En tallerken med en halvspist tartelet og en endnu urørt står på bordet.

Kniv og gaffel er i "spiseposition", og en glasflaske med Pepsi står foran tallerkenen. Den er ikke drukket færdig. Der sidder ikke nogen på stolen ved bordet.

På et tidspunkt sad der en sygeplejerske, men vedkommende havde ikke tid til at spise færdig.

Billedet har Nadja Lindberg Bonne delt på sin Facebook-profil.

Hun er læge på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital (AUH). Hun er kollega til føromtalte sygeplejerske, og i opslaget fortæller hun om de forhold, som hun ser hos sine kolleger.

Der er ikke tid til at spise op. Der er ikke tid til at gå på toilet. Det er den virkelighed, som Nadja Lindberg Bonne oplever på de travle vagter – og det er rygende alvorligt, pointerer hun.

Skrækscenariet er, at sundhedsvæsenet bryder sammen

Nadja Lindberg Bonne, børnelæge, AUH

Opslaget på Facebook er blevet delt mere end 15.000 gange og har fået masser af reaktioner og kommentarer, siden det blev delt fredag.

Dermed er det nået markant længere ud, end Nadja Lindberg Bonne havde troet, da hun satte sig til at skrive det i en pause på sin vagt.

- Jeg skrev opslaget, fordi jeg hyppigere end tidligere oplever sygeplejersker være presset ud over kanten. De har ofte dobbeltvagter, påtvungne vagter og har ikke tid til at spise, forklarer hun.

Frygter at det går galt

Nadja Lindberg Bonne har været læge i ti år. Hun oplever, at problemerne bliver større og større, og hun frygter, det kommer til at gå helt galt.

- Jeg er bekymret for, om det kan fortsætte med at være foreneligt med den patientsikkerhed, som der skal være, hver gang man er patient på et sygehus. Skrækscenariet er, at sundhedsvæsenet bryder sammen, siger hun.

Konkret ser hun allerede nu, at manglen på sygeplejersker på afdelingen går ud over patienter. De når nogle gange ikke at få deres medicin til tiden, og sygeplejesker går grædende hjem fra vagt i frustration over ikke at nå de ting, som de skulle, selvom de har pisket rundt.

- Vi arbejder med syge mennesker, og travlhed er et vilkår i perioder. Vi kan aldrig få et arbejdsmiljø uden travlhed, men det er heller ikke det, vi ønsker eller beder om, siger lægen.

- Vi trives fint med at have travlt og løbe stærkt. Personligt kan jeg sågar få et kick ud af at have travlt og løse det, men når det foregår uproportionelt meget og mere er reglen end undtagelsen, så føler vi os forpligtet til at råbe om hjælp.

Hun mener dog, at patienter stadig kan være helt trygge ved at være på sygehusene, fordi de ansatte er, som de er.

- Selvom vi burde, siger vi ikke fra, fordi vi ved, at det går ud over patienterne. Det er dem, vi er der for, og det er dem, vi holder af at hjælpe.

Skal være mere attraktivt

Opslaget på Facebook er ikke en kritik af hverken sygehuset eller børneafdelingen på AUH, understreger Nadja Lindberg Bonne. Det handler om de rammer, som der er at arbejde under.

- Jeg synes, at problemet er på et politisk niveau og ikke på ledelsesniveau. Altså, man kan jo ikke forvente at få serveret trerettersmenu, hvis man kun har penge til dåsetun og et halvtørt franskbrød, siger hun.

Logisk tænkende mennesker vælger ikke et job med opslidende arbejdsforhold til en løn, de ikke er tilfredse med

Nadja Lindberg Bonne, læge, AUH

Nadja Lindberg Bonne har ikke et svar på, hvordan man forbedrer situationen, men hun er sikker på, at det skal være mere attraktivt at være sygeplejerske.

- Logisk tænkende mennesker vælger ikke et job med opslidende arbejdsforhold til en løn, de ikke er tilfredse med. Det er egentlig ret simpelt, når man ser på det med de briller, siger hun.

Lige nu er situationen dog så grel, mener hun, at der må en storstilet plan og nødløsning til, hvis tingene ikke skal blive værre.

- Det hele skal rystes, hvis du spørger mig. Der skal ske noget. Og det løses ikke isoleret ved at kigge på sygeplejerskerne, konstaterer hun.

I de lande, der har euro som møntfod, lå forbrugerpriserne i september 9,9 procent højere end for et år siden.

Det viser tal fra statistikkontoret Eurostat.

I august var priserne 9,1 procent højere end året før. Det viser, at prisstigningerne, også kaldet inflationen, tager til.

Højeste inflation i 40 år

For hele EU ligger de årlige prisstigninger på 10,9 procent, og det er altså med til at svække forbrugernes købekraft, påpeger Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri (DI).

- Europa er ramt af den højeste inflation i mere end 40 år. Inflationen svækker europæernes købekraft og er ved at tage livet af opsvinget i europæisk økonomi.

- De fleste prognoser indeholder meget magre vækstudsigter for det kommende år, siger han i en skriftlig kommentar.

Inflationen ser værst ud i Baltikum, hvor den ligger over 20 procent i både Letland, Estland og Litauen.

- Den høje inflation hærger overalt i Europa. 18 lande i EU kæmper nu med to-cifrede inflationsrater, konstaterer Allan Sørensen.

Det svarer til to tredjedele af de 27 EU-medlemslande.

Rammer en økonomisk motor

Det er fortsat de stigende energipriser og fødevarepriser, som driver inflationen. Det fremgår af Eurostats opgørelse.

Energipriserne og fødevarepriserne er i eurolandene steget henholdsvis 41 og 11,8 procent over det seneste år.

Ifølge Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom ved Arbejdernes Landsbank, er der dog lys forude. Priserne på blandt andet fødevarer og energi er således faldet siden de værste pristoppe, og derfor tror han at inflationen kan have toppet eller være tæt på toppen:

- Der er flere forskellige ting, der tyder på, at vi godt kan begynde at se ind i en vending. Men det ændrer ikke på, at vi ser enormt store inflationstal i øjeblikket, og hvis du havde spurgt mig for et halvt eller et helt år siden havde jeg ikke forestillet mig en inflation på 10 procent, siger Jeppe Juul Borre til TV 2.

Alligevel forventer cheføkonomen ikke, at konsekvenserne af den høje inflation forsvinder med det samme. De høje priser rammer nemlig europærerne på pengepungen, og det betyder at privatforbruget bliver kørt ned.

- Vi får færre penge at bruge, så det påvirker privatforbruget, og privatforbruget fylder en enormt stor del af den europæiske økonomi og dermed er det også definerende for væksten.

For at få inflationen under kontrol, bliver Den Europæisk Centralbank (ECB) i Frankfurt derfor også nødt til at hæve sine renter yderligere, vurderer Jeppe Juul Borre. Samme pointe har Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv:

- Vi venter, at ECB vil hæve renten med yderligere 0,75 procentpoint ved det næste pengepolitiske møde i oktober.

Rusland vil evakuere mellem 50.000 og 60.000 civile fra Kherson-regionen i det sydlige Ukraine.

Det siger den russiskinstallerede leder i den russiskbesatte region, Vladimir Soldo, ifølge nyhedsbureauet Tass.

De civile skal evakueres til den sydlige bred af Dnipro-floden, og de russiske myndigheder forventer, at evakueringen vil tage fem til seks dage.

Udmeldingen kommer efter en længere periode, hvor de ukrainske styrker har haft afgørende momentum på slagmarken i det østlige og sydlige Ukraine.

Rusland: Vi er presset

Den russiske hær erkender, at situationen i den sydukrainske by er anspændt og meget vanskelig.

- Situationen er langt fra ligetil i dette område. Fjendens tropper slår til mod infrastruktur og beboelse i Kherson. De går efter social, økonomisk og produktionsmæssig infrastruktur. Det besværliggør ikke alene indbyggernes liv. Det udgør også en direkte trussel for dem og deres familier, siger den russiske general Sergej Surovikin til russisk stats-tv.

Den magtfulde militære kommandør, der har tilnavnet 'General Dommedag', blev indsat på posten i begyndelsen af oktober i et forsøg fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, på at få vendt udviklingen i Ukraine.

Ifølge militæranalytiker Alexander Høgsberg Tetzlaff har Sergej Surovikin erkendt, at den russiske hær ikke kan blive ved med at holde i stand i Kherson.

- Det er svære tider forude for russerne i Kherson-regionen. De har store problemer med deres logistik og deres forsyningslinjer. Der er meldinger om, at der holder en lang række russiske militærkøretøjer på den russiske bred af Kertj-broen, der for nylig blev saboteret. De får kun et køretøj over hvert 40. minut, så de mangler virkelig forsyninger og materiel, siger militæranalytikeren til TV 2.

600 bosættelser befriet

Kherson er en af fire delvist besatte ukrainske provinser, som Rusland mener at have annekteret i de seneste uger, og den er af enorm strategisk, økonomisk og symbolsk betydning for Moskva.

Foruden sin rolle som producent af massevis af fødevarer er Kherson-regionen indgangen til den russiskbesatte Krim-halvø og Ukraines vigtige havne i Sortehavet.

Siden starten af oktober har Ukraine flere gange brudt igennem frontlinjen ved Kherson. De ukrainske styrker er siden rykket hurtigt frem mod vestbredden af floden Dnipro. Det meldes desuden, at de har omringet flere tusinde russiske soldater.

Ukraines væbnede styrker hævder at have befriet flere end 600 bosættelser fra den russiske besættelse i den seneste måned. 75 af dem er i Kherson-regionen, oplyser de ukrainske myndigheder.

Omkring 502 bosættelser er blevet befriet i den nordøstlige Kharkiv-region, hvor ukrainske styrker i sidste måned rykkede dybt ind i russiske linjer, meddelte Ukraine i sidste uge. Det har TV 2 ikke kunnet bekræfte af uafhængige kilder.

Kherson var en af de første byer, der faldt til de russiske styrker, efter at Rusland invaderede Ukraine i de tidlige morgentimer 24. februar.

Jes Søgaard, der er professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, har fulgt danske sygehuse i 42 år som forsker og kan ikke huske, at han har set noget lignende.

- Som en af overlægerne sagde på et møde i aftes: "Der er tale om et offentligt sygehusvæsen i frit fald". Og det er der i bogstaveligste forstand, siger han til TV 2.

En stor del af problemet er, at sygeplejersker flygter over i det private, og den udvikling kan kun stoppes ved at suspendere behandlingsgarantien, mener den garvede forsker.

Hvor længe det skal vare, tør han ikke sige.

- Men den skal suspenderes, og den skal suspenderes nu, siger Jes Søgaard til TV 2.

Pressede kirurger råber minister op

Dermed melder han sig i koret med de pressede kirurger, der i et brev forsøger at råbe politikerne op.

Det danske sundhedsvæsen står i en krise, mener kirurgerne på de danske hospitaler, der derfor har sendt et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og til folketingets sundhedsordførere.

Et brev, der onsdag kan ses på forsiden af DR og Politiken.

Brevet er underskrevet af Kirurgisk Forum, som er en sammenslutning af alle kirurgiske specialer, og de mener, at ventelisterne i sundhedsvæsenet er nået til et punkt, hvor det ikke længere er forsvarligt over for patienterne.

Set fra kirurgernes side er hverdagen på de danske sygehuse sådan, at personalet på sygehusene er presset i bund, mens nogle operationsstuer står tomme. Samtidig bliver operationer aflyst og udskudt på ubestemt tid, mens ventelisterne bliver længere.

For eksempel må unge drenge med betændelse i forhuden vente i månedsvis, mens nogle lungepatienter venter så længe, at de ikke længere kan opereres.

Formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke mener, at rettigheden kun er noget værd for alle patienter, når sundhedsvæsenet faktisk kan leve op til den.

- Patienterne skal ikke vente unødigt. Men det er ikke urimeligt at konstatere, at nogle sygdomme godt kan vente 60 eller 70 dage, mens andre skal behandles meget hurtigt, siger hun til Ritzau.

Sygeplejersker: Den skal skrottes

Dansk Sygeplejeråd er enig i kritikken af behandlingsgarantien, der - som de oplever det - skaber mange flere problemer, end den løser og derfor skal "skrottes".

- Vi har sagt det gentagne gange. Det er det lægefaglige skøn, der skal afgøre, hvem der skal behandles først. Der er jo stor forskel på, hvad vi fejler. Det er galimatias, at man ikke øjeblikkeligt standser den, siger næstformand Anni Pilgaard til TV 2.

I stedet skal der laves en differentieret model, der tager hensyn til, hvad patienterne fejler, og hvor alvorligt det er.

En model, som kan udarbejdes, når de lange ventelister er bragt ned på et forsvarligt og stabilt niveau.

- Men lige nu, skal den skrottes. Så kan vi revurdere, når vi ikke har de måneders ventetid, som vi har nu i sundhedsvæsenet, siger Anni Pilgaard.

Lader de mest syge i stikken

Danske Patienter er meget uenige i, at behandlingsgarantien skal afskaffes.

- Hvis man afskaffer behandlingsgarantien, så skaber det en ny ulighed, der måske er værre, og sandsynligvis også længere ventelister, sagde direktør Morten Freil til TV 2 for et par uger siden.

Professor Jes Søgaard understreger da også, at en suspendering af behandlingsgarantien ikke kan stå alene.

En af de store mangler i det offentlige er for eksempel anæstesisygeplejersker, og sygeplejerskernes flugt fra det offentlige til det private, hvor de kan tjene flere tusinde kroner mere om måneden, er kun steget de seneste år. Derfor skal der også forhandles løn og arbejdsvilkår.

Men at sætte behandlingsgarantien i bero kan give sygehusene en chance for at rette op på situationen - og afgørende, give de patienter, der har det værst, en chance for en hurtigere behandling, end de har udsigt til i dag.

Behandlingsgarantien gør, at man kan blive behandlet på et privathospital, hvis det offentlige ikke kan udføre behandlingen inden for 30 dage.

- Men det er kun de lidt lettere operationer, der kan overføres til de private sygehuse, siger Jes Søgaard og forklarer

For selvom behandlingsgarantien giver mulighed for behandling i privat regi, er det ikke noget, som de patienter, der har det værst, kan benytte sig af. Mange private hospitaler har nemlig hverken certificering til at tage sig af de mest komplicerede forløb eller kapacitet til det.

- Og så står det offentlige tilbage med de allerværste patienter, og det er dem, der får lov at vente længst, siger Jes Søgaard.

Klokken er 04.30 om morgenen. Med en kande kaffe i den ene hånd går Rene Rasmussen fra stuehuset og over til de 300 køer i stalden. Nu skal der malkes.

Rene Rasmussen er landmand. 100 procent konventionel.

- Jeg brænder ikke så meget for det økologiske. Den måde vi passer vores køer og vores jord på, det har jeg ikke nogen skam over, siger han.

Han vil endda gå længere end de fleste.

- Jeg er antiøkolog. Hvis jeg skal tvinges til at blive økolog, så bliver gården sat til salg.

Økologiske landmænd må ikke bruge kunstgødning og pesticider, og dyrene skal kunne komme ud i det fri.

Men Rene Rasmussen mener ikke, at der er den store forskel – og han ville ikke kunne producere det samme, hvis han var økologisk, siger han.

- Ofte tror politikerne, at det vil redde hele verden, hvis det er økologisk. Men det redder ikke hele verden. Tværtimod. Jeg kunne blive bange for, at der bliver mangel på fødevarer.

Landbruget er den største synder

Når det handler om klima og miljø, så er landbruget en af de helt store syndere, når det handler om kvælstofudledning.

- Selvfølgelig tænker man over det. Når man hele tiden får at vide i fjernsynet, at vi er en af de største syndere, så bliver jeg da ked af det, siger Rene Rasmussen og fortsætter.

- Jeg har ingen problemer med at sprøjte. Vi gør det kun for at lave nogle bedre planter og nogle supergode fødevarer. Det hele er så nøje regnet ud, og de midler vi bruger, de er godkendt af staten, siger han.

Ifølge professor for Institut for Bioscience på Aarhus Universitet Stiig Markager, så er det over for landbruget, at man skal sætte ind over for kvælstofudledningen.

- Vores fjorde og kystnære vandmiljø har det rigtig skidt. Den helt store årsag til det, er kvælstof fra landbruget, siger Stiig Markager til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge ham viser undersøgelser, at landbruget står for 70 procent af udledningen af kvælstof. 20 procent er fra naturbidraget – altså naturlig udledning – og 10 procent er fra spildevand.

- Reelt er det eneste sted, hvor man yderligere kan reducere kun hos landbruget. Punktum færdig. Det er ikke til diskussion, siger han.

Man er nødt til at gøre noget. Bekymrer det dig ikke?

- Det gør det måske. Men det er nemt at sige, at Danmark skal redde hele verden. Men hvad skal vi leve af? Der skal penge i kassen, siger Rene Rasmussen.

- Vi gør meget i forvejen

I oktober sidste år blev der i en bred politisk aftale vedtaget, at der skal ske en grøn omstilling af dansk landbrug.

Her blev blandt andet fastsat et bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektorens udledning af CO₂ på 55-65 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990.

Derudover er en ekspertgruppe lige nu i gang med at regne på en mulig CO₂-afgift til landbruget, som statsminister Mette Frederiksen (S) også nævnte i sin tale til folketingets åbning.

- Vi skal beskytte det danske guld: vores rene drikkevand. Indføre en CO₂-afgift i landbruget, sagde hun.

Rene Rasmussen har svært ved at se, hvordan han skal kunne klare en afgift på for eksempel sin mælkeproduktion.

Han mener, at landbruget allerede gør meget for at være så grønne som muligt. Blandt andet ryger al hans gylle og møg til det lokale biogasanlæg.

- Jeg synes, det er en win-win-situation, at vi er så langt fremme med biogassen, så vi kan levere gas til naturgassen eller Thorsø by, hvor fjernvarmen lever godt af vores biogas, siger Rene Rasmussen.

Herunder kan du se Torsten Gejl (Å) og Troels Lund Poulsen (V) debattere klima og miljø i fremtidens landbrug:

11-årige Anna havde hverken jakke eller sko på. På strømpefødder løb hun afsted mod sin mors hjem.

Hun var vred og havde råbt “møgluder” til sin plejemor, der cyklede cirka 100 meter bag hende.

Plejemoren svarede, at hun var ligeglad med, at hun kaldte hende sådan nogle ting. Og at hun ville blive uanset hvad.

Tre måneder senere blev Anna flyttet fra plejefamilien og hen på en institution.

Mange anbringes flere gange

Situationen er beskrevet i Annas sagsakter, der tæller mere end 5000 sider.

Og den repræsenterer, hvad hun har følt i årevis. Nemlig at systemet gav op på hende, hver gang en anbringelse brød sammen.

Helt nøjagtigt skete det 12 gange.

Og Anna er ikke det eneste barn, der oplever dette.

For ifølge Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, anbringes 10 procent af anbragte børn fire eller flere gange i løbet af deres barndom.

Men hvorfor går så mange anbringelser i vasken, når al forskning tydeligt viser, at det har voldsomme negative konsekvenser for det anbragte barn?

Midt i kaos sagde hun ja til tv-hold

I dag er Anna 19 år. Hun har fået egen lejlighed, hvor hun bor med sin kæreste. Og så er hun startet på en uddannelse.

Men for bare halvandet år siden så hendes liv helt anderledes ud.

Hun var stukket af fra en delvist sikret institution, var efterlyst af politiet og flakkede rundt på gaden. Hun havde et stort hashmisbrug, og det var heller ikke unormalt, at hun tog piller for overhovedet at kunne falde i søvn om aftenen.

På cirka samme tidspunkt sagde hun ja til at blive fulgt af et tv-hold til programserien 'Pigerne på kanten'.

Da Anna blev spurgt, om hun ville medvirke, tænkte hun ikke meget over konsekvenserne.

- Jeg syntes bare, at det var fedt, at der var nogen, der ville lytte til mig, fortæller hun.

Men undervejs kom hun frem til, at hun havde et vigtigt budskab:

- Det er ikke altid, at systemet fejler i anbringelser. Men det gjorde det i mit tilfælde, og det har gjort mit liv så meget sværere, siger Anna.

Antallet af anbragte børn har ligget stabilt i en længere årrække, og i Danmark er 1 procent af alle 0-17-årige børn anbragt uden for hjemmet.

Det kan enten være i plejefamilier eller på institutioner.

Selvom der er en god grund til at fjerne børn fra hjemmet, viser undersøgelser, at der er store negative konsekvenser, når anbringelserne bryder sammen.

- At anbragte børn klarer sig dårligere end andre jævnaldrende, kan især forklares med deres opvækstvilkår, før de blev anbragt. De kommer alle fra socialt udsatte og dysfunktionelle familier. Og de fleste børn anbringes først, når de er 11-12-år, forklarer professor Inge Marie Bryderup, der har forsket i anbringelser i årtier.

Værst er det, når der sker sammenbrud i anbringelsen.

Og konsekvenserne rækker for mange børn langt ind i voksenlivet.

Både international og national forskning har i årevis peget på, at manglende stabilitet i anbringelsesforløbene er en af årsagerne til, at børn og unge klarer sig markant dårligere end andre.

En undersøgelse fra Rockwool Fonden viser, at de børn, som oplever flest skift i anbringelsen, også kommer fra de mest socialt belastede hjem.

Det vil sige, at de mest udsatte børn, som har allermest brug for tryghed og forudsigelighed, også har den største risiko for fortsat at opleve præcis det modsatte.

Anna var et af disse børn.

Kom i skole uden strømper og madpakke

Før Anna fyldte ti år, var der allerede lavet underretninger og bekymringsskrivelser på hendes trivsel og forhold derhjemme.

Hjemmet var præget af kaos, konflikter, manglende omsorg og dårlig hygiejne.

Anna husker ikke, at det var så slemt. Men hun ved godt, at der var en grund til, at hun blev fjernet. Det vidste hun faktisk allerede dengang.

- Det var ulækkert og beskidt. Der var megameget skrald og rod uden for huset, fortæller Anna.

Hun husker, at hun kom i skole uden strømper, i beskidt tøj, og at hun ingen madpakke havde med.

Men heldigvis var Anna fagligt stærk, og undervisningen blev et frirum for hende.

For når alt gik dårligt, gik det i det mindste godt i timerne.

Kommunen og systemet blev en fjende

Da Anna blev anbragt, mødte hun et system, hvor hun følte sig dømt på forhånd. Hun følte, at det gik ud over hende, at man mente, at hendes familie ikke var god.

- Det er sådan set forståeligt nok, at de tænkte sådan, men de burde ikke have behandlet mig sådan. Det var jo ikke min skyld, at mine forældre var, som de var, siger Anna.

Annas mor var stor modstander af kommunens beslutning, og det havde stor betydning for samarbejdet mellem kommunen og moren.

Det føltes som en lang sej kamp, husker Anna.

En kamp, hvor kommunen var de onde og moren den gode.

Men inderst inde vidste tiårige Anna godt, at der var fordele ved at blive fjernet hjemmefra. Og det satte hende i en svær loyalitetskonflikt mellem moren og systemet.

Hele meningen med, at Anna skulle fjernes hjemmefra, var, at hun skulle få bedre vilkår. Men det fik hun ikke.

Hun havde det psykisk svært og skar i sig selv. Hun forsøgte også at begå selvmord flere gange. Første gang var hun 12 år.

Det var egentlig ikke, fordi hun ønskede at dø. Det var et desperat råb om at blive set af en voksen.

- Jeg havde jo lyst til at leve – sådan husker jeg det. Men jeg havde et ønske om at blive hørt og taget seriøst. Men det var, som om at jo flere gange man skadede sig selv, jo mindre seriøst blev man taget. Jeg manglede omsorg, og at nogen sagde: "Jeg er her for dig", siger Anna.

Hendes problemer var ifølge hendes sagsakter for massive til, at hun kunne være i en plejefamilie. I stedet blev hun anbragt på en institution igen.

Det tredje sted på under et år.

Anna tænker selv, at hun var en stor mundfuld at arbejde med. Og hun kan til dels godt forstå, at hun var svær at komme tæt på og hjælpe.

Men de mange skiftende voksne og nye steder gjorde, at hun aldrig fik sænket sine parader, så hun var modtagelig for hjælp.

- Vi kan ikke være det bekendt

Når specialkonsulent i Børns Vilkår Anne Kappelgaard Bove hører om Annas forløb, er offentligt omsorgssvigt det første, hun tænker.

- Hvor er det ulykkeligt, at man som velfærdssamfund tager et barn væk fra dets familie uden at undersøge barnets behov og udfordringer så grundigt, at man kan sikre, at det kommer godt videre i livet, siger Anne Kappelgaard Bove og tilføjer:

- Det har man jo tydeligvis ikke gjort i hendes tilfælde. Ellers var det jo ikke endt sådan.

Hun fortæller, at de hos Børns Vilkår oplever, at det ikke er usædvanligt, at børnene føler sig anbragt et sted, hvor de ikke kan fungere. Det kan være omgivelserne eller de andre anbragte, der eksempelvis kan gøre dem utrygge.

- At børn og unge ikke kan føle trygge i deres eget hjem, kan vi ikke være bekendt, siger hun.

Hver gang Anna blev anbragt et nyt sted, voksede mistilliden til de voksne og systemet. Og modet til at danne nye dybe relationer skrumpede.

- Jeg følte ikke, at de voksne gik i dybden med mine problemer. Jeg følte ikke, at de ville lære mig at kende, siger Anna.

Derfor lukkede hun sig mere og mere inde i sig selv og blev ligeglad med alt.

Anna begyndte at stikke af fra institutionerne som 13-årig. Hun begyndte også at dulme sine følelser og problemer ved at ryge hash.

Det lærte hun i et kærestepars lejlighed, hvor hun søgte tilflugt. Begge var misbrugere, og Anna husker tydeligt deres lejlighed.

Man kunne ikke se gulvet for rod, og der var et rend af mennesker, stoffer, druk og skænderier.

Men hun ville hellere være der end på institutionen, hvor hun følte sig fanget og indespærret.

Og mest af alt følte hun sig helt alene.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange nætter jeg har ligget på mit gulv og følt mig så alene, siger Anna, der konstant tænkte på, hvordan hun kunne flygte.

Hele hendes ungdom glædede hun sig til at fylde 18 år. For så ville hun blive myndig og kunne flytte i sin egen lejlighed.

Men da Anna blev 18 år, fik hun afslag på efterværn, som er et tilbud om støtte til unge mellem 18 og 22 år.

Formålet er at hjælpe den unge med at etablere en selvstændig tilværelse på lige fod med andre unge.

Fik afslag på efterværn

Begrundelsen for afslaget var ifølge Anna, at hun ikke ville samarbejde og have hjælp. Men hun mener selv, at hun havde samarbejdet op til sin 18-årsfødselsdag – netop for at kunne få efterværn.

Derfor var beskeden svær at forstå og acceptere.

Med hjælp fra tv-holdet fik hun kontakt til den kommune, som hun bor i i dag, der gav hende en kontaktperson og undersøgte muligheden for at få efterværn, hvilket hun har fået i dag.

Og hjælpen og støtten har været altafgørende for, hvor Anna er nu.

Derfor mener flere eksperter også, at man bør være meget mere konsekvent med at give efterværn.

Inge Marie Bryderup er professor ved Aalborg Universitet og har forsket i socialt udsatte børn og unge og deres familier i snart 40 år.

Ifølge hende er det langt fra alle unge anbragte, der får efterværn.

Og det er ærgerligt, mener hun, fordi de anbragte sjældent har det samme netværk som andre unge i forhold til at få støtte til at lære at stå på egne ben.

- Tilbuddet om efterværn skal systematiseres mere. Nu skal det tages op med barnet, når det er 17,5 år. Men rigtig mange får ikke tilbudt efterværn, siger Inge Marie Bryderup.

Nogle af de unge vælger det selv fra, fordi de er trætte af at være en del af systemet. Og den følelse kan Inge Marie Bryderup godt forstå.

Derfor mener hun, at de unge skal have mulighed for at takke nej for derefter at fortryde og alligevel få efterværn. Og den mulighed skal de have, indtil de er fyldt 25 år.

Specialkonsulent i Børns Vilkår Anne Kappelgaard Bove mener, at alle unge anbragte bør få efterværn helt automatisk. Og at det skal gøres til en rettighed i stedet for et tilbud, som kun nogle ender med at få.

- De fleste unge, der flytter hjemmefra, får hjælp af deres forældre i starten. Den mulighed har de tidligere anbragte måske ikke. Man kan derfor ikke forvente, at de skal kunne det samme. Det er ikke rimeligt, siger Anne Kappelgaard Bove.

Har hele tiden lyst til at flygte

Anna mener selv, at det var rigtigt at fjerne hende hjemmefra. Men hun mener ikke, at alternativet til at bo derhjemme skulle have være så problemfyldt.

Og det er egentlig ikke pædagogerne på institutionerne, som hun retter sin kritik imod. For hovedparten har været søde og dygtige.

Men de mange sammenbrud og skift gjorde hendes barndom alt for svær og fylder stadig hos hende i dag.

- Jeg har megasvært ved at fungere det samme sted i lang tid. Jeg har hele tiden en lyst til at flygte, siger Anna og fortsætter:

- For hvis opholdsstedet ikke fungerede, flyttede de mig bare. Jeg har aldrig lært at stå igennem ting, der var svære.

Og det er en helt almindelig reaktion for unge, der har været igennem det samme som Anna.

For mange sammenbrud i anbringelser

Professor Inge Marie Bryderup siger, at det er vigtigt at huske, at anbragte børn allerede er udsatte og bagud på point, inden de bliver anbragt.

Derfor er det fuldstændig altafgørende, at anbringelseskommunen tager sig tid til at få indsigt i det enkelte barns udfordringer og ønsker, så det er muligt at finde det gode anbringelsessted ved den første anbringelse.

Men hvor gode er vi så til det?

Ikke gode nok, mener Inge Marie Bryderup.

- Der er alt for mange sammenbrud i anbringelser, siger hun.

Man kan ikke give et entydigt svar på, hvorfor så mange anbringelser går i vasken – selvom vi kender de mange negative konsekvenser, det har for børnene.

Inge Marie Bryderup peger på, at der er nogle brede strukturelle grunde til de mange sammenbrud.

Hun forklarer, at de danske institutioner faktisk er rigtig dygtige til at tage hånd om de anbragte børn med uddannet personale, men at det rigtige match mellem barn og anbringelsessted er altafgørende.

Det er her, at systemet ikke lykkes godt nok. Og når en anbringelse bryder sammen, sætter det gang i en kædereaktion af ændringer, som har negative konsekvenser for barnet.

Ud over afbrudt skolegang går det særligt galt, når børnene oplever brud i de sociale relationer – både til voksne pædagoger, kontaktpersoner og andre børn og unge, fortæller Inge Marie Bryderup.

- Det at være anbragt så mange steder giver en grundlæggende mistillid til voksne og systemet. Det viser forskning, siger Inge Marie Bryderup. Og den mistillid tager de med sig ind i voksenlivet.

Siden Anna fyldte 18 år, er det gået meget over hendes forventning.

- Jeg har været stoffri i et år og har ikke drukket alkohol i et halvt år, fortæller hun stolt.

Det har været en stor ting for hende at droppe festerne, for det fungerede i årevis som en virkelighedsflugt.

Angsten og traumerne fra opvæksten fylder stadig meget i Annas liv:

- Jeg har stadig svært ved at have en normal struktur.

Heldigvis har glæden ved at gå i skole og blive klogere holdt ved gennem alle årene. Og det er på mange måder endt med at blive hendes redning.

Lige nu er hun i gang med at tage en hf i håb om, at hun kan få høje nok karakterer til at fortsætte på jurastudiet.

- Mange er overraskede over min kærlighed til at gå i skole. Men det er mit frirum, siger hun.

Og så er der en helt klar mission med jurauddannelsen. Anna vil nemlig i fremtiden gerne repræsentere unge anbragte.

- Jeg tror, at jeg vil være god til at sætte mig i deres sted, for jeg ved jo, hvor hårdt og presset de har det, siger hun.

Danske kirurger råber tirsdag politikerne op i et brev, hvor de beskriver de problemer, som der er med mangel på personale på deres afdelinger.

Det skriver DR.

- Det er nu ikke muligt i det offentlige sundhedsvæsen inden for mange kirurgiske specialer at udføre kirurgi, som ikke er omfattet af de maksimale ventetider, skriver Dansk Kirurgisk Selskab i brevet, som er udgivet på DR's hjemmeside.

Beslutningen om at råbe politikerne op blev taget på et møde for selskabet, som er en paraplyorganisation for de forskellige kirurgispecialer.

Politikens sundhedsredaktør, Lars Igum Rasmussen, sad med på mødet, og i en artikel viderebringer han de forskellige formænds beretninger om deres specialer.

- Lungepatienten med emfysem står så længe på venteliste, at deres tilstand forværres i en grad, så de ikke kan tilbydes operation, da de er for kritisk syge, siger Henrik Vad, som er formand for Dansk Thoraxkirurgisk selskab, blandt andet.

En anden, Jørgen Mogens Thorup, som er formand for Dansk Børnekirurgisk Selskab, beretter om månedlange ventetider for unge drenge med betændelse i forhuden.

Han siger, at et den slags problemer let ville kunne løses, hvis der var tid.

Behandlingsgarantien dyrt for hospitalerne

Flere peger på behandlingsgarantien som et af problemerne. Garantien gør, at man kan blive behandlet på et privathospital, hvis det offentlige ikke kan udføre behandlingen inden for 30 dage. Det suger penge ud af hospitalernes budgetter.

Formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke skriver på Twitter, at det er nødvendigt at justere behandlingsgarantien.

- Store udfordringer i sundhedsvæsenet på grund af personalemangel - patienterne venter unødigt længe. Vi er nødt til at justere behandlingsgarantien, så der skabes fleksibilitet til at prioritere de mest syge først, skriver Rathcke.

Penge er en uomgængelig størrelse i en valgkamp. Og det er uanset, om det er i form af skattelettelser eller højere løn til særligt efterspurgte faggrupper.

Også i denne valgkamp har politikerne bejlet til vælgernes gunst. Enten med løfter om mere løn til visse faggrupper eller måske en diskussion af "principper" for løn- og arbejdsvilkår.

Personalemanglen i sundhedsvæsenet har åbnet for debatten om, hvordan vi som samfund sikrer, at der er tilstrækkeligt med de såkaldte varme hænder.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) afviser stadig at diskutere mere konkrete lønstigninger til særlige faggrupper, men erkender samtidig, at der er problemer inden for en række faggrupper såsom sygeplejersker og sosu'er.

- Vi kommer til at blive mere konkrete på, ud fra hvilke principper vi gerne vil løse de gigantiske problemer, vi har i velfærdssamfundet med personalemangel, siger Peter Hummelgaard.

Velkommen til 'Valgdøgnet' på TV2.DK.

Venstres formand og statsministerkandidat, Jakob Ellemann-Jensen, har beskyldt Mette Frederiksen for at stikke folk blår i øjnene op til et folketingsvalg.

Det skete, da statsministeren i et interview med Jyllands-Posten og en uge senere i tv-debatten på DR åbnede for at gøre lønnen til et politisk spørgsmål.

- Nu tror alle, at det er dem, der skal have flere penge, sagde Ellemann i en kommentar til Mette Frederiksens udmelding.

Lars Løkke Rasmussen, politisk leder i Moderaterne, har budt ind med et løsningsforslag, som vil give et løn- og fastholdelsestillæg på 2500 kroner om måneden til professionsuddannet sundhedspersonale, der er på fuld tid – og til dem, der går fra deltid til fuld tid i 2023.

Men spørgsmålet er da også, om sygeplejerskerne er til at "købe" for de 2500 kroner, Lars Løkke Rasmussen har budt ind med som en slags akuthjælp for den trængte sektor.

Ikke ifølge et par af de sygeplejersker, TV 2 har talt med på Aalborg Universitetshospital.

Dansk Sygeplejeråd siger dog, at næsten halvdelen af deres medlemmer vil arbejde flere timer om ugen i deres nuværende stilling, hvis de får "en større økonomisk gevinst".

65.

Det er den procentdel af danske vælgere, som kan rykkes i forhold til, hvor de vælger at sætte kryds på stemmesedlen 1. november, viser tal fra analysevirksomheden Electica.

Konklusionen er, at vi kan være på vej mod et jordskredsvalg, som kan slå det i 1973, mener valgekspert og direktør Jesper Claus Larsen fra Electica.

Valget i 1973 blev kendetegnet ved, at næsten 44 procent af alle vælgere skiftede parti, hvilket markerede det største stemmeskred i dansk historie.

Grunden til, at folk generelt er mindre sikre på, hvor krydset skal sættes, er et generelt ændret politisk landskab, der har tvunget vælgerne til at se sig omkring.

- Der er mange nye partier, folk, der har skiftet parti, og partier, der har skiftet position. Det betyder, at vi som vælgere er tvunget til at reorientere os politisk, siger Jesper Claus Larsen.

- Til patienterne siger vi altid, at vi har styr på det, men det handler også om at have tid. Vi har døende patienter, og det er ikke særlig rart ikke at kunne være omkring dem, fordi du har seks andre, der har brug for din hjælp.

Sygeplejerske Trine Højland fra Aalborg Universitetshospital om en følelse af utilstrækkelighed, og at man ikke slår til som sygeplejerske, når der mangler tid på afdelingen til den enkelte patient og for meget af arbejdet sker efter "brandslukningsprincippet".

Jakob Ellemann-Jensen og Venstre holder valgrally i Holstebro, som er et af de områder, hvor partiet er i hård kamp med Det Konservative Folkeparti om vælgernes gunst

Mai Villadsen (Ø) deltager i Danish Rainbow Awards 2022 i Cirkusbygningen, København.

Sofie Carsten Nielsen (R) er på dørbank og uddeling af invitationer til vejfest, Roskilde, som begynder klokken 16.00 på Penselstrøget. Ja, det hedder gaden.

Pernille Vermund (NB) deltager i et valgmøde arrangeret af JydskeVestkysten i Tønder klokken 17.00.

Valgkort printes hos it-virksomheden KMD. De mange valgkort skal gerne nå vælgerne senest fem dage før valget, altså 27. oktober.

Det var alt for dagens 'Valgdøgnet'. Rigtig god aften til alle.

Få overblikket over, hvad TV 2 sender om valget.

Personalet på et hospital i den norske by Trondheim advarer nu om konsekvenserne ved at indføre den norske version af Sundhedsplatformen, Helseplattformen.