I løbet af de seneste dage har Ukraines militær angrebet igen og igen, og nu ser det ud til, at anstrengelserne har lønnet sig.

KABOOM! Ingen russiske tropper på Slangeøen længere

Andrij Jermak, rådgiver for Ukraines præsident

Den lille, men strategisk vigtige ø Slangeøen, er ifølge ukrainerne ikke længere på russiske hænder.

Det oplyser staben hos den sydlige del af Ukraines væbnede styrker på Facebook.

- Som et resultat af, at vi med succes har udført næste fase af vores militæroperation med vores artilleri- og missilenheder på Slangeøen, har fjenden i løbet af natten evakueret resterne af sin garnison i to speedbåde, og de har formentlig forladt øen. Nu er Slangeøen indhyllet i flammer, og der høres eksplosioner, skriver ukrainerne.

Hvilke missiler, ukrainerne har benyttet, oplyses ikke, men Danmark har leveret Harpoon-missiler til Ukraine, og selv om de er beregnet til skibe, kan de også anvendes mod mål på land.

Slangeøen er strategisk vigtig, fordi den kan bruges til at angribe fly og skibe, samt spærre en af de sejlruter, Ukraine før krigen benyttede til at eksportere fødevarer.

Nyheden vækker begejstring i Ukraine. Blandt andet i præsident Volodomyr Zelenskyjs kontor:

- KABOOM! Ingen russiske tropper på Slangeøen længere. Vores væbnede styrker gjorde et fantastisk stykke arbejde, skriver lederen af præsident Zelenskyjs kontor, Andrij Jermak, på Twitter.

Rusland bekræfter

På sociale medier har der længe været forlydender om ukraineske angreb mod den lille ø, og så sent som onsdag offentliggjorde pro-ukrainske Telegram-kanaler satellitfotos, hvor der tydeligt ses røg stige op fra øen.

Torsdag formiddag meddelte Ruslands forsvarsministerium så, at man har trukket sig tilbage fra Slangeøen.

- I dag har Ruslands militær udført sine opgaver på Slangeøen og trak som et tegn på velvillighed den udstationerede garnison tilbage, lød det fra generalløjtnant Igor Konasjenkov, der er talsmand for ministeriet.

Ifølge talsmanden sker tilbagetrækningen udelukkende, fordi Rusland vil hjælpe FN med at organisere en såkaldt "humanitær korridor", så Ukraine kan sejle fødevarer ud gennem Sortehavet.

Ukraine er storeksportør af fødevarer, og i løbet af de seneste måneder har den manglende udskibning betydet, at flere lande frygter hungersnød.

- Med denne beslutning vil det ikke længere være muligt for regeringen i Kyiv at spekulere i en lurende fødevarekrise med henvisning til, at det er umuligt at eksportere korn gennem Sortehavet på grund af Ruslands totale kontrol over den nordvestlige del af Sortehavet, meddelte talsmanden.

Han tilføjede, at ansvaret nu ligger hos ukrainerne, der har mineret kysterne af frygt for en russisk landgang.

- Nu er det helt op til den ukrainske side, der endnu ikke har renset kysterne ved Sortehavet, inklusiv havnene, sagde Igor Konasjenkov.

En symbolsk sejr

Om evakueringen af Slangeøen har fået Rusland til at opgive tanken om en invasion fra søsiden, har vi endnu til gode at se.

Tabet af øen er i øvrigt en moralsk sejr for Ukraine, der tabte den under en spektakulær operation på krigens første dag.

Dengang angreb den russiske sortehavsflådes flagskib Moskva øen og beordrede den lille garnison til at overgive sig.

Ukrainerne svarede:

- Rend mig i røven, russiske krigsskib!

I dag ligger krigsskibet på havets bund, og Slangeøen er formentlig helt mennesketom.

Forsøger ukrainerne at sætte folk i land på den lille ø, risikerer de formentlig at blive mål for et russisk bombardement.

Der er stillet to meter høje barrikader op i det centrale Hongkong forud for 1. juli.

Her kommer Kinas leder, Xi Jinping, nemlig for at fejre 25-årsdagen for overdragelsen til Kina efter mere end 150 år som britisk kronkoloni. Samtidig vil Hongkongs nye leder og Kina-patriot, John Lee, blive indsat i sit hverv ved en ceremoni.

Barrikaderne vidner om det anspændte forhold mellem Hongkongs borgere og regeringen. Ubehaget ved kommunistpartiets gradvise overtagelse af Hongkongs politiske system er udbredt.

Nogle modige mennesker har fjernet og ødelagt nogle af de kinesiske flag, der er hængt op i dagens anledning til trods for, at de risikerer at blive arresteret for det. Men ellers er risikoen for protester nærmest ikkeeksisterende.

For blot 10-15 år siden kunne man som udenlandsk journalist i Kina rejse til Hongkong og købe Kina-kritiske bøger og interviewe menneskerettighedsaktivister og NGO’er om situationen i Kina. Internettet var ikke censureret, og man havde en klar fornemmelse af at være i et frit samfund sammenlignet med Kina.

Men den tid er forbi.

Slut med ytringsfrihed

I dag er de fleste frie medier forsvundet sammen med de kritiske stemmer, som tidligere sikrede en form for demokratisk tilstand i Hongkong.

Styret i Beijing har i kølvandet på de store protester i 2019 og 2020 vurderet, at risikoen ved for stor autonomi i Hongkong er for stor og har slået hårdt ned på alle kritiske røster.

Til trods for, at kommunistpartiet i forbindelse med overtagelsen af Hongkong i 1997 skrev under på en international aftale om, at man ville bevare og respektere Hongkongs særlige system frem til 2047 under ”Et land, to systemer”.

Resultatet er, at der har været en massiv udvandring fra Hongkong de seneste par år. Især mange unge har mistet håbet om en bedre fremtid. En af dem er Louise Lim, som er i slutningen af 20’erne og har boet i Danmark i tre år.

- Det er politisk ukorrekt at sige, men jeg føler, at vi er blevet koloniseret af Kina. Jeg blev født under det britiske styre, og nu bliver alle love og regler pludselig lavet om til et kinesisk system, siger hun.

Louise Lim er ikke kvindens rigtige navn. Hun optræder anonymt, fordi hun frygter, at hendes udtalelser kan skade hendes familie i Hongkong. TV 2 er bekendt med hendes identitet.

Slut med protester

Byen ligner på mange måder sig selv med den tætte bebyggelse, de røde taxaer, små boder med traditionel kinesisk medicin. Men den politiske situation har været anspændt lige siden, at op mod en million demonstranter gik på gaden i Hongkong i 2019 i protest.

Det gjorde de på grund af et lovforslag, der ville betyde, at alle i Hongkong ville kunne udleveres til retsforfølgelse i Kina.

Kritikerne frygtede, at loven ville blive brugt til at straffe politiske modstandere af det kommunistiske styre i Beijing. Forslaget endte med at blive trukket tilbage, men det fik ikke protestbevægelsen til at stoppe.

Utilfredsheden med den voksende kinesiske indflydelse i Hongkong voksede sammen med mistilliden til den upopulære leder, Carrie Lam, som nægtede at gå af.

Louise Lim blev ramt af skyldfølelse under demonstrationerne i Hongkong, fordi hun kunne se, hvor slemt det var for hendes medborgere, mens hun befandt sig langt væk i sikkerhed. Derfor begyndte hun at engagere sig i aktivistbevægelsen i Danmark for at skabe opmærksomhed om situationen i Hongkong.

- Jeg forventer ikke en stor ændring i attituden over for Kina, for det er et stort marked. Men jeg tror, at flere og flere forstår, at Kina ikke er ved at blive mere demokratisk. Vi har et diktatur, som er ved at blive en supermagt for første gang i historien, siger Louise Lim, der blandt andet var involveret i at få den prodemokratiske politiker Ted Hui til Danmark, inden han rejste videre i eksil i London.

Det bliver sværere og sværere at forestille sig at vende hjem til Hongkong efter at have studeret og arbejdet i udlandet i flere år.

- Hongkong er ikke et sted, hvor jeg har lyst til at bo. Jeg har ikke mulighed for at påvirke situationen gennem valg, så det er ikke et sted, jeg vil tilbage til, siger Louise Lim.

Kun patrioter i parlamentet

Hongkongs valgsystem er netop blevet reformeret, og det betyder, at der udelukkende er plads til politikere, som er loyale over for Beijing, og det banede vejen for John Lee, da Carrie Lam tidligere på året meddelte, at hun ikke genopstillede.

John Lee var Carrie Lams næstkommanderende og ansvarlig for Hongkongs sikkerhedsmyndigheder og blev i 2019 kendt for at lægge den hårde linje over for demonstranterne. Han er også en af hovedarkitekterne bag den kontroversielle sikkerhedslov, som blev indført i sommeren 2020.

Den er reelt et opgør med ”Et land, to systemer” og betyder i praksis, at man ikke kan kritisere styret i Beijing eller lokalregeringen i Hongkong uden at risikere at blive sigtet og komme i fængsel for det. Præcis som i Kina.

Coronarestriktioner fortsætter

Det har indtil for få dage siden været usikkert, om Xi Jinping ville komme til Hongkong. Han har nemlig slet ikke forladt Kina siden pandemiens start, og han holder hårdnakket fast i strategien om nultolerance over for corona til trods for alvorlige økonomiske og sociale omkostninger.

Hongkongs grænser har været lukket i mere end to år, og der er stadig syv dages karantæne ved indrejse.

I starten af året var byen ramt af et alvorligt smitteudbrud, der kostede mere end 9000 mennesker livet, og over en million ud af byens 7,4 millioner indbyggere blev smittet.

Men nu gør byen sig klar til et besøg fra den kinesiske centralmagt, og både politikere og skoleelever er blevet sendt i karantæne, fordi de skal indgå i den kinesiske boble under besøget. Der er hængt kinesiske flag op, og der er stadig forsamlingsforbud, så der er ingen risiko for demonstrationer.

Officielt er forsamlingsforbuddet på grund af corona, men det er nok ikke helt tilfældigt, at det er blevet forlænget 14 dage ind i den nye regeringsperiode.

- Det er blevet umuligt at bedrive aktivisme i Hongkong. Det er umuligt med covidpolitikken, hvor man ikke har lov til at forsamles. Censuren bliver også værre, siger Louise Lim.

Selvom alle aktivister, kritiske journalister og oppositionspolitikere i Hongkong efterhånden er fængslet eller flygtet til udlandet, så har Louise Lim ikke mistet håbet om, at Hongkong en dag kan blive mere frit. Men forandringen skal komme fra befolkningen i Kina.

- Jeg tror ikke, at jeg lever længe nok til at se forandringer. Men jeg håber, at folk på et tidspunkt vil indse, at der måske er andre måder at gøre tingene. Der er stadig håb for de fremtidige generationer, men det skal komme internt i Kina, siger Louise Lim.

Kvit smøgerne, hvis du vil på legepladsen eller til søen. Sådan lyder budskabet fra Silkeborg Kommune, der netop har offentliggjort, at stederne skal være røg- og tobaksfrie fra fredag 1. juli.

Det er Kultur-, Fritids, Outdoor- og Idrætsudvalget, der har truffet beslutningen.

Det glæder formand Johan Brødsgaard (R). Han mener, at de nye regler vil være med til at sikre silkeborgenserne gode og sunde rammer uden røg.

- Vi ved, at røg- og tobaksfrie miljøer bidrager til, at færre starter med at ryge. Derudover er det bestemt også en gevinst for miljøet, at der ikke bliver smidt for eksempel skodder og snusposer i naturen, siger han i en pressemeddelelse fra kommunen.

Og skulle man være i tvivl om, hvilke områder det nye forbud gælder, så frygt ej. Kommunen vil hen over sommeren sætte skilte op ved alle kommunale legepladser og søer.

Her vil silkeborgenserne blive mødt af en besked om ikke at ryge eller bruge tobaksprodukter. Forbuddet gælder således både cigaretter, e-cigaretter, snus, tyggetobak, vandpibe og nikotinposer.

Bliver man set med en form for nikotin på trods af forbuddet, oplyser Johan Brødsgaard til TV2 ØSTJYLLAND, at man til en start vil få en venlig reprimande.

- Lige nu er initiativet tillidsbaseret. Vi er ikke bekymret for, at folk ikke vil overholde det, da vi tidligere har oplevet, at silkeborgenserne er gode til at indordne sig, siger han.

Gør det for børnenes skyld

Det er en helt særlig målgruppe, som kommunen forsøger at tilgodese med det her nye initiativ.

- Vi håber, at alle vil bakke op om de røg- og tobaksfrie miljøer udenfor, så særligt børn og unge får muligheden for sunde rammer uden røg og tobak. Her er det selvfølgelig vigtigt, at de voksne går forrest og viser vejen, siger formand for Sundheds- og Nærhedsudvalget Steen Vindum (V) i pressemeddelelsen.

Ambitionen om røgfrie børne- og ungdomsårgange er blevet en hjertesag for Silkeborg Kommune, der i oktober 2018 indgik i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens partnerskab 'Røgfri Fremtid'.

Det samarbejde skal sikre, at ingen børn eller unge ryger i 2030, og at kun fem procent af de voksne gør.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, forventer en ny bølge med coronavirus i Europa hen over sommeren.

Det siger WHO-chef Hans Kluge i et interview med nyhedsbureauet AFP.

Meldingen kommer, efter at WHO har registreret en tredobling i antallet af nye smittetilfælde den seneste måned.

- I takt med at lande over hele Europa har lempet deres coronarestriktioner fra tidligere, vil virusset sprede sig og nå høje niveauer hen over sommeren, siger Hans Kluge.

- Virussen vil ikke forsvinde, bare fordi landene holder op med at holde øje med det. Det spreder sig stadig. Det muterer stadig. Det kræver stadig liv, siger han videre.

Færre dødsfald

Den mildere, men mere smitsomme omikronvariant kaldet BA.5 har ført til en tredobling af antallet af smittetilfælde i Europa.

I de 53 europæiske lande bliver der i øjeblikket målt lige under en halv million daglige smittetilfælde ifølge WHO's tal.

I slutningen af maj blev der målt omkring 150.000 nye smittetilfælde om dagen.

Det er særligt i Østrig, Cypern, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Luxembourg og Portugal, at smitten er stigende. Også i Danmark er der i de seneste uger blevet set en stigning i antallet af smittede.

Til gengæld ligger antallet af daglige dødsfald relateret til coronavirus betydeligt lavere end i vinter.

Her blev der registreret mellem 4000 og 5000 daglige dødsfald, hvorimod der i øjeblikket bliver registreret omkring 500 nye coronarelaterede dødsfald i Europa.

- Vi håber, at de stærke vaccineprogrammer, de fleste medlemslande har indført, vil betyde, at vi undgår de mere alvorlige konsekvenser, som vi så tidligere i pandemien, siger Kluge.

Han opfordrer personer med luftvejsproblemer til at tage imod revaccination og bruge mundbind i tætbefolkede områder.

Der er grundlag for, at ti embedsfolk kan drages til ansvar for, at der i november 2020 blev taget en beslutning om, at alle mink skulle aflives – selvom der ikke var hjemmel til beslutningen.

Det fremgår af Minkkommissionens beretning.

Der er tale om følgende embedsmænd:

Departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen Afdelingschef i Statsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen Rigspolitichef Thorkild Fogde Politiinspektør Uffe Stormly Departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth Departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard Kontorchef i Fødevareministeriet Paolo Drostby Daværende veterinærchef i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen Afdelingschef i Fødevareministeriet Tejs Binderup Daværende leder i det Nationale Beredskabscenter under Rigspolitiet Birgitte Buch

En af de kritiserede embedsmænd er den vigtige departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen. I kommissionens beretning fremgår det, at hun har "begået tjenesteforseelser".

- Kommissionen finder samlet set, at Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet, lyder det.

Beretningen retter en enslydende kritik af fire medarbejdere i det daværende Miljø- og Fødevareministerium. En af dem er departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard.

Han deltog i mødet i regeringens koordinationsudvalg om aftenen 3. november – dagen før pressemødet, hvor det blev meldt ud, at alle mink skulle aflives – men han rejste ikke et spørgsmål om mulig hjemmel. Det er, selv om Henrik Studsgaard faktisk godt vidste, at der manglende hjemmel til at aflive alle mink.

Derudover får hans nuværende og tidligere kolleger, Paolo Drostby, Hanne Larsen og Tejs Binderup, kritik.

Kritik af Rigspolitiet

I kommissionens beretning fremgår det også, at minksagen kan få konsekvenser for rigspolitichef Thorkild Fogde.

- Thorkild Fogde har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med opretholdelsen af den grove vildledning, fremgår det af kommissionens beretning.

Det samme er tilfældet for hans kollega i politiet, politiinspektør Uffe Stormly, der får en enslydende kritik med på vejen.

Det var på et pressemøde 4. november 2020, at statsminister Mette Frederiksen (S) informerede om beslutningen om at aflive alle mink.

Efterfølgende viste det sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at tage den beslutning.

Minkkommissionen har i sin beretning undersøgt, hvem der skal drages til ansvar for beslutningen, der blev truffet, på trods af den manglende lovhjemmel.

Og konklusionen er altså, at der er grundlag for at drage ti embedsfolk til ansvar for "medvirken".

Dømt til at fejle

At flere topembedsfolk modtager hård kritik fra kommissionen overrasker ikke Jørgen Rosted, tidligere departementschef i Erhvervsministeriet.

Den danske centraladministration er forældet, og de var derfor de dømt til at fejle, mener han.

- Vi har et forældet politisk system, hvor embedsmænd gør et kæmpe arbejde for at hjælpe regeringen med, hvad de skal beslutte, og hvordan det skal koordineres. Samtidig skal de samme mennesker have helt styr på lovgivningen, siger den tidligere departementschef til TV 2.

Men embedsfolk bør alene have fokus på at rådgive om lovgrundlag, og så skal der være nogle dygtige politiske rådgivere, der hjælper regeringen med at få succes, mener Jørgen Rosted:

- Det er en politisk opgave, som de (embedsfolkene, red.) har løst, siger han.

Efter kommissionen er udkommet med sin beretning, er det nu op til et politisk flertal i Folketinget beslutte, om kommissionens kritik skal have konsekvenser.

Under afhøringen af Mogens Jensen holdt den tidligere fødevareminister fast i, at han først fik besked om den manglende lovhjemmel, da han modtog en mail med en række talepunkter fra en ministersekretær lørdag 7. november.

Men den forklaring køber Minkkommissionen ikke.

Det fremgår af beretningen, som blev offentliggjort torsdag.

- Kommissionen finder, at Mogens Jensen den 5. november 2020 fik en viden, som gjorde, at han måtte indse, at hans – og også statsministerens – udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 var groft vildledende.

- Kommissionen finder således, at Mogens Jensen i hvert fald under samrådet den 11. november gav urigtige oplysninger.

Under samrådet forklarede han flere gange, at han først blev gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel "i weekenden".

Sms'en til Mette Frederiksen

Under de mange afhøringer i kommissionen var der også flere indikationer på, at den tidligere fødevareminister kendte til den manglende lovhjemmel før 7. november.

Især en sms fra Mette Frederiksen til Mogens Jensen vakte opsigt.

Mens sagen rullede og skabte store overskrifter i medierne, sendte statsministeren 9. november en sms til Mogens Jensen for at høre, hvornår han fandt ud af, at der manglende lovhjemmel.

- Jeg kan ikke på stående fod sige præcis hvornår, men jeg mener, at det var torsdag, svarede han hende.

Mogens Jensens eget bud i sms’en var altså umiddelbart torsdag 5. november. Det blev også bakket op af andre vidner under afhøringerne.

Rådgiver ændrede forklaring

Blandt andet viste en mail sendt 10. november, at afdelingschef i Fødevareministeriet Tejs Binderup foreslog ministeren at gå til medierne og sige, at han blev klar over den manglende hjemmel 5. november.

Samme dag blev også nævnt i et udkast til et presseberedskab til Mogens Jensen.

Ministerens daværende rådgiver, Søren Andersen, ændrede efterfølgende dagen til fredag, og til sidst rettede Mogens Jensen selv i citatet, så det var "sidst på ugen", at han fik besked.

Kontorchef i Fødevareministeriet Paolo Drostby har i en mail forklaret, at ministeren formentlig blev orienteret "mundtligt" om den manglende hjemmel. Det afviste Mogens Jensen dog også under sin afhøring.

- Jeg ville kunne huske, hvis jeg mundtligt var blevet orienteret om, at der manglende lovhjemmel, sagde han.

Stoppede ikke afgørende brev

Datoen for hvornår Mogens Jensen blev opmærksom på den manglende lovhjemmel er afgørende af flere grunde.

Blandt andet på grund af det brev, som Fødevarestyrelsen sendte ud til minkavlerne to dage efter pressemødet, fredag 6. november. Her stod 31 gange, at minkene "skal" aflives.

- Kommissionen noterer sig, at Mogens Jensen ikke delte oplysningen om manglende hjemmel med nogen, eksempelvis statsministeren, som gentog budskabet om aflivning af alle mink på et nyt pressemøde den 5. november 2020 klokken 18.30, ligesom kommissionen noterer sig, at Mogens Jensen ikke tog skridt til at berigtige den vildfarelse, som minkavlere og offentlighed var blevet efterladt i, skriver kommissionen.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Mogens Jensen, som i dag er Socialdemokratiets forsvarsordfører.

På Facebook skriver han, at han ikke er "enig i alle betragtninger, som Minkkommissionen i øvrigt fremfører om min egen rolle i sagen".

Den 1649 siders lange beretning fra Minkkommissionen, der har undersøgt sagen om aflivningen af danske mink i slutningen af 2020, er landet hos Folketingets Granskningsudvalg.

TV 2 har samlet de vigtigste pointer her.

Statsministeriet har handlet "meget kritisabelt". Ministeriets ageren har ifølge kommissionen ført til grov vildledning af "minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder 4. november 2020", står der. Mette Frederiksen (S), statsminister, var "objektivt set (...) groft vildledende" på pressemødet 4. november 2020, men uden at hun var klar over det. Det vurderes, at statsministeren "subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil". Det bør noteres, at kommissionen ikke har lavet en vurdering af, om der er "grov uagtsomhed" i forbindelse med statsministerens rolle i sagen. Barbara Bertelsen, Statsministeriets departementschef, har begået tjenesteforseelse. Det er af sådan en grovhed, at "der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf" Kommissionen tror ikke på, at forhenværende fødevareminister Mogens Jensen først fik besked om manglende lovhjemmel 7. november 2020. Han fik dem tidligere, mener kommissionen – "nemlig den 5. november 2020, og kommissionen finder således, at Mogens Jensen i hvert fald under samrådet den 11. november gav urigtige oplysninger", står der. Kommissionen har også undersøgt finansminister Nicolai Wammens rolle i minksagen. Og den er lidt tvetydig. Kommissionen slår klart fast, at der ikke var hjemmel til tempobonus, og at finansministeren ikke bragte spørgsmålet om hjemlen op. På trods af dette kritiserer kommissionen ikke direkte Wammen. Blandt andet skriver kommissionen, at Wammen ikke var til stede på pressemødet 4. november, ligesom han ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel til hverken tempobonus eller aflivning af alle mink før flere dage efter. Der har været flere spekulationer om sundhedsminister Magnus Heunickes rolle i sagen, og han var også et af de helt centrale vidner under afhøringerne. Men ministeren går fri fra kritik af Minkkommissionen. Thorkild Fogde, rigspolitichefen, har ifølge beretningen også begået tjenesteforseelse "af sådan en grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med opretholdelsen af den grove vildledning, som kunne føres tilbage til pressemødet den 4. november 2020". Johan Legarth, departementschef i Justitsministeriet, får ifølge beretningen næsten samme bedømmelse og har begået tjenesteforseelser af sådan en grovhed, at "det offentlige søger at drage ham til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med opretholdelsen af den grove vildledning, som kunne føres tilbage til pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende oprettelse heraf". For at få aflivet minkene hurtigst muligt udstedte regeringen en såkaldt tempobonus på 20 kroner per mink. Men der var ifølge kommissionen ikke hverken materiel eller finansiel hjemmel for at udstede bonusser til minkavlerne. Avlerne blev derfor "groft vildledt" af regeringen. Henrik Studsgaard, departementschef i Miljøministeriet, har ifølge kommissionen begået tjenesteforseelser af sådan en grovhed, at der foreligger grundlag for, at det "offentlige søger ham braget til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf, Fødevarestyrelsens brev af 6. november 2020 til minkavlerne" og Mogens Jensens presseudtalelse 8. november 2020.

Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde fredag klokken 10 om minksagen.

Kvinder oplever ikke samme fordele som mænd ved vægttab.

Det viser et nyt internationalt studie ledet af Københavns Universitet, skriver universitet i en pressemeddelelse.

- De fleste over 65 år taber muskelmasse og får svagere knogler, efterhånden som de bliver ældre. Men i vores studie viser det sig, at det også gælder for kvinder, der taber sig, siger professor Anne Raben fra Institut for Idræt og Ernæring, der har stået i spidsen for studiet.

Studie foretaget over tre år

I forhold til blodsukkerværdier, kolesteroltal og blodtryk oplever kvinder også flere udfordringer ved et vægttab end mænd.

Studiet er foretaget med data fra 2223 overvægtige forsøgsdeltager gennem EU-projektet Preview og er foretaget over en treårig periode.

Deltagerne var igennem et otte ugers intensivt vægttabsforløb, som en del af studiet.

Stadig store sundhedsgevinster

På trods af studiet konklusion er der dog stadig gode grunde til at ændre usunde vaner for kvinder og ældre, lyder det fra Anne Raben.

- Det er vigtigt at understrege, at det ikke er sådan, at overvægtige kvinder og ældre ikke får noget ud af vægttab, siger hun i pressemeddelelsen.

- Det gør de bestemt. Der er stadig store sundhedsgevinster at hente ved vægttab, hvis man er overvægtig. Der er bare nogle forskelle på tværs af befolkningsgrupper, som det er værd at være opmærksom på.

Vægttabsforløb kan eksempelvis ske sideløbende med fysisk træning, så "man ikke mister ligeså meget muskelmasse og knogletæthed".

Forestillingen af de syv regeringschefer fra G7-landene uden tøj på lyder som et frastødende syn, mener Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det sagde han onsdag i forbindelse med sit besøg i den turkmenske hovedstad, Asjkhabad.

Udvekslede vittigheder om Putin

Regeringschefer fra syv af verdens største økonomier har i de seneste dage holdt møde i den sydtyske by Elmau. EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen er også med.

Her kunne de høres udveksle vittigheder om Putins forkærlighed for billeder i bar overkrop, mens de fik taget et gruppebillede.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, kunne høres spørge, om han skulle beholde sin jakke på, inden billedet blev knipset.

- Vi bliver alle nødt til at vise, at vi er mere hårdføre end Putin, sagde han.

Canadas premierminister stemte tjept i, men mente, at der skulle mere til. Hvis Vesten skal vise sig mere hårdføre end Vladimir Putin, kræver det en tur på ryggen af en hest i bar overkrop.

Gav G7-lederne en opfordring

For Putin lød det øjensynligt mere frastødende end sjovt.

- Jeg ved ikke, hvordan de planlægger at smide tøjet, om det bliver over eller under bæltestedet, sagde han til journalister i Turkmenistan.

Efterfølgende gav han G7-lederne en opfordring til at få motioneret lidt mere og at drikke mindre alkohol.

Det er nødvendigt for at vedligeholde sundheden i krop og sjæl, sagde han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Med hjælp fra toilettets to håndtag fik Ditte Schirmer manøvreret sig ned at sidde. Spændingerne i maven var taget til i løbet af natten. Det samme var uroen.

Allerede ved første pres kunne hun fornemme, at noget var galt. Ditte gik i panik og glemte alt om den røde snor, hun kunne trække i for hjælp.

Hun tog hånden mellem benene og mærkede straks hovedet. Et hoved, som slet ikke skulle være der. Ikke mens hun sad alene i et dårligt belyst badeværelse på Rigshospitalet. Og slet ikke 121 dage for tidligt.

- Hjælp! Jeg føder, skreg hun i håbet om, at nogen ville høre hende.

Men hjælpen nåede ikke at komme, før der lød et plask. Ditte Schirmer havde født, og nu lå hendes søn sammenkrummet i toilettet. Lille, rød og med helt smalle øjenspalter, mens han gav små knirkelyde fra sig.

- Farvel, fik Ditte fremstammet, mens hendes øjne søgte op mod loftet.

For hun vidste godt, hvad det betød at føde et barn, der kun lige var blevet 22 uger gammel. Og hun ville ikke se sit barn dø.

Dittes råb var dog blevet hørt, og personalet kom løbende ind. En læge satte sig på hug ved siden af hende. Iført en blå t-shirt skilte han sig ud fra de andre.

Han tog den lille dreng i armene og placerede en finger på brystkassen. Han bemærkede samtidig, at drengen var større end forventet, og at han bevægede sig.

- Han trækker vejret! Vi løber med ham Ditte, råbte han og farede ud ad døren og væk med Dittes søn.

Omkring 4000 børn bliver hvert år født for tidligt i Danmark. Alligevel skiller Ditte Schirmer og hendes kæreste Chris Lynggaard Petersens historie sig ud.

For deres søn Pilou var kun lidt over 22 uger, da han blev født 3. november 2020. Og han er en af de yngste på Rigshospitalets neonatalafdeling, som har formået at overleve.

De danske læger redder dog ikke liv for enhver pris, og konsekvenserne af at starte sit liv for tidligt kan være mange og barske.

Da Pilou kom til verden, var spørgsmålet derfor ikke kun, om han ville overleve, men også om han ville få et værdigt liv.

I TV 2-dokumentaren ’Mit lille liv’ fortæller Ditte Schirmer og Chris Lynggaard Petersen om deres søns lange, seje kamp for at leve.

For Pilou var aldrig spået gode odds.

Der er noget helt galt

Bulen var kun lige begyndt at syne, da Ditte Schirmer ankom til lægen. Hun havde så voldsomme smerter i maven, at hun måtte have hjælp til at støtte på højre ben.

Lægen undersøgte hende hurtigt. Tjekkede bækkenet og trykkede forsigtigt på maven. Herefter konstaterede hun: ” Jeg skal ikke røre dig mere. Du skal indlægges nu!”.

Ditte havde blindtarmsbetændelse. Betændelsen havde spredt sig til bughulen, og hun blev akutopereret.

Ditte var kun lidt over halvvejs i sin graviditet, men betændelsen og operationen havde taget så hårdt på hendes krop, at hun havde åbnet sig to centimeter.

Det betød, at Ditte Schirmer var på vej til at gå i fødsel.

Lægerne havde ikke nogen overlevelsesstatistik på babyer født i uge 22, men de vurderede overlevelseschancerne til at være små, husker Ditte, at lægerne fortalte hende og Chris.

Fødte Ditte, skulle de derfor være forberedte på, at deres søn ville komme op at ligge på Dittes bryst og trække vejret, så længe han kunne, mens familien tog afsked.

Med beskeden fulgte en stor frygt for Ditte Schirmers og Chris Lynggaard Petersens ufødte søn. Ditte var så bange for at føde, at hun ikke turde bevæge sig. Ikke engang for at tisse.

Men som nylig tarmopereret opfordrede lægerne hende til det for at få gang i systemet.

Få timer senere ringede Ditte til Chris for at fortælle, at hun havde født. Han kørte straks mod Rigshospitalet, og mens hans sad i bilen, forberedte han sig på at tage afsked med sin søn.

I mellemtiden var Ditte blevet kørt op på neonatalafdelingen for at se Pilou.

Pilou lå i en lukket kuvøse pakket ind i stof. Det eneste synlige var hans lille ansigt. Ørerne var klistret ind til hovedet, og øjnene var lukkede.

Ditte Schirmer var overbevist om, at Pilou ikke længere var i live, og derfor tænkte hun ikke videre over biplydene, den lille slange, som kom ud af næsen, eller ledningerne, der stak op fra stoffet.

- Hvad hedder han? spurgte personalet flere gange

Ditte blev irriteret over at skulle forholde sig til spørgsmålet. Hvorfor kunne hun ikke få lov til at koncentrere sig om at sige farvel?

Alligevel insisterede de, og til sidst fik Ditte Schirmer fremstammet: "Jamen jeg tror, han hedder Pilou”.

Det gik op for hende, at personalet ville indskrive Pilou. Det betød, at de ikke havde afskrevet ham endnu, men havde planer om at igangsætte behandling.

For der var en grund til, at lægen var løbet med Pilou i stedet for at lægge ham op til Ditte. Det forstod Ditte, da hun fik lov at placere sin hånd på hans mave.

Hun kunne mærke bevægelse.

Slangen i næsen var koblet til en respirator, og den hjalp Pilou med at trække vejret. Dittes søn kæmpede fortsat for sit liv.

Et skridt frem, to skridt tilbage

Med sine 720 gram lignede Pilou mest af alt en fugleunge.

Han havde intet fedt på kroppen, fingrene var kun lige skilt ad, og ansigtstrækkene havde endnu ikke taget form.

Pilou var så skrøbelig, at det tog sygeplejerskerne næsten en time at få ham ud af kuvøsen, første gang Ditte Schirmer skulle holde ham, husker hun.

Ditte kiggede ned på den lille dreng, der lå i hendes arme. På skærmen kunne sygeplejersken se, at hans hjerteslag faldt, temperaturen steg, og at han pludselig iltede bedre.

For første gang siden fødslen følte Ditte, at hendes krop slog til. Men Ditte og Chris’ chancer for at få Pilou med hjem fra hospitalet var stadig lave.

For hvis man er født for tidligt, er der en høj risiko for at få livstruende komplikationer i kroppens organer. Og i Pilous tilfælde risikerede han at få alvorlige problemer med tarmen, hjerneblødninger eller organsvigt.

Under sin indlæggelse var Pilou gennem 5 operationer og fik 17 blodtransfusioner. Han blev ramt af en alvorlig tarmsygdom, fik utallige infektioner, en hudlidelse, hvor alt huden skaller af, og var tæt på at få blodforgiftning flere gange.

For hvert skridt tilbage skulle Ditte Schirmer og Chris Lynggaard Petersen sammen med lægerne tage stilling til, hvor langt de var villige til at strække behandlingen i forhold til Pilou.

Hvor mange lidelser var de parate til at lade ham gennemgå? Hvor meget ville de ofre for det barn, de knap nok kendte, i forhold til deres toårige datter derhjemme? Og hvad kunne de selv klare at stå igennem?

Beslutningerne var ikke nemme, og de blev for alvor sat på prøve, da Pilou var fem måneder gammel.

Ditte Schirmer lænede sig ind over Pilous kuvøse på hospitalsstuen. Normalt kunne hendes søn ligge og smile, selvom hans infektionstal var tårnhøjt. Men den her nat lå han helt stille. Bleg i huden og langt væk i søvnen.

Ditte sang lavmælt til ham.

- Fodspor i sneen, støvlerne i entréen, så ved jeg, at du bliver i nat.

Teksten var fra hendes afdøde morfars yndlingssang 'Fodspor i sneen', og i nat havde Ditte brug for, at hendes morfar vågede over Pilou.

Efter nogle uger med fremskridt var Pilou pludselig blevet meget dårlig, og han måtte hasteopereres i tarmene. Tilbagefaldet ramte familien hårdt, men det blev også et vendepunkt – særligt for Ditte.

Da Pilou blev født, havde hun og Chris besluttet, at der var en grænse for familiens lidelser. De havde en datter at tage hensyn til og et forhold, der skulle fungere på den anden side.

Men da Ditte stod og så ned på sin søn i kuvøsen, kunne hun genkende sig selv og Chris. De blå øjne fra hende, og læberne fra ham. Pilou lignede nu en lille, men nyfødt baby. Og Ditte følte endelig den tilknytning, hun så desperat havde søgt efter, siden hun første gang så Pilou.

Hun kunne ikke give op på ham nu. Og efterhånden var hun også blevet klar over, hvor sejlivede babyer, og ikke mindst Pilou, kunne være.

For det havde han vist hende og Chris, lige siden han kom til verden.

Ingen troede, at Pilou ville overleve, men 13. april 2021 stillede en læge Ditte Schirmer det spørgsmål, hun havde ventet på i næsten et halvt år: ”Har I ikke lyst til at komme hjem?”.

Længe havde de håbet, at den dag vil komme. Men ingen af dem havde turde tro på det.

Hun greb telefonen og tastede Chris’ nummer ind.

- Kan I komme og hente os? udbrød hun med det samme, Chris besvarede opkaldet.

- Nu? svarede han tilbage forvirret.

Et par timer senere gik hele familien – Ditte, Chris, deres datter Uma og Pilou – gennem den forhal, som Ditte og Chris havde passeret et hav af gange. Men de havde aldrig gået der sammen alle fire. Og de havde aldrig gået der med udsigten til at skulle hjem.

Familien havde nået den vigtigste milepæl. Men deres bekymringer og udfordringer var langt fra ovre, da de trådte ud af skydedøren og forlod Rigshospitalet.

Ingen vidste nemlig, hvilket liv Pilou gik ind til.

Et værdigt liv

Da Ditte Schirmer blev gravid med Pilou, forestillede hun sig ofte det første møde mellem sine to børn.

Datteren ville komme dem løbende i møde, når de trådte ind ad hoveddøren. Hun ville med nysgerrigt blik kigge på sin lillebror og ae ham på kinden. Bagefter ville de sætte sig hen i sofaen og spise pizzasnegle og se Disney-film.

Virkeligheden var en anden.

Nu skulle Ditte i stedet skifte Pilous stomipose hver fjerde time og skabe en hverdag med fast struktur og daglig træning.

Pilou græd ikke som andre babyer, hvis han blev utilfreds. Han var længe om at spise fast føde, og han var langsom i sin motoriske udvikling.

Alle tre ting var en konsekvens af Pilous tidlige start på livet, hvor han var blevet manipuleret og påvirket udefra for at kunne klare sig.

Som ekstremt for tidligt født var han også i øget risiko for at få mentale og fysiske senfølger.

På Rigshospitalets neonatalafdeling taler de om at redde til ”et værdigt liv”.

Det vil sige, at personalet ikke redder liv for enhver pris, men prøver at få de børn til at overleve, som har gode chancer for at få et normalt og langt liv, fortæller Morten Breindahl, der er cheflæge på afdelingen og har fulgt Pilous forløb på afstand.

Men hvad et værdigt liv præcis indebærer, er forskelligt fra person til person.

Lægerne samarbejder derfor tæt med forældrene for at hjælpe dem til at forstå de mulige helbredsmæssige konsekvenser for deres barn. Og selvom lægerne har pligt til at stoppe en udsigtsløs behandling, vægtes familiernes ønsker højt.

Ingen – hverken lægerne eller familierne – kan dog med sikkerhed vide, hvilke senfølger det enkelte barn får, når det vokser op. De fleste udvikler sig normalt, men nogle kan få et svært liv.

Det var tanker som disse, der løb gennem hovedet på Jakob Huusom, da han valgte at give Pilou en chance for at leve. Han var lægen i den blå t-shirt, der løb afsted med Pilou. Men uden at kende de konsekvenser det vil få for den lille dreng.

Det skulle han dog selv få at se 11 måneder senere.

Først var Pilous store øjne skeptiske, da Jakob Huusom mødte Pilou, 11 måneder efter at han havde været med til at redde Pilous liv.

Men de lyste straks op, da Jakob kom ned i øjenhøjde. Her sad en knægt, som både var opmærksom og fuld af ballade, tænkte Jakob.

Synet af Pilou, der var iført ternede smækbukser og havde små dun på hovedet, bekræftede Jakob i to ting: Han havde gjort det rigtige ved at løbe med Pilou. Og hvis han stod i en lignende situation, ville han gøre det igen.

Ditte Schirmer mærkede nogle dage en lille usikkerhed. På dage, hvor Pilou ikke græd, selvom han havde ondt, eller når han kun ville indtage føde fra sin flaske, blev hun i tvivl, om de havde truffet de rigtige valg for deres dreng. For Pilou havde aldrig noget valg, men det havde de.

Og de havde valgt, at han skulle leve – med alle de svære ting det medførte for ham.

Derfor skulle Pilou i hendes øjne nå mange af de samme ting som andre børn. Før kunne hun ikke føle sig sikker på, at han var blevet givet et værdigt liv.

Men som så mange gange før blev hendes søn ved med at overraske.

Pilou er lidt over 19 måneder gammel – 15 måneder hvis man korrigerer for de første fire måneder – i dag.

Når han vil frem i verden, møffer han sig vej på maven. Han er for nyligt begyndt at sidde på knæene, så det kan være et spørgsmål om tid, før han lærer at kravle, fortæller Ditte Schirmer.

Han spiser pasta og frikadeller. Græder, når han slår sig, og griner, når han er glad. Alt i alt går det faktisk rigtig godt for Pilou, konstaterer Ditte.

Alligevel dukker tanker som ”kommer han nogensinde til at gå?” eller ”får han indlæringsvanskeligheder?” jævnligt op. Men hverken Ditte Schirmer eller Chris Lynggaard Petersen er i tvivl om, at det hårde forløb har været "100 procent det hele værd".

For ikke nok med at de har fået en søn, og deres datter har fået en lillebror, er Pilous udfordringer så små, at de føler sig overbeviste om, at han har et godt liv i vente.

Det er også grunden til, at de står frem med deres historie. For alle skal vide, hvilken fighter deres Pilou er. Det er det, der gør ham helt særlig, og det er det, der har fået ham til, hvor han er nu.

Men tiden på neonatalafdelingen har også vist dem, at der findes masser af små unger, som er klar på at udføre mirakler. Inde på afdelingen findes en væg, hvor tidligere indlagte familier har nedfældet deres historier.

I seks måneder sad Ditte hver dag og læste de samme fortællinger igen og igen. Det gav hende håb for Pilou og styrke til at blive ved med at kæmpe.

Nu håber hun, at Pilou kan være den historie for andre.

Dokumentaren ’Mit Lille Liv’ kan ses 30. juni klokken 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.