Tirsdag bliver coronarestriktionerne ophævet, og vi kan vinke farvel til mundbind og håndsprit for denne omgang.
Men der er fortsat en meget voldsom smittespredning i samfundet, der blandt andet har resulteret i, at mere end hver tiende dansker har været smittet med coronavirus i januar måned.
Og den ekstremt smitsomme Omikron-variant betyder også, at selvom alle restriktionerne officielt er blevet ophævet, så vil danskerne fortsat møde smittereducerende tiltag i samfundet.
Her kan du få et overblik over flere af de steder.
SupermarkederI butikker under COOP, Salling Group, Rema og Dagrofa vil der fortsat være en række af de coronaregler, som danskerne allerede er vant til. Det oplyser de til TV 2.
Det gælder både i forhold til håndsprit, plastikglas ved kassen og for enden af båndet og afstandsmærker på gulvet. Og den skiller, vi tidligere brugte til at adskille varer, er fortsat væk. Til gengæld vil det fremover være frivilligt for kunder og personale at benytte mundbind.
- Vi er selvfølgelig glade for, at situationen nu er så god, at vi kan droppe restriktionerne. Kunder og medarbejdere har længe været vant til at bruge håndsprit, holde afstand med mere. Derfor vil der lidt endnu være håndsprit til rådighed og afstandsmarkeringer, mens det er op til den enkelte medarbejder, om de vil bære mundbind. De enkelte købmænd vurderer lokalt, hvad der giver mening for deres lokalområde, siger Janni Ravn Madsen, der er kommunikationskonsulent i Dagrofa.
Kvickly i Dalum er en af COOP’s butikker, og derfor vil kunder også tirsdag blive mødt af skilte, plastikvægge og håndspritdispensere.
- Vi har stadig et samfundsmæssigt ansvar for, at smitten ikke løber løbsk. Så selvom vi ikke længere har et krav om mundbind, så betyder det ikke, at det hele er overstået, og vi er nødt til at være forsigtige, siger Berit Hendriksen, der er varehuschef i Kvickly Dalum, til TV 2.
- Ved fortsat at gøre brug af en række anbefalingers som afstand og håndsprit, så kan vi være med til at beskytte både kunder og medarbejdere, så alle kan føle sig trygge i vores butik.
Skoler og institutionerI skoler og dagtilbud vil det fremover være op til de enkelte institutioner og kommuner, hvorvidt de ønsker at bibeholde nogle af de retningslinjer og krav, der ellers ophæves tirsdag.
Over hele landet oplever skoler, at det kan være svært at gennemføre undervisningen, fordi smitten blandt medarbejdere og elever er så høj, og på Herstedøster Skole i Albertslund betyder det, at de fortsætter med samme regler som nu. Det gælder både mundbind, afstand og sprit.
- Det er lige tidligt nok at fjerne restriktionerne. Smittetrykket er fortsat højt både her i kommunen, men også i hele landet, derfor beholder vi reglerne lidt endnu, siger Martin Greve Korsbæk, der er afdelingsleder i udskolingen på Herstedøster Skole i Albertslund, til TV 2.
- Vores forventning er, at forældrene vil tage godt imod det, og at de synes, vi har håndteret det godt indtil nu. Vi holder fast i alle de gode ting med spritdispensere, mundbind og god udluftning i klasserne.
Butikker og restauranterHos SMVdanmark, der repræsenterer de små og mellemstore virksomheder, og Horesta, der er brancheorganisation for restauratørerne, er de meget glade for, at coronarestriktionerne er fortid.
Begge oplyser til TV 2, at mange af deres medlemmer fortsat vil tilbyde håndsprit og følge anbefalinger om afstandskrav, men også at enkelte fortsat vil kræve coronapas og brug af mundbind.
- Flere af vores medlemmer har givet udtryk for, at de vil fortsætte med at benytte flere af tiltagene. Det gælder særligt med hensyn til håndsprit og hjemmearbejde. Men helt generelt er vi rigtigt glade for, at der ikke længere er nogen krav, og at virksomhederne selv kan vurdere, hvordan de bedst beskytter deres kunder og medarbejdere, siger Mia Amalie Holstein, der er vicedirektør i SMVdanmark.
Og den opfattelse deler de hos Horesta.
- Vi rigtigt glade for, at vores virksomheder selv kan tilpasse, hvilke restriktioner de har brug for, og at der ikke længere er krav til dem. Mange af vores medlemmer vil også fremadrettet gøre brug af flere af anbefalingerne, men enkelte steder vil der i forhold til deres bemanding være krav om mundbind og brug af coronapas, siger politisk direktør i Horesta, Kristian Nørgaard, til TV 2.
En af de virksomheder, der har valgt at beholde alle kravene, er Hotel Faaborg. Det er en enkeltmandsvirksomhed, og en nedlukning på grund af smitte kan være katastrofal. Det siger Charlotte Stiller, der ejer hotellet, til TV 2.
- Hvis jeg bliver smittet, så skal jeg lukke mit hotel, og om lidt er der ikke længere nogen hjælp at hente, og det har jeg ikke råd til. Så foruden brugen af sprit og de generelle anbefalinger beholder jeg kravet om både mundbind og coronapas, siger hun.
Helt konkret betyder det, at gæsterne skal fremvise coronapas, når de tjekker ind, samt at de skal fremvise det i restauranten, hvor de også skal benytte mundbind. På resten af hotellet behøver de ikke bruge mundbind.
- Jeg skriver, når gæsterne booker, hvordan reglerne er, og indtil videre har jeg ikke fået nogen reaktioner, siger Charlotte Stiller.
Plejehjem og hospitalerPå sygehuse og plejehjem opfordrer myndighederne fortsat til, at der stilles krav om anvendelse af coronapas og mundbind for besøgende for at beskytte sårbare og ældre.
Samtidig anbefaler Epidemikommissionen, at man forebygger smitte med regelmæssige test.