I årevis har man fra politisk side bakset med at begrænse unges nikotinforbrug, alt imens produkterne blot er blevet mere og mere udbredte ifølge de seneste tal fra Statens Institut for Folkesundhed.
Èt af de redskaber, som politikerne senest har grebet fat i, har været at hæve prisen på nikotinposer, væsker til e-cigaretter og andre nikotinprodukter gennem afgifter.
Og onsdag udtalte indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), at regeringen er parat til at hæve afgifterne yderligere.
Men kontroller foretaget af Skattestyrelsen afslører, at mange salgssteder i forvejen – stik mod loven – sælger nikotinprodukter, der ikke er betalt afgift af.
Mellem januar og februar har styrelsen foretaget kontrolbesøg hos 200 butikker og salgssteder, der sælger nikotinholdige produkter. 104 af dem brød reglerne om, at produkterne skal være påført et stempelmærke, som dokumenterer, at der er betalt nikotinafgift.
- Stempelmærket er forbrugerens garanti for, at der er betalt afgifter til staten, og at produktionen er foregået under de rette forhold, siger underdirektør i Skattestyrelsen Anne Sofie Hedemann og fortsætter:
- Så det handler ikke bare om afgiftsbetaling, som skal gøre produkterne dyrere og mindre attraktive at købe, men også forbrugerens sikkerhed.
Alle butikker og salgssteder, hvor der blev fundet fejl, vil blive indstillet til en bøde på 10.000 kroner.
Et voksende problemIfølge Skattestyrelsen handler sagerne hovedsageligt om mindre kiosker, som ikke har nået at sælge eller bytte hele deres gamle varelager af de nu ulovlige nikotinprodukter.
Det havde de mulighed for at gøre mellem 1. oktober, hvor afgiften blev indført, og indtil årsskiftet hvor produkter uden stempelmærker blev ulovlige at sælge. Fra 1. februar har de været ulovlige at have på lager.
Men der er også beslaglagt nikotinvarer, som er importeret ulovligt fra udlandet, oplyser styrelsen.
- Salget af ulovlige og illegalt importerede varer er et voksende problem. Det er klart, at når afgifterne stiger, så stiger incitamentet også for at gøre sig en god forretning uden for stempelmærkesystemet. Derfor ser vi flere og flere, som ikke følger reglerne, siger Anne Sofie Hedemann.
Regeringen har luftet idéen om at hæve afgifterne yderligere. Vil det så ikke alt andet lige føre til flere salgssteder, som henter deres nikotinvarer ulovligt fra udlandet?
- Som afgifterne er i dag, kan vi se, at der er noget at komme efter, når vi kontrollerer. Det er også derfor, vi har intensiveret vores kontroller. En højere afgift kan få markedet til at reagere – og det tilpasser vi selvfølgelig vores kontroller efter.
Nærbutikker: Højere afgifter, mere ulovlig importNærbutikkernes Landsforening, som repræsenterer danske kiosker og nærbutikker, mener ikke, at danske kiosker generelt omgår loven.
Men ifølge formand for foreningen, Jesper Lundberg, er der i dag problemer med især mindre kiosker i de store danske byer, som importerer ulovligt fra udlandet.
- I Sverige er udsalgsprisen på mange af de her produkter halv så stor som i Danmark. Så butikker kan øge deres markedsandel ved at sælge det billigere, siger han og fortsætter:
- Afgiften, som regeringen nu taler om at gøre endnu større, øger villigheden til at købe varer ind udefra ulovligt. Og det holder liv i nogle kiosker, som ikke burde være der.
Men er det ikke lidt letkøbt at kritisere en lovgivning for, at den giver anledning til lovbrud, når det især er dem, I repræsenterer, der bryder den?
- Jeg kritiserer ikke stempelmærkerne. Dem hylder jeg. Jeg kritiserer heller ikke lovgivningen, som den er nu, hvis den bliver fulgt. Men hvis man øger afgiften, så øger man også viljen til at købe udefra, siger Jesper Lundberg.
Kræftens Bekæmpelse ønsker hårdere straffeIfølge Kræftens Bekæmpelse er det et "kæmpe problem", at så mange salgssteder ikke lever op til afgiftsreglerne.
Hvis butikkerne ikke betaler nikotinafgifterne, giver det dem mulighed for at sælge produkterne billigere, lyder det fra forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak.
- Det handler dybest set om nogle brodne kar, som omgår den lovgivning, der er. Og det holder ikke, fordi det i sidste ende skader den forebyggelse af unges nikotinforbrug, man ønsker politisk.
Derfor mener organisationen også, at Skattestyrelsens fund giver anledning til at skærpe kontrollerne og straffen for overtrædelse. Blandt andet bør politikerne overveje, om gentagende overtrædelser af loven skal føre til, at sælgeren skal have fjernet sin ret til at sælge varerne.
- Sidst giver det også anledning til at kigge på, om produkterne skal kunne sælges alle steder. Jo flere som sælger, desto sværere bliver det at kontrollere. Og det bliver derfor mere tilgængeligt for børn og unge, siger Mette Lolk Hanak.
Indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde har i denne uge også udtalt, at regeringen ønsker en bedre kontrol med salget og håndhævelse af reglerne. TV 2 har spurgt skatteminister Jeppe Bruus (S), hvordan regeringen vil forbedre kontrollen, men ministeren har ikke haft mulighed for at stille op til interview.