Covid-19 er langt fra den trussel i Indien, som virussen var for halvandet år siden.
I sommeren 2021 registrerede landet med en befolkning på 1,4 milliarder mennesker næsten 30.000 coronadødsfald om ugen.
I dag ligger det samme tal under 100, viser opgørelser fra det amerikanske universitet Johns Hopkins, der registrerer coronatal fra hele verden.
Alligevel slår de indiske myndigheder nu igen coronaalarm og opfordrer befolkningen til at bære maske i offentligheden og lade sig vaccinere igen.
- Covid er ikke ovre endnu. Jeg har indskærpet alle involverede, at de skal være opmærksomme og forstærke overvågningen, siger sundhedsminister Mansukh Mandaviya ifølge avisen The Indian Express.
Avisen The Economic Times tilføjer, at også premierminister Narendra Modi har opfordret befolkningen til at huske at ”gå med maske på befærdede steder, ikke mindst i de kommende helligdage”.
Smitte fra KinaÅrsagen til den indiske bekymring er først og fremmest nabolandet Kina.
Mens resten af verden har sænket paraderne over for covid-19, oplever Kina nu markant stigende smitte i befolkningen, efter at landet i denne måned opgav sin skrappe nultolerancepolitik.
Politikken gik ud på, at selv ganske få coronatilfælde i en by eller region blev mødt med skrappe nedlukninger og karantæner, der skulle kvæle smittespredningen.
Nu frygter Indien, at smittespredningen i Kina kommer over grænsen til Indien.
Bekymringen skyldes ikke mindst, at der i Kina florerer en ny variant af covid-19 – en variant som Indien indtil nu har registreret i bare fire tilfælde, men, som myndighederne frygter, kan få smitten til at blusse op igen.
Udlændinge bliver tjekketSundhedsminister Mansukh Mandaviya har onsdag fortalt parlamentet, at Indien nu vil begynde at teste udenlandske rejsende i landets lufthavne for corona – og specielt for den nye variant.
Testen skal foretages på tilfældigt udvalgte to procent af alle tilrejsende udlændinge, forklarede ministeren.
Ifølge Johns Hopkins University har Indien i alt registreret flere end en halv million coronadødsfald og har givet befolkningen mere end to milliarder vaccinedoser.