Over 100 demonstranter indtog mandag området omkring et stutteri i Midtjylland. De fremmødte var rasende og rettede beskyldninger for årelang vanrøgt af stutteriets heste.
Beskyldningerne er ikke nye, og de trækker tråde ti år tilbage og krydser landegrænser.
Nu efterforsker politiet sagen.
“Stop vanrøgten”, stod der på demonstranternes skilte, der viste afbildinger af døde og tilsyneladende underernærede heste.
Den pågældende hesteavler har i årevis været beskyldt for at vende det blinde øje til hestenes dårlige helbred og forhold.
TV 2 er bekendt med hans navn, men har valgt ikke at bringe det, da der ikke foreligger en dom.
Stutteriet i PolenI 2011 bragte det polske medie Gazeta Poznan en artikel, hvori indbyggere i den polske by Posadowo fortæller beretninger om vanrøgt af heste på et stutteri, der var forpagtet af den danske avler.
- Et dusin heste var ekstremt afmagrede, og flere hundrede var underernærede, sagde en dyrlæge dengang til mediet.
I 2013 lagde en anonym bruger en video på Youtube. Den stammede angiveligt fra Posadowo.
En hest lå på siden i høet på staldgulvet, afkræftet og tilsyneladende uden staldpersonale i nærheden. En anden lå død i græsset med mælkehvide øjne og benene kulsorte af forrådnelse.
De levende heste havde tydelige sår på skuldre, lår og hoftehjørner, mens andre gik magre rundt med synlige ribben.
I december samme år bragte TV Midtvest en artikel, hvor hesteavleren sagde, at han var “ked af, at hele sagen er opstået”. På daværende tidspunkt kørte en retssag.
Afviser anklagerMen sagerne stoppede ikke ved det polske stutteri. I 2018 var der igen forlydender om mishandlede på det danske stutteri. En dyrlæge udtalte til TV Midtvest, at billeder af magre heste var “en form for vanrøgt”.
Hesteavleren erkendte over for TV Midtvest, at de pågældende heste var for tynde, men afviste, at der skulle være tale om vanrøgt.
29. juni i år lagde en tidligere medarbejder et opslag på Facebook. I skrivende stund har flere end 66.000 personer set den tilhørende video. Her er det samme historie, der gentager sig.
Benede heste, væskende sår og svært sygdomsramte kønsdele er blandt dokumentationen, som den tidligere medarbejder lægger op.
Hesteavleren har over for TV Midtvest pure afvist alle anklager.
- De billeder, han har vist på Facebook, dem kender jeg ikke noget til. Men den ene hest, kan jeg fortælle, havde en urinvejsinfektion og var på penicillin. Og når man har så mange heste, som jeg har, så er der ikke noget unormalt i, at der er en imellem, der er lidt tynd, sagde han 1. juli.
Demonstranter vil have svarNu vil demonstranterne, der mandag mødte op, have myndighederne på banen, for de har været alt for langsomme, mener de.
130 biler deltog i demonstrationen, og de vil vide, “hvad der er op og ned”, sagde musiker og hesteavler Niels Hausgaard, der også var mødt op.
Midt- og Vestjyllands Politi og Fødevarestyrelsen har været på kontrolbesøg på stutteriet i februar, maj og to gange i juli, og der har været forhold, der skulle rettes op på.
Politiet har imidlertid ingen kommentarer til sagen.
I en pressemeddelelse fra 25. juli skrev politikredsen:
- Vi er bundet af reglerne om tavshedspligt i forbindelse med en efterforskning. Det kolliderer med den store offentlige interesse, der er i den her sag. Men vi kan forsikre, at vi arbejder intenst med sagen i et samarbejde med de andre myndigheder.
TV 2 har forsøgt at komme i kontakt med den pågældende hesteavler, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.