Regeringen og Danske Regioner indgår aftale, som skal nedbringe ventetider på hospitaler. Blandt andet lempes sprogkrav for sygeplejersker fra tredjelande.

Det fremgår af aftalen for en akutplan for sundhedsvæsnet, som parterne er blevet enige om. Den er præsenteret torsdag.

Aftalen, hvor der er afsat to milliarder kroner frem til 2024, indebærer også, at det administrative arbejde begrænses i en periode.

Desuden vil regeringen fremsætte lovforslag om midlertidigt at forlænge retten til udvidet frit sygehusvalg til behandling i somatikken fra 30 til 60 dage.

Det skal give lægerne mulighed for at prioritere de mest syge patienter først.

- Flere af vores sygehuse står i en svær situation, og vi skal have dem tilbage på rette spor, så patienterne hurtigere kan blive behandlet, og vi letter presset på sundhedspersonalet, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.

Undgår danskprøve

Lempelsen af sprogkravene betyder konkret, at disse skal ensrettes mere end hidtil.

Sprogkravet for sygeplejersker fra tredjelande skal ensrettes med sprogkravene for sundhedspersoner fra EU- og EØS-lande. EØS-landene er Norge, Island og Liechtenstein.

Vi har lavet en rigtig god aftale, der vil være med til at få bragt ventetiden for patienterne ned

Anders Kühnau, formand for Danske Regioner

Det betyder, at der ikke længere skal være lovkrav om at bestå en danskprøve inden en eventuel evalueringsansættelse.

En evalueringsansættelse er en ansættelse på minimum seks måneder på fuld tid. I den periode kan eksempelvis et sygehus vurdere den ansattes kompetencer og kommunikative evner.

10.000 nye hofter

Overordnet har akutplanen tre målsætninger. Det siger Løhde på et pressemøde torsdag.

Ventelisterne skal ned selvsagt. Der skal være 3 procent mere aktivitet end sidste år, hvad operationer angår. Det svarer ifølge Løhde til 10.000 nye hofter eller knæoperationer. Og patienternes udredningsret skal overholdes og være på niveauet som før coronapandemien.

Formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), er glad for aftalen. Her er et element også, at flere ansatte på hospitalerne skal tage del i aften-, natte- og weekendvagter.

- Vi har lavet en rigtig god aftale, der vil være med til at få bragt ventetiden for patienterne ned. Vi vil blandt andet fortsætte arbejdet med en mere fair fordeling af vagterne blandt medarbejderne.

- Det er vigtigt for den vej, vi gerne vil i vores sundhedsvæsen. Det er også positivt, at det bliver nemmere at ansætte udenlandsk personale med de kompetencer, der er mest brug for, siger han.

Aftale med privathospitaler på plads

Tidligere i februar indgik regeringen en delaftale i forbindelse med akutpakken. Det var med Danske Regioner og Sundhed Danmark, der er brancheforeningen for privathospitaler.

Den handlede blandt andet om, at privathospitaler fremover skal udføre flere behandlinger for det offentlige. Og at der skal være en rabatordning for det offentlige, når det sender patienter til det private.

Det skal være med til at nedbringe ventelisterne, ved at flere patienter kan behandles på privathospitaler og dermed frigive kapacitet i det offentlige.

Hun lignede en, der var gået forkert.

Det var en eftermiddag i maj 2019 uden for Mændenes Hjem på Istedgade, og kvinden virkede som et helt almindeligt ungt, pålideligt menneske, som vi alle kender.

Hun passede ikke umiddelbart ind i det københavnske stofmiljøs knudepunkt. Alligevel henvendte hun sig til den gruppe, der stod uden for Mændenes Hjem for at købe kokain.

Lidt derfra stod dokumentarist Christian Voldborg Andersen og undrede sig.

Hvordan hang det sammen?

Han var her for at optage en dokumentarserie om misbrugere til TV 2, da han fik øje på kvinden, der bevægede sig hen for at købe kokain.

Da handlen var afsluttet, skyndte hun sig tilbage mod Hovedbanegården. Christian Voldborg Andersen var kortvarigt i tvivl, om hvad han skulle gøre. Men så gik han efter hende.

Han indhentede hende og præsenterede sig selv og det tv-projekt, han var i gang med. Hun blev lidt forskrækket og fortalte, at hun hed Anna. Men hun havde også travlt, for kokainen skulle skydes ind i hendes blodbaner. Så de udvekslede kontaktoplysninger.

Det er nu tre og et halvt år siden, og nærmest lige siden har Christian Voldborg Andersen fulgt hende med et kamera.

Det har været ud og ind af psykiatriske afdelinger, og det har været op og ned – nok mest ned – for den i dag 26-årige Anna Madsen.

Optagelserne er blevet til dokumentarserien ‘Pigen på den lukkede’, der vises på TV 2, og her får man et indblik i hendes kaotiske tilværelse i et psykiatrisk system, der famler og ikke ved, hvad man skal stille op med hende.

PTSD, ADHD, OCD, spiseforstyrrelse og et stofmisbrug er, hvad Anna Madsen slæber rundt på. Det er psykiske lidelser, som har udviklet sig efter næsten et helt liv med svigt, overgreb og voldtægter.

Hun fortæller, at hun har mange gode minder fra sin barndom, men hun har også “virkelig nogle levende mareridt”, som hun beskriver det.

Hendes forældre blev skilt, da hun var 11 år, hendes to trillingebrødre flyttede med moren, og hun flyttede med faren. Skilsmissen var med til at nedbryde ham, og han fik en depression og begyndte at drikke.

Han døde på hendes 16-års fødselsdag, og i dag savner hun ham stadig, for hendes far “har altid set det bedste i mig”, som Anna Madsen siger.

Dødsfaldet betød en fem år lang pause fra stofferne. Dem havde hun ellers eksperimenteret med og taget i stor stil, og allerede som 12-årig prøvede hun eksempelvis amfetamin for første gang.

- Jeg var fullblown narkoman, siger hun selv om den tid.

Året efter havde hun sin første oplevelse med det psykiatriske system, og der har hun hængt fast lige siden.

Problemet er, at hun har en såkaldt dobbeltdiagnose, som er, når man både har en psykisk sygdom og et misbrug.

Flere undersøgelser viser, at denne kategori ofte bliver tabt i det danske sundhedssystem, fordi de falder mellem to stole: Den regionale psykiatri har ansvaret for behandlingen af den psykiske sygdom, mens misbrugsbehandlingen ligger i kommunalt regi.

Der er en dobbelthed i Anna Madsen. Det paradoks, som Christian Voldborg Andersen fik øje på uden for Mændenes Hjem i foråret 2019, og som skilte hende ud fra alle de andre i det miljø, hun ellers færdes i.

Hun var så analyserende, reflekterende og veltalende, at han i begyndelsen havde svært ved at tro sine egne øjne, når han også så en aktiv stofmisbruger og prostitueret.

Kunne det virkelig være rigtigt, hvad han så? Det var det, fandt Christian Voldborg Andersen ud af. Men i modsætning til mange andre i misbrugsmiljøet, som han har talt og arbejdet med, viser Anna Madsen i glimt et overskud og en kraft.

- Hun har nogle egenskaber og nogle styrker, som er ret usædvanlige for en person i hendes situation, siger han.

Ser Anna Madsen en misbruger, der mangler penge, giver hun lidt. Finder hun en fugl med en brækket vinge, tager hun den med ind, ringer til Dyrenes Beskyttelse, giver den mad og arrangerer et sted, den kan hvile sig.

Og når hun sidder på endnu et kønsløst værelse på endnu en psykiatrisk afdeling, maler hun eller læser Tove Ditlevsen.

- Hvis man selv kunne vælge sin skytsengel, tror jeg, jeg ville vælge Tove Ditlevsen, sagde Anna Madsen en dag, da hun lå i sin seng på Psykiatrisk Center København, Gentofte, og læste.

- Jeg spejler mig meget i hende, fordi jeg selv har været indlagt på de samme afdelinger som hende. Men på trods af hendes seriøst hårde liv, og på trods af at hun var indlagt, formåede hun alligevel at skrive ting med håb.

Det bankede på døren, og ind kom Anna Madsens medicin i hænderne på en medarbejder fra personalet. Da hun gik, satte Anna sig til rette og læste videre.

Men overskuddet har hun som bekendt kun vist glimtvis. For der gik ikke længe, før hun rejste sig, tog sin telefon og ringede til en bekendt.

- Du ved godt, jeg sjældent beder dig om seriøs hjælp, men helt seriøst, altså, jeg har ikke noget hash, jeg har ingenting, snøvlede hun ind i telefonen.

Da hun lagde på, åbnede hun skabet og kiggede ind i en masse skrammel.

- Jesus fucking christ, hvor kan jeg bare ikke magte det, sagde Anna Madsen.

I skabet fandt hun håndspritten. Febrilsk pumpede hun den klare væske ned i et hvidt plastikbæger, og så drak hun det. Hendes ansigt vred sig, som når andre mennesker modvilligt drikker tequilashots. Hun hader det, sagde hun, men hun gjorde det alligevel igen. Skiftevis drak hun håndsprit og cola for at skylde det ned.

- Jeg er så dum. Jeg drikker sprit, fordi jeg ikke har noget hash. Jeg får det virkelig dårligt. Jeg har allerede lyst til at kaste op nu. Hvorfor gør jeg det? sagde hun bagefter.

Christian Voldborg Andersen stod tavst ved siden af og filmede det hele. Det var en voldsom scene, og den giver et indblik i hendes afhængighed af rusmidler.

- Hun har et kronisk behov for at bedøve og slukke for sig selv. Det viste, hvor desperat hun kan være, siger Christian Voldborg Andersen.

- Det er svært at tale om lavpunkter i hendes liv, for der er så mange af dem. De udkonkurrerer nærmest hinanden.

En forårsdag i 2022 sad Anna Madsen først stille med lukkede øjne i et mødelokale på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Mens tårerne samlede sig bag øjenlågene, blev hun mere og mere urolig. Noget inde i hende sad helt forkert.

Hun tog hænderne op til hovedet, bukkede sig forover og begyndte at græde. Den assisterende afsnitsleder Anette fra Sct. Hans, som sad over for hende, forsøgte at sætte ord på det, Anna allerede var klar over, og som hun oplever hver eneste dag: Hun havde fået et flashback.

En lugt eller en lyd havde kastet hende tilbage i tiden og mindet hende om et af de overgreb, voldtægter eller uoverskueligt mange traumer, hun bærer rundt på.

- Jeg er mere bange for flashbacksene af, hvad der er sket i mit liv, end jeg er bange for, at det reelt sker igen, siger Anna Madsen i ‘Pigen på den lukkede’.

- Jeg føler mig nærmest fremmed i min krop. Det er, som om jeg står i lokalet og råber ad mig selv. “Så gør dog noget mand”. Men jeg ser bare mig selv gøre ingenting. Jeg gør ikke noget. Det gør mig både vred og flov.

Da hun en af de følgende dage knækkede sammen inde på værelset, tabte sin kaffekop og i desperation kylede glasskårene ind i væggen, filmede Christian Voldborg Andersen det.

Det var en voldsom oplevelse for hende, men også for ham. Flashbacksene rystede ham, og det var, når hun havde dem, at han blev klar over de meget håndgribelige konsekvenser, som traumerne har for Anna Madsen.

- Det er invaliderende for hende. Hun kan ikke leve et liv på den måde. De traumer og de overgreb, Anna har været udsat for, har medført, at hun udsætter sig selv for fænomenet gentagelsestvang, hvor traumet genopføres. Det har nærmest kastet en forbandelse over hende, siger Christian Voldborg Andersen.

De seneste tre år har Anna Madsen fortalt historier og detaljer til Christian Voldborg Andersen, som hun ikke har beskrevet for nogen andre.

Han er kommet tæt på. Måske fordi hun endelig har følt, at nogen vil høre, hvad hun siger. Som hun fortæller i dokumentarserien:

- Der er ingen, der har lyttet til min historie og fucking hjulpet mig til at håndtere den.

Hun har på den måde været en kastebold i det psykiatriske system, lige siden hun stiftede bekendtskab med det som 13-årig.

Christian Voldborg Andersen er ingen socialrådgiver, psykolog eller psykiater, og hans job som dokumentarist har været at skildre, hvordan Anna Madsens virkelighed er, og hvordan systemet har store problemer med at hjælpe personer med dobbeltdiagnoser.

De to havde en aftale om, at han skulle filme alt, som han oplevede med hende. Hvis han vurderede, at hun var til fare for sig selv, skulle han hente personalet. Men ellers ikke gribe ind. Det, der skete, kunne jo ikke gøres om.

I dag spekulerer han meget på, hvordan det skal gå Anna Madsen. Han holder kontakten ved lige, og han har stadig et håb om, at hun kan få et bedre liv.

I ‘Pigen på den lukkede’ har hun ikke selv store forventninger til, hvordan det skal gå hende.

- Jeg tror ikke, jeg når at få børn, få uddannelse og få et job. Jeg tror, jeg kommer til at svinge i nogle perioder, og så vil jeg tro, jeg ender med at tage en overdosis en dag. Jeg ville ønske, det var anderledes, men på en eller anden måde tror jeg ikke, det nogensinde har været meningen.

Kritikken i dokumentaren er blevet forelagt Region Hovedstadens Psykiatri.

Afdelingen har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag, men udtaler:

- Vi har specialiserede behandlingstilbud til patienter med samtidig psykisk lidelse og et skadeligt brug af rusmidler. Vi koordinerer patientforløbene med kommunerne, som har ansvaret for rusmiddelbehandlingen, når patienterne ikke er indlagt.

Se første afsnit af 'Pigen på den lukkede' på TV 2 torsdag aften klokken 20.40 eller på TV 2 PLAY nu.

OPDATERÈT 23.02: Efter udgivelsen af denne artikel har TV 2 været i kontakt med Udbetaling Danmark, der ikke kan gå ind i konkrete sager, men fortæller, at når de laver en afgørelse i en sag, er det som udgangspunkt den, der er gældende. Ifølge afgørelsen fra Udbetaling Danmark er vurderingen, at Jørn Christiansen er enlig. Hvis samlivsforholdet ændrer sig, skal der dog laves en ny vurdering.

I en skriftlig udtalelse fra Udbetaling Danmark lyder det blandt andet:

"Udbetaling Danmark gør sig altid umage med at kommunikere klart og tydeligt, og vi beklager selvfølgelig, hvis der bliver skabt usikkerhed i forbindelse med vores henvendelse. Om man er enlig eller samlevende beror altid på en konkret vurdering. Derfor er vi altid i kontakt med de pågældende borgere omkring deres samlivsforhold for at sikre os, at pensionisten bliver hørt, og at vi altid har de rigtige oplysninger."

Jørn Christiansen fortæller til TV 2, at han er glad for at høre, at det er muligt, at han kan blive ved at have den ukrainske flygtning boende.

Da de ukrainske flygtninge sidste år begyndte at ankomme til Danmark, besluttede Jørn Christiansen sig for at give en hånd med og tilbød en ukrainsk kvinde, at hun kunne flytte ind hos ham.

Der var igen krig i Europa, og der var brug for hjælp til husning af flygtninge, så den 72-årige pensionist troede ikke sine egne ører, da han i sidste uge blev ringet op af en medarbejder hos Udbetaling Danmark.

De havde konstateret, at han ikke længere boede alene, og derfor var han ikke længere berettiget til at modtage pension som enlig, men i stedet som samlever. Ikke nok med, at han stod til at miste næsten 3800 kroner før skat hver måned, så risikerede han også at skulle tilbagebetale en del af sin pension fra det seneste år.

- Jeg var målløs, chokeret, vred og fortvivlet på samme tid. Vi har det jo godt i Danmark, og jeg følte, at det var min pligt at hjælpe, men nu står jeg tilbage med en følelse af, at det er et grotesk system, siger Jørn Christiansen til TV 2.

Et fortvivlet menneske uden andet end en kuffert

Sagen begyndte i maj 2022, da Jørn Christiansen kontaktede Viborg Kommune, hvor han bor, og her kom han i kontakt med den 55-årige Inna Morenets, der var flygtet fra Ukraine, som 25. maj 2022 flyttede ind hos ham.

Han har selv rejst meget i Ukraine og Rusland og taler russisk, så det var oplagt for ham, at han kunne yde en særlig indsats.

- Jeg hørte om genhusningsproblemer og fortvivlede mennesker, der havde forladt alt, hvad de ejede, og værst af alt – deres kære. Det gjorde stort indtryk på mig, og da jeg boede i et hus med ekstra værelse, besluttede jeg at give husly til en flygtning, siger Jørn Christiansen.

Inna Morenets havde hverken pas eller papirer. Hun havde blot sit tøj og en enkelt kuffert, og hun havde forladt både hjem og familie. Heriblandt sin demente mor.

- Hun var knust efter en ubehagelig rejse, forvirret på grund af sprogproblemer og fortvivlet, så jeg hjalp med alt det praktiske, siger den 72-årige pensionist.

Det gjaldt både med hensyn til registrering og kontakt til de danske myndigheder, men også med at få Inna Morenets' mor genhuset i et mere sikkert område i Ukraine.

Kommunen er glad for hjælpen

I forbindelse med opholdstilladelse udstedt efter særloven var det nødvendigt med en adresse for at få et gult sygesikringskort, og da Jørn Christiansen tog kontakt til kommunen, lød det, at det på ingen måde ville få betydning for ham selv.

- Tværtimod var de glade for min hjælp, da de selv kæmpede med pladsproblemer til de ukrainske flygtninge i kommunen, siger han.

Efterfølgende har Inna Morenets fået arbejde som rengøringsassistent – først i et bageri og sidenhen i en idrætshal nogle kilometer fra Jørn Christiansens hjem.

- Opholdet hos mig er fuldstændig gratis, jeg stiller min bil til rådighed, så hun kan passe sit arbejde, og jeg har sørget for, at hun flere gange om ugen deltager i danskkurser, fordi det er den bedste måde at få en tilværelse i et nyt land, siger Jørn Christiansen.

Han afviser, at Innas Morenets og han selv er blevet et par, efter at hun er flyttet ind.

- Gad vide, om jeg havde fået det samme spørgsmål, hvis det var en mand, der var flyttet ind, siger han.

Ikke kun en økonomisk hjælp

Det er ikke kun i forhold til det praktiske, at den 72-årige pensionist involverer sig. For det er ikke bare lige til at åbne sine døre for en fremmed, og da slet ikke, når den fremmede er flygtet fra en krig.

- En ting er, at man ikke kan opføre sig, som man plejer, når man ikke er alene i huset, men jeg skal også være følelsesmæssigt til rådighed for en person, som har det rigtigt svært, forklarer Jørn Christiansen og uddyber:

- Der kan være dage, hvor alt er godt, men pludselig svarer familien ikke, når hun ringer. Det er jo ikke, som når en herhjemme ikke svarer – her ved vi reelt ikke, om hendes familie er levende eller døde.

Det, at han taler russisk og har rejst i både Ukraine og Rusland, har givet en god forståelse for kulturen og givet ham en mulighed for at aflaste Inna Morenets.

- Jeg fungerer som samtalepartner for hende og lytter til hendes sorger og frustrationer. Samtidig bruger vi det til at træne hendes danskegenskaber, siger Jørn Christiansen.

Udsættelsen og konsekvensen

Da opringningen fra Udbetaling Danmark kom, blev Jørn Christiansen med egne ord vred. Han havde ingen forståelse for deres beslutning, som han fandt dybt uretfærdig.

Derfor klagede han med det samme over beslutningen, og tirsdag fik han så en ny afgørelse tilsendt i sin e-Boks.

"Vi har på den baggrund vurderet, at der alene er tale om et kortvarigt og midlertidigt ophold. Du får derfor fortsat beregnet din pension som enlig," står der i afgørelsen, som TV 2 er i besiddelse af.

Ændringen kom med den begrundelse, at Inna Morenets' ophold alene forventes at vare cirka 12 måneder fra 25. maj sidste år. Men det er en absurd beslutning, for hvem ved, hvor længe krigen kommer til at vare, siger Jørn Christensen.

- Bliver hun længere, vil de fortsat ændre min pension til samlevende i stedet for enlig, og jeg kan stadig risikere at skulle tilbagebetale et større beløb. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger han.

I sidste ende kan konsekvensen blive, at Inna Morenets må flytte ud af Jørn Christiansens hjem og klare sig selv.

- Jeg har på ingen måde råd til at have hende boende, hvis min udbetaling bliver sat ned, og jeg kan ikke se, hvem det skulle gavne. Ikke hende i hvert fald. Det virker som et unødvendigt bureaukrati og paragrafrytteri, siger den 72-årige pensionist.

TV 2 har onsdag aften taget kontakt til Beskæftigelsesministeriet og arbejder på en kommentar.

TV 2 har ligeledes taget kontakt til Udbetalingdanmark.

Hver måned overfører 23-årige Mykhaylo Melnyk mindst 2000 kroner til Ukraine ud af de knap 12.000 kroner, han tjener på en svinefarm i Bramming.

Ukraineren, der kom til Danmark før krigen, sender dem ikke til sin familie, men til frivillige organisationer, velgørenhedsfonde, venner og fremmede, der har bedt om hjælp.

- Det var et minimum, jeg satte for mig selv fra begyndelsen af krigen. Men i sidste ende viser det sig som regel at være mere, forklarer han til TV 2.

Men han synes ikke længere, at det er nok, så 26. februar forlader han Danmark og tager tilbage til Ukraine for at forsvare sit hjemland. Han gør det, selvom Rusland igen har intensiveret sine angreb i en tidlig ”forårsoffensiv” i Ukraine.

Også 19-årige Anna Batih, der kom til Danmark fra vestukrainske Lviv i starten af krigen, vælger at tage tilbage 24. februar – årsdagen for krigens begyndelse.

- Der er snart gået et år, og jeg føler ikke, at jeg har hjulpet Ukraine så meget i al den tid. Så hvis ikke nu, hvornår så? Der tales om risikoen for en offensiv næsten hver måned, og hvis jeg har helbred, energi og evne til at hjælpe, vil jeg tjene mit land, forklarer hun fra sin bolig i Silkeborg.

Siden krigens begyndelse i Ukraine har over 34.000 ukrainere fået midlertidigt ophold i Danmark. I forvejen opholdt godt 16.000 ukrainere sig her i landet.

38 procent af de ukrainere i den arbejdsdygtige alder, der har fået ophold efter særloven, var i december kommet i arbejde. Mange er begyndt at blive integreret i det lokale samfund, mens andre lever mellem de to lande og gang på gang forlader Danmark for at tage tilbage til Ukraine for derefter at vende retur igen. Andre har helt forladt Danmark.

Nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at lidt over 4000 ukrainere per 31. januar er afmeldt i cpr-registret siden krigens udbrud. Et ukendt antal af dem er taget hjem til Ukraine, og nu får de altså følgeskab af Anna Batih og Mykhaylo Melnyk.

Fra dansk svinefarm til ukrainsk politi

Mykhaylo Melnyk kommer fra Chernivtsy-regionen i det vestlige Ukraine. Han arbejdede som politimand, inden han tog til Danmark. Egentlig kunne han godt lide sit job. Det eneste, der ikke passede ham, var den lave løn og så korruptionen, der ifølge ham var udbredt blandt nogle politibetjente.

Til sidst besluttede han sig for at lægge sit liv om og indskrev sig på en veterinærhøjskole. Derefter kom han til Danmark i november 2021 og kom i praktikophold på en svinefarm, hvor han tog sig af smågrisene. Så brød krigen ud.

Nu kommer Mykhaylo Melnyk hjem fra arbejde hver dag og begynder at læse ukrainske nyheder i stedet for at slappe af.

- Jeg plejede at rejse meget rundt i Danmark, før krigen brød ud. Jeg kan godt lide arkitekturen, der er meget ulig den ukrainske, og så de mange venlige mennesker, siger Mykhaylo Melnyk.

Men nu bruger han al sin fritid derhjemme. Han siger, at han ikke kan slappe af – at alle hans tanker kredser om, hvad der foregår i Ukraine.

- Hver ukrainsk by har sin egen Telegram-chat, hvor de annoncerer alle luftalarmer. Så snart jeg læser om det, begynder jeg straks at tænke på min familie: Hvor er de? Hvad er der sket med dem? Jeg vil være sammen med dem i de øjeblikke, dele deres tanker, deres bekymringer, siger han.

Hele Mykhaylo Melnyks familie er i Ukraine. Hans onkel og hans søsters mand kæmper i den ukrainske hær. Nu vil han gerne slutte sig til dem, og han træder ind i en nyetableret politienhed med et navn, der taler for sig selv: "Rage” – eller ”vrede” på dansk.

Når han bliver spurgt, hvorfor han tager tilbage nu, hvor en ny russisk militæroffensiv er i gang, svarer han:

- Det er netop derfor, at jeg tager tilbage – på grund af truslen om en russisk offensiv. Jeg tror, at mit land har hårdt brug for mig nu.

Han forklarer, at han faktisk har ønsket at vende tilbage til Ukraine, siden krigen begyndte. Men dels frarådede hans familie det, og dels ville han ikke bryde sin kontrakt, der hjalp med at støtte forældrene, som har diabetes, økonomisk.

Samtidig har Mykhaylo Melnyks søster i Ukraine født sit tredje barn. De håber, at hendes mand dermed kan vende hjem fra fronten og tage sig af sin familie, fordi en far til tre ifølge en ny ukrainsk lov har ret til at træde ud af hæren for at forsørge sin familie.

Dermed kan Mykhaylo Melnyk – ganske symbolsk – træde i sin svogers sted.

- Jeg indså, at jeg ikke længere kunne udsætte min tilbagevenden. Jeg forstår, at det er mere sikkert her, men der er mere brug for mig der, siger han.

På væggen i hans sparsomt møblerede værelse hænger en fotocollage. Hans familie gav ham den, før han tog afsted. På billederne er hans mor og far, hans søster og hendes mand og hans nevøer. På bagsiden er der en indskrift:

- Pas på dig selv for os. Vi elsker dig. Din familie.

Hans venner i Danmark har gjort det til en tradition at spørge ham hver dag, om han har skiftet mening, og det ritual støtter hans forældre. Hans mor er især bekymret og håber, at hendes søn vil blive i trygge Danmark.

- Jeg forstår alle risiciene. Jeg er forberedt på, at det kan ende med min død eller endda alvorlig skade. Men jeg er 100 procent sikker på mit valg. Jeg elsker bare mit land, siger han.

Forlader sin kæreste til fordel for sit hjemland

Siden Anna Batih kom til Danmark, har hun fundet kærligheden på et datingsite. Kæresten Bogdan er også ukrainer, men når Anna Batih vender hjem til Ukraine, bliver hendes kæreste i Danmark.

- Det er sværere for mig end for ham. Det føles jo, som om det er mig, der forlader ham. Men jeg tror, at hvis det er min mand – så er vi sammen uanset hvad, siger hun.

Kæresten har en læreplads i Danmark, og Anna Batih vil ikke have, at han også tager tilbage til Ukraine.

- Han har sagt, at så snart han kommer til Ukraine, vil han straks slutte sig til hæren. Så jeg taler ham fra at tage tilbage. Jeg vil hellere have, at han er i sikkerhed her, fortæller hun.

I Ukraine læste hun til psykolog på Lvivs universitet, og hun vil gerne gennemføre uddannelsen, så hun kan hjælpe mennesker.

- Situationen i vores land taget i betragtning vil psykologer være efterspurgte, siger hun.

Hun vil også gerne arbejde som frivillig. I den første måned af krigen, som hun tilbragte i Ukraine, hjalp hun med at sortere tøj og mad, som skulle sendes til fronten, og hun strikkede sokker til soldaterne.

Og selvfølgelig savner hun bare sin familie:

- Jeg vil være sammen med dem. Jeg indså, at der ikke er nogen i verden, der er tættere på end mine forældre, siger hun.

Regeringen og regionerne er onsdag aften blevet enige om en akutpakke for sundhedsvæsnet, som vil blive præsenteret torsdag formiddag. Det erfarer TV 2.

Aftalen, der skal gælde i to år, indeholder en række målsætninger for de pressede sygehuse.

Blandt andet skal ventelisterne nedbringes, hvilket skal ske ved, at sygehusene skruer op for aktiviteten og gennemfører flere operationer.

- Vi kan se, at under coronabølgen faldt aktiviteten noget på sygehusene, og den har man aldrig rigtig fået op igen, og det er det, man nu forsøger at rette op på med den her aftale, fortæller TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren.

Han tilføjer, at regeringen samtidig forpligter sig til at betale nogle flere penge til regionerne, så de har økonomi til at gennemføre flere operationer.

Vil have flere udenlandske hænder

Aftalen lægger også op til, at udredningsretten skal normaliseres, så patienterne igen bliver undersøgt og får svar på, hvad de fejler indenfor 30 dage.

Anderledes forholder det sig med behandlingsgarantien, som ifølge Jesper Vestergren er suspenderet for nuværende, hvilket betyder, at sundhedspersonalet har 60 dage til at behandle de ting, som for eksempel ikke er livstruende.

Det er også et faktum, at der mangler rigtig mange hænder ude på de danske sygehuse.

For at løse den udfordring skal akutplanen gøre det nemmere for udenlandsk sundhedspersonale at få lov til at arbejde i Danmark.

Ligeledes ønsker regeringen og regionerne, at de læger, der har forskningsarbejde på sygehusene, skal forske lidt mindre og have lidt mere patientkontakt.

Allerede indgået aftale med privathospitalerne

Tidligere i februar indgik regeringen en aftale med privathospitalerne.

Her lød det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), at landets privathospitaler fremover skal udføre flere behandlinger på det offentliges regning, så de lange ventelister i sundhedsvæsnet kan nedbringes.

Dermed vil privathospitalerne få mulighed for at udføre specialoperationer, de ikke tidligere har haft lov til at udføre.

Der er dog den betingelse, at privathospitalerne i 2023 skal give det offentlige en rabat på 12 procent for behandling, og at rabatten i 2024 skal falde til 10 procent.

Aftalen fulgte i kølvandet på, at blandt andet TV 2 tidligere har fortalt flere historier om, hvordan de lange ventelister påvirker adskillige danskere.

Det er næsten et år siden, at den russiske krigsmaskine rullede ind over den ukrainske grænse med kurs mod Kyiv.

Siden er kampene bølget frem og tilbage, og krigen har kostet tusindvis af soldater og civile livet på begge sider af fronten.

Da bomberne begyndte at falde i en af Europas vigtigste kilder til både mad og energi, kastede det også hele verdensøkonomien ud i et økonomisk stormvejr, som stadig raser.

Den økonomiske aktivitet, vi har mistet, er tabt for altid

Ulrik Vestergaard Knudsen, vicegeneralsekretær i OECD

Selv helt almindelige danskere har måttet gå fra hus og hjem, og de fleste økonomer spår, at vi først er på ret køl igen i løbet af næste år.

Krigen har kostet uoverskueligt meget lidelse, og selvom vi nærmer os dens årsdag, er det stadig nærmest umuligt at sige, hvad prisen på Putins krig egentlig har været.

Men man kan i hvert fald forsøge at gøre op, hvad den har kostet Ukraine og resten af verden i kroner og øre.

I Ukraine er ”vanvittige summer” ødelagt

Vil man forstå, hvad krigen indtil videre har kostet ukrainerne i rigdom og velstand, skal man holde sig for øje, at de ikke havde meget af den slags i forvejen.

I hvert fald ikke sammenlignet med resten af Europa.

Her var Ukraine allerede blandt de fattigste lande, inden krigen startede, og langt størstedelen af befolkningen arbejdede med landbrug. Det fortæller Anders Overvad, chefanalytiker i Tænketanken Europa.

- Man behøver ikke kigge meget længere end til det ukrainske flag, som symboliserer en kornmark under en blå himmel. Sammen med Rusland stod Ukraine for cirka 30 procent af verdens korneksport, siger han til TV 2.

Men bare i løbet af det første halve år af krigen har en fjerdedel af Ukraines landmænd måttet stoppe eller begrænse deres produktion, viser en FN-analyse. Og siden krigens start er Ukraines bruttonationalprodukt, bnp, dykket med 30 procent, fortæller Anders Overvad:

- Det er jo fuldstændigt vanvittige summer, som er blevet ødelagt af den her krig. Det er både produktionsapparatet og infrastruktur som elnettet, som gentagne gange er blevet smadret.

Ukraine anslår selv, at genopbygningen vil koste et sted mellem 5500 og 7500 milliarder kroner – indtil videre.

Samtidig er en betydelig del af den ukrainske arbejdsstyrke lige nu omdannet til en kampstyrke, og når krigen en dag er slut, får de ikke nødvendigvis let ved at vende tilbage til hverdagen.

- Man må ikke undervurdere de psykiske følgeeffekter af at have været i krig. Men jeg er sikker på, at vi er blevet bedre til at tilbyde dem hjælp end før i tiden, siger Anders Overvad.

Selvom flere EU-lande – heriblandt Danmark – har påtaget sig ansvaret for at genopbygge områder af det krigshærgede land, vil arbejdet ifølge chefanalytikeren tage i omegnen af et årti.

Har kostet alle på jorden 2500 kroner

Ukraine er uden tvivl det land, hvis økonomi er hårdest ramt af krigen. Men Ruslands invasion har også kastet grus i hele den globale økonomi.

Først og fremmest har de enorme prisstigninger på eksempelvis energi og mad, som krigen har udløst, bremset den økonomiske vækst.

Der findes ingen dugfriske beregninger for, hvad krigen samlet set har kostet verden. Men i september kom den økonomiske samarbejdsorganisation for de udviklede økonomier, OECD, med et bud.

Her regnede man sig frem til, at krigen i 2023 vil have kostet verdensøkonomien knap 20.000 milliarder kroner. Det fortæller OECD's vicegeneralsekretær, Ulrik Vestergaard Knudsen, til TV 2.

- Det er beregninger, vi har lavet ud fra nogle antagelser om, hvordan økonomien ville have udviklet sig, hvis det ikke var for krigen. Vi har simpelthen sammenlignet vores prognoser fra før krigen med, hvad der rent faktisk er sket, forklarer han.

Tallet svarer til knap 30 gange Danmarks årlige statsbudget.

Eller det svarer til, at hvert eneste menneske på Jorden i gennemsnit er gået glip af 2500 kroner i øget velstand.

Når priserne på for eksempel mad og energi stiger, har folk nemlig kort fortalt råd til mindre af alt muligt andet. Og så skrumper økonomien.

- Det skal selvfølgelig spredes ud over milliarder af mennesker på kloden. Men det betyder, at hver enkelt beboer her på planeten ikke bliver meget rigere det næste år, siger Ulrik Vestergaard Knudsen.

- Det tal bliver større og større

Ulrik Vestergaard Knudsen vil ikke selv skyde på, hvor meget vækst verden har tabt siden september. Men der er ingen tvivl om, at tallet er vokset

- Det tal bliver større og større. Jo længere tid krigen varer, jo dyrere bliver det for verdensøkonomien, og vi har ikke fået bugt med eftervirkningerne endnu, siger vicegeneralsekretæren.

Det er særligt i Europa, hvor vi for bare et år siden handlede store mængder fødevarer og energi med Ukraine og Rusland, at vi betaler prisen.

Men ifølge Ulrik Vestergaard Knudsen er der ikke nogen lande, der ligefrem vinder økonomisk på krigen:

- Nogle lande har måske fået lidt billigere energi fra Rusland, fordi vi i Europa ikke vil købe det. Men inflationsspøgelset rammer hele verden.

Pengene er tabt for altid

Dermed ikke sagt, at den globale vækst aldrig vil komme på ret køl igen.

- Den økonomiske aktivitet, vi har mistet, er tabt for altid. Men skulle krigen helt mod forventning stoppe i morgen, ville der være håb for, at man kunne indhente det med lidt hurtigere vækst end normalt, siger Ulrik Vestergaard Knudsen.

Men han understreger samtidig, at krigen har kostet verdensøkonomien mere end et års udvikling.

Den har nemlig også afskåret store dele af handlen mellem blandt andre Vesten og Rusland. Det sker samtidig med, at både USA og Europa ser med mere og mere skeptiske øjne på Kina.

Derfor risikerer vi, at verdensøkonomien bliver opdelt i "en demokratisk og autokratisk blok", siger vicegeneralsekretæren:

- Man taler om, at der bliver mere afkobling, mindre globalisering og mere økonomisk nationalisme. Det kan på sigt få endnu større konsekvenser for verdensøkonomien end de der 20.000 milliarder.

Den 60-årige sosu-hjælper Susanne Hein Kristensen fra Randers skal i fængsel i 16 år.

Det har et enigt nævningeting ved Retten i Randers afgjort onsdag eftermiddag.

Hun frakendes også retten til at virke som social- og sundhedshjælper.

Hendes forsvarsadvokat, Henrik Garlik, meddeler, at sagen ankes til landsretten. Hans klient vil frifindes.

Susanne Hein Kristensen blev onsdag morgen fundet skyldig i fire drabsforsøg mod beboere på Plejecenter Tirsdalen i Randers, hvor hun var ansat.

Desuden blev hun fundet skyldig i fire tilfælde af grov vold, hvoraf det ene var med døden til følge.

Kvinden var tiltalt for ét drab og i alt syv drabsforsøg mod fire ældre, som blev forgiftet med medicin, de ikke skulle have.

Retten finder det bevist, at det var den 60-årige sosu-hjælper, der gav dem præparaterne Baclofen, Mirtazapen og Diazapam. En 81-årig kvinde døde af det.

To af præparaterne var sosu-hjælperen i besiddelse af, da hun blev anholdt ved sit hjem 14. marts 2022. Dem havde hun ifølge retten stjålet fra andre beboere på plejehjemmet.

Frifundet for drab

Retten finder det imidlertid ikke bevist, at hun havde indset muligheden for, at de fire ældre ville dø, første gang de blev forgiftet med medicinen og indlagt.

For selvom hun havde større kendskab til medicin, end man kunne forvente af en sosu-hjælper, havde hun mindre kendskab end en sygeplejerske. Det læste retsformanden op, da retten afgjorde skyldsspørgsmålet onsdag klokken 9.

Derfor blev Susanne Hein Kristensen frifundet for drab og de tre første tilfælde af de i alt syv drabsforsøg.

Men under en uge senere forgiftede hun igen de tre overlevende, så de måtte indlægges. Og cirka to uger efter de første indlæggelser blev en af dem forgiftet for tredje gang og indlagt i livsfare.

Disse gange måtte hun have indset, at medicinen var livsfarlig, mener retten. Derfor findes hun skyldig i fire drabsforsøg.

Den 60-årige kvinde har hele vejen igennem retssagen nægtet sig skyldig. Da hun onsdag før domsafsigelsen fik mulighed for at få det sidste ord, gentog hun med grødet stemme, at hun aldrig nogensinde har givet ældre medicin, som de ikke skulle have.

- Jeg har ikke gjort det, sagde hun.

Ond vilje

Forinden havde anklager Jesper Rubow argumenteret for fængsel på livstid og sagt, at der ikke findes en tilsvarende sag i dansk retshistorie.

- Et drabsforsøg i gængs praksis giver seks års fængsel. Men i den her sag er der en lang række skærpende omstændigheder, sagde han.

Han anførte, at de fire drabsforsøg, de tre tilfælde af grov vold og tilfældet af grov vold med døden til følge skete i ond vilje.

Desuden blev det begået i udførsel af offentlig tjeneste, mens kvinden udnyttede de forurettedes værgeløse situation som ældre og svagelige, lød det fra anklageren.

- Man kan sige, at tiltalte var ansat til at passe på de personer. Og hun har gjort det direkte modsatte, sagde Jesper Rulow.

I modsætning til anklageren mente kvindens forsvarsadvokat, Henrik Garlik, at der var formildende omstændigheder. Han henviste til hendes alder og gode familieforhold.

Efter hans opfattelse skulle hans klient højest straffes med 14 års fængsel.

- Man skal også være opmærksom på, at det er en hård straf. Det er en meget lang straf, men det er ikke livsvarigt fængsel, sagde han.

Lider af personlighedsforstyrrelse

Under retssagen er det kommet frem, at den tiltalte lider af en personlighedsforstyrrelse.

Efter lægernes vurdering er der sandsynligvis tale om en histrionisk personlighedsforstyrrelse.

Den er kendetegnet ved, at personen er dominerende, tilbøjelig til at fremhæve sine egne kvaliteter og mangler omtanke for andre.

Hun ser sig selv som en ”frelsende engel” i forhold til en kaotisk og uretfærdig omverden, lød det fra anklageren under fremlæggelsen af mentalundersøgelsen.

Samme personlighedsforstyrrelse har sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der i 2017 blev idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg mod patienter på sygehuset i Nykøbing Falster.

Før domsafsigelsen argumenterede anklager Jesper Rulow for, at de to sager er direkte sammenlignelige, men at sagen fra Randers burde give hårde straf, da der ud over fire drabsforsøg også er tale om de fire tilfælde af grov vold.

Forsvarer Henrik Garlik var uenig og fremførte, at der i sagen fra Falster var skærpende omstændigheder, som der ikke er i sagen fra Randers. Blandt andet at den dømte fra Falster var sygeplejerske.

Susanne Hein Kristensen skal fortsat sidde varetægtsfængslet. Hun skal desuden betale sagens omkostninger og erstatninger til de forurettede eller deres efterladte.

På afstand kan de ukrainske flygtninge i Danmark glæde sig over, at deres soldater nu i et år har formået at holde Rusland stangen. Men bag begejstringen over den succesfulde modstandskamp lurer en erkendelse:

- Vi er trætte af at tro, at krigen snart slutter, indrømmer Marina Babich, der flygtede til Danmark fra Odessa.

- For mig ser det ud til, at situationen i Ukraine kun bliver værre for hver uge og for hver måned, der går. Jeg har ikke noget at tilbage til indtil videre, siger hun til TV 2.

Vi møder Marina Babich i selvhjælpsgruppen Mindspring, som Dansk Flygtningehjælp har arrangeret for de ukrainske flygtninge. Her kan de få psykologisk støtte og hjælp.

Mens vi hører mest om ukrainske flygtninge, der kommer i arbejde og klarer sig godt, er der nu også tegn på, at den lange ventetid i et fremmed land er begyndt at tære på moralen.

Det seneste halve år har flere hundrede ukrainske flygtninge deltaget i selvhjælpsgrupperne, og Dansk Flygtningehjælp ser tegn på stigende mistrivsel som familiekonflikter, skilsmisser og alkoholmisbrug.

Et fredeligt og forudsigeligt liv

Marina Babich flygtede fra Ukraine med sine to børn i sommer, hvor hun indså hun, at hendes børn har brug for et mere fredeligt og forudsigeligt liv uden skræmmende lyde fra luftalarmer og ophold i beskyttelsesrum.

Hendes venner inviterede hende til Danmark og beskrev det som et stille og venligt land.

Hun kan også godt lide Danmark, men nogle gange føler hun sig som et rumvæsen på en fremmed planet. Det er svært for hende at finde sig selv, og hun indrømmer, at hun nogle gange føler sig trist og deprimeret.

- Jeg er nødt til at støtte mine børn, som også føler sig lidt fortabte her. Jeg forsøger at være stærk for mine børn, men når man er alene, kan bekymringerne og ensomheden være overvældende nogle gange, siger hun.

Det sværeste for hende er sprogbarrieren. Nogle gange holder det hende fra at involvere sig i det danske samfund, fordi hun er bange for, at hun ikke vil være i stand til at udtrykke eller forklare sig:

- Jeg savner at tale mit modersmål. Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne tale med folk – i bussen eller i en butik – og blive forstået.

I Ukraine arbejdede Marina Babich som lærer, men i Danmark er det en helt urealistisk opgave for hende at finde et lærerjob. Det kræver som minimum, at man er flydende på engelsk, mener hun.

Fordi det mest er de optimistiske historier om ukrainske flygtninge, man har hørt, har der måske været en opfattelse af, at de let glider ind på arbejdsmarkedet uden problemer, og at de for det meste er godt stillet.

Samme udfordringer

Men ifølge Mette Blauenfeldt, chef for viden og udvikling i Dansk Flygtningehjælps integrationsafdeling, må man ikke glemme, at ukrainere har samme baggrund som mange andre flygtninge.

Og at de står over for de samme udfordringer som at være adskilt fra deres familier og usikkerhed om fremtiden.

- Vi har set, at det kan få nogle til at få dårlige vaner som at begynde at drikke mere alkohol, end de er vant til. Der er mange adfærdsmønstre, der kan komme i spil, når man står i en stresset situation, siger hun.

På Københavns Universitet er der igangsat et forskningsprojekt om ukrainske flygtninges mentale sundhed, og en stikprøveundersøgelse af 500 ukrainske flygtninge har i et pilotprojekt vist, at en stor del af flygtningene er psykisk påvirkede af de voldsomme traumatiske oplevelser, de har været igennem.

Nogle af dem har så store traumer, at de har brug for behandling, fortæller Karen-Inge Karstoff, lektor i psykologi på Københavns Universitet, der står i spidsen for projektet.

- Vi kommer til at følge dem over tid for at kunne forstå og i sidste ende forudsige psykiske problemer, der kan opstå hos nyankomne flygtninge, siger hun.

Varigt liv i Danmark

Nu, hvor det ser ud til, at krigen kan trække ud i årevis, begynder mange at indse, at de kan være nødt til at slå sig ned og skabe sig et mere varigt liv i Danmark.

Dermed bliver der tvivl om, hvor deres egentlige hjem er – og hvor længe det varer, forklarer Marina Babich.

- I begyndelsen håbede de fleste af os, at vi kun skulle være her i kort tid. Nu har alle indset, at det kommer til at vare længe. Så vi forsøger at finde et job og sender vores børn i skole her. Vi har ikke andet valg, siger hun.

Men nogle ukrainere ér vendt tilbage til Ukraine. Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er der givet midlertidig opholdstilladelse efter særloven til godt 34.000 ukrainere, hvoraf de fleste er kvinder og børn.

Samtidig er lidt over 4000 ukrainere, svarende til cirka 12 procent, registreret som udrejst i CPR-registreret per 31. januar 2023.

I ukrainske facebookgrupper, som TV 2 har læst med i, er der aktive diskussioner om fordelene og ulemperne ved at blive og vende hjem.

Her spørger udmattede flygtninge i Danmark, om de, der er vendt tilbage, har fortrudt. Og flere svarer, at de kun fortryder under russiske bombardementer.

Beskytter sig selv

Tilbage i selvhjælpsgruppen med udelukkende kvindelige deltagere ser de blandt andet tilbage på krigens første år og deres liv i Danmark.

Mange af dem indrømmer, at de forsøger at undgå at se nyheder fra Ukraine for at beskytte sig selv.

- Der er mange stressfyldte tanker hele tiden, fordi vi ikke aner, hvornår krigen får en ende, siger Anna Baburkina, en af de andre kvinder i selvhjælpsgruppen.

De fleste af kvinderne er usikre på, om de nogensinde vender tilbage til Ukraine. Og ifølge føromtalte undersøgelse fra Københavns Universitet har flertallet af ukrainerne evnen og viljen til at få et job og bidrage til det danske samfund.

- En stor del af de ukrainske flygtninge vil faktisk gerne blive i Danmark, og det har overrasket forskerne bag undersøgelsen, siger projektleder Sofie Valentin Weiskopf.

Marina Babich er ved at lære dansk og engelsk og håber at finde et job i Danmark.

Hun vil have sin ældste søn til at studere på et dansk universitet. For det er svært at sidde på nåle hele tiden og håbe på at vende hjem på ubestemt tid.

- Jeg vil tilbage til Ukraine, men jeg ved ikke, hvornår det kan lade sig gøre, siger hun.

E-handelsgiganten Zalando oplevede massiv medvind under pandemien, men den er nu forsvundet og derfor planlægger selskabet at nedlægge hundredvis af job.

Jernbaneselskabet Norfolk Southern skal betale for oprydningen efter et udslip af giftige kemikalier under en togafsporing i den lille by East Palestine i delstaten Ohio.

Sådan lyder en ordre fra de amerikanske myndigheder tirsdag.

- Lad mig gøre det meget klart: Norfolk Southern kommer til at betale for oprydningen af det rod, de har forårsaget, og det traume, de har påført dette samfund, udtaler Michael Regan, der er leder af USA's agentur for miljøbeskyttelse (EPA), i en erklæring.

Præsident Joe Biden støtter ordren.

- I dag beordrede EPA jernbaneselskabet Norfolk Southern til at betale for oprydning og bortskaffelse af farlige materialer.

- Dette er sund fornuft. Det her er deres rod. De bør rydde det op, skriver Biden på Twitter.

Udløste kræftfremkaldende stof

Afsporingen af godstoget den 3. februar udløste en voldsom brand og frigivelsen af giftige dampe, herunder det kræftfremkaldende stof vinylklorid.

Mange beboere i den lille by East Palestine med knap 5000 indbyggere blev evakueret som følge af ulykken.

- Norfolk Southern-togafsporingen har vendt livet på hovedet for familierne i East Palestine. EPA's ordre vil sikre, at selskabet bliver holdt ansvarlig for at bringe dette samfunds helbred og sikkerhed i fare, siger Michael Regan.

Den juridisk bindende ordre fra EPA kræver, at Norfolk Southern identificerer og renser forurenet jord- og vandressourcer.

EPA vil derudover godkende en plan, der skitserer alle de tiltag, der er nødvendige for at rette op på de miljøskader, togafsporingen har forårsaget.

Anerkender ansvar

I en erklæring anerkender Norfolk Southern sit ansvar.

- Vi anerkender, at vi har et ansvar, og vi har forpligtet os til at gøre, hvad der er rigtigt for indbyggerne i East Palestine, udtaler selskabet i en erklæring.

Her lyder det videre, at selskabet vil fortsætte med at betale for oprydningen, ligesom at det vil rense området.

Ifølge myndighederne har test vist, at luften er sikker, og der er ikke påvist forurenende stoffer i det kommunale vandsystem.

Mange indbyggere er dog fortsat bekymrede, og nogle har fortalt om hovedpine og udslæt og udtrykt bekymring for, at de senere kan udvikle kræft som følge af udslippet.