere borgmester bliver kendt skyldig i anklagerne mod ham, risikerer han op til fem års fængsel.