En coronakampagne fra Sundhedsstyrelsen har i dag floreret flittigt på Twitter.
Kampagnens budskab er, at datende unge skal overveje luftkys for at undgå smitte, og det er især faldet flere politikere for brystet.
Heriblandt Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh, der mandag eftermiddag delte kampagnen og skrev, at "børn og unge har levet i en slags stuearrest i to år".
- Lad dem dog feste, snave, leve livet og i øvrigt mødes med deres kammerater i skoler og uddannelsesinstitutioner, lød det videre.
En joke?De konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, fulgte hurtigt trop:
- Helt ærligt! Det her må da være en joke… ikk? For her mangler sund fornuftig! Er det sådan, at vi bruger danskernes skattekroner? skrev sundhedsordføreren.
Der var bare lige en enkelt detalje, politikerne havde misset. For kampagnen er fra foråret 2020.
Og netop den pointe har Sundhedsstyrelsens pressechef, Tina Guldmann Gustavsen, i løbet af dagen turneret rundt med på det sociale medie.
Til Per Larsens deling skriver hun eksempelvis, at kampagnen er næsten to år gammel. "Både generel håndtering og kommunikation var en anden dengang", forklarer hun.
Siden har Alex Vanopslagh korrigeret sig selv og i en kommentar til sit opslag skrevet, at han hermed er oplyst, og at "opslaget står tilbage til skræk og advarsel om, hvad vi ikke skal tilbage til".
Står ved sit opslagMen det har Per Larsen ikke - trods henvendelsen fra Sundhedsstyrelsens pressechef.
Han forklarer til TV 2, at han først efter opslaget er blevet gjort opmærksom på kampagnens aldrende dato, men at han stadig finder delingen relevant.
For det er ikke hensigtsmæssigt, at "man på den måde blander sig" i, hvordan folk agerer, når de møder andre mennesker.
- Det er noget, folk selv må tænke sig til, siger han og henviser til, at kampagnen også stadig kan ses på eksempelvis Aarhus Kommunes hjemmeside.
Men selve kampagnen stammer jo fra foråret 2020. Du mener ikke, din tekst er en smule misvisende?
- Nej. Det fremgår tydeligt i en af de første kommentarer i kommentarfeltet, at kampagnen er af ældre dato. Så jeg føler ikke nogen trang til at ændre noget, siger han.
Også malplaceret for to år sidenPer Larsen medgiver, at han "måske skulle have været opmærksom fra start" på kampagnens ældre oprindelse.
- Men jeg synes også, at kampagnen allerede for to år siden var malplaceret, siger han.
Jakob Engel-Schmidt, sekretariatsleder for Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne, har også været ude med kritik af kampagnen.
- Kunne I bruge vores skattekroner lidt mere fornuftigt, tak, opfordrede den tidligere Venstre-politiker.
Senere korrigerede han - ligesom Vanopslagh sig selv med meldingen om, at han "ikke havde set den tidligere" - men at han nu alligevel mener det samme om sit budskab.
TV 2 har mandag aften forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsens pressechef, Tina Guldmann Gustavsen, men det har ikke været muligt.