Coronavirus kan medføre tab af hjernevæv hos ældre mennesker, der har været smittet med virussen.
Det viser et nyt britisk studie, der har undersøgt hjernerne hos en stor gruppe mennesker før og efter smitte med coronavirus og sammenlignet resultaterne med en gruppe mennesker, der ikke havde været smittet med virussen.
Resultaterne viser, at de, der havde været smittet med coronavirus, havde mistet mere hjernevæv end de, der ikke havde haft virussen.
Studiet, der er udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature, er udført af forskere fra Oxford University og baserer sig på scanninger at 785 mennesker mellem 51 og 81 år - 401 af deltagerne havde haft covid-19, 384 havde ikke.
Scanningerne af de tidligere smittedes hjerner fandt sted i gennemsnit fire og en halv måned efter smitte.
Nature påpeger, at der er tale om første udkast af studiet, som ikke er færdigredigeret endnu.
Dansk professor: Vi mister alle hjernevævGunhild Waldemar er er klinisk professor i neurologi ved Københavns Universitet og leder af Nationalt Videnscenter for Demens ved Neurologisk Klinik på Rigshospitalet.
Hun har læst det britiske studie og lægger ud med at berolige alle, der har været smittet med coronavirus, og som nu måtte bekymre sig om, om virussen har påvirket de små grå.
- Studiet fortæller os ikke, om tabet af hjernevæv efter smitte med coronavirus er reversibelt. Vi ved heller ikke, om nogle af disse mennesker i forvejen stod til at miste hjernevæv for eksempel ved udviklingen af en demenssygdom, lyder hendes vurdering.
Gunhild Waldemar påpeger altså, at studiet ikke fortæller noget om, hvorvidt tabet af hjernevæv er permanent. Hjernen er nemlig et plastisk organ. Det vil sige, den kan give sig i størrelse og reparere sig selv i et vist omfang.
Mange mennesker begynder desuden at miste en anelse hjernevæv efter 50 års-alderen som en naturlig del af aldringsprocessen - også selv om der ikke er en demenssygdom på vej, forklarer Gunhild Waldemar.
Vi skal huske at passe på de ældre, når vi rammes af en pandemi
Gunhild Waldemar Brug for mere videnSelvom studiet altså tydeligt viser, at de, der havde været smittet med coronavirus, havde tabt mere hjernevæv end dem, der ikke havde, fortæller studiet altså ikke noget om hvorfor.
Det fortæller heller ikke, hvilken effekt tabet af hjernemasse har haft hos patienterne.
Derfor mener Gunhild Waldemar, at studiet mest af alt rejser vigtige spørgsmål til covid-19s påvirkning af hjernen - og at det kalder på mere forskning.
- Den her viden bekræfter os i, at det er en god idé at undgå at blive smittet med coronavirus. Og det er en påmindelse om, at vi skal huske at passe på de ældre, også når vi rammes af en pandemi, Gunhild Waldemar.