Brostrøm tror ikke, vi slipper af med coronavirus

Coronavirus er højst sandsynligt kommet for at blive.

Sådan lød det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, da der blev afholdt pressemøde om coronasituationen onsdag.

Ligesom influenzaen, der kommer tilbage sæson efter sæson, frygter Søren Brostrøm, at coronavirussen vil blive ved med at være der.

Han ser nemlig ligheder mellem de to virusser. Ligheder der ifølge Brostrøm gør dem svære at udrydde.

- Jeg tror desværre, hvis jeg skal være helt ærlig, ikke at vi slipper af med nogen af de to sygdomme i verden. Fordi det er virusser og sygdomme, der hopper mellem mennesker og dyr. Derfor er de umulige at udrydde, sagde han.

Muligt at ældre og sårbare skal vaccineres hvert år

Han sammenlignede med sygdomme som kopper, der er udryddet, og polio, der næsten er udryddet. Fælles for dem er, at de kun bæres af mennesker.

- Derfor kan vi med vacciner udrydde sygdommene. Det kan vi ikke med de sygdomme, der smutter frem og tilbage mellem mennesker og dyr.

Og netop fordi en udryddelse af coronavirussen ikke ligger lige for, er det et muligt scenarie, at særligt ældre og sårbare borgere skal vaccineres hvert år i fremtiden, sagde Brostrøm på pressemødet.

Overvejer fjerde stik

Han oplyste desuden, at myndighederne har overvejet, om man skal ty til et fjerde stik, ligesom man netop har gjort i Israel, og at man vil kigge på muligheden i Danmark efter nytår.

- Det er ikke noget, vi har besluttet endnu, men det er helt klart noget, vi kigger på, sagde han.

Søren Brostrøm sagde desuden, at der er en dialog mellem Sundhedsstyrelsen og regionerne omkring permanente rammer for massevaccination i Danmark.

- Netop for det mulige scenarie at vi skal til at vaccinere større dele af befolkningen hver sæson.

Han understregede, at det ikke er sikkert, at det kommer til at ske, men at Sundhedsstyrelsen er forberedt på det, hvis det bliver nødvendigt.

Sverige vil snart kræve negativ test fra alle indrejsende

Sverige skærper i næste uge indrejsereglerne, så alle rejsende skal kunne fremvise en maksimalt 48 timer gammel negativ coronatest.

Det oplyser den svenske regering onsdag i en pressemeddelelse.

Reglerne gælder også for Sveriges nordiske naboer - og dermed også for danskere. Det gælder for voksne samt børn over 12 år, og det gælder uanset, om man er vaccineret eller har fået et boosterstik, lyder det.

Dog er personer, der rejser via Sverige mellem Bornholm og Danmark, undtaget forbuddet, lyder det i pressemeddelelsen.

Og det glæder den danske udenrigsminister Jeppe Kofod på Twitter.

- Godt nyt! Transitrejsende Bornholm/Sjælland via Ystad fritages for krav om fremvisning af negativ test og coronapas ved indrejse i Sverige.

- God konstruktiv dialog med vores svenske venner, skriver Jeppe Kofod.

Lempelser for pendlere

Der er også mere lempelige krav for personer, der pendler mellem Danmark og Sverige. De skal kunne fremvise en negativ test, der er maksimalt en uge gammelt, skriver den svenske regering.

Det er afgørende for at sikre smidig trafik over sundet, siger Øresundsbroens direktør, Linus Eriksson, i en pressemeddelelse.

- Vi har fuld forståelse for, at det er nødvendigt at stoppe smittespredningen, men det er afgørende for borgerne i Øresundsregionen, at Øresundsbroen er åben for de mennesker, der har deres liv og arbejde på begge sider af broen.

- Det gælder særligt for pendlere, som bor, arbejder og studerer på begge sider samt for rejsende til og fra Bornholm, og derfor er vi meget glade for dagens beslutning, lyder det fra Linus Eriksson.

Skiferie med corona: Se restriktioner for populære skidestinationer

Skiferiesæsonen er godt i gang.

Men står du og skal afsted inden for den nærmeste fremtid, skal du være opmærksom på, at du kan blive mødt af en række af krav på flere af skidestinationerne.

Senest har Østrig lempet deres restriktioner for danske skiturister, mens du i Italien nu skal kunne fremvise et bevis for færdigvaccination eller tidligere smitte for at benytte dig af liftene.

Reglerne ændrer sig hele tiden, og derfor anbefaler TV 2, at du hjemmefra orienterer dig om situationen i det land, hvor din skiferie går til. Du kan blandt andet holde dig opdateret på Udenrigsministeriets hjemmeside.

TV 2 har herunder samlet et overblik over gældende restriktioner på en række populære skidestinationer.

Østrig

For at undgå karantæne ved indrejse i Østrig skal alle over 12 år have bevis for at, de har fået to vaccinestik – eller et enkelt stik med vaccinen fra Johnson & Johnson.

Derudover skal du enten:

Have modtaget et stik med en boostervaccine Kunne vise en negativ PCR-test, der højst er 72 timer gammel Eller kunne dokumentere, at du har været smittet med coronavirus indenfor de seneste 180 dage

Har du været smittet indenfor de seneste 180 dage, kan du nøjes med en negativ PCR-test – uanset om du er vaccineret eller ej.

Kan du ikke vise en negativ PCR-test ved indrejse på grund af tidligere smitte med covid-19, kan du i stedet fremvise en lægeerklæring på enten tysk eller engelsk.

Børn mellem 12 og 15 år, der hverken er vaccineret eller har overstået smitte, kan nøjes med en negativ PCR-test og det såkaldte ”Holiday Ninja pas”, som kan downloades her.

Vælger du at tage afsted, gælder der også en række restriktioner i skiområderne. Blandt andet skal restauranter, barer og cafeer lukke senest klokken 22.

For at få adgang til hoteller, restauranter, barer og skilifter skal du være færdigvaccineret med 2. stik eller være tidligere smittet. Det er en del af Østrigs 2-G-regel.

De østrigske myndigheder har annonceret, at de overvejer at ændre gyldighedsperioden for 2. vaccinestik til 180 dage for adgang til blandt andet hoteller, restauranter og skilifter fra 1. februar. Der er endnu ikke truffet en formel beslutning.

Børn og unge mellem 12 og 15 år har mulighed for at opnå 2-G-status med et ”Holiday Ninja Pass”. Det kræver blot, at de får taget en PCR-test eller kviktest. Testfaciliteterne i Østrig er gratis for turister.

Mange steder vil der være krav om at bære ansigtsmasker af typen FFP2. Maskerne er påkrævet på lifte og i køer, men ikke når du befinder dig på pisterne.

Derudover kan der være særlige regler i de enkelte områder, som du bør undersøge på forhånd.

Frankrig

Færdigvaccinerede danskere kan frit rejse til Frankrig uden testkrav.

Har du immunitet fra tidligere smitte, skal du fremvise bevis for, at det er mindst 11 dage og højst 6 måneder siden, mens du som ikkevaccineret skal fremvise en negativ PCR- eller antigen-test, der er højst 24 timer gammel. Desuden skal du i begge tilfælde fremvise en udfyldt tro- og loveerklæring ved indrejsen til Frankrig.

Fra 24. januar er det ikke længere nok at fremvise en negativ test ved besøg på blandt andet restauranter og barer. Nu skal du kunne bevise, at du er færdigvaccineret eller tidligere smittet.

Natklubber og diskoteker er lukket foreløbig frem til 16. februar.

I skiområderne vil du blive mødt af krav om at bære maske på skiskoler, i lukkede lifte og i køer. Der er også krav om maske i lukkede offentlige rum, som når du bevæger dig rundt i restauranter.

Vær opmærksom på, at fra 15. februar 2022 skal alle voksne fremvise bevis for revaccination højst fire måneder efter færdigvaccination for, at deres coronapas forbliver gyldigt i Frankrig.

Italien

Lokker de italienske pister, skal du være opmærksom på, at der er indført skærpede indrejserestriktioner for Italien gældende foreløbigt til 31. januar 2022.

Det betyder, at du skal kunne fremvise et gyldigt coronapas, og derudover skal alle - uanset vaccinationsstatus - ved indrejse kunne fremvise en PCR-test, der ikke må være mere end 48 timer gammel, eller en kviktest, der ikke må være mere end 24 timer gammel.

Har du ikke et gyldigt coronapas for enten fuld vaccination eller tidligere smitte, skal du i fem dages isolation, som kan afbrydes med en negativ PCR- eller kviktest på femtedagen.

Før indrejse skal du udfylde en elektronisk indrejseformular. Børn og unge under 18 år skal registreres på en voksen ledsagers indrejseformular.

Mange af de italienske skisteder er i december genåbnet for første gang siden marts 2020, men der gælder en række restriktioner.

Blandt andet skal du kunne fremvise et ”super green pass” for at benytte skiliftene. Det vil sige, at du enten skal være vaccineret eller tidligere smittet med covid-19. Det samme gælder på indendørssteder som restauranter og barer.

Du skal også være opmærksom på, at Italien fra 1. februar forkorter gyldigheden for ”super green pass”. I stedet for ni måneder vil det derfor kun være gyldigt seks måneder efter sidste vaccinestik.

Schweiz

Udenlandske turister er velkomne på de schweiziske skilifte, så længe de overholder gældende restriktioner, har regeringen tidligere meldt ud.

Alle indrejsende, der ikke er vaccineret, skal medbringe enten en negativ PCR-test (højst 72 timer gammel) eller en negativ kviktest (højst 24 timer gammel).

Derudover skal personer, der rejser ind i Schweiz med fly eller bus, udfylde den schweiziske indrejseformular, som kan findes her.

Der er ingen krav om vaccination på udendørsområder eller for at benytte liftene, hvor passagerer skal bære masker i de lukkede kabiner.

Men bevæger du dig indendørs, er sagen en anden. På eksempelvis restauranter er der krav om vaccination eller immunitet fra tidligere smitte.

For barer og diskoteker skal du desuden kunne fremvise en negativ test, medmindre du inden for de seneste fire måneder er blevet færdigvaccineret, har fået et booster-stik eller har været smittet.

Kravene gælder indtil videre frem til 31. marts.

Sverige

Vælger du en tur over Øresund, skal du kunne fremvise et gyldigt coronapas ved indrejse. Det betyder, at du enten skal være vaccineret, have taget en negativ test, der er maksimalt 72 timer gammel, eller have været smittet inden for de seneste seks måneder.

Når først du er fremme på skidestinationen, er der til gengæld ikke meget, der adskiller skiferien i Sverige fra tiden før covid-19. Pister, barer og restauranter er åbne, men skal senest lukke klokken 23. Desuden må der højest være otte personer per selskab.

Der er ikke krav om mundbind, men du kan opleve, at nogle varmestuer ude på pisterne kan være lukket for at undgå, at folk sidder for tæt.

Siden 23. december har restauranter og barer kun måtte servere for siddende gæster, hvilken kan betyde, at natklubber og diskoteker kan blive nødt til at lukke - i hvert fald delvist.

Norge

Alle, som rejser til Norge, skal udfylde et indrejseregistreringsskema tidligst 72 timer før ankomst til Norge samt lade sig teste ved grænsen.

I tilfælde, hvor der ikke findes en teststation ved grænseovergangen, skal testen tages inden for 24 timer efter indrejse. Du kan selv vælge, om du vil tage en kviktest ved en offentlig teststation eller benytte dig af en hjemmetest.

Testkravet gælder uanset vaccinationsstatus, og tester du positiv, skal du gå i isolation, hvilket typisk vil ske på et karantænehotel. Hvis du er ankommet i bil, har du dog mulighed for at køre tilbage til Danmark.

Karantænen kan ophæves tidligst tre dage efter indrejse, hvis du kan fremvise en negativ PCR-test.

Tidligere har ikkevaccinerede skulle gå i karantæne i ti dage efter ankomst. Men fra 26. januar frafalder det krav, således at de samme regler gælder for personer, der ikke er fuldt vaccineret, som alle andre.

Siden 14. januar er det igen tilladt for norske restauranter og barer at servere alkohol indtil klokken 23.

Der er krav om mundbind i butikker og andre steder, hvor det ikke er muligt at holde afstand til andre.

Derudover kan der gælde særlige lokale restriktioner, som du kan holde dig opdateret på her.

Intet tyder på mildere forløb med Omikron, siger SSI, der forudser stigning i indlæggelser

Der er intet belæg for, at Omikron giver et mildere sygdomsforløb end Delta.

Det siger SSI-direktør Henrik Ullum på dagens pressemøde.

- Det er primært unge og vaccinerede, der bliver smittet med Omikron, og når vi justerer for det, så kan vi ikke se, at Omikron skulle give et mildere forløb, siger han og understreger:

- Vi kan ikke planlægge vores sundhedsvæsen ud fra, at Omikron skal være mildere. Vi er nødt til at antage, at Omikron er lige så slem.

Derfor forventer Henrik Ullum også, at vi vil se ind i en januar med et stigende antal indlæggelser.

500-800 daglige indlæggelser

Tidligere onsdag fortalte faglig direktør for SSI Tyra Grove Krause til TV 2, at januar bliver "den værste måned i pandemien".

Ifølge en fremskrivning på SSI-tal fra december vil vi nå over 9000-45.000 dagligt smittede. Samtidig vil antal daglige nyindlæggelser nå 500 - i værste tilfælde 800 - i midten af januar, fortæller Tyra Grove Krause.

Beregningerne er lavet før fredagens restriktioner, der blandt andet lukkede kulturlivet ned, men Tyra Grove Krause mener alligevel, at de holder.

Henrik Ullum er delvist enig med sin faglige direktør.

- Jeg håber og tror ikke, vi når dertil, men det er vigtigt at sige, at det er det værste scenarie.

Henrik Ullum tillægger de netop indførte restriktioner stor betydning, og så tror han på, at vi selv kan gøre meget for at undgå så høje smitte- og indlæggelsestal, som SSI-scenarierne forudser.

- Hvis vi nærmer os så høje indlæggelsestal, så tror jeg på, at vi vil ændre vores adfærd og reagere, siger han.

Nye restriktioner på vej

Der blev samtidig præsenteret en række nye tiltag på onsdagens pressemøde. De vil forhåbentlig også bidrage til at nedbringe smittetrykket, siger Henrik Ullum.

Det ene tiltag er et krav om coronapas i fitnesscentre, og det andet er, at alle indrejsende fra udlandet skal have en negativ coronatest.

For at blive til virkelighed skal tiltagene godkendes i Epidemiudvalget.

Derudover fremrykkes tredje stik nu også for aldersgruppen 18-39 år. Dermed kan alle borgere over 18 år få det såkaldte booster-stik efter fire og en halv måned.

Regeringen vil indføre to nye restriktioner

Regeringen er klar til at indføre to nye tiltag, der skal dæmpe smitten.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag.

Det ene tiltag er et krav om coronapas i fitnesscentre, og det andet handler om indrejse fra udlandet.

- For at sikre, at dem der kommer til Danmark, lader sig teste, vil vi indføre krav om, at man skal være i besiddelse af en negativ test før ankomst til Danmark, siger ministeren.

Begge de to tiltag kræver opbakning i Epidemiudvalget, før de kan føres ud i livet.

Vil også gælde for danskere

Det skal gælde både for danske og udenlandske statsborgere - uanset vaccinationsstatus.

Men, siger Magnus Heunicke, er man bosiddende i Danmark, kan man tage testen op til 24 timer efter, at man er ankommet til Danmark.

Samtidig vil der vil være undtagelser for grænselandet og for godstransport.

- Det er ikke sådan, at man ikke har ret til at komme til Danmark. Men man kan så få en bødestraf, hvis man ikke overholder det. Der er flere lande, der gør det i øjeblikket, siger ministeren.

Flere lande indfører testkrav

Danmark er lige nu et af de lande med størst smitte med Omikron-varianten.

Men ifølge Magnus Heunicke indføres kravet om test ved de danske grænser, fordi "meget få lande" tester ligeså meget som Danmark.

- Sammenlignet med mange, mange andre lande tester vi virkelig meget, og det giver ikke så meget mening, at vi tester så meget, hvis så fuldstændigt utestede folk kommer ind, siger han.

Flere andre lande har også gennem den seneste tid indført krav om test ved sine grænser.

Blandt andet skal man i Norge lade sig teste ved ankomst eller senest 24 timer efter indrejse.

Testkravet gælder uanset vaccinationsstatus, og tester du positiv, skal du gå i isolation, hvilket typisk vil ske på et karantænehotel.

Og i Schweiz skal alle indrejsende medbringe enten en negativ PCR-test eller kviktest

Flere end 13.000 konstateret smittet det seneste døgn

Der er det seneste døgn registreret 13.386 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Det er det næsthøjeste antal smittetilfælde, der er registreret på et døgn under pandemien. Tirsdag var der 13.558 nye tilfælde, hvilket er det hidtil højeste.

- Det er meget høje smittetal. Det skyldes, at Omikron er blevet den dominerende variant i Danmark, siger han på pressemødet.

Antallet af indlæggelser med coronavirus er onsdag på 553 indlagte, hvilket er én lavere end tirsdag.

Omkring otte procent af de patienter, der er indlagt i øjeblikket, har Omikron-varianten, mens de resterende har Delta-varianten.

Forventer flere indlæggelser

- Vi forventer en stigning i antallet af indlæggelser. Det er særligt de unge, der er blevet smittet med Omikron, og det er først, når den spreder sig mellem generationerne, at vi forventer en effekt på indlæggelserne, siger Magnus Heunicke på pressemødet.

På nuværende tidspunkt er antallet af indlæggelser med coronavirus et godt stykke fra niveauet sidste vinter, selvom antallet af smittede i øjeblikket er langt højere end for et år siden.

Sidste år toppede antallet af coronaindlagte på de danske hospitaler på 964 patienter i starten af januar.

Sundhedsvæsenet har meldt ud, at robustheden denne vinter ikke er lige så god som sidste vinter.

Det skyldes blandt andet, at der er mangel på sygeplejersker efter sommerens strejke - herunder på grund af ferieafvikling.

De danske hospitaler forbereder sig på et stigende antal coronaindlagte den kommende tid, og at der derfor kommer pres på.

Det fortæller Kasper Karmark Iversen, der er professor og overlæge på Københavns Universitet og Herlev-Gentofte Hospital.

- Når man ser på coronatallene over en periode, så er der ingen tvivl om, at vi har en epidemi i udvikling, og at der vil komme flere indlagte.

- På det nuværende niveau går det an, men det er ingen tvivl om, at vi bliver pressede de kommende uger.

- Vi har endnu ikke set en stigning i indlagte, som man kunne forvente, hvis omikron skulle være mere farlig end delta.

- Men vi bekymrer os primært om, hvor mange der i sidste ende kommer på hospitalet. Hvis vi har ti gange så mange smittede, så vil også kunne mærke det på hospitalerne, siger Kasper Karmark Iversen.

Myndigheder fremrykker boosterstik til 18- til 39-årige

Den stigende coronasmitte får nu myndighederne til at fremrykke planen for, hvornår de 18- til 39-årige kan få det tredje vaccinestik.

Hidtil har meldingen været, at de skulle vente fem en halv måned efter andet vaccinestik.

Men nu kan målgruppen booke tid fire en halv måned efter andet stik. På samme måde som personer på 40 år og derover.

- Vi står midt i en epidemi med eskalerende smitte, og vi har brug for at forebygge både smitte og sygdom med omikronvarianten. Det er begrundelsen, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

Tid kan bookes i juledagene

Omikronvarianten er på kort tid blevet dominerende herhjemme. Myndighederne holder onsdag klokken 13 pressemøde om situationen.

Vaccinetiderne frigives, så det er muligt at booke tid til det tredje vaccinestik - også i jule- og nytårsdagene.

- Det gør vi, fordi det er vigtigt at få det tredje vaccinestik nu og her. Præcis hvor vi står i Danmark nu. Midt i vinteren, hvor der alt andet lige forventes, at der kommer mere omikronsmitte, mere sygdom og også noget influenza.

- Alt i alt giver det en belastning af sygehusvæsenet, som vi gerne vil være på forkant af, siger Søren Brostrøm.

Andet stik "okay effektiv" i et par måneder

Ifølge Brostrøm er der tegn på vigende immunitet over for omikronvarianten et par måneder efter andet vaccinestik.

- Vi får løbende data på vaccinernes effektivitet i forhold til omikronvarianten.

- Efter andet stik er immuniteten okay effektiv, også over for omikron. Men kun de første par måneder. Så aftager den.

- Men det, vi også kan se, er at hvis man så får det tredje stik, er man oppe på en høj beskyttelse både mod smitte og alvorlig sygdom.

- Derfor vil vi gerne give det til den her aldersgruppe, der har meget smitte lige nu, siger Søren Brostrøm.

De 18- til 39-årige står ifølge direktøren lige nu for halvdelen af smittetilfældene.

Lægemiddelmyndighederne har på nuværende tidspunkt ikke godkendt, at det tredje vaccinestik kan gives til personer under 18 år.

Støtteparti vil lukke store dele af landet inden jul – men andre vil vente og se

Hvis coronasituationen ikke skal løbe sundhedsvæsenet over ende, er det nødvendigt at lukke næsten hele landet ned allerede inden jul.

Det mener Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund.

Han reagerer på, at Statens Serum Institut onsdag har meldt ud, at ”januar bliver den hårdeste måned i hele pandemien”, og at stigende smitte- og indlæggelsestal vil belaste hospitalerne.

Konkret foreslår Enhedslisten, at barer, restauranter og fitnesscentre lukkes nu, at arealkravet i storcentre skærpes væsentligt, og at der indføres et lavt forsamlingsloft – eksempelvis på 10 personer.

- Med de meget alvorlige meldinger, der kommer om forventet stigning i antal nyindlagte, er det nødvendigt at reagere nu, siger Peder Hvelplund til TV 2.

- Hver eneste dag er afgørende, og hvis ikke vi skal stå i en situation i starten af januar, hvor antallet af nysmittede er helt ude af kontrol, er vi nødt til at handle nu, så vi kan sikre, at børnene kommer tilbage i skole.

SF vil vente

Hos SF, et andet af regeringens støttepartier, er lysten til at indføre nye restriktioner nu dog ikke til stede.

- Jeg vil vente. Jeg er enig i, at situationen er bekymrende, men jeg synes, det giver mening at give det lidt tid og se, om de nye restriktioner ikke hjælper, siger SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, til TV 2.

Hun henviser desuden til, at vi i Danmark er langt med revaccinationer, og at mange arbejdspladser er lukkede den kommende tid.

SSI-beregninger tager ikke højde for nye restriktioner

Statens Serum Institut fremlagde lørdag beregninger, der forudsagde mellem 9000 og 45.000 smittede juleaftensdag. I SSI's tal er medtaget alle smittede, mens de daglige udmeldte smittetal alene udgøres af de personer, der er testes positiv med PCR-test. Ifølge eksperter kan der være stor forskel på de to tal.

Nu skal vi lige tage den med ro

Per Larsen, sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti

Onsdag fortæller Tyra Grove Krause, faglig direktør i SSI, til TV 2, at opdaterede beregninger nu viser, at vi midt i januar kan komme ud over det meget store spænd på 9000-45.000 dagligt smittede, og at antallet af daglige nyindlæggelser på samme tidspunkt forventes at være mellem 500 til 800. Tirsdag var der 121 ny indlæggelser i Danmark.

Beregningerne fra både lørdag og de opdaterede, SSI fortæller om onsdag, har dog ikke taget højde for, at der fredag blev indført nye restriktioner i form af blandt andet tidligere lukning af restauranter og barer, mundbind flere steder og lukning af næsten hele kulturlivet.

Men selvom SSI’s beregninger altså ikke har indregnet effekten af de vedtagne restriktioner fra fredag, mener Tyra Grove Krause, at forudsigelserne er brugbare. Hendes chef, SSI-direktør Henrik Ullum, har dog på et pressemøde onsdag eftermiddag trukket noget i land.

Her tillagde han restriktionerne fra fredag en del større værdi og sagde, at der "skal spises brød til" i forhold til sansynligheden for at ende i de mest pessimistiske scenarier.

Enhedslisten: Måske skyder vi over målet

Men de oprindelige udtalelser, som Thyra Krause gav til TV 2 torsdag morgen, er årsagen til, at Enhedslisten foreslår nye restriktioner.

- Vi kan stå i en situation, hvor det her er at skyde over målet. Og det vil bare være lykkeligt, hvis vi så kan åbne igen i starten af januar. Men risikoen for sundhedsvæsenet lige nu er for stor, og det kan få dramatiske konsekvenser, hvis vi ikke gør noget, lød det fra Peder Hvelplund, inden Henrik Ullum senere blødte op på pressemødet.

Men der er stor usikkerhed om SSI’s beregninger, og de har ved tidligere lejligheder ramt langt ved siden af virkeligheden. Hvorfor tillægger du dem så meget værdi?

- Fordi vi kan se, at antallet af nysmittede stiger voldsomt. Jo flere smittede, der er, desto flere indlæggelser vil det give. Det er usikkert, hvor alvorlige indlæggelserne bliver, men det kommer til at give et voldsomt kapacitetspres. Det er afgørende at reagere i tide, hvis det ikke skal stikke af.

Hvorfor ikke bare lade sundhedseksperter komme med forslag til restriktioner?

- Det her er også de advarsler, vi får fra både ekspertgruppen og andre. Med den stigningshastighed, der er med Omikron, risikerer vi, at der ikke er kapacitet i sundhedsvæsenet.

Ifølge TV 2s oplysninger har Folketingets partier onsdag formiddag ikke modtaget nye anbefalinger om restriktioner fra Epidemikommissionen, der rådgiver om corona. Kommissionen tæller både sundhedsmyndigheder og embedsfolk.

Blå partier afviser

I den borgerlige lejr afviser flere partier, at der skal laves flere restriktioner nu.

Vi skal lytte til sundhedsmyndighederne

Rasmus Horn Langhoff, sundhedsordfører for Socialdemokratiet

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, vil give restriktionerne fra fredag tid til at virke.

- Vi kommer ikke til at overhale sundhedsmyndighederne hverken indenom eller udenom, og vi kommer ikke med selvstændige forslag om at lukke yderligere. Indlæggelsestallene svinger op og ned, men det er kendetegnene, at de er indlagt i kortere tid, og at tallene for intensiv ligger nogenlunde stabilt. Så vi ser ikke grund til at lukke yderligere ned, siger han til TV 2.

Per Larsen, sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti, er enig.

- Nu skal vi lige tage den med ro. Vi har lige indført nye restriktioner. De skal have tid til at virke, og det forventer vi også, de kommer til. Vi kan allerede se nu, at der ikke er så meget aktivitet i samfundet. Det er allerede ret voldsomme restriktioner, vi har.

Socialdemokratiet: Vi skal lytte til sundhedsmyndighederne

Hos Socialdemokratiet siger sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff, at regeringen er klar til at indføre nye restriktioner, ”hvis det bliver nødvendigt”, og hvis ”det sker på anbefaling fra sundhedsmyndighederne”.

Han fremhæver dog, at forudsigelserne fra SSI ikke har medtaget de nye restriktioner fra sidste uge, og derfor lægger han ikke op til at gøre yderligere nu og her.

- Vi skal lytte til sundhedsmyndighederne, for det er dem, der har fingeren på pulsen, siger Rasmus Horn Langhoff til TV 2.

Sundhedsmyndighederne og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) holder pressemøde om coronasituationen klokken 13.

Heunicke indkalder til pressemøde om corona

Sundhedsministeriet indkalder til pressemøde om status på covid-19 i Danmark. Det skriver ministeriet kortfattet på sin hjemmeside.

Det sker kort efter, at flere restriktioner er indført i takt med, at smitten med covid-19 er steget betydeligt.

- Sundhedsministeriet inviterer til pressebriefing 22. december klokken 13 om status på covid-19, skriver ministeriet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum og direktør for Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns deltager i pressemødet.

Sundhedsvæsenet under pres

Antallet af smittede med covid-19 er steget voldsomt december igennem, efter at den nye, mere smitsomme variant omikron er slået igennem.

Tirsdag blev der registreret 13.057 nye tilfælde af covid-19, og dermed holder tallet sig over 10.000 nysmittede om dagen. Samtidig er positivprocenten - andelen af test, der er positive - steget til 5,58 procent.

I takt med den stigende smitte er der gennem den seneste tid kommet flere indlagte. Det - kombineret med, at behandling af covid-positive for andre sygdomme også er ressourcekrævende - har sat sundhedsvæsnet under pres.

December igennem er der indført en række nye restriktioner for at begrænse smitten. Skolebørn er sendt hjem, krav om coronapas er udvidet, og der er arealkrav i butikker.

Vil kulminere i januar

Tidligere onsdag sagde Tyra Grove Krause, faglig direktør i SSI, til TV 2, at januar bliver den hårdeste måned i hele pandemien.

SSI forventer i sine mest opdaterede beregninger et sted mellem 500 og 800 nyindlæggelser hver dag samt mellem 9000 og 45.000 dagligt smittede.

Beregningerne er dog lavet inden fredagens restriktioner, men ifølge Tyra Grove Krause vil restriktionerne "kun dæmpe Omikron-varianten en smule".

SSI regner med, at pandemien kulminerer om to-tre uger, når vi rammer midten af januar.

Sådan sørger du for, at julen bliver coronasikker

Der er en ekstra, uønsket gæst til årets julearrangementer: coronavirussen.

Så hvordan sikrer man sig, at juledagene bliver så smittesikre som muligt?

Her får du svar på fem af de spørgsmål, der rejser sig i juledagene anno 2021.

1) Jeg skal rejse for at komme hjem til jul. Er det et problem?

Hvis du er rask og ikke har været i kontakt med smittede, bør det ikke give anledning til ekstra bekymring, at du skal rejse for at holde juleaften.

For selvom risikoen måske er større for, at der er smitte hos en person fra København, hvor smittetrykket er højt, så afhænger det mere af, hvordan vedkommende har opført sig fire til seks dage op til jul, lyder det fra Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.

- Folk kan uanset landsdel have været i et lukket rum med mange mennesker, og der er risikoen bare lavere, hvis du ikke har gjort det. Folk kan selv vurdere deres risiko.

Vær opmærksom på, at der er krav om pladsbillet på rejser med DSBs intercity- og lyntog. Desuden kræver turen et grønt coronapas for personer over 15 år, hvilket betyder, at smittede skal vente 14 dage, inden coronapasset igen er gyldigt og giver fri (tog)bane.

2) Hvilken test hvornår?

Flere eksperter peger på, at det for både vaccinerede og ikkevaccinerede er en god idé at tage en coronatest, inden familien samles til julehygge – især hvis der er ældre eller sårbare i selskabet. Jens Lundgren kalder det "et ekstra lag af beskyttelse" både for den testede og de personer, man holder jul med.

Men hvilken test skal du tage hvornår?

PCR-testene er forbeholdt personer, som har symptomer, er nære kontakter til smittede eller folk, der er testet positive for covid-19. Det er kun muligt at bestille tid til en PCR-test maksimalt en uge ud i fremtiden, fordi der har været stort pres på PCR-systemet.

Af samme grund anbefales det, at nære kontakter nu kun PCR-testes på fjerdedagen og nøjes med hurtigtest på sjettedagen.

Sådan en test kan alle til gengæld få, og vatpinden i næseboret kræver ingen tidsbestilling. Du kan finde en landsdækkende oversigt over teststeder – både PCR og lyntest – her.

Den tredje mulighed er en hjemmetest, som man selv kan tage – og med fordel kan gøre ganske kort inden et arrangement.

Selvom de er mindre pålidelige end PCR-testene og ikke gælder i coronapasset, så er det en god måde at passe ekstra på hinanden i julen, siger Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Han står bag et studie, der peger på, at hjemmetestene i seks ud af ti tilfælde finder frem til de patienter, som tester positive med PCR-tests, og at de ikke har falske positive svar.

Ifølge forhandlere, TV 2 har talt med, kan det dog blive svært at få fingre i en selvtest inden jul, da efterspørgslen de seneste dage har været enorm.

3) Jeg er nær kontakt til en smittet. Har det betydning for mine juleplaner?

Hvis du har været udsat for smitte i eget hjem, så er du i gruppen "nære kontakter". Og i så fald kan det være, at dine juleplaner skal laves om – men ikke nødvendigvis.

Her er Sundhedsstyrelsens anbefalinger:

Du skal gå i selvisolation, og du skal testes på dag fire og seks, efter du sidst var sammen med den smittede person. Den test, du tager på fjerdedagen, skal være en PCR-test, mens testen på dag 6 bør være en kviktest. Du kan ophæve din selvisolation, hvis din test på dag fire er negativ. Hvis du har fået tredje vaccinestik, behøver du ikke gå i selvisolation. Men du anbefales at tage en kviktest hurtigst muligt samt PCR-test på dag fire og igen en kviktest på dag seks – og hvis du har været smittet med covid-19 inden for de seneste 12 uger, skal du hverken isolere dig eller blive testet, medmindre du får symptomer.

Hvis du har været udsat for smitte uden for dit hjem – for eksempel fra en kollega eller studiekammerat, så er proceduren anderledes:

Tag en kviktest så hurtigt som muligt. Det samme skal du gøre på dag fire, efter du senest var sammen med den smittede person. Men du behøver ikke gå i selvisolation. Hvis du har været smittet med covid-19 inden for de seneste 12 uger, skal du hverken isolere dig eller blive testet, medmindre du får symptomer. 4) Hvad er de bedste råd til at undgå smitte i juledagene?

Ud over test og vaccinationer er almindelig sund fornuft den bedste måde at mindske risikoen for smitte, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Derudover peger Jens Lundgren og Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme på Aarhus Universitet, på en række andre råd:

Tak ja til vaccinen – også tredje stik. Bliv hjemme og aflys aftaler med andre, hvis du er syg. Hold fokus på hygiejne, luft ud og stil eventuelt sprit frem til julearrangementerne. Sørg for fornuftig afstand. Se så få som muligt. Tag hensyn til andre, hvis deres grænser er anderledes end dine. 5) Hvad betyder Omikron for det hele?

En del af brikkerne i puslespillet om den seneste coronavariant mangler stadig at falde på plads.

Men Omikron er blevet dominerende i Danmark og kommer til at forandre spillereglerne – også i juledagene.

Først og fremmest er varianten mere smitsom. Der er kort mellem de nye daglige smitterekorder, og derfor bør man være ekstra opmærksom på julesituationer, hvor mange mennesker er samlet indenfor. Især hvis det er med folk, der er i særlig risiko, ældre mennesker eller personer, som ikke er vaccinerede.

Den nye variant ser også ud til at være skyld i, at to vaccinestik ikke er lig med den samme høje beskyttelse som tidligere, så risikoen for reinfektioner er højere. Præcis, hvor meget effekten falder, er usikkert – men det er til gengæld sikkert, at et tredje boosterstik kan få beskyttelsen banket tilbage i vejret.

Derfor opfordrer både eksperter og Sundhedsstyrelsen til, at man tager imod en revaccination, hvis man har fået den tilbudt.

Og fordi effekten træder hurtigere i kraft efter tredje dosis end efter de to første, kan man stadig nå at få en ekstra julegave i form af et boost af immunbeskyttelsen.