Mor tog sit eget liv – nu kommer børnene med opråb
Hun havde glædet sig til at fokusere mere på den kunst, der altid havde været en stor del af hendes liv. Efter mere end 30 elskede år i lærergerningen skulle Anette Bøtter nyde sit otium.
Men da en affære resulterede i en skilsmisse, blev det startskuddet til den nedadgående spiral, der kulminerede med, at hun kastede sig ud fra Svendborgsundbroen.
Det er snart tre måneder siden, at 68-årige Anette Bøtter tog sit eget liv, mens hun var i behandling i psykiatrien.
Radiovært Anders Bøtter og hans to søskende har valgt at dele deres mors historie.
- Det er halvandet år siden, at min mor var livsglad og sprudlende, og jeg er 100 procent sikker på, at hendes selvmord og nogle af de 600 andre selvmord, der bliver begået i Danmark, kan undgås, siger 42-årige Anders Bøtter.
Et eksempel ud af mangeI et opråb på Facebook beder de tre søskende om folks opmærksomhed.
De har fortalt deres mors historie til Fyns Amts Avis. En historie om, hvordan svigt og fejl på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg resulterede i, at en tydeligt selvmordstruet mor til tre blev udskrevet – med fatal udgang til følge.
- Det er bare et eksempel ud af mange, hvor man kan mærke, at den her psykiatri er presset helt i bund, siger Anders Bøtter til TV 2.
En ny rapport fra Statsrevisionen understøtter, at familien langtfra er alene med oplevelsen.
Utidige udskrivelserUndersøgelsen viser, hvordan både regioner, kommuner og ministerier svigter de allermest sårbare borgere, der udskrives fra psykiatrien uden at få den opfølgende hjælp og støtte, som de har behov for og lovpligtigt krav på.
I 73 procent af de 4483 undersøgte sager har regionerne ikke overholdt psykiatrilovens krav om, at borgere skal udskrives fra indlæggelse med en såkaldt udskrivningsaftale om et opfølgende behandlingsforløb.
Formand for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen, mener, at der i psykiatrien foregår en form for roulette, hvor man udskriver dem, der er mindst syge, for at gøre plads til nogle, som er mere syge.
- Desværre er det alt for ofte sådan, at når man bliver udskrevet fra psykiatrien, så er man faktisk slet ikke rask og slet, slet ikke klar til at kunne tage vare på sig selv uden støtte, siger Eva Secher Mathiasen til TV 2.
Den oplevelse bakkes op af formand for landsforeningen for psykisk sundhed, SIND, Mia Kristina Hansen, der fortæller, at patienter ofte udskrives uden at vide, hvornår eller om de bliver kontaktet for videre hjælp.
Og det kan få alvorlige konsekvenser. Det gjorde det for de tre Bøtter-søskendes mor.
Forsvandt langsomtHun var indlagt på psykriatisk afdeling ad flere omgange.
- Hun forsvandt langsomt. Jeg sagde til mine veninder, at jeg følte, at jeg havde mistet hende, inden hun var død. Der var ikke noget tilbage af det menneske, jeg kendte, mindes 26-årige Mette Bøtter om det sidste af morens liv.
Trods en mistanke om, at Anette Bøtter var bipolar, blev hun aldrig diagnosticeret. Personalet, der var ansvarlig for hende, skiftede konstant i en strøm af vikarer.
- Når jeg ringede, snakkede jeg altid med en ny person hver gang, fortæller Anders Bøtter, der havde fornemmelsen af, at ingen havde det store overblik.
Familien sendte flere bekymringsbreve til psykiatrien. Og en dag, mens moren var indlagt, fandt man et afskedsbrev, hun havde skrevet.
Forsvundet afskedsbrevEt familiemedlem afleverede afskedsbrevet til psykiatrien i håbet om, at det ville få personalet til at forstå alvoren af hendes tilstand.
Men brevet blev aldrig journaliseret, selvom personalet har pligt til det. En fejl, de pårørende mener, at der er under al kritik.
Ledelsen på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg anerkender, at den manglende journalisering af afskedsbrevet er en fejl.
- Det burde ikke kunne ske. Sådan nogle ting er noget, der normalt bliver scannet ind i en journal. Det kan vi ikke forklare, hvorfor det ikke er blevet, siger Carsten Blus-Pedersen, cheflæge ved Psykiatrisk Afdeling i Svendborg, til Fyens Amts Avis.
Derfor ved børnene i dag ikke, hvad der stod i deres mors sidste ord til dem.
- Der er et tidligere hint til, at hun kunne finde på at tage sit eget liv. Hvordan kan man udskrive sådan et menneske fra psykriatisk afdeling? spørger Anders Bøtter.
Anerkender medansvarAnette Bøtters historie illustrerer problemerne i Region Syddanmarks psykiatri. Et område, der ifølge Fyns Amts Avis er så dybt i knæ, at selv direktionen har udtrykt, at den ikke længere ved, hvordan enderne skal nå sammen.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Psykiatrisk Afdeling i Svendborg, men det har ikke været muligt.
Over for Fyns Amts Avis har afdelingsledelsen dog erkendt, at de har et medansvar.
Af hensyn til personfølsomme oplysninger vil de ikke udtale sig om de konkrete ting i sagen. Derfor svarer de ikke på, hvorfor Anette Bøtter blev udskrevet, og om der har været fejl i forløbet.
Dog anerkender de familiens opfattelse af, at afdelingen bærer et ansvar for Anette Bøtters død.
- Vi har et ansvar. Det er også derfor, at det er tungt for os, når en patient tager sit eget liv – fordi vi netop har et ansvar. Det er slet ikke det, vi ønsker. Så det har vi, siger chefsygeplejerske Birgitte Kibenich til Fyns Amts Avis.
Ledelsen oplyser desuden, at en patients selvmord udløser en procedure, hvor forløbet bliver nøje gennemgået for at se, om der er noget, der kan give anledning til ændringer i procedurer og arbejdsgange.
Psykologhjælp på sundhedskortetRegion Syddanmark står ikke alene med problemerne. Der er stor politisk opmærksomhed på, at der skal tilføjes flere midler til hele psykiatriområdet.
Men ifølge Anders Bøtter kommer man ikke problemerne til livs ved blot at kaste flere penge efter psykiatrien.
- Jeg tror, at vi skal have et paradigmeskifte i det her land. Jeg ser meget gerne, at inden jeg tager herfra om forhåbentligt mange, mange år, der kan man få psykologhjælp og psykiatrisk hjælp på sundhedskortet, siger Anders Bøtter.
Selvom det i forvejen kan lade sig gøre via en henvisning fra egen læge, mener Anders Bøtter, at det skal kunne lade sig gøre at få hjælp uden de flere måneder lange ventetider, der lige nu præger psykiatrien.
- Hvorfor er det anderledes, at jeg brækker min lårknogle, end at jeg brækker mit indre? Folk dør af det her.
Se hele interviewet med Anders og Mette Bøtter i 'Go' aften LIVE' på TV 2 Play
Toårigs kind vokser og vokser – nu har familien omsider fundet hjælp
Nana Ritz Krarup er ved at knibe en tåre.
- Det er så rørende, siger hun.
Det har været en overvældende tid for familien Ritz Krarup, siden de delte deres historie med datteren Hailey, som lider af venøs malformation, der gør, at hendes kind vokser.
Den toårige piges blodårer vokser klumpet sammen som et garnnøgle i stedet for at sidde lige og regelmæssigt.
Oven på omtalen af familiens historie ringede en anden familie til TV2 Østjyllands redaktion.
Deres søn havde fået hjælp af en læge i USA, og den samme læge kan nu hjælpe Hailey.
- Vi er gået fra at få at vide, vi ikke kan gøre noget, til en, der siger, at han kan gøre vores datter rask. Han kan få hende til at se ud som andre børn. Det har været lidt surrealistisk og overvældende, siger Haileys mor, Nana Ritz Krarup.
- Jeg tror ikke rigtigt, jeg ved, hvilket ben vi skal stå på.
Flere behandlinger i New YorkBehandlingen skal gennemføres på Manhattan i New York ad tre omgange med seks-otte ugers mellemrum, så det bliver en bekostelig affære for familien, der består af forældrene Nana og Frederik og deres tre børn, Emily, Hailey og Pilou.
Den seneste tid har familien derfor brugt på at stable en indsamling på benene, som skal hjælpe med at finansiere behandlingen, som der kræves endnu en af igen om et til to år.
Fredag var alle godkendelser på plads, og indsamlingen blev godkendt. På den korte tid er der indsamlet 92.000 kroner, men det er ikke uden omkostninger.
- Man skal oprette virksomhed, virksomhedskonto, godkende til indsamling af Indsamlingsnævnet, godkendelse af Mobilepay.
- Folk har virkelig været gode til at handle, og de har gjort alt for at gøre det hurtigt. De er også blevet meget rørt af vores historie, siger Nana Ritz Krarup.
Sat i verden for at hjælpeParret havde konsultation med den amerikanske læge Dr. Waner torsdag.
- Vi kan tage os af jeres datter. Vi kan få hende til at ligne alle andre børn, det kan vi, forsikrede den amerikanske læge under konsultationen.
Familien drog et lettelsens suk, og med fredagens godkendelse af indsamlingen er turen til USA allerede til juli rykket et skridt nærmere.
- Vi har fuld tiltro til ham. Jeg tror, han er sat i verden for at hjælpe, konstaterer Nana Ritz Krarup.
Dr. Waner vil gerne i gang med behandlingen så hurtigt som muligt, da en del af Haileys malformation sidder i halsen og risikerer at vokse sig så stor, at den lukker for luftvejene.
Lægen er lige nu ved at udregne den samlede pris for familiens behandlinger.
- Vi følger vores mavefornemmelse, og den siger, at vi skal afsted. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi får den rigtige hjælp.
Da de ikke er amerikanske statborgere, koster det fuld pris i det amerikanske system, og der er ikke støtte fra Danmark, da der findes en behandling.
Det er dog ifølge Nana Ritz Krarup ikke den samme behandling, og lægerne i Danmark ville aldrig kunne fjerne klumpen helt. Det kan de i USA.
Hjælp fra alle siderNana Ritz Krarup fortæller, at de er blevet tilbudt hjælp fra nær og fjern.
- Vi bliver mødt med åbne arme. Mange skriver, at de selv har børn og kan se sig selv i samme situation. Så jeg tror, det rammer rigtig mange, siger hun.
Der er blandt andet en konditor, der har tilbudt at donere en kage, en frisør vil donere en dags omsætning, venindens datter vil fabrikere og sælge armbånd, og de har fået doneret en stand på et børneloppemarked.
- Det er så rørende, at der er så mange, der vil hjælpe.
Eksperter bekymret for drikkevandet: Kæmpe stigning i salget af PFAS-pesticider
Flåt med alvorlig virus breder sig i Danmark – få bæstet væk i en fart, siger professor
Flåter med den farlige TBE-virus –Tick Borne Encephalitis – der giver hjernebetændelse, breder sig i Danmark. Det betyder, at der nu ikke længere kun er risiko for at blive smittet på Bornholm eller Tisvilde Hegn i Nordsjælland.
For hvor der de seneste år kun har været et enkelt tilfælde på Bornholm om året, er der begyndt at være flere tilfælde i Nordsjælland, hvor flåter med TBE-virus som gæst på hjorte bevæger sig sydpå.
Det fortæller virusforsker og professor ved Statens Serum Institut Anders Fomsgaard til TV 2.
- Flåter med virussen har altså de seneste to år spredt sig i det sammenhængende skovområde fra Tisvilde Hegn helt ned til Hareskoven og Hørsholm, siger han.
Professoren er netop vendt hjem fra et internationalt møde, hvor spredningen af blandt andet flåtbårne virusser er blevet diskuteret.
Du kan på kortet se, hvor danskere de seneste to år er blevet smittet med TBE-virussen fra flåter.
Det starter med influenzalignende symptomer om sommerenI 2021 og 2022 har der samlet været ni tilfælde i Danmark. Det lyder ikke af mange, og risikoen for smitte er fortsat lille. Men virussen er så invaliderende, at ethvert tilfælde ifølge Anders Fomsgaard er ét for meget.
- Det er en alvorlig hjernebetændelse, som kræver indlæggelse, og som efterlader mentale og neurologiske bivirkninger og lammelser i arme og ben. Man bliver ikke sig selv igen – det er en alvorlig sygdom, siger Anders Fomsgaard.
Samtidig er det kun toppen af isbjerget, der bliver opdaget. For ud af dem, der bliver smittet, vil omkring en fjerdedel opleve at få en sommerinfluenza, mens resten af tilfældene ikke bliver opdaget.
- Hvis man får influenzalignende symptomer om sommeren, skal man altid reagere, for der er ikke influenza om sommeren, siger professoren.
Ud af dem, der får influenzalignende symptomer, vil cirka to tredjedele efter dét, som Anders Fomsgaard kalder ”et par lumske dage uden symptomer," blive indlagt på sygehuset med hjernebetændelse.
- Det er ikke lige så tit som voksne og ældre, at børn bliver indlagt, men det betyder ikke, at de går fri. Der er nok ikke nogen af de børn, der bliver smittet og får symptomer på TBE, som får en studentereksamen, siger han.
Af samme grund gælder det om at få fjernet flåter i en fart, hvis man opdager det lille ottebenede dyr på kroppen. For i modsætning til for eksempel borrelia, der også er en flåtbåren sygdom, smitter flåter med TBE med det samme.
Få bæstet væk hurtigst muligtVed borrelia smitter flåten først 24 timer efter, at den har sat sig fast. Det skyldes kort fortalt, at det varme blod fra mennesket først skal varme bakterien, der sidder i flåtens bagdel, op. Derefter begynder bakterien at formere sig og sprede sig til flåtens spytkirtler.
Men med TBE er det anderledes, for virussen sidder klar i flåtens spytkirtler – og jo længere, den får lov at sidde, jo mere virus vil der blive overført i takt med, at den suger blod.
- Man er dog ikke fortabt, hvis man ikke kan få den af med det samme, men det er vigtigt at få bæstet væk hurtigt, i stedet for at vente til man for eksempel er i nærheden af en pincet, siger Anders Fomsgaard.
Brug derfor neglene eller nuller flåten væk på stedet – det betyder ikke noget, hvis dele af flåtens munddel sidder tilbage, forklarer professoren.
Kraftig stigning i Sverige – også i SkåneTBE bliver ikke kun båret rundt af flåter i Danmark. Også Sverige har de seneste to år oplevet en kraftig stigning – både i antal af tilfælde og i geografisk spredning.
Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse i en pressemeddelelse. Ifølge Anders Fomsgaard er der sket en fordobling på ti år, til trods for at svenskerne har intensiveret vaccinationsindsatsen mod TBE.
Derudover er flåter med TBE nu geografisk i hele Sverige. Også Skåne er farvet rødt.
- Set fra et dansk synspunkt er det jo interessant, fordi mange danskere rejser til Sverige hver sommer, og fordi mange har sommerhus der, siger professoren.
Hvert år er der da også danskere, der bliver indlagt efter at være blevet smittet i Sverige. Det gælder også danskere, der har rejst i Baltikum og centraleuropæiske lande som Østrig.
Samtidig breder flåter med TBE sig med trækfuglene.
- Så vi må regne med, at det er en ny ting, der er kommet for at genere os.
Så hvad kan man gøre?Der er flere gode råd at følge, hvis man bevæger sig væk fra stier i skovområder eller går i højt græs eller krat.
Det er de samme råd, der gælder generelt i forhold til at undgå flåter.
Tag gummistøvler på – sokker sætter flåterne sig særlig godt fast i og kan kravle videre derfra.Tjek altid dig selv og børn efter for flåter – bag ørerne og på varme og fugtige områder. Flåter lader sig nogle gange stoppe af elastikken i underbukserne, så tjek også her.Brug myggespray med DEET, som kan hjælpe.Hvis man har hund, kan den få et flåtmiddel, Permetrin, så flåterne ikke sætter sig fast. På den måde kan man undgå, at hunden bærer flåterne med ind i sofaen eller sengen. Hunde kan i øvrigt også få hjernebetændelse.Der også en vaccine, som i Danmark lige nu kun bliver anbefalet for Bornholm – og kun for folk, der færdes jævnligt i skov og krat udenfor stier.
Skal man til at overveje en vaccine, hvis man for eksempel færdes jævnligt udenfor stiområderne i skovene i Nordsjælland eller har et sommerhus i skovområder i Sverige?
- Jævnligt er, hvis man hver dag går tur i skoven udenfor stisystemerne, har et sommerhus i Sverige eller bor i hus, der støder op til for eksempel Tisvilde Hegn. Jeg har sommerhus i Småland, og jeg er vaccineret, siger Anders Fomsgaard.
Højsæsonen for flåter er maj til oktober – fordi det oftest er her, mennesker færdes i skoven. Ifølge Anders Fomsgaard er der også flåter om vinteren. Også når det sner.
Dicillin-sagen afsluttet: Forslag om fast kontrol for bakterier
Intet belæg for at lukkede skoler mindskede smittespredning med covid-19, viser svensk analyse
Skolelukninger i skoleåret 2020 til 2021 havde ingen afgørende effekt på smittespredningen af covid-19 i de nordiske lande Danmark, Finland, Norge og Sverige.
Det viser en analyse foretaget af de svenske sundhedsmyndigheder. Analysen bygger blandt andet på dansk data.
I en pressemeddelelse fra 17. maj fremgår det således, at en fælles analyse af de nordiske lande har gjort det muligt at ”påvise fraværet af en generel smitteforebyggende effekt med skolelukninger”.
- Børn og unges mulighed for at gå i skole og få en uddannelse er en central faktor for sundheden, og det her er derfor vigtig læring for fremtiden, oplyser direktøren for den svenske sundhedsstyrelse, Karin Tegmark Wisell, i pressemeddelelsen.
I pressemeddelelsen fremhæver også Annika Ersson – infektionslæge og forsker ved den den svenske sundhedsstyrelse – de negative konsekvenser af skolelukningerne som for eksempel mistrivsel.
Ingen danske sundhedsmyndigheder har kommentar til svensk analyseAnalysen er ikke offentliggjort af de danske sundhedsmyndigheder. TV 2 har derfor forsøgt at få en kommentar fra Statens Serum Institut, der – ligesom de norske og finske sundhedsstyrelser – har leveret data til den svenske analyse.
Statens Serum Institut henviser til Sundhedsstyrelsen men oplyser, at instituttet er i gang med sin egen analyse gældende kun for Danmark. Det arbejde er endnu ikke færdigt.
Sundhedsstyrelsen henviser til Sundhedsministeriet for en kommentar, mens Sundhedsministeriet henviser tilbage til Statens Serum Institut.
Det har derfor ikke være muligt for TV 2 har få en kommentar fra nogle af de tre danske sundhedsmyndigheder i forhold til den svenske analyse og dens konklusioner.
I forhold til de resterende nordiske lande var Danmark ellers dét land med de mest omfangsrige skolelukninger, hvilket også fremgår af den svenske analyse.
Alfa spredte sig i skoleåret 2020 til 2021Lad os skrue tiden tilbage til august 2020, hvor et nyt skoleår startede.
Forud var alle danske skoleelever blevet hjemsendt til nødundervisning i februar 2020, fordi den verdensomspændende smittespredning med en ny virus ifølge de danske myndigheder risikerede at overbelaste det danske sundhedsvæsen.
På et pressemøde 11. marts 2020 lukkede statsminister Mette Frederiksen (S) derfor landet ned.
Anden nationale skolelukning i Danmark skete i skoleåret 2020 til 2021, hvor en ny variant – Alfa – begyndte at sende smittetallene i vejret.
Det er denne periode, som den nordiske analyse omhandler – og hvor skolelukninger ifølge analysen altså ikke havde den store effekt på det, som lukningerne skulle forhindre: smittespredning med covid-19.
De ældste var hjemsendt i mindst 89 dage i ét skoleårSmittespredningen med Alfa betød, at danske skoleelever i 5. til 10. klasse fra 16. december blev sendt hjem til nødundervisning uden fysisk fremmøde. Dagen efter gjaldt det studerende på ungdomsuddannelserne, og kort før juleferien – 21. december – fulgte 0. til 4. klasse efter.
Af tal, som Undervisningsministeriet har udarbejdet til TV 2, fremgår det, at danske elever i folkeskolen var hjemsendt i mindst 49 dage, når det gælder de mindste klassetrin og mindst 89 dage for klassetrinnene efter 4. klasse.
Der er tale om mindst, fordi antallet af skoledage med nødundervisning for nogle skoler ifølge Undervisningsministeriet har været "betydeligt højere".
Det skyldes, at der lokalt og regionalt har været skolelukninger og gradvise genåbninger på grund af den automatiske nedlukning.
Danmark greb skolelukninger anderledes anBlandt de fire nordiske lande er der forskelle i, hvordan skolelukninger blev grebet an under coronapandemien.
Af den svenske analyse fremgår det, at nationale skolelukninger i Sverige kun gjaldt de ældeste elever i gymnasiet, mens børn i indskolingen og mellemtrinnet fortsat kunne møde i skole.
I Norge og Finland var skolelukningerne ifølge den svenske analyse lokale udfra forudbestemte epidemiologiske kritierier.
I Danmark var der tale om mere omfattende skolelukninger, der omfattede både nationale skolelukninger for alle årgange og for flere uddannelser, ligesom at der også var lokale og regionale nedlukninger.
Nøje afvejning med negative konsekvenser er vigtigtUanset strategi viser den svenske analyse imidlertid, at smittespredningen blandt børn og unge hovedsageligt fulgte spredningen i den voksne befolkning.
Af analysen fremgår det nemlig blandt andet, at de 16- til 18-årige i Danmark, Norge og Sverige var den aldersgruppe med det højeste antal smittetilfælde – på trods af at de i højere grad end de yngre elever var omfattede af skolelukninger.
- Skolelukning er en meget forstyrrende foranstaltning med ukendte langsigtede effekter på børns fysiske og mentale sundhed. Andre tiltag bør altid implementeres, før skolernes normale funktion begrænses, står der i analysen.
Videre står der:
- Det er tvivlsomt, om begrænsninger rettet mod børns mulighed for uddannelse og normale aktiviteter ansigt til ansigt bør implementeres med det formål at beskytte andre grupper i samfundet.
Også direktøren for den svenske sundhedsstyrelse, Karin Tegmark Wisell, understreger vigtigheden af at afveje de negative helbredsmæssige konsekevenser af skolelukninger mod eventuelle positive effekter på at reducere smittespredningen.
Analysen går på nationale data og ikke fra enkelte smittekæder, som i visse tilfælde kan have haft direkte kobling til skoler.
Den svenske sundhedsdirektør fremhæver desuden, at analysen ikke kan anvendes i forbindelse med andre lignende infektionssygdomme eller i konteksten af andre lande.
Amerikansk styrelse advarer mod kopiversioner af slankemidler
Organisation vil mindske antallet af cigaretter, der er lovligt at tage med hjem fra ferien
Biden snublede over en sandsæk ved ceremoni i luftvåbnet
USA's præsident, Joe Biden, snublede og faldt på scenen, da han havde lykønsket nye kadetter på det amerikanske luftvåbens akademi, Air Force Academy, torsdag.
Det viser en video fra Colorado Springs, hvor afgangsceremonien blev holdt.
Biden blev hjulpet op af sikkerhedsvagter, mens han pegede bagud mod den genstand, der øjensynligt var skyld i faldet.
- Han har det fint. Der var en sandsæk på scenen, mens han trykkede hænder, skriver Det Hvide Hus' kommunikationsdirektør, Ben LaBolt, i en kort melding på Twitter.
Hvis det blæser, bliver sandsække ind imellem brugt til at holde mikrofoner og andet udstyr på plads.
Den 80-årige præsident kunne selv gå tilbage til sin stol.
Bidens politiske modstandere peger ofte på, at han er den ældste person, der nogensinde har siddet i præsidentembedet.
Særligt republikanske modstandere som Donald Trump forsøger at så tvivl om, hvorvidt Biden stadig kan klare opgaven.
Fysisk klarTidligere i år offentliggjorde Det Hvide Hus resultatet af en af de grundige fysiske lægeundersøgelser, præsidenten jævnligt får.
Meldingen fra Bidens læge lød, at han er fysisk i stand til at klare sit job.
Præsidenten motionerer også regelmæssigt.
I den tale, Biden torsdag holdt til kadetterne, advarede han blandt andet om, at de nu skal gøre tjeneste i en verden, der i stigende grad er ustabil.
Han nævnte blandt andet de udfordringer, USA og den øvrige vestlige verden står over for fra Ruslands og Kinas side, skriver Reuters.