Der er blevet nedgravet heste uden tilladelse på et stutteri nord for Viborg.
Sådan lød det fra direktør for Teknik og Miljø i Viborg Kommune, Hans Jørn Laursen, på et pressemøde onsdag eftermiddag.
Viceinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, Christian Toftemark, deltog også på pressemødet, hvor han sagde, at aktionen på stutteriet fortsat pågår.
Han ville derfor ikke gå i nærmere detaljer om, hvor mange heste der er fundet.
- Men vi kan sige, at vi har fundet nedgravede heste derude, lød det.
Pressemødet kom, efter at repræsentanter for politiet, Viborg Kommune og Fødevarestyrelsen tidligt onsdag morgen rullede ind på Viegård Stutteri.
Med sig havde de blandt andet flere gravemaskiner fra Forsvaret.
Onsdagen igennem har de gravet 12 steder for at undersøge, om stutteriet har gravet døde dyr ned i strid med miljøreglerne.
For passivePolitiet har flere gange de seneste to måneder fået skudt i skoene af dyreværnsaktivister, at der ikke blev gjort nok fra myndighedernes side for at stoppe ejeren af Viegård Stutteri.
På pressemødet blev politiet derfor også spurgt ind til, hvorfor det tog så lang tid at reagere, da politikredsen allerede 29. juni blev bekendt med billeder, der antydede kritisable forhold på stutteriet.
- Det er lidt svært at afhøre hestene, lød svaret fra Christian Toftemark.
Han understregede også, at den aktion, som blev gennemført onsdag, byggede på lang tids planlægning.
Politiet har derfor været bange for at miste beviser, hvis de var for åbne omkring deres arbejde, lød det.
Christian Toftemark fortalte også, at politiet har modtaget over 100 anmeldelser i forbindelse med forløbet og "vurderet dem alle".
Hestenes dødsårsagUdover politiet og Viborg Kommune deltog Fødevarestyrelsen også i onsdagens aktion.
På pressemødet oplyste veterinærchef fra styrelsen, Flemming Kure Marker, at de døde heste nu skal undersøges på Københavns Universitet, som måske kan slå fast, om de er døde af underernæring.
- Jeg ved ikke, hvad vi kommer til at kunne sige om dødsårsagen, lød det fra Flemming Kure Marker.
Informationerne fra Københavns Universitet samt fødevaremyndighedernes andre undersøgelser fra dagens aktion skal nu samles og videregives til politiet, som skal bruge det i deres videre arbejde.
Det er derfor endnu for tidligt at sige, hvilke sigtelser der kommer på baggrund af dagens aktion.
Omstridt stutteriDet omstridte stutteri er i forvejen sigtet for en række overtrædelser af dyrevelfærdsloven.
Sommeren igennem har dyreværnsaktivister demonstreret cirka en gang om ugen foran stutteriet og har også kritiseret politiet og kommunen for ikke at skride hårdt og hurtigt ind.
Den pågældende hesteavler har i årevis været beskyldt for at vende det blinde øje til hestenes dårlige helbred og forhold.
Offentligheden fik syn for sagen, da en tidligere ansat offentliggjorde billeder af tynde og tilsyneladende syge heste.
Siden da har både politi, fødevaremyndigheder og Viborg Kommune flere gange været på tilsyn.
I alt er der tidligere blevet rejst 35 sigtelser mod Stutteri Viegård. De har dog ikke haft karakter af vanrøgt eller mishandling. Derfor er der heller ikke sket sanktioner som fjernelse af hestene.
Indtil videre er kravene til stutteriet desuden blevet efterkommet. Det har blandt andet betydet, at for tynde heste er kommet i behandling.