Det skarpe lys blændede hendes øjne, da sækken over hendes hoved blev revet af.
Hun forsøgte at fokusere, men der gik et øjeblik, inden hun var i stand til at se noget.
Jeg er ikke bange for døden
Julija Pajevska, paramediciner
Tidligere samme dag var den ukrainske paramediciner Julija Pajevska blevet taget af et hold russiske soldater i byen Mariupol. Men hun vidste ikke, hvor hun nu var.
Da øjnene vænnede sig til lyset, kunne Julija Pajevska se, at hun befandt sig i et lille rum. Nærmest som et afhøringslokale, fortæller paramedicineren. Foran hende stod et videokamera, og en fremmed kvinde kiggede på hende.
Kvinden begyndte at stille en række spørgsmål, og først forstod Julija Pajevska ingenting af, hvad der foregik. Men lidt efter lidt gik det op for hende.
De ville have hende til at komme med en tilståelse, fortæller Julija Pajevska.
Til at tilstå, at hun var nazist. At hun havde dræbt civile. Og at hun havde skåret organer ud på folk for at sælge dem.
- De havde brug for et monster, som de kunne give skylden for alle deres synder, siger paramedicineren til TV 2.
Filmede krigens rædsler
Da Rusland indledte sin invasion af Ukraine tidligt om morgenen 24. februar, var Julija Pajevska vågnet op til eksplosioner i Mariupol.
Hun bor til daglig i hovedstaden, Kyiv, men var dagen forinden rejst til havnebyen i det sydlige Ukraine som frivillig sammen med en ven for at levere udstyr til det ukrainske militærs læger.
53-årige Julija Pajevska – eller 'Taira', som ukrainerne kalder hende – er over de seneste otte år blevet et kendt ansigt i hjemlandet, efter at hun som paramediciner har arbejdet og reddet liv i krigen i Østukraine.
Og efter at russerne havde indledt invasionen, skyndte hun sig at løbe over til militærhospitalet og tilbyde sin hjælp.
Den efterfølgende tid arbejdede hun på hospitalet, hvor hun havde til opgave at tilse krigens ofre og prioritere dem efter behov for behandling. Her tog hun imod sårede og døde. Børn og voksne. Unge og ældre. Soldater og civile. Russere og ukrainere.
Som hun plejede, filmede hun hver dag sit arbejde med et lille kamera, der sad fastspændt på hendes hoved.
- Det var vigtigt for mig at dokumentere mit arbejde og at kunne vise verden, at ukrainske paramedicinere gjorde deres arbejde ordentligt, siger hun.
Da eksplosionerne rykkede tættere på, vidste Julija Pajevska, at det kun var et spørgsmål om tid, før russerne ville nå frem. Derfor samlede hun en gruppe kvinder og børn, der havde skjult sig i hospitalets kælder, og fik dem ind i en stor bus for at evakuere dem.
Optagelserne fra sit kropskamera havde hun få dage forinden overdraget på et lille datakort til to journalister fra nyhedsbureauet AP, der som de sidste var blevet tilbage i Mariupol. Da journalisterne 15. marts flygtede fra byen, smuglede de datakortet ud skjult i en tampon.
Pajevska vidste ikke, at det senere skulle blive hendes billet til friheden.
For hun nåede ikke selv at flygte.
Bussen med kvinder og børn fra hospitalet blev lidt uden for Mariupol stoppet af russiske soldater, som bad Julija Pajevska identificere sig. Efter en kort opringning puttede soldaterne en sæk over hendes hoved og førte hende væk, fortæller hun.
Helvede på jord
Julija Pajevska var taget til fange.
Det næste hun så, var russiske soldater, der afhørte hende i det lille rum. Julija Pajevska fortæller, at de både fysisk og mentalt forsøgte at presse hende til at indrømme forbrydelser, som hun ikke havde begået.
Ifølge AP beskyldte russerne Julija Pajevska for at være en del af Azov-bataljonen. Et højrenationalistisk regiment, der har været en yndet skydeskive for Rusland i fortællingen om ”afnazificeringen af Ukraine”.
Over de næste tre måneder så hun kun dagslys gennem de små huller i den sæk, som blev trukket over hendes hoved, når russerne førte hende til og fra afhøringerne, fortæller hun. Julija Pajevska siger, at hun ikke kan oplyse nærmere detaljer om de steder, hun befandt sig, af hensyn til en igangværende efterforskning. Kun det sidste sted kan hun beskrive i detaljer.
Det var en lille, mørk celle i kælderen i et fængsel i Donetsk, hvor hun kunne se et stykke af himlen gennem et lille vindue.
Julija Pajevska beskriver sit fangenskab som et helvede. Dagene tilbragte hun i en lille celle sammen med 22 andre kvinder.
Her var ikke meget andet end to bænke og nogle få senge. Over tre måneder kom de ifølge Julija Pajevska kun i bad én enkelt gang. Og så var der hverken mulighed for at skifte tøj eller adgang til medicin eller hygiejneprodukter.
- Vi blev holdt som slaver. Det var meget lig middelalderen. Hvert øjeblik kunne der komme soldater ind og tæve mig, og det kunne ske flere gange om dagen, siger hun.
Det føltes, som om adrenalinen og frygten i hendes krop åd hende op indefra, fortæller hun. Så hun forsøgte at lave fysisk træning hver dag for at holde sig i gang. Hun lavede mavebøjninger, armstrækninger og gik flere kilometer inde i cellen. For ikke at blive skør lavede hun yoga og forestillede sig igen at gå frit rundt i hjembyen Kyivs gader.
Men det syntes så uendeligt langt væk.
Presset af propaganda
Tiden i fangenskab var ifølge hende ubærlig.
Ikke kun på grund af fysisk afstraffelse og de forhold, som Pajevska og de andre kvinder blev holdt under. Men også på grund af det konstante psykologiske pres i form af russisk propaganda, fortæller Julija Pajevska.
Hver dag forsøgte soldater at overbevise dem om, at Ukraine er en nazistisk stat, og at soldaterne var kommet for at redde den russisktalende befolkning og udskifte landets politiske ledelse. Det var nødvendigt, fordi Ukraine havde planer om at angribe Rusland, forklarede de.
- Jeg forklarede dem, at jeg selv kommer fra en russisktalende familie, og at jeg ikke havde noget behov for at blive reddet. Men det var nyttesløst, siger Julija Pajevska.
Hun fortæller, at soldaterne mindst 3 gange om dagen tvang alle fanger til at synge den russiske nationalsang, og hvis ikke vagterne kunne lide kvindernes opførsel, blev de tvunget til at synge sangen op til 20 gange i træk.
Fordi hun var et kendt ansigt, forsøgte russerne også at bruge Julija Pajevska i deres propaganda, mener hun.
Hun blev filmet flere gange til russisk tv og fremstillet som nazist. De fortalte hende, at Ukraine ikke længere eksisterede, at hæren var faldet, og at Kyiv var under russisk kontrol. De bad hende være afsender på et budskab til de tilbageværende soldater i Azovstal-stålværket i Mariupol om at lægge deres våben og komme ud, lyder det.
Men Pajevska troede ikke på ét ord, der kom fra russerne, og hun nægtede at tale.
Løgnen
Ved hver afhøring forsøgte russerne ifølge Julija Pajevska at tvinge hende til at indrømme, at hun havde dræbt familiemedlemmerne til de forældreløse børn, som blev fragtet ud af Mariupol, og at hun havde taget de dræbtes organer for at sælge dem.
Julija Pajevska fortæller, at hun aldrig har været så skræmt i sit liv, men at hun nægtede at indrømme noget, hun ikke havde gjort.
- Jeg er ikke bange for døden, for min samvittighed er ren. Derfor blev jeg ved med at insistere på min sandhed, siger hun.
Én enkelt gang accepterede hun dog at lyve.
Her blev hun under tvang bedt om at fortælle til kameraet, at der var gode forhold under hendes fangenskab. Hun anså ikke, at der ville være store konsekvenser ved at gå med på den løgn. Russerne havde også sagt, at hun måske kunne blive inddraget i en fangeudveksling.
Men hun turde ikke håbe på noget.
På fri fod
En dag – uden nærmere forklaring – blev Julija Pajevska hentet i cellen af russiske soldater, som satte hende ind i en bil og kørte hende væk.
Hun forholdt sig rolig og prøvede ikke at udvise nogen følelser, fortæller hun.
Efter at have kørt i en rum tid tog hun mod til sig og spurgte soldaterne, hvor de tog hende hen.
- Til udveksling, lød det korte svar fra en af russerne.
Hun forsøgte at opretholde et pokerfjæs, men indeni strømmede alt rundt i kroppen på hende.
Tre måneder efter at hun blev pågrebet i Mariupol, annoncerede den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, 17. juni, at Julija Pajevska var vendt tilbage efter at have været i russisk fangenskab.
På dette tidspunkt kendte mange allerede til hendes historie, og hendes befrielse blev mødt med stor glæde.
Pajevskas optagelser fra Mariupol, som de to AP-journalister havde smuglet ud, var under hendes fangenskab blevet vist i medier verden rundt – også på TV 2 i Danmark – og havde fået stor opmærksomhed.
Hun havde filmet sin hverdag som dokumentation for begivenhederne. Nu var det bevis for, at hun ikke havde begået de forbrydelser, som russerne havde forsøgt at presse hende til at indrømme. Derudover viste optagelserne, at hun behandlede sårede soldater, uanset om de var ukrainske eller russiske.
- Det modbeviser fuldstændig den version, som mine torturbødler havde. Det, jeg gjorde, var faktisk det modsatte af, hvad de prøvede at sige om mig. Videoerne beviser, at jeg ikke er en slyngel eller et monster, siger Julija Pajevska.
Hun er taknemmelig for, at AP-journalisterne fik optagelserne ud. For selvom hendes optagelser formentlig var skyld i, at hun overhovedet landede i et russisk helvede, var de formentlig også en del af forklaringen på, at hun siden fik lov at gå fri.
Verden skal kende sandheden
12 kilo lettere og med udmagret ansigt som vidne om sin oplevelse vendte Pajevska efterfølgende hjem til Kyiv.
Hun fortæller, at hun har fået lægebehandling, er begyndt på genoptræning, og at hun har mødtes med venner og familie. Og så har hun gået de ture rundt i byens gader, som hun drømte om i fængselscellen.
Da TV 2 taler med hende i juli, befinder hun sig i Storbritannien i forbindelse med afholdelsen af Warrior Games, en sportsbegivenhed for sårede og tilskadekomne soldater, sygeplejepersonale og veteraner.
Julija Pajevska er taknemmelig for den støtte, hun har mødt efter sin løsladelse, men hun kan ikke slippe tanken om de andre kvinder, som hun måtte efterlade i cellen.
- Det er svært at leve med. Derfor har jeg en mission om at gøre verden opmærksom på det kaos og den lovløshed, der finder sted i russisk fangenskab. Folk bør være klar over, hvad de står overfor, hvis verdenssamfundet ikke stopper det russiske angreb, siger Julija Pajevska.
Det vides ikke, hvor mange ukrainere der er taget til fange af russiske soldater, men de ukrainske myndigheder oplyste tidligere i juli, at over 7000 af landets soldater er savnet, hvoraf mange formodes at være i russisk varetægt.