København bliver igen fremhævet internationalt

København har de seneste år kunnet prale af topplaceringer i forskellige medier, der hædrer "verdens bedste byer".

Og nu er den danske hovedstad igen at finde i toppen.

Kultur- og rejsemediet Time Out har bedt 27.000 mennesker om at vurdere deres egen by inden for parametre som gastronomi, kultur, lokale projekter, grønne områder og bæredygtighed.

Besvarelserne er sammen med vurderinger fra eksperter og mediets redaktører blevet til en liste over verdens 37 bedste byer.

Her lander København på en fornem fjerdeplads.

Stor interesse for København

Mikkel Aarø-Hansen, der er administrerende direktør i turismeorganisationen Wonderful Copenhagen, glæder sig over endnu en omgang hæder til hovedstaden.

Placeringen på listen viser, at det er lykkedes at skabe stærke fortællinger internationalt om byens gastronomi, kultur og bæredygtighed, lyder det.

- Copenhagen er et stærkt brand internationalt, som er skabt over mange år, og interessen for København er fortsat stor, siger han til TV 2.

Han tilføjer, at den internationale konkurrence også er stor, så nu ligger der en stor opgave i at holde København som en af verdens mest prominente byer efter pandemien.

Den grønne hovedstad

I undersøgelsen bliver København fremhævet som en afslappende by med fokus på bæredygtighed. 66 procent af københavnerne svarer, at de finder byen afslappende, og 60 procent anser byen som ’grøn’.

82 procent svarer, at det er let at finde nye og overraskende ting i byen.

København endte på førstepladsen inden for bæredygtighed og på andenpladsen i kategorien ’grøn’.

Med byer som San Francisco, New York, Tokyo og Amsterdam i top ti er det nogle sværvægtere inden for international turisme, som København mænger sig med.

Og det er netop også byer som disse, som København ligger i direkte konkurrence med, forklarer Mikkel Aarø-Hansen.

- Med en turisme, som er så international, som den er i hovedstaden, så spiller man i den internationale liga og er oppe imod metropoler på en helt anden skala.

Turismen halter efter

Fredag ophørte samtlige restriktioner, og dermed begynder Danmark så småt at ligne sig selv før pandemiens udbrud.

Men i hovedstaden er alt stadig ikke, som det plejer. Den internationale turisme halter fortsat væsentligt efter niveauet før pandemien. Og vejen tilbage er lang.

Mikkel Aarø-Hansen forklarer, at København i forhold til internationale besøgende ligger 70 procent under niveauet før pandemien.

- Vi er i høj grad afhængige af internationale turister, som normalt udgør to tredjedele af hovedstadens turisme. Og det er ikke bare fra en-to-tre lande, men en lang række lande, hvor både rejselysten og tilgængeligheden til København igen skal bygges op, siger han.

Ifølge Wonderful Copenhagen står hovedstaden normalt for næsten 40 procent af omsætningen i dansk turisme med en årlig omsætning på 53 milliarder kroner.

Men pandemien ramte hovedstaden særligt hårdt. Dansk turisme tabte i 2020 31 milliarder kroner i omsætning, og København stod for 28 milliarder af dem, hvor antallet af overnatninger faldt med 56 procent.

Comeback til København

Det begynder dog at gå den rette vej med turismen igen. Men når København er i direkte kamp med giganter som New York, London og Paris, skal der ifølge Mikkel Aarø-Hansen en ekstra indsats til for at vinde turisternes gunst.

- Oven på covid-krisen er alle storbyer ekstremt sulte efter få milliardforretningen i turismen tilbage. Så vi står overfor en meget hård international konkurrence i tiden foran os, siger han.

Derfor er der sat storstilede kampagner i gang for at tiltrække verdens borgere til "vidunderlige København".

Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen har sammen med hovedstadens turismeerhverv og kulturliv samt VisitDenmark udformet en plan for hovedstadens turisme i 2021.

Planen, der er navngivet ’Comeback Copenhagen’, har et samlet budget på omkring 70 millioner kroner og er en del af aftalen om genstart af dansk eksport.

’Comeback Copenhagen’ indeholder 12 fokuspunkter, så det både bliver københavnere og internationale turister, der placerer byen som en af verdens bedste.

Danmark registrerer laveste antal smittede siden juli

Der er det seneste døgn registreret 386 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag.

Det er det laveste antal dagligt smittede siden 5. juli i år, hvor tallet var 337.

Lørdagens tal følger tendensen fra de seneste uger, hvor smittetallet har været faldende.

Smittetilfældene er fundet på baggrund af 47.625 PCR-test, og dermed er positivprocenten på 0,81 procent.

Professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos siger, at det ser fornuftigt ud i øjeblikket.

- Man kan ikke sige ret meget om tallene fra den ene dag til den anden. Man skal se en udvikling over en længere periode. Når vi gør det, ser det meget fornuftigt ud. Tallene er meget lave, og det tegner godt for efteråret.

- Det afspejler, at vi har en så høj vaccinationsdækning, som vi har. Men vi står over for en udfordring, når vi har ophævet restriktionerne. Det vil uundgåeligt føre til mere smitte, siger Hans Jørn Kolmos.

Tre nye dødsfald

Antallet af indlagte falder lørdag med 8, så der nu samlet er 124 indlagte med covid-19 på landets hospitaler. Der er tre nye dødsfald.

Af de 124 indlagte er 32 indlagt på intensivafdelinger. 19 af dem får hjælp til at trække vejret af en respirator.

Ifølge Hans Jørn Kolmos bliver det spændende at følge smitteudviklingen, når vi går ind i efteråret. Test, vaccination og god hygiejne er nøgleordene i den kommende tid, lyder det.

- Vi kan slet ikke udelukke, at efteråret vil bringe højere smittetal. Det hænger sammen med, at vi stadig er i sensommeren. Det bliver spændende at følge udviklingen, når vi nu går ind i efteråret.

- Nu må vi se, hvad der sker. Det afgørende er sådan set, at vi stadig har en høj testkapacitet, og det er stadigvæk meget vigtigt, at hygiejnen holder. Vi står på tre ben: høj vaccinationsdækning, høj testkapacitet og god hygiejne, siger han.

Siden fredag har 1970 borgere fået det første stik med en vaccine mod covid-19, mens 7434 er blevet færdigvaccineret i løbet af det seneste døgn.

Dermed er i alt 4.290.071 borgere i Danmark færdigvaccineret.

I aften er der pop up-vaccination til koncert i Parken – flere arrangementer følger trop

Fra lørdag vil det være muligt at blive vaccineret mod coronavirus ved større kulturarrangementer som eksempelvis koncerter og små festivaler.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Jo flere der er vaccineret, jo mere trygt vil det være for alle at deltage

Ane Halsboe Jørgensen, kirke- og kulturminister

Det gælder for eksempel ved lørdagens Minds of 99-koncert i Parken, ligesom det også vil være muligt ved Spot Festival i Aarhus næste uge.

Herefter vil endnu flere kulturbegivenheder også være omfattet af tilbuddet, som blandt andet skal være med til at skabe tryghed ved de store arrangementer, ligesom det skal gøre det nemmere for den sidste del af befolkningen at få stikket.

- Jo flere der er vaccineret, jo mere trygt vil det være for alle at deltage i flere kulturbegivenheder, lyder det fra kulturminister Ane Halsboe Jørgensen i pressemeddelelsen.

- Vi skal have endnu mere gang i kulturlivet, som har været hårdt ramt under epidemien, og derfor er jeg både rigtig glad for og stolt over, at kulturlivet bakker op om, at endnu flere skal vaccineres.

Også vacciner i supermarkedet

Lørdag blev det desuden muligt at lade sig vaccinere, når man er ude at handle.

Føtex og Bilka åbnede nemlig for pop up-vaccinationer i varehusene fra lørdag morgen. Vaccinetilbuddet gælder i 16 ud af landets 19 Bilka-butikker og en række Føtex-butikker over hele landet.

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er den nuværende vaccinationstilslutning i Danmark "rigtig flot", men de nye og lidt anderledes muligheder for at få vaccinen især skal få de unge mellem 20 og 29 år til at lade sig vaccinere.

I forbindelse med koncerten med The Minds of 99 vaccineres der fra 17 til 20 i et telt i Fælledparken, oplyser Kulturministeriet.

Fransk ekssundhedsminister undersøges for pandemisvigt

Den tidligere franske sundhedsminister Agnès Buzyn er formelt under undersøgelse for sin håndtering af coronapandemien.

Det skriver BBC lørdag.

Sagen er en af de første i verden, hvor det juridiske ansvar hos en højtstående offentlig figur i forbindelse med pandemien bliver prøvet.

Agnès Buzyn forlod posten som sundhedsminister i den franske regering i februar 2020.

Flere udtalelser bagatelliserede coronavirussens spredning

En anklager ved en særlig domstol, der undersøger ureglementeret adfærd blandt ministre, mener nu, at der er grundlag for formelt at undersøge Buzyn for at have "sat andres liv i fare".

Buzyn har mødt kritik for flere udtalelser tidligt i pandemien.

Ifølge nyhedsbureauet AFP sagde hun blandt andet i januar 2020, at der "praktisk talt ingen risiko" var for, at covid-19 spredte sig fra Wuhan til Frankrig.

Hun sagde også, at "risikoen for spredning af coronavirus i befolkningen er meget lille".

At være under formel undersøgelse er kun det første skridt i det juridiske forløb.

Republikkens domstol, der blev oprettet i 1993 og er en kontroversiel institution, beslutter således senere, om sagen skal droppes eller for retten.

Kritik for at handlere mere om politik end jura

Ved en høring fredag sagde den 58-årige tidligere minister, at hun bød muligheden for at forklare sig velkommen. Hun glædede sig til "at få fastslået, hvad der er sandheden", lød det blandt andet.

Buzyn-sagen kan ifølge AFP blive et problem for præsident Emmanuel Macron frem mod det franske præsidentvalg i april næste år. Her ventes coronahåndteringen at være blandt de fremtrædende emner.

Domstolen er dog også af kritikere blevet beskyldt for at bevæge sig ind på et område, der i højere grad handler om politik end jura.

Ifølge Johns Hopkins University har der været knap syv millioner smittetilfælde i Frankrig i løbet af pandemien.

Der har været lidt over 116.000 coronarelaterede dødsfald i landet.

Rekordindkøb: SSI har købt 2,5 millioner doser influenzavaccine

Rekordmange kan i år blive vaccineret mod influenza.

Statens Serum Institut (SSI) har købt 2,5 millioner doser. Det er 900.000 flere end året før, skriver Berlingske.

- I år er influenzavaccination ekstra vigtigt, fordi influenza udgør en særlig risiko for mange af de samme mennesker, der også risikerer et kompliceret og alvorligt sygdomsforløb, hvis de får covid-19.

- Bliver disse personer syge med begge sygdomme samtidig, kan sygdomsforløbet yderligere forværres, skriver SSI på sin hjemmeside.

Immunitet i befolkningen er lille

Sundhedsminister Magnus Heunicke advarede onsdag i Politiken om en faldende immunitet i befolkning overfor de virusinfektioner, vi normalt ser. Og det er i det lys, SSI har købt det store antal vacciner.

- Det kunne godt være en perfekt storm, som rammer os. Det er vi nødt til at være forberedt på, sagde Magnus Heunicke til Politiken.

Det blev bakket op af professor i infektionssygdomme og overlæge på Rigshospitalet Jens Lundgren.

- Vi har levet helt anderledes det seneste halvandet år. Immuniteten i befolkningen over for en lang række infektionssygdomme som influenza og RS-virus er lille.

- Derfor må vi forvente ikke bare at skulle håndtere en fortsat covid-19-pandemi - hvor vi vil se flere smittede og indlagte de kommende måneder - men også større epidemier på grund af flere andre typer luftvejsvirus.

- Det kan godt blive udfordrende, sagde Jens Lundgren til Politiken.

Mangel på vacciner i 2020

Det er vigtigt, at vi vaccinerer de rigtige. Det forklarer Kristian Antonsen, hospitalsdirektør for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, til Berlingske.

- Vi skal vaccinere hensigtsmæssigt, så doserne går til dem, der har mest brug for det, siger han.

I oktober 2020 var der mangel på influenzavacciner. Det fik dengang Ældre Sagen til i et brev at rette hård kritik af SSI.

Det er ældre over 65 år, personer med visse kroniske sygdomme, gravide i andet og tredje trimester, sundheds- og plejepersonale og andre personer i særlig risiko, der bliver tilbudt vaccinen.

Som noget nyt vil også de to- til seksårige børn blive tilbudt en influenzavaccination i år.

I dag kan du blive vaccineret i Bilka og Føtex

Nu kan du slå to fluer med et smæk og blive vaccineret mod coronavirus, samtidig med at du handler ind til weekenden.

Lørdag åbner der nemlig pop up-vaccinationssteder i 16 ud af landets 19 Bilka-butikker og en række Føtex-butikker.

Formålet er at få flere ikkevaccinerede borgere vaccineret.

- Vi vil gerne sikre, at tilbuddet om vaccination er så tilgængeligt som muligt, så der for eksempel er mulighed for at få et stik, samtidig at man ordner sine indkøb, oplyste direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, i en pressemeddelelse 6. september.

De tre butikker, hvor tilbuddet ikke vil være at finde, er ved Bilka i Hjørring, Sønderborg og i Fields i København.

Dansk Idrætsforbund vil informere om vaccination

Virksomheder og organisationer landet over deltager i de kommende uger også i sundhedsmyndighedernes vaccinationsindsats.

Udover tilbud om vaccination i for eksempel Bilka-varehuse, vil Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og Dansk Idrætsforbund informere deres medlemmer om muligheden for at blive vaccineret.

Det gælder blandt andet også SMV Danmark, som er en dansk erhvervsorganisation for små og mellemstore virksomheder.

- Detailhandlen har rigtig mange unge medarbejdere, og her kan branchen være med til give unge den information, de har brug for til at træffe deres valg om vaccination, oplyser Søren Brostrøm.

Han understeger samtidig, at vaccinationstilslutning i Danmark er "rigtig flot", men at særligt de unge mellem 20 og 29 år mangler at få første stik.

I alt er 73,1 procent af den danske befolkning færdigvaccineret.

3000 døde i terrorangrebet, men usynlig dræber har gjort omfanget endnu værre

I hovedkvarteret hos brandvæsenet i New York hænger en stor mindetavle.

Den oplister navnene på de 343 brandfolk, som mistede livet ved terrorangrebet 11. september 2001.

Men hvert år på årsdagen for angrebet bliver der tilføjet nye navne til tavlen. Flere døde.

11. september dræber stadig

John Feal, fremtrædende rettighedsforkæmper

I alt 226 nye navne er det indtil videre blevet til, og alene sidste år blev yderligere 27 brandmænd føjet til tavlen i New York.

Faktisk vokser listen med døde brandmænd så meget, at brandvæsenet har måtte udvide mindetavlen for at blive ved med at have plads.

Forventningen er nemlig, at listen vil vokse yderligere.

Forklaringen skal findes tilbage i 2001 og de sammenstyrtede tvillingetårne ved World Trade Center i New York.

Røgen og støvet fra bygningerne, der spredte sig ud over byen, indeholdt adskillige skadelige giftstoffer, som siden har gjort mange newyorkere syge.

Heriblandt de 226 brandfolk, der efterfølgende er tilføjet mindetavlen over terrorangrebets ofre. De er alle døde af sygdom, som sættes i forbindelse med deres arbejde for 20 år siden.

- 11. september dræber stadig, som John Feal, der kæmper for de sygdomsramtes rettigheder, i 2018 sagde til New York Post.

Giftigt støv

Officielt blev næsten 3000 mennesker dræbt, da terrorister 11. september 2001 kaprede fire passagerfly og angreb USA.

2977 tabte menneskeliv for at være mere præcis.

Men som årene er gået, tyder stadig mere på, at antallet af ofre for historiens mest dødelige terrorangreb er langt højere.

Hvis altså man tæller de afledte dødsfald med.

I alt anslås omkring 400.000 mennesker at være blevet udsat for giftigt støv fra World Trade Center, da store dele af det sydlige Manhattan blev indhyllet i røg fra de sammenstyrtede bygninger.

Støv, der indeholdt alt fra metaller, glasfiber og asbest til PAH-stoffer og dioxiner.

Det blev ikke bedre af, at der i forbrændingsprocessen blev udskilt tusindvis af andre kemikalier, forklarer Johnni Hansen, seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse. Undersøgelser har i forbindelse med katastrofen målt omkring 100 stoffer, som enten er dokumenteret eller mistænkt for at være kræftfremkaldende.

- Så det er noget skidt noget, som folk har fået i hovedet, siger Johnni Hansen.

Blandt de udsatte var især mange brand- og redningsfolk og andre såkaldte first responders, som under og i tiden efter angrebet arbejdede i området på Manhattan.

Men også titusindvis af mennesker, som på tidspunktet boede, studerede eller arbejdede i området, blev udsat for det giftige støv.

- Om 15-20 år kommer vi til at se alvorlige sundhedsproblemer her i New York. Vi har ikke en gang set toppen af isbjerget endnu. Mange flere kan være blevet udsat, end vi først troede, har lægen Raja Flores fra Mount Sinai Hospital i New York sagt til 9News.

Titusindvis af syge

I 2011 oprettede de amerikanske myndigheder World Trade Center Health Program, som registrerer og yder medicinsk hjælp til personer, som vurderes at have sundhedsproblemer forbundet til terrorangrebet i 2001.

I den seneste opgørelse fra juni i år var godt 112.000 amerikanere tilmeldt programmet, hvoraf nedenstående antal er bekræftet at være relateret til sygdom:

Som det fremgår af tabellen, er antallet af relaterede dødsfald opgjort til mellem 1500 og 3700, alt efter hvor mange gengangere der er på tværs af kategorierne.

Døde, der ikke optræder i statistikkerne eller på det officielle mindesmærke for ofrene efter terrorangrebet i 2001, men dødsfald der potentielt kan tilskrives samme begivenhed.

Over 22.000 er registreret syge med forskellige kræftformer.

Tilbage i 2011 fandt en rapport fra USA's regering ellers ingen beviser for, at støv og murbrokker fra det sammenstyrtede World Trade Center kunne føre til kræft.

Men i de efterfølgende år fra 2012 til 2014 blev en række kræftformer anerkendt som afledte konsekvenser og tilføjet i WTC-sundhedsprogrammet, og siden da er antallet af registrerede kræftpatienter i programmet steget støt.

Reelt ved vi endnu ikke ret meget med sikkerhed om sammenhængen mellem kræft og WTC-støvet, fortæller Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Koncentrationerne af giftstoffer var enorme, og der er ingen tvivl om, at det har haft betydning for manges sundhed. Men der er stadig spørgsmål om betydningen for kræftrisiko, siger han.

Øget kræftrisiko?

Mange havde måske udviklet kræft, selv hvis de ikke var blevet udsat for giftigt støv i 2001. Der er trods alt gået 20 år, og risikoen for kræft stiger med alderen.

Men flere studier har påvist, at personer, som dengang blev udsat for støvet fra de pulveriserede skyskrabere, i dag er overrepræsenteret i kræftstatistikkerne.

Et studie offentliggjort sidste år i JNCI Cancer Spectrum fandt eksempelvis, at first responders, der deltog i arbejdet i 2001, generelt havde 9 procent større risiko for at udvikle kræft end resten af den amerikanske befolkning.

For nogle kræftformer var forskellene endnu større.

Risikoen for at udvikle skjoldbruskkirtelkræft var eksempelvis mere end dobbelt så stor som for resten af befolkningen, mens risikoen for leukæmi var 41 procent større og risikoen for prostatakræft 25 procent større.

Andre undersøgelser har dog vist, at brandmænd i forvejen har øget risiko for prostatakræft, så andre faktorer kan også spille ind, påpeger Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Hvor stor betydning 11. september helt præcist havde er derfor svært at sige. Spørgsmålet er, om der er gået lang nok tid til, at vi kan se det fulde omfang. Der er 20 år måske ikke nok.

Vil huske alle ofre

Politiet i New York har i årenes løb mistet flere end 200 nuværende og tidligere betjente til sygdom relateret til terrorangrebet i 2001.

Også FBI har tidligere meldt om et stigende antal relaterede dødsfald blandt sine agenter.

Da brandvæsenet i New York sidste år føjede 27 nye navne til sin mindevæg, understregede brandkommissær Daniel A. Nigro vigtigheden af at huske både dem, der mistede livet 11. september, og dem der siden er gået bort.

- De har ultimativt måttet bukke under for sygdom, de pådrog sig, fordi de aldrig tøvede med at løbe ind i problemer for at hjælpe andre, sagde han.

Her på 20-årsdagen kan han og kollegerne igen føje nye navne til tavlen.

Vi kender endnu ikke antallet, men ifølge organisationen Uniformed Firefighters Association of New York er mindst 23 kolleger døde af relateret sygdom siden seneste 11. september.

Biden vil lægge skulder til tredje vaccinestik

Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil have et tredje stik med en vaccine mod covid-19, når det bliver bredt tilgængeligt.

Det oplyser talskvinde for Det Hvide Hus Jen Psaki ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde fredag aften dansk tid.

- Vi venter, til det er bredt tilgængeligt, som vi regner med, er snart, siger hun.

Allerede i august åbnede den amerikanske sundhedsstyrelse for, at amerikanere ville få mulighed for at få et tredje stik med en vaccine, hvis de ønskede det.

Dengang åbnede præsidenten for, at han og hans kone, Jill Biden, ville få et ekstra stik med vaccinen.

Flere millioner har endnu ikke fået første stik

Camilla Foged, professor i vaccinedesign ved Københavns Universitet, sagde onsdag til Ritzau, at et tredje stik kan øge immuniteten, men at det stadig er uklart, hvor meget det øger den.

Muligheden for at få tredje stik med en coronavaccine er ved at bliver rullet ud i USA, på trods af at flere millioner amerikanere endnu ikke har fået det første. Tredje stik forventes at være tilgængeligt for voksne fra den 20. september.

Landets vaccinestrategi har desuden fået kritik af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), fordi det endnu er sparsomt med vacciner i mange af verdens lande.

Det Hvide Hus har forsvaret sig med, at USA har doneret flere vacciner til andre lande, end resten af verden tilsammen.

Meget få procent vaccineret på det afrikanske kontinent

Den 9. september var 53 procent af den amerikanske befolkning færdigvaccineret mod covid-19. Yderligere 9,3 procent havde påbegyndt vaccinationen, men manglede altså endnu at få andet stik.

Det viser tal fra statistikbanken Our World In Data.

Det er betydeligt højere end for eksempel de afrikanske lande. På det afrikanske kontinent var kun 3,3 procent vaccineret den 9. september - 2,3 procent havde fået første stik, men var endnu ikke færdigvaccineret.

I Danmark er 73,1 procent af befolkningen færdigvaccineret. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

“Danskerne har vaccineret sig til frihed” – Hele verden kigger på, når Danmark genåbner

Fredag har Sundhedsministeriet i Danmark afkategoriseret coronavirus som en samfundskritisk sygdom.

Danskerne har således kunne vinke farvel til alle de coronarestriktioner, som vi har levet med det seneste halvandet år.

Den nyhed har fået flere af verdens lande til at vende blikket mod Danmark.

Medier i både Storbritannien, Norge, USA, Tyskland og Italien har dækket, at de danske coronarestriktioner fredag endegyldigt blev ophævet.

"Wow! Danskerne har vaccineret sig fri".

Sådan lyder overskriften i en artikel fra det tyske dagblad Bild, der fokuserer på Danmarks effektive vaccinationsprogram.

Italienerne undrer sig over afvikling af restriktioner

I Italien er pandemien ved at komme under kontrol, men det bliver håndteret noget anderledes end i Danmark. Det oplyser korrespondent for TV 2 Eva Ravnbøl fra Italien.

Nyheden fra Danmark har ifølge korrespondenten været forsidestof i Italien, hvor der fortsat hersker bekymring over konsekvenserne af vinterhalvåret.

- De fleste italienere vidste ikke, at coronapasset for flere måneder siden blev introduceret i Danmark, og netop nu, hvor det skal introduceres i Italien, trækker man det tilbage, og det har italienerne svært ved at forstå, siger hun.

I Italien er knap 63 procent af den voksne befolkning vaccineret, og sundhedsmyndighederne forbereder sig på efterårs- og vintermånederne, oplyser Eva Ravnbøl.

- Man forstår ikke, hvorfor man tør at afvikle restriktionerne i Danmark, selvom vaccinetilslutningen i Danmark er lidt højere.

Eva Ravnbøl oplyser, at store dele af befolkningen fortsat er ramt af den sorg, coronapandemien har efterladt landet i. Derfor har nyheden om et restriktionsfrit Danmark ifølge korrespondenten givet anledning til debat.

Briterne forudser "vanskelig tid"

Også i Storbritannien har flere medier vendt blikket mod Danmarks afkategorisering af coronavirus som en samfundskritisk sygdom.

The Guardian har dækket nyheden med fokus på, at den høje vaccinationstilslutning er skyld i, at danskerne nu kan se frem til en hverdag uden coronarestriktioner.

Det sker samtidig med, at premierminister, Boris Johnson er ved at forberede briterne på vinteren, som forventes at blive "en vanskelig tid."

Han vil offentliggøre en plan for, hvordan landet skal sikre sig mod eksponentielle stigninger i smitte og hospitalsindlæggelser ved blandt andet at tilbyde vacciner til de unge teenagere fra 12 år og op, et booster-program med tredje stik samt vaccinepas.

Fredag blev der i Storbritannien registreret 37.622 nye smittede og yderligere 147 coronarelaterede dødsfald i løbet af det seneste døgn.

Epidemikontrol og vaccinationstilslutning

Den danske regering har begrundet beslutningen om ikke at forlænge kategoriseringen med "den store vaccinationstilslutning og den stærke epidemikontrol".

Men hvad skal vi så forvente af virussen i den nærmeste fremtid? Kan vi ånde lettet op, eller er der grund til bekymring, som vi ser det i flere andre europæiske lande?

Ifølge Jens Lundgren er det rimeligt og på sin plads, at coronavirus nu ikke længere vurderes som en samfundskritisk sygdom. Det skyldes primært den høje grad af vaccination hos den danske befolkning.

Her kan du læse tre eksperters bud på efteråret og vinteren i et Danmark uden coronarestriktioner.