Patienter, som i årevis har ventet på at få foretaget komplicerede operationer i det offentlige, skal kunne komme hurtigere til.

Det giver trods alt lys for enden af tunnelen

Det er i hvert fald ambitionen i en ny aftale mellem regeringen, Danske Regioner og Sundhed Danmark – privathospitalernes brancheorganisation.

Og det vækker håb hos flere af de patienter, TV 2 har talt med.

En af dem er 19-årige Marie-Louise Rasmussen, der lider af hoftedysplasi. Som TV 2 også tidligere har beskrevet, venter hun lige nu på den hofteoperation, der skal give hende livet med venner, studier og fritidsarbejde tilbage.

- Jeg synes, det er meget positivt, at regeringen endelig har fået øjnene op for, hvor stort et problem det er med lange ventetider. Det giver trods alt lys for enden af tunnelen, selvom man næsten ikke tør håbe længere, siger hun.

Marie-Louise Rasmussen fik sin diagnose i 2021 efter en længere periode med voldsomme hoftesmerter.

En tid til udredning kunne godt nok først lade sig gøre i 2025 på Odense Universitetshospital, men Region Syddanmarks behandlingsgaranti sikrede hende på daværende tidspunkt en aftale på et privathospital, der altså fire år tidligere kunne stille hende den rette diagnose.

Siden fulgte en række måneder med indhentning af nye henvisninger og en privat pengeindsamling til den første hofteoperation, som blev foretaget i november.

På grund af forundersøgelsen i det private var Marie-Louise Rasmussen nemlig rykket bag i køen og måtte se sig nødsaget til selv at betale de 120.000 kroner per hofte, operationen ville koste.

Nu venter hofteoperation nummer to i det private i juli, men inden da håber Marie-Louise Rasmussen, at den nye aftale vil betyde, at det offentlige vælger at betale for den.

- Jeg er kun 19 år og studerende, så jeg har ikke lige 240.000 kroner liggende. Derfor ville det være en stor lettelse for både mig og min familie, hvis det offentlige nu går ind og siger, at de vil betale hofte nummer to, siger hun.

Selv hvis aftalen ikke er ensbetydende med, at hun får dækket sin hofteoperation til sommer, er Marie-Louise Rasmussen glad for, at hun har været med til at sætte fokus på området i blandt andet medierne.

- Det burde ikke komme bag på sundhedsvæsenet, at der er den her form for problematik, men det er der.

Også Brian Schulz har fulgt særligt interesseret med i præsentationen af den nye aftale mellem regeringen og sundhedsparterne.

Han er lige nu sygemeldt med flere diskusprolapser og har ventet i mere end to år en rygoperation, som han endnu ikke ved, hvornår han kan få.

- Den nye aftale giver mig virkelig håb. Forhåbentlig betyder den, at os, der har komplicerede lidelser, måske kan komme lidt hurtigere til, siger han til TV 2.

Den nye aftale, der skal komme de lange ventetider til livs er indgået mellem regeringen, Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation, Sundhed Danmark.

Den vil blandt andet give privathospitalerne mulighed for at udføre specialoperationer, de ikke tidligere havde lov til at udføre.

Og så indebærer den for privathospitalerne, at de i 2023 skal give det offentlige en rabat på 12 procent for behandling. I 2024 falder den rabat så til 10 procent.

Læs mere om den nye aftale i Sundhedsministeriets pressemeddelelse her.

Pilen peger nu direkte på de danske privathospitaler, når de lange ventelister i sundhedsvæsnet skal nedbringes.

Vi forstår simpelthen ikke den her aftale

Det fremgår af en ny aftale, regeringen netop har indgået med Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation Sundhed Danmark.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en nem aftale for os at indgå, men det er en rigtig aftale, som vi i branchen har bred opbakning til, lød det fra Sundhed Danmarks næstformand, Michael Gram Kierkegaard, kort efter præsentationen.

Men selvom der ifølge Gram Kierkegaard er "bred opbakning" til aftalen i branchen, så vækker den absolut ikke begejstring hos de privathospitaler, TV 2 har været i kontakt med.

- Det må stå for hans egen regning, for vi forstår simpelthen ikke den her aftale. I min optik har den ingen gang på jord, siger Thomas Kiær, overlæge og direktør på privathospitalet acCure i Lyngby, for eksempel.

Privathospitalerne skal med aftalen give det offentlige en rabat på 12 procent for behandlinger i 2023. Fra 2024 falder rabatten så til 10 procent.

Derudover vil aftaleparterne som noget nyt benytte sig af en såkaldt fast track-model, hvor privathospitalerne og regionerne hver især skal byde ind på de opgaver, hvor udfordringerne med lange ventelister i det offentlige er værst.

Men derudover fremgår det ikke, præcis hvordan planerne skal udmøntes, og det frustrerer Thomas Kiær.

- Der er ikke fastsat nogen som helst retningslinjer ud over intentioner. Så for mig at se indeholder denne her aftale intet andet end en prisreduktion, der vil gavne Danske Regioner, siger han.

Som så mange andre steder står aCure også over for prisstigninger i 2023-budgettet på 10 procent grundet inflationsstigninger og høje energiregninger, understreger Thomas Kiær.

- Alt det, vi laver, er betinget af, at vi har vores maskinpark i orden, og alene det er en enormt stor post i budgettet, siger Thomas Kiær.

- Så sent som i dag har jeg fået besked fra en af vores leverandører om, at et produkt, vi bruger til skulderoperationer, nu stiger i pris.

Der er med andre ord ikke råd til at lave rabatter til regionerne, så længe der ikke er vished om, hvor mange patienter der i så fald vil komme ind ad døren, siger overlægen.

- Det, der ligger i en prisreduktion på 12 procent, er, at vi skal behandle tilsvarende 12 procent flere patienter. Og det er der ingen garanti for med den her aftale.

Men bør I ikke tage jeres del af ansvaret for, at vi får bragt de her lange ventetider ned hurtigt?

- Jo, og der er ikke noget, vi hellere vil end at blive en ansvarsfuld spiller i det her. Men ligesom et offentligt hospital skal have budgettet til at løbe rundt, så skal vi også.

ACure-direktøren frygter nu, at den nye aftale mellem regeringen og parterne vil forringe kvaliteten i de behandlinger, privathospitalerne kan levere fremover.

Problemet er, at vi simpelthen tjener for lidt i forvejen

Både fordi personalet kan ende med at blive mere presset, og fordi rabatterne kan tvinge privathospitalerne til at spare andre steder.

Thomas Kiær bakkes op af Thomas Johnsen, direktør for Privathospitalet Danmark i Nordsjælland.

Til TV 2 fortæller han, hvordan der i forvejen er visse operationer, som privathospitalerne ikke engang tjener penge på at udføre i dag, særligt på grund af den stigende inflation.

- Denne her aftale er ikke nødvendigvis lukrativ for privathospitalerne, siger han og fortsætter:

- Problemet er, at vi simpelthen tjener for lidt i forvejen.

Både han og Thomas Kiær påpeger desuden, at sygeplejersker i år indgår i nye overenskomstforhandlinger, og at det derfor også er svært for privathospitalerne at forudse lønbudgetterne for den kommende tid.

For at imødekomme de stigende priser og den nye aftale vil man fra Privathospitalet Danmarks side nu danne sig et overblik over, hvilke specialoperationer der ikke længere er lukrative.

Herfra vil de pågældende operationer blive fjernet fra privathospitalets såkaldte "specialeplan", så der fremover kun tilbydes de typer operationer, der kan tjenes penge på.

Serhij Shumei har en god nyhed, som han glæder sig til at dele. Sønnen Vitalij Shumei smilede, og det skete netop her til morgen.

Når man i seks måneder har siddet ved sin søns side, vasket ham, madet ham, skiftet ble, sunget og læst for ham, og svaret hver gang blot har været tavshed, så føles selv små fremskridt som en sejr.

- Ja, det er nærmest et gennembrud, forklarer den tidligere oberstløjtnant, der har viet sit liv til at få sin Vitalij på fode igen.

- Han fik massage som så mange gange før, men for første gang var der bevægelse. Massøren sagde: ”Skub, skub, Vitalij”, og pludselig bevægede han benet. Og så smilede han!

Serhij lyser op i et stort smil.

TV 2 møder faren på en cafe i provinsbyen Tjernihiv. Byen, hvor sårede soldater kommer for at blive plejet og genoptrænet på det store militærhospital, hvor også Vitalij Shumei ligger. Nogle går med krykker, andre slentrer op ad gaden i selskab med rygende kolleger og ligner nogen, der er klar til at blive udskrevet.

Bare ikke Vitalij. Han er nu indlagt på sjette måned. Som soldat i en antiluftskytsenhed deltog han i de hårde kampe ved Donetsk tilbage i august i fjor, da hans stilling blev ramt af russiske granater. Et ammunitionslager eksploderede, og granatsplinterne rev en del af hans hjerne væk.

Den to meter høje soldat, der eller havde gjort sin far så stolt, blev forvandlet til et barn, man ikke kunne nå.

Og siden da er far Serhij ikke veget fra hans side.

Det med ikke at vige fra sin søns side skal tages helt bogstaveligt. Alle døgnets timer har Serhij opholdt sig på hospitalet, om natten sover han i stuen ved siden.

- Jeg er der hele tiden. Altså lige undtaget når jeg går ud for at ryge.

Der var også den ene undtagelse, mens sønnen var indlagt i Kyiv, og Serhij måtte tage tilbage til Tjernihiv for at hente vigtige dokumenter og derfor var væk et døgns tid.

- Da jeg kom tilbage, var det, som om Vitalij rynkede øjenbrynene og havde en tåre i øjenkrogen. Som om han var ked af, at jeg havde været væk.

På militærhospitalet er der ikke adgang for andre end plejepersonale og pårørende, men på private videooptagelser fra hospitalsstuen kan man se Serhij gøre klar til at made Vitalij, der ligger ubevægelig med bar overkrop og et trakeotomirør til respiratoren i halsen, mens han stirrer tomt ud i rummet.

På en anden optagelse læser Serhij hilsner op for sønnen fra ukrainere fra hele landet. Tålmodig og med rolig stemme.

Tålmodigheden har betalt sig, for i starten gav lægerne ham ikke mange chancer. På en skala fra 1 til 12 vurderede de hans hjerneskade til 11,5. De første måneder var der ingen reaktion. Men omkring nytår begyndte det at ændre sig.

- Han begyndte at blinke og lukke øjnene, så når jeg for eksempel spørger ham, om det er ok, at jeg går ud og ryger, så lukker han måske øjnene for at markere, at det er i orden. På samme kan jeg fornemme, at der er et eller andet, han ønsker, når han blinker med øjnene.

For slet ikke at tale om dagen, hvor han spurgte sønnen: ”Ved du, hvem jer er?”, og svaret lød ”far”.

Det lyder som beskedne fremskridt. Men for Serhij er det lidt af en sejr.

Måske er det hans militære baggrund, måske er det, fordi Serhij Shumei bare er god til at fokusere på de små lysglimt i mørket. Plejen og omsorgen for sønnen betragter han som sin del af kampen mod russerne, og han bebrejder ham ikke, at han meldte sig til militæret.

- Der er krig, og det er en skandale, men jeg er stolt af, at han var med til at forsvare sit, lyder det fra 64-årige Serhij, mens han ivrigt læner sig frem over bordet.

Det seneste års tid har været præget af tab, sorg, uvished og en nærmest ubærlig hemmelighed, for allerede i marts mistede Serhij sin hustru og Vitalij sin mor på grund et slagtilfælde, men faren har aldrig vovet at fortælle det til sønnen.

- De to var meget tæt forbundne, og jeg var bange for, at han skulle finde på noget dumt, hvis han fik det at vide, mens han var ude ved fronten. Så derfor holdt jeg det for mig selv, forsøgte at snakke udenom, undskyldte mig med, at hun var i byen, eller at hun lå og sov, når han ringede. Jeg nænnede ikke at fortælle ham det.

Det var før, at han også fik krigens omkostninger helt tæt på. Dengang som nu er han overbevist om, at Ukraine vil vinde krigen: ”Vi giver aldrig op”.

Serhij giver heller ikke op. Og han er sikker på, at han også vil få Vitalij tilbage.

Uanset hvad så er den pensionerede oberstløjtnant ikke en mand, der dvæler ved sine egne følelser. Én gang måtte han dog overgive sig, fortæller han. Det var, da han hørte nogen foreslå at anbringe Vitalij på et plejehjem for krigsinvalider. Underforstået, opgive alle forsøg på genoptræning.

- Jeg sagde nej og vendte mig om og græd, fortæller faren.

Serhij Shumeis store håb er, at det vil lade sig gøre at finde en finde plads til sønnen på et udenlandsk hospital, der har specialiseret sig i den slags svært hjerneskadede.

- Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt, om det så skal tage fem år, så vil jeg gøre alt for at få ham tilbage på benene.

Hans drøm er, at far og søn en dag kan spille harmonika sammen, Serhijs store passion.

- Det er efterhånden sådan, at de ansatte her på sygehuset er begyndt at drille hinanden med, hvem der skal være den første til at byde Vitalij op til dans.

Lige nu er det Serhij og hans hjælper Irina, der bryder op. De skal tilbage til sygehuset, til Vitalij.

Optimismen og stædigheden fejler ikke noget hos Serhij Shumei. Og i morges lykkedes det endda at få Vitalij til at smile.

Landets privathospitaler skal fremover udføre flere behandlinger på det offentliges regning, så de lange ventelister i sundhedsvæsnet kan nedbringes.

Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en nem aftale for os at indgå

Det oplyser indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på et pressemøde lørdag formiddag.

- Det er en "noget for noget"-aftale, vi har indgået, og som jeg på vegne af regeringen er rigtig glad for, at vi lykkedes med at indgå i fællesskab, siger hun.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Danske Regioner og privathospitalernes brancheorganisation, Sundhed Danmark. Den vil give privathospitalerne mulighed for at udføre specialoperationer, de ikke tidligere havde lov til at udføre.

Det indebærer for privathospitalerne, at de i 2023 skal give det offentlige en rabat på 12 procent for behandling, og at rabatten i 2024 falder til 10 procent, oplyser Sophie Løhde.

- Det vil betyde en prisreduktion for det offentlige sygehusvæsen på et trecifret millionbeløb og dermed også bidrage til at sikre, at vi kan få mest mulig sundhed for pengene, siger hun.

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på SDU, håber ikke, at rabatterne mindsker privathospitalernes lyst til at overtage operationer fra det offentlige.

- Vores offentlige sygehuse kan simpelthen ikke følge med for tiden. Man må gå ud fra, at når privathospitalernes brancheorganisation er gået med til det her, er det fordi, at der er luft til det i økonomien, siger han til TV 2.

Til stede på pressemødet var også Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, og Michael Gram Kierkegaard, næstformand i Sundhed Danmarks bestyrelse.

Begge finder aftalen nødvendig.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en nem aftale for os at indgå, men det er en rigtig aftale, som vi i branchen har bred opbakning til, siger Michael Gram Kierkegaard.

Aftalen indebærer også som noget nyt, at privathospitalerne får mulighed for at byde ind på en række specialiserede behandlinger, som de i dag er afskåret fra.

Det kan blandt andet være inden for ortopædkirurgi, fortæller Michael Gram Kierkegaard.

- Det at få en ny hofte, et nyt knæ, hvis man har en skulderskade, er de områder, hvor vi ser en høj aktivitet, og det forventer vi, at der også vil være fremover, siger han.

Ifølge Sophie Løhde vil aftaleparterne benytte en såkaldt "fast track-model", hvor privathospitalerne organiseret under Sundhed Danmark og regionerne hver især skal byde ind med de områder, hvor problemerne med ventelister er værst.

Dernæst skal de private sygehuse, som formår at levere op til kvalitetskravene, bringes i spil, så patienterne kan komme hurtigere til.

Ansøgningsfristen er 1. marts.

Tiltaget kommer til at have en positiv effekt på ventelisterne, mener Jes Søgaard.

- Det vil nok tage et par år, før vi kommer helt i land, men lige nu er der mellem 80.000 og 90.000 danskere, der står på en venteliste, og det er alt for mange. Mange af dem har det rigtig dårligt, og der er risiko for forværring, fortæller han.

TV 2 har tidligere fortalt flere historier om, hvordan de lange ventelister påvirker adskillelige danskere.

Blandt andet 19-årige Marie-Louise Rasmussen, som stod mellem valget om at vente 2 år på en operation i hoften eller skaffe 120.000 kroner for at få lavet samme behandling på et privathospital.

At de private sygehuse indtil nu ikke har fået lov til at lave operationer for det offentlige danske sundhedsvæsen, har mødt kritik fra både patienter og eksperter.

Især fordi det er mere end seks år siden, at Sundhedsstyrelsen åbnede en ansøgningsrunde, hvor privathospitalerne kan søge om at blive godkendt til at foretage såkaldte højt specialiserede operationer – operationer, som den nye aftale altså nu vil gøre tilgængelige i privat regi.

På operationsbordet ligger en gris med benene i vejret. Den er stadig i live, selv om den er kraftigt bedøvet.

Imens gør hjertelæge og forsker på Aarhus Universitetshospital Jacob Schultz og hans kollegaer klar til at give grisen den planlagte behandling i det, som er et dyreforsøg på en operationsstue i kælderen under Aarhus Universitetshospital.

Grisen på briksen skal have indført op til fire blodpropper i lungerne. Blodpropperne ligner små blodslanger på en underarms længde og er dannet ved at udtage en større mængde af grisens eget blod for derefter at lade det størkne. Det foregår i lange plastikrør, hvorfra blodpropperne skal skylles ind i grisens kredsløb og gøre den syg.

Målet er ultimativt, at lægerne kan udvikle en behandling, hvor blodpropper i lungerne kan suges ud med et særligt værktøj. Virker behandlingen, kan den danne præcedens for fremtidig hjælp til patienter med lungeblodpropper.

Den blodfortyndende medicin, som i dag gives til patienter med svære blodpropper i lungerne, har den bivirkning, at den kan fremkalde større blødninger i for eksempel hjernen eller maven, hvilket kan bringe patienten i livsfare.

En alternativ behandlingsform er ønsket, og derfor ligger forsøgsgrisen klar til indgreb.

I lettere groggy tilstand efter en indsprøjtning med sovemedicin er grisen i en transportkasse kørt til Institut for Klinisk Medicin i kælderen under sygehuset i Skejby.

Vi bor jo i et land, hvor dyreforsøg har en stolt tradition

Det er hverken første eller sidste gang, at Jacob Schultz har en forsøgsgris på briksen, men det betyder ikke, at han kan ignorere, at grisen også har et liv, som han sandsynligvis er ved at afslutte.

- Jeg er ikke blevet så kynisk, at jeg ikke tænker over, at det er et dyr. Sådan er det slet ikke. Det kan jeg sagtens stadig se. Jeg er ikke blind for det, siger hjertelægen.

Alligevel er han afklaret med, at grisens liv potentielt må gå forud for patienterne på gangen ovenover. Som han siger, går regnestykket op for ham.

- Jeg synes, at det giver mening, og jeg bliver ikke ked af det over det. Jeg synes, at grisen har fået et godt liv. Det får netop et værdigt formål, og grisen lider ikke, siger Jacob Schultz.

Ved dyreforsøg opstilles der klare kriterier for, hvordan eksempelvis en forsøgsgris skal behandles.

- Når jeg opfylder de kriterier, kan jeg sagtens over for mig selv argumentere for, at det er helt okay, og når jeg så lykkes med at gøre noget godt for nogle patienter, så giver det mening for mig, siger Jacob Schultz.

Det liv, vores grise får, er anderledes, men jeg tror ikke, at det er dårligere

Forud for et dyreforsøg går en lang række overvejelser, ligesom der skal foreligge en godkendelse fra Rådet for Dyreforsøg. For hvert forsøg skal der som udgangspunkt udstedes en ny tilladelse.

Blandt andet skal der argumenteres for, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at involvere et eller flere dyr, og om forsøget kan gennemføres på anden vis. Eller sagt på en anden måde om formålet er værdigt, forklarer Jacob Schultz.

- Og hvis et dyreforsøg er måden at gøre det på, gør vi os en masse overvejelser om, at vi skal bruge så få dyr som muligt, at vi skal få så meget ud af dyret som muligt, og at vi skal sørge for, at dyret ikke lider, siger hjertelægen.

Når lige netop grise anvendes til blodpropforsøgene, skyldes det, at grisens hjerte og lunger anatomisk og størrelsesmæssigt er sammenlignelige med menneskets, ligesom kredsløbet minder om menneskers. Forsøgsgrisene vejer desuden 60 kilo, hvilket svarer meget godt til de patienter, Jacob Schultz og hans kollegaer behandler.

Grisene kommer fra Aarhus Universitetshospitals forsøgsgård. Det betyder også, at Jacob Schultz og hans kollegaer indimellem kommer tæt på dyrene, når de besøger gården for at undersøge en gris, der tidligere har været på briksen.

- Det er da klart, at når vi går rundt på gården og ser en gris gå og øffe og tænker på, hvordan dens liv skal ende, kan det da godt være lidt specielt, men jeg tillader mig at trække en pendant til, hvordan vi ellers har husdyr i Danmark, for de her svin er jo nogle grise, vi har købt af en bondemand, der ellers skulle sælge dem til svineproduktion, siger Jacob Schultz og fortsætter:

- Det liv, vores grise får, er anderledes, men jeg tror ikke, at det er dårligere. De skulle alligevel aflives til mad i en produktion et eller andet sted, hvilket også er et fint formål, men vores grise får en anden opmærksomhed. De har mere plads og mere kontakt, og de har det godt i den tid, de er hos os.

Det var halvvejs gennem medicinstudiet, at Jacob Schultz fik interesse for hjertet og fysiologi. Han skrev derfor til nogle af hjertelægerne på Aarhus Universitetshospital og spurgte til deres arbejde, og efterhånden kom han tættere og tættere på hjerteforskningen i universitetshospitalets kældre.

Han tog et års orlov fra studiet for at medvirke til hjerteforskningen, som blandt andet involverede masser af forsøg på rotter. Et felt, han dog måtte forlade.

- Jeg udviklede en forfærdelig rotteallergi, som gjorde, at jeg skulle finde et andet sted at være, og så fandt jeg interesse for det her med blodpropper i lungerne, hvor det giver mening at teste på store dyr som grise, siger forskeren, som siden også skrev et ph.d.-projekt inden for feltet.

- Jeg brugte tre år af mit liv på at nørde blodpropper i lungerne, og siden har området hængt ved og er vokset, så yngre folk nu bygger videre på det arbejde, jeg tidligere har gjort, siger Jacob Schultz, som i dag er 35 år og i gang med at blive uddannet til speciallæge i hjertemedicin.

Hvor han tidligere udelukkende forskede, virker Jacob Schultz nu også som læge på hjerteafdelingen, hvor han også støder på patienter med blodpropper i lungerne. Også de svære blodpropper, der kan få fatale konsekvenser for patienten, når blodproppen har sat sig fast i lungen, og hvor han og de øvrige læger står i et svært dilemma, når de skal behandle.

Som det er i dag, behandles kun de allermest syge med medicin, der kan opløse blodproppen akut. Dette skyldes, at behandlingen er forbundet med risiko for blødninger i hjernen eller i maven. Kun hos de sygeste i akut livsfare står risikoen mål med gevinsten.

Andre patienter modtager almindelig blodfortyndende behandling, som også er effektiv. Forskning tyder dog på, at de også kunne have gavn af hurtigere fjernelse af blodproppen, hvis der fandtes en mere sikker behandling.

- Der er nogle patienter i dag, som er meget syge, men hvor vi ikke giver den mest effektive medicinske blodpropopløsende behandling af frygt for bivirkningerne. Det vil sige, at der er behov for nye behandlinger, konkluderer Jacob Schultz.

Han lufter et estimat på omkring 1400 årlige tilfælde af blodpropper i lungerne, men det er, som han bemærker, kun de tilfælde, der bliver opdaget.

- Blodpropper i lungerne kan være alt lige fra bittesmå blodpropper, som patienterne aldrig mærker, til en kæmpe blodprop, man kan dø af, og hvert år dør mennesker i Danmark af blodpropper i lungerne, siger Jacob Schultz.

Når han sætter skalpellen i en forsøgsgris, er det derfor en direkte udløber af, hvad han oplever på de medicinske afsnit, hvor hans behandlingsmetoder ikke altid rækker til at hjælpe de sygeste patienter. Ikke endnu i hvert fald.

Derfor bevæger han sig, meget forenklet forklaret, fra problemstillingen på hospitalsstuerne og ned i kælderen til forsøgsfaciliteterne for at afprøve den nye behandlingsidé, som på vejen er opstået i hans hoved.

Hvis ikke den eksisterende forskning inden for feltet kan besvare problemstillingen, er der måske basis for et forskningsprojekt, og dermed kan han i sidste ende stå med tilladelse til gennem forsøg på dyr at finde svar.

Det gør Jacob Schultz blandt andet også med viden om, at vigtige behandlingsmetoder, som i dag redder menneskeliv, tidligere er blevet til som følge af forskning i kældrene under hospitalet.

Mest berømt er nok den opfindelse, som hjertelæge Henning Rud Andersen gjorde, da han for omkring 30 år siden opfandt en metode til at udskifte en defekt hjerteklap ved at indføre en ny, sammenfoldet udgave via patientens lyske. I dag bruges behandlingsmetoden ifølge Jacob Schultz verden over.

Under udviklingen testede Henning Rud Andersen sin opfindelse på grise, og ligesom med lungeforskningen skyldtes det de anatomisk store sammenfald mellem vitale organer hos mennesker og grise.

- Henning Rud Andersen brugte lige præcis grise, fordi grisens hjerte og kredsløb passede til menneskers, og fordi man på den måde kunne udvikle udstyr i en størrelse, som man så kunne overføre til mennesker, forklarer Jacob Schultz.

- Det er selvfølgelig vores stjerneeksempel på, når tingene lykkes, og selvfølgelig er det også noget, som vi efterstræber, når vi forsøger at udvikle metoder, der kan komme til at spille en rolle for behandling af patienter, siger Jacob Schultz.

Hans drøm er at udvikle pendanten til behandlingen af akut blodprop i hjertet, som over de seneste årtier er udviklet fra medicin med svære bivirkninger til målrettede og sikre indgreb som for eksempel ballonudvidelse, og det kan meget vel blive den metode, som de i øjeblikket forsøger sig med på både grise og mennesker.

Forenklet forklaret går metoden ud på, at lægerne suger blodproppen i lungen ud med et specialværktøj, og resultaterne er indtil videre positive på de patienter, der indgår i de kliniske forsøg, som er næste skridt på vejen i udviklingen.

- Det er ikke standardbehandling, men vi bruger det lige nu i helt særlige tilfælde, hvor man står med ryggen mod muren med en særligt svær patient, der ikke kan få de behandlinger, vi ellers anvender, understreger Jacob Schultz.

Selvom dyreforsøg kan synes kontroversielt, er Jacob Schultz en afklaret mand, når han mener, at det er rimeligt, at forsøgsgrisen må lade livet for at redde menneskets liv eller forbedre menneskets vel oven på alvorlig sygdom.

Han kan ikke huske, at han og hans kollegaer er blevet mødt af negativ respons på deres forskning. Heller ikke, når han har fortalt om sit arbejde i medier. Måske hænger det sammen med, at danskerne generelt er forstående over for brugen af dyreforsøg i medicinsk forskning, mener forskeren.

- Vi bor jo i et land, hvor dyreforsøg har en stolt tradition, og vi bor også i en by, Aarhus, hvor man har lavet dyreforsøg gennem mange år. Vi har i Danmark en tradition for at se mere på, hvad gavn det gør – modsat andre lande som England og USA, hvor det kan være meget sværere på grund af den offentlige mening om dyreforsøg.

Det sker, at Jacob Schultz og hans kollegaer skal undersøge, hvordan en gris reagerer på en konkret behandling, og så bliver grisen vækket efter operationen og sendt tilbage på forsøgsgården.

De fleste forsøg slutter dog med, at grisens gennem det tilsluttede drop får en dosis medicin, som sætter hjertet i stå. Det sker, mens grisen i forvejen er bedøvet, og grisen opdager derfor ikke, at dens liv slutter i sygehusets kælder.

Sådan slutter livet også for grisen fra starten af artiklen, som endte med at få skyllet fire blodpropper ind i lungerne, inden den var syg nok til at blive sendt gennem en af hospitalets scannere, så forskerne kunne indsamle data.

Om den syge gris kunne have levet videre efter dagen på sygehuset, står hen i det uvisse, for forskerne havde ikke tilladelse til at vække grisen igen.

Tværtimod indebar tilladelsen til det aktuelle forsøg, at grisen ved forsøgets afslutning skulle aflives, da den ville blive så syg af blodpropperne, at det ikke vil være etisk forsvarligt at vække den.

Til gengæld giver grisens død Jacob Schultz håb om, at han og kollegaerne om ti år er blevet så meget klogere, at de i et særligt center kan tage imod patienter med svære lungeblodpropper og med en relativt simpel behandling sende patienterne videre i livet uden alvorlige komplikationer.